Sent søndag aften blev Nicolas Maruro erklæret for vinder af præsidentvalget i Venezuela. Det var ikke nogen stor overraskelse. Det var det til gengæld, at han kun slog oppositionens kandidat, Henrique Capriles, med 235.000 ud af små 15 mio. af afgivne stemmer (50,66 procent mod 49,07 procent). De fleste iagttagere, inklusiv undertegnede, havde regnet med en langt større valgsejr. Faktisk fik Maduro færre stemmer end antallet af medlemmer af regeringspartiet, PSUV.
Capriles har forlanger, at alle stemmer skal tælles igen og anklager Maduro for valgsvindel. Det kommer der næppe noget ud af.
Men selv om Maduro vandt valget er det Capriles som står tilbage som vinder. Havde han tabt valget klart, som det var tilfældet i efteråret mod Chávez, ville hans position som oppositionens leder været alvorligt svækket. Nu står han styrket, og med sine 40 år har han fremtiden foran sig. Og hans chance kan sagtens komme længe før det næste ordinære præsidentvalg i 2018.
Begyndelsen til enden for den bolivianske revolution?
Nicolas Maduro står tilbage som en svækket præsident, og den meget smalle valgsejr hjælper ham bestemt ikke den interne magtkamp, som ligger og lurer i regeringspartiet, som er delt op i rivaliserende fraktioner og ikke kan opfattes som et parti i vores forstand.
En af de konkurrenter som står på spring er Diosdado Cabello, tidligere officer, leder af PSUV og formand for parlamentet.
Maduros udfordringer er enorme. På trods af en oliepris på over 100 dollar tønden, er staten reelt løbet tør for penge. Det 21. århundredes socialisme baserer sin magt på evnen til at købe støtte via uddeling af penge og privilegier i kraft af olieindtægterne. Og med mindre oliepriserne stiger pludseligt, står man med et akut offentligt finansieringsproblem.
Inflationen har længe ligget omkring 30 procent p.a. – reelt er den højere, men holdes ned af lovfastsatte priser. Valutareserverne falder hastigt og der er mangel på en række basisvarer. Økonomien er på vej i recession og samtidig lider man under hyppige blackouts, mens infrastrukturen er blandt regionens værste.
Hvis denne udvikling skal vendes, kræver det offentlige besparelser og en stabilisering af økonomien. Men det vil ramme de grupper, som regimet baserer sin magt på med det samme.
Samtidig indebærer den smalle valgsejr at Maduro risikerer at den interne opbakning svinder til upopulære tiltag.
Venezuela går så sandelig en spændende, men også dyster fremtid i møde. En ting er dog sikkert. Dette er starten på enden for Chavéz bolivianske revolution. Hvad der kommer i stedet, og hvor lang tid der kommer til at gå, før vi oplever et regimeskifte er mere usikkert. Det mest realistiske scenarie er, at regimet vil opløses og falde fra hinanden indefra.
Men man skal aldrig undervurderer magthaveres evner til at udsætte det uundgåelige.
