Niels Westy – Page 6

Er Brasilien på vej ud af Mercosur?

At Brasilien skulle overveje at træde ud ud af Mercosur var nok utænkeligt for de fleste for bare et år siden. Men det er ikke desto mindre et muligt scenarie, der nu tales om i Brasilia, hvis ikke man kan komme gennem med – som minimum – et mere fleksibelt samarbejde.

Som det er læserne af Americas.dk bekendt, er jeg mildt sagt forbeholden overfor den brasilianske økonomis muligheder for at sikre vækst og velstandfremgang. Det skyldes primært,, at man hænger fast i en økonomisk model med rødder tilbage til 1. halvdel af det 20. århundrede (reelt længere tilbage) og en manglende erkendelse af betyndingen af frie markeder.

Men til forskel fra andre af de større sydamerikanske lande (læs: Argentina) er der heldigvis et andet kendetegn ved Brasilien. En udpræget grad af pragmatisme. Det er utvivlsomt grunden til at man aldrig har oplevet den form for økonomisk og politiske nedsmeltning, som andre lande i regionen.

Præsident Dilma Rousseff har således i klare vendinger kritiseret den manglende interne handel i Mercosur – med eksplicit adresse til Argentina – i et interview med en radiostation i Porto Alegre.

På et møde tilbage i august, skulle Dilma Rousseff og Uruguay’s præsident, Jose Mujica, have talt om et Mercosur i flere hastigheder. Uruguay har i årevis kritiseret samarbejdet i Mercosur, og ved flere lejligheder luftet muligheden for at forlade samarbejdet, ligesom man har observatør status i Alianza del Pacifico.

I Brasilien raser en intens debat om Mercosur og udenrigshandlens betydning for den fortsatte økonomiske udvikling. Ikke kun den konkurrencedygtige og meget effektive landbrugssektor presser på for at komme videre i forhandlingerne med EU om en frihandelsaftale. Også de dele af industrien, som er potentielt konkurrencedygtig, ønsker en mere eksportorienteret og mindre protektionistisk politik.

Kombinationen af lav økonomisk vækst og frygt for at blive “lukket ude” i takt med at der indgås frihandelsaftaler uden om Brasilien – ikke mindst mellem EU og USA, synes at have haft sin virkning.

Brasilien og Uruguay har således fremsat et fælles forslag som skal bruges til at få sparket nyt liv i forhandlingerne med EU. Fra EUs side lægger man ikke skjul på, at det reelt set kun er Brasilien, verdens 5-6 største økonomi, der er af interesse.

Men før man kan gå videre, skal alle Mercosur landende være enige. Og det er langt fra sikkert. Både Argentina og samarbejdets seneste medlem, Venezuela, er ikke just kendt som hverken fortalere for mere handel eller troværdige forhandlingspartnere.

Derfor tales der nu om, at enden på det hele kan blive at Brasilien forlader Mercosur. Det vil reelt indebære Mercosur’s endeligt. Skulle det ende med at Brasilien trækker sig, hvilket dog fortsat må anses for lidet sandsynligt, vil både Paraguay og Uruguay, som begge har flirtet med tanken om at søge optagelse i Alianza del Pacifico (hvilket er umuligt, så længe de er medlem af Mercosur), forlade samarbejdet omgående.

Opbakningen til præsident Dilma Rousseff styrtdykker

Ifølge analyseinstituttet Datafolha’s seneste måling er opbakningen til Dilma Rousseff i frit fald.

Siden sidste måling i begyndelsen af juni – det vil sige før de store demonstrationer – er andelen af adspurgte som mener at Dilma Rousseff klarer sig godt (Ótimo/bom) faldet med 27 procentpoint.

Samtidig er andelen som er meget negative (Ruim/Péssimo) steget fra 9 til 23 %.

Det er væsentligt at understrege, at målingen er foretaget efter Dilma’s to TV-taler og regeringens udspil, se også. Dette er den ringeste opbakning siden Dilmas indsættelse som præsident.

