Uruguay – Americas

Mens de skændes i Mercosur, er der fart på integration og udvikling af Alianza del Pacífico

Den 23. maj er der topmøde i Alianza del Pacífico. Integration og afvikling af handelshindringer mellem de 4 medlemslande, Chile, Peru, Colombia og Mexico fortsætter i højt tempo. Det står i skærende kontrast til Mercosur, hvor udviklingen for længst er gået i stå og man til gengæld skændes så det brager.

I forrige uge mødtes finansministrene fra Chile, Peru, Colombia og Mexico i Perus hovedstad Lima, som optakt til topmødet i Alianza del Pacífico senere på måneden i Cali, Colombia. Blandt emnerne var den fortsatte integration af kapitalmarkederne. Allerede sidste år fusionerede børsene i Peru, Chile og Colombia. Mexico forventes at følge efter senere i år. Herefter vil de 4 landes fælles børs være Latinamerikas største.

Som jeg skrev for nylig, vil man på det kommende topmøde underskrive en fælles aftale, hvorefter 90 procent af vare- og tjenesteydelser kan handles frit og uden afgifter mellem medlemslandende. I løbet af de kommende år vil told på de restende varer- og tjenesteydelser også blive udfaset.

Imens skændes de fortsat i Mercosur

Mens samarbejdet mellem landende i Alianza del Pacífico udvikler sig med raketfart, står det anderledes skidt til i Mercosur. I modsætning til Alianza del Pacífico, som er et rent økonomisk samarbejde, har Mercosurs dagsorden alle dage været langt mere ambitiøs og politisk. Til gengæld står det skidt til med resultaterne.

Det synes efterhånden mere at være reglen end undtagelsen, at man skændes så det brager. Ikke mindst Argentinas manglende evne til at overholde indgåede aftaler giver anledning til tilbagevendende slagsmål mellem landene. Uruguay har beklaget sig i årevis, og for nylig udtalte vicepræsident Danilo Astori, at forholdet til Argentina aldrig har været ringere. Også Brasilien klager over Argentina.

Efter et møde for nylig mellem Cristina Fernandez og Dilma Roussef, som oprindeligt var sat til 2 dage, men kun varede en enkelt, er forholdet mellem de to lande på frysepunktet.

Det handler ikke kun om de økonomiske relationer mellem de to lande, men også om, at Christina Fernandez og hendes regering i stigende grad underminerer både retssystemet og mediernes uafhængighed.

Alianza del Pacífico og Mercosur – en verden til forskel.

Groft sagt kan Mercosur betegnes som et forsøg på at lave en pendant til EU, mens ADP mest af alt kan sammenlignes med en fusion af et frihandelsområde og det indre markeds frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Således står det medlemmerne af Alianza del Pacífico frit for, at indgå frihandelsaftaler (FTA) med trediepart, mens det ikke er muligt for medlemmerne af Mercosur.

Selv internt er man langt fra det mål om fri handel mellem medlemslandene, som oprindeligt var et af hovedformålene. De seneste 10 år er betydningen af den interne samhandel endda faldet. Det fremgår af figuren til højre, hentet fra The Economist.

Mens man oplevede en betydelig stigning i 1990erne, som var præget af reformer og afregulering, har flere af de centrale lande i samarbejdet, ikke mindst Argentina, i indeværende årtusinde ført en langt mere nationalistisk orienteret og protektionistisk økonomisk politik.

At man i en overskuelig fremtid skulle nærmere sig den oprindelige målsætning med at skabe et egentlig indre marked i Mercosur er da også mere end tvivlsomt. Det vil kræve et paradigmeskifte i først og fremmest Argentina og Brasilien. Optagelsen af Venezuela sidste år må forventes at forværre dette problem.

Helt anderledes ser det ud for Alianza del Pacífico. I modsætning til Mercosur, er der tale om et rent økonomisk samarbejde (for en relativt grundig gennemgang af Mercosur, se Wikipedia).

Formålet med Alianza del Pacífico er at styrke integrationen mellem medlemsstaterne, for hermed at være konkurrencedygtige i den globale økonomi. Men i modsætning til Mercosur er der tale om et åbent samarbejde. Samtidig med at man ønsker fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandende, ønsker man også at fremme frihandel med andre dele af verden. I modsætning til Mercosur, hvor de enkelte medlemslande ikke frit kan indgå frihandelsaftaler med andre lande eller andre handelssamarbejder. Er det muligt for medlemslandende i Alianza del Pacífico.

Den større åbenhed fremgår da også tydeligt af, at hvor landende i Mercosur samarbejdet kun har indgået få og ubetydelige aftaler, har Alianza del Pacífico-landene allerede eller er på vej til at indgå aftaler med stort set alle vigtige internationale samhandelspartnere.

Resultatet er, at Alianza del Pacíficos kombinerede handelsaftaler dækker markeder med et samlet BNP, som er ca. 75 gange større end Mercosurs tilsvarende indgåede handelsaftaler dækker.

Fremtiden ligger ved Stillehavet

Mercosur er målt på befolkning og samlet BNP større end Alianza del Pacífico.

Til gengæld er BNP per indbygger ca. 23 procent højere i Alianza del Pacífico end i Mercosur. En forskel som forventes at stige,

Mens især Venezuela og Argentina, men også Brasilien står overfor betydelige økonomiske udfordringer og risiko for, efter regionale forhold, beskeden vækst de kommende år, forventes især Chile, Peru og Colombia fortsat at være blandt de hurtigst voksende økonomier i regionen.

Som det fremgår af nedenstående tabel over vækstraterne de seneste 2 år samt IMF’s forventede vækstrater i 2013 og 2014, forventes forskellen i samlet BNP fortsat at mindskes.

På længere sigt bliver det afgørende hvad der sker i de to blokkes dominerende økonomier, Brasilien og Mexico. Den økonomiske aktivitet i de to lande udgør ca. 2/3 af de respektive blokkes samlede økonomiske aktivitet.

Indfrier Mexico endelig forventningerne?

Mens Brasilien står med store udfordringer i forhold til at fastholde fortsat vækst, se også her, er det store spørgsmålstegn i forbindelse med Mexico, hvorvidt man evner at gennemføre de nødvendige reformer. Mexicos økonomiske udvikling har de senere årtier generelt været skuffende, primært fordi man ikke har magtet at følge handelsliberaliseringer op med de nødvendige interne reformer. Primært i forhold til indretningen af arbejdsmarkedet, samt en række indenlandske sektorer præget af manglende konkurrence, og for energisektoren yderligere domineret af ineffektive statslige investeringer.

Med Enrique Peña Nieto valgsejr sidste år sidder PRI igen på præsidentposten, som man gjorde i 70 år frem til 2000, hvor den konservative (PAN) Vincente Fox vandt præsidentvalget ved Mexicos første reelle demokratiske og fair valg i landets historie. Hverken Fox eller hans ligeledes konservative efterfølger Calderon var i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Først og fremmest på grund af modstand fra kongressen, ført an af PRI. Forhåbningerne er nu, at Peña er i stand til det.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at efter år med relativ lav vækst, har denne de seneste par år været anderledes gunstig. De seneste 2 år er Mexicos økonomi vokset væsentligt hurtigere end Brasiliens. I 2011 dobbelt så meget, og i 2012 3 gange så meget.

Mere og mere tyder på at Mexico også i de kommende år vokser hurtigere end Latinamerikas største økonomi. Dels på grund af Brasiliens indbyggede strukturelle problemer, se tidligere indlæg, og dels på grund af hastigt stigende lønninger i Kina, hvorved Mexico sammen med bl.a. Colombia i stigende grad ses som et alternativ som produktionsland med USA som hovedmarked.

Også en række andre forhold tæller til Mexicos fordel. Forsørgerbyrden er faldende – og sammen med Indien vil Mexico i 21020 have den laveste forsørgerbyrde, blandt verdens væsentlige økonomier.

Samtidig stiger lønningerne hastigt i Kina og forventes snart at overhale de mexicanske (og colombianske).

Brasilien derimod er karakteriseret ved dets fortsat beskyttede indenlandske industri netop ikke er konkurrencedygtig. Groft sagt bygger den brasilianske model fortsat på eksport af primærprodukter samt et relativt lukket indenlandsk marked. Det samme gør Argentinas, mens Venezuelas økonomi er fuldstændig domineret af olieindustrien.

For disse lande udgør Mercosur grundlæggende et forsvarsværk mod resten af verden og den globale økonomi opfattes fortsat primært som en trussel mod egen national udvikling. Dette modsat den grundlæggende holdning bag Alianza del Pacífico. Her ses samarbejde og integration som en mulighed for at styrke konkurrenceevnen og tværtimod indgå i den internationale arbejdsdeling og fortsatte globalisering. Allerede i dag er Alianza del Pacíficos økonomier da også langt mere åbne og markedsorienterede end Mercosur-medlemmernes.

Ifølge CEPAL stod Chile, Peru, Colombia og Mexico således for 54 procent af den samlede eksport i Latinamerika i 2011, mens Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela stod for 35 procent.

To forskellige visioner for Latinamerikas fremtid

Valget mellem Mercosur og Alianza del Pacífico er mere end et valg af samarbejdspartnere. Der er i lige så høj grad tale om et grundlæggende valg af økonomisk og politisk model.

Det ses til dels af hvilke lande som er medlemmer af de organisationer. Chile og Peru har begge en neoliberal grundlov, der eksplicit understøtter en markedsmodel og hindrer statslig indblanding. Ligeledes eksisterer der en grundlæggende konsensus i de 4 lande om begrænset rolle i markedet for staten. Det er ikke tilfældet i hos de tre store medlemmer af Mercosur, Brasilien, Argentina og Venezuela. Omend der er stor forskel fra Venezuelas “socialisme for det 21. århundrede” til Brasiliens mere pragmatiske statskonservative/positivistiske økonomiske model, har staten en helt central rolle i de tre landes økonomier. Det sætter de to restende medlemmer, Paraguay, et af Latinamerikas fattigste lande, og ikke mindst Uruguay i et afgørende dilemma.

Pressen i Paraguay, som er modstandere af Venezuelas optagelse i Mercosur, har i flere omgange luftet mulighederne for at man forlader Mercosur og søger optagelse i Alianza del Pacífico. Bl.a. har man påpeget at eksporten til Mercosur og Alianza del Pacífico er stort set lige stor. Som omtalt flere gange på denne blog er Uruguays regering meget kritisk over for udviklingen i Mercosur, og den socialistiske præsident Mujica, har i flere omgange slået til lyd for, at Mercosur er spild af tid.

Begge lande deltager da også som observatører – sammen med Portugal, Canada, Japan, Guatemala, Spanien, Australien og New Zealand, Costa Rica og Panama – ved det kommende topmøde i Alianza del Pacífico senere i maj. Men hvor både Costa Rica og Panama søger optagelse – Costa Rica bliver formentlig medlem allerede i år – er både Paraguay og Uruguays deltagelse nok mere symbolsk, mens truslerne om at skifte Mercosur ud med Alianza del Pacífico på nuværende tidspunkt næppe er alvorligt ment.

Det kan dog ændre sig hurtigt i de kommende år. Selv i Brasilien er der røster fremme om, at man i yderste konsekvens bør forlade Mercosur, eller i det mindste kræve, at man på egen hånd kan lave frihandelsaftaler til anden side. En debat som oprettelsen af Alianza del Pacífico har forstærket.

Måske kan EU lære noget af Alianza del Pacífico?

Da Mercosur blev grundlagt for mere end 20 år siden var forbilledet vist EU og det indre marked. På papiret ser organisationen skam også imponerende ud og formålserklæringerne fejler skam ikke noget. Til gengæld er det småt med resultaterne.

