Brasiliens korruptionsskandale når nye højder – og det er godt

Os Corruptos – Lula (2003-11), Collor (1990-92), Cardoso (1995-03), Dilma (2011-16)

Mens udsigterne til at gennemgribende og nødvendige pensions- og arbejdsmarkedsreformer desværre ser ud til at være mindre end for blot en måned siden, fortsætter efterforskningen i Brasiliens største korruptionsskandale nogensinde. Og det er fremragende af flere årsager.

Offentliggørelsen af listen af nye mistænkte, som skal efterforskes må en gang for alle slå Venstrefløjens konspirationsteori om sidste års afsættelse af den socialistiske præsident Dilma Rousseff som et kup orkestreret af en konservativ presse og højrefløjen, for at sikre dem mod videre efterforskning for korruption, til jorden.

Ud over de på listen nævnte, som efter brasiliansk lov skal efterforskes af højesteret selv, fordi der er tale om nuværende ministre, guvernører og valgte til senat og kongres, har højesteret også givet ordre om at indlede efterforskning ved lavere domstole mod de tidligere præsidenter Dilma Rousseff, Lula og Fernando Henrique Cardoso.

Listen over de anklagede er vel det nærmeste man kommer en “who is who” i brasiliansk politik. Der er politikere fra stort set alle partier fra kommunister til konservative. Sammen med de allerede nævnte eks-præsidenter er også tidligere præsident Fernando Collor de Mello under mistanke. Det samme er taberen i anden runde ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves fra PSDB. Begge formænd for parlamentets to kamre, samt som nævnt 9 ministre fra den nuværende regering.

Nuværende og tidligere ministre og guvernører, senats- og kongresmedlemmer mv., under mistanke for korruption (parti i parantes)

