Globalisering i syd og protektionisme i nord

Den amerikanske valgkamp har desværre indtil videre varslet ilde for fortsat globalisering og frihandel. Donald Trump bruger en retorik som vi tidligere mest af alt forbandt med Latinamerikanske populister på både venstre- og højrefløjen. Verden er ikke længere en mulighed for USA, men en trussel mod USA, lader han os forstå.

Også Hillary Clinton slår en protektionistisk tone an i valgkampen i et forsøg på at mødekomme de der stemte på Bernie Sanders, som i lighed med Trump står for en protektionistisk tilgang.

Det er paradoksalt, at dette sker samtidig med at Latinamerika efter nullernes venstredrejning, nu i stigende grad vender tilbage til 1990ernes mere markeds- og globalt orienterede politikker. Ført an af Sydamerika’s to mest succesfulde økonomier, Chile og Peru.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i Latinamerika de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede og åbnede op i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

peru1
Kilde: Cepal 2016

Chile og Peru er naturligvis også blevet ramt af faldet i råvarepriserne i lighed med andre lande, hvor disse vejer tungt i den den samlede eksport. Det ændrer dog ikke på at deres økonomiske situation er markant bedre end i f. eks. Argentina, for slet ikke at tale om Brasilien og tragedien Venezuela.

Man oplever fortsat positiv vækst, fattigdommen falder fortsat (i modsætning til de nævnte økonomier på østkysten af Sydamerika), og prognoserne for de kommende års vækst er acceptable.

Historisk har jeg og andre oftest henvist til Chile, men på mange måder er Peru måske et bedre forbillede. Ikke så meget på grund af den førte politik, men mere på grund af at Peru når det kommer til inkompetence og korruption i langt højere grad ligner resten af Latinamerika. Chile har historisk haft meget lavere korruption og en mere kompetent offentlig sektor end resten af regionen – også før reformerne fra midten af 1970erne og frem.

Jeg har tidligere skrevet flere indlæg om udviklingen i Peru, se bl. a. her.

Selv om jeg og mange andre forventede, at Keiko Fujimori vandt  præsidentvalget i juni mdr., tabte hun meget snævert til Pedro Pablo Kuczynski, i folkemunde blot kaldet PPK, som nu er Peru’s præsident de kommende 5 år.

1447680

Det bliver ikke nogen nem opgave for den 77-årige præsident, Hans eget parti sidder kun på 18 pladser i parlamentet, mens Keiko Fujimori’s parti med 73 pladser ud af kongressens 130 pladser, har et klart flertal.

PPK og hans regering vil altså være nød til at samarbejde med den slagne præsidentkandidat, Keiko Fujimori, og hendes parti. Det bør øge sandsynligheden for at Keiko’s far, tidligere præsident Alberto Fujimori bliver benådet i løbet af PPKs tid som præsident.

Bloomberg bragte for nogle dage siden en klumme af Tyler Cowen, hvor han bl.a. gennemgik PPKs CV. Og det er ganske imponerende:

PPK has worked for the World Bank and International Monetary Fund. He’s extremely well-traveled, lived in Washington for many years, is married to an American and speaks fluent English.

Academic credentials? He has a master’s degree from Princeton, studied philosophy, politics and economics at Oxford, and, among numerous other publications, has written a first-rate Princeton University Press book on the history of Peruvian economics and politics during the 1960s. The study focuses on why Peru’s earlier economic boom was not sustained, exactly the issue he faces as president today.

Han er også tidligere minister af to omgange, senest premierminister, og har også stor erfaring fra den private sektor. På mange måder altså en ideel præsident. Hans største problem bliver at få fortsatte reformer og tiltag gennem kongressen.

Men som Tyler Cowen slutter sin klumme i Bloomberg, efter at have påpeget de mange problemer der fortsat udestår i Peru :

It’s wonderful to have an impressive leader, and I am optimistic about the future of Peru, but it probably depends most of all on the Peruvian people. In the meantime, do cheer up: eventually Washington elections may function as well as some of those in Latin America.

Og heri ligger naturligvis et af tidens store paradokser. Mens pendulet svinger mod mere marked og mindre stat og protektionisme i Latinamerika, svinger pendulet den anden vej i Washington, mens hverken republikanernes eller demokraternes kandidat ligefrem indbyder til respekt eller tro på fremtiden.

I begyndelsen af dette årtusinde ønskede daværende præsident Bush at etablere et frihandelssamarbejde mellem Nord- og Sydamerika. Den gang strandede planerne på modstand i Latinamerika – ikke mindst Brasilien og den daværende præsident Lula, fra arbejderpartiet PT.

I dag ville det USA der modsatte sig planerne.

 

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit