Brasiliens finansminister det seneste år, Joaquim Levy, trådte fredag tilbage. Ny finansminister bliver økonomiminister Nelson Barbosa.
Der har længe været rygter om at Levy var på vej ud af regeringen. Den nye finansminister anses for at stå for en mere “progressiv” tilgang til den økonomiske politik. Det skifte reagerede markedet på med faldende valuta- og aktiekurser.
The Economist efterfølgende vurdering opsummerer fint reaktionen på markedet og blandt internationale iagttagere:
That change is likely to make a terrible situation worse. It suggests that Mr Levy lost an argument within the government about whether austerity is the right cure for Brazil’s sickly economy, and that he lost it not because his economic remedy was wrong but because it was politically unpalatable.
Til gengæld vakte det glæde hos regeringspartiet PTs base, både blandt medlemmer, fagforening og græsrodsbevægelser. De brød sig aldrig om Levy og den økonomiske politik hans stod for.
Som Economist også bemærker i deres kommentar, er det bemærkelsesværdigt at Levy holdt ud så længe som han gjorde. At det aldrig lykkedes at foretage den på forhånd lovede og helt nødvendige stabilisering af de offentlige budgetter, kan man ikke laste ham.
Trods alt lykkedes det ham at nedbringe de diskretionære (ikke obligatoriske) off. udgifter med ca. 120 mia. kroner – svarende til en besparelse på ca. 20 mia. kroner på de offentlige budgetter i Danmark.
Trods besparelserne ender Brasilien dog ud med et underskud på de offentlige budgetter, svarende til næsten 10 procent i 2015. Langt fra det forventede overskud før rentebetalinger, som man lagde op til inden årets start.
Det foreløbige lavpunkt kom, da Fitch som det andet af de tre ratingbureauer downgradede Brasilien til junkstatus. Det var en eksplicit målsætning målsætning for regeringen at beholde sin rating, hvilket altså mislykkedes.
At to ud af tre ratingbureauer har sat Brasiliens status til junk indebærer, at en række internationale institutionelle investorer ikke længere kan holde brasilianske papirer. Samtidig stiger omkostningerne ved fortsat låntagning.
Det er alt sammen politik
Den nye finansminister, Nelson Barbosa, er tæt knyttet til tidligere præsident Lula. Tidligere på året “imponerede” han ved at foreslå en ekspansiv finanspolitik i 2016, hvilket ud over at undergrave Levy’s i forvejen svage position, var medvirkende til at nedgraderingen til junkstatus fra Standard & Poor’s i september.
Barbosa havde flere poster under præsident Lula, 2003-2010 og fortsatte under den nuværende præsident Dilma Rousseff frem til 2013, hvor han forlod regeringen på grund af uoverensstemmelser om den førte politik. Dette selv om han var en af hovedmændene bag skiftet under præsident Lula, hvorefter man i stigende grad søgte at styre valutakurserne og øge den selektive kreditgivning.
Når Barbosa derfor bakkes op af græsrødderne i “Partido dos Trabalhadores”, er det altså af samme grunde, at markedet og investorerne reagerer negativt.
Udskiftningen handler først og fremmest om at styrke opbakningen til PT – der kunne glæde sig over relativt store demonstrationer til fordel for den ellers meget upopulære præsident Dilma for nylig og falder sammen med at oppositionens forsøg på at kræve præsidenten for en rigsret indtil videre ikke ser ud til at lykkes.
Men om det er nok til at sikre opbakning i kongressen til at gennemføre den nødvendige stabilisering af den brasilianske økonomi er dog tvivlsomt. Det får vi dog først svar på efter en rigsretssag evt. er lagt helt i graven.
Indtil da fortsætter Brasiliens katastrofale kurs mod bunden. Og hvis det går som det er gjort de senere år, kan 2016 sagtens ende med et lige så stor fald i BNP som i år, selv om de nuværende prognose forudser at faldet “kun” bliver på ca. 2 procent mod indeværende års fald i BNP på nu forventet 3,5 procent.
Et godt bud er, at vi ikke kommer til at se en effektiv stabilisering af økonomien før på den anden siden af præsidentvalget i 2018. For slet ikke at tale om nødvendige reformer der skal til, hvis Brasilien skal opnå hæderlig vækst i fremtiden.
Brasilien er berygtet for sine lange perioder, hvor man egentlig godt ved hvad der skal til, men ingen har en politisk interesse i at bakke op om det. Det oplevede vi i både 80erne og 90erne.
En ukendt faktor er dog Brasiliens kongemager parti, PMDB, som har været en del af det parlamentariske grundlag for at alle siddende præsidenter siden 1989. Skulle de vælge at opgive deres støtte til den nuværende præsident – de har selv vice-præsident posten – inden 2018, kan det ikke udelukkes at Dilma Rousseff opgiver at fortsætte som præsident, også uden en egentlig rigsretssag.
En udløser for dette kan være, hvis også den store majoritet, som ikke er en del af den egentlige middelklasse (i vestlig forstand) også går på gaden. Det har de ikke gjort endnu.
Ligeledes kan det naturligvis ikke udelukkes, at de fortsatte sager og efterforskningen i den store korruptionsskandale i Petrobras kan ramme præsidenten på et tidspunkt.
Under alle omstændigheder er der ingen grund til optimisme på kort sigt. Brasiliens økonomi vil fortsat udvikle sig i negativ retning, arbejdsløsheden stige og inflationen være høj, omend ikke så høj som i år, hvor den lander på den forkerte side af de 10 procent.
På længere sigte kan det dog, som jeg har skrevet om tidligere, være at netop denne krise er forudsætningen for at man igen får en periode præget af nødvendige reformer.
