Gårsdagens valg i Venezuela er først og fremmest et nederlag for regeringspartiet PSUV og præsident Maduro. På nuværende tidspunkt har oppositionen, MUD, vundet 99 og PSUV 46 af Nationalkongressens 167 pladser. De resterende 22 pladser er stadig ikke afgjort.
Hvis oppositionen vinder blot 12 af de 22 pladser, har de et super-flertal, hvilket indebærer at kongressen i princippet kan afsætte præsidenten, skifte højesteretsdommere ud osv. osv. Hvordan de sidste 22 pladser fordeler sig vides først sent mandag aften.
Præsident Maduro har erkendt nederlaget – eller tilbageslaget, som han kalder det – men i hvilken udstrækning det så indebærer, at han også erkender at det lagger mod enden efter 17 års “socialisme for det 21. århundrede”, er dog mere tvivlsomt. I sin reaktion på valgnederlaget fremførte han endnu en gang påstanden om, at Venezuelas enorme økonomiske problemer skyldes, at der føres en økonomisk krig mod landet.