Alianza del Pacífico har en langt mindre med samtidig økonomisk langt mere slagkraftig ambition; at sikre høj vækst og velstand i medlemsstaterne gennem økonomisk integration og frihandel. Det begrænsede samarbejde ser til gengæld ud til at fungere – og mon ikke det ligger tættere på f.eks. Englands ide om det ideelle EU, end vores nuværende EU gør?

Med tanke på den stigende modstand mod EUs politiske overbygning og Europas generelle økonomiske fortrædeligheder, er der nok en og anden – og udenfor England – som gerne så et mindre ambitiøst EU. Et EU, der til gengæld i højere grad fokuserede på de områder vi ved skaber vækst og velstand – nemlig frihandel og “naturlig” økonomisk integration.

Måske vil udviklingen i Latinamerika på sigt indebære, at vi også i vores del af verden erkender hvad der bedst sikrer bedre levevilkår for borgerne. Man har jo lov at håbe 🙂

Mujica kritiserer igen Mercosur.

Så har Uruguays præsident, Mujica, igen været ude med riven i forhold til den andre medlemslande af Mercosur. "Hvordan kan vi trænge igennem en enorm USA / EU-handelen plads, hvis vi står tilbage ude i kulden?" Spurgte den uruguayanske præsident I en radioudsendelse i den forgange uge har ham beskrevet Mercosur som en “dårlig toldunion”, der er i fare for at “uddø”, med mindre man udvikle samarbejdet. Det inkluderer ikke mindst, at man får etableret frihandelsaftaler med 3. parts lande.

Ifølge Mujica er “Mercosur gået i stå, og er plaget af voksende vanskeligheder for samhandelen mellem dets partnere”. Ordene faldt på baggrund af planerne for et egentlig Nordatlantisk frihandelsesområde, dækkende EU og USA (om det så nogensinde bliver til noget er en anden sag)

Mujica fremhævede også den hastige udvikling i Allainca do Pacifico mellem Chile, Peru, Colombia og Mexico, som har øget indflowet af udenlandske investeringer. Med beklagelse i stemmen konstaterede Mujica yderligere, at Uruguay desværre kun er med som observatør, på grund af begrænsningerne i Mercosurs charter.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Uruguays grundliggende problem er medlemsskabet af et handelssamarbejde, som er domineret af medlemmer, som reelt ikke ønsker at fremme frihandel med resten af verden. I modsætning til medlemslandene af Aliança do Pacífico, som ser samarbejdet som en mulighed for at deltage i den internationale handel og konkurrence, ser lande som Brasilien og Argentina Mercosur som et forsvar mod frihandel.

Desværre for Uruguay udgør Argentina og ikke mindst Brasilien samtidig ca. halvdelen af den samlede udenrigshandel, og man er således økonomisk afhængig af sine to store naboer.

Mujica’s bekymring skyldes selvfølgelig det faktum, at de multilaterale aftalers tid er forbi, og den fortsatte udvikling sker via bilaterale aftaler. På grund af Uruguays medlemsskab af Mercosur, er man ikke i stand til selv at indgå bilaterale aftaler med bl.a. EU og NAFTA.

Under Mercosur regler er handelsaftaler med tredjeparter kun mulige, når alle ordinære medlemmer er inkluderet. Hverken Brasilien og Argentina er interesseret i en mere åben handelspolitik overfor omverden. For Brasiliens vedkommende vil en ændring formentlig kræve at PT mister præsidentposten ved næste præsidentvalg i 2014. Det er lidet sandsynligt. Brasilien burde dog være bekymret. Ifølge “O Estadão” er industriproduktionen i Brasilien kun steget med 2 procent i perioden 2008-2012, mens konkurrenceevnen er faldet drastisk i samme periode, som følge af den førte økonomiske politik.

Det har fået flere repræsentanter for brasilianske industriinteresser til at tale åbent om, at Brasilien bør løsne båndene til – evt. helt træde ud af – Mercosur.

Bliver Bolivia næste medlem af Mercosur?

Efter Venezuela endelig blev optaget i Mercosur (efter Paraguay var blevet suspenderet frem til 2013) er det måske nu Bolivia som står for tur. Støttet af Uruguay, som ønsker flere medlemslande for at mindske Argentinas og ikke mindst Brasiliens dominans, forventes de formelle forhandlinger om fuldt medlemskab af Mercosur, at begynde i 2013.

Uruguay har formandsposten i første halvår af 2013, og de to landes udenrigsministre har ifølge diplomatiske kilder allerede lagt en køreplan.

Bolivia er sammen med Chile, Colombia, Peru og Ecuador allerede associeret medlem.

mercosur — Bolivia og Uruguays udenrigsministre Alurralde (TV) og Conde

Uruguay nærmer sig Aliança do Pacífico

Efter at have luftet sin utilfredshed fra tid til anden med udviklingen i Mercosur gennem mere end et år, meddelte Uruguays præsident Jose Mujica forleden i et TV-interview, at man ønsker et tættere samarbejde med andre regionale handels-organisationer. Ikke mindst er man interesseret i Aliança do Pacífico (AP), hvor man ønsker at få observatørstatus.

AP blev etableret for blot 2 måneder siden af Chile, Peru, Colombia og Mexico. Formålet er øget økonomisk integration og forbedret konkurrenceevne, baseret på markedsøkonomi. Det skal ske gennem skabelsen af et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. At Peru deltager er noget af en bet for Brasilien, som havde håbet på at valget af
Ollanta Humala til præsident ville indebære at Peru faldt under “brasiliansk interessesfære”.

