Krisen i Venezuela skyldes at “man ikke gik langt nok”

I anledning af de seneste meget voldsomme protester og den økonomiske nedsmeltning i Venezuela bad Ræson mig i sidste uge om at skrive et indlæg,  “Krisen i Venezuela bør slukke de revolutionsromantiske forestillinger på den danske venstrefløj“, med udgangspunkt i den danske venstrefløjs støtte til regimet.

Det vil i denne sammenhæng sige Enhedslisten og grupperinger i dens umiddelbare nærhed. I forhold til tidligere og belært af historien, er begejstringen for revolutionære projekter jo kølnet betragteligt blandt mere moderate venstreorienterede/socialister. Var der en umiddelbar begejstring – også blandt mere moderate og mindre revolutionære socialister, da Hugo Chavez kom til magten, er den kølnet betydelig de senere år. Dele af Enhedslisten vil muligvis mene, at det også gælder dem – Pelle Dragsted skrev således et indlæg på hedengangne “Modkraft” i 2011, hvor han sagde “Ciao, Ciao Chavez“. Det afholdt ham dog ikke fra at insistere på, at man havde opnået store resultater under Chavez, da jeg mødte ham i en debat på deadline i anledning af Chavez død i 2013, se nedenstående video.

Mens Pelle Dragsted mente der var opnået store sociale fremskridt, afviste han at Venezuela skulle have “ondt i demokratiet” på daværende tidspunkt. Da jeg påpegede, at de forbedringer i indkomst og reduktionen i fattigdom skyldtes de rekordhøje oliepriser, afviste Dragsted også dette.

Læg forøvrigt her mærke til udviklingen i BNP i forhold til olieprisen. Den økonomiske vækst falder drastisk, for derefter at blive negativ før oliepriserne begynder at falde voldsomt i 2014. Inflationen er høj og budgetunderskuddet stort  – selv med historisk høje oliepriser. Som bekendt det så kun gået endnu værre de sidste par år.

For nylig mødte jeg så igen en repræsentant for Enhedslisten, denne gang Christian Juhl, i en ny debat  om Venezuela på Deadline.  Denne gang var faldet i oliepriserne så af stor betydning for krisen i Venezuela, mens Christian Juhl i lighed med Pelle Dragsted prøvede at fastholde billedet af Venezuela som et demokrati. Men som det fremgår tager Christian Juhl dog  (naturligvis) afstand fra de mange overgreb, som påpeget  af Amnesty International.

Ifølge Enhedslistens Latinamerikagruppe skyldes Venezuelas krise for lidt socialisme.

Hvis der er noget som springer i øjnene,  er det afstanden mellem  hvad Christian Juhl siger og så de holdninger, som Enhedslistens Latinamerikagruppe giver udtryk for. En af dens medlemmer, Julie Wetterslev, skriver således i en kommentar på Facebook, at

den ekstremt voldelige opposition i Venezuela som er finansieret af kilder udefra (gæt selv hvorfra) og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.

mens hun i en anden kommentar brokker sig over kritikken af Maduro og hans regime, og lægger hovedansvaret for de mange drab ved demonstrationerne på oppositionen, om hvem hun skriver, at :

Det er ellers dem der er mest aggressive og slår flest folk ihjel disse uger.

Det er langt fra Christian Juhls bemærkninger i Deadline om at der findes voldelige elementer på begge sider af konflikten (hvilket han har fuldkommen ret i). Der er her tale om en klar stillingtagen til fordel for Præsident Maduro og den siddende regering i Venezuela. Til forskel fra folketingspolikkerne formulerer Enhedslistens Latinamerikagruppe til gengæld en meget klar analyse af, hvad man mener der er gået galt. Det “21. århundredes socialisme” er ganske enkelt ikke gået langt nok.

Som Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, udtalte til Weekendavisen for et par uger siden:

Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati.

Med andre ord er problemet at man ikke har nationaliseret økonomien i tilstrækkeligt grad og indført fuldkommen planøkonomi. Nok så opsigtsvækkende for andre er måske også, at han fuldkommen afviser at der under Chavez og Maduro skulle have været en nedbrydning af institutionerne og demokratiet.

Hans Ålborg er her helt på linje med Andreas Bulow, også medlem af Enhedslisten samt “Hands of Venezuela”. Han mener også, at forklaringen på at det er gået så galt er, at man ikke har formået at gøre Venezuela socialistisk nok. I et blogindlæg, Er det socialismen der har slået fejl?, anfører han, at der er stor risiko for, at der gennemføres en “kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage”.  Ud over at det kan ske via et miltærkup, peger han også på at det bl. a. kan ske “ved et valgnederlag”!

Løsningen er ifølge Andreas Bulow, at

revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.

Hvor mon man har gjort det før? Ja det har man selvfølgelig set i bl. a.  Cuba. Forklaringen på at det også der er gået af h…… til – i den udstrækning man overhovedet vil erkende det – er som bekendt USA’s handelsblokade. Problemet i Venezuela, som Enhedslistens Latinamerikagruppe ser det, er “økonomisk sabotage” og udenlandsk indblanding. Under økonomisk sabotage hører f. eks. når man ikke vil sælge til de af regeringen fastsatte priser (som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne), eller ikke investerer i det omfang regimet ønsker det. Det kalder man så “investerings-strejke”.

