Er Cuba startet på en af-fidelarisering?

Sidste uge annoncerede den cubanske regering, at man vil afskedige ½ mio. ansatte og tillade private enkeltmands- og små private virksomheder. Det har givet anledning til en række spekulationer om hvorvidt det er starten på en af-fidelarisering af Cuba. Sagt eller usagt  er det dog en (delvis) anerkendelse af at det nuværende kommunistiske system ikke virker. Det er dog ike første gang at man tillader mindre private virksomheder. Det gjorde man også i kølvandet på østblokkens sammenbrud, hvor Cuba var kastet ud i en dyb og længerevarende økonomisk krise, der reelt først fladede ud, da Hugo Chavez begyndte at lade oliemillionerne rulle fra Venezuela – hvorefter staten strammede grebet om økonomien igen. Før de seneste tiltag har man tidligere på året tilladt og tildelt jord til bønder, der herefter kan dyrke den for egen vindings skyld. Og tiltagene denne gang er væsentligt mere omfattende end de var i 90erne.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit