Skal Brasilien have ny præsident igen?

Jeg har tidligere skrevet om forsøgene på at reformere Brasiliens håbløse pensionsystem og arbejdsmarked. Reformer der, som det ofte er, bestemt ikke er populære i befolkningen, men nødvendige.

Var det i forvejen vanskeligt at få dem gennem kongressen og senatet, tyder meget på at det nu er tæt ved at være umuligt. Efter præsident Michel Temer tilsyneladende er blevet afsløret i som minimum at kende til, og i værste fald aktivt at medvirke til obstruktion af den fortsatte efterforskning i det store korruptions-kompleks, som går under navnet Lava Jato, ser det i hvert fald ikke godt ud.

En båndoptagelse fra marts er blevet offentliggjort af højesteret, efter omtale af optagelserne i avisen ”O Globo”. Samtalen mellem præsidenten og Joesley Batista fra kødpakningsgiganten JBS kan tolkes som at Temer opfordrer til/bifalder, at man løbende betaler den tidligere formand for kongressen, Eduardo Cunha, for at ”holde mund”. Cunha blev i marts måned idømt 15 års fængsel for  korruption og hvidvaskning.

I forvejen er snesevis af medlemmer af kongressen og senatet under anklage, ligesom 1/3 af Temers ministre. Offentliggørelsen medførte straks store kursfald på BOVESPA torsdag, som umiddelbart faldt 10 procent. Handlen suspenderedes herefter i en time. Ved dagens slutning var faldet på 8,8 procent. Det største fald på en dag siden 2008. Også den brasilianske real oplevede sit største fald i forhold til USD. i flere år.

Afsløringerne er naturligvis det store samtale-emne i alle medier og der spekuleres hæftigt i, hvorvidt man nu skal have ny præsident igen (Temer blev som bekendt præsident sidste år, da forgængeren Dilma Rousseff blev afsat). Hvis det bliver udgangen på historien, er det kongressen og senatet som vælger vedkommende, da man efter Temers “forfremmelse” fra vice-præsident til præsident, ikke har en vice-præsident. Et alternativ kunne være at man udskrev valg, hvilket dog kræver en grundlovsændring og  næppe er sandsynligt.

De økonomiske konsekvenser.

Samtidig med at man kan glæde sig over at brasiliansk presse ihærdigt går efter alle politikere, uanset “partifarve”, og et juridisk system der udviser en måske for mange forbavsende uafhængighed, er dette bestemt ikke godt nyt for Brasiliens økonomi.

Mens hele regionen har oplevet markant lavere vækstrater de senere år, sammenlignet med tidligere, har Brasilien vækstrater været særligt ringe. Ja faktisk var det eneste land i Latinamerika der klarede sig dårligere i 2016 Venezuela, som det fremgår af nedenstående.

2016

I år skulle så have markeret vendepunktet, hvor reformer af pensionsystemet og arbejdsmarkedet skulle bane vejen for øget vækst de kommende år.

2017

Nu risikerer man at reformerne som minimum udskydes og i værste fald ikke gennemføres inden der i 2018 igen skal vælges ny præsident.  Som sådan er det egentlig underordnet hvem som er præsident. Afgørende er om der gennemføres de nødvendige reformer. Det ser lidt sort ud for tiden.

It’s The economy, stupid

Mens jeg skriver denne post er kongressen i Brasilien i gang med at stemme om hvorvidt præsident Dilma skal stilles for en rigsret eller ej. Der kræves 342 stemmer for at forslaget vedtages. Forventningen er , at dette sker.

Herefter skal forslaget vedtages i Senatet – hvilket kan tage op til en måned. Her kræves blot et simpelt flertal. Ved flertal for rigsret, træder Dilma herefter midlertidig tilbage til der er faldet dom, dog maksimalt i 180 dage.

Dilma er anklaget for at have overtrådt forfatningen i et forsøg på at sminke de offentlige budgetter, for derigennem at skjule de reelle underskud.

Arbejderpartiet og deres (stadigt færre) støtter ser dog noget anderledes på tingene. Ifølge dem er der tale om et kupforsøg mod præsident Dilma og Arbejderpartiet. Lars Luplau har skrevet et meget læsevenligt indlæg om den Brasilianske venstrefløjs version på pov.

“It’s the economy stupid”

Uanset hvordan hele denne sag udspiller sig, er der dog ingen trøst at hente for Brasilianerne.

BNP forventes at være ca. 7 procent mindre når vi rammer 2017. Underskuddet de offentlige budgetter er på næsten 11 procent, mens reallønnen falder og arbejdsløsheden nærmer sig 10 procent.

Der tales om, at en ny regering under ledelse af nuværende vicepræsident Temer vil gennemføre den nødvendige lovgivning til at bedre de offentlige balancer. Det er dog mere end tvivlsomt. Brasilien afholder lokalvalg til efteråret, hvorfor der vil være et massivt press mod både nødvendige nedskæringer og skattestigninger.

Hvad vi er vidner til er primært et politisk slagsmål udløst af den største økonomiske krise i Brasilien de seneste 80 år.

Arbejderpartiet og PTs støtter har således ret i, at de tricks – som Dilma ikke har afvist at have anvendt – er blevet brugt før uden konsekvenser. Og var det ikke på grund af den svage økonomiske udvikling, ville det næppe heller være endt med en mulig rigsretsag.

imf bnp

Politisk kaos i Brasilien

Det politiske kaos i Brasilien nåede nye højder fredag efter det føderale politi hentede præsident Lula ind til forhør.

Den kortvarige “arrestation” – Lula blev forhørt i 3 timer, mens der gennemførtes husundersøgelser flere steder med tilknytning til ham – udløste flere sammenstød mellem tilhængere og modstandere af den tidligere præsident. Mens tilhængere råbte slagord om at Lula var den bedste præsident Brasilien har haft uden for hans hjem i Sao Paulo, samledes andre og råbte slagord som ud med Lula og Lula i fængsel andre steder i byen.

lulaLula knyttes i stadig stigende grad til den korruptionsskandalen i Petrobras, og han er ikke den eneste.

Interessant nok faldt kursen på dollar, mens aktiekurserne steg oven på nyheden om Lula’s kortvarige “arrestation”.

Muligvis en indikation på at der er et stigende håb i markedet til, at ikke kun Lula’s fremtid i politik er færdig, men også at hans efterfølger på præsidentposten, Dilma Rousseff er på vej ud.

Brasilien står midt i den værste økonomiske krise i årtier efter et fald i BNP på ca. 3½ procent sidste år og kan formentlig se frem til et fald i samme størrelsesorden i indeværende år. Arbejdsløsheden er hastigt stigende, inflationen er fortsat høj og privatforbruget er sat flere år tilbage, mens store dele af befolkningen oplever faldende realløn.

De færreste forventer at udviklingen kan vendes under den nuværende regering.

13. marts er der indkaldt til store protestdemonstrationer i flere byer, rettet mod den siddende præsident. Deres omfang kan blive meget afgørende for hvad der sker i de kommende måneder.

Brasiliens økonomiske krise fortsætter

Præsident Dilma Rousseff har for længst mistet kontrollen over kongressens to kamre, og kæmper både med krav om hendes afgang og for at få opbakning til nødvendige justeringer af de offentlige budgetter.

Og imens forværres den økonomiske krise. Seneste prognose fra Nationalbanken siger et fald i BNP i 2015 på 3,5 procent, mens inflationen forventes at ende på næsten 10,5 procent. Samtidig fortsætter arbejdsløsheden med at stige, og visse analytikere forventer, at den først topper ved næsten 12 procent. Den er på nuværende tidspunkt lige under 8 procent.

For 2016 forventes et fortsat fald i BNP. Den Brasilianske Nationalbank forventer et fald i BNP på 2,31 procent, mens inflationen forventes at falde til 6,70 procent.

Moodys nedjusterer Brasiliens kreditværdighed

Moodys nedjusterede i tirsdags Brasiliens kreditrating til Baa3, lige over junk-status, men med stabil udsigt.

Det var bedre end markederne havde frygte, og reaktionen var der for positiv. Nedjusteringen er baseret på, at den offentlige gæld vil stige til op mod 70 procent af BNP i 2017, før der er udsigt til bedring.

Det skydels primært at man ikke har formået i tilstrækkelig grad at få balance på de offentlige finanser. Brasiliens nuværende stagnation – 2015 blvier det værste år siden 1990 – skader indtægtssiden, mens nedskæringerne i de offentlige omkostninger har vist sig at være utilstrækkelige indtil nu.

Til gengæld lægger man vægt på at den eksterne balance er relativ stærk, at man har betydelige valutareserver, fleksibel valutakurs. Alt sammen forhold der taler mod nedgradering til ”junk” status.

Moodys rating af Brasilien er nu på niveau med Standard & Poors, der dog fastholder en negativ udsigt for Brasiliens økonomi. Det 3. ratingbureau, Fitch, fastholder indtil videre deres lidt højere rating på BBB, dog også med negativ udsigt.

Officiel pause på Americas

Som det vist fremgår med al tydelighed har det været sjældent med updates siden sommer her på bloggen. Jeg har derfor besluttet mig for “officielt” af holde pause fra denne blog af tidsmæssige årsager.

