Søndag afholdes 1. runde af præsidentvalget i Peru. Optakten har været kaotisk og to kandidater er blevet udelukket på et temmelig tyndt grundlag.
Ikke fordi de nødvendigvis er ofre for en sammensværgelse, der skal sikre at “systemets” mand vinder valget, men måske snarere grundet juridisk inkompetence. Ingen af de to kandidater, som tilsammen stod til at få ca. 25 procent af stemmerne havde begået større fejl. For den enes vedkommende var der endda tale om et brud på en intern opstillingsproceducere, som ingen i det pågældende parti, for hvem kandidaten stillede op, synes at have haft et problem med.
Men som Economist bemærker som optakt til søndagens valg:
Since democracy spread across Latin America in the 1980s, no presidential candidate has been banned so close to an election. Some Peruvians spy partisan conspiracy; the charitable view is that it is blind incompetence. Whatever the explanation, the winner of the election will enjoy less than full legitimacy. That is unfortunate: even by Latin American standards, Peruvians are contemptuous of their politicians and dissatisfied with their democracy.
Lige som andre Sydamerikanske lande, hvor produktion og eksport af råvarer har stor betydning for den økonomiske aktivitet og vækst, har også Peru – Regionens hurtigtst voksende økonomi de seneste 25 år – mærket de senere års kraftige prisfald på de globale råvaremarkeder, og der er behov for fortsatte reformer, hvis vækstraterne skal øges.
Man er dog slet slet ikke i samme knibe som Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, naturligvis.
En forfatning til forskel
Mens det store naboland Brasilien gennemlever sin værste krise i 80 år, med faldende BNP (3,7 procent sidste år og et forventet fald på 3,6 procent i år), høj inflation og stigende arbejdsløshed, oplever Peru som nævnt fortsat økonomisk fremgang. BNP steg med ca. 3,6 procent sidste år og man forventer en lignende stigning i indeværende år.
Forklaringen skal bestemt ikke hentes i at man har et bedre fungerende politisk system end i nabolandet Brasilien. Det forholder sig snarere tværtom.
Til gengæld har man en forfatning som indtil videre har vist sig at være i stand til at hegne politikerne nogenlunde effektivt ind, mens den økonomiske politik primært er blevet håndteret af teknokrater.
Det kan man i høj grad takke den forfatning som indførtes under den på andre måder problematiske præsident Fujimori i 1990erne, og som indeholder en række grundlæggende garantier og sikre at Peru er blandt de frieste og mest markedsorienterede økonomier i Latinamerika.
Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter.
Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru. Forfatningen sikrer også en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.
Det er baggrunden for landets høje vækst og hastige fattigdomsreduktion de seneste årtier. Mens man trods Brasiliens nuværende problemer fotsat oplever at tidligere præsident Lula omtales positivt på grund af den positive udvikling i nullerne målt på udviklingen i indkomstfordeling og fattigdom. Er det værd at bemærke at udviklingen har været langt mere positiv i Peru.
Siden 2001 er fattigdommen mere end halveret målt efter national standard, mens andelen som lever i absolut fattigdom (Verdensbankens definition) er faldet fra ca. 18 procent af befolkningen i 2001 til 3,7 procent i 2013.
Fra at have en større andel af befolkningen, som levede i absolut fattigdom og et klart lavere BNP per indbygger for 15 år siden, er absolut fattigdom i dag laver i Peru end i Brasilien og BNP per indbygger nærmer sig kraftigt Brasiliens.
Den væsentligste forklaring på forskellene er uden tvivl den mindre rolle staten og dermed politikerne spiller i Peru i forhold til Brasilien. Ikke at Peru’s politiske system og dets politikere udmærker sig positivt i forhold til deres brasilianske kollegaer.
På søndag går man så til valg. Favorit er tidligere præsident Alberto Fujimoris datter, Keiko Fujimori. Hun står også med store chancer for at vinde 2. runde af valget, som afholdes i juni. Går det hende som sine forgængere, vil hun efter en kort periode med stor popularitet formentlig blive lige så upopulær som sine forgængere, efterhånden som skandalerne og inkompetencen viser sig.
Til forskel fra Brasilien, kan man så glæde sig over en forfatning, som sætter en grænse for politikerne’s hærgen.