For personer med videregående uddannelse (21%), de rigeste (21%) og i byer med mere end 500.000 indbyggere ( 24%), ligger opbakningen under gennemsnittet. Blandt folk med korte eller ingen uddannelse (38%), i de nordøstlige stateter (40%) og i byer med mindre end 50.000 indbyggere (38%), ligger Dilma popularitet over gennemsnittet.

Det er nok for tidligt at sige noget om hvilke implikationer dette har for det forestående præsidentvalg i 2014. Men at Dilmas forsøg på at imødekomme den frustration, som sidste uges demonstrationer var udtryk for, må indtil videre konstateres ikke at virke. Hvad der for få uger siden så ud som et sikkert genvalg er måske ikke så sikkert længere?

Målingen er baseret på interviews med 4.717 repræsentative personer torsdag den 27. og fredag den 28 juni.

Opfølgning på sidste uges protester i Brasilien

Siden Dilma Rousseff i fredags annoncerede på direkte TV at hun ville mødes med repræsentanter for de protesterende er det gået stærkt.

Allerede mandag var hun igen i TV, denne gang for at annoncere en plan for forandring. Den indeholdt bl.a. forstærket kamp mod korruption, investeringer i sundhed og uddannelse samt forslag til reformering af det politiske system.

I dag har har kongressen vedtaget at 75 procent af de statslige indtægter fra den såkaldte pre-sal olieudvinding skal gå til forbedringer af uddannelses sektoren, mens 25 skal gå til sundhed. Regeringen ønskede oprindeligt – og fortsat – at 100 procent af indtægterne skal gå til uddannelse.

Det skal understreges at øgede midler til uddannelse og sundhed allerede var på dagsorden inden protesterne.

Formentlig kan man også se frem til ændringer i valgsystemet, således at denne proces bliver mere transparent. Som valgsystemet er indrettet i dag er det f.eks. ikke muligt at stille op som uafhængig kandidat til hverken nationale, regionale eller lokale valg. Oprindeligt var tanken fra Dilma og regeringens side vist, at man ønskede at vælge en særlig grundlovsgivende forsamling, som alene skulle udforme forslag til de dele af grundloven som omhandler valg af repræsentanter til de lovgivende forsamling. Dette udløste straks kritik fra flere sider, for i lidt for høj grad at minde om hvad man tidligere har set i bl.a. Bolivia under Evo Morales.

Nu peger meget på at brasilianerne skal til folkeafstemning om ændringer i grundloven til oktober.

PEC 37 nedstemt

En klar sejr synes at have været, at tillæg 37 (PEC 37) til forfatningen i dag blev nedstemt med overvældene flertal. Kun 9 stemte for. Blandt de som stemte mod var flere som oprindeligt havde været med til at udforme PEC 37. Flere senatorer har da også i dagens aviser henvist direkte til demonstrationer, når de skulle forklare deres modstand mod forslaget.

Forslaget gik ud på at fjerne den offentlige anklagemyndigheds (Ministerio Publico), for selv at initiere og udføre efterforskning. Dette er af mange blevet opfattet som en klar svækkelse af mulighederne for at efterforske mulig korruption og magtmisbrug på statsligt og delstatsligt niveau.

Demonstrationerne fortsætter, men med formindsket styrke.

Demonstrationerne har været langt mindre siden torsdag. I forbindelse med dagens fodboldkamp mellem Brasilien og Uruguay, forventes dog igen demonstrationer, ikke mindst i Bela Horisonte, hvor kampen spilles.

Chile vil betale mødre for at føde flere børn

The Economist har i sit seneste nummer to historier om den faldende befolkningstilvækst i Latinamerika. Den ene omhandler et forslag fra den chilenske regering, hvorefter kvinder vil blive kontakt belønnet for at føde flere end 2 børn. Det 3. barn vil indbringe ca. 1150 kroner, det 4. barn ca. 1700 kroner. Derefter vil man modtage ca. 2300 kroner for hvert barn man derudover.

Baggrunden er at fertilitetsraten er faldet til 1,8 barn per kvinde i den fødedygtige alder. Hermed har man sammen med Brasilien regionens laveste fertilitet. Jeg skrev om det sidste år, se her .

Med den lave fødselsrate er det på sigt ikke muligt at opretholde det nuværende befolkningstal, samtidig med at andelen af befolkningen i den arbejdsdygtige alder vil falde. Frygten er at, med mindre man øger arbejdsudbuddet vil det ikke være muligt for kommende generationer af pensionister at opnå en rimelig levestandard.

Det er jo en diskussion som vi også kender fra vores del af verden. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved hvor alvorligt problemet er i Chile, givet at de har en privat pensions-system, hvor folk selv sparer op. Problemet er i hvert fald en del mindre end i lande som i højere grad end Brasilien lover sine borgere at de til enhver tid beskæftigede vil betale deres pension. Det kender vi fra Europa, og det er tilfældet i flere andre latinamerikanske lande.

At pensionsbetalinger allerede i dag lægger beslag på en absurd stor del af den brasilianske stats indtægter skyldes dog ikke det faldende fødselstal, men derimod de absurd høje pensioner til tidligere offentligt ansatte. Et system som fungerede da den offentlige sektor var relativt lille og levetiden begrænset.

Mens de skændes i Mercosur, er der fart på integration og udvikling af Alianza del Pacífico

Den 23. maj er der topmøde i Alianza del Pacífico. Integration og afvikling af handelshindringer mellem de 4 medlemslande, Chile, Peru, Colombia og Mexico fortsætter i højt tempo. Det står i skærende kontrast til Mercosur, hvor udviklingen for længst er gået i stå og man til gengæld skændes så det brager.

I forrige uge mødtes finansministrene fra Chile, Peru, Colombia og Mexico i Perus hovedstad Lima, som optakt til topmødet i Alianza del Pacífico senere på måneden i Cali, Colombia. Blandt emnerne var den fortsatte integration af kapitalmarkederne. Allerede sidste år fusionerede børsene i Peru, Chile og Colombia. Mexico forventes at følge efter senere i år. Herefter vil de 4 landes fælles børs være Latinamerikas største.

Som jeg skrev for nylig, vil man på det kommende topmøde underskrive en fælles aftale, hvorefter 90 procent af vare- og tjenesteydelser kan handles frit og uden afgifter mellem medlemslandende. I løbet af de kommende år vil told på de restende varer- og tjenesteydelser også blive udfaset.

Imens skændes de fortsat i Mercosur

Mens samarbejdet mellem landende i Alianza del Pacífico udvikler sig med raketfart, står det anderledes skidt til i Mercosur. I modsætning til Alianza del Pacífico, som er et rent økonomisk samarbejde, har Mercosurs dagsorden alle dage været langt mere ambitiøs og politisk. Til gengæld står det skidt til med resultaterne.

Det synes efterhånden mere at være reglen end undtagelsen, at man skændes så det brager. Ikke mindst Argentinas manglende evne til at overholde indgåede aftaler giver anledning til tilbagevendende slagsmål mellem landene. Uruguay har beklaget sig i årevis, og for nylig udtalte vicepræsident Danilo Astori, at forholdet til Argentina aldrig har været ringere. Også Brasilien klager over Argentina.

Efter et møde for nylig mellem Cristina Fernandez og Dilma Roussef, som oprindeligt var sat til 2 dage, men kun varede en enkelt, er forholdet mellem de to lande på frysepunktet.

Det handler ikke kun om de økonomiske relationer mellem de to lande, men også om, at Christina Fernandez og hendes regering i stigende grad underminerer både retssystemet og mediernes uafhængighed.

Alianza del Pacífico og Mercosur – en verden til forskel.

Groft sagt kan Mercosur betegnes som et forsøg på at lave en pendant til EU, mens ADP mest af alt kan sammenlignes med en fusion af et frihandelsområde og det indre markeds frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Således står det medlemmerne af Alianza del Pacífico frit for, at indgå frihandelsaftaler (FTA) med trediepart, mens det ikke er muligt for medlemmerne af Mercosur.

Selv internt er man langt fra det mål om fri handel mellem medlemslandene, som oprindeligt var et af hovedformålene. De seneste 10 år er betydningen af den interne samhandel endda faldet. Det fremgår af figuren til højre, hentet fra The Economist.

Mens man oplevede en betydelig stigning i 1990erne, som var præget af reformer og afregulering, har flere af de centrale lande i samarbejdet, ikke mindst Argentina, i indeværende årtusinde ført en langt mere nationalistisk orienteret og protektionistisk økonomisk politik.

At man i en overskuelig fremtid skulle nærmere sig den oprindelige målsætning med at skabe et egentlig indre marked i Mercosur er da også mere end tvivlsomt. Det vil kræve et paradigmeskifte i først og fremmest Argentina og Brasilien. Optagelsen af Venezuela sidste år må forventes at forværre dette problem.

Helt anderledes ser det ud for Alianza del Pacífico. I modsætning til Mercosur, er der tale om et rent økonomisk samarbejde (for en relativt grundig gennemgang af Mercosur, se Wikipedia).

Formålet med Alianza del Pacífico er at styrke integrationen mellem medlemsstaterne, for hermed at være konkurrencedygtige i den globale økonomi. Men i modsætning til Mercosur er der tale om et åbent samarbejde. Samtidig med at man ønsker fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandende, ønsker man også at fremme frihandel med andre dele af verden. I modsætning til Mercosur, hvor de enkelte medlemslande ikke frit kan indgå frihandelsaftaler med andre lande eller andre handelssamarbejder. Er det muligt for medlemslandende i Alianza del Pacífico.

Den større åbenhed fremgår da også tydeligt af, at hvor landende i Mercosur samarbejdet kun har indgået få og ubetydelige aftaler, har Alianza del Pacífico-landene allerede eller er på vej til at indgå aftaler med stort set alle vigtige internationale samhandelspartnere.

Resultatet er, at Alianza del Pacíficos kombinerede handelsaftaler dækker markeder med et samlet BNP, som er ca. 75 gange større end Mercosurs tilsvarende indgåede handelsaftaler dækker.

Fremtiden ligger ved Stillehavet

Mercosur er målt på befolkning og samlet BNP større end Alianza del Pacífico.

Til gengæld er BNP per indbygger ca. 23 procent højere i Alianza del Pacífico end i Mercosur. En forskel som forventes at stige,

Mens især Venezuela og Argentina, men også Brasilien står overfor betydelige økonomiske udfordringer og risiko for, efter regionale forhold, beskeden vækst de kommende år, forventes især Chile, Peru og Colombia fortsat at være blandt de hurtigst voksende økonomier i regionen.

Som det fremgår af nedenstående tabel over vækstraterne de seneste 2 år samt IMF’s forventede vækstrater i 2013 og 2014, forventes forskellen i samlet BNP fortsat at mindskes.

På længere sigt bliver det afgørende hvad der sker i de to blokkes dominerende økonomier, Brasilien og Mexico. Den økonomiske aktivitet i de to lande udgør ca. 2/3 af de respektive blokkes samlede økonomiske aktivitet.

Indfrier Mexico endelig forventningerne?

Mens Brasilien står med store udfordringer i forhold til at fastholde fortsat vækst, se også her, er det store spørgsmålstegn i forbindelse med Mexico, hvorvidt man evner at gennemføre de nødvendige reformer. Mexicos økonomiske udvikling har de senere årtier generelt været skuffende, primært fordi man ikke har magtet at følge handelsliberaliseringer op med de nødvendige interne reformer. Primært i forhold til indretningen af arbejdsmarkedet, samt en række indenlandske sektorer præget af manglende konkurrence, og for energisektoren yderligere domineret af ineffektive statslige investeringer.

