Colombia – Americas

På søndag vælger Colombia en konservativ præsident.

På søndag afgøres det, hvem som bliver Colombia’s næste præsident. Valget står mellem den moderat konservative sidende præsident, Juan anuel Santos, og udfordreren Óscar Ivan Zuluaga, der også er…..konservativ.

Men som The Economist skriver er hovedpersonen i realiteten Colombia’s præsident fra 2002 til 2010, den kontroversielle Álvaro Uribe. Den væsentligste forskel mellem kandidaterne er holdningen til den venstreorienterede terrorbevægelse FARC og den igangværende fredsproces.

Både Santos og Zuluaga vra ministre under Uribe. Zuluaga finansminister og Santos forsvarsminister. Zuluaga vandt med 29 procent mos Juan Manuel Santos 25 procent første valgrunde, og står umiddelbart med gode chancer for også at vinde 2. valgrunde.

Valget kan ses som en afstemning for eller mod den fredsproces, som Juan Manuel Santos har stået for i forhold til FARC. En politik som Uribe, som støttede Santos i 2010, har været bitter modstander af.

Juan Manuel Santos har klart proklameret, at vælgerne har et valg den 15. juni “mellem de som ønsker at ende krigen, og de som ønsker at fortsætte en krig uden ende”.

Santos problem er bare, at opbakningen bag og troen på, at de igangværende fredsforhandlinger på Cuba mellem regeringen og FARC vil føre til fred, ikke er særlig stor. Ikke mindst på grund af, at store dele af befolkningen ikke tror på at FARC reelt ønsker fred.

Mens Zuluaga kan forvente at få de fleste af endnu en konservativ kandidat i første runde, Marta Lucía Ramírez, ca. 15 procent af stemmerne, skal Santos sætte sin lid til at de vælgerne der stemte til venstre for midten i første runde, sætter kryds ud for ham den 15. juni. Og ikke mindst – og det kan måske vise sig at være det vanskeligste – at få flere til at møde op og stemme på søndag. Stemmeprocenten ved første runde i maj var 40 procent.

Uanset hvad vil den økonomiske politik fremover være nogenlunde uændret. Til gengæld kan et valg af Zuluaga få store konsekvenser for både fredsforhandlingerne og Colombia’s naboer, ikke mindst Venezuela,

Manuel Santos er storfavorit til at vinde præsidentvalget i Colombia den 25. maj.

Colombia går til vag den 25 maj, bl. a. for at vælge ny præsident. Som mange andre lande har man et to-runde system hvis ingen kandidater opnår mindst halvdelen af stemmerne.

Ifølge den seneste meningsmåling fra CNC er en anden valgrunde dog ikke nødvendig.

Meningsmålingen er udført af Centro Nacional de Consultoría og omfatter små 2400 respondenter. Det skal dog understreges, at CNCs meningsmålinger historisk har haft en tendens til at favorisere den siddende præsident.

Paraguay får observatørstatus i Alianza del Pacifíco

I går annoncerede Colombias præsident, Manuel Santos, på en pressekonference, at også Paraguay nu i lighed med Costa Rica, Panama og Uruguay er blevet tildelt observatørstatus i Alianza Del Pacífico.

Observatørstatus er skridtet før optagelse. I modsætning til Costa Rica og Panama, men i lighed med Uruguay er der bare den lille detalje, at Paraguay i forvejen er medlem af et handelssamarbejde, nemlig Mercosur.

Paraguay har godt nok været suspenderet siden Paraguays parlament sidste år, i overensstemmelse med grundloven, afsatte daværende præsident Lugo. Men efter præsidentvalget 21. april, er det planen at man genindtræder i samarbejdet til august.

Forholdet mellem Paraguay og de andre Mercosur medlemmer har været anspændt siden man blev suspenderet i juni sidste år. Da WTO for nyligt skulle vælge ny formand, stemte Paraguay ikke for Brasiliens kandidat – og i sidste ende vinder – Roberto Azevêdo, men derimod for Mexicos kandidat.

Paraguays optagelse er ifølge flere aviser i Paraguay, bestemt ikke noget Brasilien er glade for. Til gengæld har diverse erhvervsinteresser, medier, udenrigsministeriet og vicepræsidenten udtrykt stor glæde over at man er blevet optaget som observatør. Flere anser det for at være den vigtigste udenrigspolitiske beslutning landet man har truffet i årtier.

Et er at være observatør noget andet at blive medlem

Det er ikke noget tilfælde at det netop er Paraguay og Uruguay, som er fristet af det nye handelssamarbejde. Som de to mindste økonomier i Mercosur-samarbejdet, mister de mest ved at dette samarbejde har vist sig hverken at fremme regional eller international handel. I modsætning til Alianza del Pacífico er det ydermere ikke muligt for medlemslandene individuelt at lave frihandelsaftaler med andre lande. Det indebærer bl.a. at man ikke har aftaler med to vigtige markeder som USA og EU. Desuden forventes Alianza del Pacífico at blive et vigtigt link mod det asiatiske marked.

Både Uruguay og Paraguay har ofte udtrykt deres store utilfredshed med samarbejdet i Mercosur, som jeg har beskrevet flere gang på denne blog.

For Paraguays vedkommende spiller det ydermere ind, at de andre lande i forbindelse med suspenderingen, vedtog at optage Venezuela som det femte medlem. Det på trods af, at parlamentet i Paraguay ved flere lejligheder havde stemt mod optagelsen (optagelse af et nyt medlemsland i Mercosur, kræver at de nationale parlamenter alle stemmer for dette).

Om de to lande på sigt vil søge optagelse i Alianza del Pacífico på bekostning af Mercosur er fortsat et åbent spørgsmål. Men med mindre samarbejdet i Mercosur ændre sig i en mere markedsorienteret og praktisk retning i de kommende år, er det absolut en realistisk mulighed.

Fælles for Paraguay, som har en konservativ præsident og Uruguay, som har en socialistisk præsident, er at de er væsentligt mere markedsorienterede end de andre medlemmer af Mercosur.

Øvrige resultater af topmødet i Cali

Ud over at man vedtog at optage Paraguay som observatør ved topmødet i Cali, blev følgende vedtaget:

Fjernelse af told på 90 procent af handlede varer. For de resterende 10 procent afskaffes told i løbet få år.
Fjernelse af kravet om visa mellem landene.
Der skal laves et fælles visa system – Visa Alianza del Pacífico – hvorved turister kun behøver et visa for at besøge alle fire lande.
Der oprettes fælles ambassader i en række lande i Afrika og Asien.
Man vil sammen promovere handel med Afrika og turisme fra resten af verden.
Oprettelse af fælles fond målrettet små- og mellemstore virksomheder.
Indgåelse af en aftale, som skal fremme transparens og mindske mulighederne for skatteunddragelse.
Udveksling af studerende.
Udbygning af videnskabeligt samarbejde i forhold til klimaforandringer.
Mexico og Chile underskrev aftale om eksport af mexicansk kød.
Yderligere skridt mod at Mexico bliver integreret i MILA* (Mercado Integrado Latinoamericano)
Costa Rica underskrev en frihandelsaftale med Colombia og har nu aftaler med alle alliancens lande. En forudsætning for at kunne blive fuldgyldigt medlem.
Guatemala and Peru underskriver en frihandelsaftale inden for de næste måneder.
Guatemala afskaffede kravet om turistvisa for Colombia.

*Jeg har tidligere omtalt integrationen mellem børserne i Chile, Peru og Colombia som en fusion. Det er måske lidt misvisende. De tre børser fortsætter som tre juridisk selvstændige enheder, men fungerer for investor som en fælles børs, hvor man kan handle papirer fra alle tre børser.

Mens de skændes i Mercosur, er der fart på integration og udvikling af Alianza del Pacífico

Den 23. maj er der topmøde i Alianza del Pacífico. Integration og afvikling af handelshindringer mellem de 4 medlemslande, Chile, Peru, Colombia og Mexico fortsætter i højt tempo. Det står i skærende kontrast til Mercosur, hvor udviklingen for længst er gået i stå og man til gengæld skændes så det brager.

I forrige uge mødtes finansministrene fra Chile, Peru, Colombia og Mexico i Perus hovedstad Lima, som optakt til topmødet i Alianza del Pacífico senere på måneden i Cali, Colombia. Blandt emnerne var den fortsatte integration af kapitalmarkederne. Allerede sidste år fusionerede børsene i Peru, Chile og Colombia. Mexico forventes at følge efter senere i år. Herefter vil de 4 landes fælles børs være Latinamerikas største.

Som jeg skrev for nylig, vil man på det kommende topmøde underskrive en fælles aftale, hvorefter 90 procent af vare- og tjenesteydelser kan handles frit og uden afgifter mellem medlemslandende. I løbet af de kommende år vil told på de restende varer- og tjenesteydelser også blive udfaset.

Imens skændes de fortsat i Mercosur

Mens samarbejdet mellem landende i Alianza del Pacífico udvikler sig med raketfart, står det anderledes skidt til i Mercosur. I modsætning til Alianza del Pacífico, som er et rent økonomisk samarbejde, har Mercosurs dagsorden alle dage været langt mere ambitiøs og politisk. Til gengæld står det skidt til med resultaterne.

Det synes efterhånden mere at være reglen end undtagelsen, at man skændes så det brager. Ikke mindst Argentinas manglende evne til at overholde indgåede aftaler giver anledning til tilbagevendende slagsmål mellem landene. Uruguay har beklaget sig i årevis, og for nylig udtalte vicepræsident Danilo Astori, at forholdet til Argentina aldrig har været ringere. Også Brasilien klager over Argentina.

Efter et møde for nylig mellem Cristina Fernandez og Dilma Roussef, som oprindeligt var sat til 2 dage, men kun varede en enkelt, er forholdet mellem de to lande på frysepunktet.

Det handler ikke kun om de økonomiske relationer mellem de to lande, men også om, at Christina Fernandez og hendes regering i stigende grad underminerer både retssystemet og mediernes uafhængighed.

Alianza del Pacífico og Mercosur – en verden til forskel.

Groft sagt kan Mercosur betegnes som et forsøg på at lave en pendant til EU, mens ADP mest af alt kan sammenlignes med en fusion af et frihandelsområde og det indre markeds frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Således står det medlemmerne af Alianza del Pacífico frit for, at indgå frihandelsaftaler (FTA) med trediepart, mens det ikke er muligt for medlemmerne af Mercosur.

Selv internt er man langt fra det mål om fri handel mellem medlemslandene, som oprindeligt var et af hovedformålene. De seneste 10 år er betydningen af den interne samhandel endda faldet. Det fremgår af figuren til højre, hentet fra The Economist.

Mens man oplevede en betydelig stigning i 1990erne, som var præget af reformer og afregulering, har flere af de centrale lande i samarbejdet, ikke mindst Argentina, i indeværende årtusinde ført en langt mere nationalistisk orienteret og protektionistisk økonomisk politik.

At man i en overskuelig fremtid skulle nærmere sig den oprindelige målsætning med at skabe et egentlig indre marked i Mercosur er da også mere end tvivlsomt. Det vil kræve et paradigmeskifte i først og fremmest Argentina og Brasilien. Optagelsen af Venezuela sidste år må forventes at forværre dette problem.

Helt anderledes ser det ud for Alianza del Pacífico. I modsætning til Mercosur, er der tale om et rent økonomisk samarbejde (for en relativt grundig gennemgang af Mercosur, se Wikipedia).

Formålet med Alianza del Pacífico er at styrke integrationen mellem medlemsstaterne, for hermed at være konkurrencedygtige i den globale økonomi. Men i modsætning til Mercosur er der tale om et åbent samarbejde. Samtidig med at man ønsker fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandende, ønsker man også at fremme frihandel med andre dele af verden. I modsætning til Mercosur, hvor de enkelte medlemslande ikke frit kan indgå frihandelsaftaler med andre lande eller andre handelssamarbejder. Er det muligt for medlemslandende i Alianza del Pacífico.

Den større åbenhed fremgår da også tydeligt af, at hvor landende i Mercosur samarbejdet kun har indgået få og ubetydelige aftaler, har Alianza del Pacífico-landene allerede eller er på vej til at indgå aftaler med stort set alle vigtige internationale samhandelspartnere.

Resultatet er, at Alianza del Pacíficos kombinerede handelsaftaler dækker markeder med et samlet BNP, som er ca. 75 gange større end Mercosurs tilsvarende indgåede handelsaftaler dækker.

Fremtiden ligger ved Stillehavet

Mercosur er målt på befolkning og samlet BNP større end Alianza del Pacífico.

Til gengæld er BNP per indbygger ca. 23 procent højere i Alianza del Pacífico end i Mercosur. En forskel som forventes at stige,

Mens især Venezuela og Argentina, men også Brasilien står overfor betydelige økonomiske udfordringer og risiko for, efter regionale forhold, beskeden vækst de kommende år, forventes især Chile, Peru og Colombia fortsat at være blandt de hurtigst voksende økonomier i regionen.

Som det fremgår af nedenstående tabel over vækstraterne de seneste 2 år samt IMF’s forventede vækstrater i 2013 og 2014, forventes forskellen i samlet BNP fortsat at mindskes.

På længere sigt bliver det afgørende hvad der sker i de to blokkes dominerende økonomier, Brasilien og Mexico. Den økonomiske aktivitet i de to lande udgør ca. 2/3 af de respektive blokkes samlede økonomiske aktivitet.

Indfrier Mexico endelig forventningerne?

Mens Brasilien står med store udfordringer i forhold til at fastholde fortsat vækst, se også her, er det store spørgsmålstegn i forbindelse med Mexico, hvorvidt man evner at gennemføre de nødvendige reformer. Mexicos økonomiske udvikling har de senere årtier generelt været skuffende, primært fordi man ikke har magtet at følge handelsliberaliseringer op med de nødvendige interne reformer. Primært i forhold til indretningen af arbejdsmarkedet, samt en række indenlandske sektorer præget af manglende konkurrence, og for energisektoren yderligere domineret af ineffektive statslige investeringer.

Med Enrique Peña Nieto valgsejr sidste år sidder PRI igen på præsidentposten, som man gjorde i 70 år frem til 2000, hvor den konservative (PAN) Vincente Fox vandt præsidentvalget ved Mexicos første reelle demokratiske og fair valg i landets historie. Hverken Fox eller hans ligeledes konservative efterfølger Calderon var i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Først og fremmest på grund af modstand fra kongressen, ført an af PRI. Forhåbningerne er nu, at Peña er i stand til det.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at efter år med relativ lav vækst, har denne de seneste par år været anderledes gunstig. De seneste 2 år er Mexicos økonomi vokset væsentligt hurtigere end Brasiliens. I 2011 dobbelt så meget, og i 2012 3 gange så meget.

Mere og mere tyder på at Mexico også i de kommende år vokser hurtigere end Latinamerikas største økonomi. Dels på grund af Brasiliens indbyggede strukturelle problemer, se tidligere indlæg, og dels på grund af hastigt stigende lønninger i Kina, hvorved Mexico sammen med bl.a. Colombia i stigende grad ses som et alternativ som produktionsland med USA som hovedmarked.

Også en række andre forhold tæller til Mexicos fordel. Forsørgerbyrden er faldende – og sammen med Indien vil Mexico i 21020 have den laveste forsørgerbyrde, blandt verdens væsentlige økonomier.

Samtidig stiger lønningerne hastigt i Kina og forventes snart at overhale de mexicanske (og colombianske).

Brasilien derimod er karakteriseret ved dets fortsat beskyttede indenlandske industri netop ikke er konkurrencedygtig. Groft sagt bygger den brasilianske model fortsat på eksport af primærprodukter samt et relativt lukket indenlandsk marked. Det samme gør Argentinas, mens Venezuelas økonomi er fuldstændig domineret af olieindustrien.

For disse lande udgør Mercosur grundlæggende et forsvarsværk mod resten af verden og den globale økonomi opfattes fortsat primært som en trussel mod egen national udvikling. Dette modsat den grundlæggende holdning bag Alianza del Pacífico. Her ses samarbejde og integration som en mulighed for at styrke konkurrenceevnen og tværtimod indgå i den internationale arbejdsdeling og fortsatte globalisering. Allerede i dag er Alianza del Pacíficos økonomier da også langt mere åbne og markedsorienterede end Mercosur-medlemmernes.

