Ny bog – kuppet i Chile og karaktermord på liberale debattører

untitledInformations forlag har for nylig udgivet en bog om Allende og den danske venstrefløj, “Kuppet i Chile”, skrevet af Morten Lassen.

Der er tale om en (mildt sagt) ujævn bog. Bedst når forfatteren skriver om hjemlige forhold, ringe når han skriver om Chile, både før, under og efter Salvador Allende’s korte regeringstid, som endte i et blodigt militærkup 11. september 1973.

Morten Lassen demonstrerer dog især sin manglende idehistoriske indsigt og økonomisk forståelse i sin behandling af reformerne under Pinochet’s 17 år lange styre. Reformer som forandrede det Chilenske samfund for bestandig og dannede grundlag for det moderne Chile, præget af markedsøkonomi – Chile er blandt verdens frieste økonomier – Latinamerikas mest stabile demokrati og højeste velstand. Og uddannelsesniveauet er for øvrigt målt på andelen af en ungdomsårgang, som tager en videregående uddannelse næsten på niveau med Danmark.

Den manglende indsigt kommer ikke mindst til udtryk i et kort afsnit, hvor Lassen omtaler en række hjemlige danske liberale debattører, som har skrevet positivt om reformerne under Pinochet og det Chile der kom ud af Landets kaos og økonomiske sammenbrud i første halvdel af 1970erne.

Der er tale om forsøg på karaktermord, baseret på manglende idehistorisk indsigt krydret med en overfladisk og kritikløs omgang til sit eget kildemateriale.

Jeg vil her på bloggen gennem en række blogindlæg i den kommende tid, forsøge at give en sammenhængende fremstilling af Chile’s vej fra en lukket socialistisk økonomi til en moderne åben markedsøkonomi.

I dette indlæg vil jeg fokusere på den debat, som der efterfølgende har været i Weekendavisen bøger, hvor jeg selv har et læserbrev i denne uge.

Weekendavisens anmeldelse af bogen i september udemærker sig ved, at anmelderen, Joakim Jakobsen køber Morten Lassens præmis, der kort kan udlægges som at Allende ville de rigtige, men havde ikke evnerne, mens det gælder om at nedtone “neoliberalistiske” ideers betydning for Chiles økonomiske succes de sidste 30 år, se nedenstående figur, som viser købekraftskorrigeret BNP per indbygger i Chile sammenlignet med Latinamerika (minus Cuba).
GDP_per_capita_LA-ChileI sin bog omtaler Lassen Den fortsatte debat om militærkuppet i 1973, og skriver bl.a. (side 356-57) :

For borgerlige politikere og debattører som Brina Mikkelsen, Martin Ågerup, Christopher Arzrouni og Ole Birk Olesen var Chicago-drengenes økonomiske eksperimenter en ubetinget succes, mens der tages afstand fra drabene og torturen

I og for sig en ganske lødig fremstilling, bort set fra udtrykket “en ubetinget succes”, da det kræver en præcisering af i forhold til hvad. Og det fremgår heller ikke hvem af de nævnte som skulle have brugt dette udtryk. Som Lassen korrekt skriver i sin bog, og også fremgår af ovenstående figur, gennemgår Chile en dyb krise, i lighed med andre latinamerikanske lande i 1980erne. I modsætning til andre lande er den forholdsvis kort, til gengæld er den meget dyb.

Selv om man kan henvise til at den udløses af eksterne forhold, som Chile ikke selv var herre over, afslørede den en række politik-fejl, som øgede Chiles sårbarhed overfor udefrakommende økonomiske chok.

Først og fremmest, at man førte fastkurspolitik overfor dollar fra slutningen af 1970erne og frem, hvilket kombineret med frie kapitalbevægelser og  ufleksible lønninger (fra 1979 blev lønninger justeret 1 til 1 med inflationen), førte til en voldsom overvurdering af peso og kraftigt stigende ekstern gældssætning.

Heldigvis for Chile medførte det økonomiske kollaps ikke en opgivelse af reformerne, som i anden halvdel af 1980erne tværtimod uddybedes med yderligere privatiseringer. En mere gennemgribende behandling af kriseårene 1983-1986 følger senere. Set over hele perioden var der dog tale om en for tiden meget positiv udvikling, set i forhold til resten af Latin Amerika.

Det fremgår også tydeligt af nedenstående tabel, hvor det fremgår at Chile var et af de få lande som var i stand til at reducere andelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen.

poverty 1980erne

Frihed er det bedste guld

Morten Lassen demonstrerer i sin bog, at han ikke har forstået, at det faktisk skal tages ganske alvorligt, når borgerlige debattører tager afstand til den vold som Pinochet regimet anvendte. I en afsluttende kommentar omkring borgerlige debattørers holdning til reformerne under diktaturet, konkluderer Lassen at

Erfaringen fra Chile synes for det borgerlige og liberale Danmark at være, at demokratiske værdier er mindre værdifulde en økonomisk fremgang og stabilitet.

Hermed afslører Lassen sit ukendskab til den, i hvert fald for den liberale, helt centrale værdi, nemlig frihed. Det forekommer egentlig underligt, givet at reformerne i høj grad gennemførtes af unge økonomer, de såkaldte “Chicago-Boys”, var stærkt inspireret af Milton Freedman, der i 1962 udgav bogen “Capitalism & Freedom”, hvor han krystalklart påpeger at økonomisk frihed er en nødvendig, om end ikke tilstrækkelig, forudsætning for politisk frihed.

Ved to foredrag på Chilenske universiteter i marts 1975 var dette også det helt centrale emne. Friedmans navn blev efterfølgende uløseligt knyttet til reformerne i Chile og dermed til Pinochet, trods det faktum, at han havde ret lidt at gøre med dem. Hans kollega Harberger var langt mere direkte involveret.

I forhold til Friedmans ideal om økonomisk frihed kan vi konstatere, at det i langt højere grad er blevet realiseret efter genindførelsen af demokratiet i 1990erne.

Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i økonomisk frihed, som defineret af det årlige “Economic freedom index” udarbejdet af Fraser Institute. Et projekt Friedman var dybt involveret i.

freedomI parentes bemærket kan nævnes at Danmark er nr. 19 i 2012. Om Chile fremover vil score lige så højt, er dog tvivlsomt. Efter regeringsskiftet i 2014, har man bl.a. øget selskabsskatten fra 20 til 27 procent.

Som nævnt vil jeg i den kommende måned skrive en række indlæg om Chile de seneste 50 år, i håbet om at det kan udgøre en slags modvægt til den temmelig ensidige udlægning af Chile’s økonomiske historie, som fortsat åbenbart er fremherskende.

Læserbrev i dagens Weekendavis :

Pinochet

Morten Lassens bog, Kuppet i Chile, anmeldt af Joakim Jakobsen i WA #37, om kuppet i Chile er en ujævn bog.
Lassen besidder ikke tilstrækkelig økonomisk og idéhistorisk indsigt. Bedre bliver det ikke i Joakim Jakobsens anmeldelse af bogen i nærværende avis.
Helt galt går det, når Lassen og Jakobsen forsøger sig ud i at tolke en række navngivne hjemlige (liberale) debattørers forsvar for de »neoliberalistiske« reformer under Pinochets lange militærdiktatur.

Økonomen Milton Friedman besøgte sammen med sin kollega, Arnold C. Harberger, Chile i marts 1975. Friedman holdt i den anledning to foredrag. Her kom han ind på betydningen af økonomisk frihed i forhold til personlig frihed. Pointen er, at »økonomisk frihed er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) forudsætning for personlig frihed«. Sådan gik det heldigvis også, da Pinochet frivilligt trak sig som præsident efter at have tabt en folkeafstemning i 1988.

Det forholder Morten Lassen sig ikke til i sin gennemgang af reformerne under Pinochet, som var forudsætningen for det relativt velstående og demokratiske Chile vi kender i dag. Det forstår Morten Lassen og Joakim Jakobsen tilsyneladende ikke, hvorfor det ikke kan undre, at de ikke forstår Christopher Arzrounis og andres opbakning bag reformerne.

At Lassens bog lider under sit alt for ensidige valg af kilder ses også i forbindelse med gennemgangen af reformerne under Pinochet. Når Morten Lassen skriver, at »i 1983, da økonomien brød sammen, rullede han [Pinochet] de mest ekstreme reformer tilbage og sendte Chicago-drengene ud i mørket.« Er det forbavsende, at han ikke medtager, at den magtfulde post som finansminister også i 1980erne var besat af økonomer, som betegnedes som »Chicago-drengene«.

Hernán Büchi, som var dybt involveret i reformerne på et tidligt tidspunkt, og var finansminister i 1980erne, har ellers i flere sammenhænge beskrevet reformerne efter gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, som en klar videreførelse af det arbejde, som indledtes i midten af 1970erne.

Chile har i dag et stabilt demokrati, og Sydamerikas mest moderne og velstående økonomi. Absolut fattigdom er stort set ikke-eksisterende, mens uddannelsesniveauet for de yngre generationer er tæt på det danske.

Uden reformerne i 1970erne og 1980erne havde dette næppe været muligt. At forstå dette indebærer ikke at man frikender eller relativerer Pinochets og militærets forbrydelser.

Derfor har Christopher Arzrouni fuldkommen ret da han i Jyllands-Posten for år tilbage påpegede, at Pinochet »gjorde mere godt for sit land end nok så mange socialister«.

Det gjorde han først og fremmest, fordi han, meget atypisk for en militærmand og diktator, lod en flok veluddannede og fornuftige økonomer gennemføre reformer, som siden har dannet skole.

Blandt andet var Sveriges pensionsreformer i begyndelsen af 1990erne direkte inspireret af reformerne i Chile 10 år tidligere.

Dette er ikke et forsvar for Pinochet, som hverken kan eller skal forsvares, lige så lidt som man kan eller skal forsvare Che Guevara eller Fidel Castro eller andre af venstrefløjens totalitære helte gennem tiderne.

Det er en konstatering af det historiske faktum, at reformerne i Chile virkede, at velstanden steg og friheden vendte tilbage. Dette i modsætning til alle forsøg på indførelse af socialisme, som altid er endt i økonomisk sammenbrud og tab af både økonomisk og personlig frihed.

Reformer og faldende vækst i Chile

9. marts indsattes Bachelet som ny præsident i Chile. Her gentog hun løftet om at gennemføre gennemgribende reformer der skal sikre et mere “lige og fair” Chile. Regeringen har da også oprettet en hjemmeside med de 50 reformer man vil gennemføre i regeringens første 100 dage. Reformer, der bl.a. skal sikre gratis uddannelse for alle inden 2020, en mere lige indkomstfordeling og andet godt fra fordelingsposen. Alt sammen finansieret ved primært øgede skatter på det private erhvervsliv.

Der er således lagt op til mere fokus på fordeling og mindre fokus på økonomisk vækst. Dette i kontrast til den tidligere regering under præsident Sebastián Piñera, under hvis regeringstid arbejdsløsheden faldt til det laveste i 30 år, mens man opnåede gennemsnitlige vækstrater i BNP på 5,4 procent.

En lang række af reformerne vil kræve ændringer i den gældene grundlov, hvilket ikke er en let proces. Og der synes allerede inden de første reformer er gennemført at være en pris at betale for de ambitiøse reformer i kraft af lavere vækst.

Væksten begyndte allerede at falde sidste år, hvor investeringslysten dykkede. At kobberprisen sidenhen er faldet til sit laveste niveau i 4 år, gør ikke situationen bedre.

En af kernepunkterne er at man ønsker at øge skattene med svarende til 3 procent af BNP, ikke mindst ved at øge selskabsskatterne. Det er ud fra et økonomisk synspunkt en temmelig tåbelig ide, da vi ved at den primære effekt af dette er at mindske investeringerne, idet selskabsskatters primære effekt er at mindske forrentningen af den investerede kapital, se også denne artikel i El Mercurio (på spansk)

Til gengæld gav det politisk mening i forbindelse med valget, idet man samtidig med forslaget om at øge selskabsskatterne også foreslog en nedsættelse af de personlige indkomstskatter.

Det betaler man nu prisen for, endda inden der er gennemført en eneste af de bebudede skatteforhøjelser. Således har flere økonomer allerede kommet med prognoser, der peger på at den gennemsnitlige vækst i BNP de kommende 4 år kan blive så lav som 3,5 procent p.a. Altså næsten 2 procentpoint lavere end under den tidligere regering. Det er væsentligt at understrege, at givet kobbers fortsatte store betydning for økonomien, omend den er lavere end for år tilbage, er prisudviklingen på denne af meget stor betydning for de opnåede vækstrater.

Centralbankens seneste prognose indikerer indtil videre en forventet vækst i år på 3,7 procent.

Netop faldet i den forventede og realiserede vækst kan dog i sig selv have den positive effekt, at det kan bruges som en undskyldning for et mere moderat faktisk reformprogram end det man lovede i efteråret.

