Brasiliens nedtur fortsætter med uformindsket styrke

Brasiliens finansminister det seneste år, Joaquim Levy, trådte fredag tilbage. Ny finansminister bliver økonomiminister Nelson Barbosa.

20151219_amp506Der har længe været rygter om at  Levy var på vej ud af regeringen. Den nye finansminister anses for at stå for en mere “progressiv” tilgang til den økonomiske politik. Det skifte reagerede markedet på med faldende valuta- og aktiekurser.

The Economist efterfølgende vurdering opsummerer fint reaktionen på markedet og blandt internationale iagttagere:

That change is likely to make a terrible situation worse. It suggests that Mr Levy lost an argument within the government about whether austerity is the right cure for Brazil’s sickly economy, and that he lost it not because his economic remedy was wrong but because it was politically unpalatable.

Til gengæld vakte det glæde hos regeringspartiet PTs base, både blandt medlemmer, fagforening og græsrodsbevægelser. De brød sig aldrig om Levy og den økonomiske politik hans stod for.

Som Economist også bemærker i deres kommentar, er det bemærkelsesværdigt at Levy holdt ud så længe som han gjorde. At det aldrig lykkedes at foretage den på forhånd lovede og helt nødvendige stabilisering af de offentlige budgetter, kan man ikke laste ham.

Trods alt lykkedes det ham at nedbringe de diskretionære (ikke obligatoriske) off. udgifter med ca. 120 mia. kroner – svarende til en besparelse på ca. 20 mia. kroner på de offentlige budgetter i Danmark.

Trods besparelserne ender Brasilien dog ud med et underskud på de offentlige budgetter, svarende til næsten 10 procent i 2015. Langt fra det forventede overskud før rentebetalinger, som man lagde op til inden årets start.

Det foreløbige lavpunkt kom, da Fitch som det andet af de tre ratingbureauer downgradede Brasilien til junkstatus. Det var en eksplicit målsætning målsætning for regeringen at beholde sin rating, hvilket altså mislykkedes.

At to ud af tre ratingbureauer har sat Brasiliens status til junk indebærer, at en række internationale institutionelle investorer ikke længere kan holde brasilianske papirer. Samtidig stiger omkostningerne ved fortsat låntagning.

Det er alt sammen politik

Den nye finansminister, Nelson Barbosa, er tæt knyttet til tidligere præsident Lula. Tidligere på året “imponerede” han ved at foreslå en ekspansiv finanspolitik i 2016, hvilket ud over at undergrave Levy’s i forvejen svage position, var medvirkende til at nedgraderingen til junkstatus fra Standard & Poor’s i september.

Barbosa havde flere poster under præsident Lula, 2003-2010 og fortsatte under den nuværende præsident Dilma Rousseff frem til 2013, hvor han forlod regeringen på grund af uoverensstemmelser om den førte politik. Dette selv om han var en af hovedmændene bag skiftet under præsident Lula, hvorefter man i stigende grad søgte at styre valutakurserne og øge den selektive kreditgivning.

Når Barbosa derfor bakkes op af græsrødderne i “Partido dos Trabalhadores”, er det altså af samme grunde, at markedet og investorerne reagerer negativt.

Udskiftningen handler først og fremmest om at styrke opbakningen til PT – der kunne glæde sig over relativt store demonstrationer til fordel for den ellers meget upopulære præsident Dilma for nylig og falder sammen med at oppositionens forsøg på at kræve præsidenten for en rigsret indtil videre ikke ser ud til at lykkes.

Men om det er nok til at sikre opbakning i kongressen til at gennemføre den nødvendige stabilisering af den brasilianske økonomi er dog tvivlsomt. Det får vi dog først svar på efter en rigsretssag evt. er lagt helt i graven.

Indtil da fortsætter Brasiliens katastrofale kurs mod bunden. Og hvis det går som det er gjort de senere år, kan 2016 sagtens ende med et lige så stor fald i BNP som i år, selv om de nuværende prognose forudser at faldet “kun” bliver på ca. 2 procent mod indeværende års fald i BNP på nu forventet 3,5 procent.