At Uruguay i stigende grad ser andre steder hen end Mercosur undrer ikke. Samarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Paraguay (som er suspenderet indtil marts næste år) og fra 31. juli i år Venezuela, har været en stor skuffelse. Mercosur blev udtænkt i 1980erne, og etableret i 1991. I forhold til slutningen af 90erne har fortsat, og på det seneste stigende, protektionisme snarere resulteret i mindre i stedet for mere integration, målt på betydningen målt på gensidig handel.

PERU-HUMALA-CREDENTIALS — Perus præsident Humala

Mercosurs andel af Brasiliens samlede eksport, er således faldet med ca. 30 procent siden 1997, mens Uruguays andel har været stort set uforandret.Den manglende succes skal primært tilskrives den politiske udvikling i regionen siden årtusindeskiftet. Efter de reformvenlige 90ere, har de seneste 10 år været præget af regeringer med forkærlighed for planøkonomiske tiltag og nationalistisk retorik.

Det gør sig ikke mindst gældende i Brasilien og især Argentina. Gang på gang har især Argentina været på kant med de andre medlemslande, når man har brudt indgåede aftaler og øget protektionismen. Til stor utilfredshed for ikke mindst Uruguay.

Aliança do Pacífico – en lige højre til Mercosur

Målt på udenrigshandel er AP allerede fra start Latinamerikas væsentligste økonomiske samarbejdsorganisation. 55 procent af Latinamerikas samlede eksport stammer fra Chile, Peru, Colombia og Mexico. Det er ca. dobbelt så meget som Mercosur.

Målt på BNP er Mercosur fortsat mere betydningsfuld. Brasilien, Argentina, Venezuela, Uruguay og Paraguay står for lidt over halvdelen af den samlede værditilvækst i Latinamerika. AP-landenes andel er ca. 40 procent. Vurderet på både nuværende og forventede vækstrater, er det dog kun et spørgsmål om tid før AP også overhaler Mercosur, målt på BNP.

AP er hvad det brasilianske ugemagasin ”CartaCapital” meget passende har kaldt en ”en lige højre” til Mercosur. I en nylig artikel pointerede ”The Economist” under overskriften ”Mercosur RIP”, at Brasilien og især Argentina primært opfatter Mercosur som ”en fæstning” mod omverden.

Helt anderledes forholder det sig for AP. Her hersker idealet om, at fortsat vækst og højere levestandard bedst sikres via markedskræfterne og ikke gennem statslig regulering og indblanding, som i netop Brasilien og Argentina.

Chile og Peru – opskriften på et moderne og velstående Latinamerika

Chile og Peru har i kraft af deres status som Latinamerikas mest succesfulde økonomier, både målt på økonomisk vækst og evnen til at reducere fattigdom, for længst dokumenteret markedets overlegenhed.

Chile og Perus evne til at sikre vækst og reducere fattigdom er uden sidestykke i moderne Latinamerikansk historie. Som jeg tidligere har skrevet om er andelen af den peruvianske befolkning som lever i absolut fattigdom i dag lavere end i Brasilien, på trods af at det forholdt sig omvendt for 10 år siden.

Også Colombia tilslutter sig i stigende grad idealet om mere marked og mindre stat. Det som af især venstrefløjen hånligt er benævnt neoliberalisme.

De tre lande har gennem fusionen af deres respektive børser demonstreret, at man mener det alvorligt, når man taler om at skabe et fælles indre marked. Det styrker tiltroen til at der – i modsætning til Mercosur – er handling bag ordene, når man taler om at etablere et indre marked.

Selv i Mexico er der grund til optimisme. Efter år med politisk infight, er der efter det nylige parlaments- og præsidentvalg flertal for reformer indenfor bl.a. arbejdsmarkedet og energisektoren.

Stats- eller markedsstyret vækstmodel

Ønsker man at studere konsekvenserne af forskellige økonomiske modeller i ellers sammenlignelige økonomier, er Latinamerika formentlig det bedste sted at starte.

chavez-dilma-mujica-cristina-mercosur_sld — Chavez, Dilma. Mujica og Kirchner 31. juli 2012

Formålet med de fleste latinamerikanske landes økonomiske politik i anden halvdel af det 20. århundrede var groft sagt at undgå både regional og global økonomisk integration og afhængighed. Men hvor toneangivende lande i Mercosur fortsat kun nødtvunget accepterer at være del af det globale økonomiske system, omfavner landene i AP globaliseringens muligheder og fremmer aktivt frie markeder.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Præsident Jose Mujica understreger fortsat, at Uruguay ikke overvejer at trække sig ud af Mercosur, men den holdning kan hurtigt skifte. Et af problemerne med at være medlem er at man har fælles toldsatser overfor tredie lande, hvilket især rammer Uruguay som er en lille økonomi i forhold til både Argentina og ikke mindst Brasilien. Anderledes forholder det sig hvis man alene har en associerings-aftale hvilket bl.a. Chile har.

Jose Mujica lægger da også vægt på at der er behov for et mere fleksibelt Mercosur. I fravær af dette er det overvejende sandsynligt, at Uruguay over tid vil søge optagelse i AP og dermed fravælge Mercosur. I modsætning til både Argentina og Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, fylder nationalisme mindre og forståelse af grundlæggende markeds-sammenhænge mere i Uruguay, selv om Mujica er socialist.

Rapport dokumenterer Chavez fortsatte undertrykkelse og udhuling af demokratiet i Venezuela

Ifølge den seneste rapport fra Humans Rights Watch, “Tightening the Grip: Concentration and Abuse of Power in Chávez’s Venezuela”, fortsætter Venezuelas præsident Hugo Chávez og hans regering med at intimidere, censurere og retsforfølge kritikere og oppositionsledere. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regime har eroderet menneskerettighederne og konsolideret kontrollen over de venezuelanske medier, domstole (herunder højesteret) og civilsamfundet .

Ifølge José Miguel Vivanco Human Rights Watch, har Chávez og hans tilhængere opbygget et system, hvor regeringen har frie tøjler til at true og straffe venezuelanerne, der blander sig i den politiske debat. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regimet begrænser ytringsfriheden samt angriber og skræmmer lokale menneskerettighedsgrupper og censureret store medier som Globovisión og RCTV .

Domstolene

Chávez og hans tilhængere i Nationalforsamlingen har taget dramatiske skridt til at sikre deres politiske kontrol over højesteret, som siden 2004 har været besat af politiske allierede. Efter parlamentsvalget i 2010 reducerede Chávez flertal i Kongressen, skyndte man sig at ændre lovgivningen, som styrer udnævnelsen af dommere. Hermed sikrede man sig fortsat kontrol over Højesteret, før de nyvalgte lovgivere indtog deres pladser.

Højesterets kvalitet er kun blevet forværret i de senere år, og magten tredeling er ikke-eksisterende. Man er et gummistempel for præsidenten.

Det mest foruroligende eksempel på retsvæsenets manglende uafhængighed har været retsforfølgelsen af dommer, María Lourdes Afiuni – på foranledning af Chávez – efter hun i en domsafsigelse gik mod regeringens ønsker og løslod en fremtrædende regeringskritiker, som havde tilbragt næsten tre år i fængsel ventende retssagen. Afiuni blev anholdt og torturreret under en efterfølgende langvarig fængsling. Det har naturligvis påvirket andre dommeres ageren.

Medier

I december 2010 vedtog det Chávez kontrolerede flertal i Nationalforsamlingen (selv om oppositionen fik langt flere stemmer end Chavez støtter, vandt sidstnævnte et flertal af sæderne i nationalforsamlingen) en lov, der reelt indebærer censur på Internettet. Det er også indført en lov som indebærer, at det er forbudt at transmittere information som kan angives at “anstifte uro i offentligheden.”

Chavez-regeringen har brugt sin magt til at overtage og udvide antallet af pro-Chávez medier, ligesom det er obligatorisk for alle radio- og TVstationer, at de skal afbryde deres udsendelser når som helst Chavez ønsker at tale til befolkningen.

Man har systematisk forfulgt den frie presse og i dag er kun en Chavez kritisk TV-kanal tilbage, Globovisíon. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid før også den må lukke. Med mindre Chavez taber valget til efteråret, hvilket dog er tvivlsomt.

Menneskerettighedsforkæmpere

Chavez-regeringen har intensiveret sine bestræbelser på at marginalisere landets menneskerettighedsforkæmpere ved gentagne gange at beskylde dem for at forsøge at underminere det venezuelanske demokrati med støtte fra den amerikanske regering.

Mens nogle ikke-statslige organisationer har modtaget støtte fra amerikanske kilder – en almindelig praksis blandt uafhængige grupper i hele Latinamerika – er der ingen troværdige beviser for, at deres uafhængighed og integritet er blevet kompromitteret af den grund.

Den fuldstændigt regeringskontrollerede Højesteret fastslog endda i 2010, at personer eller organisationer, der modtager udenlandsk finansiering kan blive retsforfulgt for “forræderi” under en bestemmelse i straffeloven, der fastsætter en fængselsstraf på op til 15 år.

Chavez-regeringen har også vedtaget regler, der dramatisk reducerer offentlighedens ret til at indhente oplysninger fra regeringen.

MERCOSUR

Rapporten udstiller samtidig hykleriet i handelssammenslutningen MERCOSUR, som i juni måned suspenderede Paraguay med henvisning til afsættelsen af landets præsident, Lugo, hvilket skulle være i strid med MERCOSURs charter om demokrati. Det på trods af, at der er bred enighed blandt forfatningseksperter om at afsættelsen var i overenstemmelse med landets grundlov.

Samtidig vedtog man at optage Venezuela som fuldgyldigt medlem fra den 31. juli. Beslutningen har da også udløst stor intern ballade i både Uruguay og Brasilien, hvis borgerlige opposition ikke har været sen til at pege på hvor absurd det er at optage Venezuela samtidig med at man suspenderer Paraguay.

Ballade i Uruguays regering efter Mercosurs suspendering af Paraguay og optagelse af Venezuela

Afsættelsen af præsident Lugo i Paraguay i sidste måned, har udløst voldsom kritik i resten af Latinamerika. Kort efter afsættelsen mødtes præsidenterne for Brasilien, Argentina og Uruguay og vedtog, at Paraguay var suspenderet frem til det planlagte præsidentvalg i april 2013. Umiddelbart herefter vedtog man at Venezuela blev optaget som fuldgyldigt medlem den 31. juli.

Venezuela’s optagelse havde siden 2006 været blokeret af Paraguays senat, som flere gange har nedstemt landets optagelse. Bl.a. på grund af Hugo Chavez problematiske styre. Ifølge planen optages Venezuela formelt den 31. juli.

Den beslutning har udløst voldsom intern uro i Uruguay’s regering, hvor først udenrigsministeren og nu også vice-præsidenten, Danilo Astori, åbent har kritiseret præsident Jose Mujica, for at være medvirkende til omgåelse af Mercosurs regler. Ifølge disse skal optagelse af nye medlemslande ske i enighed.

Uenigheden og balladen er sket for åbne mikrofoner, og især én sætning har udløst en voldsom politisk reaktion. Ifølge Mercopress pointerede Jose Mujica således, at jura er til for at servicere det politiske system, og hvis det ikke “lystrer” må det ændres.

Balladen skyldes ikke modstand mod optagelsen af Venezuela, men måden hvorpå det sker.

Har Mercosur en fremtid?

Præsident Jose Mujica, som ved flere lejligheder har klaget over Brasilien og især Argentinas udstrækte brug af handelsrestriktioner, har samtidig foreslået at man slår Unasur og Mercosur sammen og laver et mere fleksibelt regelsæt. Hermed sigter han formentlig til muligheden for at indgå frihandelsaftaler på egen hånd med 3. lande, hvilket ikke er muligt for Mercosurs medlemslande for nuværende.