Med en regering baseret på partier der spænder fra det moderate kristelige demokratiske parti (som har fordømt Venezuelas præsident Maduro og dennes fremfærd i Venezuela)  , hvis politik svarer til socialdemokraterne herhjemme og til “die hard” kommunister (som har fordømt demonstranterne i Venezuela og udtrykt deres støtte til præsident MAduro), bliver det i hvert fald interessant at se i hvilken udstrækning det mindskede økonomiske råderum kommer til at influere på reformerne og Bachelets muligheder for at holde sammen på sit parlamentariske grundlag.

I dag stemmer Chile “rødt”, men forbliver “blåt”

Der er absolut ingen spænding om hvem der bliver den næste præsident i Chile. Det bliver Michelle Bachelet, som også bestred embedet fra 2006 til 2010. Det eneste spændene i den forbindelse er hvorvidt hun kan opnå over 50 procent af de afgivne stemmer i dag, og dermed undgå en anden valgrunde.

Michelle_Bachelet

Valgkampen, som har foregået i skyggen af 40-års jubilæet for militærkuppet i 1973 har i høj grad været fokuseret på uddannelse og (indkomst)ulighed. Bachelet har lovet gratis videregående uddannelse for alle indenfor 6 år. Et løfte hun sammen med andre fra hendes side, dog får svært ved at holde, af følgende grunde:

  1. En del af løfterne kræver ændringer i forfatningen, hvilket er meget vanskeligt i Chile, hvor det kræver op til 2/3 flertal i begge kamre.
  2. Chiles valglov er indrettet således, at der vælges to kandidater i hvert valgdistrikt, hvorom det yderligere gælder, at det vindende parti skal opnå mindst det dobbelte antal stemmer i forhold til nummer to, får at få begge mandater.Derfor afspejler fordelingen i de to kamre sjældent stemmefordelingen.

Dette valgsystem forfordeler den vindene part. Valgets tabere kan i vid udstrækning blokere for større ændringer i den førte politik. Man er således tvungen til at operere indenfor de rammer som forfatningen sætter. Ændringer er som nævnt vanskelige at gennemføre.

Dette kan man naturligvis have forskellig holdning til. der er næppe tvivl om at det har været til gavn for den økonomiske vækst. Til gengæld vil venstrefløjen – korrekt – pege på, at det hindrer dem i at gennemføre de reformer og den fordelingspolitik, de gene vil. Og det er netop meningen med indretningen af forfatningen.

For en engelsk oversættelse af Chiles forfatning, klik her.

Niels Lindvig, hvis “fortællinger” fra Latinamerika var den oprindelige grund til at jeg startede denne blog, repræsenterer på glimrende vis den tolkning (som journalistisk reportage er indslaget dog intet værd) – klik her og vælg indslag om Chile.

For en mere fair og afbalanceret gennemgang vil jeg anbefale The Economist artikel fra sidste uges nummer, hvor man konkluderer, at:

Ms Bachelet would govern from farther to the left than she did in her previous term. How much farther? “Her reading of society is based on the students,” says Patricio Navia, a Chilean political scientist at New York University. They are more radical than ordinary Chileans, who want “to be incorporated into the benefits of economic growth, not to change the model,” he says. That may be so, but many also want “the model” to work better, especially the privatised health-care and pension systems. Ms Bachelet wants to tweak pensions. “Whatever we do, we’ll do it in a responsible way,” she says.

That sort of low-key pragmatism is characteristic of Ms Bachelet. Her heart is firmly on the left. She is an atheist, and an unmarried mother of three children. After leaving La Moneda, she spent three years running the UN’s organisation for women. On the other hand, she is also consensual. Although most Chileans do not see her as a professional politician, she is in fact a skilful one. She is already playing down expectations of radical change. “Chile has done a lot of good things,” she says. “You can be popular without being populist. I haven’t been promising paradise.”

Sammenlignet med  Danmark er der næppe tvivl om at politikken bliver “blå”, selv om hjertet muligvis efter chilenske forhold er “rødt”.

Lad mig til sidst  beklage, at der siden i sommer har været så få opdateringer på denne blog. Desværre vil det fortsætte sådan frem til december, da jeg grundet andre forpligtigelser ikke har den fornødne tid til bloggen.

Men naturligvis skulle der falde et par ord i forbindelse med præsident- samt parlamentsvalget i dag i Chile.

Chile vil betale mødre for at føde flere børn

The Economist har i sit seneste nummer to historier om den faldende befolkningstilvækst i Latinamerika. Den ene omhandler et forslag fra den chilenske regering, hvorefter kvinder vil blive kontakt belønnet for at føde flere end 2 børn. Det 3. barn vil indbringe ca. 1150 kroner, det 4. barn ca. 1700 kroner. Derefter vil man modtage ca. 2300 kroner for hvert barn man derudover.

Baggrunden er at fertilitetsraten er faldet til 1,8 barn per kvinde i den fødedygtige alder. Hermed har man sammen med Brasilien regionens laveste fertilitet. Jeg skrev om det sidste år, se her .

brazil_economistMed den lave fødselsrate er det på sigt ikke muligt at opretholde det nuværende befolkningstal, samtidig med at andelen af befolkningen i den arbejdsdygtige alder vil falde. Frygten er at, med mindre man øger arbejdsudbuddet vil det ikke være muligt for kommende generationer af pensionister at opnå en rimelig levestandard.

Det er jo en diskussion som vi også kender fra vores del af verden. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved hvor alvorligt problemet er i Chile, givet at de har en privat pensions-system, hvor folk selv sparer op. Problemet er i hvert fald en del mindre end i lande som i højere grad end Brasilien lover sine borgere at de til enhver tid beskæftigede vil betale deres pension. Det kender vi fra Europa, og det er tilfældet i flere andre latinamerikanske lande.

At pensionsbetalinger allerede i dag lægger beslag på en absurd stor del af den brasilianske stats indtægter skyldes dog ikke det faldende fødselstal, men derimod de absurd høje pensioner til tidligere offentligt ansatte. Et system som fungerede da den offentlige sektor var relativt lille og levetiden begrænset.

Paraguay får observatørstatus i Alianza del Pacifíco

I går annoncerede Colombias præsident, Manuel Santos, på en pressekonference, at også Paraguay nu i lighed med Costa Rica, Panama og Uruguay er blevet tildelt observatørstatus i Alianza Del Pacífico.

Observatørstatus er skridtet før optagelse. I modsætning til Costa Rica og Panama, men i lighed med Uruguay er der bare den lille detalje, at Paraguay i forvejen er medlem af et handelssamarbejde, nemlig Mercosur.

Paraguay har godt nok været suspenderet siden Paraguays parlament sidste år, i overensstemmelse med grundloven, afsatte daværende præsident Lugo. Men efter præsidentvalget 21. april, er det planen at man genindtræder i samarbejdet til august.