Med Enrique Peña Nieto valgsejr sidste år sidder PRI igen på præsidentposten, som man gjorde i 70 år frem til 2000, hvor den konservative (PAN) Vincente Fox vandt præsidentvalget ved Mexicos første reelle demokratiske og fair valg i landets historie. Hverken Fox eller hans ligeledes konservative efterfølger Calderon var i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Først og fremmest på grund af modstand fra kongressen, ført an af PRI. Forhåbningerne er nu, at Peña er i stand til det.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at efter år med relativ lav vækst, har denne de seneste par år været anderledes gunstig. De seneste 2 år er Mexicos økonomi vokset væsentligt hurtigere end Brasiliens. I 2011 dobbelt så meget, og i 2012 3 gange så meget.

Mere og mere tyder på at Mexico også i de kommende år vokser hurtigere end Latinamerikas største økonomi. Dels på grund af Brasiliens indbyggede strukturelle problemer, se tidligere indlæg, og dels på grund af hastigt stigende lønninger i Kina, hvorved Mexico sammen med bl.a. Colombia i stigende grad ses som et alternativ som produktionsland med USA som hovedmarked.

Også en række andre forhold tæller til Mexicos fordel. Forsørgerbyrden er faldende – og sammen med Indien vil Mexico i 21020 have den laveste forsørgerbyrde, blandt verdens væsentlige økonomier.

Samtidig stiger lønningerne hastigt i Kina og forventes snart at overhale de mexicanske (og colombianske).

Brasilien derimod er karakteriseret ved dets fortsat beskyttede indenlandske industri netop ikke er konkurrencedygtig. Groft sagt bygger den brasilianske model fortsat på eksport af primærprodukter samt et relativt lukket indenlandsk marked. Det samme gør Argentinas, mens Venezuelas økonomi er fuldstændig domineret af olieindustrien.

For disse lande udgør Mercosur grundlæggende et forsvarsværk mod resten af verden og den globale økonomi opfattes fortsat primært som en trussel mod egen national udvikling. Dette modsat den grundlæggende holdning bag Alianza del Pacífico. Her ses samarbejde og integration som en mulighed for at styrke konkurrenceevnen og tværtimod indgå i den internationale arbejdsdeling og fortsatte globalisering. Allerede i dag er Alianza del Pacíficos økonomier da også langt mere åbne og markedsorienterede end Mercosur-medlemmernes.

Ifølge CEPAL stod Chile, Peru, Colombia og Mexico således for 54 procent af den samlede eksport i Latinamerika i 2011, mens Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela stod for 35 procent.

To forskellige visioner for Latinamerikas fremtid

Valget mellem Mercosur og Alianza del Pacífico er mere end et valg af samarbejdspartnere. Der er i lige så høj grad tale om et grundlæggende valg af økonomisk og politisk model.

Det ses til dels af hvilke lande som er medlemmer af de organisationer. Chile og Peru har begge en neoliberal grundlov, der eksplicit understøtter en markedsmodel og hindrer statslig indblanding. Ligeledes eksisterer der en grundlæggende konsensus i de 4 lande om begrænset rolle i markedet for staten. Det er ikke tilfældet i hos de tre store medlemmer af Mercosur, Brasilien, Argentina og Venezuela. Omend der er stor forskel fra Venezuelas “socialisme for det 21. århundrede” til Brasiliens mere pragmatiske statskonservative/positivistiske økonomiske model, har staten en helt central rolle i de tre landes økonomier. Det sætter de to restende medlemmer, Paraguay, et af Latinamerikas fattigste lande, og ikke mindst Uruguay i et afgørende dilemma.

Pressen i Paraguay, som er modstandere af Venezuelas optagelse i Mercosur, har i flere omgange luftet mulighederne for at man forlader Mercosur og søger optagelse i Alianza del Pacífico. Bl.a. har man påpeget at eksporten til Mercosur og Alianza del Pacífico er stort set lige stor. Som omtalt flere gange på denne blog er Uruguays regering meget kritisk over for udviklingen i Mercosur, og den socialistiske præsident Mujica, har i flere omgange slået til lyd for, at Mercosur er spild af tid.

