Don’t cry for me Argentina

Argentina og Grækenlands økonomiske situation minder om hinanden. Men man bør endelig ikke bruge Argentina som forbillede

Argentinas økonomi er rødglødende. Mens officielle tal viser en inflation på under 10 pct., er den reelle inflation over 20 pct. og stigende. Og selv om den økonomiske vækst i indeværende år er over 6 pct., når der tages højde for den reelle inflation, er det fremtidige vækstpotentiale begrænset på grund af manglende investeringer.

Hvad gør man hvis inflationen ikke vil, som regeringen ønsker? Man fyrer selvfølgelig de medarbejdere, der beregner de officielle inflationstal og ansætte nye, der kan makke ret.

Således klarede daværende præsident, Nestór Kirchner, inflationspresset i 2007, hvorefter officielle tal for inflation har mistet enhver form for troværdighed.

Men hvad gør man så, hvis private analyseinstitutter laver deres egne beregninger? Så melder man dem selvfølgelig bare til politiet, hvorefter der uddeles bøder i 100.000 dollars klassen.

Sådan reagerer den nuværende argentinske præsident Christina Kirchner, enke efter netop Nestór Kirchner.

Indtil videre er uafhængige analyseinstitutter blevet dømt 11 gange for at lave egne beregninger af inflationen i Argentina. Ifølge den argentinske opposition ønsker regeringen at skræmme uafhængige økonomer fra at offentliggøre egne beregninger.

Mens den officielle årlige inflation er 9,7 pct., viser et gennemsnit af 8 anonymiserede private analyseinstitutter, at den reelt snarere er 23,5 pct.  Regeringen ved udmærket godt, at de officielle tal ikke er retvisende. Således støtter regeringen overenskomstforslag, der indebærer lønstigninger på mellem 20 og 30 procent.

I første halvdel af det 20. århundrede var Argentina et af verdens rigeste lande. En tilbagevenden til de tider har lange udsigter. Nu viser man endnu en gang, at man ikke er i stand til at føre en seriøs økonomisk politik. Landet er med usvigelig sikkerhed på vej mod endnu et sammenbrud i de offentlige finanser, som det er sket med jævne mellemrum de seneste 80 år.

Siden den økonomiske nedsmeltning i 2000-2001 har Argentina genoptaget betalingerne af det meste af gælden, dog efter en betydelig nedskrivning. Man har også oplevet en række år med høj økonomisk vækst, hvilket har fået en række iagttagere til at pege på Argentina som en model for løsning af den græske gældskrise.

Men når man fremhæver den økonomiske vækst efter 2001, glemmer man dog at medtage den meget gunstige udvikling i efterspørgslen efter traditionelle argentinske eksportprodukter. Desuden har den argentinske stat delvist  finansieret sin ekspansion ved reelt at beslaglægge borgernes private pensionsopsparinger og manipulere med inflationstallene, som regulerer en stor del af den udestående offentlige gæld.

Bagsiden af denne udvikling har været manglende investeringer til sikring af fremtidig vækst, og en samtidig forværring af Argentinas (og en række andre latinamerikanske landes) traditionelle akilleshæl, nemlig manglende indenlandsk opsparing.

Få ting er sikre i international økonomi. En af disse er desværre, at Argentina og dets politiske ledere med usvigelig sikkerhed ikke er i stand til at omsætte landets potentiale til varig økonomisk vækst og velstand.

Selv i perioder hvor man tilsyneladende gjorde det rigtige, som i forbindelse med reformerne og frasalget af statsejede virksomheder i starten 1990’erne, viste det sig efterfølgende at jagten på magten overtrumfede alt andet.

Man gennemførte aldrig de nødvendige reformer af den offentlige sektor. Og selv de gode initiativer endte galt. Fastholdelsen af fastkurspolitiken, der i begyndelsen var af afgørende betydning for nedbringelsen af inflationen fra 5.000 procent i 1989 til under 10 pct. i 1993, viste sig katastrofal, da dollaren steg kraftigt i slutningen af 1990’erne.

Lige som tilfældet har været i forbindelse med Grækenlands gældskrise, kunne det efterfølgende konstateres, at man konsekvent havde manipuleret og underdrevet de reelle underskud på de offentlige finanser, en tradition med dybe historiske rødder.

Hvad den historiske udvikling i Argentina bør lære os er derfor ikke, at Grækenland skal have lov til at ”gøre som Argentina”. Derimod er læren, at der findes lande, også demokratiske, hvor politikeres evne og vilje til at gøre hvad som helst for magtens skyld, er stort set uden grænser.

Og ligesom Argentinas nuværende præsident, Christina Kirchner, står til at vinde det kommende argentinske præsidentvalg i første runde, er der intet der forhindrer at grækerne i fremtiden vælger en regering, der er parat til at sætte langsigtet udvikling overstyr for kortsigtede politiske gevinster. Begge lande har gennem årtier vist, at på det punkt ligner de hinanden i uhyggelig grad.

Grækenlands situation i 2011 har klare paralleller med Argentinas i 2001. Begge lande førte i årene op til sammenbruddet en uansvarlig økonomisk politik, og begge lande fejlede i at gennemføre de nødvendige reformer.

Men hvis der er en lære af Argentinas udvikling efter 2001 er det ikke nødvendigvis Grækenland der skal drage denne. Derimod bør Grækenlands kreditorer overveje hvorvidt det er sandsynligt at Grækenland fremadrettet vil være i stand til at føre en ”seriøs” økonomisk politik og gennemføre de nødvendige reformer. Her er ikke grund til optimisme.