Cuba – tilbage til fremtiden

I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede.

Genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Cuba efter 56 år, Obama’s besøg i Cuba tidligere på året og den fornyede kontakt mellem de to lande er naturligvis historiske begivenheder. Forhåbentlig markerer det begyndelsen på en proces, som vil lede til fuld normalisering. Men det bliver en meget lang proces. Mange forhindringer (de fleste) ligger forude. Og i sidste ende afhænger normaliseringen mere af, hvad  der kommer til at ske i Cuba end i USA.

Uanset om den amerikanske handelsembargo ophæves eller ej – hvilket kræver kongressens samtykke – er dens effekt markginal i forhold til de katastrofale effekter af den førte økonomiske politik siden 1959.

Ophævelsen af embargoen vil formentlig også tage sin tid. Det kræver en løsning på udestående krav fra amerikanske firmaer og privatpersoner, som fik beslaglagt deres ejendom efter 1959.

Indførelsen af embargoen (og indefrysningen af cubanske aktiver i USA) var således en direkte konsekvens til beslaglæggelsen af amerikansk ejendom og kravene er fortsat retsgyldige under både amerikansk og international lov.

I 2005 estimerede ”Federal Claims Settlement Commission” værdien af udestående krav fra virksomheder og personer, som var amerikanske statsborgere på det tidspunkt ekspropriationerne fandt sted, til ca. 6 mia.USD, hvilket siden er steget til ca. 7,5 mia. USD.

Dertil skal lægges krav fra privatpersoner, som ikke var amerikanske statsborgere, men er blevet det senere. Deres krav er ikke eksplicit garanterede ved hverken international eller amerikansk lov. Det indebærer dog ikke, at man kan se bort fra dem i forhold til den proces Cuba og USA har indledt. Nemmere bliver det ikke af, at disse ejendomme for et stor dels vedkommende sidenhen har fået andre ejere.

Embargo og nem adgang til asyl

Paradoksalt tyder noget på at to hjørnesten i amerikansk politik overfor Cuba har været med til at styrke Castro regimets greb om magten. Cuba har forstået at udnytte handelsembargoen fuldt ud i sin propaganda, mens den lette adgang for cubanere til at bosætte sig i USA – hvis man altså kunne slippe ud af Cuba – bl.a. i kraft af ”dry foot – wet foot” politikken, kan siges at have virket som en slags “sikkerhedsventil”.

På den ene side har det naturligvis været til ugunst for Cuba, at en meget stor del af de bedst uddannede og mest ressourcestærke cubanere forlod landet på et tidligt tidspunkt – ifølge nogle kilder forlod hver anden cubansk læge landet inden for de første år efter Castro’s magtovertagelse.

På den anden side har den massive flugt/udvandring fra Cuba – ikke mindst til USA- formentlig styrket regimets politiske kontrol og magt.

USA er på trods af den amerikanske handelsembargo Cubas fjerdestørste handelspartner målt på import. Kina, Spanien og Brasilien er de tre største.

Importen fra USA består primært af hvede og andre afgrøder samt medicin. Cuba er gået fra at producere 80% af sit fødevareforbrug før 1959, til blot 20% i dag.

Det anslås at den nuværende åbning kan øge Cuba’s BNP med op til 0,5 procent indeværende år. Primært drevet af flere amerikanske besøgende og lettere adgang til pengeoverførsler fra USA til Cuba. Det er dog ikke i sig selv nok til afgørende at bryde med 55 års ringe vækst. Mens

Siden 1959 er Cuba gået fra at være blandt de 5 mest velstående latinamerikanske økonomier til at være blandt de fattigste. Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950’erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25 pct. af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere.

Når indikatorer for levevilkår som f.eks. middellevetid og børnedødelighed fortsat fremhæves i et forsvar for Cuba efter 1959, bør det medtages, at Cuba allerede i 1950’erne havde regionens højeste middellevetid og laveste børnedødelighed (verdens 13. laveste) ifølge WHO. Og før 1959 var det kun Argentina og Uruguay, der havde flere læger og tandlæger i forhold til befolkningens størrelse. Dengang havde de to lande også et højere antal end USA. Med sine 128 læger og tandlæger per 100.000 indbyggere lå Cuba på niveau med Holland, men foran f.eks. England og Finland.

Der var dog også tale om et meget heterogent samfund med stor forskel på by og land. Levestandarden var relativt god med datidens standard for den mere end halvdelen af befolkningen, der allerede i 1950erne boede i byer med mere end 20.000 indbyggere. Til gengæld var fattigdommen udbredt på landet.
Der er dog intet som tyder på, at det stod værre til i Cuba end hos andre af de mere velstående latinamerikanske lande.

Cuba var bestemt ikke noget paradis, men det var heller ikke et fattigt tredjeverdensland. Man kan kun gisne om hvorledes Cuba havde set ud i dag, hvis Castro og hans tro væbnere havde holdt deres løfte til den middelklasse. Den havde i vid udstrækning støttet og finansieret kampen mod Batista. En kamp hvis hovedmål havde været genindførelse af landets demokratiske forfatning af 1940. Desværre sørgede Castro for at det ikke skete.  Men hvad nu hvis Castro ikke havde vundet? Hvordan var det så gået økonomisk? Et meget konservativt bud er, at Cuba i dag som minimum ville have haft en levestandard på niveau med Uruguay eller Costa Rica (se nedenstående figur).

Det er dog ikke urealistisk at forestille sig, at Cuba kunne have været Latinamerika’s rigeste land i dag. Exilcubanere og deres efterkommere har klaret sig glimrende i USA, og har haft stor betydning for Florida’s udvikling det seneste halve århundrede.

Reformer til gavn for hvem?

Allerede da Raul Castro overtog magten efter sin storebror, Fidel, i 2006, var det med løfter om økonomiske reformer. Men selv om der efter cubanske forhold har været store omvæltninger, blegner det både i forhold til forandringerne i det øvrige Latinamerika, for slet ikke at tale om Kina og Vietnam, som ofte nævnes som forbilleder.

Reformernes primære formål er at sikre den nuværende elite’s – det vil sige kommunistpartiets top og militæret – position og magt. Ikke mindst militæret er helt centralt. Den kontrollerer ca. 60 procent af Cuba’s økonomi.

Det fremgår også meget klart af ”Lineamientos”, som man vedtog på partikongressen i 2011, at der ikke er tale om at ændre den cubanske model, men ”kun ” at den skal opdateres.

Planen er at Cuba fortsat primært skal være en centralt statslig styret økonomi.

Cubas mangelfulde reformer

Selv om hverken omfang eller hastighed kan sammenlignes med reformer andre steder, er der sket ændringer. Spørgsmålet er blot hvor langt de rækker.

I dag er det således muligt for private at købe brugsret (forpagte) uudnyttet jord. Man er dog kun garanteret brugsretten i 10 år, hvorefter det er op til staten hvorvidt den skal fornys eller ej.

Selv om man har løsnet op på kravene de senere år, er der fortsat mange begrænsninger og krav til forpagterne. Opfylder man dem ikke, risikerer man at miste brugsretten. Man kan også miste brugsretten, hvis det skønnes  i ”almenvældets interesse”, hvilket betyder statens. Desuden er man tvunget til at arbejde sammen med de eksisterende notorisk ineffektive statskontrollerede andelsselskaber eller –gårde, både i forbindelse med indkøb og markedsføring/salg af produkter.

Det er også både omstændeligt og beværligt at ansatte ikke-familiemedlemmer, mens mulige mikrokreditter er for små og utilstrækkelige osv. osv. Der er hermed en verden til forskel fra de reformer som gennemførtes i Kina og Vietnam, hvor landmændenes frihedsgrader er langt større. Der er brugsretten ubegrænset, samtidig med at man frit kan vælge hvad man vil dyrke og producere samt hvorledes og til hvem man vil sælge.

De senere år er der sket en betydelig reduktion i antallet af offentligt ansatte, samtidig med at beskæftigelsen i den private sektor er steget. Omkring 27 procent er i dag beskæftigede i den private sektor, mens 73 procent fortsat er offentligt ansatte. Regulering af den private sektor er kompleks og bureaukratisk. Samtidig er der en lang række restriktioner på hvad den private sektor må beskæftige sig med, som reguleres af en positivliste over hvad der er lovlig privat aktivitet.

Cuba’s reformer kan altså på ingen måde sammenlignes med en egentlig indførelse af delvis markedsøkonomi. Selvstændige (cuentapropistas) ejer deres små virksomheder. Kooperativer er reelt statsligt ejet, som så lejer den til kooperativets  medlemmer, der administrerer virksomheden, sælge dets produkter / ydelser til markedspriser og beholder overskuddet (minus skat). Selvstændige og kooperativer kan sælge, leje og købe til eller fra statslige enheder. Skattebyrden er tung og progressivt stigende i takt med at man udvider antallet af ansatte – eller rettere lejede – medarbejdere . Det indebærer reelt at man straffes for at skabe flere private arbejdspladser.

Ovenstående er blot nogle eksempler på de begrænsninger der ligger i reformeringen – eller med regimets ord – tilpasningen af den Cubanske model.

Institutionaliseret økonomisk Apartheid

Investeringsniveauet er meget lavt i Cuba. Ifølge de cubanske myndigheder ca. det halve af det regionale gennemsnit på 20 procent af BNP. Sidste år opdaterede regeringen reglerne for udenlandske investeringer, og samtidig udvidedes sektorer åbne for udenlandske investeringer til alle undraget undtagen sundhedspleje, uddannelse og militæret. Samtidig fritages udenlandske investorer fra skat på arbejdskraft, samt afgifter på udvalgte importvarer mv.

Hermed stilles udenlandske investorer altså væsentligt bedre end indenlandske selvstændige (se tidligere). Det er vist ikke helt gået op for Ole Sohn og andre herhjemme, som begejstret har skrevet om forandringerne i Cuba. Reelt er man ved at indføre et økonomisk apartheid, hvor landets egne borgere hindres i at udnytte deres fulde potentiale, mens man prøver at tiltrække udenlandske investorer, der til gengæld på en række parametre loves meget gunstige vilkår.

En væsentlig afskrækkende faktor er dog formentlig, at an som udenlandsk investor (i lighed med nationale) står meget svagt i forbindelse med evt. konflikter med staten. Det kan f. eks. være nationalisering, hvor man er overladt til de lokale domstole. Med Cuba’s historie in mente er det ikke ligefrem et forhold som fremmer udenlandske investorers interesse.

Cuba’s økonomi er i meget ringe forfatning.

Det er vanskeligt at vurdere effekten af reformerne. For det første er der en stor mangel på pålidelige statistisk fraregeringen. Vi kan dog konstatere, at den økonomske vækst fortsat er utilfredstillende, og Venezuelas nuværende krise har haft stor betydning for Cuba’s økonomi. Officielle vækstmål siden 2009 er konsekvent ikke blevet opfyldt, og den økonomiske vækst har været blandt de laveste i regionen.