Inflationen er nu over 50 procent om året i Venezuela. Det har fået en række iagttagere til at tale om hyperinflation, hvilket nok er lige er i overkanten. Det er nok også væsentligt at pointere at Venezuela traditionelt har været et højinflationært samfund, hvor tocifrede inflationsrater mere har været normen end undtagelsen. Det ændrer dog ikke ved at Venezuelas økonomi er i en miserabel situation.
Så er det jo altid godt at kunne give nogle andre end sig selv skylden.
Ifølge regeringen er hverken de tilbagevendende mangelsituationer eller den fortsat accelererende inflation en konsekvens af den førte økonomiske politik.
Skurken er selvfølgelig det private erhvervsliv – ikke mindst udenlandske kapitalister og naturligvis de fæle amerikanere. Sidstnævnte er ellers nogle af de eneste der rent faktisk betaler kontant for den olie de importerer fra Venezuela. Den anden store aftager af venezuelansk olie, nemlig Kina, betaler ikke, det har de nemlig gjort for længst, idet de tidligere har lånt store beløb indbringer olieleverancerne ikke yderligere valuta.
Og hvad man ikke har i seriøs økonomisk politik, har man der imod i brutal magtanvendelse og symbolpolitiske aktioner.
Man kan f. eks. lade militæret besætte en elektronik-kæde, arrestere ejere og ledere, og derefter sælger billigt ud af varelagret.