Det kan deltagerne af Aliança do Pacífico, som foreløbigt består af Chile, Peru, Colombia og Mexico, mens Panama og Costa rica står på spring. I modsætning til Mercosur, som grundlæggende har et defensivt syn på handel med 3. lande, er Aliança do Pacífico langt mere globalt og markedsorienteret og mindre nationalistisk anlagt.

Ikke noget under, at der er stemmer fremme i Paraguay om, at man skal droppe Mercosur og søge optagelse i Aliança do Pacífico i stedet. Hvilket dog med tanke på afhængigheden af Brasilien, på kort sigt er helt urealistisk.

Man høster som man sår – neoprotektionisme i Latinamerika

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet om den tiltagende brug af importrestriktioner i flere af regionens lande, ikke mindst i Argentina, som bl.a. EU og USA har klaget over til WTO. Men også Brasilien bruger igen i stigende grad importrestriktioner for at opretholde den eksterne balance og beskytte indenlandske producenter.

For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.

Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.

Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.

Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.

Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.

Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.

Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.

Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.

Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.

Med Molliere’s vise ord:

Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid

Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.

Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.

Ufrihandelsområdet Mercosur og Argentinas foragt for indgåede aftaler

Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet om fortrædelighederne i Mercosur. Et handelssamarbejde bestående af Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay, som har Bolivia, Chile, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela som associerede medlemmer. At Venezuela ikke er optaget som fuldgyldigt medlem skyldes primært modstand i Paraguay.

Samarbejdet er også plaget af kroniske problemer med at finde fælles fodslag og overholde indgåede aftaler, hvilket jeg også har skrevet om tidligere på denne blog.

Det grundlæggende problem for de to store medlemslande, Argentina og Brasilien er, at de grundlæggende lider under “den franske tilgang” til international handel (en komplet mangel på forståelse og accept af fri international handel som vækstmotor). Det er dog et problem, som omfatter mange af Latinamerikas lande, hvilket også afspejler sig i vedstående figur. Her “glimrer” Latinamerika med at have en væsentlig lavere regional handel end både Nordamerika, Asien og Europa.

Mens Europas intra-regionale samhandel naturligvis er drevet af at det indre marked og Nordamerikas præges af at bestå af én meget stor økonomi (USA) og et par mindre økonomier, er det slående at den intra-regionale handel i Latinamerika kun er ca. halvt så stor som samhandelen i Asien.

Det er dog ikke det samme som at konkludere, at globaliseringen er gået spoløst hen over Latinamerika. Den generelle trend siden 1980erne har været, at udenrigshandlen har haft et stadigt stigende betydning målt i forhold til BNP, se også nedenstående figur for Brasilien, Argentina og Uruguay, som viser udviklingen i eksport+import/BNP i faste priser.

mercosur open — X+M/BNP, Kilde: Penn World Tables 7.0

Men de senere år er udviklingen vendt, og særligt Brasilien og Argentinas håndtering af den nuværende internationale økonomiske situation vækker grund til bekymring, ikke mindst for lillebror i samarbejdet, Uruguay. Jeg ser i denne forbindelse bort fra Paraguay, som er væsentligt fattigere end de tre andre lande og uden økonomisk betydning.

Orthodox og Heterogen økonomisk politik

Det bør dog ikke undre nogen. Blandt Mercosurs medlemslande er det kun Uruguay, der fører en nogenlunde markedskonform politik. I lande som Brasilien og ikke mindst Argentina, er det snarere omvendt. Politiske målsætninger og forestillinger har altid domineret markedet, som opfattes som et nødvendigt onde snarere end et gode i sig selv.

Hermed ikke sagt at de to landes politik er “et fedt”. Forskelene er enorme. Brasilien har en lang elitær semi-planøkonomisk tradition på tværs af traditionelle politiske skel. Ikke mindst er det statslige embedsværk og militæret formet af den kraftige indflydelse af den Auguste Comte og franske positivisme i det 19. århundrede.

På mange måder er det moderne Brasilien født i denne dualisme, med vægten lagt på administrative/planøkonomiske løsninger.

Men samtidig med, at der er en lille forståelse for markedets overlegenhed til at sikre både ekstern og intern ressourceallokering, har man samtidig en pragmatisk tilgang og fører i bund og grund en rimelig orthodoks finans- og pengepolitik med vægt på relativ lav inflation og samtidig intern og ekstern balance. Det er man også blevet belønnet for, og er i dag ratet A-.

Paradoksalt er den nuværende socialistiske regering under ledelse af Dilma Rouseff mindre “socialistisk og mere markedsorienteret end tilfældet var under militærregimet 1964-1985. Brasilien er i dag en mere åben økonomi end for 30-40 år siden. Men set i forhold til resten af verden er der dog fortsat tale om en relativt lukket økonomi. Forenklet sagt kan Brasiliens økonomiske politik og den grundlæggende forståelse i dag mest af alt sammenlignes med forholdene i midten af det 20. århundrede.

Hvor militærregeringerne 1964-1985 primært søgte at retfærdiggøre sig via en nationalistisk vækstorientering – hvilket de lykkedes ganske godt med i Brasiliens højvækstperiode efter 1967 og til et stykke op i 1970erne – er den nuværende socialistiske regering i højere grad domineret af et ønske om omfordeling, hvorfor ren vækst kommer i anden række.

Men både retorik og mål med tiltag minder om hinanden, og glæden ved at tale om “nationale” industrier (også når det er multinationale selskaber som står for fremstillingen) er usvækket. Selv om der således i den grad er tale om en national økonomiske politik, med streg under national, er den førte politik kun i mindre grad bestemt af et politisk ønske om at beholde magten. Der er tale om en videreførelse af en politik, hvorom der i vid udstrækning er konsensus indenfor administration og de politiske partier.

In the long we’re all dead in Argentina

Anderledes forholder det sig med Argentina, hvor den politiske magt og berigelse af venner og allierede er helt central. Argentina er da også langt mere korrupt og den førte politik er langt mere abrupt end tilfældet har været i Brasilien. Argentina er således berygtet for sin meget ustabile og svingene økonomi. Siden den seneste nedsmeltning i 2001, har man oplevet en periode med høje vækstrater, men…. Dette nærmer sig enden. Inflationen er høj og de eksterne balancer er under pres. Efter landets default i 2001 har det ikke været muligt at låne i udlandet, hvilket ubetinget må opfattes som positivt, set med den menige argentiners øjne. Det indebærer nemlig at når ikke hvis sammenbruddet kommer vil de omkostninger som skal bæres af den almindelige argentiner være mindre end hvis man som tidligere havde haft muligt at fortsætte for penge lånt i udlandet.

Til gengæld har man i stigende grad problemer med de eksterne balancer, ligesom manglen på investeringer sætter sin naturlige grænse for den fortsatte vækst. Stigende problemer med den eksterne balance (og manglende adgang til de internationale lånemarkeder), søges løst på kort sigt ved at begrænse borgernes mulighed for adgang til udenlandsk valuta, mens importen forsøges begrænset med en fortsat øget brug af administrative tiltag, som næppe er i overenstemmelse med de indgåede aftaler i Mercosur.

Er Argentinas mål selvvalgt økonomisk isolation?

Mens Brasiliens økonomiske forståelse og vækststrategi med få afvigelser altid har været internt orienteret, bygger Argentinas velstand fortsat på det s deltagelse i den globale økonomi og deraf høje vækst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1930erne. Efterfølgende har man aldrig været i stand til at leve op til fortidens vækstrater, som gjorde landet til det 2. mest yndede mål efter USA for europæiske immigranter frem til 1. verdenskrig.

Siden midten af det 20. århundrede og frem til 1990erne var dagsorden i lighed med resten af Latinamerika præget af ønsket om at minimere importen og maksimere den indelandske produktion. At man beskyttede og beskytter indenlandsk fremstillingsvirksomhed var ikke noget nyt. Helt tilbage til omkring år 1900 viser toldstrukturen, at det åbenbart var rimeligt nemt for indenlandske producenter at opnår beskyttelse mod udenlandske konkurrenter. Det skal dog medtages, at toldbarriererne ikke kunne sammenlignes med Brasilien, der på daværende tidspunkt formentlig havde de højeste toldsatser på den vestlige halvkugle.

Men i modsætning til Brasilien, hvis fokusering på den indenlandske fremstillingsvirksomhed og drømme om “nationale virksomhedsgiganter” kun delvist kan ses som udtryk for en egentlig importsubstitutionsstrategi, synes dette at være målet for Argentina.

Ifølge Uruguay’s udenrigsminister, Luis Almagro, som er en af de centrale figurer i Uruguay’s handelsforhandlinger med Argentina. forhandlinger som frustrerer mange, ikke mindst eksportørerne, er målet med Argentinas handelspolitik at gøre landet mere eller mindre selvforsynende i 2020. Der er således ikke tale om midlertidige tiltag, når Argentina øger restriktionerne og det administrative bøvl ved import, men en mere langsigtet strategi. Desværre for Uruguay, er der ikke meget man kan gøre ved det på kort sigt.

“Vi har landene i regionen, at målet en åben økonomi, som Uruguay, på grund af strategisk nødvendighed, og vi har lande, som i deres ret og legitimitet foretrækker en protektionistisk fokus med hensyn til sine internationale indsættelse politikker, som det er tilfældet i Argentina. Der genererer stød “.

Brasilien, Kina og Argentina er i den nævnte rækkefølge Uruguays vigtigste handelspartnere. Men for visse sektorer indenfor fremstillingsvirksomhed er Mercosur og ikke mindst Argentina afgørende markeder.

Problemerne for Uruguay’s eksportører er blevet kraftigt forværret siden Argentina begyndte at implementere og udvide den såkaldte “ikke-automatiske importlicens” ordning for et par år siden. I februar strammedes bestemmelserne ved indførelse af edsvorene erklæringer, som administrativt godkendes eller afvises.

For nylig fremlagde en gruppe af lande, herunder USA, EU, Japan, tyrkiet, Taiwan, Costa Rica og Australien en rapport for WTO (World Trade Organization), hvor Argentina kritiseres skarpt for den voldsomme stigning i brugen af handesrestriktioner de seneste år.

Mercosur’s endeligt?

Konsekvenserne af den stigende protektionisme i de to store nabolande, ikke mindst i Argentina, har betydet, at over 2000 arbejdspladser er gået tabt i Uruguay. Regeringen har lovet skattelettelser, lempelig kredit til de berørte sektorer mv., men i længden er situationen ikke holdbar. På længere sig er man nød til at kigge efter nye markeder.

Fortsætter de to store medlemslande med at lade hånt om indgåede aftaler og fortsætter med at bruge protektionistiske tiltag i stedet for at gennemfører interne reformer, vil Uruguay sandsynligvis knytte sig tættere til andre dele af regionen (Chile, Peru, Colombia mv.), som i disse år uddyber og udbygger deres økonomiske samarbejde, samtidigt med at man forfølger en økonomisk model baseret på fri handel og markedsbaserede løsninger.

Herved vil Mercosur ende som (endnu) et eksempel på et storslået projekt, som strandede på dets medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fælge markedets “spilleregler”.

Udviklingen vil ikke komme “overnight”, (lige som Argentina’s økonomi ikke vil kollapse fra den ene dag til den anden). Men retningen synes fastlagt. Den hastige vækst i Landene ud til Stillehavet vil gøre disse markeder mere attraktive for Uruguay, mens den fortsat stigende protektionisme i Brasilien og Argentina vil mindske disse landes betydning.

