Parlamentsvalg i Venezuela: Oppositionen vinder valget, men Hugo Chavez får flertal i parlamentet

I modsætning til hvad DR oplyste mandag aften i DR Udland kl. 19.30, fik Hugo Chavez parti ikke flest stemmer i søndagens parlamentsvalg i Venezuela. På trods af, at oppositionen opnående 52% af de afgivne stemmer ifølge MercoPress oplysninger, var det ikke nok til også at besætte flertallet af pladserne i parlamentet. Det skyldes ikke mindst, at man siden sidste parlamentsvalg i 2005, der blev boykottet af oppositionen, har ændret valgkredsene, således at spændet mellem det “billigste” og det “dyreste” mandat går fra 20.000 vælgere i visse valgkredse på landet til 400.000 i storbyerne, hvor modstanden mod Chavez er størst.

Oppositionen har dog besat mere end 1/3 af parlamentets pladser – man har opnået mindst 65 pladser, mens Chavez parti står til mindst 95 ud af parlamentets 165 pladser. Det indebærer at oppositionen har mulighed for at bremse visse typer af lovgivning i et parlament, der siden 2005 nærmest per automatik har godkendt alle Chavez forslag.

Venezuela er som det eneste latinamerikanske i ressesion for andet år i træk. Det forventes at forværringen af Venezuelas økonomi fortsætter også i 2011 (det forventede fald i BNP i år er på ca. 5,5% og forventes at være på 2,5% i 2011). Den officielle inflation ligger på ca. 30% og mordraten er regionens højeste.

Chavez er dog fortsat Venezuelas mest populære politiker, især blandt fattige på landet. Denne position siger dog mere om oppositionen end om Chavez. Der er ikke tvivl om at hans karisma og blanding af populisme, nationalisme og stærk-mands retorik har klangbund blandt store dele af Venezuelas befolkning. Men skulle det lykkes det for oppositionen, der indtil for nylig har været splittet (man er stort set kun enig om at man er modstander af Chavez), at samle sig bag en enkelt kandidat op til valget i 2012, vil Chavez næppe kunne vinde det på ærlig vis. Han har dog gennem flere år, bl.a. ved infiltration af retssystemet, forfølgelse af kritiske medier, nationaliseringer og beslaglæggelse af privat ejendom mv., vist, at han er parat til at gå meget langt for at beholde magten.

Præsidentvalg i Brasilien: Lula langer ud efter pressen og sammenlignes selv med Benito Mussolini

Den brasilianske præsidentvalgkamp har i de senere uger været krydret med historier i pressen om korruption og magtmisbrug i Lula’s regering. Således har 4 ledende medlemmer af regeringen måtte trække sig efter beskyldninger i pressen om magtmisbrug og korruption, herunder Erenice Guerra, efterfølgeren til PT’s præsidentkandidat Dilma Rousseff, som kabinetschef. Det er meget sigende, at Lula fylder enormt i valgkampen (og i denne post), på trods af at han slet ikke stiller op. Havde han gjort det hasvde han vundet suverænt i første runde.

Lula og VargasRegeringen og ikke mindst Lula’s reaktion har været ganske voldsom, og dele af pressen er således blevet beskyldt for at være til fare for demokratiet. Det er ikke første gang at præsident Lula har reageret voldsomt overfor pressen, når der har været kritik af regeringen og ham selv. Da ugemagasinet Veja for nogle år siden i en række artikler anklagede en række ledende folk i PT for magtmisbrug og herunder skrev om hvorledes Lulas nærmeste familie via private firmaer opnåede gunstige statslige og delstatslige kontrakter var Lulas reaktion at skælde ud over at man “vovede” at være så respektløs overfor landets præsident.

Dette reaktionsmønster – og ikke mindst det sidste udfald mod pressen – har fået en række intellektuelle, kunstnere, journalister og jurister på banen. I et manifest sammenligner de Lula med den italienske diktator Benito Mussolini og og for at være en autoritær og antidemokratisk “caudillo” (stærk macho-mand).