Begge lande deltager da også som observatører – sammen med Portugal, Canada, Japan, Guatemala, Spanien, Australien og New Zealand, Costa Rica og Panama – ved det kommende topmøde i Alianza del Pacífico senere i maj. Men hvor både Costa Rica og Panama søger optagelse – Costa Rica bliver formentlig medlem allerede i år – er både Paraguay og Uruguays deltagelse nok mere symbolsk, mens truslerne om at skifte Mercosur ud med Alianza del Pacífico på nuværende tidspunkt næppe er alvorligt ment.

Det kan dog ændre sig hurtigt i de kommende år. Selv i Brasilien er der røster fremme om, at man i yderste konsekvens bør forlade Mercosur, eller i det mindste kræve, at man på egen hånd kan lave frihandelsaftaler til anden side. En debat som oprettelsen af Alianza del Pacífico har forstærket.

Måske kan EU lære noget af Alianza del Pacífico?

Da Mercosur blev grundlagt for mere end 20 år siden var forbilledet vist EU og det indre marked. På papiret ser organisationen skam også imponerende ud og formålserklæringerne fejler skam ikke noget. Til gengæld er det småt med resultaterne.

Alianza del Pacífico har en langt mindre med samtidig økonomisk langt mere slagkraftig ambition; at sikre høj vækst og velstand i medlemsstaterne gennem økonomisk integration og frihandel. Det begrænsede samarbejde ser til gengæld ud til at fungere – og mon ikke det ligger tættere på f.eks. Englands ide om det ideelle EU, end vores nuværende EU gør?

Med tanke på den stigende modstand mod EUs politiske overbygning og Europas generelle økonomiske fortrædeligheder, er der nok en og anden – og udenfor England – som gerne så et mindre ambitiøst EU. Et EU, der til gengæld i højere grad fokuserede på de områder vi ved skaber vækst og velstand – nemlig frihandel og “naturlig” økonomisk integration.

Måske vil udviklingen i Latinamerika på sigt indebære, at vi også i vores del af verden erkender hvad der bedst sikrer bedre levevilkår for borgerne. Man har jo lov at håbe 🙂

Colorado-partiet vinder præsidentvalget i Paraguay.

Sidste søndag valgte Paraguay ny præsident. Det blev den konservative Horacio Cartes, en af Paraguays rigeste mænd, som løb af med sejren. Hermed er vejen åben for at Paraguay kan genindtræde i Mercosur, efter at have været suspenderet siden juni sidste år, hvor parlamentet afsatte den daværende præsident, Fernando Lugo, fra det “liberale parti”.

Cartes vandt med 46 procent af stemmerne foran den nærmeste konkurent, Efraín Alegre, fra det liberale parti – (Paraguay Allegre), som fik 37 procent.

Med Cartes valgsejr sidder Colorado partiet igen på magten i Paraguay, som de har gjort det næsten uafbrudt siden 1947, fra 1954 til 1989, med Alfredo Stroessner som præsident.

Paraguay er et af Sydamerikas absolut fattigste lande – BNP per indbygger er ca. det halve af Brasilien – mens mere end 1/3 af befolkningen lever i fattigdom.

Efter et par år med ringe vækst, forventes den økonomiske i 2013 dog at nærme sig 10 procent.

Venezuela og Paraguay

Jeg har tidligere skrevet på denne blog om hele miseren i forbindelse med afsættelsen af Fernado Logo sidste år, og den efterfølgende suspendering fra Mercosur. Paraguay havde længe blokeret for optagelsen af Venezuela. De tilbageværende medlemmer brugte derfor suspenderingen af Paraguay til at optage Venezuela.

Det er muligvis grunden til at en af de første som lykønskede Cartes med sejren ved præsidentvalget, var den også nyligt valgte præsident i Venezuela Maduro. Få dage efter Cartes valgsejr kontaktede Maduro således Cartes med en opfordring om at man skal normalisere forholdet mellem de to lande. Risikoen er nemlig, at Paraguay, som aldrig har accepteret suspenderingen fra Mercosur, når man genindtræder i Mercosur til august, vil afvise at Venezuela er medlem.

Paraguay anklager således Venezuela for at have støttet Lugo, og opfordret Paraguay’s militær til at gribe ind for Lugo og mod landets folkevalgte parlament. Maduro var på daværende tidspunkt udenrigsminister og i Paraguay den 21. juni, hvor Lugo blev afsat. Angiveligt skulle han personligt have opfordret Paraguays militære chefer til at gå på gaden og vise deres støtte til Lugo.

Der er ingen tvivl om, at de andre Mercosur lande helst ser at denne strid er bilagt før Paraguay genindtræder i Mercosur. Ikke mindst Brasilien, som har store økonomiske interesser i landet. En stor del af Paraguay’s sojaplantager (Paraguay er verdens 3. største producent) er således brasiliansk ejet.

Hvor mange fattige er der egentlig i Argentina?

Andelen af den argentinske befolkning, som lever i fattigdom og absolut fattigdom – defineret som 6 pesos per dag per person – faldt i 2012 til henholdsvis 5,4 procent og 1,5 procent ifølge officielle tal.

Det er en forskningsenhed på UCA (Argentinas Katolske Universitet), dog langt fra enig i. Ifølge deres beregninger lever ca. 11 mio. ud af en befolkning på ca. 40 mio. i “almindelig” fattigdom. Med andre ord ca. 5 gange så mange som officielt angivet. Også med hensyn til andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom er der meget stor forskel på de officielle tal og UCIs beregninger.

Ifølge UCI lever 5,5 procent af befolkningen i absolut fattigdom, mod den officielle angivelse på 1,5 procent.

Forskellen fremkommer primært på grund af forskelle i de beregnede variable, der grundlæggende er indkomst og priser. Her anvender Indec den officielle inflationsrate, som formentlig er under det halve af den reelle inflation.

Men underdriver de officielle beregninger fattigdommen i Argentina, er der nu også god grund til at være skeptisk overfor UCAs beregninger, da deres resultater reelt placerer Argentina på niveau med Brasilien, hvilket virker fuldkommen usandsynligt. Givet at BNP per indbygger er væsentligt højere i Argentina end Brasilien (uanset manipulation med tallene), mens GINI-kvotienten er en del lavere.

Pinocchio økonomi – Argentina

Det brasilianske ugeblad Veja, der udkommer i et ugentligt oplag på ca. 1 million eksemplarer, har en giftig, men også morsom artikel om Argentina i sit seneste nummer. Artiklen er ledsaget af en herlig illustration, hvor præsident Kirschner optræder som Pinocchio, hvis næse som bekendt voksede, når han løj.

Og hendes næse er efterhånden lang. Den reelle inflation er ca. 3 gange højere end den officielle. Den faktiske fattigdom, både “almindelig” og ekstrem, er mere end 3 gange højere end regeringen anerkender. BNP vokser kun halvt så hurtigt som man påstår og valutareserverne er 25 procent lavere end opgivet.

Det er Argentina, og sådan har det ofte været. Tilsyneladende lærer man det aldrig.

Læs artiklen fra Veja her (Portugisisk).

Oppositionen nægter at anerkende valget af Maduro til ny præsident

Da Hugo Chavéz i oktober sidste år vandt klart over Henrique Capriles, var sidstnævnte hurtigt ude og anerkende valgnederlaget. Sådan er det ikke denne gang. Som flere medier kan berette, nægter Capriles at anerkende valget af Maduro. Ifølge oppositionens egne interne opgørelse mener man tværtimod, at Capriles vandt valget med 300.000 stemmer og der kræves omtælling.

Det afvises af et flertal i det nationale valgråd, som består af 5 personer. Kun den ene representant for oppositonen i valgrådet bakker op om en omtælling.

Oppositionen mener at have dokumentation for 3200 tilfælde af valgsvindel, intimidering og andre former for uregelmæssigheder, og Capriles har opfordret sine tilhængere til at gå på gaden og protestere fredeligt.

