Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 Nicaragua – Americas
Nicaragua har sagt nej til 100 mio. kroner i ulandsbistand, fordi det var en betingelse, at nogle af pengene skulle gå til uafhængige valgobservatører, og Ibis generalsekretær Vagn Berthelsen udtaler i den forbindelse til Jyllandsposten, at
Der er grund til demokratisk bekymring, fordi styret er blevet mere autoritært, end man kunne ønske, og det er man nødt til at forholde sig til.
Han beklager dog, at Danmark trækker sig ud af Nicaragua hurtigere, for som han “så smukt” udtrykker det:
Der er mange steder, hvor demokratiet ikke fungerer perfekt. Men helt at afbryde samarbejdet bør være absolut sidste mulighed.
Det er faktisk rystende, at Ibis kan omtale den demokratiske deroute, som Nicaragua har været ude på siden Daniel Ortega i 2006 igen kom til magten, på denne måde. Som jeg skrev om i august 2010, hvor Ortega – i strid med Nicaraguas grundlov – sikrede sig, at han kan stille op til valget senere i år, har der været stadigt stigende problemer siden mistanken om omfattende valgsvindel ved lokalvalgene i 2008.
Der er god grund til at tro, at Ortega ikke har tænkt sig at tage hensyn til at han er temmelig upopulær hos den nicaraguanske befolkning, og så ligner det jo noget vi har set før – desværre.
Heldigvis er er udviklingsminister Søren Pind mere klar i mælet, og siger således til Jyllandsposten, at:
Bruddet sker efter længere tids drøftelser om en aftale om dansk støtte til civilsamfundet. Det har den nicaraguanske regering afvist. Derfor er det et valg, som Nicaragua selv har truffet.
Mens det seneste årti for andre dele af Latinamerika (Peru, Braslien, Chile, El Salvador, Panama osv.) har indebåret konsolidering af demokratiet og god økonomisk vækst, har udviklingen i de såkaldte ALBA- lande været ganske anderledes. I Nicaragua forsøger Daniel Ortega at omgå landets konstitution og opnå endnu en periode som præsident, mens han og sandinisterne ved lokalvalgene i 2008 viste, at de ikke står tilbage fra at gøre brug af decideret valgsvindel. Til gengæld ligger det noget tungere med at få sat skub i Nicaraguas økonomi.
Også i Bolivia har demokrati og ytringsfrihed stadigt ringere vilkår. En retsreform har gjort ondt værre, og er reelt endt med at være et redskab for præsident Morales og hans allierede i deres kamp for at sikre sig selv magten. Efter valgsejren i præsidentvalget i 2009, blev de efterfølgende lokalvalg i begyndelsen af 2010 år præget af udbredt valgsvindel – flere steder strøg man ganske enkelt problematiske oppositions-kandidater fra valglisterne. Konflikten mellem centralregeringen i La Paz og de østlige velstående stater i lavlandet fortsætter, og det kan bestemt ikke udelukkes at Evo Morales som mange af hans forgængere ikke kommer til at sidde valgperioden ud. Ikke mindst fordi 2010 markerede at Morales ikke længere har opbakning fra de største indianske organisationer, som sikrede ham hans første valgsejr i 2005 og genvalg i 2009.
I Ecuador er den politiske ustabilitet stor – et kendetegn ved landet – og antager til tider næsten absurde dimensioner. Således kan udfordreren til den siddende præsident, Rafael Correa, ved præsidentvalget i 2012 meget vel gå hen og blive hans storebror Fabricio Correa. Correa den ældre, der arbejdede for sin lillebror, da han blev valgt til præsident, kritiserer nu voldsomt Rafael Correa for dennes socialistisk-inspirerede politik. Han har annonceret, at med mindre opppositionen kan finde en bedre egnet kandidat, så stiller han selv op til det kommende præsidentvalg. Om Rafael Correa så holder som præsident frem til valget i 2012 er en anden sag. Ecuador har i lighed med Bolivia ikke tradition for at landets præsidenter sidder perioden ud.
Og så er der Hugo Chavez, (penge)manden bag ALBA. Hans regionale indflydelse har længe været for nedadgående, men desværre sidder han fortsat solidt på magten i Venezuela. På trods af, at oppositionspartierne stemmemæssigt fik flertal ved det seneste parlamentsvalg sikrede Chavez, takket være en solid manipulering med valgkredsene, at hans støtter vandt flest parlamentspladser. Selv om oppositionen opnåede 52% af de afgivne stemmer, sikrede det dem kun 67 pladser, mens Chavez støtter vandt 98 pladser.
Dog var Chavez ikke i stand til at sikre sig selv det 2/3 flertal der reelt ville gøre opppostitionens tilstedeværelse fuldkommen meningsløs. Men det er der heldigvis (for Chavez) mulighed for at rode bod på ved bl.a. at lade det udgående parlament (det nye tiltræder først den 5. januar), der er fuldstændig domineret af Chavez støtter (opppositionen boykottede det forgående valg), tildele præsidenten mulighed for at regere ved hjælp af dekreter de kommende 18 måneder.
Derudover har man hastebehandlet og vedtaget en række love der bl.a. sikrer, at parlamentet for fremtiden kun mødes 4 dage om måneden, at alle parlamentariske kommisioner kontrolleres af regeringen og at der kun er op til 15 minutters taleret per medlem under debatter. Disse debatter kan for fremtiden kun blive sendt i de regeringskontrolerede TV-kanaler.
For at sikre sig at de 98 Chavez-støtter der blev valgt nu også forbliver loyale, er det derudover vedtaget, at man ikke kan bytte parti. Det indebærer herefter at man mister sin plads i parlamentet.
Det var oprindeligt meningen at det nye parlament skulle have udpeget en række højesteretsdommere, men da valget af nye dommere kræver 2/3 flertal, blev udnævnelserne fremskyndet, således at der er blevet valgt 9 nye og 32 suppleanter inden det nye og mindre Chavez-venlige parlament tiltræder. Hermed sikrede Chavez, at han ikke behøvede at tage hensyn til oppositionens ønsker. De nyvalgte er selvfølgelig alle loyale Chavez-tilhængere.
Men det stopper bestemt ikke her. Det afgående parlament nåede også at vedtage ny lovgivning for de videregående uddannelser. De mister nu deres traditionelle autonomi, og regeringen kan og vil sikre sig, at undervisningen foregår i den “rette” socialistiske ånd.
Man har også forbudt alle ikke-statslige organisationer for fremtiden at modtage midler fra udlandet. Denne ændring forventes at tvinge mange NGO’er til at lukke.
En anden ny lov tillader præsidenten at overføre beføjelser og ressourcer fra lokale myndigheder til “socialistiske (regeringstyrede) kommuner”. Det indebærer reelt at oppositionens valgsejre i mange store byer i 2008 bliver ligegyldige. Ligeledes er reformer af radio- og telekommunikationlove nu udvidet til at omfatte internettet og mobiltelefoner. Herefter indebærer at det at videregive eller opbevare regeringskritisk information pådragelse af personligt ansvar overfor indholdet. Det kan i yderste konsekvens indebære fængsel for den formastelige, hvis vedkommende f.eks. har opbevaret eller videregivet materiale, der kan opfattes som respektløs overfor landets institutioner eller ophidser/skræmmer befolkningen. (Gæt selv hvem der afgør hvorvidt noget er respektløst eller ophidser/skræmmer befolkningen).
Store dele af de vedtagne love er reelt i modstrid med Venezuelas grundlov fra 1999, som Chavez selv var arkitekten bag. Men det var andre tider, og så er det jo godt at man kontrolerer alle organer der skal kontrollere hvorvidt man selv overholder landets love, ikke mindst grundloven.
Baggrunden for hvad der af flere er blevet betegnet som et statskup er selvfølgelig præsidentvalget i 2012, der gerne skulle sikre Chavez yderligere 6 år ved magten. Chavez træder næppe frivilligt tilbage og det er usandsynligt at han skulle respektere et muligt valgnederlag. Regimet har da også allerede ved flere lejligheder vist hvad oppositionen har i vente. Da fredelige demonstranter uden for Parlamentet således protesterede mod de nye love blev de angrebet af regeringsvenlige bøller og sikkerhedsstyrker i uskøn forening.
Den seneste udvikling har fået “The Economist” til at konkludere, at;
Although the opposition has long accused Mr Chávez of ruling as a dictator, Venezuela has hitherto retained many of the outward appearances of democracy. Now, it seems, the president is finally taking off his democratic mask.