Jeg skriver fortsat til Børsen om Latinamerika og det vil jeg blive ved med.

Ligeledes har jeg også skrevet om valget i Brasilien til Ræson. Her kan man læse mit bud på fremtiden for Brasilien, der er i svære økonomiske vanskeligheder:

Endelig vil jeg henvise til punditokraterne.dk hvor jeg også skriver.

Jeg forventer dog at genoptage denne blog på et senere tidspunkt (senest  medio 2015).

 

Evo Morales klar vinder af præsidentvalget i Bolivia

Det var ingen overraskelse, at Evo Morales vandt præsidentvalget klart i søndags. Mens Evo fik ca. 60 procent af stemmerne, opnåede forretningsmanden Samuel Doria Medina (Bolivia’s rigeste mand) kun ca. en fjerdedel på andenpladsen.

Bolivia er Sydamerikas fattigste land, og dets historie er præget af voldsom ustabilitet, høj korruption og indtil for nylig lav økonomisk vækst. Efter en urolig periode præget af protester og voldelige sammenstød, vandt fagforeningsaktivisten og socialisten Evo Morales fra MAS i 2005 præsidentvalget i Bolivia.

Siden har han (for det meste) været rimeligt populær i befolkningen. Samtidig er han blevet hyldet både hos den danske venstrefløj og i store dele af den internationale hjælpeindustri.

Ikke fordi Bolivia under Morales kan opvise særligt positive resultater i bekæmpelse af fattigdom og forbedring af menneskerettigheder. Andre lande i regionen har de senere årtier formået at løfte en større del af befolkningen ud af fattigdom, og mindske uligheden stort set lige så meget som Bolivia.

Men de har selvfølgelig ikke været båret af antiimperialistisk socialistisk retorik og store armbevægelser som Morales Bolivia. Til gengæld er lande som Colombia og Peru’s økonomiske fremskridt sket samtidig med at menneskerettighederne har fået det bedre. Det omvendte gør sig gældende i Bolivia, hvor pressen stort set er kontroleret af regeringen, enten direkte eller indirekte gennem pres og trusler om sagsanlæg. En ganske alvorlig trussel, i et land, hvor det juridiske system i vid udtrækning er i lommerne på regeringen.

Morales indianske baggrund spiller formentlig også ind, og skygger for en mere sober vurdering af de reelle konsekvenser af den førte politik. Bemærkelsesværdig er i hvert fald den overvældene tolerance, tilgivelse og forståelse, som den bolivianske præsident og hans regering mødes med.

Han er således både sluppet af sted med stærkt homofobiskr udtalelser, manglende respekt for demokratiske spilleregler, gentagne angreb på ytringsfriheden og en bevidst erodering af magtens tredeling.

Ligesom den førte venstrepopulistiske økonomiske politik er skåret over samme læst som set så mange gange tidligere i Latinamerika, og som aldrig har været i stand til varigt at forbedre befolkningens levevilkår. I kortere eller længere perioder, jovist, men på et eller andet tidspunkt bryder modellen sammen.

Et eksempel på den noget malplacerede fascination og dyrkelse af Morales Bolivia, var da Christian Friis Bach ved en debat på Københavns Universitet i 2012, i ramme alvor mente de seneste års udvikling i det bolivianske retssystem som fremskridt for landet.

En udvikling som medfører, at dommere med tilknytning til regeringspartiet MAS sidder tungt på landets domstole, og retssystemet i stadig større grad bruges mod politiske modstandere og den frie presse. Der er tale om bevidst nedbrydning af domstolenes uafhængighed og konsekvent forringelse af et i forvejen ringe og korrupt juridisk system.

Samtidig undergraves ytringsfriheden, og mulighederne for at kigge magthaverne i kortene er blevet væsentligt mindre de senere år. Hvor det meste af regionen har oplevet øget åbenhed omkring de offentlige finanser i de senere pr, er udviklingen ifølge ”International Budget Partnership” gået den modsatte vej i Bolivia. Ligeledes viser en analyse udført af Vanderbilt University, at Bolivia fortsat er et af regionens mest korrupte lande. 40 procent af bolivianerne oplevede således at blive afkrævet bestikkelsesbetaling. I 2012.

Jeg havde for et par år siden mulighed for at møde folk fra både MAS og oppositionen. Når man talte med folk i og omkring MAS, var det åbenbart, at grundlæggende frihedsrettigheder var dem ganske underordnede. Direkte adspurgt om den manglende pressefriehed var svaret fra et ledende MAS medlem, at medierne skam måtte sige og skrive, hvad de ville, så længe det var ”sandheden”. Altså Evo Morales’ og MAS’ udgave af den!

Den manglende respekt for fundamentale rettigheder genfindes til fulde i regeringens misbrug af retsvæsnet. Stort set alle ledende oppositionspolitikere er enten under anklage, har været under anklage eller har valgt at flygte ud af landet efter anklager om det ene eller det andet.

Bolivia som forbillede for andre?

Et andet eksempel på den naive dyrkelse af Evo Morales var da daværende udviklingsminister Christian Friis Bach udtalte, at ”Det er vigtigt, at lande som Danmark bliver i Bolivia. Så kan vi blandt andet støtte op om Evo Morales’ pragmatiske linje”. Bevares, i forhold til Cuba og Venezuela er Evo Morales pragmatisk (og snu), men derfra til at tale om pragmatisme i bred forstand er et stykke vej.

Økonomi:

I sin sejrstale talte Morales selvfølgelig om valgsejren som en sejr over (amerikansk) imperialisme og hyldede både Fidel Castro og afdøde Hugo Chavez. Men som bemærket af en lang række iagtagere adskiller Morales sig fra de to herrer på en række områder. Et af dem er at nok er talen revolutionær, men samtidig er den førte makropolitik en del mere “konservativ”.

bolivia

Evo Morales og kredsen omkring ham, har vist sig at være både snu og pragmatiske, i hvert fald på det økonomiske område. De offentlige budgetter er balancerede og den førte pengepolitik præget af snusfornuft og realistiske valutakurser.

Og selv om man har (re)nationaliseret en stor del af den industri og minedrift, som blev privatiseret i 1980erne og 1990erne, har man klogeligt faret frem med lempe. Således står private firmaer for 95 procent af eksporten af mineraler.

Vi er langt fra vanviddet i Venezuela, hvor Chavez og hans efterfølger har formået af smadre økonomien. Den økonomiske vækst har være betydelig de senere år, ikke mindst drevet af kraftigt stigende eksportindtægter. Høje priser og stor efterspørgsel efter soya, olie, mineraler og gas, har sikret eksterne balancer og hastigt stigende eksport. Faldende priser og efterspørgsel fra væsentlige markeder som Argentina og Brasilien kan dog udgøre en trussel mod den fortsatte økonomisk vækst.

Investerings-niveauet er lavet (under 20 procent af BNP), hvilket på sigt ikke er tilstrækkeligt, hvis den nuværende vækst skal opretholdes.

Det skal dog ikke bortforklare, at det i sig selv er imponerende at Evo Morales har været i stand til at holde sig ved magten i mere end 10 år. Det er ekstraordinært i et land, der alene i årene 2000-2005 nåede at have 5 forskellige præsidenter, mens det snak ned i økonomisk kaos.

Hvor skrøbelig opbakningen kan være kan dog illustreres ved, at Morales vandt lige så overlegent  i 2009, for et år efter at have opbakning fra mindre end en tredjedel af befolkningen, se også her.

Opbakningen fordrer da også at han kontinuerligt fastholder sin popularitet blandt det fattige flertal af bolivianere. Hvilket indtil videre, med enkelte bump på vejen, er lykkedes.

Lige som Lula’s Brasilien blev hyldet i nullerne, for herefter at miste pusten i de senere år – forventet økonomisk vækst i indeværende år er på ca. 0,3 procent – kan det samme ske i Bolivia, og den nuværende popularitet kan vende ganske hurtigt.

Efterskrift: Lidt om det at være indianer med mere.

Som Michael Reid påpeger i sin fremragende bog, “Forgotten Continent: The Battle for Latin America’s Soul”, var der ikke meget indianer over Evo Morales indtil han kom til magten i 2005. Nok er begge hans forældre indianere, men har taler ikke deres sprog og han er kulturelt det man omtaler som mestiz. Det mest røde ved ham indtil 2005 var da også hans socialistiske overbevisning, som er af den maoistiske art, som den udvikledes på vestlige universiteter i 1960erne og 1970erne. Det var først efter han kom til magten i 2005, at den indianske kultur blev en integreret del af selv-iscenesættelsen og fortællingen i MAS. En fortælling der bland andet bygger på en forestilling om et Bolivia med indianske samfund, fra før Inkaerne koloniserede det nuværende Bolivia.

En fortælling der i den grad dyrkes af Álvaro García Linera, Morales vicepræsident, som samtidig er den ideologisk bagmand. Linera er tidligere aktiv revolutionær, og det var den bevægelse han var medlem af, som stod bag bortførelsen af Medina, taberen af søndagens præsidentvalg. Yes. Politik i Bolivia er ikke for tøsedrenge, ej heller kedelig.