Med andre ord konstaterer vi, at revolutionsromantikken lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj. Tidligere tiders planøkonomiske fiaskoer har ikke gjort det store indtryk.

Hvem er oppositionen?

Når man forstår det, kan man måske bedre forstå, at dele af venstrefløjen tilsyneladende er enig med regeringen i Venezuela i, at oppositionen er domineret af fascister, som Maduro ynder at kalde de ledende skikkelser i MUD (Mesa de la Unidad), der består af partier, som siden 2015 har haft flertal i kongressen. Det kan de dog ikke rigtigt bruge til noget, hvilket højesteret, som er fuldkommen styret af regimet, har sikret med en række grundlovsstridige afgørelser.

Således er Enhedslisten medunderskrivere af en støtteerklæring til Venezuelas regering i februar 2014, hvoraf det bl. a. fremgår, at

The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US.

Det var i forbindelse med disse demonstrationer, at Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular” blev arrasteret. I 2015 idømtes han efterfølgende 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i demonstrationer. Helt konkret blev han dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke lægger bevidst mærke til! Man tror det er løgn, men det er det ikke. Det er Venezuela – en gang Latinamerikas rigeste land – under “det 21. århundredes socialisme”.

Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.

Om ikke andet siger det noget om – i hvert fald dele af – Enhedslistens forhold til hvad vi andre ( inkl. Socialdemokrater) opfatter som demokrati. Det er nok værd at huske på.

Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

Hyldestordene for Venzuelas afdøde præsident Hugo Chávez i dagene efter hans død i sidste uge var nok præget af, at han på en række punkter trods alt var for kontroversiel for dele af den mere moderate venstrefløj. Det afholdt dog ikke venstrefløjen bredt fra, at hylde ham for hans “sociale indsats”. Det er der ingen grund til.

Se også “The death of a Caudillo

Chavez arv er en ødelagt økonomi, hvor man har formøblet et historisk boom i olieindtægterne, mens kriminaliteten er eksploderet og de demokratiske institutioner konsekvent er blevet undergravet.

Sammenligner man med udviklingen i andre dele af regionen, står det hurtigt klart, at de højt besungne sociale fremskridt ikke tåler sammenligning med andre lande i regionen.

Den ventreorienterede engelske avis The Guardian formåede i forbindelse med en gennemgang af  Chavez “storslåede” resultater, se  “How did Venezuela change under Hugo Chávez“,  primært at vise, at man har det rigtigt skidt med statistik på den avis. F.eks. valgte man at opgøre BNP per indbygger i løbende priser. Det er som bekendt fuldkommen ubrugeligt, hvis man ønsker et udtryk til at beskrive den økonomiske fremgang i et land, da der ikke tages højde for inflation.

Continue reading Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

Arven efter Hugo Chavez

Hugo Chavez bør gå over i historien som den værste præsident i landets historie. Infrastruktur, landbrug og industri ligger i ruiner mens kriminalitet, overgreb og mord er steget voldsomt og olieudvindingen er faldene. Chavez socialisme for det 21. århundrede har været en dyr omgang for Venezuela, som for blot 40 år siden var regionens mest velstående land. 

Som det fremgår af både danske og internationale medier tyder meget på at Hugo Chavez kun har kort tid tilbage at leve i. Spørgsmålet er vel om han overhovedet kan deltage i den planlagte indsættelsesceremoni på torsdag, som forfatningen foreskriver. Skulle han afgå ved døden inden torsdag er sagen klar. I så fald overtager vicepræsident Nicolas Maduro posten indtil torsdag, hvorefter parlamentets formand tager over og nyvalg afholdes indenfor 30 dage.

Nicolas Maduro
Chavez og Maduro

Et andet scenarie er, at Chavez fortsat er i live, men ude af stand til at deltage i ceremonien. Af forfatningen fremgår at præsidenteden skal aflægges enten foran parlamentet eller landets højesteretsdommere. Men det er uklart om ceremonien kun kan finde sted i selve Venezuela. Oppositionen, som er interesseret i et hurtigt valg, mener ja, mens Chavez støtter mener at selve ceremonien godt kan finde sted på den venezuelanske ambassade i Cuba, hvor Chavez er indlagt. Der tales også om at udskyde ceremonien eller lade vicepræsident Nicolas Maduro være stand-in for for Chavez den 10. januar. Heller ikke dette mener oppositionen er i overensstemmelse med forfatningen.

Hvad nu hvis Chavez ikke dør, men heller ikke er i stand til at varetage sit hverv som præsident? I det tilfælde er det op til parlamentet at afsætte ham. Det kræver 2/3 flertal og er ikke sandsynligt på kort sigt.

Noget andet er, at det ikke kan udelukkes, at den Chavez udpegede vicepræsident, Maduro, som er regeringens kandidat i tilfælde af nyvalg, rent faktisk kan gå hen og vinde valget. Oppositionen er overbevist om at de vil vinde, og har tidligere lavet interne meningsmålinger mellem Capriles og Maduro, men det var under helt andre omstændigheder og før Chavez gav ham sin støtte.

