Selv om præsidentens dage muligvis er talte, betyder det ikke nødvendigvis et regimeskifte i Venezuela

Som rapporteret i de internationale medier i går, har oppositionslederen, eller rettere sagt en af dem, Leopoldo Lopez, overgivet sig til politiet.

leopoldo-lopc3a9z

Det gik ikke stille af sig, og demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter fortsætter i de større byer i Venezuela. Det gør propagandakrigen også – både på spansk og engelsk.

Mens regimet prøver at fremstille demonstrationerne som bølleoptøjer med begrænset deltagelse, organiseret af en lille “super-rig” elite og bakket op af bl.a. CIA – man udviste i går 3 amerikanske diplomater – prøver de demonstrerende at fremstille demonstrationerne som folket mod præsident Maduro og regeringspartiet PSUV. Begge dele er et falsum.

Lige som vi så sidste år i Brasilien, er det primært middelklassen som er gået på gaderne, og Venezuela er fortsat en meget splittet nation. Der er ingen tvivl om at regimet fortsat har stor opbakning blandt en del fattige. Denne opbakning sikres ikke mindst gennem en gennemført klientalistisk struktur, hvor medlemsskab af regeringspartiet PSUV sikrer adgang til en række varer og tjenesteydelser, betalt af det offentlige, men forbeholdt partimedlemmer.

Ligeledes dominerer regeringen fuldstændigt landsdækkende radio og TV, de væsentligste kilder til information for de fleste venezuelanere. Oppositionen er derfor henvist til at bruge de sociale medier og Internettet, ikke mindst twitter, som regeringen af samme grund har lukket ned for flere gange.

Maduros dage er nok talte, men ikke nødvendigvis PSUV’s

Det kan diskuteres i hvilken udstrækning de nuværende demonstrationer rent faktisk svækker eller styrker PSUVs greb om magten. Men muligvis kan de fremskynde en proces, hvorved præsident Maduro tvinges fra magten og andre indenfor PSUV og regimet tager over. Hans kontrol over egne kan absolut ikke sammenlignes med hans forgænger Hugo Chavez, som uanset om man var enig med ham eller ej, hvis håndværksmæssige evner som politiker og strateg ikke skal undervurderes,

Det samme kan man mildt sagt ikke sige om efterfølgeren Maduro, der langt fra nyder samme opbakning i PSUV.

fortsættelse følger…….

 

 

Er den venezuelanske regerings “fjende nr. 1” fascist?

Ifølge Venezuelas regering er (en af) oppositionslederne, Leopoldo Lopez, ansvarlig for den seneste tids protester, som flere gang er endt i voldelige sammenstød med politi og regimets paramilitære grupper, med tab af menneskeliv til følge.

Ifølge regeringen er Leopoldo Lopez fascist og CIA-agent, ligesom man beskylder Colombias tidligere præsident Uribe for at stå bag Lopez.

Der er udstedt en arrestordre på Lopez, som dog stadig er på fri fod.

Men hvem er Leopoldo Lopez egentlig?

Lopez er 41 år gammel og uddannet økonom. Han er tidligere borgmester og er en af flere, som ønsker at fremstå som oppositionens leder. Siden 2008 har han, lige som det er sket for andre oppositionspolitikere, især når de opnår en hvis popularitet, været afskåret fra at kunne stille til valg. En udbredt praksis i Venezuela, som har mødt international fordømmelse.

Se også Wikipedia (engelsk).

At Venezuelas regering gerne vil lave en kobling til både CIA og Colombia s tidligere præsident Uribe, er ikke overraskende. Lige siden det mislykkede militærkup i 2002 mod Hugo Chavez, som man beskyldte både Uribe og CIA for at stå bag, er det beskyldninger der i flæng bruges overfor stort set alle i oppositionen, som anses for at udgøre en trussel.

Det er dog lettere komisk, med tanke på at Leopoldo Lopez bedst kan beskrives som en centrum-venstre politiker, Hvis kontakter i Colombia udgøres af den mere “progressive” del af det politiske miljø – bl.a. tidligere præsidentkandidat og borgmester i Bogota for partiet De Grønne, Antanas Mockus,. Jeg har tidligere skrevet Mockus i forbindelse med præsidentvalget i 2010.

Men se nedenstående video fra 2010 og døm selv. Her forklarer Lopez (på engelsk), hvor han står politisk og hvordan han ser situationen i Venezuela.