Selv om præsidentens dage muligvis er talte, betyder det ikke nødvendigvis et regimeskifte i Venezuela

Som rapporteret i de internationale medier i går, har oppositionslederen, eller rettere sagt en af dem, Leopoldo Lopez, overgivet sig til politiet.

leopoldo-lopc3a9z

Det gik ikke stille af sig, og demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter fortsætter i de større byer i Venezuela. Det gør propagandakrigen også – både på spansk og engelsk.

Mens regimet prøver at fremstille demonstrationerne som bølleoptøjer med begrænset deltagelse, organiseret af en lille “super-rig” elite og bakket op af bl.a. CIA – man udviste i går 3 amerikanske diplomater – prøver de demonstrerende at fremstille demonstrationerne som folket mod præsident Maduro og regeringspartiet PSUV. Begge dele er et falsum.

Lige som vi så sidste år i Brasilien, er det primært middelklassen som er gået på gaderne, og Venezuela er fortsat en meget splittet nation. Der er ingen tvivl om at regimet fortsat har stor opbakning blandt en del fattige. Denne opbakning sikres ikke mindst gennem en gennemført klientalistisk struktur, hvor medlemsskab af regeringspartiet PSUV sikrer adgang til en række varer og tjenesteydelser, betalt af det offentlige, men forbeholdt partimedlemmer.

Ligeledes dominerer regeringen fuldstændigt landsdækkende radio og TV, de væsentligste kilder til information for de fleste venezuelanere. Oppositionen er derfor henvist til at bruge de sociale medier og Internettet, ikke mindst twitter, som regeringen af samme grund har lukket ned for flere gange.

Maduros dage er nok talte, men ikke nødvendigvis PSUV’s

Det kan diskuteres i hvilken udstrækning de nuværende demonstrationer rent faktisk svækker eller styrker PSUVs greb om magten. Men muligvis kan de fremskynde en proces, hvorved præsident Maduro tvinges fra magten og andre indenfor PSUV og regimet tager over. Hans kontrol over egne kan absolut ikke sammenlignes med hans forgænger Hugo Chavez, som uanset om man var enig med ham eller ej, hvis håndværksmæssige evner som politiker og strateg ikke skal undervurderes,

Det samme kan man mildt sagt ikke sige om efterfølgeren Maduro, der langt fra nyder samme opbakning i PSUV.

fortsættelse følger…….

 

 

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit

2 thoughts on “Selv om præsidentens dage muligvis er talte, betyder det ikke nødvendigvis et regimeskifte i Venezuela”

  1. Det er mig en gåde, at situationen i Venezuela i går ikke nævnes i de danske MSM. Der er slået 6 demonstranter ihjel, og så vidt jeg kan se, er det ubevæbnede demonstranter, der slås ihjel. Jeg ved godt, at der sker voldsomme ting i Ukraine, men her er det mere kamp mellem politi og demonstranter, mens det i Venezuela er nedskydning af demonstranter. Men to konflikter på en gang er måske for meget for et medie

  2. En forklaring er formentlig, at medierne har langt sværere vilkår i Venezuela. Derudover må vi nok også erkende, at Ukraine er lidt mere interessant, givet dets geopolitiske betydning og EU og vestens interesse i netop Ukraine. I den optik er Venezuela nok mere eksotisk end interessant for de fleste, desværre.

Comments are closed.