Uanset hvad vi andre ellers måtte mene om Chavez,  er han Venezuelas ubestridt mest populære politiker. Hans skygge vil hvile tungt over det valg, som skal finde hans afløser. Samtidig vil både apparat og lovgivning, som effektivt har begrænset oppositionens adgang til de landsdækkende medier og sikret regering og præsident uindskrænket sendetid, være intakt.

Ligeledes kan det heller ikke tages for givet, at de ca. 30 partier som stod bag Henrique Capriles ved det seneste præsidentvalg, også vil gøre det ved et valg efter denne og Madurp. Koalitionen har primært været drevet af modstanden mod den sidende præsident, og omfatter partier både til højre og venstre for Chavez.

Continue reading Arven efter Hugo Chavez

USAs præsident er den mest populære leder i Latinamerika

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige demokrati-undersøgelse i Latinamerika, har Latinobarometro undersøgt latinamerikanernes holdning til andre ledere i regionen.

Blandt andre spørgsmål. som man har spurgt en repræsentativt udsnit på 20.000 personer i de latinamerikanske lande, er hvorledes de forholder sig til andre ledere i Latinamerika, samt USAs præsident Barrack Obama og den spanske konge, Juan Carlos.

På en skala fra 1-10 scorer USAs præsident Barrack Obama bedst, med 6,3, mens vi i bunden finder Cubas tidligere leder, Fidel Castro, som kun scorer 4,1. Blandt regionens egne ledere scorer Brasiliens Dilma Roussef og Colombias Juan Manuel Santos højst, mens Daniel Ortega og Hugo Chavez har den lidet flatterende ære, at være de latinamerikanske ledere med det ringeste image i resten af Latinamerika.

Latinamerikanernes syn på USA

Det er muligvis en overraskelse for en del, at USA er relativt populær blandt latinamerikanerne. Ikke desto mindre er synet på USA overvejende positivt blandt et flertal af latinamerikanere, ikke mindst i blandt befolkningen i Honduras. Colombia og El Salvador.

Dette er næppe en nyhed, vi skal forvente bliver udbredt i danske mainstream medier. Det passer jo ikke rigtigt ind i den historie, som man ynder at fortælle om det imperialistiske USA og den retfærdige kamp, som undertrykte latinamerikanere fører mod kapitalismen.

Latinamerikanernes syn på udvalgte lande og regioner

 

En klar konklusion er, at latinamerikanerne er langt mere positivt stemt overfor resten af den vestlige verden og det kapitalistiske system, end man umiddelbart skulle tro, hvis man følger MSMs nyhedsdækning fra regionen.

Det er meget tydeligt, at selv om både Venezuela og Cuba scorer højere i 2011 end i 2010, er disse landes image relativt ringe. Der er ikke opbakning til “det socialistiske alternativ”. Kun Israel og Iran scorer lavere end Venezuela og Cuba.

“Neo”liberalisme sikrer høj vækst

Selv om Perus Centralbank har sænket sin prognose for landets økonomiske vækst i år til 6,5 procent fra 7 procent, vil det stadig være Sydamerikas hurtigst voksende økonomi i 2011, efterfulgt af Chile, hvis økonomi forventes at vokse med 6,2 procent, Argentina med 6 procent, Colombia med 4,2 procent og Brasilien med 4,1 procent ifølge IMF. Ingen af de nævnte landes BNP vækst kan dog følge med Panama, der forventes at have Latinamerikas højeste vækstrate med 7,4 procent.

Lima, Peru

Den peruvianske nationalbanks nedjustering af væksten fra 7 procent til 6,5 procent (hvilket bringer forventningerne i overensstemmelse med IMF ), skyldes ifølge Julio Velarde, præsident for nationalbanken, at det offentlige forbrug og de private investeringer har været lavere end tidligere forventet.

Den gennemsnitlige vækst i Latinamerika og Caribien som helhed, forventes af IMF at blive på 4,7 procent i 2011.  De eneste andre lande med højere prognoser i Latinamerika og Caribien (ud over Peru, Argentina og Chile) er Haiti (8,6 procent) og Panama (7,4 procent).

Hvis vi ser bort fra Haiti, hvis vækst kommer på en særlig (og dyster baggrund), m.a.o. jordskælvet sidste år, er det tydeligt, at den økonomiske vækst er højst blandt Latinamerikas økonomisk frieste lande (efter Fraser Institute’s Economic Freedom Index). Chile er blandt verdens 5 frieste økonomier, mens Panama og Peru kan måle sig med europæiske nationer.

Til gengæld klarer lande omfattet af  “det 21. århundredes socialisme” (ALBA-landene) sig generelt dårligt. Især Ecuador og ikke mindst Venezuela, der ifølge IMF kan forvente Latinamerikas laveste vækst i de kommende år. Væksten i Venezuela frem til 2016, forventes at være under 2 procent p.a., mens den i Ecuador forventes at ligge mellem 2 og 2,5 procent.

