Tag: præsidentvalg 2013

I dag stemmer Chile “rødt”, men forbliver “blåt”

Der er absolut ingen spænding om hvem der bliver den næste præsident i Chile. Det bliver Michelle Bachelet, som også bestred embedet fra 2006 til 2010. Det eneste spændene i den forbindelse er hvorvidt hun kan opnå over 50 procent af de afgivne stemmer i dag, og dermed undgå en anden valgrunde.

Michelle_Bachelet

Valgkampen, som har foregået i skyggen af 40-års jubilæet for militærkuppet i 1973 har i høj grad været fokuseret på uddannelse og (indkomst)ulighed. Bachelet har lovet gratis videregående uddannelse for alle indenfor 6 år. Et løfte hun sammen med andre fra hendes side, dog får svært ved at holde, af følgende grunde:

  1. En del af løfterne kræver ændringer i forfatningen, hvilket er meget vanskeligt i Chile, hvor det kræver op til 2/3 flertal i begge kamre.
  2. Chiles valglov er indrettet således, at der vælges to kandidater i hvert valgdistrikt, hvorom det yderligere gælder, at det vindende parti skal opnå mindst det dobbelte antal stemmer i forhold til nummer to, får at få begge mandater.Derfor afspejler fordelingen i de to kamre sjældent stemmefordelingen.

Dette valgsystem forfordeler den vindene part. Valgets tabere kan i vid udstrækning blokere for større ændringer i den førte politik. Man er således tvungen til at operere indenfor de rammer som forfatningen sætter. Ændringer er som nævnt vanskelige at gennemføre.

Dette kan man naturligvis have forskellig holdning til. der er næppe tvivl om at det har været til gavn for den økonomiske vækst. Til gengæld vil venstrefløjen – korrekt – pege på, at det hindrer dem i at gennemføre de reformer og den fordelingspolitik, de gene vil. Og det er netop meningen med indretningen af forfatningen.

For en engelsk oversættelse af Chiles forfatning, klik her.

Niels Lindvig, hvis “fortællinger” fra Latinamerika var den oprindelige grund til at jeg startede denne blog, repræsenterer på glimrende vis den tolkning (som journalistisk reportage er indslaget dog intet værd) – klik her og vælg indslag om Chile.

For en mere fair og afbalanceret gennemgang vil jeg anbefale The Economist artikel fra sidste uges nummer, hvor man konkluderer, at:

Ms Bachelet would govern from farther to the left than she did in her previous term. How much farther? “Her reading of society is based on the students,” says Patricio Navia, a Chilean political scientist at New York University. They are more radical than ordinary Chileans, who want “to be incorporated into the benefits of economic growth, not to change the model,” he says. That may be so, but many also want “the model” to work better, especially the privatised health-care and pension systems. Ms Bachelet wants to tweak pensions. “Whatever we do, we’ll do it in a responsible way,” she says.

That sort of low-key pragmatism is characteristic of Ms Bachelet. Her heart is firmly on the left. She is an atheist, and an unmarried mother of three children. After leaving La Moneda, she spent three years running the UN’s organisation for women. On the other hand, she is also consensual. Although most Chileans do not see her as a professional politician, she is in fact a skilful one. She is already playing down expectations of radical change. “Chile has done a lot of good things,” she says. “You can be popular without being populist. I haven’t been promising paradise.”

Sammenlignet med  Danmark er der næppe tvivl om at politikken bliver “blå”, selv om hjertet muligvis efter chilenske forhold er “rødt”.

Lad mig til sidst  beklage, at der siden i sommer har været så få opdateringer på denne blog. Desværre vil det fortsætte sådan frem til december, da jeg grundet andre forpligtigelser ikke har den fornødne tid til bloggen.

Men naturligvis skulle der falde et par ord i forbindelse med præsident- samt parlamentsvalget i dag i Chile.

Præsidentvalg i Venezuela og “en lille fugl som synger”

I dag er genopstandelsen dag i Venezuela. I hvert fald hvis man lytter til præsidentkandidaten for PSUV, den midlertidige præsident, Nicolas Maduro. Ikke kun omtaler han sig selv som “Chávez søn” og fortæller, at han for få dage siden talte og sang med Chávez ånd i form af en lille fugl. Nej han har erklæret, at når venezuelanerne går til valgurnerne i dag og stemmer på ham som præsident, så svarer det til selve Jesus genopstandelse. Så absurd har retorikken været i den korte og intense valgkamp op til dagens valg. Afdøde præsident Chávez har været over alt, på plakater og vægmalerier, på TV og i lyd som gjalder ud fra højtalere i Venezuelas gader.

hugo-chavez-portrait-with-maduro

Mens kriminalitet, el-afbrydelser og varemangel er blevet forklaret med at være udenlandske (amerikanske) og indenlandske (oppositionslederen Capriles) værk, har Maduro ført en valgkamp på lige dele skræmmekampagne (Capriles vil tage alt fra jer), religiøse metaforer og lovning på nye jobs og boliger, 45 procent højere mindsteløn og andet godt, hvis han vinder.

