The death of a caudillo – arven efter Chavez

Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident,Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen.

Indtil præsidentvalget er afgjort, vil Diosdado Cabello, leder af nationalforsamlingen, formelt være præsident for Venezuela.

Arven efter Chavez

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. I jagten på stemmekøb har man yderligere undladt at vedligeholde og udbygge landets infrastruktur, som er i en forfærdelig forfatning.

Hele den økonomiske politik har været lagt an på at sikre den politiske magt. Nedenstående figurer, hentet fra “The Market Monetarist“, taler sig eget tydelige sprog.

Hugo Chavez var i sine 14 år ved magten den mest højtråbende repræsentant for den type af populistisk antiamerikansk og antikapitalistisk ventrefløj, som også venstrefløjen herhjemme historisk har haft stor veneration for. Modtanderen var “neoliberalismen”, hvorfor det vel er på sin plads at sammenligne udviklingen i Venezuela med de lande, som bedst representerer denne strømning. Det først og fremmest Chile og Peru, og på det sidste også Colombia.

Som det fremgår af figur 1 og 2, var inflationen martkant højere i Venezuela (regionens højeste), mens den økonomiske vækst var markant lavere. Sandheden om de seneste 14 års udvikling i Venezuela er da også, at der reelt er tale om en fortsættelse af den økonomiske nedtur, landet har været på siden midten af 1970erne. BNP per indbygger er således fortsat lavere end den var for 35 år siden.

Figur 1. Inflation (1999=100)

Figur 2. BNP per capita (1999=100)

 

Men har man ikke været i stand til at øge værditilvæksten i Venezuela vil mange fortalere for Chavez regeringstid pege på, at man har mindsket den økonomiske ulighed. Det er også korrekt, at uligheden er faldet siden 1990erne. Hvad Chavez tilhængere glemmer at fortælle er at det gælder stort set i hele Latinamerika. Hvilket fremgår af nedestående figur, som viser udviklingen i GINI index 2002 -2011.

Det skal medtages, at beregninger af ulighed er meget usikre og meget følsomme overfor udgangsåret. Men det fremgår vist med al tydelighed, at Gini kvocienten generelt er faldet i hele regionen. Og her er det måske ikke mindst interessant at bemærke det markante fald for Peru, som samtidig har haft regionens højeste vækstrater de seneste 10 år.

Samtidig er investeringsraten langt højere i de tre neoliberalistiske lande (25-30 procent), mens man med stor succes tiltrækker udenlandske investeringer.

Hvor Venezuela med andre ord kan se frem til hårde tider, ser fremtiden anderledes lys ud for “Sydamerikas tigre”.

Chavez vil ikke blive savnet

Til slut kort om Chavez popularitet. Der er ingen tvivl om at Chavez var meget populær hos mange venezuelanere. Anderledes ser det dog ud, når man ser på resten af Latinamerikas syn på ham.

Som en gallup foretaget af Latinobarometro i 2011 viser, var Chavez den anden mest upopulære leder i resten af Latinamerika. Kun Castro scorede dårligere.

Chavez vil bestemt heller ikke blive savnet hverken i Montevideo, Santiago, Lima, Bogota, Brasilia eller i de fleste andre hovedsteder i regionen. bortset fra de nære allierede – Bolivia, Ecuador, Nicaragua, Argentina og selvfølgelig Cuba, blev Chavez først og fremmest anset for at være en belastning. Det er nok værd at huske, når der i de kommende dage vil komme en strøm af lovprisninger om “El Comandante” fra diverse regeringer i regionen. Chavez delte vandene mindst lige så meget i resten af regionen, som derhjemme. dog med den store forskel, at et overvældende flertal i resten af Latinamerika ret beset ikke kunne fordrage ham.