Med andre ord peger data for Latinamerika klart på, at “neo”liberale reformer sikrer vækst og velstand, mens socialisme medfører stagnation.

Præsidentvalget i Peru: Rød præsident og blå økonomi

Forrige søndag vandt Ollanta Humala Perus præsidentvalg knebent over Keiko Fujimori, datter af tidligere præsident Alberto Fujimori. Børsen i Lima reagerede dagen efter prompte med så kraftige kursfald, at man valgte at suspendere den videre handel efter få timer. I løbet af ugen har kurserne dog rettet sig, bl.a. efter Moody og Standard & Poor meddelte , at man ikke ville sænke Perus rating .

Keiko Fujimori og Ollanta Humala ved en TV-debat før valget

Jeg har tidligere i en række indlæg skrevet om dette års valg i Peru, se her, her og her. Dette indlæg handler primært om den nye præsident, Ollanta Humala, – og hvor stor en risiko hans valg  udgør for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år.

Som det fremgår af nedenstående oversigt over den økonomiske vækst det seneste halve århundrede, er det først i dette årtusinde Peru’s potentiale har manifesteret sig i kraft at høj og vedvarende økonomisk vækst – 2009’s ringe vækst skyldes naturligvis finanskrisen, som alle tre lande klarede en hel del bedre end bl.a. herhjemme, og har lagt bag sig.

BNP per capita i faste priser (2005 USD.) 1951-2009
BNP per capita i faste priser (2005 USD.) 1951-2009 (kilde PWT 7.0)

3 forhold omkring den historiske udvikling er slående:

1. Brasilien var i midten af det 20. århundrede væsentligt fattigere end både Peru og Chile, men er i slutningen af 1970erne væsentligt mere velstående (målt i BNP per capita) end de to andre lande. Som det vist fremgå med al tydelighed har Brasilien sin højvækstperiode fra slutningen af 1960erne og frem til slutningen af 1970erne, hvorefter følger 20. års stagnation. Dette er primært resultatet af to forhold, ekspansionen i 1970erne var i stigende grad lånefinansieret (lav indenlandsk opsparing), og problemerne med at reformere en lukket statscentreret økonomi.  Selv om det på grund af BNP’s manglende evne til at måle kvalitetsforandringer underspiller den oplevede/reelle udvikling – afspejler det i grove træk udviklingen. I 1990erne gennemførte man en rækker reformer, bl.a. en delvis privatisering og åbning af økonomien – udenrigshandlen er siden fordoblet i forhold til BNP. Men det er afgørende, at den statscentrerede økonomiske model, baseret på fortsat statsligt ejerskab i centrale sektor, statens dominerendede rolle i den interne kreditgivning og forkærligheden for planøkonomiske instrumenter og teknokratisk “ingeniørtilgang” til den makroøkonomiske styring effektivt begrænser det fremtidige vækstpotentiale til 3,5- 4 procent p.a.

2. Chiles forvandling fra en lavvækst økonomi til Latinamerikas mest velstående land siden 2. halvdel af 1970erne er naturligvis også slående. I forhold til Brasilien er det værd at medtage, at på trods af, at Chile i dag er betydeligt rigere og mere avanceret økonomi, er det fremtidige vækstpotentiale en del højere, op mod 6 procent p.a. Det skyldes først og fremmest at staten spiller en langt mindre rolle i den interne ressourceallokering, der foregår på markedsvilkår. I forhold til økonomiens størrelse, er omfanget af årlige udenlandske investeringer da også langt større end i Brasilien.

3. Endelig viser ovenstående figur tydeligt Perus manglende evne til at skabe varig vækst  i 2. halvdel af det 20. århundrede. Kulminationen er den totale nedsmeltning af økonomien i 1980erne, inklusiv hyperinflation og økonomisk kollaps, der bannede vejen for de markedsorienterede reformer i 1990erne, som påbegyndtes under alberto Fujimori. Ikke fordi han havde en dybere økonomisk forståelse. Han gik faktisk til valg på ikke at ville privatisere og liberalisere. Det valgprogram stod hans modstander ved valget i 1990, Mario Vargas Llosa, for. Kort beskrevet vandt Fujimori valget og gennemførte Llosa’s reformer. Også Peru modtager i forhold til økonomiens størrelse betydeligt flere udenlandske direkte investeringer end Brasilien.

Ollanta Humala og frygten for økonomien

Kort fortalt indebar Perus økonomiske reformer fra 1990erne og frem, ud over omfattende privatiseringer af alt fra minedrift og bankvirksomhed til energi og vandforsyning, afskaffelse af restriktioner for udenlandske investeringer og ejerskab, samt etablering af en uafhængig nationalbank, at der blev indskrevet meget snævre grænser for fornyet offentlig indblanding.

