I dag er genopstandelsen dag i Venezuela. I hvert fald hvis man lytter til præsidentkandidaten for PSUV, den midlertidige præsident, Nicolas Maduro. Ikke kun omtaler han sig selv som “Chávez søn” og fortæller, at han for få dage siden talte og sang med Chávez ånd i form af en lille fugl. Nej han har erklæret, at når venezuelanerne går til valgurnerne i dag og stemmer på ham som præsident, så svarer det til selve Jesus genopstandelse. Så absurd har retorikken været i den korte og intense valgkamp op til dagens valg. Afdøde præsident Chávez har været over alt, på plakater og vægmalerier, på TV og i lyd som gjalder ud fra højtalere i Venezuelas gader.
Mens kriminalitet, el-afbrydelser og varemangel er blevet forklaret med at være udenlandske (amerikanske) og indenlandske (oppositionslederen Capriles) værk, har Maduro ført en valgkamp på lige dele skræmmekampagne (Capriles vil tage alt fra jer), religiøse metaforer og lovning på nye jobs og boliger, 45 procent højere mindsteløn og andet godt, hvis han vinder.
Og han vinder formentlig valget med en betydelig margin.
Som under tidligere valgkampe har de statslige medier stået fuldstændigt ubegrænset til rådighed for Maduro, men Capriles stort set ingen tid har fået stillet til rådighed. Som under tidligere valgkampe er Capriles tilhængere blevet mødt med voldelige overfald.
Og som under valgkampen i efteråret har man igen og igen beskrevet Capriles som stærkt højreorienteret og ude på at afskaffe sociale programmer og enhver form for velfærdsstat.
Sidstnævnte er nærmest komisk. Capriles går til valg på hvad der vel nærmest må kaldes en venstreorienteret socialdemokratisk platform inspireret af Brasiliens populære præsident Lula.
I de sidste dage har Maduro også inddraget Mercosur, som Venezuela under noget kaotiske omstændigheder blev medlem af sidste år. Således annoncerede han på et af de sidste valgmøder, at “Brasilien og Argentina har konfirmeret deres støtte til vort land, og efter valgsejren på søndag bliver jeg også præsident for Mercosur”. Han refererede nok til, at hvert land i Mercosur skiftes til at have formandsskabet et halvt år af gangen og at Venezuela overtager dette i 2. halvår 2013. Men hvorfor besvære sine vælgere med den slags detaljer? Det lyder jo ulige bedre, at kunne erklære sig selv for præsident for Mercosur.
Et højdepunkt ved valgmødet var en video med Chávez, hvor denne annoncerede, at “i tilfælde af at jeg fysisk ikke er mere, skal i vælge Maduro til præsident”.
Derudover lovede han at indføre dødstraf for korruption (der formentlig aldrig har været højere end under Chávez 14 år ved magten), bekæmpe inflationen, som er på ca. 30 procent om måneden og gøre noget ved den galoperende kriminalitet. Venezuela har Sydamerikas og en af verdens højeste mordrater.
Ja, han har endda antydet, at han vil reducere antallet af cubanere i det venezuelanske militær. Det og kriminaliteten var emner som Chávez ikke tog op når han førte valgkamp. Det har derimod været centrale temaer hos Capriles, der også har lovet at kigge på alle Venezuelas kontrakter med udlandet – bl.a. Kina, Rusland og Argentina. Kun de som er til gavn for Venezuela skal fastholdes.
Capriles prøvede også under valgkampen i efteråret at slå på disse temaer, uden større succes. Ligeledes har han prøvet at latterliggøre Maduros påkaldelse af Chávez, hvilket næppe heller får den store effekt.
Venezuela er i dag et voldsomt splittet land. Og mens den mere veluddannede og velstående del af befolkningen primært stemmer på Capriles. Hvis de da ikke simpelthen forlader landet. Både Florida i USA og Colombia har oplevet en massiv tilstrømning af middelklasse-venezuelanere siden Chávez overtog magten i 1998.
Resten af befolkningen stemmer primært på Chávez. PSUV har ca. 7,7 mio. medlemmer (Venezuelas samlede befolkning er på ca. 29 mio.). Et medlemsskab som giver adgang til boliger, jobs og mange andre benefits. Alt sammen betalt med offentlige midler, som kanaliseres uden om det officielle statslige budget. Så længe Maduro og PSUV kan garantere disse ydelser vil de kunne regne med støtte fra en betydelig del af befolkningen. Alt dette er naturligvis kun muligt på grund af landets olierigdomme, og det er endda et åbent spørgsmål om man reelt kan fortsætte dette stemmekøb som hidtidigt. Som tidligere beskrevet i indlæg her på bloggen, er Venezuelas økonomi i en elendig forfatning og der er et enormt efterslæb i nødvendige investeringer.
Men indtil videre ser det ikke ud til at de økonomiske problemer er tilstrækkeligt store til at det kan true Maduros valgsejr. Men om 5 år kan det se helt anderledes ud.
