Chavez afskaffer økonomiske kriser i Venezuela

Hvad gør man som præsident, når den økonomiske vækst udebliver? Man erlærer naturligvis blot, at økonomisk vækst i from af BNP-vækst er noget “gammeldags kapitalistisk” skrammel. Det er set før,  bl.a. hos Sarkozy i Frankrig, og i det fattige Bhutan, hvor man til stor glæde for alverdens varmtfølende NGO’ere opererer med “lykke” i stedet. Enkelte økonomer som tidligere nobelpristager, den berømt/berygtede antiglobalist Joseph Stiglitz mener ogsåå at man skal bruge subjektive mål istedet for BNP.

Udvikling i real bnp Venezuela
Udvikling i real bnp Venezuela

FN har i flere år beregnet deres eget alternativ til BNP, nemlig HDI, human development index. Det refereres vidt og bredt ganske ukorrekt som et videnskabeligt udtryk for et lands/økonomis tilstand. Problemet med disse kvalitative mål er, at de først og fremmest viser hvorledes landene scorer i forhold til preferencerne hos de der laver indexene. FNs HDI er i bund og grund en måling af, i hvor høj grad lande kommer tæt på den skandinaviske model. Det er derfor Cuba scorer højt HDI, på trods af at det er et af Latinamerikas fattigste lande  målt på BNP.

Sjovt nok synes interessen hos magthaverne for alternative målemetoder primært at være stor, når BNP udvikler sig i negativ retning. I årene 2004 til starten af 2008, hvor høje oliepriser sikrede Venezuela regionens højeste vækstrater var Hugo Chavez ikke kritisk overfor BNP – tværtimod. Efter at BNP er faldet op mod 5% det seneste år, og forventes også at falde til næste år har piben fået en anden lyd.

Tal i ovenstående figur (sakset fra WSJ) stammer fra Venezuelas nationalbank og viser udviklingen i BNP gennem det seneste år.

Der kan siges meget mod brugen af BNP som mål for et lands velstand, og en sammenligning mellem lande giver kun værdi, hvis man ser over relativt lange tidsperioder. Der er tale om et rent kvantitativt mål, hvilket både er BNPs styrke og svaghed. Det er en styrke fordi det ikke foregiver at måle andet end værditilvæksten i en økonomi, og dermed er værdineutral (det er værditilvæksten der skal finansiere der ønskede forbrug). På den anden side kan man angive det som en svaghed, at en stor del af aktiviteten i en økonomi ikke nødvendigvis indeholdes i officielle BNP tal (men f.eks. finder sted i den ikke registrerbare paralelle/sorte økonomi). Ligeledes spiller størrelsen af den offentlige sektor ind. Den har en tendens til at være betydeligt mindre effektiv end den private sektor og producere ydelser der reelt ingen efterspørgsel er efter.

Med tanke på den økonomiske stagnation – reelt ressesion – som har ramt Venezuela, er det vist ganske forstålig, at Chavez helst ser, at man ikke diskutererer udviklingen i BNP. Derfor erklærede han i en TV transmitteret tale sidste onsdag, at “Vi kan simpelthen ikke tillade fortsat at beregne BNP med de gamle kapitalistiske metoder,”  fordi “Det er skadeligt.”

Mr. Chávez’s kommentarer kom kort efter Venezuelas nationalbank havde offentliggjort, at bruttonationalprodukt faldt 4,5% i tredje kvartal i år i forhold til samme periode sidste år.

selv om det måske ville være fristende at tilskrive Hugo Chavez alt skidt i Venezuela, kan det hurtigt konstateres, at tingenes tilstand lod en del tilbage at ønske mange år før han kom til magten. Det fremgår af nedenstående figurer. Overordnet set har man i et halvt århundrede ikke været i stand til at skabe varig vækst (data er fra den seneste Penn World Tables).

figur 1.
figur 1.

Når man betraagter udviklingen i Venezuelas BNP er det meget forstålig hvis man gerne vil fokusere på noget andet. Velstanden er i dag på samme niveau som for 30 år siden og langt lavere end det var i 1970erne, hvor kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til international kredit (petrodollars) i en kort periode gjorde Venezuela til Latinamerikas rigeste nation.

Hvor katastrofal udviklingen egentlig har været gennem det seneste halve århundrede ses måske bedst ved at sammeligne levestandarden i Venezuela med USAs. Som det fremgår af figur 2 er Venezuelas levestandard i forhold til USA i dag blot sølle 30%, mens den i 1960 var helt oppe på 60%.

venzuela_úsa
figur 2

Når man gennem et halvt århundrede i den grad er blevet outperformet af USA er det heller ikke underligt, at man i mangel på et opgør med sin egen økonomiske model, vælger den nemme løsning og dæmoniserer USA i stedet .Mens man med rette kan kritisere Chavez for at underminere både retsstat og demokrati (der bestemt ikke havde det for godt i forvejen) er den førte politik med nationaliseringer, brug af olieindtægter til egne formål osv. ikke usædvanligt i Venezuelas historie. Chavez selverklærede “21. århundredes socialisme” synes taget ud af en helt anden latinamerikansk tradition og minder måske primært om 50ernes Argentina under Juan Peron. Dengang ville man have talt om at det var et fascistisk regime (Perons store forbillede var Mussolini). Men forkskellen mellem facisme og socialisme er som bekendt heller ikke stor.

Hvorvidt Venezuela på sigt vil følge i fodsporene på en anden af 50ernes velstående Latinamerikanske lande, Cuba, og helt afskaffe markedsøkonomien er en anden sag. På et punkt synes man allerede at ligne Cuba i udstrakt grad, nemlig i evnen til at finde nyttige idioter i de rige lande og den energi der lægges i at fremstille Venezuela og “the supreme leader” som det nye paradis.

Jeg var i hvert fald lettere overrasket, da følgende kommentar fandt vej til denne blog i forbindelse med et tidligere indlæg om Hugo Chavez og Venezuela. Kommentaren er skrevet af en hvis Michael fra “Center for Economic and Policy Research“:

The Chávez Administration at 10 Years: The Economy and Social Indicators

The current economic expansion began when the government got control over the national oil company in the first quarter of 2003. Since then, real (inflationadjusted) GDP has nearly doubled, growing by 94.7 percent in 5.25 years, or 13.5 percent annually.

Most of this growth has been in the nonoil sector of the economy, and the private sector has grown faster than the public sector.

During the current economic expansion, the poverty rate has been cut by more than half, from 54 percent of households in the first half of 2003 to 26 percent at the end of 2008. Extreme poverty has fallen even more, by 72 percent. These poverty rates measure only cash income, and does take into account increased access to health care or education.

Over the entire decade, the percentage of households in poverty has been reduced by 39 percent, and extreme poverty by more than half.

Inequality, as measured by the Gini index, has also fallen substantially. The index has fallen to 41 in 2008, from 48.1 in 2003 and 47 in 1999. This represents a large reduction in inequality.

Real (inflationadjusted) social spending per person more than tripled from 1998-2006.

From 1998-2006, infant mortality has fallen by more than onethird. The number of primary care physicians in the public sector increased 12fold from 1999-2007, providing health care to millions of Venezuelans who previously did not have access.

There have been substantial gains in education, especially higher education, where gross enrollment rates more than doubled from 1999/2000 to 2007/2008.

The labor market also improved substantially over the last decade, with unemployment dropping from 11.3 percent to 7.8 percent. During the current expansion it has fallen by more than half. Other labor market indicators also show substantial gains.

Over the past decade, the number of social security beneficiaries has more than doubled.

Over the decade, the government’s total public debt has fallen from 30.7 to 14.3 percent of GDP. The foreign public debt has fallen even more, from 25.6 to 9.8 percent of GDP.

Inflation is about where it was 10 years ago, ending the year at 31.4 percent. However it has been falling over the last half year (as measured by threemonth averages) and is likely to continue declining this year in the face of strong deflationary pressures worldwide.

På trods af at hjemmesiden gør meget ud af at fremstille sig selv som uafhængig og videnskabelig er der næppe tvivl om hvem der står bag. Og forsøgene på at fremstille udviklingen i Venezuela i et positivt lys er til tider ufrivillig komisk. Således bruger man rigtig mange kræfter på at argumentere for at der har været hastig økonomisk vækst under Chavez regeringsperiode. For at kunne få så høje tal som muligt argumenterer man for, at man skal tage udgangspunkt i 2003 (nærmere bestemt 1. kvartal 2003), altså 5 år efter Hugo Chavez kom til magten (og efter at en lang konflikt i den statslige olieindustri). At bruge 1. kvartal 2003 som basisår er naturligvis bekvemt, da det giver en ekstra høj økonomisk vækst. Jeg kan næsten ikke vente at se hvordan dette og næste års (forventede) fald i BNP vil blive håndteret af de “uafhængige” eksperter på Venezuelanalysis.com 🙂 – Skal vi gætte på en eller anden længere udredning om at det traditionelle (og internationalt anerkendte) BNP begreb er ubruglit? Måske nooget med at det er en amerikansk imperialistisk opfindelse? Sidstnævte var Hugo chavez forklaring på hvorfor Venezuela er 30 minutter forskellig fra sin tidszone. Chavez beskyldte amerikanerne for at ville bestemme hvad klokken var i Venezuela og det gik jo ikke. Tilsyneladende forvekslede han  Greenwich i England med et kendt boheme kvarter i New York.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit