Hvorvidt det er korrekt, at det sværd der vises frem i nedenstående video har tilhørt Simón Bolivar – den store frihedshelt i det nordlige Sydamerika – er nok tvivlsomt. Til gengæld giver videoen et indblik i FARC’s selvopfattelse, mildt sagt afslappede forhold til historiske fakta og svulstige revolutionære retorik.
Koblingen mellem Simón Bolívar og socialisme er vist hentet ud af den store socialistiske bog for bekvemme myter og belejlige eventyrfortællinger. Bolívar var påvirket af mange ting, socialistiske og kollektivistiske idealer var ikke blandt dem. Bolívar tilhænger af det frie marked, påvirket af oplysningstidens store tænkere (han rejste efter sigende altid rundt med Adam Smith “Wealth of Nations”) og begivenhederne i USA og Frankrig. Hans drøm og forbillede var at danne en federation af tidligere spanske kolonier med USA og dets forfatning som forbillede. Dog med en – ikke ubetydelig – forskel. Federationen skulle ledes af en diktator på livstid, der selv valgte sin efterfølger. Bolívar mente ikke at et liberalt demokrati kunne fungere i den latinamerikanske virkelighed, som han beskrev som præget af “uvidenhed, tyrani og skørlevned”.
Bolívars betydning og status er ydermere primært begrænset til en mindre del af Latinamerika – det nuværende Colombia, Bolivia, Venezuela, Ecuador og Panama – der først var en del af vicekongedømmet Peru, og fra det 18. århundrede og frem til 1819, vicekongedømmet Ny Grenada (Virreinato de la Nueva Granada) samt (delvist) selve Peru.
I lighed med Hugo Chavez i Venezuela, nedkalder også FARC frihedshelten Simón Bolívars navn når der agiteres for hvad der i sidste ende er traditionel socialisme – som vi kender det fra det 20. århundrede. Bolívar derimod var primært inspiration til regionens konservative partier i det 19. århundrede (inkl. den manglende begejstring for demokrati og et elitært og nedlandende syn på den almindelige befolkning).
Netop Chavez og Venezuela, der i forvejen er under mistanke for at støtte ETA i Spanien, er (endnu) en gang blevet anklaget for aktivt at støtte FARC. Denne gang er det en af kandidaterne til det kommende præsidentvalg i Colombia i maj, Germán Vargas Lleras fra Partido Cambio Radical, der er ude med riven. Colombia har et yderst anstrengt forhold til Venezuela (og omvendt). Lleras meget bombastiske udtalelser kan dog i noget grad også ses som et forsøg på at komme videre oven på det nylige parlamentsvalg, der halverede det centrum-højre orienterede partis mandater fra 15 til 8. Om der er et direkte og systematisk samarbejde mellem Venezuelas regering og FARC, hvilket angiveligt skulle indbefatte FARC-baser i Venezuela, der beskyttes af venezuelanske regeringssoldater er uvist. Men der er næppe mange colombianere der tvivler på, at der eksisterer en eller anden form for kontakt og samarbejde. Denne holdning deles af Pentagon, hvor general Douglas Fraser i sidste uge udtalte, at Venezuela samarbejder med bl.a. FARC – og udgør en fare for stabiliteten i Latinamerika. Indtil videre har man dog hverken fra amerikansk eller colombiansk side været i stand til at bakke påstandene op med klare og entydige beviser .
Til gengæld er Hugo Chavez som bekendt en stor beundrer af Simón Bolívar. Hans ganske frie tolkning af hvad Bolívar stod for ligger tæt op af FARCs. Deres aktiviteter omtaler han konsekvent som en frihedskamp. Og én ting har både FARC og Chavez tilfælles med Bolívar, nemlig deres foragt for demokrati i Latinamerika. Formentlig deler de også Simón Bolívars nedladende syn på den almindelige latinamerikaner.
