Hvad nu hvis Cuba ikke var endt som kommunistisk diktatur?

Søndag blev Fidel Castro endelig begravet, og cubanerne kunne vende tilbage til hverdagen efter en uges pålagt landesorg. Nu er det igen muligt at høre musik, danse og købe rom. Nogle af de få glæder den almindelige cubaner har i et af Latinamerikas fattigste lande.

Lillebror Raul og det cubanske militær har tilsyneladende fuld kontrol over landet, og der sker næppe de store forandringer før 2018, hvor Raul har annonceret at han vil træde tilbage.

Ugen viste også, at selv om Fidel Castro’s stjerne i årtier har været for nedadgående, så findes der fortsat de der fastholder at Cuba er et forbillede og Fidel Castro nærmest er en moderne Jesus. Herhjemme er det dansk-cubansk venskabsforening som går i brechen for Castro og den cubanske revolution (som nu først og fremmest var et kup, hvor man stjal drømme om tilbagevenden til demokratiske tilstande).

Jeg mødte formanden for netop dansk-cubansk venskabsforening, Sven-Erik Simonsen,som også er journalist på Dagbladet Arbejdere, i en kort debat på TV2 News i søndags, som kan ses herunder. De fleste vil nok mene at hans synspunkter er temmelig ekstreme. Men ud over at der næppe er tvivl om, at sådan ser Sven-Erik Simonsen Cuba og verden, så er det nok værd at huske på at der er tale om synspunkter, som fortsat deles af en del på venstrefløjen, ikke mindst i Enhedslisten – også selv om ikke alle taler højt om det.

Cuba uden “Revolution”

Men hvordan havde Cuba egentlig set ud i dag, hvis ikke Castro og hans mænd havde “kuppet” sejren over Batista? Hvorledes havde velstand og levevilkår været for cubanerne? Og hvad med fremskridtene indenfor uddannelse og sundhed?

Et problem når man beskæftiger sig med Cuba er den meget ringe statistiske kvalitet og en række metodiske problemer.  Men disse til trods kan vi dog med nogenlunde sikkerhed konstatere, at perioden efter Batista’s fald kan deles ind i en række destinkte perioder. Frem til begyndelsen af 1970erne var præget af stagnation, mens velstanden målt ved BNP (se også problemerne med måling af BNP nedenfor), herefter steg betydeligt frem til 2. halvdel af 1980erne – ikke mindst på grund af store subsidier fra Sovjet – for der efter at kollapse i første halvdel af 1990erne, som følge af sammenbruddet i Østblokken.

Efter at have ramt bunden i begyndelsen af 1990erne (BNP faldt med mere end 1/3 fra 1989 og frem til 1993), oplevede man en hvis genopretning af økonomien i nullerne – ikke mindst takket være at Venezuela overtog Sovjets rolle som “Sugar-Daddy”. Men hvorvidt man har genvundet niveauet i midten af 1980erne, målt på BNP per indbygger, er mere end tvivlsomt.  Siden 1959 har man således skiftet opgørelses-metode for BNP ikke mindre en 4 gange.

Hvad nu hvis – syntetisk BNP

Som nævnt er der store problemer med Cubansk statistik. Dels følger man ikke internationale definitioner og dels er der ofte ikke adgang til det underliggende statistisk materiale – det gælder bl.a. prisudvikling, arbejdsløshed og BNP. Dertil kommer risikoen for at der sker en bevist manipulation med officiel statstik.

Alene i perioden 1959–2008, ændrede den cubanske regering mindst fire gange den anvendte metode til at måle BNP. I 1959–1960 fortsatte man at anvende konventionelle metoder. Mellem 1962 og 1989 brugte man samme metode som i Østblokken, det såkaldte “Material Product System”, og i årene mellem 1994 og 2002 vendte man tilbage til den konventionelle metode. Siden 2003 har man introduceret sit eget system, hvor man medtager en værdi for de gratis sociale tilbud (uddannelse, sundhed osv.) samt subsidier til rationerede forbrugsgoder. Sammen med en ændring i basisåret, når man beregner BNP i faste priser, er der bred enighed om, at de opgivne tal for BNP er kraftigt overestimerede og dermed meget problematiske at sammenligne med andre landes BNP. For mere information om besværlighederne med Cuba’s BNP, se mere her.

Med al den usikkerhed dette indebærer, skal alle tal altså tages med et meget stort forbehold.

Tilbage står fortsat spørgsmålet om hvordan Cuba’s økonomiske udvikling ville have været, hvis ikke man var endt som en socialistisk planøkonomi, men i stedet fortsat havde været en markedsøkonomi. Det har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang prøvet at beregne ved anvendelse af et “alternativt syntetisk BNP” frem til 1974 i “The Cuban Experiment: Measuring the Role of the 1959 Revolution on Economic Performance using Synthetic Control” fra 2013.

la-cuba
Ovenstående viser den faktiske udvikling (i den grad den underliggende data er korrekt). Men hvordan kunne det være gået? Det er jo ikke til at sige præcist, givet den store variation af mulige førte politikker, men man kan sige noget noget om betydningen af institutionelle ændringer (her overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi).

For at få et udtryk for denne effekt, har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang kontrueret et syntetisk BNP, der får at gøre en lang historie kort, dels er baseret på BNP udvikling, dels er baseret på en række variable, så som energiforbug, infrastrukturudvikling, osv., der tilsammen tilnærmelsesvis kan forklare udviklingen op til 1959.

Herefter kan man sammenligne udviklingen efter 1959 og sammenholde denne med det beregnede syntetiske BNP, se nedenstående.

syntetisk-bnpDenne gennemgang yder naturligvis ikke Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang fuld retfærdighed. Jeg kan kun opfordre de interesserede i at læse det oprindelige notat.

Under alle omstændigheder kommer Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang frem til at resultaterne grundlæggende understøtter, at bevægelsen mod kommunisme efter 1959 på afgørende vis påvirkede den fortsatte økonomiske udvikling negativt, eller som de selv skriver :

Summing up, the Revolution in Cuba resulted in a drastic change in the country’s institutions. Arguably it can be stated that the abolition of private property and the institution of central planning were among the most drastic of those changes. Cuban institutions, which
did not relied at all on markets, had an enduring inuence on Cuban economic performance. Institutional change through the end of market mechanisms and the collectivization process is probably the main reason of the country’s economic failure. As Ward and Devereux (2011) assert, despite some social achievements, it does not seem that history will absolve the Cuban regime.

Og hvor står Cuba så i dag?

Det var et erklæret formål med den cubanske revolution, at man ønskede at industrialisere landet via importsubstitution, samtidig med at man ønskede at være selvforsynende på fødevarer. Her snart 60 år senere, må man konstatere, at intet af dette er lykkedes. Tværtimod er selvforsyningsgraden faldet drastisk, og heller ikke industrialiseringen har været nogen succes, for at sige det mildt.

Godt nok oplevede oplevede Cuba fra 1970erne og frem til slutningen af 1980erne en længere periode med en hvis økonomisk fremgang, ligesom der sket en fortsat forbedring indenfor sundheds- og uddannelsessystemet. For sidstnævnte er det dog værd at understrege, at den fortsatte fremgang skete med et yderst gunstigt udgangspunkt, givet at Cuba allerede før 1959 scorede højt på levealder, lav børnedødelighed, alfabetisering osv. At fremhæve udviklingen på sociale indikatorer som udtryk for en ekseptionel udvikling, er derfor temmelig misvisende. På den anden side skal det understreges, at Cuba fortsat scorer højt på disse parametre, men prisen har også været høj.

Og helt grundlæggende kan der også stilles spørgsmålstegn ved værdien af f. eks. en høj andel, som tager en videregående uddannelse, hvis de alligevel ender med at ernære sig som gadesælgere, turistguides mv.

Dertil kommer, at selv om Cuba efter en voldsom økonomisk krise efter Østblokkens fald, igen oplevede noget økonomisk fremgang fra slutningen af 1990erne, tyder meget på at levevilkårene og økonomien er i dårligere stand end den var for 30 år siden – og på mange punkter, var i midten af det 20 århundrede.

Og nok fandt man sig en ny sugar-daddy i nullerne ved Hugo Chavez Venezuela (hvorefter Fidel Castro rullede de marginale økonomiske reformer man gennemførte i 90erne tilbage i 2003), og har man efter Raul vandt den interne magtkamp overfor storebror Fidels støtter i 2008-09, atter – omend uendelig langsomt – startet en reformproces mod en lidt mere markedsorienteret økonomi. Men med Venezuela’s sammenbrud i disse år – og det deraf følgende bortfald af et betydeligt tilskud, bl.a. gennem, men ikke kun, meget billig olie, ser fremtiden ikke lys ud for den almindelige cubaner.

Et indtryk af hvor ringe Cuba har udviklet sig, kan man få fra “Economic and social balance of 50 years of Cuban revolution” af Carmelo Mesa-Lago .

Carmelo Mesa Lago har undersøgt udviklingen fra 1950erne og frem til 1989 og fra 1989 og frem til 2007 på en lang række parametre. Se også nedenstående tabel.

19582007
Som det vist tydeligt fremgår af tallene har ikke mindst udviklingen indenfor landbruget været katastrofal. Mens målsætningen ved revolutionens start var at være selvforsynende med fødevarer, er det da også gået lige omvendt. Hvor man i 1950erne producerede 80 procent af eget forbrug, er man nu nede på 20 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at USA er storeksportør af kyllinger til Cuba (ca. halvdelen af det samlede forbrug).

Og ser vi på de sociale indikatorer, ser vi også en bemærkelsesværdig udvikling.

socialeDet mest bemærkelsesværdige er måske udviklingen i GINI-kvocienten, som er steget kraftigt siden 1989. Og her er vel at mærke tale om beregninger før man indrager betydningen af overførsler fra udlandet. De er ganske betydelige, men gavner kun ca. 2/3 af befolkningen. Medregnes disse, er uligheden væsentlig højere.

Det er naturligvis også slående hvor meget reallønningerne er faldet siden 1980erne.

Når man sammenholder udviklingen i BNP og andre indikatorer er konklusionen temmelig klar. På alle parametre har udviklingen været væsentligt ringere end den ville have været, hvis Castro ikke var kommet til magten. Kun udviklingen indenfor sundhed- og uddannelse kan siges at have været tilfredsstillende, omend langt fra den succes man i mangel på andet fortsat ser det udskreget som en del steder (se også “Manden der stjal….“).

Cuba – tilbage til fremtiden

I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede.

Fidel Castro, Raul Castro, Nicolas Maduro
Cubas tidligere præsident Fidel Castro, fejrer 90 års fødselsdag sammen med Raul og Venezuelas præsident Nicolas Maduro, i Karl Marx teateret i Havana

Genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Cuba efter 56 år, Obama’s besøg i Cuba tidligere på året og den fornyede kontakt mellem de to lande er naturligvis historiske begivenheder. Forhåbentlig markerer det begyndelsen på en proces, som vil lede til fuld normalisering. Men det bliver en meget lang proces. Mange forhindringer (de fleste) ligger forude. Og i sidste ende afhænger normaliseringen mere af, hvad  der kommer til at ske i Cuba end i USA.

downloadUanset om den amerikanske handelsembargo ophæves eller ej – hvilket kræver kongressens samtykke – er dens effekt markginal i forhold til de katastrofale effekter af den førte økonomiske politik siden 1959.

Ophævelsen af embargoen vil formentlig også tage sin tid. Det kræver en løsning på udestående krav fra amerikanske firmaer og privatpersoner, som fik beslaglagt deres ejendom efter 1959.

Indførelsen af embargoen (og indefrysningen af cubanske aktiver i USA) var således en direkte konsekvens til beslaglæggelsen af amerikansk ejendom og kravene er fortsat retsgyldige under både amerikansk og international lov.

I 2005 estimerede ”Federal Claims Settlement Commission” værdien af udestående krav fra virksomheder og personer, som var amerikanske statsborgere på det tidspunkt ekspropriationerne fandt sted, til ca. 6 mia.USD, hvilket siden er steget til ca. 7,5 mia. USD.

Dertil skal lægges krav fra privatpersoner, som ikke var amerikanske statsborgere, men er blevet det senere. Deres krav er ikke eksplicit garanterede ved hverken international eller amerikansk lov. Det indebærer dog ikke, at man kan se bort fra dem i forhold til den proces Cuba og USA har indledt. Nemmere bliver det ikke af, at disse ejendomme for et stor dels vedkommende sidenhen har fået andre ejere.

Embargo og nem adgang til asyl

Paradoksalt tyder noget på at to hjørnesten i amerikansk politik overfor Cuba har været med til at styrke Castro regimets greb om magten. Cuba har forstået at udnytte handelsembargoen fuldt ud i sin propaganda, mens den lette adgang for cubanere til at bosætte sig i USA – hvis man altså kunne slippe ud af Cuba – bl.a. i kraft af ”dry foot – wet foot” politikken, kan siges at have virket som en slags “sikkerhedsventil”.

På den ene side har det naturligvis været til ugunst for Cuba, at en meget stor del af de bedst uddannede og mest ressourcestærke cubanere forlod landet på et tidligt tidspunkt – ifølge nogle kilder forlod hver anden cubansk læge landet inden for de første år efter Castro’s magtovertagelse.