Chávez’s power grab comes as the country’s economic, social, and security problems are mounting. Violence has spiked dramatically in urban areas; there were some 19,000 homicides in 2009 out of a population of 28 million. In recent years, Venezuela has become a major drug-trafficking corridor, home to foreign and domestic cartels alike. State security forces have also been accused of participating in criminal activity. Meanwhile, Chávez has escalated — rather than soothed — the situation with fiery, partisan rhetoric that seems to egg on a violent suppression of the opposition. That message has an audience; government-allied street gangs in Caracas stand ready to defend his revolution with Kalashnikovs.
For læsere af denne blog (og punditokraterne hvor jeg tidligere har skrevet om Venezuela og Chavez) kommer det næppe som den store overraskelse at Venezuela reelt er et diktatur. Men det gør det muligvis for den yderste venstrefløj (Enhedslisten og omegn), der så sent som for et år siden villigt agerede nyttige idioter under COP 15, da Chavez og Morales holdt hof i København. For slet ikke at tale om Niels Lindvig fra P1’s Orientering udefra, der tidligere har forsvaret Hugo Chavez anslag mod ytringsfriheden.
I strid med Nicaraguas grundlov stiler Daniel Ortega, der blev valgt til præsident i 2006, men hvis popularitet i Nicaragua er yderst begrænset, mod genvalg i 2011. På trods af den manglende popularitet er et genvalg ikke usandsynligt. Siden 2008, hvor der var mistanke om udbredt valgsvindel i forbindelse med lokalvalgene, har Ortega ved flere lejligheder demonstreret sin foragt for forfatningen og at han er parat til at gå langt for at beholde magten.
Ved et farceagtig behandling sidste år i højesteret blev det vedtaget at se bort fra at genvalg ikke er muligt ifølge gældende lov, læs mere her.
Og nu har højesterretspræsidenten besluttet at afskedige en række dommere der er loyale overfor oppositionen. Disse har boykottet højesteret siden Ortega (ifølge opposititonen i strid med gældende lovgivning) forlængede 2 loyale dommeres mandater for 10 måneder siden, efter at parlamentet ikke kunne komme til enighed om afløsere. Der syntes næppe grund til at bemærke, at de nye dommere naturligvis alle er loyale overfor Ortega.
Endnu en gang viser en af venstrefløjens “helte” sit sande ansigt.
I sidste uge afgjorde 6 højesteretsdommere, der alle er er udpeget af sandinisterne, at det tillæg til forfatningen, der blev vedtaget i 1995 (bl.a. med sandinisternes stemmer) og indebar, at man kun kunne være præsident to gange – og ikke i direkte forlængelse, bliver ophævet, fordi det, som det står i afgørelsen, ikke er “gennemførbart”. I den anledning efterlyste jeg i et indlæg, med tanke på, at man er gået hen over det folkevalgte parlament (hvor en lignende afgørelse ville kræve 2/3 flertal) om vi nu kunne forvente en fordømmelse fra omverden?
Omend der ikke er tale om en “fordømmelse”, så har USA faktisk reageret med bekymring. Således udtalte det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, Ian Kelly, at;
“We share the concern of many Nicaraguans that this situation is part of a larger pattern of questionable and irregular governmental actions,”
Ifølge Washington Post. Det bliver spændene at se hvorvidt der vil blive fulgt op fra amerikansk side på Daniel Ortegas manglende respekt for demokratiet i Nicaragua. Det bedste bud er formentlig at der ikke vil ske videre. Under alle omstændigheder er Nicaragua under Ortega i Hugo Chavez lejr, i hvert fald så længe han kan levere varen i kraft af billig olie, og dermed spille sin rolle som Ortegas “sugardaddy”.
Afsættelsen i Hondurars af Zelaya, der skete efter ordre fra højesteret, blev mødt med næsten enig international fordømmelse. Og indtil videre vil ingen medlemmer af OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) anerkende de præsidentvalg der finder sted i november, på trods af, at det allerede var planlagt før afsættelsen af Zelaya, og efter alt at dømme vil gå retfærdigt til.
Bortset fra at Honduras parlament støttede højsteretsafgørelsen i Honduras, er det ikke svært at se en paralel mellem de to situationer. Hvis OAS skal optræde konsekvent og troværdigt, må de reagere (mindst) lige så hårdt overfor Nicaragua og Daniel Ortega, som de reagerede overfor Honduras. Det vil sige, at man ultimativt vil vedtage ikke at anerkende udfaldet af præsidentvalget i 2011.
Formelt er Ortegas muligheder for at søge genvalg ikke helt på plads endnu. Højesterets afgørelse skal godkendes af de 16 delstatsdommere, men det forventes at være en formsag.