Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, og alle medlemmer af deputeretkammeret, 2/3 af senatet og alle delstaternes guvernører er på valg. Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.
Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på Punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela, der har klaret sig ringere.
Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt, og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det, at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt, at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet, som tyder på, at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for, at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.
I anledning af valget vil jeg frem til anden runde af præsidentvalget den 27. oktober bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største og verdens 8. største økonomi. Det er derfor en region, som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede, at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016 er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, hvilket vil være til glæde for både landenes egne befolkninger og europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig, at en aftale gennemføres. Et emne, vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentinas økonomiske problemer ender med et egentlig økonomisk sammenbrud, som det er set så mange gange før. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.
Her i første omgang vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater, og hvor de skal placeres i forhold til politisk frihed (forstået som forståelse for demokrati og ytringsfrihed) og økonomisk frihed. Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne, at der ikke er grund til at bruge tid på dem.
Væsentligste kandidater
Geraldo Alckmin
Parti: PSDB (svarer til Socialdemokratiet i regering/Radikale Venstre)
Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat, São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.
PSDBs kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv op og tabte til Lula i 2006) har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne, men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja, det hedder han) Bolsonaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.
Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.
Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg på) reformer, herunder pensionsreformer. Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter” – ca. 40 procent af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtede til at vise frem til den 4. oktober.
Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV er tilslutningen, især blandt middelklassen, dog begrænset.
Jair Messias Bolsonaro
Parti: PSL (nationalisme/værdikonservatisme, mest oplagte parallel er USA’s præsident Donald Trump)
Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt udenfor Rio de Janeiro, men efter Lava Jato (og den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.
Bolsonaro er meget kontroversiel og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer, at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde første valgrunde ifølge de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middelklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).
Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med dem, der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.
Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro – dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.
Ciro Gomes
Parti: PDT (svarer til Socialdemokratiet/SF)
Tidligere borgmester (hvor?), guvernør i Ceara, finansminister en kort periode i første halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at slå Bolsonaro.
Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien og blandt vælgere med lave indkomster, lidt eller ingen uddannelse og dem, der er oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år).
Den største udfordring for at videre til anden runde bliver Fernando Haddad fra PT, da de kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i, at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (foruden Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede idømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.
Det hjælper næppe heller, at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i tre måneder i 2015) er mistænkt for bl.a. korruption.
Ciro Gomes prøver at lancere sig som et – i forhold til PT – spiseligt alternativ for mere moderate vælgere og erhvervslivet. På den anden side har han også meddelt, at oliekoncessionerne, som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.
Marina Silva
Parti: REDE (“grøn-rød” socialdemokrat)
Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT og minister under Lula. Trak sig dog som minister og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun mente, at man ikke prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun begge gange endte på 3.-pladsen.
Sandsynligheden for, at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til anden runde, er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.
Fernando Haddad
Parti: PT (svarer til SF/Enhedslisten)
Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff og tidligere borgmester i Sao Paulo, men mislykkedes med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til anden runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede, at “Hadda er Dilma”.
I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet, trods at han er dømt for korruption, er Dilma mildt sagt ikke en stjerne.
Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til anden valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).
Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet, inden det blev officielt, at Hadda er kandidat for PT, hvorfor resultaterne kan have ændret sig siden.
Det er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance, at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterettens afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lulas fordel, så at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet første valgrunde. Det kan måske undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel, men Lula er en “bigger than life”-skikkelse i Brasilien. Og en ting er, at en del vælgere slet ikke tror, han er skyldig – det er også den fortælling, PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula, er større end antallet, som fortsat tror, han er uskyldigt dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere, som går ud fra, at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse), og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de, at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lulas regeringstid. Det, at den førte økonomiske politik under Lula bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente, at den enkelte vælger forstår.
Pest eller kolera
Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater: dels vurderet på deres ideer om, hvordan økonomien skal indrettes, og dels på, hvor autoritære vs. liberale de egentlig er vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro hersker der noget forvirring om, hvad han egentlig vil, når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange: dels vurderet på, hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked), og dels vurderet på, hvad hans forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).
Der vil sikkert være en del på venstrefløjen, som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær, men skal man tage udsagnet om, at “Hadda er Lula” alvorligt, så skal man medtage, at Lula, mens han var præsident, i flere omgange truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente, at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat. 
Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.
Uanset hvem der vinder valget, skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien, for også den brasilianske præsidents magt er begrænset, og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre, og det gælder ikke mindst, hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.
