Chile har formentlig har næppe tidligere i sin 200 årige historie fået så megen medieomtale, som i de sidste måneder. For at finde noget der bare ligner, skal man formentlig tilbage til kuppet i 1973, der væltede Salvador Allende, satte demokratiet ud af spil og bragte Pinochet til magten.
Det indledte en lang periode, hvor Chile indtog en paria-lignende position i alverdens medier. Selv lang tid efter Pinochet var trådt tilbage, efter at have tabt en folkeafstemning i 1989, og demokratiet genindført, var hovedparten af den omtale Chile fik i medierne – ikke mindst herhjemme – en fortsat kogen suppe på Pinochets militærstyre. Et diktatur, der nok var brutalt, men dog langt overgås af den undertrykkelse som befolkningerne i andre dele af regionen har været udsat for, uden det efterfølgende har generet nær samme medieomtale. Et er sikkert, man har aldrig været centrum for så meget positiv opmærksomhed før.
Det har været som om det faktum at kuppet i 1973 væltede en demokratisk socialistisk præsident i sig selv var særligt slemt. Men lige så lidt som man kan forsvare de overgreb på politiske modstandere, der fulgte i kølvandet på kuppet i 1973, inklusiv tortur og mord, lige så lidt kan man naturligvis gradbøje undertrykkende regimer alt hvilken politisk overbevisning de forfulgte har. Men det er lige præcis hvad man efterfølgende har gjort i Chile’s tilfælde.
At Chile i det sidste kvarte århundrede har været Latinamerikas hurtigst voksende økonomi, er regionale mestre i fattigdomsbekæmpelse og i løbet af 1990erne etablerede Sydamerikas mest stabile demokrati i regionen bliver kun sjældent omtalt.
Måske er en del af brøden, at de centrum-venstre regeringer der havde magten frem til februar i år, hvoraf flere præsidenter kom fra Allende’s socialistparti, ikke kun accepterede de fleste markedsreformer der gennemførtes i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. På amnge områder udbyggede man flere af disse, således at Chile i dag er blandt de 5 frieste økonomier i verden ifølge Fraser Institute’s Freedom Index seneste opgørelse. I forhold til en dækning af Latinamerika, der ofte har været domineret af venstreorienterede journalister, har det vist i sig selv været at føje spot til skade.
Symbollikken har derfor været til at tage og føle på i det seneste døgn, hvor 33 minearbejderes færd de 700 meter op til jordoverfladen, har været en af de senere års absolut største mediebegiveheder. Det er som om de 33 mænds færd illustrerer Chiles vej fra paria til Latinamerikas mest succesfulde økonomi, med en levestandard, der forventes at nå europæisk niveau indenfor de kommende 10 år.
At minearbejderne så endda blev modtaget som nationens helte af den første demokratisk valgte borgerlige præsident i over 50 år, gør bestemt ikke historien kedeligere. En præsident der fra første færd spillede højt spil ved at sætte al sin prestige ind på at minearbejderne – i første omgang – overhovedet blev lokaliseret, og derefter reddet. Jeg tror ikke det er muligt at overvurdere betydningen af det forløb – heller ikke i forhold til resten af Sydamerika.
Uanset at Chile’s markedsøkonomiske reformer har bragt velstand og vækst til chilenerne, hvis økonomiske model var lige som resten af Latinamerika frem til midten af 1970erne (lukket økonomi med stor statslig styring og ringe økonomisk frihed), blev det faktum at reformerne var foregået under et militærdikatatur, der kom til magten efter at have væltet en demokratisk valgt socialist, i sig selv set som et problem. Når jeg for 25 år siden diskuterede økonomi og reformer med mine sydamerikanske venner, var det omend ikke med livet som indsats, så dog med den gode stemning som indsats, at jeg fremhævede reformerne i Chile. Den gang ville de hellere fremhæve lande som Cuba eller Nicaragua under sandinisterne. Sådan er det ikke længere. Nu anerkendes det – omend til tider modstræbende – at de må have gjort et eller andet rigtig i Chile. I hvert fald har man rykket sig så meget, at det nu er Santiago man besøger, hvor det for 50 år siden var Buenos Aires man besøgte.
Billedernes af en tydelig rørt og samtidig ydmyg præsident der omfavner minearbejderne og deres familie i ægte glæde er så langt fra billedet af den typiske latinamerikanske leder som noget kan være. Det viser derimod et moderne samfund, der værdsætter sine borgere. Her var ingen hysterisk oppustet og pompøs selviscenesættelse, som vi ellers har været vandt til fra ledere som f.eks. Hugo Chavez. Her er ingen magtfuldkommenhed som det ellers til tider kendetegner andre latinamerikanske ledere, som f.eks. Brasiliens ellers hyperpopulære Lula.
Det billede som begivenhederne efterlader på nethinden hos andre latinamerikanere er derimod billedet af et udviklet og moderne vestlig samfund. Et samfund der måske nok økonomisk har et stykke vej endnu, men som i sin håndtering af mineulykken (og tidligere på året det store jordskævl) så sandelig allerede er et I-land. Det kan vise sig at få stor betydning for fortsatte reformer i hele regionen. At være et så spektakulært centrum for verdens opmærksomhed, som Chile har været de seneste måneder, og det endda for en positiv og glædelig bedrift mindes jeg ikke er sket tidligere i Latinamerikas historie .
Hvis så bare medierne herhjemme vil benytte lejligheden til at fortælle om det paradigmeskifte Chile har gennemgået og den enorme succes man har opnået – så ville man måske også herhjemme – hvor vi i den grad trænger til gennemgribende reformer – opdage, at vi kunne lære et og andet af Chile – dette mærkelige lange land, der fra naturens hånd er placeret i den absolutte udkant af den vestlige verden.
kilde: CEPAL
