chavez – Americas

Krisen i Venezuela skyldes at “man ikke gik langt nok”

I anledning af de seneste meget voldsomme protester og den økonomiske nedsmeltning i Venezuela bad Ræson mig i sidste uge om at skrive et indlæg, “Krisen i Venezuela bør slukke de revolutionsromantiske forestillinger på den danske venstrefløj“, med udgangspunkt i den danske venstrefløjs støtte til regimet.

Det vil i denne sammenhæng sige Enhedslisten og grupperinger i dens umiddelbare nærhed. I forhold til tidligere og belært af historien, er begejstringen for revolutionære projekter jo kølnet betragteligt blandt mere moderate venstreorienterede/socialister. Var der en umiddelbar begejstring – også blandt mere moderate og mindre revolutionære socialister, da Hugo Chavez kom til magten, er den kølnet betydelig de senere år. Dele af Enhedslisten vil muligvis mene, at det også gælder dem – Pelle Dragsted skrev således et indlæg på hedengangne “Modkraft” i 2011, hvor han sagde “Ciao, Ciao Chavez“. Det afholdt ham dog ikke fra at insistere på, at man havde opnået store resultater under Chavez, da jeg mødte ham i en debat på deadline i anledning af Chavez død i 2013, se nedenstående video.

Mens Pelle Dragsted mente der var opnået store sociale fremskridt, afviste han at Venezuela skulle have “ondt i demokratiet” på daværende tidspunkt. Da jeg påpegede, at de forbedringer i indkomst og reduktionen i fattigdom skyldtes de rekordhøje oliepriser, afviste Dragsted også dette.

Læg forøvrigt her mærke til udviklingen i BNP i forhold til olieprisen. Den økonomiske vækst falder drastisk, for derefter at blive negativ før oliepriserne begynder at falde voldsomt i 2014. Inflationen er høj og budgetunderskuddet stort – selv med historisk høje oliepriser. Som bekendt det så kun gået endnu værre de sidste par år.

For nylig mødte jeg så igen en repræsentant for Enhedslisten, denne gang Christian Juhl, i en ny debat om Venezuela på Deadline. Denne gang var faldet i oliepriserne så af stor betydning for krisen i Venezuela, mens Christian Juhl i lighed med Pelle Dragsted prøvede at fastholde billedet af Venezuela som et demokrati. Men som det fremgår tager Christian Juhl dog (naturligvis) afstand fra de mange overgreb, som påpeget af Amnesty International.

Ifølge Enhedslistens Latinamerikagruppe skyldes Venezuelas krise for lidt socialisme.

Hvis der er noget som springer i øjnene, er det afstanden mellem hvad Christian Juhl siger og så de holdninger, som Enhedslistens Latinamerikagruppe giver udtryk for. En af dens medlemmer, Julie Wetterslev, skriver således i en kommentar på Facebook, at

den ekstremt voldelige opposition i Venezuela som er finansieret af kilder udefra (gæt selv hvorfra) og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.

mens hun i en anden kommentar brokker sig over kritikken af Maduro og hans regime, og lægger hovedansvaret for de mange drab ved demonstrationerne på oppositionen, om hvem hun skriver, at :

Det er ellers dem der er mest aggressive og slår flest folk ihjel disse uger.

Det er langt fra Christian Juhls bemærkninger i Deadline om at der findes voldelige elementer på begge sider af konflikten (hvilket han har fuldkommen ret i). Der er her tale om en klar stillingtagen til fordel for Præsident Maduro og den siddende regering i Venezuela. Til forskel fra folketingspolikkerne formulerer Enhedslistens Latinamerikagruppe til gengæld en meget klar analyse af, hvad man mener der er gået galt. Det “21. århundredes socialisme” er ganske enkelt ikke gået langt nok.

Som Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, udtalte til Weekendavisen for et par uger siden:

Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati.

Med andre ord er problemet at man ikke har nationaliseret økonomien i tilstrækkeligt grad og indført fuldkommen planøkonomi. Nok så opsigtsvækkende for andre er måske også, at han fuldkommen afviser at der under Chavez og Maduro skulle have været en nedbrydning af institutionerne og demokratiet.

Hans Ålborg er her helt på linje med Andreas Bulow, også medlem af Enhedslisten samt “Hands of Venezuela”. Han mener også, at forklaringen på at det er gået så galt er, at man ikke har formået at gøre Venezuela socialistisk nok. I et blogindlæg, Er det socialismen der har slået fejl?, anfører han, at der er stor risiko for, at der gennemføres en “kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage”. Ud over at det kan ske via et miltærkup, peger han også på at det bl. a. kan ske “ved et valgnederlag”!

Løsningen er ifølge Andreas Bulow, at

revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.

Hvor mon man har gjort det før? Ja det har man selvfølgelig set i bl. a. Cuba. Forklaringen på at det også der er gået af h…… til – i den udstrækning man overhovedet vil erkende det – er som bekendt USA’s handelsblokade. Problemet i Venezuela, som Enhedslistens Latinamerikagruppe ser det, er “økonomisk sabotage” og udenlandsk indblanding. Under økonomisk sabotage hører f. eks. når man ikke vil sælge til de af regeringen fastsatte priser (som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne), eller ikke investerer i det omfang regimet ønsker det. Det kalder man så “investerings-strejke”.

Med andre ord konstaterer vi, at revolutionsromantikken lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj. Tidligere tiders planøkonomiske fiaskoer har ikke gjort det store indtryk.

Hvem er oppositionen?

Når man forstår det, kan man måske bedre forstå, at dele af venstrefløjen tilsyneladende er enig med regeringen i Venezuela i, at oppositionen er domineret af fascister, som Maduro ynder at kalde de ledende skikkelser i MUD (Mesa de la Unidad), der består af partier, som siden 2015 har haft flertal i kongressen. Det kan de dog ikke rigtigt bruge til noget, hvilket højesteret, som er fuldkommen styret af regimet, har sikret med en række grundlovsstridige afgørelser.

Således er Enhedslisten medunderskrivere af en støtteerklæring til Venezuelas regering i februar 2014, hvoraf det bl. a. fremgår, at

The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US.

Det var i forbindelse med disse demonstrationer, at Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular” blev arrasteret. I 2015 idømtes han efterfølgende 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i demonstrationer. Helt konkret blev han dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke lægger bevidst mærke til! Man tror det er løgn, men det er det ikke. Det er Venezuela – en gang Latinamerikas rigeste land – under “det 21. århundredes socialisme”.

Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.

Om ikke andet siger det noget om – i hvert fald dele af – Enhedslistens forhold til hvad vi andre ( inkl. Socialdemokrater) opfatter som demokrati. Det er nok værd at huske på.

Venezuela I – Socialismens slutspil i Venezuela

Tidligere bragt som Analyse i Børsen den 4. februar. Se
http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/132847/artikel.html#ixzz40p9Pjy

Vi er i disse måneder vidne til slutspillet om “det 21. århundredes socialisme” , som Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez døbte sin version af et socialistisk samfund. Som tidligere forsøg er det endt i økonomisk nedsmeltning. Kontinentet har altid været leveringsdygtigt i forspildte chancer og økonomisk-politiske tåbeligheder. Men intet land kan dog måle sig med Venezuela.

Krise på krise

I begyndelsen af 1920’erne tog produktionen af den nyfundne olie fart, og herpå fulgte høj vækst. Frem til slutningen af 1970’erne var Venezuela en af verdens hurtigst voksende økonomier. En vækst, der dog i stigende grad var lånefinansieret og kollapsede i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 80’erne. Herefter gentagne kriser. Ingen dog så dramatisk som i disse år.

Den officielle inflation er på 140 pct. og hastigt stigende – reelt er den langt højere. Kriminaliteten er eksploderet de sidste 15 år, og mordraten er Sydamerikas højeste.

Krise på krise

Den officielle inflation er på 140 pct. og hastigt stigende – reelt er den langt højere. Kriminaliteten er eksploderet de sidste 15 år, og mordraten er Sydamerikas højeste.

Venezuela går til valg

I dag afholder Venezuela valg til Nationalforsamlingen. Der er ingen tvivl om at oppositionen (MUD) vinder overlegent, målt på afgivne stemmer.

Omsat i mandater er sagen en helt anden. Ved sidste valg fik oppositionen lidt over halvdelen af stemmerne, men endte med kun ca. 40 procent af mandaterne i det nationale parlament. Denne gang forventes man dog at vinde et flertal af mandaterne. Spørgsmålet er reelt kun, om man ender med et simpelt flertal eller et såkaldt superflertal (60 procent+).

Flere har kaldt det et skæbnevalg, fordi et absolut flertal i Nationalforsamlingen kan kræve omvalg til præsidentposten, indsætte nye højesteretsdommere mv.

Men det er på papiret. Hvad der vil ske i virkeligheden er en hel anden sag. Vinder oppositionen og får tilstrækkeligt med mandater, har de vundet magten over Nationalforsamlingen, men PSUV (regeringenspartiet) kontrollerer fortsat præsidentembedet, retssystem og formentlig også hæren indtil videre.

Som vist efterhånden alle er klar over er landet præget af økonomisk kaos, høj kriminalitet og udbredt korruption. Selv de mest almindelige fornødenheder kan det være svært at få fat på i hvad der kunne være et af Latinamerikas absolut rigeste lande (og var det for blot få årtier siden).

Præsident Maduro har ved flere lejligheder antydet, at PSUV ikke frivilligt opgiver magten og dagens valg vil med stor sandsynlighed føre til endnu mere kaos i landet.

Venezuela og oliens forbandelse

Som historikeren Alejandro Velasco har udtalt:

“Venezuela er ikke et socialistisk stat – det er en oliestat, hvor det vigtigste debatemne ikke er hvorledes man styrker demokratiet, men om hvem som kontrollerer statens indkomst og dermed retten til at distribuere den”

download — BNP per Capita, Venezuela, kilde: Verdenbanken

Eller med andre ord – Dagens kaos er det foreløbige højdepunkt – eller måske snarere lavpunkt – i et samfund, som er gennemsyret af klientalisme, hvor olieindtægterne anvendes til at fastholde magten. Sådan har det været siden 1950erne. Når olieindtægterne i perioder ikke slog til, finansierede man det offentlige overforbrug ved at låne i udlandet, frem til slutningen af 1970erne,, hvorefter økonomien brød sammen i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Venezuela er i dag fortsat fattigere end man var i slutningen af 1970erne, målt på BNP per capita, som det fremgår af nedenstående figur baseret på data fra Verdensbanken.

Den opposition (MUD), som vinder valget i dag, er grundlæggende også kun enige om en ting, nemlig at være modstandere af Chavez efterfølger, Maduro, og PSUV.

Hvis eller måske rettere når det nuværende regime kollapse, vil man stadig stå tilbage med en økonomi og et samfund grundlæggende baseret på olieindtægter og en opfattelse af at man her især har krav på en andel af disse.

At gøre op med denne forestilling kræver mere end det nuværende økonomiske kaos.

Selv om præsidentens dage muligvis er talte, betyder det ikke nødvendigvis et regimeskifte i Venezuela

Som rapporteret i de internationale medier i går, har oppositionslederen, eller rettere sagt en af dem, Leopoldo Lopez, overgivet sig til politiet.

Det gik ikke stille af sig, og demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter fortsætter i de større byer i Venezuela. Det gør propagandakrigen også – både på spansk og engelsk.

Mens regimet prøver at fremstille demonstrationerne som bølleoptøjer med begrænset deltagelse, organiseret af en lille “super-rig” elite og bakket op af bl.a. CIA – man udviste i går 3 amerikanske diplomater – prøver de demonstrerende at fremstille demonstrationerne som folket mod præsident Maduro og regeringspartiet PSUV. Begge dele er et falsum.

Lige som vi så sidste år i Brasilien, er det primært middelklassen som er gået på gaderne, og Venezuela er fortsat en meget splittet nation. Der er ingen tvivl om at regimet fortsat har stor opbakning blandt en del fattige. Denne opbakning sikres ikke mindst gennem en gennemført klientalistisk struktur, hvor medlemsskab af regeringspartiet PSUV sikrer adgang til en række varer og tjenesteydelser, betalt af det offentlige, men forbeholdt partimedlemmer.

Ligeledes dominerer regeringen fuldstændigt landsdækkende radio og TV, de væsentligste kilder til information for de fleste venezuelanere. Oppositionen er derfor henvist til at bruge de sociale medier og Internettet, ikke mindst twitter, som regeringen af samme grund har lukket ned for flere gange.

Maduros dage er nok talte, men ikke nødvendigvis PSUV’s

Det kan diskuteres i hvilken udstrækning de nuværende demonstrationer rent faktisk svækker eller styrker PSUVs greb om magten. Men muligvis kan de fremskynde en proces, hvorved præsident Maduro tvinges fra magten og andre indenfor PSUV og regimet tager over. Hans kontrol over egne kan absolut ikke sammenlignes med hans forgænger Hugo Chavez, som uanset om man var enig med ham eller ej, hvis håndværksmæssige evner som politiker og strateg ikke skal undervurderes,

Det samme kan man mildt sagt ikke sige om efterfølgeren Maduro, der langt fra nyder samme opbakning i PSUV.

fortsættelse følger…….

Præsidentvalg i Venezuela og “en lille fugl som synger”

I dag er genopstandelsen dag i Venezuela. I hvert fald hvis man lytter til præsidentkandidaten for PSUV, den midlertidige præsident, Nicolas Maduro. Ikke kun omtaler han sig selv som “Chávez søn” og fortæller, at han for få dage siden talte og sang med Chávez ånd i form af en lille fugl. Nej han har erklæret, at når venezuelanerne går til valgurnerne i dag og stemmer på ham som præsident, så svarer det til selve Jesus genopstandelse. Så absurd har retorikken været i den korte og intense valgkamp op til dagens valg. Afdøde præsident Chávez har været over alt, på plakater og vægmalerier, på TV og i lyd som gjalder ud fra højtalere i Venezuelas gader.

Mens kriminalitet, el-afbrydelser og varemangel er blevet forklaret med at være udenlandske (amerikanske) og indenlandske (oppositionslederen Capriles) værk, har Maduro ført en valgkamp på lige dele skræmmekampagne (Capriles vil tage alt fra jer), religiøse metaforer og lovning på nye jobs og boliger, 45 procent højere mindsteløn og andet godt, hvis han vinder.

Og han vinder formentlig valget med en betydelig margin.

Som under tidligere valgkampe har de statslige medier stået fuldstændigt ubegrænset til rådighed for Maduro, men Capriles stort set ingen tid har fået stillet til rådighed. Som under tidligere valgkampe er Capriles tilhængere blevet mødt med voldelige overfald.

Og som under valgkampen i efteråret har man igen og igen beskrevet Capriles som stærkt højreorienteret og ude på at afskaffe sociale programmer og enhver form for velfærdsstat.

Sidstnævnte er nærmest komisk. Capriles går til valg på hvad der vel nærmest må kaldes en venstreorienteret socialdemokratisk platform inspireret af Brasiliens populære præsident Lula.

I de sidste dage har Maduro også inddraget Mercosur, som Venezuela under noget kaotiske omstændigheder blev medlem af sidste år. Således annoncerede han på et af de sidste valgmøder, at “Brasilien og Argentina har konfirmeret deres støtte til vort land, og efter valgsejren på søndag bliver jeg også præsident for Mercosur”. Han refererede nok til, at hvert land i Mercosur skiftes til at have formandsskabet et halvt år af gangen og at Venezuela overtager dette i 2. halvår 2013. Men hvorfor besvære sine vælgere med den slags detaljer? Det lyder jo ulige bedre, at kunne erklære sig selv for præsident for Mercosur.

Et højdepunkt ved valgmødet var en video med Chávez, hvor denne annoncerede, at “i tilfælde af at jeg fysisk ikke er mere, skal i vælge Maduro til præsident”.

Derudover lovede han at indføre dødstraf for korruption (der formentlig aldrig har været højere end under Chávez 14 år ved magten), bekæmpe inflationen, som er på ca. 30 procent om måneden og gøre noget ved den galoperende kriminalitet. Venezuela har Sydamerikas og en af verdens højeste mordrater.

Ja, han har endda antydet, at han vil reducere antallet af cubanere i det venezuelanske militær. Det og kriminaliteten var emner som Chávez ikke tog op når han førte valgkamp. Det har derimod været centrale temaer hos Capriles, der også har lovet at kigge på alle Venezuelas kontrakter med udlandet – bl.a. Kina, Rusland og Argentina. Kun de som er til gavn for Venezuela skal fastholdes.

Capriles prøvede også under valgkampen i efteråret at slå på disse temaer, uden større succes. Ligeledes har han prøvet at latterliggøre Maduros påkaldelse af Chávez, hvilket næppe heller får den store effekt.

Venezuela er i dag et voldsomt splittet land. Og mens den mere veluddannede og velstående del af befolkningen primært stemmer på Capriles. Hvis de da ikke simpelthen forlader landet. Både Florida i USA og Colombia har oplevet en massiv tilstrømning af middelklasse-venezuelanere siden Chávez overtog magten i 1998.

Resten af befolkningen stemmer primært på Chávez. PSUV har ca. 7,7 mio. medlemmer (Venezuelas samlede befolkning er på ca. 29 mio.). Et medlemsskab som giver adgang til boliger, jobs og mange andre benefits. Alt sammen betalt med offentlige midler, som kanaliseres uden om det officielle statslige budget. Så længe Maduro og PSUV kan garantere disse ydelser vil de kunne regne med støtte fra en betydelig del af befolkningen. Alt dette er naturligvis kun muligt på grund af landets olierigdomme, og det er endda et åbent spørgsmål om man reelt kan fortsætte dette stemmekøb som hidtidigt. Som tidligere beskrevet i indlæg her på bloggen, er Venezuelas økonomi i en elendig forfatning og der er et enormt efterslæb i nødvendige investeringer.

Men indtil videre ser det ikke ud til at de økonomiske problemer er tilstrækkeligt store til at det kan true Maduros valgsejr. Men om 5 år kan det se helt anderledes ud.

Lidt om udsættelsen af indsættelsen af Hugo Chavez og Americas i Radio 24/7

Som det er de fleste bekendt udsatte man i sidste uge den præsidentiale indsættelseesceromoni i Venezuela, efter godkendelse fra højsteret. Det var ingen overraskelse, idet magtens tredeling er ikke-eksisterende og Chavez tilhængere bestemmer hvad højesteret skal mene.

The Economist tager dette op i en leder i denne weekend (Venezuela: In Limbo) og skriver bl.a.:

In any normal democracy one of those two things would now happen [når den valgte præsident ikke kan xx sit hverv]. Indeed, Mr Chávez seemed to prepare for this before his operation when he anointed Nicolás Maduro, his appointed vice-president, as his chosen successor. The National Assembly met this week and re-elected Diosdado Cabello, an army chum of Mr Chávez, as its head.

But Venezuela is not a normal democracy. Although Mr Chávez’s legitimacy derives from the ballot box, he is a former army officer who has ruled as an autocrat since 1999. He claims to head a revolutionary regime in which the exercise of power is personal. On January 8th Mr Maduro sent a letter to the assembly admitting that Mr Chávez was not fit to appear before the assembly, but saying that he would be sworn in at an unspecified later date. Since he is already in post as president, this is a technicality, officials insist.

Cubas rolle er ikke uinteressant. Cuba har længe ikke kun “solgt” læger for olie, men er også involveret i Venezuelas sikkerheds- og efterretningstjeneste. En del tyder også på, at Castro-brødrene har faciliteret en aftale mellem vicepræsidenten Maduro og lederen af parlamentet, Cabelo, som sikrer ro (indtil videre). Som Economist bemærker:

Just imagine the fuss that most Latin Americans would make about foreign interference were the United States playing the part that Cuba has taken in Venezuela’s internal affairs.

For yderligere information om situationen i Venezuela, vil jeg for øvrigt gerne anbefale Radio 24syv’s “Globus” fra i torsdags, hvor jeg deltog sammen med antropolog Simon Lex fra Københavns Universitet (indslaget om Venezuela starter ca. 14:30 inde i udsendelsen).

Rapport dokumenterer Chavez fortsatte undertrykkelse og udhuling af demokratiet i Venezuela

Ifølge den seneste rapport fra Humans Rights Watch, “Tightening the Grip: Concentration and Abuse of Power in Chávez’s Venezuela”, fortsætter Venezuelas præsident Hugo Chávez og hans regering med at intimidere, censurere og retsforfølge kritikere og oppositionsledere. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regime har eroderet menneskerettighederne og konsolideret kontrollen over de venezuelanske medier, domstole (herunder højesteret) og civilsamfundet .

Ifølge José Miguel Vivanco Human Rights Watch, har Chávez og hans tilhængere opbygget et system, hvor regeringen har frie tøjler til at true og straffe venezuelanerne, der blander sig i den politiske debat. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regimet begrænser ytringsfriheden samt angriber og skræmmer lokale menneskerettighedsgrupper og censureret store medier som Globovisión og RCTV .

Domstolene

Chávez og hans tilhængere i Nationalforsamlingen har taget dramatiske skridt til at sikre deres politiske kontrol over højesteret, som siden 2004 har været besat af politiske allierede. Efter parlamentsvalget i 2010 reducerede Chávez flertal i Kongressen, skyndte man sig at ændre lovgivningen, som styrer udnævnelsen af dommere. Hermed sikrede man sig fortsat kontrol over Højesteret, før de nyvalgte lovgivere indtog deres pladser.

Højesterets kvalitet er kun blevet forværret i de senere år, og magten tredeling er ikke-eksisterende. Man er et gummistempel for præsidenten.

Det mest foruroligende eksempel på retsvæsenets manglende uafhængighed har været retsforfølgelsen af dommer, María Lourdes Afiuni – på foranledning af Chávez – efter hun i en domsafsigelse gik mod regeringens ønsker og løslod en fremtrædende regeringskritiker, som havde tilbragt næsten tre år i fængsel ventende retssagen. Afiuni blev anholdt og torturreret under en efterfølgende langvarig fængsling. Det har naturligvis påvirket andre dommeres ageren.

Medier

I december 2010 vedtog det Chávez kontrolerede flertal i Nationalforsamlingen (selv om oppositionen fik langt flere stemmer end Chavez støtter, vandt sidstnævnte et flertal af sæderne i nationalforsamlingen) en lov, der reelt indebærer censur på Internettet. Det er også indført en lov som indebærer, at det er forbudt at transmittere information som kan angives at “anstifte uro i offentligheden.”

Chavez-regeringen har brugt sin magt til at overtage og udvide antallet af pro-Chávez medier, ligesom det er obligatorisk for alle radio- og TVstationer, at de skal afbryde deres udsendelser når som helst Chavez ønsker at tale til befolkningen.

Man har systematisk forfulgt den frie presse og i dag er kun en Chavez kritisk TV-kanal tilbage, Globovisíon. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid før også den må lukke. Med mindre Chavez taber valget til efteråret, hvilket dog er tvivlsomt.

Menneskerettighedsforkæmpere

Chavez-regeringen har intensiveret sine bestræbelser på at marginalisere landets menneskerettighedsforkæmpere ved gentagne gange at beskylde dem for at forsøge at underminere det venezuelanske demokrati med støtte fra den amerikanske regering.

Mens nogle ikke-statslige organisationer har modtaget støtte fra amerikanske kilder – en almindelig praksis blandt uafhængige grupper i hele Latinamerika – er der ingen troværdige beviser for, at deres uafhængighed og integritet er blevet kompromitteret af den grund.

Den fuldstændigt regeringskontrollerede Højesteret fastslog endda i 2010, at personer eller organisationer, der modtager udenlandsk finansiering kan blive retsforfulgt for “forræderi” under en bestemmelse i straffeloven, der fastsætter en fængselsstraf på op til 15 år.

Chavez-regeringen har også vedtaget regler, der dramatisk reducerer offentlighedens ret til at indhente oplysninger fra regeringen.

MERCOSUR

Rapporten udstiller samtidig hykleriet i handelssammenslutningen MERCOSUR, som i juni måned suspenderede Paraguay med henvisning til afsættelsen af landets præsident, Lugo, hvilket skulle være i strid med MERCOSURs charter om demokrati. Det på trods af, at der er bred enighed blandt forfatningseksperter om at afsættelsen var i overenstemmelse med landets grundlov.

Samtidig vedtog man at optage Venezuela som fuldgyldigt medlem fra den 31. juli. Beslutningen har da også udløst stor intern ballade i både Uruguay og Brasilien, hvis borgerlige opposition ikke har været sen til at pege på hvor absurd det er at optage Venezuela samtidig med at man suspenderer Paraguay.

Paradigmeskifte i Latinamerika – socialister i Chile og Brasilien fordømmer det cubanske regimes brud på menneskerettighederne

Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder. Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.