Et godt bud er, at vi ikke kommer til at se en effektiv stabilisering af økonomien før på den anden siden af præsidentvalget i 2018. For slet ikke at tale om nødvendige reformer der skal til, hvis Brasilien skal opnå hæderlig vækst i fremtiden.

Brasilien er berygtet for sine lange perioder, hvor man egentlig godt ved hvad der skal til, men ingen har en politisk interesse i at bakke op om det. Det oplevede vi i både 80erne og 90erne.

En ukendt faktor er dog Brasiliens kongemager parti, PMDB, som har været en del af det parlamentariske grundlag for at alle siddende præsidenter siden 1989. Skulle de vælge at opgive deres støtte til den nuværende præsident – de har selv vice-præsident posten – inden 2018, kan det ikke udelukkes at Dilma Rousseff opgiver at fortsætte som præsident, også uden en egentlig rigsretssag.

En udløser for dette kan være, hvis også den store majoritet, som ikke er en del af den egentlige middelklasse (i vestlig forstand) også går på gaden. Det har de ikke gjort endnu.

Ligeledes kan det naturligvis ikke udelukkes, at de fortsatte sager og efterforskningen i den store korruptionsskandale i Petrobras kan ramme præsidenten på et tidspunkt.

Under alle omstændigheder er der ingen grund til optimisme på kort sigt. Brasiliens økonomi vil fortsat udvikle sig i negativ retning, arbejdsløsheden stige og inflationen være høj, omend ikke så høj som i år, hvor den lander på den forkerte side af de 10 procent.

På længere sigte kan det dog, som jeg har skrevet om tidligere, være at netop denne krise er forudsætningen for at man igen får en periode præget af nødvendige reformer.forecast

 

Venezuela ved at løbe tør for øl

Venezuela’s økonomiske nedsmeltning fortsætter. Efter den officielle Inflation endte på 67 procent i 2014, har man ikke offentliggjort nye tal siden januar.

Baseret på udviklingen i den parallelle dollarkurs, er den steget kraftigt siden.

dolar_paralelo_short

Perioder med mangel på helt basale varer, har været normen i flere år. Der er kronisk mangel på alt fra hæfteklammer over sukker til toiletpapir, myndighederne tvinger bønder og fødevareproducenter “at gunpoint” til at levere pasta, mælk, frugt m.m. til statsejede butikker – og nu er man også ved at løbe tør for øl!

Ifølge præsident Maduro og regeringen skyldes varemanglen og den elendige økonomi sabotage. Tilsyneladende skal man også vare sig for  overhovedet at tale om at der er problemer. For nylig blev en talsmand for landets vinbutikker arresteret få dage efter han advarede om, at man var ved at løbe tør for råvarer til produktion af øl.

 

Der er udskrevet parlamentsvalg til den 6. december og præsident Maduro og regeringen er (naturligt nok) dybt upopulær – se også ovenstående meningsmåling.

Givet tidligere erfaringer, er det fortsat helt åbent hvad der egentlig kommer til at ske. Ved det seneste parlamentsvalg fik oppositionen klart flest stemmer, men kunne alligevel ikke mønstre et flertal i parlamentet. Det sikrede en ekstrem inddeling af valgdistrikterne.

Sådan er status i dag i hvad der mellem 1920 og 1980 var verdens hurtigste voksende økonomi.

Here we go again – Argentina nærmer sig endnu en statsbankerot.

Det findes lande som er rige
og lande som er fattige.
og der findes lande som er  er på vej til at blive rige.
Og så findes der Argentina

Den argentinske stat har en lang og lidet gloværdig tradition for at defaulte på sine forpligtigelser. I nyere tid er det sket 3 gange, nemlig i 1982, 1989 og 2001, og noget kunne tyde på at vi er på vej til alle gode gange 4.

