The Economist bringer i denne uge en artikel om Brasiliens problematiske forhold til økonomisk frihed – “Liberalism in Brazil – The almost-lost cause of freedom”. Artiklen indledes med et citat af en af Brasiliens få åbentlyse liberale (i europæisk forstand) økonomer, den nu afdøde Roberto Campos, – der fik tilnavnet “Bob Fields”, der citeres for
at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien
Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.