En af de mere kuriøse eksempler var da Brasilien i 2012 tildelte politisk asyl til en boliviansk senator, samtidig med at man forhandlede med Bolivia om dets optagelse som medlem af Mercosur. Andre sager involverer bl. a. et attentatforsøg mod en regeringskritisk radiojournalist.

Intet af dette ændrer dog ved at Evo Morales vand valget i søndags og samtidig (igen) fik et solidt flertal i parlamentet. Det var 3. gang at han blev valgt (selv om forfatningen kun tillader genvalg en gang – forfatningen ændredes dog i 2009 og højesteret, som er fuldstændigt kontrolleret af regeringen bestemte, at første gang, som fandt sted under den gamle forfatning derfor “ikke talte med”.

De anklager man kan have mod Morales for urent trav og undergravning af menneskerettigheder og demokrati ændrer heller ikke ved den brede befolknings opbakning – i hvert fald på nuværende tidspunkt. 2/3 er beskæftiget i den uformelle/parallelle  økonomi, og har oplevet betydelig fremgang i levestandarden de senere år.

At de kunne have oplevet samme eller større fremgang i en mere fri økonomi, eller at den økonomiske fremgang hviler på et skrøbeligt grundlag, er uden betydning i denne sammenhæng.

Almindelige (fattige) mennesker er med rette glade for de fremskridt der er sket de senere år. At man så kan mene, at det hurtigt kan gå den anden vej er en anden sag.

Fortsat vækst kræver fortsatte investeringer, og her lader økonomien noget tilbage af ønske. Det opdager man så en dag. I lighed med at Brasiliens befolkning er ved at opdage det. Men det er en anden historie, som jeg vil vende tilbage til i forbindelse med et indlæg om valget i Brasilien den 26. oktober.

Er den venezuelanske regerings “fjende nr. 1” fascist?

Ifølge Venezuelas regering er (en af) oppositionslederne, Leopoldo Lopez, ansvarlig for den seneste tids protester, som flere gang er endt i voldelige sammenstød med politi og regimets paramilitære grupper, med tab af menneskeliv til følge.

Ifølge regeringen er Leopoldo Lopez fascist og CIA-agent, ligesom man beskylder Colombias tidligere præsident Uribe for at stå bag Lopez.

Der er udstedt en arrestordre på Lopez, som dog stadig er på fri fod.

Men hvem er Leopoldo Lopez egentlig?

Lopez er 41 år gammel og uddannet økonom. Han er tidligere borgmester og er en af flere, som ønsker at fremstå som oppositionens leder. Siden 2008 har han, lige som det er sket for andre oppositionspolitikere, især når de opnår en hvis popularitet, været afskåret fra at kunne stille til valg. En udbredt praksis i Venezuela, som har mødt international fordømmelse.

Se også Wikipedia (engelsk).

At Venezuelas regering gerne vil lave en kobling til både CIA og Colombia s tidligere præsident Uribe, er ikke overraskende. Lige siden det mislykkede militærkup i 2002 mod Hugo Chavez, som man beskyldte både Uribe og CIA for at stå bag, er det beskyldninger der i flæng bruges overfor stort set alle i oppositionen, som anses for at udgøre en trussel.

Det er dog lettere komisk, med tanke på at Leopoldo Lopez bedst kan beskrives som en centrum-venstre politiker, Hvis kontakter i Colombia udgøres af den mere “progressive” del af det politiske miljø – bl.a. tidligere præsidentkandidat og borgmester i Bogota for partiet De Grønne, Antanas Mockus,. Jeg har tidligere skrevet Mockus i forbindelse med præsidentvalget i 2010.

Men se nedenstående video fra 2010 og døm selv. Her forklarer Lopez (på engelsk), hvor han står politisk og hvordan han ser situationen i Venezuela.

 

 

Ufrihandelsområdet Mercosur og Argentinas foragt for indgåede aftaler

Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet om fortrædelighederne i Mercosur. Et handelssamarbejde bestående af Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay, som har Bolivia, Chile, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela som associerede medlemmer. At Venezuela ikke er optaget som fuldgyldigt medlem skyldes primært modstand i Paraguay.

Samarbejdet er også plaget af kroniske problemer med at finde fælles fodslag og overholde indgåede aftaler, hvilket jeg også har skrevet om tidligere på denne blog.

Det grundlæggende problem for de to store medlemslande, Argentina og Brasilien er, at de grundlæggende lider under “den franske tilgang” til international handel (en komplet mangel på forståelse og accept af fri international handel som vækstmotor). Det er dog et problem, som omfatter mange af Latinamerikas lande, hvilket også afspejler sig i vedstående figur. Her “glimrer” Latinamerika med at have en væsentlig lavere regional handel end både Nordamerika, Asien og Europa.

Mens Europas intra-regionale samhandel naturligvis er drevet af at det indre marked og Nordamerikas præges af at bestå af én meget stor økonomi (USA) og et par mindre økonomier, er det slående at den intra-regionale handel i Latinamerika kun er ca. halvt så stor som samhandelen i Asien.

Det er dog ikke det samme som at konkludere, at globaliseringen er gået spoløst hen over Latinamerika. Den generelle trend siden 1980erne har været, at udenrigshandlen har haft et stadigt stigende betydning målt i forhold til BNP, se også nedenstående figur for Brasilien, Argentina og Uruguay, som viser udviklingen i eksport+import/BNP i faste priser.

X+M/BNP, Kilde: Penn World Tables 7.0

 

Men de senere år er udviklingen vendt, og særligt Brasilien og Argentinas håndtering af den nuværende internationale økonomiske situation vækker grund til bekymring, ikke mindst for lillebror i samarbejdet, Uruguay. Jeg ser i denne forbindelse bort fra Paraguay, som er væsentligt fattigere end de tre andre lande og uden økonomisk betydning.

Orthodox og Heterogen økonomisk politik

Det bør dog ikke undre nogen. Blandt Mercosurs medlemslande er det kun Uruguay, der fører en nogenlunde markedskonform politik. I lande som Brasilien og ikke mindst Argentina, er det snarere omvendt. Politiske målsætninger og forestillinger har altid domineret markedet, som opfattes som et nødvendigt onde snarere end et gode i sig selv.

Hermed ikke sagt at de to landes politik er “et fedt”. Forskelene er enorme. Brasilien har en lang elitær semi-planøkonomisk tradition på tværs af traditionelle politiske skel. Ikke mindst er det statslige embedsværk og militæret formet af den kraftige indflydelse af den Auguste Comte og franske positivisme i det 19. århundrede.

På mange måder er det moderne Brasilien født i denne dualisme, med vægten lagt på  administrative/planøkonomiske løsninger.

Men samtidig med, at der er en lille forståelse for markedets overlegenhed til at sikre både ekstern og intern ressourceallokering, har man samtidig en pragmatisk tilgang og fører i bund og grund en rimelig orthodoks finans- og pengepolitik med vægt på relativ lav inflation og samtidig intern og ekstern balance. Det er man også blevet belønnet for, og er i dag ratet A-.

Paradoksalt er den nuværende socialistiske regering under ledelse af Dilma Rouseff mindre “socialistisk og mere markedsorienteret end tilfældet var under militærregimet 1964-1985. Brasilien er i dag en mere åben økonomi end for 30-40 år siden. Men set i forhold til resten af verden er der dog fortsat tale om en relativt lukket økonomi. Forenklet sagt kan Brasiliens økonomiske politik og den grundlæggende forståelse i dag mest af alt sammenlignes med forholdene i midten af det 20. århundrede.

Hvor militærregeringerne 1964-1985 primært søgte at retfærdiggøre sig via en nationalistisk vækstorientering – hvilket de lykkedes ganske godt med i Brasiliens højvækstperiode efter 1967 og til et stykke op i 1970erne – er den nuværende socialistiske regering i højere grad domineret af et ønske om omfordeling, hvorfor ren vækst kommer i anden række.

Men både retorik og mål med tiltag minder om hinanden, og glæden ved at tale om “nationale” industrier (også når det er multinationale selskaber som står for fremstillingen) er usvækket. Selv om der således i den grad er tale om en national økonomiske politik, med streg under national, er den førte politik kun i mindre grad bestemt af et politisk ønske om at beholde magten. Der er tale om en videreførelse af en politik, hvorom der i vid udstrækning er konsensus indenfor administration og de politiske partier.

In the long we’re all dead in Argentina

Anderledes forholder det sig med Argentina, hvor den politiske magt og berigelse af venner og allierede er helt central. Argentina er da også langt mere korrupt og den førte politik er langt mere abrupt end tilfældet har været i Brasilien. Argentina er således berygtet for sin meget ustabile og svingene økonomi. Siden den seneste nedsmeltning i 2001, har man oplevet en periode med høje vækstrater, men…. Dette nærmer sig enden. Inflationen er høj og de eksterne balancer er under pres. Efter landets default i 2001 har det ikke været muligt at låne i udlandet, hvilket ubetinget må opfattes som positivt, set med den menige argentiners øjne. Det indebærer nemlig at når ikke hvis sammenbruddet kommer vil de omkostninger som skal bæres af den almindelige argentiner være mindre end hvis man som tidligere havde haft muligt at fortsætte for penge lånt i udlandet.

