Det 21. århundredes socialisme viser endnu en gang sit sande ansigt [opdateret 16.2]

Den seneste uge har været præget af voldsomme uroligheder i de største byer i Venezuela. Indtil videre er det bekræftet at 3 demonstranter er slået ihjel.

download (1)Præsident Maduro har som konksekvens krævet af oppositionslederen Leopoldo Lopez (billedet til venstre) arresteres.

Det er ikke første gang der er uroligheder i Venezuela, det er heller ikke første gang at politiet og bevæbnede bander med tæt tilknytning til regimet slår igen med stor brutalitet og dødsfald til følge.

Reaktionerne i resten af Latinamerika deler sig som forventet. Mens Argentina, Bolivia, Nicaragua og Cuba bakker regimet op, har Chiles kommende præsident Michelle Bachelet været ude med en hård kritik af Maduro og regeringen i Venezuela. [opdateret 16.2 – Det er ikke korrekt at Bachelet har kritiseret regeringen i Venezuela. Oplysningen stammer formentlig fra en falsk tweet, der siden er kørt rundt på diverse nyheds sites.  Jeg beklager]

Ifølge diplomatiske kilder er forventningen af urolighederne vil fortsætter, lige som man anser det for sandsynligt, at Maduro tvinges til at træde tilbage i løbet af indeværende år.

Inflationen er over 50 procent, Der er mangel på selv de mest fundamentale fornødenheder mens mordraten er skyhøj. Sådan har det efterhånden været i nogle år, men hvor man tidligere kunne trække på Hugo Chavez karisma og havde valutareserver til at afhjælpe de mangelsituationer man har oplevet flere omgange, ser det ud som om det nu kun bliver værre og værre, mens regimet er ved at løbe tør for penge.

Derfor anses det som mest sandsynligt at Maduro falder som præsident. Men hvorvidt der bliver tale om et internt kup indenfor regimet eller om Maduro river hele regimet med i faldet er til gengæld usikkert.

Venezuela er et af de lande i Latinamerika der har de ringeste vilkår for journalister, mens regimet sidder på de væsentligste dele af radio og TV. Oppositionen har derfor store problemer med at få deres side af historien ud og er henvist til de sociale medier.

Videoen nedenfor er en engelsksproget udgave af en video hvor man forsøger at forklare situationen set fra de demonstrerende studenter og oppositionens side.

100 års nedtur

For 100 år siden var Argentina en af verdens – og Latinamerikas uden sammenligning – rigeste økonomier og efter USA mest populære destination for europæiske immigranter.

Som Economist skriver i denne uges leder:

A CENTURY ago, when Harrods decided to set up its first overseas emporium, it chose Buenos Aires. In 1914 Argentina stood out as the country of the future. Its economy had grown faster than America’s over the previous four decades. Its GDP per head was higher than Germany’s, France’s or Italy’s.

Sådan er det som bekendt ikke længere.

I dag nærmer økonomien sig endnu et sammenbrud, som så mange gange før, mens store dele af resten af verden for længst er løbet fra Argentina, mens andre latinamerikanske økonomier er halet gevaldigt ind på landet, og levestandarden i Chile og Uruguay i dag hr overhalet det en gang så rige Argentina. Noget som Argentinerne ikke har helt nemt ved at acceptere.

I en mere dybtgående artikel angiver Economist grundlæggende tre mulige forklaringer. Den første lægger vægten på at Argentina nok var et rigtigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Dette indebar at det var vanskeligt at tilpasse sig eksterne chock. Den anden lægger vægt på handelspolitikkens betydning. Endelig lægger den tredje forklaringsmodel vægten på at Argentina manglede de nødvendige institutioner til at sikre en succesfuld politik.

Rig på råvarer, men fattig på talent

Den første forklaring lægger vægten på, at Argentina nok var en rig nation i 1914, men at det udelukkende var på grund af råvarer, mens den industrielle base blev kun svagt udviklet. Ligesom uddannelses-niveauet var lavt, og forblev det i mange årtier.

Denne forklaring (som også har været populær til forklaring af hvorfor andre latinamerikanske lande haltede bagefter, lægger vægt på at landets elite (jordejerne) ikke interesserede sig for almindelige menneskers uddannelse.

Dette skulle være en del af forklaringen på, at man ikke udviklede konkurrencedygtige indelandske industrier. Ligeledes er det påpeget, at Argentinas guldalder primært var finansieret med udenlandske penge.

Halvdelen af ​​landets kapitalapparat var således på udenlandske hænder i 1913 , 

En kombination af lav indenlandsk opsparing og høj grad af udenlandsk ejerskab af kapitalapparatet skulle således øge sårbarheden for eksterne chocks.

Argentinas handelspolitik.

Den anden forklaring lægger vægten på at Argentinas rigdom byggede på en tredobbelt satsning på landbruget, åbne markeder og datidens stormagt og Argentinas væsentligste handelspartner Storbritannien, Hvis denne satsning fejlede – og det gjorde den fra 1. verdenskrigs udbrud og frem, ville det kræve alvorlige justeringer af den førte politik. 

Første verdenskrig indebar et alvorligt slag mod den internationale handel. Først i 1973 nåede den globale handel samme niveau som i 1913. Udenlandsk kapital blev trukket hjem og den indenlandske opsparing var ikke tilstrækkelig til at fylde hullet ud. Næste eksterne chock var depressionen i 1930erne med dens protektionisme (verdenshandelen halveredes i løbet af få år). Argentina hævede også sin egen importtold fra et gennemsnit på 16,7% i 1930 til 28,7 % i 1933.

Det har givet anledning til en ide om, at historien om Argentina i det 20. århundrede er fortælingen om at være ude af trit med resten af ​​verden . Man havde en model for eksportdrevet vækst på et tidspunkt, hvor den internationale handel kollapsede. Til gengæld satsede man i 2. halvdel af det 20. århundrede – bl.a. på grund af de historiske erfaringer fra første halvdel – på importsubstitution som vækstmotor.

Samtidig var den øgede vægt på hel eller delvis planøkonomiske tiltag og styring af udenrigshandlen præget af (kortsigtede) politiske mål. Således er afgifter på landbrugseksporten i perioder anvendt aktivt for at holde de indenlandske priser ned.

Problemet er blot, at det på sigt naturligvis medfører faldene investeringer og produktion. 

Det grundlæggende problem er manglen på marked

Den tredje og formentlig væsentligste forklaring på Argentina’s nedtur er dog landtest svage institutioner og det politiske systems betydning på bekostning af markedet. Et forhold som også præger andre lande, som er født ud af den Iberiske halvø.

Som Mauricio Rojas beskriver i “Carmensitas Sorg” har Argentina en lang tradition for at man opnår sine mål – også kommercielle – via politiske forbindelser, i stedet for via konkurrence på markedsvilkår.

Som det fremgår af nedenstående figur, var der allerede på et tidligt tidspunkt en tendens til at beskytte indenlandsk industri mod udenlandsk konkurrence. Så meget for frihandel før 1930ernes økonomiske krise.

Billede1

På den måde kan man i den grad tale om at Argentina aldrig har haft en morderne markedsøkonomi.