På den anden side har den massive flugt/udvandring fra Cuba – ikke mindst til USA- formentlig styrket regimets politiske kontrol og magt.

USA er på trods af den amerikanske handelsembargo Cubas fjerdestørste handelspartner målt på import. Kina, Spanien og Brasilien er de tre største.

Importen fra USA består primært af hvede og andre afgrøder samt medicin. Cuba er gået fra at producere 80% af sit fødevareforbrug før 1959, til blot 20% i dag.

Det anslås at den nuværende åbning kan øge Cuba’s BNP med op til 0,5 procent indeværende år. Primært drevet af flere amerikanske besøgende og lettere adgang til pengeoverførsler fra USA til Cuba. Det er dog ikke i sig selv nok til afgørende at bryde med 55 års ringe vækst. Mens

Siden 1959 er Cuba gået fra at være blandt de 5 mest velstående latinamerikanske økonomier til at være blandt de fattigste. Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950’erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25 pct. af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere.

Når indikatorer for levevilkår som f.eks. middellevetid og børnedødelighed fortsat fremhæves i et forsvar for Cuba efter 1959, bør det medtages, at Cuba allerede i 1950’erne havde regionens højeste middellevetid og laveste børnedødelighed (verdens 13. laveste) ifølge WHO. Og før 1959 var det kun Argentina og Uruguay, der havde flere læger og tandlæger i forhold til befolkningens størrelse. Dengang havde de to lande også et højere antal end USA. Med sine 128 læger og tandlæger per 100.000 indbyggere lå Cuba på niveau med Holland, men foran f.eks. England og Finland.

Der var dog også tale om et meget heterogent samfund med stor forskel på by og land. Levestandarden var relativt god med datidens standard for den mere end halvdelen af befolkningen, der allerede i 1950erne boede i byer med mere end 20.000 indbyggere. Til gengæld var fattigdommen udbredt på landet.
Der er dog intet som tyder på, at det stod værre til i Cuba end hos andre af de mere velstående latinamerikanske lande.

Cuba var bestemt ikke noget paradis, men det var heller ikke et fattigt tredjeverdensland. Man kan kun gisne om hvorledes Cuba havde set ud i dag, hvis Castro og hans tro væbnere havde holdt deres løfte til den middelklasse. Den havde i vid udstrækning støttet og finansieret kampen mod Batista. En kamp hvis hovedmål havde været genindførelse af landets demokratiske forfatning af 1940. Desværre sørgede Castro for at det ikke skete.  Men hvad nu hvis Castro ikke havde vundet? Hvordan var det så gået økonomisk? Et meget konservativt bud er, at Cuba i dag som minimum ville have haft en levestandard på niveau med Uruguay eller Costa Rica (se nedenstående figur).

cuba costa rica

Det er dog ikke urealistisk at forestille sig, at Cuba kunne have været Latinamerika’s rigeste land i dag. Exilcubanere og deres efterkommere har klaret sig glimrende i USA, og har haft stor betydning for Florida’s udvikling det seneste halve århundrede.

Reformer til gavn for hvem?

Allerede da Raul Castro overtog magten efter sin storebror, Fidel, i 2006, var det med løfter om økonomiske reformer. Men selv om der efter cubanske forhold har været store omvæltninger, blegner det både i forhold til forandringerne i det øvrige Latinamerika, for slet ikke at tale om Kina og Vietnam, som ofte nævnes som forbilleder.

Reformernes primære formål er at sikre den nuværende elite’s – det vil sige kommunistpartiets top og militæret – position og magt. Ikke mindst militæret er helt centralt. Den kontrollerer ca. 60 procent af Cuba’s økonomi.

Det fremgår også meget klart af ”Lineamientos”, som man vedtog på partikongressen i 2011, at der ikke er tale om at ændre den cubanske model, men ”kun ” at den skal opdateres.

Planen er at Cuba fortsat primært skal være en centralt statslig styret økonomi.

Cubas mangelfulde reformer

Selv om hverken omfang eller hastighed kan sammenlignes med reformer andre steder, er der sket ændringer. Spørgsmålet er blot hvor langt de rækker.

I dag er det således muligt for private at købe brugsret (forpagte) uudnyttet jord. Man er dog kun garanteret brugsretten i 10 år, hvorefter det er op til staten hvorvidt den skal fornys eller ej.

