Cuba frigiver 52 politiske fanger

Ifølge bl.a. BBC og Mercopress har den cubanske regering indgået en aftale med den katolske kirke og Spanien, som vil resultere i løsladelsen af 52 politiske fanger der har været fængslet siden 2003. Der er tale om det største antal frigivne fanger siden Johannes Paul II besøgte Cuba i 1998. Frigivelsen indebærer en reduktion i antallet af (estimeret) politiske fanger i landet med en trediedel. Det er naturligvis i sig selv langt fra de titusindvis (måske hundredetusindevis) af politiske fanger man regner med der var i Cuba i1960erne og 1970erne (Fidel Castro udtalte erkendte selv i 1964 at der var 15.000 politiske fanger, hvilket efter alt at dømme var en grov underdrivelse).

Raul Castro og kardinal Jaime Ortega Alamino
Raul Castro og kardinal Jaime Ortega Alamino

Aftalen er kommet i stand mellem den cubanske regering, den katolske kirke og den spanske regering, hvis udenrigsminister Miguel Angel Moratinos udtrykte stor tilfredshed med aftalen og udtrykte håb om at flere fanger med tiden vil blive frigivet. Hvor lang tid frigivelsen vil strække sig over er uvist, ligesom det er uvist hvor mange af fangerne der vil blive forvist fra Cuba.

De 52 fanger der er omfattet af aftalen er alle del af en gruppe på 75 ledende politiske oppositionsaktivister, der i marts 2003 blev arresteret og idømt hårde straffe for deres aktiviteter (der var bl.a. flere journalister der dømtes for at have brudt statscensuren). Den cubanske regering har ellers, som det altid har været kotume i den slags sager fastholdt, at de dømte var “agenter for fremmede magter” – nærmere betegnet blev de dømt for at være en del af en sammensværgelse ledet fra Washington, med det formål at destabilisere Cuba’s politiske system.

De 52 der nu løslades er de sidste af denne gruppe der fortsat er fængslet. De resterende er gennem årene endten blevet frigivet af helbredsårsager eller har indgået aftaler om at gå i eksil i Spanien.

Fra lokale menneskerettighedsgrupper (der ikke anerkendes, men i noogen grad tolereres af den cubanske regering) advarer man dog om at læse for meget ind i de planlagte løsladelser, “Løsladelserne” (der muligvis primært vil få form af forvisninger) er resultatet af at denne gruppe af politiske fanger er blevet for stor en belastning for Cuba i forhold til bl.a. EU, men også andre Latinamerikanske lande (Chiles socialistiske parti kritiserede for et par måneder siden i stærke vendinger den manglende frihed og behandlingen af politiske fanger i Cuba. læs mere her).

Aftalen kommer i kølvandet på en aftale tidligere på foråret mellem den katolske kirke og den cubanske regering, hvorefter fangernes forhold skulle forbedres. Den aftale kom i stand efter en bemærkelsesværdig åben kritik i påsken fra den katolske kirke i Havanna – læs mere her.

Guillermo Farinas
Guillermo Farinas

At man nu har lavet en aftale er den foreløbige kulmination efter at forholdene for de politiske fanger for alvor blev til et internationalt problem da Orlando Zapata Tamay døde den 23. februar efter lang tids sultestrejke. Hans død udløste international fordømmelse, bl.a. fra EU. Sidenhen har Guillermo Farinas sultestrejke (han modtager næringsstoffer intravenøst), der startede få dage efter Tamay’s død, fastholdt kritikken. Farinas tilstand er meget kritisk og aftalen kan også ses som et forsøg på at afbøde konsekvenserne af dennes eventuelle død (med mindre han igen begynder at indtage mad og drikke).

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit