Hvad er det der med socialister og homoseksuelle?

Det er en kendt sag at bøsser og lesbiske ofte er blevet forfulgt i socialistiske lande. I nogle tilfælde har forfølgelsen været temmelig brutal, som f.eks. i Cuba i 1960erne, hvor de enten blev interneret i koncentrationslejre, eller som det skete i mange tilfælde, ganske enkelt slået ihjel af regimet. Helt frem til begyndelsen af 1990erne var det forbudt at være homoseksuel i Cuba. – Nogle vil mene, at det fortsat er forbudt at være sig selv på de kanter.

Så slemt står det ikke til i Bolivia, men alligevel må man undre sig over, at en progressiv leder, der hyldes som en helt, også af den hjemelige venstrefløj, har et så homofobisk forhold til folk med en anden seksualitet end hans egen.

Evo Morales har således i følge NRKs hjemmesider udtalt, at man skal passe påat spise for meget kylling, fordi man risikerer at  blive skaldet eller ende som bøsse. Baggrunden er ifølge Morales – som det udtrykkes på vores nordiske brødres modersmål,

at kyllingprodusentene injiserer kvinnelige hormoner inn i fuglene, og at dette igjen kan føre til at menn som spiser kyllingen «støter på problemer med å være menn».

Måske skulle hans begejstrede tilhængere i Enhedslisten herhjemme overveje om der mon ikke er en forbindelse mellem den slags “hårrejsende” vås og hvad manden ellers står for? – Det er bare en tanke.

Læs hele historien her.

Cuba er midt i sin værste krise siden starten af 1990erne

Ved påskemessen den 28. marts opfordrede ærkebiskoppen i Havanna, kardinal Jaime Ortega, regeringen til straks at indlede reformer for at løse, hvad han betegner som den værste krise siden årene efter Sovjetunionens fald. Han opfordrede samtidig til at den cubanske regering indleder en dialog med landets politiske dissidenter og den amerikanske regering.

Jaime Ortega
Jaime Ortega

Han har senere uddybet sine synspunkter i et interview i den katolske kirkes blad, Palabra Nueva.

Ifølge Ortega taler almindelige cubanere nu åbent om behovet for forandringer og giver udtryk for deres misbilligelse af det cubanske regime, som han omtaler som et stalinistisk bureaukratisk regime, mens han kritiserer den manglende produktivitet i Cuba (en grundforudsætning for velstand). Er der uenighed om hvad der skal gøres, er der ifølge Ortega enighed blandt de fleste om, at noget må gøres, og at det kun kan gå for langsomt.

Indtil videre har reformerne stort set begrænset sig til at tillade private frisørsaloner, mens præsident Raul Castro og resten af regeringstoppen har opfordret folk til at arbejde hårdere og har advaret om, at en række statstilskud vil blive beskåret. Det falder næppe i god jord hos en befolkning hvor mange skal leve af lønninger svarende til ca. 120 danske kroner om måneden. Det er mindre end 1/10 af minimumslønnen i Brasilien.

Samtidig kritiserer han dog den amerikanske regering og Obama for ikke at have formået at genstarte dialogen med Cuba, Obama kritiseres for at følge i tidligere præsidenters fodspor og forlange demokratiske reformer og overholdelse af menneskerettighederne, som en forudsætning for at afvikle USAs 48 år gamle handelsembargo.
Ifølge Ortega bør reformer og menneskerettigheder være et mål og ikke en forudsætning for forhandlinger.Uanset sidstnævnte kritik af USA (der i sin ordlyd jo også indeholder en kritik af Cuba) – er det ganske bemærkelsesværdigt at ærkebiskoppen er så klar i sin kritik af styret i Cuba.
Selv om Cuba ikke forbød religion efter revolutionen, lukkede man kirker og smed præsterne ud af landet efter magtovertagelsen i 1959. Det var først i starten af 1990erne at troende blev accepteret, og endda kunne blive medlemmer af det kommunistiske parti. Men selv om forholdet mellem den katolske kirke og det cubanske regime blev yderligere forbedret i forbindelse med pavens besøg i 1998, er det dog næppe helt uden risiko for kirkens forhold til regimet, når ærkebiskoppen udtrykker sin kritik.

Et par vittigheder om argentinere

Dagens post er tre vittigheder om Argentinere. Hvor meget de siger en dansker ved jeg ikke, men er man fra et af nabolandene ved man præcis hvad det går ud på.

En argentiner er en italiener der taler spansk og tror at han er englænder

(ukendt oprindelse)

Hvad får man hvis en argentiner og en nordestino (indvandrer fra Nordsøstbrasilien) får et barn sammen?

En dørmand der tror, han ejer hele bygningen

(Vittighed fra Rio de Janeiro)

Hvorledes fremgår det, at Jesus var argentiner?

Jo, for det første snakkede han fanden et øre af, for det andet var kvinderne vilde med
ham, og for det tredje troede han at han var gud.

(chilensk vittighed)

Og så lige en karikaturtegning om Argentinas militære evner

twln189l.jpg

Paradigmeskifte i Latinamerika – socialister i Chile og Brasilien fordømmer det cubanske regimes brud på menneskerettighederne

Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva
Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)
Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Calderon forsvarer kampen mod narkokartellerne med at “kun” 10% af de dræbte er uskyldige

Siden den mexikanske regering for 3 år siden erklærede krig mod narkokartellerne er omkring 23.000 mennesker blevet dræbt. Efter en uge, hvor bl.a. en ildkamp i Acapulco’s turistområde kostede en mor og hendes 8-årige søn livet , da de blev fanget i krydsilden, talte præsident Felipe Calderon fredag ved en konference om turisme. Her gjorde han bl.a. opmærksom på., at over 90% af de dræbte de senere år var kriminelle. Samtidig lagde han vægt på at de mexikanske myndigheders indsats var begyndt at bære frugt. Han anerkendte dog samtidig at antallet af “uskyldige” ofre var et reelt problem. Samme dag blev 4 betjente dræbt i Tamaulipas, mens myndighederne i Cuernavaca fandt 3 sække i en af byens travleste gader, fyldt med parterede lig. Cuernavaca er det seneste eksempel på en by der har oplevet en voldsom stigning i vold og mord. Formentlig er stigningen et resultat af en kamp mellem narkokartellerne om kontrol med området efter at meksikanske marinesoldater i december dræbte Arturo Beltran Leyva – en episode vi har skrevet om tidligere her på bloggen.  Volden har bl.a. indebåret at man i perioder har aflyst aftenundervisningen på det lokale universitet (byen har ca. 350.000 indbyggere) på grund af sikkerhedsrisikoen. Ligesom folk advares mod at køre i pickups – af fare for at de forveksles med kriminelle. Continue reading Calderon forsvarer kampen mod narkokartellerne med at “kun” 10% af de dræbte er uskyldige

Lidt mere om regn i Rio

I går skrev jeg en kommentar til MSMs beretninger om regnvejret i Rio de Janeiro, det værste siden 1966. Ingen tvivl om at forholdene er kaotiske (indtil nu er 102 mennesker omkommet), bygninger (i Niteroi) er faldet sammen, og det er livsfarligt at gå på gaden, fordi kloakdækslerne ryger af, hvilket man ikke kan se på grund af vandet. Det samme skete i 1966, hvor mudderskred, bl.a. i Glória og den gamle bydel Santa Theresa ødelagde flere bygninger og begravede folk under mudder. Men det er ikke fordi det ikke har regnet i den mellemliggende periode – eller at det ikke har kostet menneskeliv. Der dør snesevis af mennesker i Rio de Janeiro hvert år når dete regner, typisk som følge af mudderskred, der river dele af slumkvarterer bygget op af bjergene med sig.

Som jeg skrev i går har kloakeringssystemet slet ikke kapacitet til at klare tropiske regnskyl (heller ikke langt mindre), og det er også en tilbagevendene begivenhed, at gaderne i hele bydele står under vand – tilsyneladende uden at det nogensinde har fået nogen politikere til at foretage sig noget afgørende.

Det skal dog siges, at efter uvejret i 1966 gjorde man en dele for at sikre sig mod kommende mudderskred der hvor der var fare for ordinær (lovlig) bebyggelse – at de efterfølgende årtier indebar en eksplosiv vækst i farvellaer (ret beset ulovlig bebyggelse) havde man ikke taget højde for.

Et indtryk af uvejret i 1966 får man af nedenstående video – der også viser et ganske anderledes Rio de Janeiro end det vi kender i dag.

Til sidst kan nævnes, at ud over at der selvføgelig har været røster fremme om at uveret skyldes global opvarmning (hvordan forklarer man så ubejret i 1966?) er der også de der har peget på, at byens elendige renovationstjeneste og det skrald der typisk flyder i gaderne (ikke i Zona Sul, hvor turisterne kommer) også har medvirket til at kloakeringssystemet hurtigt gav op.

En enkelt bemærkning i anledning af, at Rio de Janeiro står under vand

Normalt skriver jeg ikke om naturkatastrofer i Latinamerika på denne blog – den slags dækkes alt rigeligt i MSM. Men når jeg denne gang gør en undtagelse er det fordi de seneste dages reportager fra Rio de Janeiro mere siger noget om hvordan pressen fungerer, og hvad der gør en historie end det fortæller noget om regnvejr i Brasilien.

Indlægget er ikke skrevet for at affærdige det voldsomme regnvejr i Rio, ej heller de nu mere end 100 døde. Til gengæld er det skrevet for at gøre opmærksom på, at bortset fra at det regnvejr der har ramt Rio de Janeiro i denne uge nok er usædvanligt voldsomt for denne stat, så er der egentlig ikke noget ekstraordinært ved at kraftigt regnvejr koster liv eller betydelige materielle ødelæggelser. Det sker faktisk hvert år. At veje skylles bort, huse begraves i mudder eller at hele byer står under vand har altid været en tilbagevendende begivenhed – især i den sydlige del af landet.

Når det nu bliver en international historie skyldes det selvfølgelig at det denne gang er gået ud over Rio de Janeiro, en del af Brasilien der også eksisterer i den internationale bevidsthed.

Hvad der derimod kan undre er, at det aldrig er lykkedes at få etableret et kloakerings-system der kan håndtere den tropiske regn. At centrum af Rio de Janeiro står under vand sker ganske ofte – og det går hurtigt. Dette skrevet uden at jeg har den teknologiske viden om hvorvidt det overhovedet er økonomisk rimeligt (eller teknisk muligt) at imødegå den kraftige regn.

En af grundene kan selvføgelig være, at bortset fra de materielle skader og det generelle besvær, så er de primære ofre den fattige del af befolkningen – hvilket tydeligt fremgår af denne billedserie fra “O Estadao” eller denne video på Politikens hjemmesider (omend udsagnet om at det er det værste uvejr der har ramt landet i 50 år nok er tvivlsomt), der bor i Rio’s slum (farvellaer), hvor egentlig byplanlægning er en by i Rusland. Det er stort set dagligdag, at når der kommer en stor skylle, koster det menneskeliv hver gang. Denne gang er der dog tale om en usædvanlig stor skylle (der faldt næsten 300 mm. regn i løbet af 24 timer).

Men det er ikke kun i forhold til den internationale presse at det betyder noget, om en naturkatastrofe finder sted i Rio Grande do Sul eller Rio de Janeiro. Kigger man de store aviser igennem (der alle enten har base i Sao Paulo eller Rio de Janeiro) er det tydeligt at historien er større, fordi det sker i Rio de Janeiro.

Men det går nok som det plejer, når regnen holder op og byen vender tilbage til sin vante gang glemmer man hurtigt det skete. Myndigheder og politikeres udtalelser om, at nu må der sker noget, materialiserer sig aldrig eller kun i mindre grad (der er ike stemmer i at lave ting der ikke kan ses, som f.eks. udbygge kloakeringsnettet). Som det gamle ordsprog siger – ude af øje, ude af sind.

Stor opbakning til Sebastián Piñera og hans nye regering

Ifølge den Chilenske avis La Nation viser den første meningsmåling, udført af Adimark 3 uger efter Sebastian Pinera og hans nye regering tiltrådte og 4 uger efter Chile blev ramt af det største jordskælv siden 1960, at der er solid opbakning fra chilenerne til hvordan den nye regering og præsidenten har taklet den nationale katastrofe.

Meningsmålingen er udført mellem den 13. og den 27. marts.

Sebastián Piñera selv får opbakning fra 52% af de adspurgte, mens kun 18% er negative. Opbakningen til den nye regering er med 60% endnu højere. At præsidentens egne tal er lavere end regerigens er det modsatte af, hvad der var tilfældet under den tidligere præsident Bachelet, der personligt vqr væsentlig mere populær  end sin regering.  

Piñera er især populær blandt kvinder og den hastigt voksende middelklasse, samt i aldersgruppen 25-34 år, hvor 2/3 af de adspurgte er positive overfor den nye præsident.

Hvad der ikke mindst er vigtigt i lyset af det nylige jordskælv er, at 70% af chilenerne bifalder regeringens insats i forhold til at hjælpe de der er blevet ramt af jordskælvet, mens 65% bifalder hvorledes genopbygningen skrider frem.

Med en forventet omkostning på ca. 31 mia. USD. til at udbedre de skadersom jordskælvet har forvoldt, vil dette have betydelig effekt på Chiles økonomi indeværende og det kommende år.

Ud over at de hundredetusidende af hjem der er blevet mere eller mindre ødelagt er især Chilensk landbrug og turistindustrien blevet hprdt ramt af jordskælvet.