  • Aécio Neves, senador (PSDB-MG)
  • Antônio Anastasia, senador (PSDB-MG
  • Alfredo Nascimento, deputado (PR-AM)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Aloysio Nunes, senador (PSDB-SP)
  • Arlindo Chinaglia, deputado (PT-SP)
  • Arthur Maia, deputado (PPS-BA)
  • Bruno Araújo, ministro das Cidades (PSDB-PE)
  • Carlos Zarattini, deputado (PT-SP)
  • Cândido Vaccarezza, deputado (ex-PT-SP)
  • Guido Mantega, ex-ministro da Fazenda (PT)
  • Eduardo Braga, senador (PMDB-AM)
  • Omar Aziz, senador (PSD-AM)
  • Cacá Leão, deputado (PP-BA)
  • Cássio Cunha Lima, senador (PSDB-PB)
  • Celso Russomanno, deputado (PRB-SP)
  • Ciro Nogueira, senador (PP-PI)
  • Dalírio Beber, senador (PSDB-SC)
  • Napoleão Bernardes, prefeito de Blumenau (PSDB-SC)
  • Daniel Elias Carvalho Vilela, deputado (PMDB-GO)
  • Maguito Vilela, ex-governador de Goiás (PMDB)
  • Daniel Gomes de Almeida, deputado (PCdoB-BA)
  • Décio Nery de Lima, deputado (PT-SC)
  • Ana Paula Lima, deputada estadual (PT-SC)
  • Edison Lobão, senador (PMDB-MA)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB-RS)
  • Moreira Franco, secretário-geral da Presidência (PMDB-RJ)
  • Fábio Faria, deputado (PSD-RN)
  • Robinson Faria, governador do Rio Grande do Norte (PSD)
  • Rosalba Ciarlini, prefeita de Mossoró (PP-RN)
  • Fernando Collor de Mello, senador (PTC-AL)
  • Fernando Bezerra, senador (PSB-PE)
  • Gilberto Kassab, ministro das Comunicações (PSD-SP)
  • Heberte Lamarck Gomes da Silva (Betinho Gomes), deputado federal (PSDB-PE)
  • José Feliciano de Barros Júnior, advogado (PMN)
  • José Ivaldo Gomes (Vado da Farmácia), ex-prefeito de Cabo do Santo Agostinho (PTB-PE)
  • Helder Barbalho, ministro da Integração Nacional (PMDB-PA)
  • Paulo Roberto Galvão da Rocha, senador (PT-PA)
  • Heráclito Fortes, deputado (PSB-PI)
  • Humberto Costa, senador (PT-PE)
  • Ivo Cassol, senador (PP-RO)
  • João Carlos Gonçalves Ribeiro, ex-secretário de Planejamento de Rondônia
  • João Carlos Paolilo Bacelar Filho, deputado (PR-BA)
  • Jorge Viana, senador (PT-AC)
  • Tião Viana, governador do Acre (PT)é arlos Aleluia, deputado (DEM-BA)
  • José Carlos Becker de Oliveira e Silva (Zeca Dirceu), deputado (PT-PR)
  • José Dirceu, ex-ministro-chefe da Casa Civil
  • José Orcírio Miranda dos Santos (Zeca do PT), deputado (PT-MS)
  • Blairo Maggi, ministro da Agricultura (PP)
  • José Reinaldo Carneiro Tavares, deputado (PSB-MA)
  • Ulisses César Martins de Sousa, ex-procurador-geral do Estado do Maranhão
  • Renan Calheiros, senador (PMDB-AL)
  • Renan Calheiros Filho, governador do Alagoas (PMDB)
  • Fernando Bezerra de Sousa Coelho, senador (PSB-PE)
  • Júlio Lopes, deputado (PP-RJ)
  • Jutahy Magalhães Júnior, deputado (PSDB-BA)
  • Kátia Abreu, senadora (PMDB-TO)
  • Moisés Pinto Gomes, marido da senadora Kátia Abreu
  • Lídice da Mata, senadora (PSB-PE)
  • Lindberg Farias, senador (PT-RJ)
  • Marco Maia, deputado (PT-RS)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB)
  • Humberto Kasper, ex-presidente da Trensurb
  • Marco Arildo Prates da Cunha, ex-presidente da Trensurb
  • Paulo Bernardo Silva, ex-ministro do Planejamento (PT)
  • Marcos Antônio Pereira, ministro da Indústria, Comércio e Serviços (PRB-ES)
  • Maria do Rosário Nunes, deputada (PT-RS)
  • Mário Negromonte Júnior, deputado (PP-BA)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Valdemar da Costa Neto, ex-deputado (PR-SP)
  • Nelson Pellegrino, deputado (PT-BA)
  • Ônix Lorenzoni , deputado (DEM-BA)
  • Paulo Henrique Ellery Lustosta da Costa, deputado (PP-CE)
  • Paulo Pereira da Silva, deputado (SD-SP)
  • Pedro Paulo Carvalho Teixeira, deputado (PMDB-RJ)
  • Eduardo Paes, ex-prefeito do Rio de Janeiro (PMDB)
  • Ricardo Ferraço, senador (PSDB-ES)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • César Maia, ex-prefeito do Rio de Janeiro (DEM)
  • Rodrigo Garcia, deputado (DEM-SP)
  • Romero Jucá Filho, senador (PMDB-RR)
  • Eunicio Oliveira, senador (PMDB-CE)
  • Lúcio Quadros Vieira Lima, deputado (PMDB-BA)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • Rodrigo Jucá, advogado e filho de Romero Jucá (PSD-RR)
  • Valdir Raupp, senador (PMDB-RO)
  • Vander Loubet, deputado (PT-MS)
  • Vanessa Grazziotin, senadora (PCdoB-AM)
  • Eron Bezerra, marido da senadora Vanessa Grazziotin
  • Vicente Cândido, deputado (PT-SP)
  • Vicente Paulo da Silva, deputado (PT-SP)
  • Vital do Rêgo Filho, ministro do Tribunal de Contas da União (TCU)
  • Yeda Rorato Crusius, deputada (PSDB-RS)

For mere information om hvad de enkelte er mistænkte for, se her (portugisisk). Ved at klikke på de fire cifre til højre får man Højesterets begrundelse for at indlede en efterforskningssag på hver enkelt af de nævnte.

De mange sager er resultatet af den “plea-bargain” som Marcelo Odebrecht indgik sidste år og et gennemgående tema er ulovlig finansiering af valgkampagner (bl.a. Fernando Henrique Cardoso og Dilma Rouseff), eller direkte betaling for at politikere har brugt deres magt og inflydelse til at skaffe Odebrecht lukretive kontrakter (bl. a. Lula i forbindelse med projekter i Angola).

Det er næppe sidste gang jeg skriver om korruptionsskandalerne i Brasilien, men som jeg også har skrevet før, er dette i bund og grund en opløftende udvikling, der faktisk giver håb for fremtiden. Der er næppe tvivl om at at denne form for korruption har eksisteret som en integreret del af brasiliansk politik i årtier. Det nye er at det åbenbart ikke længere kan lade sig gøre.

Det er så sandelig nye tider i Brasilien.

Valg i Peru og gevinsten ved at hegne politikerne ind

Søndag afholdes 1. runde af præsidentvalget i Peru. Optakten har været kaotisk og to kandidater er blevet udelukket på et temmelig tyndt grundlag.

Ikke fordi de nødvendigvis er ofre for en sammensværgelse, der skal sikre at “systemets” mand vinder valget, men måske snarere grundet juridisk inkompetence. Ingen af de to kandidater, som tilsammen stod til at få ca. 25 procent af stemmerne havde begået større fejl. For den enes vedkommende var der endda tale om et brud på en intern opstillingsproceducere, som ingen i det pågældende parti, for hvem kandidaten stillede op, synes at have haft et problem med.

Men som Economist bemærker som optakt til søndagens valg:

Since democracy spread across Latin America in the 1980s, no presidential candidate has been banned so close to an election. Some Peruvians spy partisan conspiracy; the charitable view is that it is blind incompetence. Whatever the explanation, the winner of the election will enjoy less than full legitimacy. That is unfortunate: even by Latin American standards, Peruvians are contemptuous of their politicians and dissatisfied with their democracy.

Lige som andre Sydamerikanske lande, hvor produktion og eksport af råvarer har stor betydning for den økonomiske aktivitet og vækst, har også Peru – Regionens hurtigtst voksende økonomi de seneste 25 år – mærket de senere års kraftige prisfald på de globale råvaremarkeder, og der er behov for fortsatte reformer, hvis vækstraterne skal øges.

Man er dog slet slet ikke i samme knibe som Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, naturligvis.

En forfatning til forskel 

Mens det store naboland Brasilien gennemlever sin værste krise i 80 år, med faldende BNP (3,7 procent sidste år og et forventet fald på 3,6 procent i år), høj inflation og stigende arbejdsløshed, oplever Peru som nævnt fortsat økonomisk fremgang. BNP steg med ca. 3,6 procent sidste år og man forventer en lignende stigning i indeværende år.
perubrasil vaekstForklaringen skal bestemt ikke hentes i at man har et bedre fungerende politisk system end i nabolandet Brasilien. Det forholder sig snarere tværtom.

Til gengæld har man en forfatning som indtil videre har vist sig at være i stand til at hegne politikerne nogenlunde effektivt ind, mens den økonomiske politik primært er blevet håndteret af teknokrater.

Det kan man i høj grad takke den forfatning som indførtes under den på andre måder problematiske præsident Fujimori i 1990erne, og som indeholder en række grundlæggende garantier og sikre at Peru er blandt de frieste og mest markedsorienterede økonomier i Latinamerika.

Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter.

Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru. Forfatningen sikrer også en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.

Det er baggrunden for landets høje vækst og hastige fattigdomsreduktion de seneste årtier. Mens man trods Brasiliens nuværende problemer fotsat oplever at tidligere præsident Lula omtales positivt på grund af den positive udvikling i nullerne målt på udviklingen i indkomstfordeling og fattigdom. Er det værd at bemærke at udviklingen har været langt mere positiv i Peru.

Siden 2001 er fattigdommen mere end halveret målt efter national standard, mens andelen som lever i absolut fattigdom (Verdensbankens definition) er faldet fra ca. 18 procent af befolkningen i 2001 til 3,7 procent i 2013.

perubrasil fattigdomFra at have en større andel af befolkningen, som levede i absolut fattigdom og et klart lavere BNP per indbygger for 15 år siden, er absolut fattigdom i dag laver i Peru end i Brasilien og BNP per indbygger nærmer sig kraftigt Brasiliens.

Den væsentligste forklaring på forskellene er uden tvivl den mindre rolle staten og dermed politikerne spiller i Peru i forhold til Brasilien. Ikke at Peru’s politiske system og dets politikere udmærker sig positivt i forhold til deres brasilianske kollegaer.

¿Cómo se llama el partido que postula a Keiko Fujimori a la Presidencia?
På søndag går man så til valg. Favorit er tidligere præsident Alberto Fujimoris datter, Keiko Fujimori. Hun står også med store chancer for at vinde 2. runde af valget, som afholdes i juni. Går det hende som sine forgængere, vil hun efter en kort periode med stor popularitet formentlig blive lige så upopulær som sine forgængere, efterhånden som skandalerne og inkompetencen viser sig.

Til forskel fra Brasilien, kan man så glæde sig over en forfatning, som sætter en grænse for politikerne’s hærgen.

