Den brasilianske præsidentvalgkamp har i de senere uger været krydret med historier i pressen om korruption og magtmisbrug i Lula’s regering. Således har 4 ledende medlemmer af regeringen måtte trække sig efter beskyldninger i pressen om magtmisbrug og korruption, herunder Erenice Guerra, efterfølgeren til PT’s præsidentkandidat Dilma Rousseff, som kabinetschef. Det er meget sigende, at Lula fylder enormt i valgkampen (og i denne post), på trods af at han slet ikke stiller op. Havde han gjort det hasvde han vundet suverænt i første runde.
Regeringen og ikke mindst Lula’s reaktion har været ganske voldsom, og dele af pressen er således blevet beskyldt for at være til fare for demokratiet. Det er ikke første gang at præsident Lula har reageret voldsomt overfor pressen, når der har været kritik af regeringen og ham selv. Da ugemagasinet Veja for nogle år siden i en række artikler anklagede en række ledende folk i PT for magtmisbrug og herunder skrev om hvorledes Lulas nærmeste familie via private firmaer opnåede gunstige statslige og delstatslige kontrakter var Lulas reaktion at skælde ud over at man “vovede” at være så respektløs overfor landets præsident.
Dette reaktionsmønster – og ikke mindst det sidste udfald mod pressen – har fået en række intellektuelle, kunstnere, journalister og jurister på banen. I et manifest sammenligner de Lula med den italienske diktator Benito Mussolini og og for at være en autoritær og antidemokratisk “caudillo” (stærk macho-mand).
At man gør brug af en udenlandsk historisk autoritær figur skyldes muligvis, at man ikke tør indrage den historiske person, der måske ellers ligger lige for, nemlig Getulio Vargas. Han var Brasiliens stærke mand og præsident fra 1930 og frem til 1945, og igen – denne gang demokratisk valgt præsident – fra 1950 og frem til 1954, hvor han begik selvmord.
Det var især under Getulio Vargas semi-facistiske styre fra 1937 og frem til 1945 (O Estado Novo), at den moderne brasilianske stat reelt blev skabt, og hans person kaster stadig, mere end 55 år efter hans død lange skygger hen over brasiliansk politik. Lula og PTs vigtigste allierede – og det største parti i Brasilien – i kampen for at vinde præsidentvalget, PMDB, er således vokset direkte ud af de politiske kredse der støttede Getulio Vargas i årene 1950-1954. Vargas rolle som Brasiliens landsfader, og den enorme popularitet han stadig nyder gør formentlig at man har foretrukket at bruge Musselini som skræmmebillede. Lederen af PPS (Partido Popular Socialista – tidligere Brasiliens kommunistiske parti), Fernando Coruja har dog ikke sådanne betænkeligheder. Han anklager direkte Lula for at imitere Vargas. Det hører med til historien, at Vargas under sin første regeringstid 1930-1945 for ganske hårdt frem overfor Brasiliens kommunister.
Anklagerne om magtmisbrug og korruption kommer dog næppe til at spille nogen større rolle. Den seneste meningsmåling gennemført af TV-stationen Globo og den konservative avis O Estado de Sao Paulo, viser at Dilma står til at få ca. 50% af stemmerne den 3. oktober, og således har en god chance for at vinde i første valgrunde (hvis hun får over halvdelen af gyldige stemmer).
En stærk økonomi, Lulas personlige popularitet i befolkningen og de fleste brasilianeres ligegyldighed overfor korruption og magtmisbrug synes at garantere dette, med mindre det lykkes pressen at lave et direkte link mellem Dilma Rousseff og den seneste skandale (der blot er en i den lange række af skandaler, der har været under Lula’s præsidentperiode), er det så godt som givet, at Brasilien den 3. oktober vælger sin første kvindelige præsident.
At PT og Lula’s popularitet blandt intellektuelle og veluddannede er faldet stødt har ingen betydning – måske tværimod. Kritikken af Lula har været størst i Sao Paulo (hvor oppositionskandidaten, socialdemokraten Jose Serra, kommer fra) – og valget ligner i stigende grad en slags Sao Paulo (der er langt den mest velstående af Brasiliens delstater med et BNP per capita på sydeuropæisk niveau) mod resten af landet. En konflikt der er lige så lang som det moderne Brasilien.
At rækken af skandaler under præsident Lula for længst ville have bragt hans regering til fald i USA eller Nordeuropa er der næppe tvivl om. Men dette er Brasilien, og den slags sammenligninger kan derfor ikke bruges til noget. Man bør snarere sammenligne med politik i Italien, hvor korruption og skandaler også kun sjældent giver sig udslag i befolkningens stemmeafgivelse.