Resultatet er, at hvor Peru i 1985 var et af verdens mest ufri økonomier (108 ud af 111 lande), lå det i 2008 på niveau med en række vesteuropæiske lande (nummer 32 ud af 141). Og som det fremgår af ovenstående figur har den økonomiske vækst siden årtusindeskiftet været ganske overbevisende. Og i modsætning til væksten i1970erne bygger den ikke på udenlandsk låntagning, derimod er Peru ano 2011 præget af “sound economics”, lav gæld, lavt rente niveau og styr på inflationen,

Det kan måske derfor undre en del, hvorfor dette års valg endte med at blive en kamp mellem en højrefløjs- og en venstrefløjspopulist. Det er der to forklaringer på. For det første er peruviansk politik præget af en voldsom korruption og at det traditionelle partisystem brød sammen sammen med økonomien i 1980erne. Og hvor økonomien er kommet sig, gælder det ikke det politiske system. Partierne er i dag mere eller mindre bygget op omkring enkeltpersoner, og således endte første runde af det peruvianske valg i år med at der var 3 kandidater der repræsenterede de moderate borgerligt-centrumretterede kræfter. Ved valget fik de tilsammen godt nok 45 procent af stemmerne, men slog hinanden ud.

Havde valget i 2. runde stået med mellem 1. vagrundes nummer 3 eller 4, og Ollanta Humala, havde han tabt valget klart. Nu var hans modstander Keiko Fujimori, hvem de moderate vælgere i sidste ende frygtede mere, på trods af hans nationalistiske antimarkeds-retorik og tidligere tætte tilknytning til Hugo Chavez.

Humalas baggrund

Selv om Humala har promoveret sig som de fattiges (læs de oprindelige indianeres) frelser, så er han i modsætning til den tidligere præsident Alejandro Toledo, om ikke født med en guldske i munden, så dog som del af det bedre stillede borgerskab i Lima. Begge hans forældre er uddannede advokater. Hans mor er af italiensk afstamning, og hans far, Isaac Humala, af indiansk.

Humala voksede op i et stærkt venstreorienteret og nationalistisk hjem. Hans far var aktiv kommunist i 1950erne og 1960erne. Bl.a. var han Mario Vargas Llosa’s lærer i den marxistiske celle han var medlem af som ung studerende i begyndelsen af 60erne (det var før han så lyset, og blev en af Latinamerikas varmeste fortalere for “neo-liberalistiske” ideer).

Isaac Humala er den ideologiske leder bag Movimiento Etnocacerista, som efter smag og behag kan betegnes som en nationalistisk-socialistisk eller indiansk-fascistisk organisation med racistiske træk. I lighed med Musselinis fascister og Tysklands nazister dyrkes romantiske forestillinger om fortiden. I Perus tilfælde en fortid før Inka-riget. Denne bevægelse indgår i et tæt netværk med lignende bevægelser i de to andre Andes lande, Ecuador og Bolivia, samt Hugo Chavez Veneauela og Castro-brødrernes Cuba. For en temmelig “krads” beskrivelse læs mere her.

Som militærmand var Humala formentlig indblandet i en række overgreb på civile under kampene mod terrororganisationen ”den lysende sti” i begyndelsen af 1990erne. I 2000 ledte han et mislykket kup mod præsident Alberto Fujimori, i dennes sidste dage. Efter Alberto Fujimori var flygtet ud af landet, blev Humala og de andre involverede i kupforsøget benådet. I 2005 stod Humalas bror og andre militærfolk i Movimiento Etnocacerista bag en blodig opstand, hvor de krævede daværende præsident Alejandro Toledos adgang. Revolten kostede flere mennesker livet, og Humalas bror fik en dom på 25 års fængsel. Ollanta Humala’s rolle i den forbindelse er aldrig blevet klarlagt. Men han var formentlig dybt involveret.

Perus fremtid

Med tanke på Humalas fortid kan det det muligvis undre en og anden, at jeg alligevel er fortrøstningsfuld. Det skyldes ikke, at jeg tror at Humala grundlæggende har ændret holdning, men primært følgende:

  • Mens der er udbredt utilfredshed blandt befolkningen med det politiske system er et flertal tilhængere af de grundlæggende træk i den nuværende frimarkedsmodel. Havde Humala ikke modereret sit standpunkt og formået at skabe alliancer med moderate politiske kræfter op til 2. valgrunde, havde han ikke vundet valget.
  • Selv om han skulle ønske at ændre grundlæggende på den økonomiske model, vil det dels kræve et flertal i parlamentet og dels skulle afgøres ved en folkeafstemning. Hans egne støtter har langt fra flertal i parlamentet, med 47 ud af 130 pladser, og han er derfor afhængig af støtte fra Alejandro Toledos centrum-højre parti, der har 21 pladser.
  • Han har signaleret at han vil beholde den nuværende nationalbankdirektør, Julio Velarde, der er højt respekteret i den private sektor.
  • Straks efter valgsejren tog Humala på en rundrejse til Brasilien, Paraguay, Uruguay, Argentina og Chile, hvor han ankommer i morgen onsdag [15.06.2011]. Rejsen omfatter derimod hverken Bolivia eller Venezuela. Især besøget i Chile imødeses med spænding, i det der her er mulighed for at lægge afstand til den ekstremt anti-chilenske retorik, Humala tidligere har gjort brug af. En anden af nationalistiske/facistiske og socialistiske Andes-lederes ynglingshade-objekter, nemlig USA, har Humala omtalt som en strategisk allieret (samme retorik som PT og Lula har brugt i Brasilien).