Falklandsøerne – forbered dig på mere sludder

2. april er det 30 år siden Argentina invaderede Falklandsøerne. Krigen som kostede ca. 1000 mennesker livet, endte 3 måneder senere som bekendt med et forsmædeligt nederlag til Argentina, og var en medvirkende årsag til militærdiktaturets fald I den anledning er pressen, også herhjemme, ganske forventeligt begyndt at skrive om den konflikt som har været i gang i flere år mellem England på den ene side og Argentina på den anden.

Kernen er, at Argentina aldrig har accepteret at Falklandsøerne er under engelsk overherredømme. Ifølge Argentinerne tilhører Falklandsøerne, eller Malvinas som de kalder det Argentina.

Desværre må vi forvente at omfanget af sludder vil være nogenlunde proportionel med omtalen. I fredags lykkedes det Deadline 22:30 (ca. 4:55 inde i udsendelsen) at fremstille konflikten som om Argentina har fuld opbakning blandt de andre latinamerikanske lande. Det er en sandhed med modifikationer. Jovist har man verbalt opbakning fra de andre latinamerikanske lande, men om den er andet værd end de pæne ord om solidaritet er tvivlsomt.

I et telegram fra Ritzau, som bl.a. er gengivet på DRs hjemmesider skriver man under overskriften “Argentina raser over britisk pilotprins” bl.a. at;

I december blev det besluttet, at havnene i Brasilien, Argentina og Uruguay ikke længere vil tillade skibe fra Falklandsøerne at lægge til.

Hvad man ikke nævner er at “boykotten” reelt blot indebærer at Uruguay ikke vil tillade skibe, som flager med Falklandsøernes eget flag, at lægge til. Sejler de under et andet flag, herunder det engelske, er der ingen problemer.

Tværtimod vil man meget gerne lægger havn til skibe som skal til Falklandsøerne – og på sigt håber man på, at det mulige olieeventyr på Falklandsøerne vil kaste en masse forretning af sig.

I lighed med Gibraltar er Englands standardsvar forøvrigt konsekvent, at det må være de 3.000 beboere på øerne som må bestemme hvor de ønsker at høre til. Udfaldet af den afstemning er naturligvis givet på forhånd. Men kan forøvrigt kun gisne om hvor stor en del af den argentinske befolkning som ville foretrække et engelsk pas, hvis de fik chancen 🙂

Så er den gal igen i Mercosur

Da handelssamarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, Mercosur, etableredes i 1980erne var formålet at skabe et lokalt frihandelsområde, og derigennem øge samhandel og økonomisk integration i regionen. Samhandlen er da også øget betydeligt de senere årtier. Men det vil være synd at sige at samarbejdet er forløbet smertefrit. Især Argentinas handelspolitik har ofte ført til konflikter, og nu er den gal igen.

Det er indbygget i Mercosurs regelsæt at et land i undtagelsestilfælde kan pålægge import fra de andre medlemslande told, en regel som især, men ikke kun, Argentina har gjort brug af i tide (og utide). Grundlæggende er problemet at især Brasilien og Argentina ofte forsøger at løse eksterne balanceproblemer gennem både kvantitative tiltag og indførelse/forøgelse af midlertidige (og ikke så midlertidige) told- og afgiftssatser.

I takt med at Argentinas eksterne balancer i stigende grad er under pres på grund af en ikke holdvar økonomisk politik, har man netop i stigende grad forsøgt at bremse importen gennem administrative tiltag i stedet for at gennemføre de nødvendige tiltag til at sikre konkurrenceevne samt interne og eksterne balancer. En høj inflation, som officielt er på ca. 9 procent, men reelt nærmer sig 25 procent p.a. indebærer at pesoen er kraftigt overvurderet.

Det seneste sæt tiltag har fået Brasilien til at reagere.

Ifølge brasilianske industri er det nyeste sæt krav, hvorefter der kræves en forhåndsgodkendelse for import af en lang række varer blot endnu eet bevis for Argentinas voksende protektionisme. En enkelt brasiliansk minister gik endda så langt som at sige, at Argentina i handelsmæssige spørgsmål altid har været et problem.

Formanden for Sao Paulo’s Industrisammenslutning, FIESP, Paulo Skaf, var i løbet af ugen i Buenos Aires for at diskutere de nyeste tiltag med de argentinske myndigheder, efterfølgende beskrev han samtalerne som “konstruktive”, hvilket man næppe skal lægge for meget i.

Ifølge FIESP vil den nye ordning påvirke op til 3/4 af den samlede eksport fra Brasilien til Argentina. Og uanset at omtalte samtalerne med de argentinske myndigheder som konstruktive, lagde han efterfølgende også vægt på, at han gerne så at brasilianske myndigheder “følger og overvåger udenrigshandlen”.

Brasilien er Argentinas vigtigste handelspartner med handel på over 35 milliarder dollars sidste år. Argentina har dog et underskud over Brasilien på 5,8 mia.kr., hvilket præsident Cristina Fernandez gerne ser bragt ned.

Selv om alle for øjeblikket prøver at nedspille konflikten er den endnu et eksempel på et grundlæggende problem i samarbejdet i Mercusur – nemlig at der er så lille forståelse for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge. Og i den udstrækning at de findes, viger de altid til fordel for kortsigtede politiske interesser.

Det er ikke længere siden end i efteråret, at Uruguays præsident luftede tanken om at forlade Mercosur. Den gang skyldtes det, at Brasilianske krav til det lokale indhold i importerede biler truede Uruguays bilindustri.

Og det er netop ikke kun Argentina, som har problemer med de eksterne balancer. Brasilien kæmper også med et stigende handelsbalanceunderskud – importen steg med 24 procent i 2011, og risikoen er til stede for at Brasilien følger i Argentinernes fodspor.

Måske skulle Uruguay ser lidt mere mod øst, hvor Chile og Peru med høje vækstrater og økonomier i balancer i stedet for at at forlade sig på administrative løsninger lader markedet råde.