Brasiliens største byggeselskab, Odebrecht, lægger alle kort på bordet

Brasiliens største byggeselskab, Odebrecht har  udsendt en pressemeddelelse om, at de lægger alt på bordet og vil samarbejde fuldt ud med anklagemyndigheden om selskabets rolle i “Lava Jato” – bilvask skandalen. Navnet på den enorme korruptionsskandale i det statskontrolerede olieselskab Petrobras.

I pressemeddelelsen skriver man blandt andet :

The evaluations and reflections made by our shareholders and executives have led Odebrecht to decide on definitive collaboration with Operation Lava Jato investigations.

The company, which has identified the need to introduce improvements to its practices, has been in contact with the authorities in order to collaborate with investigations, in addition to the leniency initiative which was adopted with the Comptroller General’s Office (CGU) in December.

We hope that the information provided contributes significantly to Brazilian Justice and the construction of a better Brazil.

 

Odebrechts involvering i skandalen har haft store konsekvenser for firmaet. Flere af dets datterselskaber er nedjusteret til junkstatus og økonomien er presset.

Det er naturligvis breaking news i de brasilianske medier, som spekulerer i hvilke nye navne det vil bringe på banen og hvilken betydning det vil få for den kaotiske situation, som landet befinder sig i.

Odebrecht, en af Brasiliens største virksomheder, med aktiviteter i mange lande og over 100.000 ansatte, er en central aktør i skandalen, som allerede har kostet flere af firmaets topfolk lange fængselsdomme. Bl. a. er tidligere administrerende direktør, Marcelo Odebrecht (barnebarn af selskabets grundlægger) dømt til 19 års fængsel for hvidvaskning af penge, korruption og organiseret kriminalitet.

Gennem korruption tjente selskabet milliarder fra Petrobras og betalte returkommission til politikere og korrupte medarbejdere i Petrobras.

Og det føderale politi er bestemt ikke færdig med Brasiliens største byggeselskab.

Tirsdag var der igen razziaer mod Odebrechts kontorer i bl. a. São Paulo og Salvador, hvor flere er blevet tilbageholdt af politiet.

Ifølge politiet fortsatte de kriminelle forhold helt frem til november 2015, altså mere end et år efter skandalen begyndte at rulle og og flere måneder efter at Marcelo Odebrecht fængsledes i juni sidste år.

På et pressemøde tirsdag fortalte den brasilianske føderale anklager Carlos Fernando dos Santos Lima, at Odebrechts kriminelle aktiviteter rækker langt ud over Petrobras og f. eks. også inkluderer bestikkelse i forbindelse med stadionbyggeri til VM i 2014, samt udenfor Brasilien, bl.a. De Forenede Arabiske Emirater, Portugal og Argentina.

Odebrechts pressemeddelelse og ønske om fuld samarbejde skal naturligvis ses i lyset af ovenstående. Ud over et forsøg på at få nedsat bl.a. Marcelo Odebrechts dom, hvilket er muligt efter brasiliansk lov, drejer det sig nu reelt om selskabets overlevelse.

Hele Brasilien venter nu med spænding på hvilke navne der nu bliver sat i forbindelse med Brasiliens største korruptionsskalndale nogensinde. Ikke mindst hvorledes det vil påvirker tidligere præsident Lula, der i sidste uge blev udnævnt til minister, men ikke formelt er indsat, efter et dommerforbud, som endnu ikke er ophævet.

Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Dagens hovedhistorie i de brasilianske medier er uden sammenligning, at der er faldet dom i sagen mod tidligere CEO Marcelo Odebrecht fra Latinamerikas største byggekonglomerat, Odebrecht.

Marcelo Bahia Odebrecht
Marcelo Bahia Odebrecht

Sammen med en række tidligere højtstående ansatte i Odebrecht og Petrobras, har han været anklaget for at være del af den omfattende korruptionskandale i det statskontrolerede olieselskab, Petrobras.

Skandalen går under navnet “Lava Jato“, på dansk “bilvask”.

Odebrechts dom lød på 19 års fængsel for korruption, hvidvaskning af penge og andre kriminelle aktiviteter. Også en række andre anklagede dømtes til lange fængselsstraffe. Samtidig blev han og resten af de anklagede fra Odebrecht koncernen idømt bøder svarende til i alt mere end 400 mio. kroner.

Continue reading Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Kaos i Brasilien

Som det er de fleste bekendt, har Brasilien den seneste uge oplevet de største demonstrationer i 20 år. Det startede som en protest mod en annonceret stigning på billetpriserne i den kollektive trafik (ca. 50 øre). Bag disse demonstrationer står en bevægelse, Movimento Passa Libre (MPL), som ønsker “gratis” kollektiv transport. Det er der kun få der bakker op om.

Prisstigningerne i sig selv er en mindre ting. Priserne i bl.a. Rio de Janeiro og São Paulo justeredes sidste gang for næsten halvandet år siden, og der var reelt kun tale om en delvis korrigering i forhold til den mellemliggende inflation. Til gengæld har der i årevis været stor utilfredshed med kvaliteten af det kollektive transportsystem.

MPL udspringer af den brasilianske venstrefløj. Selv om det er en NGO uden direkte forbindelse til politiske partier, er det ikke uvæsentligt, at den bl.a. har forbindelse til PSOL (Partido Socialismo i Liberdade). PSOL opstod i 2004, efter en række senatorer  ekskluderes af PT, fordi de stemte imod en pensionsreform. Bevægelsen har dog internt problemer med de i som er knyttet til politiske partier, og de som ikke er.

13170344

Indtil den 13. juni var  folkeopinionen i bl.a. São Paulo bestemt ikke i nævneværdig grad med MPL, Episoder med vandalisme og irritation over demonstranter som blokerede for en i forvejen håbløs for trafikken i byen, lagde en markant dæmper på opbakningen. Det ændrede sig efter den 13. juni. Frem til den 18. juni stiger opbakningen fra 55 % til 77 %.  Overdreven af politiet den 13. juni, uden at skelne mellem fredelige demonstranter og de mere militante grupper som stod for hærværk, vold og vandalisme, er angivet som helt afgørende.

Herefter eksploderede antallet af deltagere i demonstrationerne, som kulminerede i torsdags, da mellem 1 og 1,2 mio. mennesker gik på gaden i hele Brasilien.

Det handlede ikke længere kun om priserne på busbilletter, men om langt mere. Retten til at demonstrere fredeligt, høje skatter uden modsvarende offentlige serviceydelser, omfattende korruption i det politiske system, manglende lighed for loven, ringe skole- og sundhedsvæsen osv.

Middelklassen har fået nok.

Det er alt overvejende middelklassen som demonstrerer. Det fremgår af analyseinstituttet Datafolha’s tal, indsamlet under torsdagens demonstrationer i São Paulo.

Mens ca. 1/3 af indbyggerne i São Paulo hun har grundskole eller mindre, udgjorde de kun 2 procent af demonstranterne. Til gengæld havde næsten 4 ud af 5 af deltagerne en videregående uddannelse (over gymnasieniveau). blandt den almindelige population er det kun hver fjerde som har en uddannelse over “ungdomsuddannelses-niveau”.

Nok så interessant er måske, at kun hver fjerde af de demonstrerende støtter MPLs målsætning om gratis offentlig transport.

13161186

At der er tale om demonstrationer vendt mod det politiske system (den politiske klasse), fremgår tydeligt når man spørger om holdningen til mulige præsidentkandidater hos de demonstrerende. Præsident Dilma Roussef, som trods et fald i popularitet de seneste måneder – primært drevet af den stigende inflation, og en fortsat stagnerende økonomi- fortsat har stor opbakning i befolkningen, er ikke populær blandt de demonstrerende. Kun 10 procent peger på at de vil stemme på hende, mens hun i den seneste meningsmåling bakkes op af 40 procent af vælgerne i i Sao Paulo. Til gengæld peger 30 procent af de demonstrerende på, at de ville stemme på præsidenten for forfatningsdomstolen, Joaquim Barbosa.

Det er også tydeligt at PT ikke er populært blandt de demonstrerende. Mens 32 procent af indbyggerne i São Paulo angiver PT som det foretrukne parti, er det kun 6 procent af de protesterende. Til gengæld udgør de som angiver at de intet parti har som deres foretrukne blandt demonstranterne overvældene. Mens ca. hver anden blandt befolkningen generelt angiver ikke at have præferencer, gælder det næsten 3 ud af 4 af de demonstrerende.

Man har også spurgt demonstranterne en række holdningsprægede spørgsmål, og heraf fremgår at den gennemsnitlige demonstrant bedst kan karakteriseres som langt mere liberal end befolkningen generelt, og noget mere venstreorienteret.

 

131721184

22 procent af demonstranterne opfatter sig selv som venstreorienterede, og 14 procent opfatter sig som centrum-venstre orienterede. De som opfatter sig som tilhørende centrum udgør 31 procent, . Endelig opfatter 10 procent sig som højreorienterede og 11 procent opfatter sig selv som centrum-højre orienterede.

