Category Archives: Uncategorized

Er den venezuelanske regerings “fjende nr. 1″ fascist?

Ifølge Venezuelas regering er (en af) oppositionslederne, Leopoldo Lopez, ansvarlig for den seneste tids protester, som flere gang er endt i voldelige sammenstød med politi og regimets paramilitære grupper, med tab af menneskeliv til følge.

Ifølge regeringen er Leopoldo Lopez fascist og CIA-agent, ligesom man beskylder Colombias tidligere præsident Uribe for at stå bag Lopez.

Der er udstedt en arrestordre på Lopez, som dog stadig er på fri fod.

Men hvem er Leopoldo Lopez egentlig?

Lopez er 41 år gammel og uddannet økonom. Han er tidligere borgmester og er en af flere, som ønsker at fremstå som oppositionens leder. Siden 2008 har han, lige som det er sket for andre oppositionspolitikere, især når de opnår en hvis popularitet, været afskåret fra at kunne stille til valg. En udbredt praksis i Venezuela, som har mødt international fordømmelse.

Se også Wikipedia (engelsk).

At Venezuelas regering gerne vil lave en kobling til både CIA og Colombia s tidligere præsident Uribe, er ikke overraskende. Lige siden det mislykkede militærkup i 2002 mod Hugo Chavez, som man beskyldte både Uribe og CIA for at stå bag, er det beskyldninger der i flæng bruges overfor stort set alle i oppositionen, som anses for at udgøre en trussel.

Det er dog lettere komisk, med tanke på at Leopoldo Lopez bedst kan beskrives som en centrum-venstre politiker, Hvis kontakter i Colombia udgøres af den mere “progressive” del af det politiske miljø – bl.a. tidligere præsidentkandidat og borgmester i Bogota for partiet De Grønne, Antanas Mockus,. Jeg har tidligere skrevet Mockus i forbindelse med præsidentvalget i 2010.

Men se nedenstående video fra 2010 og døm selv. Her forklarer Lopez (på engelsk), hvor han står politisk og hvordan han ser situationen i Venezuela.

YouTube Preview Image

 

 

Ufrihandelsområdet Mercosur og Argentinas foragt for indgåede aftaler

Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet om fortrædelighederne i Mercosur. Et handelssamarbejde bestående af Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay, som har Bolivia, Chile, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela som associerede medlemmer. At Venezuela ikke er optaget som fuldgyldigt medlem skyldes primært modstand i Paraguay.

Samarbejdet er også plaget af kroniske problemer med at finde fælles fodslag og overholde indgåede aftaler, hvilket jeg også har skrevet om tidligere på denne blog.

Det grundlæggende problem for de to store medlemslande, Argentina og Brasilien er, at de grundlæggende lider under “den franske tilgang” til international handel (en komplet mangel på forståelse og accept af fri international handel som vækstmotor). Det er dog et problem, som omfatter mange af Latinamerikas lande, hvilket også afspejler sig i vedstående figur. Her “glimrer” Latinamerika med at have en væsentlig lavere regional handel end både Nordamerika, Asien og Europa.

Mens Europas intra-regionale samhandel naturligvis er drevet af at det indre marked og Nordamerikas præges af at bestå af én meget stor økonomi (USA) og et par mindre økonomier, er det slående at den intra-regionale handel i Latinamerika kun er ca. halvt så stor som samhandelen i Asien.

Det er dog ikke det samme som at konkludere, at globaliseringen er gået spoløst hen over Latinamerika. Den generelle trend siden 1980erne har været, at udenrigshandlen har haft et stadigt stigende betydning målt i forhold til BNP, se også nedenstående figur for Brasilien, Argentina og Uruguay, som viser udviklingen i eksport+import/BNP i faste priser.

X+M/BNP, Kilde: Penn World Tables 7.0

 

Men de senere år er udviklingen vendt, og særligt Brasilien og Argentinas håndtering af den nuværende internationale økonomiske situation vækker grund til bekymring, ikke mindst for lillebror i samarbejdet, Uruguay. Jeg ser i denne forbindelse bort fra Paraguay, som er væsentligt fattigere end de tre andre lande og uden økonomisk betydning.

Orthodox og Heterogen økonomisk politik

Det bør dog ikke undre nogen. Blandt Mercosurs medlemslande er det kun Uruguay, der fører en nogenlunde markedskonform politik. I lande som Brasilien og ikke mindst Argentina, er det snarere omvendt. Politiske målsætninger og forestillinger har altid domineret markedet, som opfattes som et nødvendigt onde snarere end et gode i sig selv.

Hermed ikke sagt at de to landes politik er “et fedt”. Forskelene er enorme. Brasilien har en lang elitær semi-planøkonomisk tradition på tværs af traditionelle politiske skel. Ikke mindst er det statslige embedsværk og militæret formet af den kraftige indflydelse af den Auguste Comte og franske positivisme i det 19. århundrede.

På mange måder er det moderne Brasilien født i denne dualisme, med vægten lagt på  administrative/planøkonomiske løsninger.

Men samtidig med, at der er en lille forståelse for markedets overlegenhed til at sikre både ekstern og intern ressourceallokering, har man samtidig en pragmatisk tilgang og fører i bund og grund en rimelig orthodoks finans- og pengepolitik med vægt på relativ lav inflation og samtidig intern og ekstern balance. Det er man også blevet belønnet for, og er i dag ratet A-.

Paradoksalt er den nuværende socialistiske regering under ledelse af Dilma Rouseff mindre “socialistisk og mere markedsorienteret end tilfældet var under militærregimet 1964-1985. Brasilien er i dag en mere åben økonomi end for 30-40 år siden. Men set i forhold til resten af verden er der dog fortsat tale om en relativt lukket økonomi. Forenklet sagt kan Brasiliens økonomiske politik og den grundlæggende forståelse i dag mest af alt sammenlignes med forholdene i midten af det 20. århundrede.

Hvor militærregeringerne 1964-1985 primært søgte at retfærdiggøre sig via en nationalistisk vækstorientering – hvilket de lykkedes ganske godt med i Brasiliens højvækstperiode efter 1967 og til et stykke op i 1970erne – er den nuværende socialistiske regering i højere grad domineret af et ønske om omfordeling, hvorfor ren vækst kommer i anden række.

Men både retorik og mål med tiltag minder om hinanden, og glæden ved at tale om “nationale” industrier (også når det er multinationale selskaber som står for fremstillingen) er usvækket. Selv om der således i den grad er tale om en national økonomiske politik, med streg under national, er den førte politik kun i mindre grad bestemt af et politisk ønske om at beholde magten. Der er tale om en videreførelse af en politik, hvorom der i vid udstrækning er konsensus indenfor administration og de politiske partier.

In the long we’re all dead in Argentina

Anderledes forholder det sig med Argentina, hvor den politiske magt og berigelse af venner og allierede er helt central. Argentina er da også langt mere korrupt og den førte politik er langt mere abrupt end tilfældet har været i Brasilien. Argentina er således berygtet for sin meget ustabile og svingene økonomi. Siden den seneste nedsmeltning i 2001, har man oplevet en periode med høje vækstrater, men…. Dette nærmer sig enden. Inflationen er høj og de eksterne balancer er under pres. Efter landets default i 2001 har det ikke været muligt at låne i udlandet, hvilket ubetinget må opfattes som positivt, set med den menige argentiners øjne. Det indebærer nemlig at når ikke hvis sammenbruddet kommer vil de omkostninger som skal bæres af den almindelige argentiner være mindre end hvis man som tidligere havde haft muligt at fortsætte for penge lånt i udlandet.

Til gengæld har man i stigende grad problemer med de eksterne balancer, ligesom manglen på investeringer sætter sin naturlige grænse for  den fortsatte vækst. Stigende problemer med den eksterne balance (og manglende adgang til de internationale lånemarkeder), søges løst på kort sigt ved at begrænse borgernes mulighed for adgang til udenlandsk valuta, mens  importen forsøges begrænset med en fortsat øget brug af administrative tiltag, som næppe er i overenstemmelse med de indgåede aftaler i Mercosur.

Er Argentinas mål selvvalgt økonomisk isolation?

Mens Brasiliens økonomiske forståelse og vækststrategi med få afvigelser altid har været internt orienteret, bygger Argentinas velstand fortsat på det s deltagelse i den globale økonomi og deraf høje vækst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1930erne. Efterfølgende har man aldrig været i stand til at leve op til fortidens vækstrater, som gjorde landet til det 2. mest yndede mål efter USA for europæiske immigranter frem til 1. verdenskrig.

Siden midten af det 20. århundrede og frem til 1990erne var dagsorden i lighed med resten af Latinamerika præget af ønsket om at minimere importen og maksimere den indelandske produktion. At man beskyttede og beskytter indenlandsk fremstillingsvirksomhed var ikke noget nyt. Helt tilbage til omkring år 1900 viser toldstrukturen, at det åbenbart var rimeligt nemt for indenlandske producenter at opnår beskyttelse mod udenlandske konkurrenter. Det skal dog medtages, at toldbarriererne ikke kunne sammenlignes med Brasilien, der på daværende tidspunkt formentlig havde de højeste toldsatser på den vestlige halvkugle.

Men i modsætning til Brasilien, hvis fokusering på den indenlandske fremstillingsvirksomhed og drømme om “nationale virksomhedsgiganter” kun delvist kan ses som udtryk for en egentlig importsubstitutionsstrategi, synes dette at være målet for Argentina.

Ifølge Uruguay’s udenrigsminister, Luis Almagro, som er en af de centrale figurer i Uruguay’s handelsforhandlinger med Argentina. forhandlinger som frustrerer mange, ikke mindst eksportørerne, er målet med Argentinas handelspolitik at gøre landet mere eller mindre selvforsynende i 2020. Der er således ikke tale om midlertidige tiltag, når Argentina øger restriktionerne og det administrative bøvl ved import, men en mere langsigtet strategi. Desværre for Uruguay, er der ikke meget man kan gøre ved det på kort sigt.

“Vi har landene i regionen, at målet en åben økonomi, som Uruguay, på grund af strategisk nødvendighed, og vi har lande, som i deres ret og legitimitet foretrækker en protektionistisk fokus med hensyn til sine internationale indsættelse politikker, som det er tilfældet i Argentina. Der genererer stød “.

Brasilien, Kina og Argentina er i den nævnte rækkefølge Uruguays vigtigste handelspartnere. Men for visse sektorer indenfor fremstillingsvirksomhed er Mercosur og ikke mindst Argentina afgørende markeder.

Problemerne for Uruguay’s eksportører er blevet kraftigt forværret siden Argentina begyndte at implementere og udvide den såkaldte “ikke-automatiske importlicens” ordning for et par år siden. I februar strammedes bestemmelserne ved indførelse af edsvorene erklæringer, som administrativt godkendes eller afvises.

For nylig fremlagde en gruppe af lande, herunder USA, EU, Japan, tyrkiet, Taiwan, Costa Rica og Australien en rapport for WTO (World Trade Organization), hvor Argentina kritiseres skarpt for den voldsomme stigning i brugen af handesrestriktioner de seneste år.

Mercosur’s endeligt?

Konsekvenserne af den stigende protektionisme i de to store nabolande, ikke mindst i Argentina, har betydet, at over 2000 arbejdspladser er gået tabt i Uruguay. Regeringen har lovet skattelettelser, lempelig kredit til de berørte sektorer mv., men i længden er situationen ikke holdbar. På længere sig er man nød til at kigge efter nye markeder.

Fortsætter de to store medlemslande med at lade hånt om indgåede aftaler og fortsætter med at bruge protektionistiske tiltag i stedet for at gennemfører interne reformer, vil Uruguay sandsynligvis knytte sig tættere til andre dele af regionen (Chile, Peru, Colombia mv.), som i disse år uddyber og udbygger deres økonomiske samarbejde, samtidigt med at man forfølger en økonomisk model baseret på fri handel og markedsbaserede løsninger.

Herved vil Mercosur ende som (endnu) et eksempel på et storslået projekt, som strandede på dets medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fælge markedets “spilleregler”.

Udviklingen vil ikke komme “overnight”, (lige som Argentina’s økonomi ikke vil kollapse fra den ene dag til den anden). Men retningen synes fastlagt. Den hastige vækst i Landene ud til Stillehavet vil gøre disse markeder mere attraktive for Uruguay, mens den fortsat stigende protektionisme i Brasilien og Argentina vil mindske disse landes betydning.

Vejen til vækst og velstand – også for de fattige – går via neoliberale reformer

Mellem 1987 og 2003 lykkedes det at reducere andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse i Chile fra 44 procent til 18,8 procent.*

Nu ser Peru ud til at gøre Chile kunstykket efter. I 2000 udgjorde andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse 43 procent. Det var faldet til 31,3 procent i 2010. Ifølge en analyse fra Perus (uafhængige) nationalbank, vil andelen som lever under den officielle fattigdomsgrænse i 2016 være faldet til mellem 17 og 22 procent*.

Analysen viser også at Perus hastige vækst det seneste årti især har gavnet landets fattigste. Fra 2000 til 2009 voksede økonomien med ikke mindre end 55 procent. I samme periode er fattigdommen reduceret med 43 procent, og ekstrem fattigdom med 60 procent, mens Gini-koefficienten, som måler graden af ulighed i indkomstfordelingen, faldt med 14 procent. Især det sidstnævnte er kontroversielt, ikke mindst af politiske årsager.

En traditionel anklage/fordom mod “neoliberale” reformer som dem i Chile i 1970erne og Peru i 1990erne har altid været at indkomstkoncentrationen stiger (en mildere version af den mere rabiate forestilling om at “de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere”). Det eksisterer der dog ingen naturlov som tilsiger. Hvad vi kan konstatere er, at over tid vil være både rige og fattige være bedre stillet i lande med frie markeder i forhold til lande med mindre frie markeder og mere politisk styring.

Markedet driver fattigdomsbekæmpelse, mens offentlig omfordeling kun har marginal effekt

I analysen har man opstillet en række scenerier for udviklingen de kommende år, med og uden tiltag som påvirker indkomstfordelingen. Mens et “optimistisk” vækstscenarie ( det vil sige at de historiske vækstrater nogenlunde fastholdes) kommer frem til at fattigdommen vil reduceres fra de ca. 31 procent i 2010 til ca. 18,3 procent uden initiativer til omfordeling, vil politiske tiltag til reduktion af indkomstforskelle kun indebære en yderligere reduktion i fattigdommen på 1,3 procentpoint. Under et mere pessimistisk vækstscenarie forventes fattigdommen at falde til 22,8 procent uden omfordelingspolitik og 21,2 procent med omfordelingspolitik.

Med andre ord stammer den altovervejende fattigdomsreduktion fra udviklingen i den privatesektor, som har drevet og driver væksten i Peru.

En neoliberal forfatning 

Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter. Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru, ligesom der er indbygget en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.

Sammen med Chile og Panama er Peru i løbet af de seneste 10 år blevet en stærk kandidat til at blive et af de få latinamerikanske lande, som i løbet af de kommende årtier vil opnå en levestandard som i Europa og USA.

Udviklingen de senere årtier viser entydigt at markedsreformer som medfører mere marked og mindre stat er afgørende til sikring af varig vækst og velstand. Med andre ord øges velstanden bedst, mens fattigdommen reduceres mest i lande som har gennemført tiltag med inspiration fra den neoliberalistiske skole. Mens vestrefløjen (og desværre en del af mere borgerligt tilsnit) fortsat har opfattelsen af at markedet ikke sikrer sociale forbedringer, så viser den reelle udvikling i Latinamerika noget helt andet. Hvis man ønsker det bedste for de fattige skal der derfor ikke stå “Viva el Revolution” på bannerne, men derimod

“Viva el neoliberalismo y el mercado libre!”

 __________________________________________________________________________

*Nationale og internationale fattigdomsgrænser er sjældent umiddelbart sammenlignelige.

Ifølge Verdensbankens seneste opgørelse levede 2,4 procent af Chiles befolkning for mindre end 2 USD om dagen i 2006, hvilket i 2009 var faldet til 0. Ifølge den nationale opgørelsesmetode levede 15,1 procent under fattigdomsgrænsen i 2009.

I Peru levede 7,9 procent ifølge Verdensbanken i absolut fattigdom (under 1,25 USD. i 2005 priser) i 2007. I 2009 var denne andel faldet til 5,9 procent.  Andelen som havde  under 2 USD per dag per person faldt i samme periode fra 18,5 procent til 14,7 procent.

Politiken og Ritzau hylder en af det 20. århundredes mest brutale diktatorer i Latinamerika

Hele Danmarks meget seriøse og meget humane avis – hvis de selv skal sige det – bringer i dag (fredag den 12.8.2011) en slet skjult hyldest til Fidel Castro i anledning af hans 85 års fødselsdag lørdag.

Under overskriften “Castro – en revolutionær overlever” fortælles om de “storslåede resultater” som det kommunistiske regime har opnået, mens alt hvad der er gået galt siden 1959 enten skyldes udefrakommende begivenheder som den amerikanske embargo og Sovjetunionens fald, eller “afleveres” i form af tilforladelige vendinger der på ingen måde står mål med den brutale undertrykkelse og armod som Castros regime har været skyld i.

Castros regime er et af det 20. århundredes mest brutale latinamerikanske regimer, og har titusinder af menneskeliv på samvittigheden, mens mere end hundretusinde politiske modstandere (og homoseksuelle) har været gennem regimets koncentrationslejre og fængsler. Det opsummerer Politiken således til sidst i den stort opsatte artikel:

 I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne genration af politikere [Castro og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et uddannelsessystem- og sundhedssystem, der var unikt efter latinamerikansk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte befolkningen imidlertidig betale en høj pris for at leve i Castros “socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.

Med andre ord har undertrykkelsen været en pris som den cubanske befolkning måtte betale for at få et “unikt uddannelses- og sundhedssystem”. Kunne man mon forestille sig følgende fremstilling af Hitler?

I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne generation af politikere [Hitler og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et øget produktionssystem- og industrialisering, der var unikt efter europæisk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte jøderne imidlertidig betale en høj pris for at leve i Hitlers “national-socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.”

Nej vel. Ligeledes vil de fleste formentlig også finde det problematisk hvis man relativerede  Pinochet-regimets brutalitet ved at henvise til, at det var prisen som chilenerne måtte betale for at skabe Chiles “unikke” vækstmirakel. Chiles økonomiske udvikling siden militærkuppet mod Salvador Allende i 1973 har været unik, men at bruge dette til at relativere og dermed reelt undskylde Pincohet forbrydelser som en “nødvendig” omkostning er naturligvis helt uacceptabelt.

At man i artiklen gentager Castro regimets løgne om det “forarmede Cuba før Castro” og viderebringer dets propaganda om det cubanske sundheds- og uddannelsesystem er i bedste fald pinligt og i værste fald bevidst løgnagtigt.

Cuba var i 1950erne et relativt rigt samfund med en betydelig middelklasse. Man havde et rigt og internationalt anerkendt kulturliv og virkede som en magnet på ikke kun kunstnere og turister, men også især sydeuropæiske immigranter, som drømte om et bedre liv end de kunne få i Europa. Således lå der 200.000 ubehandlede immigrations-ansøgninger på Cubas ambassade i Rom de. 1. januar 1959, hvor Batista regimet faldt og den gamle diktator flygtede. Og selv om Batista bestemt ikke var en engel, kunne hans brutalitet  slet ikke måle med Castro’s, hverken i omfang eller metoder.

Castro og ikke mindst Che Guevara formåede i de første måneder efter det gamle regimes fald, at slå flere ihjel end Batista-regimet havde haft held med siden 1952.

Med hensyn til det kommunistiske regimes storslåede resultater indenfor sundheds- og uddannelsesektoren, er langt det meste ren og skær propaganda.

Cuba før og efter 1959

78 procent af befolkningen kunne ifølge FN læse og skrive i 1958. Ifølge officiel cubansk statistik kan 96 procent læse og skrive i dag. Rent faktisk er der tale om en mindre stigning end flere lande har præsteret i samme periode, herunder Colombia og Paraguay.

Cubansk hospitalsseng (næppe Castro's)

I modsætning til før 1959 er der dog indført streng censur og det er forbundet med risiko for fængselsstraf at læse forbudt litteratur. Ligeledes er antallet af aviser faldet drastisk fra 59 uafhængige daglige aviser i 1950erne til i dag 18 statskontrolerede af slagsen. Så er regimet sikre på hvad der skrives. Til gengæld er det måske mere tvivlsomt hvilken glæde man har ud af at kunne læse og skrive.

Det anslås at ikke over 2.000 mistede livet under Batistas regeringstid, mens op mod 17.000 er blevet skudt af regimet siden Castros magtovertagelse. Dertil skal naturligvis lægges de mange tusinder der har mistet livet i deres forsøg på at flygte og de mere end 100.000 mennesker der har været fængslet og for en stor dels vedkommen er blevet tortureret på grund af deres politiske overbevisning). Under Batista, der ifølge Politiken holdt befolkningen i et jerngreb, kunne man forlade landet uden problemer. Det var der dog ikke mange der ønskede, andet end som turister. Derimod var der som antydet en stor tilstrømning af immigranter.

I 1957 var børnedødeligheden i Cuba på 32 per 1.000 levende fødte. I Portugal var den 88 per 1.000 levende fødte. I midten af 1990erne var børnedødeligheden faldet til 10 per 1.000 levende fødte børn i Cuba (ifølge officielle tal), mens den i Portugal var faldet til 9. I japan faldt den i samme periode fra 40 til 4 per 1.000 levende fødte børn.

Cubas "unikke sundhedssystem" under Castro

Fra midten af 1950erne og til midten af 1990erne faldt det gennemsnitlige kalorieindtag per indbygger i Cuba, som det eneste latinamerikanske land. Bl.a. faldt kødforbruget med 1/3.

I slutningen af 1950erne blev Cuba kun overgået i antallet af biler i forhold til indbyggertal af Venezuela.  I dag er Cuba blandt de lande med det laveste antal biler i forhold til indbyggertallet i regionen. For en stor dels vedkommende er der som bekendt tale om de fysisk samme biler som i 1950erne.

I 1950erne blev Cuba kun overgået af Uruguay i antallet af radioer per indbygger i regionen, og lå foran f.eks. Japan. I dag er Cuba for længst blevet overhalet af lande som Bolivia og Brasilien, for slet ikke at tale om Japan naturligvis.

I 1950erne var Cuba blandt de lande i verden, hvor man havde flest TV i forhold til befolkningens størrelse – kun overgået af Monaco, USA, Canada og England. I dag er man blandt de lande i Latinamerika med færrest TV i forhold til befolkningens størrelse.

I 1958 var det kun Venezuela, Argentina, Uruguay, og Chile (med få procent) der havde et højere BNP per indbygger end Cuba. I dag er Cuba blandt Latinamerikas fattigste lande.

Før 1959 var Cuba verdens største producent af sukker, mens man i dag ikke engang er blandt de 10 største. Som det eneste af de 25 største producentlande er produktionen af sukker i dag lavere end den var i midten af det 20. århundrede

For alle landbrugsprodukter har udviklingen siden 1959 været alt andet end opløftende, og for visse produkter, bla.a. ris har man oplevet et direkte fald.

Ifølge Politiken kan den elendige økonomiske udvikling henføres til først den amerikanske handelsembargo fra 1962 (der var en reaktion på beslaglæggelsen af amerikansk ejet ejendom i Cuba og ikke på “Cuba-krisen” i 1961, udløst af de missiler, som Sovjet havde opstillet på øen, som man forledes til at tro når man læser artiklen) og senere til Sovjetunionens sammenbrud i 1989.

Om embargoen skriver Politiken kort og godt:

Embargoen har skabt alvorlige økonomiske problemer for Castro og det Cubanske folk.

Dermed fremfører man (endnu) en myte som Cubas totalitære regime har plejet med stor omhu og succes i årtier. Selv om embargoen havde en negativ betydning i en periode – se bl.a. beregninger her, er de økonomiske problemer primært selvskabte. Den førte økonomiske politik, herunder den brutale tvangskollektivisering i 1960erne, der kostede tusindevis af bønder livet og indførelsen af planøkonomi bærer langt den overvejende del af ansvaret for, at Cuba er gået fra at være et relativt velstående land til en økonomisk katastrofe. For at importere skal man som bekendt også eksportere.

Hvor resten af Latinamerika, selv om de fleste lande i regionen først indenfor de seneste 20 år har åbnet op for deres økonomier, kan opvise årlige gennemsnitlige eksport-vækstrater på 10 procent og derover siden 1959, er Cubas eksportrate kun steget med et par procent om året. Ikke på grund af den amerikanske embargo – der ingen betydning har for de fleste andre landes samhandel med Cuba – men først og fremmest fordi man ikke har nogen produktion at eksportere.

Men ved at tillægge eksterne faktorer skylden for den elendige velstandsudvikling får Politiken selvfølgelig også muligheden for at postulere, at Fidel Castro spiller en aktiv og positiv rolle i de reformer man (muligvis) er i gang med at indføre, og som – hvis de gennemføres – vil indebære en mindre drejning i retning af en markedsøkonomi. For nok er “El Comandante” gået på pension, men….

Alligevel er der næppe tvivl om, at Fidel Castro fra sin tilbagetrukne position har ydet væsentlige bidrag til de senere års reformer, måske de første skridt på vejen mod en anden styreform, når tiden render ud for revolutionens ledere…

Her formår Politiken noget, som de færreste iagtagere med bare den mindste indsigt i Cubanske forhold er i stand til. Politiken ved at Fidel Castro positivt har bidraget til en række reformer, der alene er kommet på tale, fordi man fra systemets side anser det for nødvendigt hvis man skal kunne beholde magten. Skulle der dukke en ny “sugardaddy” op efter Hugo Chavez, der har problemer nok på hjemmefronten, kan jeg forsikre både Politiken og Ritzau om, at reformerne rulles tilbage på stedet. Det gjorde man med reformerne indført i begyndelsen af 1990erne, så snart man var kommet over de værste eftervirkninger af Sovjetunionens sammenbrud nogle år senere.

Når regimet en gang er faldet og historien skal skrives om Catros totalitære regime bliver det næppe med slet skjult beundring for ham. Tværtimod vil han hurtigt ende på historiens losseplads sammen med andre af regionens brutale diktatorer gennem tiden. Og med hensyn til den Latinamerikanske antiamerikanisme, der har været drivkraften i Castros ( dalende) popularitet i resten af Latinamerika, så kan vi roligt gå ud fra, at Cubas egen befolkning er blandt latinamerikas mest pro-amerikanske.

De har jo om nogen betalt prisen for Castros “socialistiske paradis”, som det så rigtigt står i Politikens artikel. Bare synd at journalisten ikke helt har forstået, hvor høj denne pris har været og at dette “socialistiske paradis” for de fleste cubanere er svær at skelne fra helvede på jord.

 

Opdateret den 15.8: Det viser sig at artiklen fra Ritzau, bragt i Politiken, men ikke var at finde på Politikens hjemmesider, også blev bragt i Information, dog under en anden overskrift. – Den kan læses på Informations hjemmersider her.

Underholdningsværdien fejler ikke noget ved valget i Costa Rica

Alex Leff, der blogger hos “Americas Querterly”, har et ganske underholdene indlæg om Costa Ricas lettere bizarre præsident-valgkamp. Under overskriften “TRUTH OR DARE IN COSTA RICA’S PRESIDENTIAL CAMPAIGN“, beretter han bl.a. om at en af kandidaterne har optrådt live på TV koblet til en løgnedetektor, mens en anden fører sin valgkampange under sloganet “Et mindre onde”.

Costa Rica går til valg den 7. februar, og i følge den seneste Gallup, ser det ud til at socialdemokratiet beholder præsidentposten –  Tidligere vicepræsident Laura Chinchilla fra det socialdemokraktiske Partido Liberación Nacional fører med 44 %  foran Otto Guevara fra det borgerligt-liberale Partido Movimiento Libertario (det var ham med løgnedetektoren) der står til  26 %, mens socialisten Ottón Solís fra Partido Acción Ciudadana står til 18 % og Luis Fishman fra Partido de Unidad Socialcristiana til 9 % (det var ham der var “et mindre onde”).

Costa Ricas nuværende præsident er nobelprisvinderen Óscar Arias fra Partido Liberación Nacional , der også spillede en fremtrædende rolle i bestræbelserne på at finde en løsning på Honduras krise sidste år. Partido Liberación Nacional har domineret politik i Costa Rica siden afslutningen af borgerkrigen i 1951. Costa Rica er mellemamerikas uden sammenligning mest velstående land, og samtidig et af Latinamerikas rigeste.

Danmark og Latinamerikas forskelle animeret

Vi tror ofte at folk i de fattige lande er så langt bagefter os at det er svært at forholde sig til dem. Det var lige netop det problem den fantastiske svenske læge Hans Rosling havde med sine studerende på Karolinske institut. Så han opfandt en underholdende måde at undervise folk i international udvikling gennem sinde animerede grafer. Se her selv hans fantastiske show ved TED konferencen i 2006.

Roslings værktøj GapMinder er sponsoreret af Google og du kan selv gå ind og vælge dine egne statistikker og lande, så jeg tænkte det ville være interessant at sammenligne Latinamerika med Danmark.

Latinamerika og Danmark

Latinamerika og Danmark

Det er dog bedst at gå ind og se de på animeret vis med GapMinder Latinamerika og Danmark. Tryk på play knappen når det er loaded op.

Det kan ses at Danmark stadig er betydeligt rigere end selv de rigeste lande i Latinamerika men se på levealder og der er ikke meget forskæld mellem Danmark og mange af de Latinamerikanske lande.

Læg også mærke til at den største vækst i både økonomien og levealderen i Cuba skete i 40erne og 50erne altså før Castro kom til.

Du kan selv gå ind og vælge forskellige parametre og lave en sammenligning der er interessant for dig.

Honduranerne ønsker hverken Zelaya eller Micheletti, men sætter deres lid til præsidentvalget den 29. november

Mens forhandlingerne mellem de facto regeringen under ledelse af præsident Micheletti og tidligere præsident Zelaya igen er budt sammen, og ifølge Micheletti ikke genoptages før efter præsidentvalget den 29. november, viser en meningsmåling foretaget af den Washington baserede “Greenberg Quinlan Rosner Research” , at honduranerne fortsat er splittede over kuppet/afsættelsen af Zelaya i juni måned. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved undersøgelsens objektivitet, fordi Greenbergs vice-præsident Mark Feierstein var en del af det team der stod bag Zelayas valgsejr i 2005.

Continue reading

Nyhed: Ny afstemning om præsidentembedet d. 29. november i Uruguay

Det er sen aften her i Montevideo. I dag gik uruguayanerene til valg. Tilhængere af Lacalle og Pedro fester i gaderne fordi Mujica (venstrefløjens præsidentkandidat) ikke fik mere end 50% af stemmerne. Som tidligere skrevet betyder det at der bliver en ny afstemning (balotaje) om præsidentembedet. Det kommer til at foregå d. 29. november. Det offcielle valgresultat vil foreligge i morgen (mandag), men det tegner til at “balotaje” (afstemningen) er en realitet.

Udover parlaments- og præsidentafstemningen var der to andre spørgsmål som der skulle stemmes om i dag. Begge blev nedstemt.

Det ene forslag ville betyde at en lov om immunitet i forhold til hvad der skete under militærdiktaturet ville blive ophævet.

Det andet forslag ville betyde at uruguayanske statsborgere ville kunne stemme fra udlandet. I dag skal de enten rejse til Uruguay for at stemme eller indsende nogle papirer for at undgå en bøde for ikke at stemme.

Valgpronosen er i øjeblikket FA 47%, PN 29,5%, PC 17,5%, PI 2,5% ifølge fjernsynet. Se det tidligere indlæg med introduktion til valget for at se hvad partiernes forkortelse betyder.