Det kan naturligvis ikke helt udelukkes at der er tale om spil for galleriet, og skulle det lykkes for Humala at udpege sin egen arvefølger og sikre sig et absolut flertal i parlamentet om 5 år, kan alt se anderledes ud. Men det kræver noget, ingen peruviansk præsident har været i stand til, nemlig at øge og fastholde sin popularitet frem til næste valg (man kan kun side en periode af gangen ifølge Perus grundlov). Selv ikke Brasiliens umådeligt populære præsident Lula var i stand til at omdanne sin personlige popularitet til et flertal i den brasilianske kongres. Hvad det ville have betydet for hans politik er ikke godt at vide, men den ville formentlig have ligget væsentligt tættere på hans retorik i 1990erne end den førte politik i 0’erne.

Men at der ikke vil blive ændret grundlæggende ved den økonomiske model er ikke ensbetydende med at der ikke vil ske forandringer. Der er grund til at tro, at Humala i højere grad vil søge at samarbejde med Mercosur end at fortsætte med integrationen af Chile’s, Colombia’s og Peru’s økonomier – eller USA for den sags skyld. Dog har han understreget, at alle indgåede handelsaftaler (som præsidenten faktisk kan ophæve uden at spørge parlamentet) vil blive honoreret, ligesom der ikke ændres ved den betydelige integration af de tre landes økonomier, der allerede er sket. I begyndelsen af måneden fusionerede de landes børser, således at det nu er den 2. største børs i Latinamerika efter Brasilien.

Hvor der formentlig vil ske forandringer er indenfor minedrift- og udnyttelse af Peru’s naturressourcer. Igennem hele den nuværende præsident Garcia’s regeringstid har der været konflikter mellem de lokale beboere (primært fattige indianere) og mineselskaberne i den sydlige del af landet, hvor Humala står stærkest. En mulighed er at man hæver afgifter/skatter på minedrift, der er lavere end i f.eks. Chile, og øremærker disse penge til sociale projekter og udvikling der skal komme den fattigstedel af befolkningen til gode. Om den så gør det er en helt anden sag. I forbindelse med Humala rundrejse, blev det næsvnt at en af de ting han ville tale om med Brasiliens præsident Dilma var den sociale indsats i Brasilien. Jeg er formentlig i opposition til den gængse opfattelse i MSM, men at den skulle have biddraget i nogen særlig grad til den positive udvikling for Brasiliens fattige, stiller jeg et stort spørgsmåltegn ved. Men det væsentlige er selvfølgelig hvad potentielle vælgere tror det betyder. Som eksempel kan nævnes Brasiliens Bolsa Familia (en socialydelse der gives til landets fattigste – Peru har også en sådan ydelse, omend den er mindre).

Beregninger har vist, at den gennemsnitlige modtager af Bolsa Familia betaler mere i indirekte skatter end vedkommende modtager i ydelse. Ligeledes viste beregninger fra IBGE (Brasiliens svar på Danmarks Statistik) for et par år siden, at kun 1/3 af det fald man har oplevet i indkomstuligheden i Brasilien (hvor uligheden fortsat er større end i Peru) kan tilskrives den førte politik under Lula, mens 2/3 skyldtes henholdsvis markedsreformerne i 1990erne og et stigende uddannelsesniveau op til indgangen af dette årtusinde.

Med tanke på at den offentlige sektor i Peru ikke just er kendt for sin effektivitet og strålende resultater, er det væsentligste i denne sammenhæng, at Humala har langt mindre råderum til at “fordele” velstanden end man har i Brasilien – hvor staten f.eks. er helt central i kreditformidlingen – det forhindrer den nuværende grundlov.

Og skulle Humala’s regeringstid indebære en (markeds)reformpause, som det reelt har været tilfældet i Brasilien siden 2002, kan man dog glæde sig over, at Peru er milevidt fra Brasiliens statscentrerede økonomi, hvis vækstpotentiale er begrænset.
For danske investorer på jagt efter nye markeder er der i hvert fald ingen grund til at afskrive Peru. Tværtimod er der grund til at holde ekstra øje med udviklingen ved Sydamerikas stillehavskyst, hvis vækstpotentiale – og dermed også potentiale for fremtidig dansk eksport og investeringer – meget vel kan vise sig at være betydeligt større end i Brasilien.

Chavez, venstrefløjens nyttige idioter og det irriterende demokrati

Mens det seneste årti for andre dele af Latinamerika (Peru, Braslien, Chile, El Salvador, Panama osv.) har indebåret konsolidering af demokratiet og god økonomisk vækst, har udviklingen i de såkaldte ALBA- lande været ganske anderledes. I Nicaragua forsøger Daniel Ortega at omgå landets konstitution og opnå endnu en periode som præsident, mens han og sandinisterne ved lokalvalgene i 2008 viste, at de ikke står tilbage fra at gøre brug af decideret valgsvindel. Til gengæld ligger det noget tungere med at få sat skub i Nicaraguas økonomi.

Også i Bolivia har demokrati og ytringsfrihed stadigt ringere vilkår. En retsreform har gjort ondt værre, og er reelt endt med at være et redskab for præsident Morales og hans allierede i deres kamp for at sikre sig selv magten. Efter valgsejren i præsidentvalget i 2009, blev de efterfølgende lokalvalg i begyndelsen af 2010 år præget af udbredt valgsvindel – flere steder strøg man ganske enkelt problematiske oppositions-kandidater fra valglisterne. Konflikten mellem centralregeringen i La Paz og de østlige velstående stater i lavlandet fortsætter, og det kan bestemt ikke udelukkes at Evo Morales som mange af hans forgængere ikke kommer til at sidde valgperioden ud. Ikke mindst fordi 2010 markerede at Morales ikke længere har opbakning fra de største indianske organisationer, som sikrede ham hans første valgsejr i 2005 og genvalg i 2009.

I Ecuador er den politiske ustabilitet stor – et kendetegn ved landet – og antager til tider næsten absurde dimensioner. Således kan udfordreren til den siddende præsident, Rafael Correa, ved præsidentvalget i 2012 meget vel gå hen og blive hans storebror Fabricio Correa. Correa den ældre, der arbejdede for sin lillebror, da han blev valgt til præsident, kritiserer nu voldsomt Rafael Correa for dennes socialistisk-inspirerede politik. Han har annonceret, at med mindre opppositionen kan finde en bedre egnet kandidat, så stiller han selv op til det kommende præsidentvalg. Om Rafael Correa så holder som præsident frem til valget i 2012 er en anden sag. Ecuador har i lighed med Bolivia ikke tradition for at landets præsidenter sidder perioden ud.

Og så er der Hugo Chavez, (penge)manden bag ALBA. Hans regionale indflydelse har længe været for nedadgående, men desværre sidder han fortsat solidt på magten i Venezuela. På trods af, at oppositionspartierne stemmemæssigt fik flertal ved det seneste parlamentsvalg sikrede Chavez, takket være en solid manipulering med valgkredsene, at hans støtter vandt flest parlamentspladser. Selv om oppositionen opnåede 52% af de afgivne stemmer, sikrede det dem kun 67 pladser, mens Chavez støtter vandt 98 pladser.

Dog var Chavez ikke i stand til at sikre sig selv det 2/3 flertal der reelt ville gøre opppostitionens tilstedeværelse fuldkommen meningsløs. Men det er der heldigvis (for Chavez) mulighed for at rode bod på ved bl.a. at lade det udgående parlament (det nye tiltræder først den 5. januar), der er fuldstændig domineret af Chavez støtter (opppositionen boykottede det forgående valg), tildele præsidenten mulighed for at regere ved hjælp af dekreter de kommende 18 måneder.

Derudover har man hastebehandlet og vedtaget en række love der bl.a. sikrer, at parlamentet for fremtiden kun mødes 4 dage om måneden, at alle parlamentariske kommisioner kontrolleres af regeringen og at der kun er op til 15 minutters taleret per medlem under debatter. Disse debatter kan for fremtiden kun blive sendt i de regeringskontrolerede TV-kanaler.

For at sikre sig at de 98 Chavez-støtter der blev valgt nu også forbliver loyale, er det derudover vedtaget, at man ikke kan bytte parti. Det indebærer herefter at man mister sin plads i parlamentet.

Det var oprindeligt meningen at det nye parlament skulle have udpeget en række højesteretsdommere, men da valget af nye dommere kræver 2/3 flertal, blev udnævnelserne fremskyndet, således at der er blevet valgt 9 nye og 32 suppleanter inden det nye og mindre Chavez-venlige parlament tiltræder. Hermed sikrede Chavez, at han ikke behøvede at tage hensyn til oppositionens ønsker. De nyvalgte er selvfølgelig alle loyale Chavez-tilhængere.

Men det stopper bestemt ikke her. Det afgående parlament nåede også at vedtage ny lovgivning for de videregående uddannelser. De mister nu deres traditionelle autonomi, og regeringen kan og vil sikre sig, at undervisningen foregår i den “rette” socialistiske ånd.

Man har også forbudt alle ikke-statslige organisationer for fremtiden at modtage midler fra udlandet. Denne ændring forventes at tvinge mange NGO’er til at lukke.

En anden ny lov tillader præsidenten at overføre beføjelser og ressourcer fra lokale myndigheder til “socialistiske (regeringstyrede) kommuner”. Det indebærer reelt at oppositionens valgsejre i mange store byer i 2008 bliver ligegyldige. Ligeledes er reformer af radio- og telekommunikationlove nu udvidet til at omfatte internettet og mobiltelefoner. Herefter indebærer at det at videregive eller opbevare regeringskritisk information pådragelse af personligt ansvar overfor indholdet. Det kan i yderste konsekvens indebære fængsel for den formastelige, hvis vedkommende f.eks. har opbevaret eller videregivet materiale, der kan opfattes som respektløs overfor landets institutioner eller ophidser/skræmmer befolkningen. (Gæt selv hvem der afgør hvorvidt noget er respektløst eller ophidser/skræmmer befolkningen).