Dette skal holdes op mod at vælgerne i São Paulo fordeler sig på 14% som anser sig selv for venstreorienterede og 10% som centrum-venstre orienterede. Kun 24 procent opfatter sig som tilhørende centrum, mens 14 procent opfatter sig selv som centrum-højre orienterede og 20 % som højreorienterede.

Givet at mere end 80 procent af de protesterende er under 35 år og for en stor dels vedkommende fortsat studerer, bør det ikke overraske.

 

Præsident Dilma Roussef’s tale – gammel vin på nye flasker  

Fredag aften, lokal tid, holdt præsident Dilma Rouseff en kort tale på TV. Modtagelsen har været blandet. Kort fortalt var budskabet,  at “vi lytter og vil mødes med lederne for demonstrationerne” (hvem det så er). Men samtidig blev det slået fast, at man ikke vil acceptere mere hærværk, vold og vandalisme (og der har været en del). Derudover lovedes reformer, bedre kollektiv trafik, flere midler til uddannelse osv. Langt hen af vejen en gentagelse af løfterne op til det seneste præsidentvalg.

Flere passager i talen er allerede blevet tolket som en venstredrejning som kan mindre lidt om Venezuela og Bolivia. Herunder talen om at indrage folkelige bevægelser og import af udenlandske læger, hvilket er synonymt med læger fra Cuba.

Hvorom alting er, vil talen næppe i sig selv få demonstrationerne til at stoppe. Det kan til gengæld fortsat vold og hærværk.

Militærets efterretningstjeneste har advaret om at protesterne kan eskalere, mens andre har peget på at fortsat vold, vandalisme – og plyndringer – som man så fredag aften i Rio de Janeiro, i sig selv kan få demonstrationerne til at gå i sig selv. På den måde kan afslutningen vise sig at være resultat af vold blandt de demonstrerende ( der har allerede været flere tilfælde af interne slagsmål blandt demonstranterne). Der skal ikke mange flere scener til af plyndringer og vandalisme, for at stemningen kan skifte markant hos det “tavse flertal”. Kun tiden vil vise, hvem som får ret.

Vi følger selvfølgelig udviklingen her på bloggen.

 

Endnu en minister i Brasiliens regering på vej ud på grund af korruptionsanklager

Ifølge brasilianske medier, bl.a. “O Globo“, “Estado de S. Paulo”  og “Folha de S. Paulo“, er Brasiliens sportsminister, Orlando Silva, fra kommunistpartiet på vej ud af regeringen, efter en lang række anklager om korruption, herunder svindel i forbindelse med en række sportrelaterede sportsprojekter. Silvas udtrædelse kommer efter måneders skriverier om uregelmæssigheder i hans ministerium.

Orlando Silva, Partido Comunista do Brasil

Silva er blot den sidste i en lang række ministre og topembedsmænd, som gennem de seneste 8 måneder enten er blevet tvunget til at træde tilbage eller er gået selv. Først trak stabschefen, Antonio Palocci fra præsidentens eget parti, Partido Trabalhadora (PT), sig, efter at  stærkt belastende oplysninger om hans privatøkonomi var kommet frem i pressen. I den forbindelse blev præsident Rousseff stærkt kritiseret i den nationale presse for at reagere for langsomt på beskyldningerne.

Da medierne den følgende måned blev fyldt med historier om uregelmæssigheder i transportministeriet, reagerede præsidenten anderledes hurtigt, og Alfredo Nascimento, fra støttepartiet Partido da Republica, blev presset til at træde tilbage.

For et par måneder siden var det så landbrugsminister Wagner Rossi fra det største støtteparti Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB), som trak sig Officielt på grund af familiære problemer. Ifølge unavngivne kilder i ministeriet var den reelle grund mistanke om korruption og svindel. Herefter fulgte turistministeren, Pedro Novais, også fra PMDB, i midten af september. Han trak sig efter lang tids skriverier i pressen og efter flere arrestationer og fyringer af ledende medarbejdere i ministeriet.

I modsætning til sin forgænger, den uhyre populære Luiz Inácio Lula da Silva, har Dilma Rousseff valgt at agere proaktivt. Således understregede Dilma i et radiointerview i september, at hendes administration var fast besluttet på, at »hvor der er korruption, vil vi gøre det nødvendige«.

Det blev godt modtaget blandt de mere veluddannede dele af befolkningen, ligesom formanden for den regeringsnedsatte “Kommission til Fremme af Effektivitet og God Regeringsførelse”, den respekterede forretningsmand, Jorge Gerdau Johannpeter, komplimenterede præsidenten for hendes engagement, som han var overbevist om »nyder stor opbakning hos Brasiliens tavse flertal«.

Det kan der nu godt stilles spørgsmlstegn ved. for selv om de fleste brasilianere nok i ord bakker op om kampen mod korruption, stikker forargelsen overfor politikerne næppe særligt dybt. Tværtimod viste en undersøgelse foretaget af IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística) for et par år siden, at de enkelte kandidaters moralske habitus ikke spillede nogen rolle for op mod 75 pct. af vælgerne. Et flertal af vælgere gav derimod udtryk for, at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse, hvis de fik chancen.

Hvis forgængeren Lula skal bruges som målestok, er gevinsten ved at engagere sig i kampen mod korruption begrænset. På trods af den såkaldte Mensalão-skandale i 2005, hvor regeringen mod kontakt betaling sikrede opbakning til sine forslag i parlamentet, blev Lula genvalgt med overvældende flertal året efter. Lulas populatiet led heller ikke ikke skade af fortsatte skandaler og mistanke om korruption, herunder nære familiemedlemmers påfaldende evner til at hive offentlige kontrakter hjem.

Lula forlod præsidentembedet med rekordhøj tilslutning. Og Dilma Rouseff er kun præsident, fordi forgængeren ønskede, at hun skulle være det.

På den anden side kan segmentet af vælgere, som lægger vægt på kampen mod korruption, vise sig afgørende ved kommende valg. De grønnes kandidat, tidligere miljøminister, Marina Silvas, opnåede næsten 20 pct. af stemmerne i første valgrunde ved det sidste præsidentvalg. Hendes succes var i høj grad baseret på utilfredshed blandt mere veluddannede tidligere PT-vælgere med korruptionen og skandalerne i Lulas tid. Dette segment kan blive afgørende ved præsidentvalget i 2014.

Kan det blive en gevinst for Dilma på langt sigt, indebærer det på kort sigt store problemer med at holde sammen på koalitionen af partier, som udgør dens parlamentariske grundlag. Ud over murren i krogene hos Dilams eget parti, meddelte den fratrådte transportministers parti PR efter hans fratrædelse, at de ikke længere var en del af regeringens parlamentariske grundlag.

Helt galt vil det være,  hvis PMDB på et tidspunkt forlader regeringen – de har allerede raslet med sablerne flere gange. Det vil for alvor give regeringen problemer i forhold til de udfordringer, som den nuværende præsident har arvet fra sin forgænger. Således truer manglende investeringer i infrastrukturen de seneste 10 år den fortsatte økonomiske vækst, samtidig med at det er afgørende at man får de offentlige udgifter under kontrol, for at dæmpe det inflationære pres, man har oplevet siden 2010. Endelig er man langt bagefter med de nødvendige investeringer i forhold til VM i fodbold i 2014. En opgave, som Silva skulle have stået med det overordnede ansvar for.

Zelaya vender tilbage til Honduras

Næsten 2 år efter at være afsat, vendte tidligere præsident Zelaya i går hjem til Honduras. Hermed er vejen banet for at Honduras fuldt ud kan genindtræde i det internationale samfund. på onsdag afgøres det hvorvidt Honduras kan genoptages i Organisationen Af amerikanske Stater (OAS). Der er dog tale om en formsag .  At Zelay kan vende tilbage er først og fremmest blevet mulig gennem en aftale faciliteret af Colombias præsident, Manuel Santos, og Venezuelas præsident, Hugo Chavez. Og i sidste ende indebar den, at Zelays, der blev ved med at skrue kravene i vejret blev “banket på plads” af Chavez.

Zelays blev afsat for 2 år siden som kulmination på et forløb, hvor han i strid med forfatningen insisterede på at afholde en folkeafsteming, hvis formål var at ændre Honduras forfatning. Zelaya fastholdt og fastholder dog at der alene var tale om en vejledende afstemning der skulle bane vejen for en egentlig afstemning senere. Som led i den aftale der er indgået, er der nu vedtaget en lov hvorefter der skal afholdes en afstemning netop om ændring af den honduranske grundlov. Continue reading Zelaya vender tilbage til Honduras

Den Brasilianske hær “besætter” dele af Rio de Janeiro

I kølvandet på  “(tilbage)erobringen” af Complexo Alemao i sidste måned har man besluttet at indsætte “fredsbevarende” styrker i visse bydele, foreløbig frem til oktober 2011. Således er en faldskærmsbrigade på 800 mand sat til at patruljere i de slumkvarterer der tilsammen udgør Complexo Alemao. Hermed sættes der tyk streg under, at indsatsen mod kriminaliteten i Rio de Janeiro er blevet et nationalt anliggende. Grunden til dette er selvfølgelig de kommende verdensmesterskaber i fodbold i 2014, hvor finalen vil blive spillet i Rio de Janeiro, og ikke mindst de olympiske lege i 2016.