At man gør brug af en udenlandsk historisk autoritær figur skyldes muligvis, at man ikke tør indrage den historiske person, der måske ellers ligger lige for, nemlig Getulio Vargas. Han var Brasiliens stærke mand og præsident fra 1930 og frem til 1945, og igen – denne gang demokratisk valgt præsident  – fra 1950 og frem til 1954, hvor han begik selvmord.

Det var især under Getulio Vargas semi-facistiske styre fra 1937 og frem til 1945 (O Estado Novo), at den moderne brasilianske stat reelt blev skabt, og hans person kaster stadig, mere end 55 år efter hans død lange skygger hen over brasiliansk politik. Lula og PTs vigtigste allierede – og det største parti i Brasilien – i kampen for at vinde præsidentvalget, PMDB, er således vokset direkte ud af de politiske kredse der støttede Getulio Vargas i årene 1950-1954. Vargas rolle som Brasiliens landsfader, og den enorme popularitet han stadig nyder gør formentlig at man har foretrukket at bruge Musselini som skræmmebillede. Lederen af PPS (Partido Popular Socialista – tidligere Brasiliens kommunistiske parti), Fernando Coruja har dog ikke sådanne betænkeligheder. Han anklager direkte Lula for at imitere Vargas. Det hører med til historien, at Vargas under sin første regeringstid 1930-1945 for ganske hårdt frem overfor Brasiliens kommunister.

Anklagerne om magtmisbrug og korruption kommer dog næppe til at spille nogen større rolle. Den seneste meningsmåling gennemført af TV-stationen Globo og den konservative avis O Estado de Sao Paulo, viser at Dilma står til at få ca. 50% af stemmerne den 3. oktober, og således har en god chance for at vinde i første valgrunde (hvis hun får over halvdelen af gyldige stemmer).

En stærk økonomi, Lulas personlige popularitet i befolkningen og de fleste brasilianeres ligegyldighed overfor korruption og magtmisbrug synes at garantere dette, med mindre det lykkes pressen at lave et direkte link mellem Dilma Rousseff og den seneste skandale (der blot er en i den lange række af skandaler, der har været under Lula’s præsidentperiode), er det så godt som givet, at Brasilien den 3. oktober vælger sin første kvindelige præsident.

At PT og Lula’s popularitet blandt intellektuelle og veluddannede er faldet stødt har ingen betydning – måske tværimod.  Kritikken af Lula har været størst i Sao Paulo (hvor oppositionskandidaten, socialdemokraten Jose Serra, kommer fra) – og valget ligner i stigende grad en slags Sao Paulo (der er langt den mest velstående af Brasiliens delstater med et BNP per capita på sydeuropæisk niveau) mod resten af landet. En konflikt der er lige så lang som det moderne Brasilien.

At rækken af skandaler under præsident Lula for længst ville have bragt hans regering til fald i USA eller Nordeuropa er der næppe tvivl om. Men dette er Brasilien, og den slags sammenligninger kan derfor ikke bruges til noget. Man bør snarere sammenligne med politik i Italien, hvor korruption og skandaler også kun sjældent giver sig udslag i befolkningens stemmeafgivelse.

Er Cuba startet på en af-fidelarisering?

Sidste uge annoncerede den cubanske regering, at man vil afskedige ½ mio. ansatte og tillade private enkeltmands- og små private virksomheder. Det har givet anledning til en række spekulationer om hvorvidt det er starten på en af-fidelarisering af Cuba. Sagt eller usagt  er det dog en (delvis) anerkendelse af at det nuværende kommunistiske system ikke virker. Det er dog ike første gang at man tillader mindre private virksomheder. Det gjorde man også i kølvandet på østblokkens sammenbrud, hvor Cuba var kastet ud i en dyb og længerevarende økonomisk krise, der reelt først fladede ud, da Hugo Chavez begyndte at lade oliemillionerne rulle fra Venezuela – hvorefter staten strammede grebet om økonomien igen. Før de seneste tiltag har man tidligere på året tilladt og tildelt jord til bønder, der herefter kan dyrke den for egen vindings skyld. Og tiltagene denne gang er væsentligt mere omfattende end de var i 90erne.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.