Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 September 2012 – Americas
Trods diplomatisk spænding mellem nogle lande i Latinamerika og USA, synes samhandlen mellem Nord- og Sydamerika kun at kende en vej – op, op , op.
Således er samhandel steget 20 procent siden sidste år – i en periode hvor den globale samhandel kun er steget få procent. USA står for 41 procent af den globale eksport til Latinamerika, der dermed er lige så betydningsfuld for USA’s eksport som Europa og Afrika tilsammen! Latinamerika er dermed USAs vigtigste samhandelspartner og f.eks. samhandlen med Colombia alene er dobbelt så stor som med Rusland.
Ifølge “Congressional Research Service” steg handlen mellem mellem USA og Latinamerika med 82 procent i perioden 1998 til 2009, mens den kun steg med 72 procent i forhold til Asien, 52 procent i forhold til EU og 64 procent i forhold til resten af verden .
En af de mest sejlivede myter på venstrefløjen er at Colombia er plaget af systematisk forfølgelse og drab på fagforeningsmedlemmer. Myten er så sejlivet at den i brede kredse anses for at være en selvfølgelighed, men er den nu også det?
Herhjemme viderebringer 3F naturligvis med stor iver myten om den systematiske forfølgelse og i forbindelse med en indgået frihandelsaftale mellem EU samt Colombia og Peru, blokerer en socialdemokratisk ledet gruppe af Europa-Parlamentsmedlemmer netop med henvisning til overtrædelser af menneskerettigheder og forfølgelse af fagforeningsmedlemmer i Colombia. Som det danske medlem af den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, Ole Christensen, skriver i en kronik i Børsen (kræver abonnement for fuld tekst) den 3. september under overskriften “Rettigheder før profit i Sydamerika”:
Jeg sætter menneske- og arbejdstagerrettigheder over økonomisk gevinst for EU, erhvervslivet i Peru og Colombia, samt de selskaber, der inviteres til landet gennem aftalen. Derfor er jeg forbeholden. Og det med god grund, når man ser på den række af grove forbrydelser mod befolkningen i Colombia, der har krævet ret over deres jord og retten til at organisere sig. Den systematiske kamp mod fagbevægelsen over en årrække har betydet, at der i dag kun er knap 3 pct. fagligt organiserede tilbage.
Og når man ser på de årlige opgørelser over antallet af myrdede fagforeningsmedlemmer optræder Colombia da også konsekvent med det højeste antal ifølge tal fra den internationale fagforeningsorganisation, ITUC. I 2011 skulle 29 ud af 76 mord på fagforeningsfolk på verdensplan være sket i Colombia.
Ofte henvises der også til, at næsten 3.000 fagforeningsfolk er myrdet de seneste 25 år i Colombia. Hvad man ofte glemmer at nævne er at det samlede antal myrdede i samme periode er flere hundrede tusinde. I samme periode er antallet af registrerede mord i mere end 350.000. Siden 2002 er mordraten faldet drastisk i takt med at FARC og paramilitære grupper er blevet nedkæmpet eller afvæbnet og i 2011 blev der “kun” registreret ca. 13.500 mord, heraf 29 på fagforeningsmedlemmer. Det laveste antal i årtier.
Og de rapporterede mord på fagforeningsmedlemmer er vitterlig de som er medlemmer af en fagforening. Der er ikke tale om at man vurderer hvorvidt deres død skyldes fagforeningsaktivitet eller ej.
Edward Schumacher-Mato fra Harvard, har på baggrund af domfældelser nået frem til at under 20 procent af mordene på medlemmer af fagforeningsfolk kan angives af være knyttet til ofrenes fagforenings aktiviteter. Det indebærer altså, at ud af de 29 myrdede fagforeningsmedlemmer i 2011, må det forventes at kun 5-6 af disse er slået ihjel på grund af deres tilknytning til en fagforening. Det er naturligvis stadig beklageligt, men kan det angives at være udtryk for systematisk forfølgelse?
Systematisk forfølgelse kan efterprøves statistisk
Hvis der var tale om en systematisk forfølgelse burde det kunne ses i mordraten for fagforeningsmedlemmer i forhold til mordraten i almindelighed.
Som det fremgår af ovenstående figur topper antallet af mord på fagforeningsmedlemmer i midten af 1990erne, ligesom man har en mindre stigning mellem 2000 og 2002, hvorefter der er er et kraftigt fald. Af figuren ovenfor til højre ses hvor stor en andel af de samlede mord, shvor ofret har været medlem af en fagforening. som det fremgår er den på intet tidspunkt ud over 1996 over 1 procent af det samlede antal mord, mens den de senere år har nærmet sig 0,2 procent af de samlede mord.
Sammenligner man den generelle mordrate og mordraten for fagforeningsmedlemmer fremgår det da også tydeligt, at risikoen for at blive myrdet er væsentligt lavere for fagforeningsmedlemmer end for befolkningen generelt. Således var den ca. 7 gange lavere i 2008.
Herunder prøvede de via en regressionsanalyse at se om man på delstatsniveau kunne finde en sammenhæng mellem forskellige former for arbejdskonflikter og mord på fagforeningsmedlemmer. Det var ikke muligt.
Den eneste signifikante sammenhæng som kunne konstateres var, at de fattigste og mest voldelige delstater også registrerede de højeste antal mord på fagforeningsmedlemmer.
Kan forklaringen virkeligt være så simpel?
Noget kunne tyde på at den væsentligste grund til den udbredte myte om den systematiske forfølgelse af fagforeningsfolk i Colombia er det simple faktum at der er nogle som påstår det og måden man registrerer mord på (læs, at man ikke vurderer hvorvidt medlemmer af fagforeninger er slået ihjel på grund af deres fagforeningsaktiviteter eller ej). Det virker næsten for banalt til at være sandt. Men se lige på nedenstående tabel over mord på fagforeningsmedlemmer i Colombia, Guatamala og Venezuela. Som det fremgår er der meget stor forskel på ITUCs tal fra de tre lande og så hvad NGOere i Guatamala og Venezuela kommer frem til.
Man må naturligvis begræde den høje vold og de mange mord i Colombia, og Venezuela og Guatemala, som i dag begge har høejre mordrater end Colombia. Det er slående at vi intet har hørt om eventuel systematisk forfølgelse i Venezuela – og det er heller ikke sikkert en sådan finder sted.
Et er dog sikkert, der er intet som tyder på at fagforeningerne i Colombia har været eller bliver udsat for systematisk forfølgelse.
Til gengæld har de seneste årtiers konflikt i Colombia medført at opbakningen til venstrefløjen er stort set ikke-eksisterende.
Colombianerne ser sig selv som centrum-højreorienterede (2011)
Ovenstående figur er hentet fra det internationalt ansete uafhængige chilenske analyseinstitut Latinobarometro, som i de sidste 20 år har fortaget intensive analyser af latinamerikanernes holdninger på en lang række områder.
Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at der er stor opbankning til landets centrum-højre regering under ledelse af præsident Manuel Santos (Partido de la U).
Det fremgår også tydeligt at fagforeningernes troværdighed er meget lav. således har 2/3 af befolkningen ingen eller kun lidt tiltro til landets fagforeninger.
Det er måske den væsentligste grund til at kun 3-4 procent arbejdsstyrken er medlem af en fagforening.
Efter Venezuela endelig blev optaget i Mercosur (efter Paraguay var blevet suspenderet frem til 2013) er det måske nu Bolivia som står for tur. Støttet af Uruguay, som ønsker flere medlemslande for at mindske Argentinas og ikke mindst Brasiliens dominans, forventes de formelle forhandlinger om fuldt medlemskab af Mercosur, at begynde i 2013.
Uruguay har formandsposten i første halvår af 2013, og de to landes udenrigsministre har ifølge diplomatiske kilder allerede lagt en køreplan.
Bolivia er sammen med Chile, Colombia, Peru og Ecuador allerede associeret medlem.
Bolivia og Uruguays udenrigsministre Alurralde (TV) og Conde
Der varmes kraftig op til præsidentvalget i Venezuela den 7. oktober. En af stridspunkterne er hvem der fører i meningsmålingerne.