Til gengæld har man i stigende grad problemer med de eksterne balancer, ligesom manglen på investeringer sætter sin naturlige grænse for  den fortsatte vækst. Stigende problemer med den eksterne balance (og manglende adgang til de internationale lånemarkeder), søges løst på kort sigt ved at begrænse borgernes mulighed for adgang til udenlandsk valuta, mens  importen forsøges begrænset med en fortsat øget brug af administrative tiltag, som næppe er i overenstemmelse med de indgåede aftaler i Mercosur.

Er Argentinas mål selvvalgt økonomisk isolation?

Mens Brasiliens økonomiske forståelse og vækststrategi med få afvigelser altid har været internt orienteret, bygger Argentinas velstand fortsat på det s deltagelse i den globale økonomi og deraf høje vækst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1930erne. Efterfølgende har man aldrig været i stand til at leve op til fortidens vækstrater, som gjorde landet til det 2. mest yndede mål efter USA for europæiske immigranter frem til 1. verdenskrig.

Siden midten af det 20. århundrede og frem til 1990erne var dagsorden i lighed med resten af Latinamerika præget af ønsket om at minimere importen og maksimere den indelandske produktion. At man beskyttede og beskytter indenlandsk fremstillingsvirksomhed var ikke noget nyt. Helt tilbage til omkring år 1900 viser toldstrukturen, at det åbenbart var rimeligt nemt for indenlandske producenter at opnår beskyttelse mod udenlandske konkurrenter. Det skal dog medtages, at toldbarriererne ikke kunne sammenlignes med Brasilien, der på daværende tidspunkt formentlig havde de højeste toldsatser på den vestlige halvkugle.

Men i modsætning til Brasilien, hvis fokusering på den indenlandske fremstillingsvirksomhed og drømme om “nationale virksomhedsgiganter” kun delvist kan ses som udtryk for en egentlig importsubstitutionsstrategi, synes dette at være målet for Argentina.

Ifølge Uruguay’s udenrigsminister, Luis Almagro, som er en af de centrale figurer i Uruguay’s handelsforhandlinger med Argentina. forhandlinger som frustrerer mange, ikke mindst eksportørerne, er målet med Argentinas handelspolitik at gøre landet mere eller mindre selvforsynende i 2020. Der er således ikke tale om midlertidige tiltag, når Argentina øger restriktionerne og det administrative bøvl ved import, men en mere langsigtet strategi. Desværre for Uruguay, er der ikke meget man kan gøre ved det på kort sigt.

“Vi har landene i regionen, at målet en åben økonomi, som Uruguay, på grund af strategisk nødvendighed, og vi har lande, som i deres ret og legitimitet foretrækker en protektionistisk fokus med hensyn til sine internationale indsættelse politikker, som det er tilfældet i Argentina. Der genererer stød “.

Brasilien, Kina og Argentina er i den nævnte rækkefølge Uruguays vigtigste handelspartnere. Men for visse sektorer indenfor fremstillingsvirksomhed er Mercosur og ikke mindst Argentina afgørende markeder.

Problemerne for Uruguay’s eksportører er blevet kraftigt forværret siden Argentina begyndte at implementere og udvide den såkaldte “ikke-automatiske importlicens” ordning for et par år siden. I februar strammedes bestemmelserne ved indførelse af edsvorene erklæringer, som administrativt godkendes eller afvises.

For nylig fremlagde en gruppe af lande, herunder USA, EU, Japan, tyrkiet, Taiwan, Costa Rica og Australien en rapport for WTO (World Trade Organization), hvor Argentina kritiseres skarpt for den voldsomme stigning i brugen af handesrestriktioner de seneste år.

Mercosur’s endeligt?

Konsekvenserne af den stigende protektionisme i de to store nabolande, ikke mindst i Argentina, har betydet, at over 2000 arbejdspladser er gået tabt i Uruguay. Regeringen har lovet skattelettelser, lempelig kredit til de berørte sektorer mv., men i længden er situationen ikke holdbar. På længere sig er man nød til at kigge efter nye markeder.

Fortsætter de to store medlemslande med at lade hånt om indgåede aftaler og fortsætter med at bruge protektionistiske tiltag i stedet for at gennemfører interne reformer, vil Uruguay sandsynligvis knytte sig tættere til andre dele af regionen (Chile, Peru, Colombia mv.), som i disse år uddyber og udbygger deres økonomiske samarbejde, samtidigt med at man forfølger en økonomisk model baseret på fri handel og markedsbaserede løsninger.

Herved vil Mercosur ende som (endnu) et eksempel på et storslået projekt, som strandede på dets medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fælge markedets “spilleregler”.

Udviklingen vil ikke komme “overnight”, (lige som Argentina’s økonomi ikke vil kollapse fra den ene dag til den anden). Men retningen synes fastlagt. Den hastige vækst i Landene ud til Stillehavet vil gøre disse markeder mere attraktive for Uruguay, mens den fortsat stigende protektionisme i Brasilien og Argentina vil mindske disse landes betydning.

Vejen til vækst og velstand – også for de fattige – går via neoliberale reformer

Mellem 1987 og 2003 lykkedes det at reducere andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse i Chile fra 44 procent til 18,8 procent.*

Nu ser Peru ud til at gøre Chile kunstykket efter. I 2000 udgjorde andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse 43 procent. Det var faldet til 31,3 procent i 2010. Ifølge en analyse fra Perus (uafhængige) nationalbank, vil andelen som lever under den officielle fattigdomsgrænse i 2016 være faldet til mellem 17 og 22 procent*.

Analysen viser også at Perus hastige vækst det seneste årti især har gavnet landets fattigste. Fra 2000 til 2009 voksede økonomien med ikke mindre end 55 procent. I samme periode er fattigdommen reduceret med 43 procent, og ekstrem fattigdom med 60 procent, mens Gini-koefficienten, som måler graden af ulighed i indkomstfordelingen, faldt med 14 procent. Især det sidstnævnte er kontroversielt, ikke mindst af politiske årsager.

En traditionel anklage/fordom mod “neoliberale” reformer som dem i Chile i 1970erne og Peru i 1990erne har altid været at indkomstkoncentrationen stiger (en mildere version af den mere rabiate forestilling om at “de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere”). Det eksisterer der dog ingen naturlov som tilsiger. Hvad vi kan konstatere er, at over tid vil være både rige og fattige være bedre stillet i lande med frie markeder i forhold til lande med mindre frie markeder og mere politisk styring.

Markedet driver fattigdomsbekæmpelse, mens offentlig omfordeling kun har marginal effekt

I analysen har man opstillet en række scenerier for udviklingen de kommende år, med og uden tiltag som påvirker indkomstfordelingen. Mens et “optimistisk” vækstscenarie ( det vil sige at de historiske vækstrater nogenlunde fastholdes) kommer frem til at fattigdommen vil reduceres fra de ca. 31 procent i 2010 til ca. 18,3 procent uden initiativer til omfordeling, vil politiske tiltag til reduktion af indkomstforskelle kun indebære en yderligere reduktion i fattigdommen på 1,3 procentpoint. Under et mere pessimistisk vækstscenarie forventes fattigdommen at falde til 22,8 procent uden omfordelingspolitik og 21,2 procent med omfordelingspolitik.

Med andre ord stammer den altovervejende fattigdomsreduktion fra udviklingen i den privatesektor, som har drevet og driver væksten i Peru.

En neoliberal forfatning 

Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter. Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru, ligesom der er indbygget en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.

Sammen med Chile og Panama er Peru i løbet af de seneste 10 år blevet en stærk kandidat til at blive et af de få latinamerikanske lande, som i løbet af de kommende årtier vil opnå en levestandard som i Europa og USA.

Udviklingen de senere årtier viser entydigt at markedsreformer som medfører mere marked og mindre stat er afgørende til sikring af varig vækst og velstand. Med andre ord øges velstanden bedst, mens fattigdommen reduceres mest i lande som har gennemført tiltag med inspiration fra den neoliberalistiske skole. Mens vestrefløjen (og desværre en del af mere borgerligt tilsnit) fortsat har opfattelsen af at markedet ikke sikrer sociale forbedringer, så viser den reelle udvikling i Latinamerika noget helt andet. Hvis man ønsker det bedste for de fattige skal der derfor ikke stå “Viva el Revolution” på bannerne, men derimod

“Viva el neoliberalismo y el mercado libre!”

 __________________________________________________________________________

*Nationale og internationale fattigdomsgrænser er sjældent umiddelbart sammenlignelige.

Ifølge Verdensbankens seneste opgørelse levede 2,4 procent af Chiles befolkning for mindre end 2 USD om dagen i 2006, hvilket i 2009 var faldet til 0. Ifølge den nationale opgørelsesmetode levede 15,1 procent under fattigdomsgrænsen i 2009.

I Peru levede 7,9 procent ifølge Verdensbanken i absolut fattigdom (under 1,25 USD. i 2005 priser) i 2007. I 2009 var denne andel faldet til 5,9 procent.  Andelen som havde  under 2 USD per dag per person faldt i samme periode fra 18,5 procent til 14,7 procent.