Selv om man har løsnet op på kravene de senere år, er der fortsat mange begrænsninger og krav til forpagterne. Opfylder man dem ikke, risikerer man at miste brugsretten. Man kan også miste brugsretten, hvis det skønnes  i ”almenvældets interesse”, hvilket betyder statens. Desuden er man tvunget til at arbejde sammen med de eksisterende notorisk ineffektive statskontrollerede andelsselskaber eller –gårde, både i forbindelse med indkøb og markedsføring/salg af produkter.

Det er også både omstændeligt og beværligt at ansatte ikke-familiemedlemmer, mens mulige mikrokreditter er for små og utilstrækkelige osv. osv. Der er hermed en verden til forskel fra de reformer som gennemførtes i Kina og Vietnam, hvor landmændenes frihedsgrader er langt større. Der er brugsretten ubegrænset, samtidig med at man frit kan vælge hvad man vil dyrke og producere samt hvorledes og til hvem man vil sælge.

De senere år er der sket en betydelig reduktion i antallet af offentligt ansatte, samtidig med at beskæftigelsen i den private sektor er steget. Omkring 27 procent er i dag beskæftigede i den private sektor, mens 73 procent fortsat er offentligt ansatte. Regulering af den private sektor er kompleks og bureaukratisk. Samtidig er der en lang række restriktioner på hvad den private sektor må beskæftige sig med, som reguleres af en positivliste over hvad der er lovlig privat aktivitet.

Cuba’s reformer kan altså på ingen måde sammenlignes med en egentlig indførelse af delvis markedsøkonomi. Selvstændige (cuentapropistas) ejer deres små virksomheder. Kooperativer er reelt statsligt ejet, som så lejer den til kooperativets  medlemmer, der administrerer virksomheden, sælge dets produkter / ydelser til markedspriser og beholder overskuddet (minus skat). Selvstændige og kooperativer kan sælge, leje og købe til eller fra statslige enheder. Skattebyrden er tung og progressivt stigende i takt med at man udvider antallet af ansatte – eller rettere lejede – medarbejdere . Det indebærer reelt at man straffes for at skabe flere private arbejdspladser.

Ovenstående er blot nogle eksempler på de begrænsninger der ligger i reformeringen – eller med regimets ord – tilpasningen af den Cubanske model.

Institutionaliseret økonomisk Apartheid

Investeringsniveauet er meget lavt i Cuba. Ifølge de cubanske myndigheder ca. det halve af det regionale gennemsnit på 20 procent af BNP. Sidste år opdaterede regeringen reglerne for udenlandske investeringer, og samtidig udvidedes sektorer åbne for udenlandske investeringer til alle undraget undtagen sundhedspleje, uddannelse og militæret. Samtidig fritages udenlandske investorer fra skat på arbejdskraft, samt afgifter på udvalgte importvarer mv.

Hermed stilles udenlandske investorer altså væsentligt bedre end indenlandske selvstændige (se tidligere). Det er vist ikke helt gået op for Ole Sohn og andre herhjemme, som begejstret har skrevet om forandringerne i Cuba. Reelt er man ved at indføre et økonomisk apartheid, hvor landets egne borgere hindres i at udnytte deres fulde potentiale, mens man prøver at tiltrække udenlandske investorer, der til gengæld på en række parametre loves meget gunstige vilkår.

En væsentlig afskrækkende faktor er dog formentlig, at an som udenlandsk investor (i lighed med nationale) står meget svagt i forbindelse med evt. konflikter med staten. Det kan f. eks. være nationalisering, hvor man er overladt til de lokale domstole. Med Cuba’s historie in mente er det ikke ligefrem et forhold som fremmer udenlandske investorers interesse.

Cuba’s økonomi er i meget ringe forfatning.

Det er vanskeligt at vurdere effekten af reformerne. For det første er der en stor mangel på pålidelige statistisk fraregeringen. Vi kan dog konstatere, at den økonomske vækst fortsat er utilfredstillende, og Venezuelas nuværende krise har haft stor betydning for Cuba’s økonomi. Officielle vækstmål siden 2009 er konsekvent ikke blevet opfyldt, og den økonomiske vækst har været blandt de laveste i regionen.

 

Politiken og Ritzau hylder en af det 20. århundredes mest brutale diktatorer i Latinamerika

Hele Danmarks meget seriøse og meget humane avis – hvis de selv skal sige det – bringer i dag (fredag den 12.8.2011) en slet skjult hyldest til Fidel Castro i anledning af hans 85 års fødselsdag lørdag.

Under overskriften “Castro – en revolutionær overlever” fortælles om de “storslåede resultater” som det kommunistiske regime har opnået, mens alt hvad der er gået galt siden 1959 enten skyldes udefrakommende begivenheder som den amerikanske embargo og Sovjetunionens fald, eller “afleveres” i form af tilforladelige vendinger der på ingen måde står mål med den brutale undertrykkelse og armod som Castros regime har været skyld i.

Castros regime er et af det 20. århundredes mest brutale latinamerikanske regimer, og har titusinder af menneskeliv på samvittigheden, mens mere end hundretusinde politiske modstandere (og homoseksuelle) har været gennem regimets koncentrationslejre og fængsler. Det opsummerer Politiken således til sidst i den stort opsatte artikel:

 I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne genration af politikere [Castro og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et uddannelsessystem- og sundhedssystem, der var unikt efter latinamerikansk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte befolkningen imidlertidig betale en høj pris for at leve i Castros “socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.

Med andre ord har undertrykkelsen været en pris som den cubanske befolkning måtte betale for at få et “unikt uddannelses- og sundhedssystem”. Kunne man mon forestille sig følgende fremstilling af Hitler?

I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne generation af politikere [Hitler og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et øget produktionssystem- og industrialisering, der var unikt efter europæisk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte jøderne imidlertidig betale en høj pris for at leve i Hitlers “national-socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.”

Nej vel. Ligeledes vil de fleste formentlig også finde det problematisk hvis man relativerede  Pinochet-regimets brutalitet ved at henvise til, at det var prisen som chilenerne måtte betale for at skabe Chiles “unikke” vækstmirakel. Chiles økonomiske udvikling siden militærkuppet mod Salvador Allende i 1973 har været unik, men at bruge dette til at relativere og dermed reelt undskylde Pincohet forbrydelser som en “nødvendig” omkostning er naturligvis helt uacceptabelt.

At man i artiklen gentager Castro regimets løgne om det “forarmede Cuba før Castro” og viderebringer dets propaganda om det cubanske sundheds- og uddannelsesystem er i bedste fald pinligt og i værste fald bevidst løgnagtigt.

Cuba var i 1950erne et relativt rigt samfund med en betydelig middelklasse. Man havde et rigt og internationalt anerkendt kulturliv og virkede som en magnet på ikke kun kunstnere og turister, men også især sydeuropæiske immigranter, som drømte om et bedre liv end de kunne få i Europa. Således lå der 200.000 ubehandlede immigrations-ansøgninger på Cubas ambassade i Rom de. 1. januar 1959, hvor Batista regimet faldt og den gamle diktator flygtede. Og selv om Batista bestemt ikke var en engel, kunne hans brutalitet  slet ikke måle med Castro’s, hverken i omfang eller metoder.

Castro og ikke mindst Che Guevara formåede i de første måneder efter det gamle regimes fald, at slå flere ihjel end Batista-regimet havde haft held med siden 1952.

Med hensyn til det kommunistiske regimes storslåede resultater indenfor sundheds- og uddannelsesektoren, er langt det meste ren og skær propaganda.

Cuba før og efter 1959

78 procent af befolkningen kunne ifølge FN læse og skrive i 1958. Ifølge officiel cubansk statistik kan 96 procent læse og skrive i dag. Rent faktisk er der tale om en mindre stigning end flere lande har præsteret i samme periode, herunder Colombia og Paraguay.

Cubansk hospitalsseng (næppe Castro's)

I modsætning til før 1959 er der dog indført streng censur og det er forbundet med risiko for fængselsstraf at læse forbudt litteratur. Ligeledes er antallet af aviser faldet drastisk fra 59 uafhængige daglige aviser i 1950erne til i dag 18 statskontrolerede af slagsen. Så er regimet sikre på hvad der skrives. Til gengæld er det måske mere tvivlsomt hvilken glæde man har ud af at kunne læse og skrive.

Det anslås at ikke over 2.000 mistede livet under Batistas regeringstid, mens op mod 17.000 er blevet skudt af regimet siden Castros magtovertagelse. Dertil skal naturligvis lægges de mange tusinder der har mistet livet i deres forsøg på at flygte og de mere end 100.000 mennesker der har været fængslet og for en stor dels vedkommen er blevet tortureret på grund af deres politiske overbevisning). Under Batista, der ifølge Politiken holdt befolkningen i et jerngreb, kunne man forlade landet uden problemer. Det var der dog ikke mange der ønskede, andet end som turister. Derimod var der som antydet en stor tilstrømning af immigranter.

I 1957 var børnedødeligheden i Cuba på 32 per 1.000 levende fødte. I Portugal var den 88 per 1.000 levende fødte. I midten af 1990erne var børnedødeligheden faldet til 10 per 1.000 levende fødte børn i Cuba (ifølge officielle tal), mens den i Portugal var faldet til 9. I japan faldt den i samme periode fra 40 til 4 per 1.000 levende fødte børn.

Cubas "unikke sundhedssystem" under Castro

Fra midten af 1950erne og til midten af 1990erne faldt det gennemsnitlige kalorieindtag per indbygger i Cuba, som det eneste latinamerikanske land. Bl.a. faldt kødforbruget med 1/3.

I slutningen af 1950erne blev Cuba kun overgået i antallet af biler i forhold til indbyggertal af Venezuela.  I dag er Cuba blandt de lande med det laveste antal biler i forhold til indbyggertallet i regionen. For en stor dels vedkommende er der som bekendt tale om de fysisk samme biler som i 1950erne.

I 1950erne blev Cuba kun overgået af Uruguay i antallet af radioer per indbygger i regionen, og lå foran f.eks. Japan. I dag er Cuba for længst blevet overhalet af lande som Bolivia og Brasilien, for slet ikke at tale om Japan naturligvis.

I 1950erne var Cuba blandt de lande i verden, hvor man havde flest TV i forhold til befolkningens størrelse – kun overgået af Monaco, USA, Canada og England. I dag er man blandt de lande i Latinamerika med færrest TV i forhold til befolkningens størrelse.

I 1958 var det kun Venezuela, Argentina, Uruguay, og Chile (med få procent) der havde et højere BNP per indbygger end Cuba. I dag er Cuba blandt Latinamerikas fattigste lande.

Før 1959 var Cuba verdens største producent af sukker, mens man i dag ikke engang er blandt de 10 største. Som det eneste af de 25 største producentlande er produktionen af sukker i dag lavere end den var i midten af det 20. århundrede

For alle landbrugsprodukter har udviklingen siden 1959 været alt andet end opløftende, og for visse produkter, bla.a. ris har man oplevet et direkte fald.

Ifølge Politiken kan den elendige økonomiske udvikling henføres til først den amerikanske handelsembargo fra 1962 (der var en reaktion på beslaglæggelsen af amerikansk ejet ejendom i Cuba og ikke på “Cuba-krisen” i 1961, udløst af de missiler, som Sovjet havde opstillet på øen, som man forledes til at tro når man læser artiklen) og senere til Sovjetunionens sammenbrud i 1989.

Om embargoen skriver Politiken kort og godt:

Embargoen har skabt alvorlige økonomiske problemer for Castro og det Cubanske folk.

Dermed fremfører man (endnu) en myte som Cubas totalitære regime har plejet med stor omhu og succes i årtier. Selv om embargoen havde en negativ betydning i en periode – se bl.a. beregninger her, er de økonomiske problemer primært selvskabte. Den førte økonomiske politik, herunder den brutale tvangskollektivisering i 1960erne, der kostede tusindevis af bønder livet og indførelsen af planøkonomi bærer langt den overvejende del af ansvaret for, at Cuba er gået fra at være et relativt velstående land til en økonomisk katastrofe. For at importere skal man som bekendt også eksportere.

Hvor resten af Latinamerika, selv om de fleste lande i regionen først indenfor de seneste 20 år har åbnet op for deres økonomier, kan opvise årlige gennemsnitlige eksport-vækstrater på 10 procent og derover siden 1959, er Cubas eksportrate kun steget med et par procent om året. Ikke på grund af den amerikanske embargo – der ingen betydning har for de fleste andre landes samhandel med Cuba – men først og fremmest fordi man ikke har nogen produktion at eksportere.

Men ved at tillægge eksterne faktorer skylden for den elendige velstandsudvikling får Politiken selvfølgelig også muligheden for at postulere, at Fidel Castro spiller en aktiv og positiv rolle i de reformer man (muligvis) er i gang med at indføre, og som – hvis de gennemføres – vil indebære en mindre drejning i retning af en markedsøkonomi. For nok er “El Comandante” gået på pension, men….

Alligevel er der næppe tvivl om, at Fidel Castro fra sin tilbagetrukne position har ydet væsentlige bidrag til de senere års reformer, måske de første skridt på vejen mod en anden styreform, når tiden render ud for revolutionens ledere…

Her formår Politiken noget, som de færreste iagtagere med bare den mindste indsigt i Cubanske forhold er i stand til. Politiken ved at Fidel Castro positivt har bidraget til en række reformer, der alene er kommet på tale, fordi man fra systemets side anser det for nødvendigt hvis man skal kunne beholde magten. Skulle der dukke en ny “sugardaddy” op efter Hugo Chavez, der har problemer nok på hjemmefronten, kan jeg forsikre både Politiken og Ritzau om, at reformerne rulles tilbage på stedet. Det gjorde man med reformerne indført i begyndelsen af 1990erne, så snart man var kommet over de værste eftervirkninger af Sovjetunionens sammenbrud nogle år senere.