Og han vinder formentlig valget med en betydelig margin.

Som under tidligere valgkampe har de statslige medier stået fuldstændigt ubegrænset til rådighed for Maduro, men Capriles stort set ingen tid har fået stillet til rådighed. Som under tidligere valgkampe er Capriles tilhængere blevet mødt med voldelige overfald.

Og som under valgkampen i efteråret har man igen og igen beskrevet Capriles som stærkt højreorienteret og ude på at afskaffe sociale programmer og enhver form for velfærdsstat.

Sidstnævnte er nærmest komisk. Capriles går til valg på hvad der vel nærmest må kaldes en venstreorienteret socialdemokratisk platform inspireret af Brasiliens populære præsident Lula.

I de sidste dage har Maduro også inddraget Mercosur, som Venezuela under noget kaotiske omstændigheder blev medlem af sidste år.  Således annoncerede han på et af de sidste valgmøder, at “Brasilien og Argentina har konfirmeret deres støtte til vort land, og efter valgsejren på søndag bliver jeg også præsident for Mercosur”. Han refererede nok til, at hvert land i Mercosur skiftes til at have formandsskabet et halvt år af gangen og at Venezuela overtager dette i 2. halvår 2013. Men hvorfor besvære sine vælgere med den slags detaljer? Det lyder jo ulige bedre, at kunne erklære sig selv for præsident for Mercosur.

Et højdepunkt ved valgmødet var en video med Chávez, hvor denne annoncerede, at “i tilfælde af at jeg fysisk ikke er mere, skal i vælge Maduro til præsident”.

Derudover lovede han at indføre dødstraf for korruption (der formentlig aldrig har været højere end under Chávez 14 år ved magten), bekæmpe inflationen, som er på ca. 30 procent om måneden og gøre noget ved den galoperende kriminalitet. Venezuela har Sydamerikas og en af verdens højeste mordrater.

Ja, han har endda antydet, at han vil reducere antallet af cubanere i det venezuelanske militær. Det og kriminaliteten var emner som Chávez ikke tog op når han førte valgkamp. Det har derimod været centrale temaer hos Capriles, der også har lovet at kigge på alle Venezuelas kontrakter med udlandet – bl.a. Kina, Rusland og Argentina. Kun de som er til gavn for Venezuela skal fastholdes.

Capriles prøvede også under valgkampen i efteråret at slå på disse temaer, uden større succes. Ligeledes har han prøvet at latterliggøre Maduros påkaldelse af Chávez, hvilket næppe heller får den store effekt.

proxy

Venezuela er i dag et voldsomt splittet land. Og mens den mere veluddannede og velstående del af befolkningen primært stemmer på Capriles. Hvis de da ikke simpelthen forlader landet. Både Florida i USA og Colombia har oplevet en massiv tilstrømning af middelklasse-venezuelanere siden Chávez overtog magten i 1998.

Resten af befolkningen stemmer primært på Chávez. PSUV har ca. 7,7 mio. medlemmer (Venezuelas samlede befolkning er på ca. 29 mio.). Et medlemsskab som giver adgang til boliger, jobs og mange andre benefits. Alt sammen betalt med offentlige midler, som kanaliseres uden om det officielle statslige budget. Så længe Maduro og PSUV kan garantere disse ydelser vil de kunne regne med støtte fra en betydelig del af befolkningen. Alt dette er naturligvis kun muligt på grund af landets olierigdomme, og det er endda et åbent spørgsmål om man reelt kan fortsætte dette stemmekøb som hidtidigt. Som tidligere beskrevet i indlæg her på bloggen, er Venezuelas økonomi i en elendig forfatning og der er et enormt efterslæb i nødvendige investeringer.

Men indtil videre ser det ikke ud til at de økonomiske problemer er tilstrækkeligt store til at det kan true Maduros valgsejr. Men om 5 år kan det se helt anderledes ud.