Ved et pressemøde, Onsdag i sidste uge, insisterede Hugo Chávez på. at det er umuligt for ham at tabe og at han har et forspring på 15 til 20 procentpoint. Ved samme lejlighed advarede ham om, at oppositionens kandidaten, tidligere guvernør i staten Miranda, Henrique Capriles, har planer om at kræve svindel på valgdagen. Ifølge Chavez er “det er helt umuligt, matematisk umuligt,” at Capriles skulle vinde.
Hugo Chavez
Også oppositionens kandidat, den moderate Henrique Capriles, har insisteret på, at han fører i meningsmålingerne, ved flere lejligheder.
Ifølge en håndfuld meningsmålingerne foretaget af private analyseinstitutter, blandt andet Hernández Hercón og Predicmática, har Capriles et forspring på op mod 4 procentpoint. Hos Hernández Hercón står det 48,6 procent mod 44,2 procent i Capriles ‘favør, mens Capriles fører med 47,7 over 43,9 procent hos Predicmática. Consultores 21 meningsmåling viser dog dødt løb.
Henrique Capriles
Til gengæld er der andre smålinger foretaget af bl.a. GIS XXI, som er tæt på Chavez, hvor han har en føring på mere end 20 procentpoint over Capriles..
Vil Chavez acceptere et nederlag?
Chavez aggresive retorik og insisteren på at kun han kan vinde valget får flere iagtagere til at frygte, at Chavez enten planlægger massiv valgsvindel eller ganske enkelt vil nægte at træde tilbage, hvis han taber valget.
I en radiooptræden i sidste uge beskyldte Chávez Capriles for at have en skjult “neoliberal lovpakke”, og ville lede Venzuela ud i socialt sammenbrud og borgerkrig.
Ifølge Luis Vicente León, formand for Datanálisis, er formålet med den agressive kampagneform at skræmme de ca. 30 procent af vælgerne – omkring 6 millioner i alt – som har ikke besluttet sig for hvem de vil stemme på endnu.
En anden politisk analytiker, Carmen Beatriz Fernandez, har udtalt til en venezuelansk avis, at taktikken er præcist den sammen, som ved parlamentsvalget i 2010, men at det denne gang sker med indtil nu uhørt voldsomhed, netop fordi han har indset, at han ikke er komfortabelt foran i meningsmålingerne.
Ved parlamentsvalget i 2010 fik oppositionen faktisk flest stemmer. Men ved at manipulere med valgkredsene sikrede Chavez sig et komfortabelt flertal i parlamentet, se også her.
Mange opfatter det som en latent fare, at Chavez vil nægte at anerkende det, hvis oppositionskandidaten vinder valget. Og både Argentinas præsident, Cristina Kirchner, og Brasilien præsident, Dilma Rouseff, har rådet Chávez ikke klamre sig til magten ved udemokratiske midler.
Diego Arria, Venezuelas tidligere ambassadør ved FN og talsmand for freevenezuela.org , en international kampagne for at støtte den venezuelanske opposition, tvivler på at Chavez vil lytte til Kirchner og Rouseff, Ifølge hende er Chavez en revolutionær af den gamle skole og kompromisløs. Han vil der for gøre alt for at sikre at hans “bolivarianske revolution” kan fortsætte.
Skulle valget ende med at oppositionen står tilbage som vinder og chavez ikke frivilligt afgiver magten – for eksempel i kraft af valgsvindel, vil der for alvor være lagt i kakkelovnen for handelssamarbejdet Mercosur. Her suspenderede man i juni måned Paraguay med henvisning til at man krænkede en klausul til sikring af demokrati i medlemslandene, fordi man (i overensstemmelse med Paraguays forfatning) afsatte den siddende præsident.
Efterfølgende har man optaget Venezuela som medlem, hvilket Paraguay er modstander af. Hvis man efterfølgende ender med enten at anerkende et valg hvor svindel har været udbredt vil absurditeten været total. I forvejen kan Hugo Chavez regeringsførelse næppe betegnes som værende i overenstemmelse med grundlæggende demokratiske værdier som bl.a. ytringsfrihed og overholdelse af magtens tredeling. Ud over at have den tvivlsomme ære af at have den højeste mordrate i Sydamerika, er det også et af de mest korrupte lande, og retsvæsen samt militær og politi er i den grad infiltreret af Chavez tilhængere.