Når regimet en gang er faldet og historien skal skrives om Catros totalitære regime bliver det næppe med slet skjult beundring for ham. Tværtimod vil han hurtigt ende på historiens losseplads sammen med andre af regionens brutale diktatorer gennem tiden. Og med hensyn til den Latinamerikanske antiamerikanisme, der har været drivkraften i Castros ( dalende) popularitet i resten af Latinamerika, så kan vi roligt gå ud fra, at Cubas egen befolkning er blandt latinamerikas mest pro-amerikanske.

De har jo om nogen betalt prisen for Castros “socialistiske paradis”, som det så rigtigt står i Politikens artikel. Bare synd at journalisten ikke helt har forstået, hvor høj denne pris har været og at dette “socialistiske paradis” for de fleste cubanere er svær at skelne fra helvede på jord.

 

Opdateret den 15.8: Det viser sig at artiklen fra Ritzau, bragt i Politiken, men ikke var at finde på Politikens hjemmesider, også blev bragt i Information, dog under en anden overskrift. – Den kan læses på Informations hjemmersider her.

Er Cuba startet på en af-fidelarisering?

Sidste uge annoncerede den cubanske regering, at man vil afskedige ½ mio. ansatte og tillade private enkeltmands- og små private virksomheder. Det har givet anledning til en række spekulationer om hvorvidt det er starten på en af-fidelarisering af Cuba. Sagt eller usagt  er det dog en (delvis) anerkendelse af at det nuværende kommunistiske system ikke virker. Det er dog ike første gang at man tillader mindre private virksomheder. Det gjorde man også i kølvandet på østblokkens sammenbrud, hvor Cuba var kastet ud i en dyb og længerevarende økonomisk krise, der reelt først fladede ud, da Hugo Chavez begyndte at lade oliemillionerne rulle fra Venezuela – hvorefter staten strammede grebet om økonomien igen. Før de seneste tiltag har man tidligere på året tilladt og tildelt jord til bønder, der herefter kan dyrke den for egen vindings skyld. Og tiltagene denne gang er væsentligt mere omfattende end de var i 90erne.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.

“Meet the new boss Same as the old boss” – ingen forbedringer af menneskerettighederne under Raul Castro

Human Rights Watch har netop offentliggjort deres rapport  med titlen “New Castro, same Cuba“, om menneskerettighederne i Cuba , efter Raul overtog magten fra storebror Fidel. De er i det store hele lige så ringe som før.

typiske levevilkår i Castrobrødrenes socialistiske "paradis"
typiske levevilkår i Castrobrødrenes socialistiske "paradis"

Hermed synes alle forhåbninger om forandringer til det bedre under Raul at være knust. Som rapporten gør opmærksom på, kan det godt være at “Castro inherited a system of abusive laws and institutions” men “rather than dismantle this repressive machinery, Raúl Castro has kept it firmly in place and fully active

Continue reading “Meet the new boss Same as the old boss” – ingen forbedringer af menneskerettighederne under Raul Castro

Cuba før Castro – et af Latinamerikas rigeste lande

en artikel i anledning af 50 året for den autoritære diktator Fulgencio Batistas flugt fra Cuba, der banede vejen for den totalitære diktator Fidel Castro, beskrev Spaniens største dagblad, El Pais, levevilkårene i Cuba i dag som ringere end før 1959. Med tanke på vestlige mediers normale omtale af Cuba gennem de sidste 50 år, var det ganske opsigtsvækkende.

På trods af, at glansen for længst er gået af det revolutionære Cuba, så har et af de faste holdepunkter i medier og uddannelsesmateriale altid været, at forholdene var ringere før Castro greb magten. Ofte beskrives Cuba før 1959 som et fattigt tilbagestående land, præget af analfabetisme og ekstrem ulighed. En fremstilling der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Ifølge statistik fra FN, var Cuba blandt Latinamerikas mest velstående lande i 1950’erne.

Cuba var således mere velstående end lande som f.eks. Spanien, Portugal, Grækenland og Finland, for slet ikke at tale om Hong Kong, Sydkorea, Taiwan og Japan. Sådan er det ikke længere. Continue reading Cuba før Castro – et af Latinamerikas rigeste lande