Brasilien og den væmmelige liberalisme.

The Economist bringer i denne uge en artikel om Brasiliens problematiske forhold til økonomisk frihed – “Liberalism in Brazil – The almost-lost cause of freedom”. Artiklen indledes med et citat af en af Brasiliens få åbentlyse liberale (i europæisk forstand) økonomer, den nu afdøde Roberto Campos, – der fik tilnavnet “Bob Fields”, der citeres for

at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien

Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.

Continue reading Brasilien og den væmmelige liberalisme.

Chavez afskaffer økonomiske kriser i Venezuela

Hvad gør man som præsident, når den økonomiske vækst udebliver? Man erlærer naturligvis blot, at økonomisk vækst i from af BNP-vækst er noget “gammeldags kapitalistisk” skrammel. Det er set før,  bl.a. hos Sarkozy i Frankrig, og i det fattige Bhutan, hvor man til stor glæde for alverdens varmtfølende NGO’ere opererer med “lykke” i stedet. Enkelte økonomer som tidligere nobelpristager, den berømt/berygtede antiglobalist Joseph Stiglitz mener ogsåå at man skal bruge subjektive mål istedet for BNP.

Udvikling i real bnp Venezuela
Udvikling i real bnp Venezuela

FN har i flere år beregnet deres eget alternativ til BNP, nemlig HDI, human development index. Det refereres vidt og bredt ganske ukorrekt som et videnskabeligt udtryk for et lands/økonomis tilstand. Problemet med disse kvalitative mål er, at de først og fremmest viser hvorledes landene scorer i forhold til preferencerne hos de der laver indexene. FNs HDI er i bund og grund en måling af, i hvor høj grad lande kommer tæt på den skandinaviske model. Det er derfor Cuba scorer højt HDI, på trods af at det er et af Latinamerikas fattigste lande  målt på BNP.

Sjovt nok synes interessen hos magthaverne for alternative målemetoder primært at være stor, når BNP udvikler sig i negativ retning. I årene 2004 til starten af 2008, hvor høje oliepriser sikrede Venezuela regionens højeste vækstrater var Hugo Chavez ikke kritisk overfor BNP – tværtimod. Efter at BNP er faldet op mod 5% det seneste år, og forventes også at falde til næste år har piben fået en anden lyd.

Tal i ovenstående figur (sakset fra WSJ) stammer fra Venezuelas nationalbank og viser udviklingen i BNP gennem det seneste år.

Continue reading Chavez afskaffer økonomiske kriser i Venezuela