Forholdet mellem Paraguay og de andre Mercosur medlemmer har været anspændt siden man blev suspenderet i juni sidste år. Da WTO for nyligt skulle vælge ny formand, stemte Paraguay ikke for Brasiliens kandidat – og i sidste ende vinder – Roberto Azevêdo, men derimod for Mexicos kandidat.

Paraguays optagelse er ifølge flere aviser i Paraguay, bestemt ikke noget Brasilien er glade for. Til gengæld har diverse erhvervsinteresser, medier, udenrigsministeriet og vicepræsidenten udtrykt stor glæde over at man er blevet optaget som observatør. Flere anser det for at være den vigtigste udenrigspolitiske beslutning landet man har truffet i årtier.

Et er at være observatør noget andet at blive medlem

Det er ikke noget tilfælde at det netop er Paraguay og Uruguay, som er fristet af det nye handelssamarbejde. Som de to mindste økonomier i Mercosur-samarbejdet, mister de mest ved at dette samarbejde har vist sig hverken at fremme regional eller international handel. I modsætning til Alianza del Pacífico er det ydermere ikke muligt for medlemslandene individuelt at lave frihandelsaftaler med andre lande. Det indebærer bl.a. at man ikke har aftaler med to vigtige markeder som USA og EU. Desuden forventes Alianza del Pacífico at blive et vigtigt link mod det asiatiske marked.

Både Uruguay og Paraguay har ofte udtrykt deres store utilfredshed med samarbejdet i Mercosur, som jeg har beskrevet flere gang på denne blog.

Eksport i US$., 2010
Eksport i US$., 2010, UN Data.

For Paraguays vedkommende spiller det ydermere ind, at de andre lande i forbindelse med suspenderingen, vedtog at optage Venezuela som det femte medlem. Det på trods af, at parlamentet i Paraguay ved flere lejligheder havde stemt mod optagelsen (optagelse af et nyt medlemsland i Mercosur, kræver at de nationale parlamenter alle stemmer for dette).

Om de to lande på sigt vil søge optagelse i Alianza del Pacífico på bekostning af Mercosur er fortsat et åbent spørgsmål. Men med mindre samarbejdet i Mercosur ændre sig i en mere markedsorienteret og praktisk retning i de kommende år, er det absolut en realistisk mulighed.

Fælles for Paraguay, som har en konservativ præsident og Uruguay, som har en socialistisk præsident, er at de er væsentligt mere markedsorienterede end de andre medlemmer af Mercosur.

Øvrige resultater af topmødet i Cali 

Ud over at man vedtog at optage Paraguay som observatør ved topmødet i Cali, blev følgende vedtaget:

  • Fjernelse af told på 90 procent af handlede varer. For de resterende 10 procent afskaffes told i løbet få år.
  • Fjernelse af kravet om visa mellem landene.
  • Der skal laves et fælles visa system – Visa Alianza del Pacífico – hvorved turister kun behøver et visa for at besøge alle fire lande.
  • Der oprettes fælles ambassader i en række lande i Afrika og Asien.
  • Man vil sammen promovere handel med Afrika og turisme fra resten af verden.
  • Oprettelse af fælles fond målrettet små- og mellemstore virksomheder.
  • Indgåelse af en aftale, som skal fremme transparens og mindske mulighederne for skatteunddragelse.
  • Udveksling af studerende.
  • Udbygning af videnskabeligt samarbejde i forhold til klimaforandringer.
  • Mexico og Chile underskrev aftale om eksport af mexicansk kød.
  • Yderligere skridt mod at Mexico bliver integreret i MILA* (Mercado Integrado Latinoamericano)
  • Costa Rica underskrev en frihandelsaftale med Colombia og har nu aftaler med alle alliancens lande. En forudsætning for at kunne blive fuldgyldigt medlem.
  • Guatemala and Peru underskriver en frihandelsaftale inden for de næste måneder.
  • Guatemala afskaffede kravet om turistvisa for Colombia.

*Jeg har tidligere omtalt integrationen mellem børserne i Chile, Peru og Colombia som en fusion. Det er måske lidt misvisende. De tre børser fortsætter som tre juridisk selvstændige enheder, men fungerer for investor som en fælles børs, hvor man kan handle papirer fra alle tre børser.

Mens de skændes i Mercosur, er der fart på integration og udvikling af Alianza del Pacífico

Den 23. maj er der topmøde i Alianza del Pacífico. Integration og afvikling af handelshindringer mellem de 4 medlemslande, Chile, Peru, Colombia og Mexico fortsætter i højt tempo. Det står i skærende kontrast til Mercosur, hvor udviklingen for længst er gået i stå og man til gengæld skændes så det brager. 

I forrige uge mødtes finansministrene fra Chile, Peru, Colombia og Mexico i Perus hovedstad Lima, som optakt til topmødet i Alianza del Pacífico senere på måneden i Cali, Colombia. Blandt emnerne var den fortsatte integration af kapitalmarkederne. Allerede sidste år fusionerede børsene i Peru, Chile og Colombia. Mexico forventes at følge efter senere i år. Herefter vil de 4 landes fælles børs være Latinamerikas største.

Som jeg skrev for nylig, vil man på det kommende topmøde underskrive en fælles aftale, hvorefter 90 procent af vare- og tjenesteydelser kan handles frit og uden afgifter mellem medlemslandende. I løbet af de kommende år vil told på de restende varer- og tjenesteydelser også blive udfaset.

Imens skændes de fortsat i Mercosur

Mens samarbejdet mellem landende i Alianza del Pacífico udvikler sig med raketfart, står det anderledes skidt til i Mercosur. I modsætning til Alianza del Pacífico, som er et rent økonomisk samarbejde, har Mercosurs dagsorden alle dage været langt mere ambitiøs og politisk. Til gengæld står det skidt til med resultaterne.

Det synes efterhånden mere at være reglen end undtagelsen, at man skændes så det brager. Ikke mindst Argentinas manglende evne til at overholde indgåede aftaler giver anledning til tilbagevendende slagsmål mellem landene. Uruguay har beklaget sig i årevis, og for nylig udtalte vicepræsident Danilo Astori, at forholdet til Argentina aldrig har været ringere. Også Brasilien klager over Argentina.

Efter et møde for nylig mellem Cristina Fernandez og Dilma Roussef, som oprindeligt var sat til 2 dage, men kun varede en enkelt, er forholdet mellem de to lande på frysepunktet.

Det handler ikke kun om de økonomiske relationer mellem de to lande, men også om, at Christina Fernandez og hendes regering i stigende grad underminerer både retssystemet og mediernes uafhængighed.

Alianza del Pacífico og Mercosur – en verden til forskel.

Groft sagt kan Mercosur betegnes som et forsøg på at lave en pendant til EU, mens ADP mest af alt kan sammenlignes med en fusion af et frihandelsområde og det indre markeds frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Således står det medlemmerne af Alianza del Pacífico frit for, at indgå frihandelsaftaler (FTA) med trediepart, mens det ikke er muligt for medlemmerne af Mercosur.

20120714_AMC583

Selv internt er man langt fra det mål om fri handel mellem medlemslandene, som oprindeligt var et af hovedformålene. De seneste 10 år er betydningen af den interne samhandel endda faldet. Det fremgår af figuren til højre, hentet fra The Economist.

Mens man oplevede en betydelig stigning i 1990erne, som var præget af reformer og afregulering, har flere af de centrale lande i samarbejdet, ikke mindst Argentina, i indeværende årtusinde ført en langt mere nationalistisk orienteret og protektionistisk økonomisk politik.

At man i en overskuelig fremtid skulle nærmere sig den oprindelige målsætning med at skabe et egentlig indre marked i Mercosur er da også mere end tvivlsomt. Det vil kræve et paradigmeskifte i først og fremmest Argentina og Brasilien. Optagelsen af Venezuela sidste år må forventes at forværre dette problem.

Helt anderledes ser det ud for Alianza del Pacífico. I modsætning til Mercosur, er der tale om et rent økonomisk samarbejde (for en relativt grundig gennemgang af Mercosur, se Wikipedia).

Formålet med Alianza del Pacífico er at styrke integrationen mellem medlemsstaterne, for hermed at være konkurrencedygtige i den globale økonomi. Men i modsætning til Mercosur er der tale om et åbent samarbejde. Samtidig med at man ønsker fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandende, ønsker man også at fremme frihandel med andre dele af verden. I modsætning til Mercosur, hvor de enkelte medlemslande ikke frit kan indgå frihandelsaftaler med andre lande eller andre handelssamarbejder. Er det muligt for medlemslandende i Alianza del Pacífico.

Den større åbenhed fremgår da også tydeligt af, at hvor landende i Mercosur samarbejdet kun har indgået få og ubetydelige aftaler, har Alianza del Pacífico-landene allerede eller er på vej til at indgå aftaler med stort set alle vigtige internationale samhandelspartnere.

Resultatet er, at Alianza del Pacíficos kombinerede handelsaftaler dækker markeder med et samlet BNP, som er ca. 75 gange større end Mercosurs tilsvarende indgåede handelsaftaler dækker.

Fremtiden ligger ved Stillehavet

Mercosur er målt på befolkning og samlet BNP større end Alianza del Pacífico.

mercosur alianza

Til gengæld er BNP per indbygger ca. 23 procent højere i Alianza del Pacífico end i Mercosur. En forskel som forventes at stige,

Mens især Venezuela og Argentina, men også Brasilien står overfor betydelige økonomiske udfordringer og risiko for, efter regionale forhold, beskeden vækst de kommende år, forventes især Chile, Peru og Colombia fortsat at være blandt de hurtigst voksende økonomier i regionen.

Som det fremgår af nedenstående tabel over vækstraterne de seneste 2 år samt IMF’s forventede vækstrater i 2013 og 2014, forventes forskellen i samlet BNP fortsat at mindskes.

vækst 2011-2014

På længere sigt bliver det afgørende hvad der sker i de to blokkes dominerende økonomier, Brasilien og Mexico. Den økonomiske aktivitet i de to lande udgør ca. 2/3 af de respektive blokkes samlede økonomiske aktivitet.

Indfrier Mexico endelig forventningerne?

Mens Brasilien står med store udfordringer i forhold til at fastholde fortsat vækst, se også her, er det store spørgsmålstegn i forbindelse med Mexico, hvorvidt man evner at gennemføre de nødvendige reformer. Mexicos økonomiske udvikling har de senere årtier generelt været skuffende, primært fordi man ikke har magtet at følge handelsliberaliseringer op med de nødvendige interne reformer. Primært i forhold til indretningen af arbejdsmarkedet, samt en række indenlandske sektorer præget af manglende konkurrence, og for energisektoren yderligere domineret af ineffektive statslige investeringer.

Med Enrique Peña Nieto valgsejr sidste år sidder PRI igen på præsidentposten, som man gjorde i 70 år frem til 2000, hvor den konservative (PAN) Vincente Fox vandt præsidentvalget ved Mexicos første reelle demokratiske og fair valg i landets historie. Hverken Fox eller hans ligeledes konservative efterfølger Calderon var i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Først og fremmest på grund af modstand fra kongressen, ført an af PRI. Forhåbningerne er nu, at Peña er i stand til det.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at efter år med relativ lav vækst, har denne de seneste par år været anderledes gunstig. De seneste 2 år er Mexicos økonomi vokset væsentligt hurtigere end Brasiliens. I 2011 dobbelt så meget, og i 2012 3 gange så meget.

Mere og mere tyder på at Mexico også i de kommende år vokser hurtigere end Latinamerikas største økonomi. Dels på grund af Brasiliens indbyggede strukturelle problemer, se tidligere indlæg, og dels på grund af hastigt stigende lønninger i Kina, hvorved Mexico sammen med bl.a. Colombia i stigende grad ses som et alternativ som produktionsland med USA som hovedmarked.

Også en række andre forhold tæller til Mexicos fordel. Forsørgerbyrden er faldende – og sammen med Indien vil Mexico i 21020 have den laveste forsørgerbyrde, blandt verdens væsentlige økonomier.

20121124_SRC358_0

Samtidig stiger lønningerne hastigt i Kina og forventes snart at overhale de mexicanske (og colombianske).

Brasilien derimod er karakteriseret ved dets fortsat beskyttede indenlandske industri netop ikke er konkurrencedygtig. Groft sagt bygger den brasilianske model fortsat på eksport af primærprodukter samt et relativt lukket indenlandsk marked. Det samme gør Argentinas, mens Venezuelas økonomi er fuldstændig domineret af olieindustrien.

For disse lande udgør Mercosur grundlæggende et forsvarsværk mod resten af verden og den globale økonomi opfattes fortsat primært som en trussel mod egen national udvikling. Dette modsat den grundlæggende holdning bag Alianza del Pacífico. Her ses samarbejde og integration som en mulighed for at styrke konkurrenceevnen og tværtimod indgå i den internationale arbejdsdeling og fortsatte globalisering. Allerede i dag er Alianza del Pacíficos økonomier da også langt mere åbne og markedsorienterede end Mercosur-medlemmernes.

Ifølge CEPAL stod Chile, Peru, Colombia og Mexico således for 54 procent af den samlede eksport i Latinamerika i 2011, mens Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela stod for 35 procent.

To forskellige visioner for Latinamerikas fremtid

Valget mellem Mercosur og Alianza del Pacífico er mere end et valg af samarbejdspartnere. Der er i lige så høj grad tale om et grundlæggende valg af økonomisk og politisk model.

Det ses til dels af hvilke lande som er medlemmer af de organisationer. Chile og Peru har begge en neoliberal grundlov, der eksplicit understøtter en markedsmodel og hindrer statslig indblanding. Ligeledes eksisterer der en grundlæggende konsensus i de 4 lande om begrænset rolle i markedet for staten. Det er ikke tilfældet i hos de tre store medlemmer af Mercosur, Brasilien, Argentina og Venezuela. Omend der er stor forskel fra Venezuelas “socialisme for det 21. århundrede” til Brasiliens mere pragmatiske statskonservative/positivistiske økonomiske model, har staten en helt central rolle i de tre landes økonomier. Det sætter de to restende medlemmer, Paraguay, et af Latinamerikas fattigste lande, og ikke mindst Uruguay i et afgørende dilemma.

Pressen i Paraguay, som er modstandere af Venezuelas optagelse i Mercosur, har i flere omgange luftet mulighederne for at man forlader Mercosur og søger optagelse i Alianza del Pacífico. Bl.a. har man påpeget at eksporten til Mercosur og Alianza del Pacífico er stort set lige stor. Som omtalt flere gange på denne blog er Uruguays regering meget kritisk over for udviklingen i Mercosur, og den socialistiske præsident Mujica, har i flere omgange slået til lyd for, at Mercosur er spild af tid.

Begge lande deltager da også som observatører – sammen med Portugal, Canada, Japan, Guatemala, Spanien, Australien og New Zealand, Costa Rica og Panama –  ved det kommende topmøde i Alianza del Pacífico senere i maj. Men hvor både Costa Rica og Panama søger optagelse – Costa Rica bliver formentlig medlem allerede i år – er både Paraguay og Uruguays deltagelse nok mere symbolsk, mens truslerne om at skifte Mercosur ud med Alianza del Pacífico på nuværende tidspunkt næppe er alvorligt ment.

Det kan dog ændre sig hurtigt i de kommende år. Selv i Brasilien er der røster fremme om, at man i yderste konsekvens bør forlade Mercosur, eller i det mindste kræve, at man på egen hånd kan lave frihandelsaftaler til anden side. En debat som oprettelsen af Alianza del Pacífico har forstærket.

Måske kan EU lære noget af Alianza del Pacífico?

Da Mercosur blev grundlagt for mere end 20 år siden var forbilledet vist EU og det indre marked. På papiret ser organisationen skam også imponerende ud og formålserklæringerne fejler skam ikke noget. Til gengæld er det småt med resultaterne.

Alianza del Pacífico har en langt mindre med samtidig økonomisk langt mere slagkraftig ambition; at sikre høj vækst og velstand i medlemsstaterne gennem økonomisk integration og frihandel. Det begrænsede samarbejde ser til gengæld ud til at fungere – og mon ikke det ligger tættere på f.eks. Englands ide om det ideelle EU, end vores nuværende EU gør?

Med tanke på den stigende modstand mod EUs politiske overbygning og Europas generelle økonomiske fortrædeligheder, er der nok en og anden – og udenfor England – som gerne så et mindre ambitiøst EU. Et EU, der til gengæld i højere grad fokuserede på de områder vi ved skaber vækst og velstand – nemlig frihandel og “naturlig” økonomisk integration.

Måske vil udviklingen i Latinamerika på sigt indebære, at vi også i vores del af verden erkender hvad der bedst sikrer bedre levevilkår for borgerne. Man har jo lov at håbe :-)

Alianza del Pacífico afskaffer told på 90 procent af handlede varer og tjensteydelser

Drop Mercosur og lad være med at bruge krudt på Brasilien. Hvis den danske regering vil noget i forhold til promovering af dansk eksport til Latinamerika, skal der satses på Alianza del Pacífico

På under 2 år er man kommet længere end Mercosur er på 20. Og ved det kommende topmøde den 23. maj afskaffes enhver form for told på 90 procent af de handlede varer. Told på de restende 10 procent vil blive udfaset i løbet af de kommende år.

 

Mens Mercosur aldrig for alvor har udnyttet sit potentiale, forholder det sig helt anderledes for Alianza del Pacífico, bestående af Chile, Peru, Colombia og Mexiko.

Samarbejdet mellem Argentina, Brasilien, Venezuela, Paraguay og Uruguay hæmmes i stigende grad af den manglende fundamentale forståelse for frihandels fundamentale betydning for øget vækst og velstand. Bortset fra Uruguay, hænger man i vid udstrækning fortsat fast i en indadskuende nationalistisk økonomisk forståelse med rødder tilbage til første halvdel af det 20. århundrede.

Sådan forholder det sig ikke hos Chile, Peru, Colombia og Mexico.

På under 2 år er man kommet længere end Mercosur er på 20. Og ved det kommende topmøde den 23. maj afskaffes enhver form for told på 90 procent af de handlede varer. Told på de restende 10 procent vil blive udfaset i løbet af de kommende år.

Mens landende i Mercosur-samarbejdet, bortset fra Uruguay, står overfor en række store udfordringer og begrænset vækstpotentiale, forholder det helt anderledes for medlemmerne af Alianza del Pacífico.

Mercosur er præget af flere medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fortsat protektionisme, også mellem medlemslandende.

Heroverfor stårAlianza del Pacífico, hvis erklærerede formål er at fremme landenes konkurrenceevne gennem  frihandel, markedsøkonomi med vægt på udenlandske investeringer, samt sikre den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

De 4 økonomier og deres 200 mio. indbyggere står for ca. 35- 40 procent af Latinamerikas økonomiske aktivitet og ca. 55 procent af regionens samlede eksport. Og resten af verden er klar over, at de pågældende landes økonomiske betydning er stigende.

På det kommende topmøde deltager en række lande som observatører. Ikke mindst detalgelsen af Uruguay, som er medlem af Mercosur, er yderst interessant. Desuden deltager Canada, Australia; New Zealand, Japan, Spanien og Portugal med observatørstatus. Ednelig har de to mellemamerikanske lande, Panama og Costa Rica anmodet om at blive optaget som fuldgyldige medlemmer.

Med tanke på hvor optaget den danske regering er af at øge dansk eksport, var det måske en ide at anmode om deltagelse i kommende topmøder.

Selv om Mercosur har en større befolkning og et højere samlet BNP i dag, er der flere grunde til Alianza del Pacífico er langt mere interessant for udlandet.

Forskellen i forventede vækstrater indebærer at BNP i løbet af de kommende år vil overhale Mercosurs både målt per indbygger og på længere sig i alt.

I modsætning til Mercosur som har en protektionistisk dagsorden ønsker man – og arbejder for – reelt at integrere landende i den globale markedsøkonomi. Derved er eksportpotentialet for danske virksomheder langt større  iAlianza del Pacífico end Mercosur.

Det har private investorer selvføglelig fundet ud af for længst, hvorfor strømmen af udenlandske investeringer i stigende grad går mod de pågældende lande. Nok er Brasilien regionens største modtager af udenladnske investeringer, men det gædler kun når man ser på de rene nominelle beløb. Både set i forhold til økonomiernes størrelse og befolkningstal, har Chile og Peru længe været større og i de senere år har især Colombia oplevet et betydeligt øget inflow.

FDI/GDP 2007-2013

Final

Kilde: Americas Market Intelligence.

Chile har længe været ledende både med hensyn til økonomisk vækst og evnen til at tiltrække udenlandske investeringer. I det seneste årti har de fået følgeskab af Colombia og Peru, som det fremgår af nedenstående graf over væksten i BNP i de to lande sammenlignet med Latinamerika og den globale vækst.

BNP vækstrater 2007-2013

 grafica_1

Kilde: Americas Market Intelligence.

 

Uruguay nærmer sig Aliança do Pacífico

Uruguays præsident Mujica

Efter at have luftet sin utilfredshed fra tid til anden med udviklingen i Mercosur gennem mere end et år, meddelte Uruguays præsident Jose Mujica forleden i et TV-interview, at man ønsker et tættere samarbejde med andre regionale handels-organisationer. Ikke mindst er man interesseret i Aliança do Pacífico (AP), hvor man ønsker at få observatørstatus.

AP blev etableret for blot 2 måneder siden af Chile, Peru, Colombia og Mexico. Formålet er øget økonomisk integration og forbedret konkurrenceevne, baseret på markedsøkonomi. Det skal ske gennem skabelsen af et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. At Peru deltager er noget af en bet for Brasilien, som havde håbet på at valget af
Ollanta Humala til præsident ville indebære at Peru faldt under “brasiliansk interessesfære”.

At Uruguay i stigende grad ser andre steder hen end Mercosur undrer ikke. Samarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Paraguay (som er suspenderet indtil marts næste år) og fra 31. juli i år Venezuela, har været en stor skuffelse. Mercosur blev udtænkt i 1980erne, og etableret i 1991. I forhold til slutningen af 90erne har fortsat, og på det seneste stigende, protektionisme snarere resulteret i mindre i stedet for mere integration, målt på betydningen målt på gensidig handel.

Perus præsident Humala

Mercosurs andel af Brasiliens samlede eksport, er således faldet med ca. 30 procent siden 1997, mens Uruguays andel har været stort set uforandret.Den manglende succes skal primært tilskrives den politiske udvikling i regionen siden årtusindeskiftet. Efter de reformvenlige 90ere, har de seneste 10 år været præget af regeringer med forkærlighed for planøkonomiske tiltag og nationalistisk retorik.

Det gør sig ikke mindst gældende i Brasilien og især Argentina. Gang på gang har især Argentina været på kant med de andre medlemslande, når man har brudt indgåede aftaler og øget protektionismen. Til stor utilfredshed for ikke mindst Uruguay.

Aliança do Pacífico – en lige højre til Mercosur

Målt på udenrigshandel er AP allerede fra start Latinamerikas væsentligste økonomiske samarbejdsorganisation. 55 procent af Latinamerikas samlede eksport stammer fra Chile, Peru, Colombia og Mexico. Det er ca. dobbelt så meget som Mercosur.

Målt på BNP er Mercosur fortsat mere betydningsfuld. Brasilien, Argentina, Venezuela, Uruguay og Paraguay står for lidt over halvdelen af den samlede værditilvækst i Latinamerika. AP-landenes andel er ca. 40 procent. Vurderet på både nuværende og forventede vækstrater, er det dog kun et spørgsmål om tid før AP også overhaler Mercosur, målt på BNP.

AP er hvad det brasilianske ugemagasin ”CartaCapital” meget passende har kaldt en ”en lige højre” til Mercosur. I en nylig artikel pointerede ”The Economist” under overskriften ”Mercosur RIP”, at Brasilien og især Argentina primært opfatter Mercosur som ”en fæstning” mod omverden.

Helt anderledes forholder det sig for AP.  Her hersker idealet om, at fortsat vækst og højere levestandard bedst sikres via markedskræfterne og ikke gennem statslig regulering og indblanding, som i netop Brasilien og Argentina.

Chile og Peru – opskriften på et moderne og velstående Latinamerika

Chile og Peru har i kraft af deres status som Latinamerikas mest succesfulde økonomier, både målt på økonomisk vækst og evnen til at reducere fattigdom, for længst dokumenteret markedets overlegenhed.

Chile og Perus evne til at sikre vækst og reducere fattigdom er uden sidestykke i moderne Latinamerikansk historie. Som jeg tidligere har skrevet om er andelen af den peruvianske befolkning som lever i absolut fattigdom i dag lavere end i Brasilien, på trods af at det forholdt sig omvendt for 10 år siden.

Også Colombia tilslutter sig i stigende grad idealet om mere marked og mindre stat. Det som af især venstrefløjen hånligt er benævnt neoliberalisme.

De tre lande har gennem fusionen af deres respektive børser demonstreret, at man mener det alvorligt, når man taler om at skabe et fælles indre marked. Det styrker tiltroen til at der – i modsætning til Mercosur – er handling bag ordene, når man taler om at etablere et indre marked.

Selv i Mexico er der grund til optimisme. Efter år med politisk infight, er der efter det nylige parlaments- og præsidentvalg flertal for reformer indenfor bl.a. arbejdsmarkedet og energisektoren.

Stats- eller markedsstyret vækstmodel

Ønsker man at studere konsekvenserne af forskellige økonomiske modeller i ellers sammenlignelige økonomier, er Latinamerika formentlig det bedste sted at starte.

Chavez, Dilma. Mujica og Kirchner 31. juli 2012

Formålet med de fleste latinamerikanske landes økonomiske politik i anden halvdel af det 20. århundrede var groft sagt at undgå både regional og global økonomisk integration og afhængighed. Men hvor toneangivende lande i Mercosur fortsat kun nødtvunget accepterer at være del af det globale økonomiske system, omfavner landene i AP globaliseringens muligheder og fremmer aktivt  frie markeder.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Præsident Jose Mujica understreger fortsat, at Uruguay ikke overvejer at trække sig ud af Mercosur, men den holdning kan hurtigt skifte. Et af problemerne med at være medlem er at man har fælles toldsatser overfor tredie lande, hvilket især rammer Uruguay som er en lille økonomi i forhold til både Argentina og ikke mindst Brasilien. Anderledes forholder det sig hvis man alene har en associerings-aftale  hvilket bl.a. Chile har.