I slutningen af januar faldt pesoens værdi drastisk i løbet af få dage. Hvor der gik ca. 5 officielle peso på en dollar for et år siden, gik der ultimo januar mdr. mere end 8 peso på en dollar, mens den paralle (“blå”) marked kom over 13 peso. Siden har pesoen rettet sig lidt og ligger nu under 8 peso, mens den “blå” dollar er faldet til omkring 12 dollar.

At pesoen har rettet sig efter det kraftige fald skyldes bl.a. de stramninger i kravene til hvor meget udenlandsk valuta bankerne må holde, som indførtes i sidste uge.

Official vs Blue Rate

Låneomkostningerne for statslige obligationer nærmer sig nu igen rekordniveau og obligationer med forfald i 2017 giver på nuværende et afkast på næsten 20 procent (hvis man altså får pengene igen).

Samtidig er valutareserverne faldet til næsten en trediedel de seneste 3 år, og er på nuværende tidspunkt nede på 28 mia. dollars.

Udviklingen i markedet for credit swaps peger på en 85 procent sandsynlighed for at Argentina misligeholder sin forpligtigelser inden for de kommende 5 år.

Den hastige forværring af den argentinske økonomi er baggrunden for at man i januar mdr. slækkede på kapitalrestriktionerne og igen tillod dollar opsparing i argentinske banker og  – dog med krav om at pengene skal blive stående i mindst et år, med mindre man betaler en heftig afgift.

Det er en historie som har udspillet sig igen og igen, mens Argentina har fortsat sin deroute fra et af verdens rigeste lande og magnet for millioner af immigranter til for 100 år siden, til sammen med Venezuela, Latinamerikas rigeste land så sent som i 1970erne, at være skræmmebilledet på hvordan det går, hvis man ikke reformerer sin økonomi.

I lighed med Venezuelas Maduro, foretrækker landets præsident Cristina Fernández at skælde ud på bankfolk, købmænd og industri og anklage dem for at “plyndre det argentinske folks lommer”, som hun sagde i en tale for nylig.

Kommer Christina Fernandez til at sidde sin præsidentperiode ud?  

Det er i stigende grad et spørgsmål om Christina Fernandez kommer til at sidde frem til 2015, hvor der igen er valg i Argentina. Men hvorvidt det vil være af betydning om det er hende eller en anden der sidder i “Casa Rosada” er nok tvivlsomt. hele det politiske system er gennemsyret af korruption og det er spørgsmålet hvorvidt det overhovedet er muligt at styre de offentlige finansier med det nuværende system. I lighed med perioden op til sammenbruddet i 2001, er der f. eks. tegn på at lokalregeringerne i Argentina igen overvejer at udstede deres egne penge.

Et scenarie med galoperende inflation, kapitalflugt og nedsmeltning af den lokale økonomi, som vi har set så tit tidligere er derfor absolut ikke usandsynligt indenfor de kommende år. herefter kan man så tage fat på endnu et akt i den argentinske tragedie, der indtil nu har kørt siden 1930erne.

for de som måtte være interesseret i at læse mere om Argentinas sørgelig historie og deroute fra et af verdens rigeste lande til “en dårlig joke”, kan varmt anbefales svensk-argentineren Mauricio Rojas Carmencitas sorg.

Don’t lie to me, Argentina

Det er en kendt sag, at den argentinske regering i årevis har “fiflet” med de officielle inflationstal. Vi har tidligere skrevet om det her på bloggen og nu har The Economist taget konsekvensen af den fortsatte svindel med inflationstallene og har droppet offentliggørelse af inflationen for Argentina i sin ugentlige opdatering af en række væsentlige økonomiers nøgletal. I denne uges artikel, “The price of cooking the books“, gennemgår Economist kort det historiske forløb under den seneste regering. Desværre er der tale om en tradition i argentinsk politik, som har meget dybe historiske rødder. Konsekvensen er, at Argentina har et ganske blakket internationalt ry – også på dette område.

Som det fremgår af sidenstående figur, hentet fra denne uges Economist, er den reelle inflation formentlig mellem to og tre gange så høj som den officielle og som vi tidligere har skrevet om må man reelt stille spørgsmålstegn ved hvorvidt Argentina overhovedet kan opfattes som et frit og demokratisk land, når man er i stand til at forbyde offentliggørelse af uafhængige beregninger for inflation.

Det er bestemt ikke første gang at man har foretrukket svindel frem for seriøs økonomisk politik. I 1990erne, hvor Carlos Menem residerede i Casa Rosada, lykkedes det endda Argentina at overbevise omverden om, at man førte en seriøs økonomisk politik. Virkeligheden var en ganske anden. Svindlen med officiel statistik var , især i Menems 2. vagperiode, systematisk og omfattende. I stedet for at fortsætte reformerne fra 1. regeringsperiode, prøvede Menem at købe sig til en tredie valgperiode. De offentlige udgifter, som i hans første præsidentperiode havde fået et tiltrængt boost igennem privatiseringer, var herefter reelt ude af kontrol.

Continue reading Don’t lie to me, Argentina

Brasilien og kunsten at lande på begge ben

Tilbage i november skrev jeg et indlæg om at Brasiliens nyvalgte præsident Dilma Rousseff skabte usikkerhed om Brasiliens fremtidige økonomiske kurs. Herunder faren for at man igen i stigende grad forlader sig på heterodoks økonomisk politik (udvidet brug af regulering og administrative tiltag) bl.a. i forhold til at sikre at inflationen, der er steget i de seneste måneder, holdes under kontrol.

Ved udnævnelsen af ministre og andre centrale personer i den nye administration er det åbenlyst, at Dilma balancerer på et knivsæg i forhold til de mange interessenter – det være sig koalitionspartneren, det statskonservative/socialdemokratisk/ideologiløse (alt efter smag og behag) PMDB, regionale interesser, hendes eget partis bagland samt indenlandske og udenlandske investorer.

Udnævnelsen af den tidligere finansminister Antonio Palocci til stabschef og valget af Alexandre Tombino som ny direktør for nationalbanken har øget tilliden hos private investorer, men…

Den kommende præsidents erklærede ønske om at sænke realrenten, øge de offentlige investeringer i en utilstrækkelig og forfalden infrastruktur, fastholde høje vækstrater og samtidig at holde inflationen i ave indebærer et krav om en betydelig dæmpning i den offentlige udgiftsudvikling, hvilket forekommer lidet sandsynlig.

Det har ellers ikke skortet på de store ord, som da Dilma i sin sejrstale den 31. oktober understregede, at hendes prioriteringer over de næste fire år var at udrydde ekstrem fattigdom og forbedre kvaliteten af sundhedspleje og uddannelse, samtidig med at man fastholdt den økonomiske stabilitet og (efter brasilianske forhold) lave inflation.

Brasilien har verdens højeste realrente blandt verdens store økonomier (5%), hvilket Dilma ønsker at nedbringe til 2%. Men en af årsagerne til den rekordhøje realrente er at pengepolitikken er alene om at hindre en egentlig overophedning af den brasilianske økonomi, givet at de offentlige udgifter fortsætter med at vokse.  Og selv om Dilma har erklæret at et fald i realrenten på sigt er en målsætning i sig selv, forventes den under alle omstændigheder at stige i de kommende måneder. I første omgang er forventningen, at den toneangivende Selic sats stiger fra 10,75 til 11,25% til januar. Det øger risikoen for at brasiliens valuta stiger yderligere i værdi, hvorved konkurrenceevnen overfor udlandet forringes. En af årsagerne til Brasiliens langvarige høje inflation i 1980erne og begyndelsen af 1990erne var netop hensynet til de eksterne balancer.

Med hensyn til rentesatser i Brasilien er det værd at medtage, at disse intet har at gøre med renteniveauet for “almindelige” lån. Det finansielle system i Brasilien bærer i den grad præg af, at staten spiller en central rolle i allokeringen af ressourcerne, og renterne på almindelige kreditkort og forbrugslån ville herhjemme bliver betegnet som ågerrenter.

Hvis man samtidig ønsker at sænke realrenten og valutakursen kræver det derfor at der kommer styr på de offentlige udgifter, og det kan blive meget svært. De offentlige lønninger og pensioner er steget langt hurtigere end inflationen i de seneste år. Ligeledes er omfanget af subsiduerede lån fra BNDES steget kraftigt. Man regner således med at de har kostet de brasilianske skatteydere omkring 75 mia. danske kroner i år.

Dilma Roussef har talt om nødvendigheden af at få kontrol med de offentlige udgifter og få nedbragt den offentlige nettogæld fra de nuværende 42% til 30% af BNP, men hvordan det skal lykkes står hen i det uvisse. I et land hvor politikere rask væk, som de gjorde for nyligt, giver sig selv lønstigninger på mere end 60%, er det vanskeligt at forestille sig, at man skulle være bedre til at dæmpe væksten i de offentlige lønninger og pensioner. Især ikke når ens egen magtbase i den grad er baseret på netop den offentlige sektor, som det er tilfældet for Dilma og PT.

Men det er selvfølgelig ikke et problem der er begrænset til hverken Brasilien eller mindre velstående lande, det kender vi jo også alt for godt herhjemmefra.

Kilder:

The Economist

Mercopress

O Estado de S. Paulo (Estadao)

VM i fodbold om 3 uger og en vækstrate på 7 %

I modsætning til stemningen i vores del af verden, præget af usikkerhed og økonomisk stagnation, er stemningen i Brasilien i disse måneder næsten euforisk. Ikke siden 1986 har man oplevet så hurtig vækst som for øjeblikket. Efter at være sluppet nogenlunde helskindet gennem 2009, nærmer den økonomiske vækst sig i 2010 hvad der svarer til ca. 7 % p.a. Mens det i høj grad var den fortsatte kraftige efterspørgsel efter brasilianske eksportvarer i Asien koblet med en ekspansiv finanspolitik der ”reddede” Brasilien gennem 2009 er den nuværende høje vækst i endnu højere grad koblet til en fortsat ekspansion i de offentlige udgifter og stærkt stigende indenlandsk efterspørgsel – ikke mindst i boligsektoren, hvor offentligt finansieret kreditgivning med lang løbetid og til lave renter i forbindelse med boligkøb har medført stærkt stigende boligpriser (lyder det bekendt?).

Det er næppe uden betydning, at indeværende år er valgår, både på regionalt og nationalt plan. Og den gunstige økonomiske udvikling for øjeblikket kunne i den forgangne weekend også aflæses i opinionsmålingerne, hvor regeringens præsidentkandidat, Dilma Roussof, for første gang oplevede større tilslutning end socialdemokraten Jose Serra. Hvis den nuværende udvikling holder frem til valget i efteråret. Er det vanskeligt at forestille sig at Dilma ikke bliver Brasiliens første kvindelige præsident. Og så betyder det jo mindre, at man formentlig som noget af det første efter valget er tvungen til at stramme den økonomiske politik gevaldigt. Formentlig ved en kombination af øget beskatning og strammere pengepolitik. For i baggrunden lurer et spøgelse der har martret Brasilien utallige gange i fortiden, nemlig stigende inflation og eksterne balanceproblemer.

Med den givne investeringsrate i forhold til indenlandsk opsparing er det ikke muligt at opretholde en årlig økonomisk vækst på 6-7 %.

Historisk set har den indenlandske opsparing altid været et stort problem, hvorfor udenlandske investeringer spiller en forholdsvis stor rolle, og her kan krisen i Europa vise sig at få en langt større betydning end det umiddelbart ser ud til. Således har Brasilien oplevet et betydelig fald i udenlandske investeringer over det senere år, ligesom man i de seneste måneder har set at store udenlandske investorer på aktiemarkedet har trukket sig ud af markedet.

Brasiliens blandingsøkonomiske model, der grundlages i første halvdel af forrige århundrede, med vægten lagt på planøkonomi og statslig regulering og tilsvarende mangel på markedsbaserede løsninger – ikke mindst i den finansielle sektor, der nok kan betegnes som stabil, men også meget ineffektiv.

Den økonomiske politik under den nuværende socialistiske ledere regering er således langt hen af vejen den samme som den var under militærregimet 1964-1985. De reformer og forandringer der gennemførtes under skriftende præsidenter i 1990erne, og som indebar en hvis åbning af økonomien, delvis privatisering af offentligt ejede virksomheder og få men betydelige markedsreformer kan først og fremmest karakteriseres ved at deres hovedformål var at sikre den stærkt positivistisk inspirerede og dermed elitære (i fransk tradition) samfundsmodels overlevelse. Det betyder ikke at der ikke er forskelle, men i praksis er de mere dikteret af at Brasilien nu i 20 år har haft almen stemmeret og demokrati, hvorved man er nød til at tilgodese flere befolkningsgrupper end tidligere – stemmeretten i perioder med demokrati før militærkuppet i 1964 var stærkt begrænset af at det bl.a. var et krav at man kunne læse og skrive.

Den ovenstående karakteristika af Brasilien bifaldes næppe af hverken de nuværende regeringspartier eller af tilhængerne af militærstyret (og ja dem findes der skam en del af endnu). Men at man på den ene side fornægter sin politiske arv, mens man på den anden side reelt viderefører samme, er jo ikke unikt for Brasilien. Jeg håber senere at vende tilbage med et indlæg om Brasiliens centrale og i historisk perspektiv mest betydningsfulde politiker, Getulio Vargas, der ledede landet mellem 1930 og 1945, samt fra 1950 og frem til sit selvmord i 1954, fortsat kaster store skygger over brasiliansk politik i 2010.

Den høje økonomiske vækst har naturligvis medført en del skriverier i pressen, ikke mindst i takt med at inflationen er steget i de senere måneder. Ifølge IBGE (Instituto Brasileiro de Geografia e Estatistica) steg den fra at være ca. 4,3 % p.a. i december 2009 til ca. 5,3 % i april måned. Ifølge en rapport offentliggjort i går ved et arrangement hos Brasiliens udviklingsbank (BNDES), udarbejdet under ledelse af den tidligere direktør for den brasilianske nationalbank, Affonso Celso Pastore, er en fortsat vækst på det nuværende niveau ikke muligt, idet man hastigt nærmer sig økonomien kapacitetsgrænse, hvorfor fortsat høj vækst kræver øgede investeringer. Ifølge Pastore er den potentielle mulige økonomiske vækstrate på ca. 4,5 % kun mulig hvis den indenlandske opsparing øges dramatisk og der gennemføres offentlige nedskæringer ud over de 10 mia. reis (ca. 33 mia. kroner) der blev annonceret i sidste uge (med virkning fra 2010)*. I fraværet af øget indenlandsk opsparing, vil vækstrater over 4,5 % kun være muligt ved øget ekstern gældsætning.

Den slags overvejelser optager dog næppe størstedelen af den brasilianske befolkning. Det gør derimod det kommende VM i fodbold, hvor ingen historie er for lille til aviser og TV. Med 3 uger til VM i Sydafrika accelerer dækningen i TV, der hver dag er fyldt med alverdens – selvfølgelig uundværlig – information omlandsholdet med alt fra interview med spillernes familie og venner til daglige reportager fra Syd Afrika og interview med brasilianere der er i gang med at dekorere og male huse og gader i gul og grøn.

Og sidste uges store samtaleemne var hvem der var udtaget og ikke mindst hvem der IKKE var udtaget til VM-holdet.

Man må blot håbe på, at brasilianerne hverken skuffes ved VM (hvor det værste formentlig vil være at blive slået ud af ærkefjenden Argentina) eller ved de økonomiske stramninger der uværlig vil følge efter præsidentvalget, uanset hvem der vinder.

*de seneste “besparelser” kommer efter man i marts måned vedtog at begrænsninger på 23 mia. Reis. Renten blev tidligere i år sat op til 8,75%. Iagtagere forventer at renten stiger til 13% i 2011.