Ifølge CEPAL stod Chile, Peru, Colombia og Mexico således for 54 procent af den samlede eksport i Latinamerika i 2011, mens Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela stod for 35 procent.

To forskellige visioner for Latinamerikas fremtid

Valget mellem Mercosur og Alianza del Pacífico er mere end et valg af samarbejdspartnere. Der er i lige så høj grad tale om et grundlæggende valg af økonomisk og politisk model.

Det ses til dels af hvilke lande som er medlemmer af de organisationer. Chile og Peru har begge en neoliberal grundlov, der eksplicit understøtter en markedsmodel og hindrer statslig indblanding. Ligeledes eksisterer der en grundlæggende konsensus i de 4 lande om begrænset rolle i markedet for staten. Det er ikke tilfældet i hos de tre store medlemmer af Mercosur, Brasilien, Argentina og Venezuela. Omend der er stor forskel fra Venezuelas “socialisme for det 21. århundrede” til Brasiliens mere pragmatiske statskonservative/positivistiske økonomiske model, har staten en helt central rolle i de tre landes økonomier. Det sætter de to restende medlemmer, Paraguay, et af Latinamerikas fattigste lande, og ikke mindst Uruguay i et afgørende dilemma.

Pressen i Paraguay, som er modstandere af Venezuelas optagelse i Mercosur, har i flere omgange luftet mulighederne for at man forlader Mercosur og søger optagelse i Alianza del Pacífico. Bl.a. har man påpeget at eksporten til Mercosur og Alianza del Pacífico er stort set lige stor. Som omtalt flere gange på denne blog er Uruguays regering meget kritisk over for udviklingen i Mercosur, og den socialistiske præsident Mujica, har i flere omgange slået til lyd for, at Mercosur er spild af tid.

Begge lande deltager da også som observatører – sammen med Portugal, Canada, Japan, Guatemala, Spanien, Australien og New Zealand, Costa Rica og Panama – ved det kommende topmøde i Alianza del Pacífico senere i maj. Men hvor både Costa Rica og Panama søger optagelse – Costa Rica bliver formentlig medlem allerede i år – er både Paraguay og Uruguays deltagelse nok mere symbolsk, mens truslerne om at skifte Mercosur ud med Alianza del Pacífico på nuværende tidspunkt næppe er alvorligt ment.

Det kan dog ændre sig hurtigt i de kommende år. Selv i Brasilien er der røster fremme om, at man i yderste konsekvens bør forlade Mercosur, eller i det mindste kræve, at man på egen hånd kan lave frihandelsaftaler til anden side. En debat som oprettelsen af Alianza del Pacífico har forstærket.

Måske kan EU lære noget af Alianza del Pacífico?

Da Mercosur blev grundlagt for mere end 20 år siden var forbilledet vist EU og det indre marked. På papiret ser organisationen skam også imponerende ud og formålserklæringerne fejler skam ikke noget. Til gengæld er det småt med resultaterne.

Alianza del Pacífico har en langt mindre med samtidig økonomisk langt mere slagkraftig ambition; at sikre høj vækst og velstand i medlemsstaterne gennem økonomisk integration og frihandel. Det begrænsede samarbejde ser til gengæld ud til at fungere – og mon ikke det ligger tættere på f.eks. Englands ide om det ideelle EU, end vores nuværende EU gør?

Med tanke på den stigende modstand mod EUs politiske overbygning og Europas generelle økonomiske fortrædeligheder, er der nok en og anden – og udenfor England – som gerne så et mindre ambitiøst EU. Et EU, der til gengæld i højere grad fokuserede på de områder vi ved skaber vækst og velstand – nemlig frihandel og “naturlig” økonomisk integration.

Måske vil udviklingen i Latinamerika på sigt indebære, at vi også i vores del af verden erkender hvad der bedst sikrer bedre levevilkår for borgerne. Man har jo lov at håbe 🙂

Alianza del Pacífico afskaffer told på 90 procent af handlede varer og tjensteydelser

Drop Mercosur og lad være med at bruge krudt på Brasilien. Hvis den danske regering vil noget i forhold til promovering af dansk eksport til Latinamerika, skal der satses på Alianza del Pacífico

På under 2 år er man kommet længere end Mercosur er på 20. Og ved det kommende topmøde den 23. maj afskaffes enhver form for told på 90 procent af de handlede varer. Told på de restende 10 procent vil blive udfaset i løbet af de kommende år.

Mens Mercosur aldrig for alvor har udnyttet sit potentiale, forholder det sig helt anderledes for Alianza del Pacífico, bestående af Chile, Peru, Colombia og Mexiko.

Samarbejdet mellem Argentina, Brasilien, Venezuela, Paraguay og Uruguay hæmmes i stigende grad af den manglende fundamentale forståelse for frihandels fundamentale betydning for øget vækst og velstand. Bortset fra Uruguay, hænger man i vid udstrækning fortsat fast i en indadskuende nationalistisk økonomisk forståelse med rødder tilbage til første halvdel af det 20. århundrede.

Sådan forholder det sig ikke hos Chile, Peru, Colombia og Mexico.

Mens landende i Mercosur-samarbejdet, bortset fra Uruguay, står overfor en række store udfordringer og begrænset vækstpotentiale, forholder det helt anderledes for medlemmerne af Alianza del Pacífico.

Mercosur er præget af flere medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fortsat protektionisme, også mellem medlemslandende.

Heroverfor stårAlianza del Pacífico, hvis erklærerede formål er at fremme landenes konkurrenceevne gennem frihandel, markedsøkonomi med vægt på udenlandske investeringer, samt sikre den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

De 4 økonomier og deres 200 mio. indbyggere står for ca. 35- 40 procent af Latinamerikas økonomiske aktivitet og ca. 55 procent af regionens samlede eksport. Og resten af verden er klar over, at de pågældende landes økonomiske betydning er stigende.

På det kommende topmøde deltager en række lande som observatører. Ikke mindst detalgelsen af Uruguay, som er medlem af Mercosur, er yderst interessant. Desuden deltager Canada, Australia; New Zealand, Japan, Spanien og Portugal med observatørstatus. Ednelig har de to mellemamerikanske lande, Panama og Costa Rica anmodet om at blive optaget som fuldgyldige medlemmer.

Med tanke på hvor optaget den danske regering er af at øge dansk eksport, var det måske en ide at anmode om deltagelse i kommende topmøder.

Selv om Mercosur har en større befolkning og et højere samlet BNP i dag, er der flere grunde til Alianza del Pacífico er langt mere interessant for udlandet.

Forskellen i forventede vækstrater indebærer at BNP i løbet af de kommende år vil overhale Mercosurs både målt per indbygger og på længere sig i alt.

I modsætning til Mercosur som har en protektionistisk dagsorden ønsker man – og arbejder for – reelt at integrere landende i den globale markedsøkonomi. Derved er eksportpotentialet for danske virksomheder langt større iAlianza del Pacífico end Mercosur.

Det har private investorer selvføglelig fundet ud af for længst, hvorfor strømmen af udenlandske investeringer i stigende grad går mod de pågældende lande. Nok er Brasilien regionens største modtager af udenladnske investeringer, men det gædler kun når man ser på de rene nominelle beløb. Både set i forhold til økonomiernes størrelse og befolkningstal, har Chile og Peru længe været større og i de senere år har især Colombia oplevet et betydeligt øget inflow.

FDI/GDP 2007-2013

Kilde: Americas Market Intelligence.

Chile har længe været ledende både med hensyn til økonomisk vækst og evnen til at tiltrække udenlandske investeringer. I det seneste årti har de fået følgeskab af Colombia og Peru, som det fremgår af nedenstående graf over væksten i BNP i de to lande sammenlignet med Latinamerika og den globale vækst.

BNP vækstrater 2007-2013

Kilde: Americas Market Intelligence.

Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?

En af de mest sejlivede myter på venstrefløjen er at Colombia er plaget af systematisk forfølgelse og drab på fagforeningsmedlemmer. Myten er så sejlivet at den i brede kredse anses for at være en selvfølgelighed, men er den nu også det?

Herhjemme viderebringer 3F naturligvis med stor iver myten om den systematiske forfølgelse og i forbindelse med en indgået frihandelsaftale mellem EU samt Colombia og Peru, blokerer en socialdemokratisk ledet gruppe af Europa-Parlamentsmedlemmer netop med henvisning til overtrædelser af menneskerettigheder og forfølgelse af fagforeningsmedlemmer i Colombia. Som det danske medlem af den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, Ole Christensen, skriver i en kronik i Børsen (kræver abonnement for fuld tekst) den 3. september under overskriften “Rettigheder før profit i Sydamerika”:

Jeg sætter menneske- og arbejdstagerrettigheder over økonomisk gevinst for EU, erhvervslivet i Peru og Colombia, samt de selskaber, der inviteres til landet gennem aftalen. Derfor er jeg forbeholden. Og det med god grund, når man ser på den række af grove forbrydelser mod befolkningen i Colombia, der har krævet ret over deres jord og retten til at organisere sig. Den systematiske kamp mod fagbevægelsen over en årrække har betydet, at der i dag kun er knap 3 pct. fagligt organiserede tilbage.

Og når man ser på de årlige opgørelser over antallet af myrdede fagforeningsmedlemmer optræder Colombia da også konsekvent med det højeste antal ifølge tal fra den internationale fagforeningsorganisation, ITUC. I 2011 skulle 29 ud af 76 mord på fagforeningsfolk på verdensplan være sket i Colombia.

Ofte henvises der også til, at næsten 3.000 fagforeningsfolk er myrdet de seneste 25 år i Colombia. Hvad man ofte glemmer at nævne er at det samlede antal myrdede i samme periode er flere hundrede tusinde. I samme periode er antallet af registrerede mord i mere end 350.000. Siden 2002 er mordraten faldet drastisk i takt med at FARC og paramilitære grupper er blevet nedkæmpet eller afvæbnet og i 2011 blev der “kun” registreret ca. 13.500 mord, heraf 29 på fagforeningsmedlemmer. Det laveste antal i årtier.

Og de rapporterede mord på fagforeningsmedlemmer er vitterlig de som er medlemmer af en fagforening. Der er ikke tale om at man vurderer hvorvidt deres død skyldes fagforeningsaktivitet eller ej.

Edward Schumacher-Mato fra Harvard, har på baggrund af domfældelser nået frem til at under 20 procent af mordene på medlemmer af fagforeningsfolk kan angives af være knyttet til ofrenes fagforenings aktiviteter. Det indebærer altså, at ud af de 29 myrdede fagforeningsmedlemmer i 2011, må det forventes at kun 5-6 af disse er slået ihjel på grund af deres tilknytning til en fagforening. Det er naturligvis stadig beklageligt, men kan det angives at være udtryk for systematisk forfølgelse?

Systematisk forfølgelse kan efterprøves statistisk

Hvis der var tale om en systematisk forfølgelse burde det kunne ses i mordraten for fagforeningsmedlemmer i forhold til mordraten i almindelighed.

Som det fremgår af ovenstående figur topper antallet af mord på fagforeningsmedlemmer i midten af 1990erne, ligesom man har en mindre stigning mellem 2000 og 2002, hvorefter der er er et kraftigt fald. Af figuren ovenfor til højre ses hvor stor en andel af de samlede mord, shvor ofret har været medlem af en fagforening. som det fremgår er den på intet tidspunkt ud over 1996 over 1 procent af det samlede antal mord, mens den de senere år har nærmet sig 0,2 procent af de samlede mord.

Sammenligner man den generelle mordrate og mordraten for fagforeningsmedlemmer fremgår det da også tydeligt, at risikoen for at blive myrdet er væsentligt lavere for fagforeningsmedlemmer end for befolkningen generelt. Således var den ca. 7 gange lavere i 2008.

I en analyse “Is Violence Against Union Members in Colombia Systematic and Targeted?” fra 2009 forsøger Daniel Mejia og María José Uribe at finde ud af om der er statistisk belæg for at der skulle finde en systematisk forfølgelse sted af fagforeningsfolk.

Herunder prøvede de via en regressionsanalyse at se om man på delstatsniveau kunne finde en sammenhæng mellem forskellige former for arbejdskonflikter og mord på fagforeningsmedlemmer. Det var ikke muligt.

Den eneste signifikante sammenhæng som kunne konstateres var, at de fattigste og mest voldelige delstater også registrerede de højeste antal mord på fagforeningsmedlemmer.

Kan forklaringen virkeligt være så simpel?

Noget kunne tyde på at den væsentligste grund til den udbredte myte om den systematiske forfølgelse af fagforeningsfolk i Colombia er det simple faktum at der er nogle som påstår det og måden man registrerer mord på (læs, at man ikke vurderer hvorvidt medlemmer af fagforeninger er slået ihjel på grund af deres fagforeningsaktiviteter eller ej). Det virker næsten for banalt til at være sandt. Men se lige på nedenstående tabel over mord på fagforeningsmedlemmer i Colombia, Guatamala og Venezuela. Som det fremgår er der meget stor forskel på ITUCs tal fra de tre lande og så hvad NGOere i Guatamala og Venezuela kommer frem til.

Man må naturligvis begræde den høje vold og de mange mord i Colombia, og Venezuela og Guatemala, som i dag begge har høejre mordrater end Colombia. Det er slående at vi intet har hørt om eventuel systematisk forfølgelse i Venezuela – og det er heller ikke sikkert en sådan finder sted.

Et er dog sikkert, der er intet som tyder på at fagforeningerne i Colombia har været eller bliver udsat for systematisk forfølgelse.

Til gengæld har de seneste årtiers konflikt i Colombia medført at opbakningen til venstrefløjen er stort set ikke-eksisterende.

colombia politik — Colombianerne ser sig selv som centrum-højreorienterede (2011)

Ovenstående figur er hentet fra det internationalt ansete uafhængige chilenske analyseinstitut Latinobarometro, som i de sidste 20 år har fortaget intensive analyser af latinamerikanernes holdninger på en lang række områder.

Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at der er stor opbankning til landets centrum-højre regering under ledelse af præsident Manuel Santos (Partido de la U).

Det fremgår også tydeligt at fagforeningernes troværdighed er meget lav. således har 2/3 af befolkningen ingen eller kun lidt tiltro til landets fagforeninger.

Det er måske den væsentligste grund til at kun 3-4 procent arbejdsstyrken er medlem af en fagforening.

Uruguay nærmer sig Aliança do Pacífico

Efter at have luftet sin utilfredshed fra tid til anden med udviklingen i Mercosur gennem mere end et år, meddelte Uruguays præsident Jose Mujica forleden i et TV-interview, at man ønsker et tættere samarbejde med andre regionale handels-organisationer. Ikke mindst er man interesseret i Aliança do Pacífico (AP), hvor man ønsker at få observatørstatus.

AP blev etableret for blot 2 måneder siden af Chile, Peru, Colombia og Mexico. Formålet er øget økonomisk integration og forbedret konkurrenceevne, baseret på markedsøkonomi. Det skal ske gennem skabelsen af et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. At Peru deltager er noget af en bet for Brasilien, som havde håbet på at valget af
Ollanta Humala til præsident ville indebære at Peru faldt under “brasiliansk interessesfære”.

At Uruguay i stigende grad ser andre steder hen end Mercosur undrer ikke. Samarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Paraguay (som er suspenderet indtil marts næste år) og fra 31. juli i år Venezuela, har været en stor skuffelse. Mercosur blev udtænkt i 1980erne, og etableret i 1991. I forhold til slutningen af 90erne har fortsat, og på det seneste stigende, protektionisme snarere resulteret i mindre i stedet for mere integration, målt på betydningen målt på gensidig handel.

PERU-HUMALA-CREDENTIALS — Perus præsident Humala

Mercosurs andel af Brasiliens samlede eksport, er således faldet med ca. 30 procent siden 1997, mens Uruguays andel har været stort set uforandret.Den manglende succes skal primært tilskrives den politiske udvikling i regionen siden årtusindeskiftet. Efter de reformvenlige 90ere, har de seneste 10 år været præget af regeringer med forkærlighed for planøkonomiske tiltag og nationalistisk retorik.

Det gør sig ikke mindst gældende i Brasilien og især Argentina. Gang på gang har især Argentina været på kant med de andre medlemslande, når man har brudt indgåede aftaler og øget protektionismen. Til stor utilfredshed for ikke mindst Uruguay.

Aliança do Pacífico – en lige højre til Mercosur

Målt på udenrigshandel er AP allerede fra start Latinamerikas væsentligste økonomiske samarbejdsorganisation. 55 procent af Latinamerikas samlede eksport stammer fra Chile, Peru, Colombia og Mexico. Det er ca. dobbelt så meget som Mercosur.

Målt på BNP er Mercosur fortsat mere betydningsfuld. Brasilien, Argentina, Venezuela, Uruguay og Paraguay står for lidt over halvdelen af den samlede værditilvækst i Latinamerika. AP-landenes andel er ca. 40 procent. Vurderet på både nuværende og forventede vækstrater, er det dog kun et spørgsmål om tid før AP også overhaler Mercosur, målt på BNP.

AP er hvad det brasilianske ugemagasin ”CartaCapital” meget passende har kaldt en ”en lige højre” til Mercosur. I en nylig artikel pointerede ”The Economist” under overskriften ”Mercosur RIP”, at Brasilien og især Argentina primært opfatter Mercosur som ”en fæstning” mod omverden.

Helt anderledes forholder det sig for AP. Her hersker idealet om, at fortsat vækst og højere levestandard bedst sikres via markedskræfterne og ikke gennem statslig regulering og indblanding, som i netop Brasilien og Argentina.

Chile og Peru – opskriften på et moderne og velstående Latinamerika

Chile og Peru har i kraft af deres status som Latinamerikas mest succesfulde økonomier, både målt på økonomisk vækst og evnen til at reducere fattigdom, for længst dokumenteret markedets overlegenhed.

Chile og Perus evne til at sikre vækst og reducere fattigdom er uden sidestykke i moderne Latinamerikansk historie. Som jeg tidligere har skrevet om er andelen af den peruvianske befolkning som lever i absolut fattigdom i dag lavere end i Brasilien, på trods af at det forholdt sig omvendt for 10 år siden.

Også Colombia tilslutter sig i stigende grad idealet om mere marked og mindre stat. Det som af især venstrefløjen hånligt er benævnt neoliberalisme.

De tre lande har gennem fusionen af deres respektive børser demonstreret, at man mener det alvorligt, når man taler om at skabe et fælles indre marked. Det styrker tiltroen til at der – i modsætning til Mercosur – er handling bag ordene, når man taler om at etablere et indre marked.

Selv i Mexico er der grund til optimisme. Efter år med politisk infight, er der efter det nylige parlaments- og præsidentvalg flertal for reformer indenfor bl.a. arbejdsmarkedet og energisektoren.

Stats- eller markedsstyret vækstmodel

Ønsker man at studere konsekvenserne af forskellige økonomiske modeller i ellers sammenlignelige økonomier, er Latinamerika formentlig det bedste sted at starte.

chavez-dilma-mujica-cristina-mercosur_sld — Chavez, Dilma. Mujica og Kirchner 31. juli 2012

Formålet med de fleste latinamerikanske landes økonomiske politik i anden halvdel af det 20. århundrede var groft sagt at undgå både regional og global økonomisk integration og afhængighed. Men hvor toneangivende lande i Mercosur fortsat kun nødtvunget accepterer at være del af det globale økonomiske system, omfavner landene i AP globaliseringens muligheder og fremmer aktivt frie markeder.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Præsident Jose Mujica understreger fortsat, at Uruguay ikke overvejer at trække sig ud af Mercosur, men den holdning kan hurtigt skifte. Et af problemerne med at være medlem er at man har fælles toldsatser overfor tredie lande, hvilket især rammer Uruguay som er en lille økonomi i forhold til både Argentina og ikke mindst Brasilien. Anderledes forholder det sig hvis man alene har en associerings-aftale hvilket bl.a. Chile har.

Jose Mujica lægger da også vægt på at der er behov for et mere fleksibelt Mercosur. I fravær af dette er det overvejende sandsynligt, at Uruguay over tid vil søge optagelse i AP og dermed fravælge Mercosur. I modsætning til både Argentina og Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, fylder nationalisme mindre og forståelse af grundlæggende markeds-sammenhænge mere i Uruguay, selv om Mujica er socialist.

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico udfordrer Mercosur

I sidste uge indgik Chile, Peru, Colombia og Mexico Aliança do Pacífico, “Stillehavs-alliancen”, som primært skal øge den økonomiske integration, handel og konkurrenceevne. Målet er at skabe et indre marked for landenes 200 mio. indbyggere baseret på fri bevægelighed for varer, tjensteydelser, kapital og mennesker.

Ud over de fire medlemslande og Panama, som har observatør status, deltog også Costa Rica, Canada og Spanien (med kong Juan Carlos), mens Japan og Australien havde sendt delegationer til mødet, som fandt sted i Chile.

Med ca. 215 mio indbyggere står de 4 lande for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer (ikke mindst spanske), er der tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

Men hvor handling sjældent følger ord i latinsk politik, er der heldigvis grund til at tage Aliança do Pacífico meget alvorlig.

Selv om Ollanta Humala understregede, at samarbejdet ikke skulle ses som en konkurrent til andre handels-samarbejder i regionen, er der tale om en kraftig udfordring af ikke mindst Mercosur. Netop Peru’s deltagelse er formentlig en streg i regningen for Brasilien, som efter Humala’s valgsejr ved sidste års præsidentvalg i Peru, havde satset på at tættere samarbejde.

I stedet har Peru valgt at udvide samarbejdet med de øvrige relativt frie og globalt orienterede økonomier, Mexico, Colombia og ikke mindst Chile. Alle lande som i modsætning til Brasilien og ikke mindst Argentina har forstået at globalisering og fortsat vækst involverer både import og eksport og markedsreformer.

I Mercosur er det kun Uruguay som reelt ligner noget som kan kaldes en markedsøkonomi, mens Aliança do Pacífico har deltagelse af de to frieste (neoliberalistiske) økonomier i Latinamerika, Chile og Peru.

Chile, Mexico og Colombia har desuden allerede frihandelsaftaler med USA, og Peru er tæt på at have det.

Selv om det blev avist af bl.a. Perus præsident, er Aliança do Pacífico et klart markedsliberalt alternativ til både ALBA og Mercosur. Mens Mercosur samarbejdet fungerer dårligt med stigende protektionisme og manglende respekt for indgåede aftaler, forholder det sig helt anderledes for alliancen medlemmer.

Samarbejdet er også en direkte udfordring til Brasiliens Hegemoni i Latinamerika, i kraft af Aliança do Pacífico størrelse og vækstpotentiale. 3 af de 4 medlemslande er blandt Latinamerikas hurtigst voksende økonomier siden årtusindeskiftet.

Spørgsmålet er så om Uruguay, hvis frustration over Mercosur er voksende, hvilket jeg har skrevet om tidligere, på et tidspunkt vil “skifte” til Aliança do Pacífico.

Brasilien taber pusten mens Colombia stormer frem – forskellen er markedskapitalisme

Vi skal kun få år tilbage før man ville være helt til grin, hvis man nævnte Colombia som et fremtidigt vækstmirakel. Derimod var der ingen ende på den rosende omtale af Brasiliens fremtidsudsigter. Sådan er det ikke længere. Her på bloggen har vi allerede for lang tid siden konstateret at Brasilien står overfor betydelige udfordringer, hvis man vil fastholde rimelige vækstrater, mens vi har fremhævet Colombia som en mulig stjerne.

I denne uges economist er der to glimrende artikler om henholdsvis Brasiliens nedtur og Colombia’s vækstscenarie .

På trods af at bytteforholdet for Brasiliens eksport er steget med 25 procent de seneste 10 år, har det ikke kunne kompensere for at kraftigt stigende lønninger (drevet af politisk betingede høje stigninger i mindstelønnen), meget lav vækst i produktivitet, et komplekst skattesystem på et meget højt niveau – skattetrykket i Brasilien er på næsten 38 procent af BNP, og manglende investeringer i infrastrukturen er alle med til at forklare, at man nu regner med væsentligt lavere økonomisk vækst i de kommende år.

Stigende protektionisme og mangel på tiltrængte markedsreformer lægger yderligere til.

Economist er blot de seneste, som konstaterer at fremtiden ser mindre lys ud for Brasiliens økonomi. Tidligere på måneden var det Ruchir Sharma i artiklen “Bearish on Brazil” i Foreign Affairs, som pegede på at det står skidt til med B’et i BRIC landene.

Helt anderledes i Colombia. Her er en frihandelsaftale med USA trådt i kraft, dækkende stor set alle produkter. Man regner med at aftalen allerede i år vil indebære, at BNP stiger en procent ekstra, mens der vil blive skabt 300.000 nye jobs. En lignende aftale forventes at træde i kraft i forhold til EU senest i 2013.

Brasilien har fortsat et højere BNP per indbygger end Colombia, men som The Economist erkender – og som jeg har skrevet ved flere lejligheder – er Brasiliens vækst slet ikke så imponerende når man kigger nærmere efter. Det er ikke usandsynligt at Colombia allerede i indeværende årti (i lighed med Peru) overhaler Brasilien målt på BNP per capita.

En væsentlig forskel mellem Brasilien på den ene side og lande som Colombia og ikke mindst Peru, Panama og Chile på den anden er, at mens Brasilien fortsat bekender sig til semi-planøkonomisk statskapitalisme, er forbilledet for Colombia, Peru, Chile og Panama markedskapitalisme. Det som venstrefløjen fnysende omtaler som neo-liberalisme.

Man kan jo kalde det hvad man vil. Men det bliver alt tydeligere, at lande som fastholdt momento og fortsatte markedsreformerne fra 1990erne (for Chiles vedkommende fra 1970erne), oplever langt større økonomiske fremskridt end de som helt eller delvist vendte tilbage til eller fastholdt den traditionelle statscentrerede økonomiske model.

FARC løslader de sidste gidsler

(Opdatering: – Der er kun tale om de sidste militære/statslige gidsler. Man regner med at FARC herefter fortsat har ca. 400 civile fanger/gidsler)

Colombianske FARC, som længe har har været presset og kun er en skygge af sig selv i forhold til tidligere, har nu løsladt de sidste gidsler. Læs og se mere på BBCs hjemmesider. Hermed tager Colombia endnu et skridt mod at blive et “normalt” fungerende land. Noget af en omvæltning fra 10 år siden, da landet karakteriseredes som en “failed state”.

Sidste år var Colombia blandt Latinamerikas hastigst voksende økonomier, en udvikling som ser ud til at fortsætte i år. Løsladelsen af de sidste gidsler er kommet i stand ved en joint-venture mellem Colombia og Brasilien, og understreger kun det nære forhold de to lande har fået til hinanden siden valget af Manuel Santos som Colombia’s præsident i 2010.

At det gode forhold mellem de to lande samtidig yderligere svækker Venezuelas position, passer formentlig begge fint.