Det gjorde hundredevis af demonstranter da også i går, og i Caracas endte det alt andet end fredeligt. Her kom det til sammenstød mellem stenkastende demonstranter og politiet, som brugte tåregas.

Det er tvivlsomt, om Capriles selv tror på en omtælling, og hvis det bliver til noget, en omgørelse af valget. Men med protesterne er man med til at sætte spørgsmålstegn ved Maduros legitimitet, hvilket yderligere svækker ham.

At han vandt med så smal en margin er i sig selv et nederlag. Og de demonstrationer der finder sted for øjeblikket er i sig selv en understregning af, at han ikke har Chavéz position.

Hvordan regimet vil reagere, hvis protesterne fortsætter er ikke til at vide. Men vælger man at slå hårdt igen, vil det i sig selv styrke oppositionens fortælling. Det er ikke nemt at være Maduro i disse dage og finde en grimasse, der kan passe.

Se også http://www.b.dk/globalt/venezuelas-regering-afviser-omtaelling

Begyndelsen til enden for “det 21. århundredes socialisme”

Sent søndag aften blev Nicolas Maruro erklæret for vinder af præsidentvalget i Venezuela. Det var ikke nogen stor overraskelse. Det var det til gengæld, at han kun slog oppositionens kandidat, Henrique Capriles, med 235.000 ud af små 15 mio. af afgivne stemmer (50,66 procent mod 49,07 procent). De fleste iagttagere, inklusiv undertegnede, havde regnet med en langt større valgsejr. Faktisk fik Maduro færre stemmer end antallet af medlemmer af regeringspartiet, PSUV.

Capriles har forlanger, at alle stemmer skal tælles igen og anklager Maduro for valgsvindel. Det kommer der næppe noget ud af.

Men selv om Maduro vandt valget er det Capriles som står tilbage som vinder. Havde han tabt valget klart, som det var tilfældet i efteråret mod Chávez, ville hans position som oppositionens leder været alvorligt svækket. Nu står han styrket, og med sine 40 år har han fremtiden foran sig. Og hans chance kan sagtens komme længe før det næste ordinære præsidentvalg i 2018.

Begyndelsen til enden for den bolivianske revolution?

Nicolas Maduro står tilbage som en svækket præsident, og den meget smalle valgsejr hjælper ham bestemt ikke den interne magtkamp, som ligger og lurer i regeringspartiet, som er delt op i rivaliserende fraktioner og ikke kan opfattes som et parti i vores forstand.

En af de konkurrenter som står på spring er Diosdado Cabello, tidligere officer, leder af PSUV og formand for parlamentet.

Maduros udfordringer er enorme. På trods af en oliepris på over 100 dollar tønden, er staten reelt løbet tør for penge. Det 21. århundredes socialisme baserer sin magt på evnen til at købe støtte via uddeling af penge og privilegier i kraft af olieindtægterne. Og med mindre oliepriserne stiger pludseligt, står man med et akut offentligt finansieringsproblem.

Inflationen har længe ligget omkring 30 procent p.a. – reelt er den højere, men holdes ned af lovfastsatte priser. Valutareserverne falder hastigt og der er mangel på en række basisvarer. Økonomien er på vej i recession og samtidig lider man under hyppige blackouts, mens infrastrukturen er blandt regionens værste.

Hvis denne udvikling skal vendes, kræver det offentlige besparelser og en stabilisering af økonomien. Men det vil ramme de grupper, som regimet baserer sin magt på med det samme.

Samtidig indebærer den smalle valgsejr at Maduro risikerer at den interne opbakning svinder til upopulære tiltag.

Venezuela går så sandelig en spændende, men også dyster fremtid i møde. En ting er dog sikkert. Dette er starten på enden for Chavéz bolivianske revolution. Hvad der kommer i stedet, og hvor lang tid der kommer til at gå, før vi oplever et regimeskifte er mere usikkert. Det mest realistiske scenarie er, at regimet vil opløses og falde fra hinanden indefra.

Men man skal aldrig undervurderer magthaveres evner til at udsætte det uundgåelige.