Brasilien og den væmmelige liberalisme.

The Economist bringer i denne uge en artikel om Brasiliens problematiske forhold til økonomisk frihed – “Liberalism in Brazil – The almost-lost cause of freedom”. Artiklen indledes med et citat af en af Brasiliens få åbentlyse liberale (i europæisk forstand) økonomer, den nu afdøde Roberto Campos, – der fik tilnavnet “Bob Fields”, der citeres for

at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien

Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.

De reformer der blev gennemført, primært i 1990erne, var da heller ikke, som det var tilfældet i Chile, drevet af positive forestillinger om at slippe markedskræfterne løs, men mindede derimod mere om et parti som det danske Socialistisk Folkepartis opfattelse af markedet, som et slags nødvendigt onde.

Når Brasilien senere i år vælger ny præsident vil den “højreorienterede” kandidat være en tidligere Troskist, der vil blive beskyldt for at være neo-liberalist. I Danmark ville han blive betegnet som socialdemokrat.

Bob Fields – eller Roberto Campos udtrykte det meget rammende, da han på et tidspunkt kommenterede den manglende økonomiske frihed i Brasilien med, at “militæret og den katolske kirke har altid foragtet markedet”. Miltærets indflydelse og tankegang har siden indførelsen af republikken og især efter man i en i 1930erne under den fascistiske diktator Getulio Vargas (der stadig den dag i dag omtales som Brasiliens fader) i den såkaldte “Estado Novo” indledte sin delvist planøkonomiske industrialisering af Brasilien været stor, baseret på lige dele teknokratisk og nationalistisk tankegods. En forestilling der blev delt med den civile administrations topembedsmænd, der i lighed med eliten i militæret har gået på den brasilianske eliteskole “Escola de Guerra”. Hvad angår den katolske kirkes ringagt af markedet har den selvføgelig en langt ældre historie, og holdningen til markedet, som den langt hen af vejen deler med Islam, forklarer en del af udviklingen i de katolske lande i Europa langt op i dette århundrede.

Det brasilianske samfunds udvikling har foregået, og foregår fortsat på statens og den politiske elites præmisser – og af hensyn til dem. Hvad der er ændret fra det tidligere militærdiktatur til i dag er primært, at indførelsen af demokrati har givet de der kan bilde den fattige del af befolkningen ind, at de gør noget for dem, har fået en fordel. På den måde fungerer indførelsen af en række sociale ydelser til landets fattigste primært som “stemmekøb”. Den grundlæggende forestilling om at præsidenten helst skal være far for alle (en forestilling den nuværende Lula til fulde har formået at leve op til), og at det er gennem statens aktiviteter at man sikrer vækst og velstand er fortsat den mest fremherskende i Brasilien.

At det fortsat er sådan i et land hvis skattetryk nærmer sig nord-europæisk niveau, mens den offentlige sektors service fortsat er stort set ikke eksisterende,  kan det være vanskeligt at forstå for en “kølig” empirisk baseret nord-europæer. På den anden side er det muligvis ikke så forskelligt fra politik i Danmark. Bortset lige fra korruptionen, skandalerne, den manglende lighed for loven osv. osv. Forhold der ikke er blevet bedre, men snarere værre under den nuværende socialistiske regering.

Efterskrift:

Rent faktisk havde Rio de Janeiro for et halvt århundrede siden et glimrende offentlig skolesystem. En væsentlig grund til at det fungerede var desværre bare, at det var forbeholdt de få. Da det offentlige skolesystem skulle bredes ud, og blive et “ægte” folkeskolesystem, brød det sammen.

Det findes faktisk “lommer” af høj effektivitet og stor professionalisme i den offentlige sektor og militæret, der fungerer side om side med korrupte og ringe fungererende sektorer. F.eks. er det brasilianske udenrigsministerium kendt for en høj grad af integritet og professionalisme, lige som det delvist statsejede energiselskab Petrobrass, der er Latinamerikas største, anses for at være relativt professionelt drevet.

De brasilianske tropper i Haiti har med rette fået stor ros for en professionel indsats på højt niveau, mens politiet (policia militar), der hører under militæret, og fungerer som almindeligt politi er kendt for at være inkompetent og korrupt.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit