For et par årtier siden var overbefolkning den store skrækhistorie verden over. Siden da har man som bekendt fået sig en ny undergangsfortælling (klimadebatten).
Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.
Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.
Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.
En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.
I 1960 fik kvinder i Latinamerika således næsten seks børn i gennemsnit . Det var i 2010 faldet til 2,3 børn .
I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.
Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.
At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.