Studerende demonstrerer mod regeringens politik

Store dele af de vedtagne love er reelt i modstrid med Venezuelas grundlov fra 1999, som Chavez selv var arkitekten bag. Men det var andre tider, og så er det jo godt at man kontrolerer alle organer der skal kontrollere hvorvidt man selv overholder landets love, ikke mindst grundloven.

Baggrunden for hvad der af flere er blevet betegnet som et statskup er selvfølgelig præsidentvalget i 2012, der gerne skulle sikre Chavez yderligere 6 år ved magten. Chavez træder næppe frivilligt tilbage og det er usandsynligt at han skulle respektere et muligt valgnederlag. Regimet har da også allerede ved flere lejligheder vist hvad oppositionen har i vente. Da fredelige demonstranter uden for Parlamentet således protesterede mod de nye love blev de angrebet af regeringsvenlige bøller og sikkerhedsstyrker i uskøn forening.

Den seneste udvikling har fået “The Economist” til at konkludere, at;

Although the opposition has long accused Mr Chávez of ruling as a dictator, Venezuela has hitherto retained many of the outward appearances of democracy. Now, it seems, the president is finally taking off his democratic mask.

Mens “Foreign Policy” konstaterer, at

Chávez’s power grab comes as the country’s economic, social, and security problems are mounting. Violence has spiked dramatically in urban areas; there were some 19,000 homicides in 2009 out of a population of 28 million. In recent years, Venezuela has become a major drug-trafficking corridor, home to foreign and domestic cartels alike. State security forces have also been accused of participating in criminal activity. Meanwhile, Chávez has escalated — rather than soothed — the situation with fiery, partisan rhetoric that seems to egg on a violent suppression of the opposition. That message has an audience; government-allied street gangs in Caracas stand ready to defend his revolution with Kalashnikovs.

For læsere af denne blog (og punditokraterne hvor jeg tidligere har skrevet om Venezuela og Chavez) kommer det næppe som den store overraskelse at Venezuela reelt er et diktatur. Men det gør det muligvis for den yderste venstrefløj (Enhedslisten og omegn), der så sent som for et år siden villigt agerede nyttige idioter under COP 15, da Chavez og Morales holdt hof i København. For slet ikke at tale om Niels Lindvig fra P1’s Orientering udefra, der tidligere har forsvaret Hugo Chavez anslag mod ytringsfriheden.

Socialisme og “kampen mod narko” truer ytringsfriheden i Latinamerika

Sociedad Interamericana de Prensa/Inter American Press Association (SIP-IAPA) har ved det nyligt afholdte halvårsmøde måtte konstatere, at presse- og ytringsfriheden i store dele af Latinamerika er under voldsomt pres.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
  • To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
  • To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
  • To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Brasilien og den væmmelige liberalisme.

The Economist bringer i denne uge en artikel om Brasiliens problematiske forhold til økonomisk frihed – “Liberalism in Brazil – The almost-lost cause of freedom”. Artiklen indledes med et citat af en af Brasiliens få åbentlyse liberale (i europæisk forstand) økonomer, den nu afdøde Roberto Campos, – der fik tilnavnet “Bob Fields”, der citeres for

at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien

Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.

Continue reading Brasilien og den væmmelige liberalisme.

Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?

Ifølge exit-polls ved søndagens valg i Bolivia, ser den siddende socialistiske præsident Evo Morales ud til at vinde en klar sejr. Han kommer dermed ud af valget med et styrket mandat til fortsat “revolutionær” forandring af det bolivianske samfund.

Det er blevet antydet, bl.a. af Mary O’Grady i “The End of democracy” i WSJ, at Evo Morales regime ikke er demokratisk. Således beskriver hun ved udsigten til genvalg af Evo Morales:

“In fact, it will mark the official end of what’s left of Bolivian liberty after four years of Morales rule.”

Mens situationen i Bolivia og Honduras, og USA’s holdning til disse sammenlignes med ordene:

“While the U.S. and the Organization of American States have been obsessing over Honduras’s legal removal of an undemocratic president, Mr. Morales has been fortifying his narco-dictatorship. He’s also made friends with Iranian dictator Mahmoud Ahmadinejad, who will make another visit to La Paz tomorrow.”

moralesDet er måske her på sin plads at understrege, at der ikke er tvivl om, at Evo Morales har stor folkelig opbakning, hvilket Honduras afsatte præsident Zelaya ikke havde. Da sidstnævnte blev valgt i 2005 var det som en “normal” centrum-højre politiker. I løbet af 2008 ændrede han så radikalt politik, kom på kant med sit eget parti og endte som bekendt med at blive afsat, da han nægtede at følge højesterets afgørelse, men insisterede på at afholde en forfatningsstridig afstemning.

På visse områder kan det være relevant at sammenligne de to lande.  De er begge blandt de fattigste lande i Latinamerika, har nogenlunde samme grad af korruption og er begge karakteriseret ved stor forskel mellem rig og fattig. Derefter er det dog småt med lighederne.

Continue reading Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?