Og ikke nok med at militæret sættes ind for at sikre ro og orden. Byens eget politi bliver samtidig underordnet den militære kommandostruktur. Forbilledet er Brasiliens fredsbevarende mission i Haiti. Og baggrunden er ikke mindst at militæret anses for at være væsentligt mindre korrupt end Rio de Janeiros politistyrker.  Når man er oppe på fuld styrke, vil der være 2000 soldater der patruljerer på gaderne hver dag.

Ideen er at uddanne nye politienheder, der kan tage over efter militæret, når det forlader de pågældende områder til oktober næste år. Man må så bare håbe, at disse nye rekrutter ikke som del af deres uddannelse også tilegner sig de mere problematiske sider af Rio’s politis “spidskompetentencer”, hvilket bl.a. indbefatter en høj grad af korruption og en til tider stor brutalitet overfor byens fattige befolkning. Det er formentlig en god ide at holde de nye politifolk på afstand af de allerede eksisterende politistyrker. Der er da også allerede fra flere sider udtrykt bekymring over at militæret skal samarbejde med lokale politifolk, grundet frygten for at det snare bliver dem der lærer af politiet, end politiet der lærer af militæret.

Siden kampene i slutningen af november, som endte med indtagelsen af Complexo Alemao, har der været rygter om at dele af Rios politi hjalp kriminelle med at flygte fra den ene ende af slumkvarteret, mens militær og specialenheder fra andre dele af politiet rykkede frem i den anden ende.

Ballade i rød stue. Anerkendt historiker kræves ekskluderet af det cubanske kommunistparti

Den øverste ledelse af det kommunistiske parti i Havanna’s Playa distrikt kræver, at den anerkendte historiker, og overbeviste kommunist, Esteban Morales, der er kendt for at beskæftige sig med race og forbindelserne med USA, bliver ekskluderet af det kommunistiske parti.Oplysninger stammer fra Pedro Campos, tidligere cubansk diplomat, og som forsker har arbejdet sammen med Morales ved universitetet i Havana’s Center for Studiet af USA.

Kravet om ekskludering er en direkte konsekvens af, at Morales har skrevet om korruption indenfor den kommunistiske elite i Cuba. Artiklen var at finde i nogle få dage i april på kaosenlared.net, et statskontroleret webside. Artiklen blev fjernet, da udenlandske medier begyndte at skrive om den.  Indtil videre har lavere rangerede medlemmer af kommunistpartiet dog haft held med at få esklusionen udsat indtil en appel er blevet behandlet.

Estaban Morales
Estaban Morales

Ifølge Associated Press er det ikke klart hvorvidt den lokale afdeling har handlet på egen hånd eller efter ordre højere opppe i hiakiret.

Morales “brøde” består i at have skrevet om den udbdredte korruption i Cubas regering og blandt ledende embedsmænd i landet. I artiklen pegede Morales på, at denne korruption udgjorde en større trussel end de aktiviteter som landets dissidenter er ansvarlige for. Samtidig luftede han ideen om at der blandt landets ledende magthavere foregår en positionering til at sikre deres egen økonomiske position hvis/når systemet bryder sammen. I opfattelse der er meget udbredt blandt mange af Cubas ledende dissidenter. Morales kritiserer ikke Castro brødrene direkte, men pointerede bl.a. at “nepotismen er løbet løbsk”.

Morales oprindelige artikel kan læses her

Brasilien og den væmmelige liberalisme.

The Economist bringer i denne uge en artikel om Brasiliens problematiske forhold til økonomisk frihed – “Liberalism in Brazil – The almost-lost cause of freedom”. Artiklen indledes med et citat af en af Brasiliens få åbentlyse liberale (i europæisk forstand) økonomer, den nu afdøde Roberto Campos, – der fik tilnavnet “Bob Fields”, der citeres for

at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien

Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.

Continue reading Brasilien og den væmmelige liberalisme.