Jose Mujica lægger da også vægt på at der er behov for et mere fleksibelt Mercosur. I fravær af dette er det overvejende sandsynligt, at Uruguay over tid vil søge optagelse i AP og dermed fravælge Mercosur. I modsætning til både Argentina og Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, fylder nationalisme mindre og forståelse af grundlæggende markeds-sammenhænge mere i Uruguay, selv om Mujica er socialist.

 

 

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico udfordrer Mercosur

I sidste uge indgik Chile, Peru, Colombia og Mexico Aliança do Pacífico, “Stillehavs-alliancen”, som primært skal øge den økonomiske integration, handel og konkurrenceevne. Målet er at skabe et indre marked for landenes 200 mio. indbyggere baseret på fri bevægelighed for varer, tjensteydelser, kapital og mennesker.

Ud over de fire medlemslande og Panama, som har observatør status, deltog også Costa Rica, Canada og Spanien (med kong Juan Carlos), mens Japan og Australien havde sendt delegationer til mødet, som fandt sted i Chile.

 

Med ca. 215 mio indbyggere står de 4 lande for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer (ikke mindst spanske), er der tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

Men hvor handling sjældent følger ord i latinsk politik, er der heldigvis grund til at tage Aliança do Pacífico meget alvorlig.

Selv om Ollanta Humala understregede, at samarbejdet ikke skulle ses som en konkurrent til andre handels-samarbejder i regionen, er der tale om en kraftig udfordring af ikke mindst Mercosur. Netop Peru’s deltagelse er formentlig en streg i regningen for Brasilien, som efter Humala’s valgsejr ved sidste års præsidentvalg i Peru, havde satset på at tættere samarbejde.

I stedet har Peru valgt at udvide samarbejdet med de øvrige relativt frie og globalt orienterede økonomier, Mexico, Colombia og ikke mindst Chile. Alle lande som i modsætning til Brasilien og ikke mindst Argentina har forstået at globalisering og fortsat vækst involverer både import og eksport og markedsreformer.

I Mercosur er det kun Uruguay som reelt ligner noget som kan kaldes en markedsøkonomi, mens Aliança do Pacífico har deltagelse af de to frieste (neoliberalistiske) økonomier i Latinamerika, Chile og Peru.

Chile, Mexico og Colombia har desuden allerede frihandelsaftaler med USA, og Peru er tæt på at have det.

Selv om det blev avist af bl.a. Perus præsident, er Aliança do Pacífico et klart markedsliberalt alternativ til både ALBA og Mercosur. Mens Mercosur samarbejdet fungerer dårligt med stigende protektionisme og manglende respekt for indgåede aftaler, forholder det sig helt anderledes for alliancen medlemmer.

Samarbejdet er også en direkte udfordring til Brasiliens Hegemoni i Latinamerika, i kraft af Aliança do Pacífico størrelse og vækstpotentiale. 3 af de 4 medlemslande er blandt Latinamerikas hurtigst voksende økonomier siden årtusindeskiftet.

 

Spørgsmålet er så om Uruguay, hvis frustration over Mercosur er voksende, hvilket jeg har skrevet om tidligere, på et tidspunkt vil “skifte” til Aliança do Pacífico.

 

Brasilien taber pusten mens Colombia stormer frem – forskellen er markedskapitalisme

Vi skal kun få år tilbage før man ville være helt til grin, hvis man nævnte Colombia som et fremtidigt vækstmirakel. Derimod var der ingen ende på den rosende omtale af Brasiliens fremtidsudsigter. Sådan er det ikke længere. Her på bloggen har vi allerede for lang tid siden konstateret at Brasilien står overfor betydelige udfordringer, hvis man vil fastholde rimelige vækstrater, mens vi har fremhævet Colombia som en mulig stjerne.

I denne uges economist er der to glimrende artikler om henholdsvis Brasiliens nedtur og Colombia’s vækstscenarie .

På trods af at bytteforholdet for Brasiliens eksport er steget med 25 procent de seneste 10 år, har det ikke kunne kompensere for at kraftigt stigende lønninger (drevet af politisk betingede høje stigninger i mindstelønnen), meget lav vækst i produktivitet, et komplekst skattesystem på et meget højt niveau – skattetrykket i Brasilien er på næsten 38 procent af BNP, og manglende investeringer i infrastrukturen er alle med til at forklare, at man nu regner med væsentligt lavere økonomisk vækst i de kommende år.

Stigende protektionisme og mangel på tiltrængte markedsreformer lægger yderligere til.

Economist er blot de seneste, som konstaterer at fremtiden ser mindre lys ud for Brasiliens økonomi. Tidligere på måneden var det Ruchir Sharma i artiklen “Bearish on Brazil” i Foreign Affairs, som pegede på at det står skidt til med B’et i BRIC landene.

Helt anderledes i Colombia. Her er en frihandelsaftale med USA trådt i kraft, dækkende stor set alle produkter. Man regner med at aftalen allerede i år vil indebære, at BNP stiger en procent ekstra, mens der vil blive skabt 300.000 nye jobs. En lignende aftale forventes at træde i kraft i forhold til EU senest i 2013.

Brasilien har fortsat et højere BNP per indbygger end Colombia, men som The Economist erkender – og som jeg har skrevet ved flere lejligheder – er Brasiliens vækst slet ikke så imponerende når man kigger nærmere efter. Det er ikke usandsynligt at Colombia allerede i indeværende årti (i lighed med Peru) overhaler Brasilien målt på BNP per capita.

En væsentlig forskel mellem Brasilien på den ene side og lande som Colombia og ikke mindst Peru, Panama og Chile på den anden er, at mens Brasilien fortsat bekender sig til semi-planøkonomisk statskapitalisme, er forbilledet for Colombia, Peru, Chile og Panama markedskapitalisme. Det som venstrefløjen fnysende omtaler som neo-liberalisme.

Man kan jo kalde det hvad man vil. Men det bliver alt tydeligere, at lande som fastholdt momento og fortsatte markedsreformerne fra 1990erne (for Chiles vedkommende fra 1970erne), oplever langt større økonomiske fremskridt end de som helt eller delvist vendte tilbage til eller fastholdt den traditionelle statscentrerede økonomiske model.