Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 Niels Westy – Page 10 – Americas
For et par årtier siden var overbefolkning den store skrækhistorie verden over. Siden da har man som bekendt fået sig en ny undergangsfortælling (klimadebatten).
Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.
Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.
Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.
En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.
I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.
Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.
At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.
Mens forbruget herhjemme og i det meste af Europa ligger underdrejet, er der helt anderledes glade dage andre steder i verden. Peru buldrer fortsat derudaf med asiatiske vækstrater – BNP voksede med 7 procent sidste år – og man forventer fortsat høj vækst i både det private forbrug og ikke mindst i antallet af indkøbscentre. Fra kun at have 7 af slagsen i 2000, hvoraf de 6 lå i hovedstaden Lima, nåede man i 2011 op på 45 indkøbscentre, og regner med at passere 100 centre i løbet af få år.
Alene i indeværende år forventes omsætningen i landets indkøbscentre at stige 12 procent. På sigt forventes, ifølge avisen Peru.21, at etablering af nye indkøbscentre til landets hastigt voksende middelklasse vil ske selv i landets logistisk problematiske fjerne amazonas region, hvor bl.a. byerne Pucallpa, Tingo Maria og Iquitos nævnes.
På nuværende tidspunkt er Peru dog fortsat kendetegnet ved et meget lavt antal indkøbscentre i forhold til befolkningens størrelse. Mens der gennemsnitlig er 2,1 center per 1 mio. indbyggere, er der fortsat kun ca. 1 per 1 mio. indbyggere i Peru. Dette er dog under hastig forvandling, og indenfor en 5 årig periode, vil antallet af centre i forhold til befolkningens størrelse være højere end gennemsnittet i regionen.
Torsdag aften døde den fængslede cubanske dissident Wilman Villar efter 50 dages sultestrejke, kun 31 år gammel. Wilman Villar døde af komplikationer som følge af hans sultestrjeke på Juan Bruno Zayas de Santiago hospitalet, efter at have ligget i coma i flere dage. Villar var i gang med at afsone en dom på fire år.
Fredag udsendte det amerikanske udenrigsministerium en officiel beklagelse over Villars død, og hyldede ham som en “ung og modig forkæmper for menneskerettighederne”. Samtidig kritiserede man forholdene i Cuba, og understregede behovet for at regimet åbner op for international kontrol af Cubas menneskerettigheder og fængselsforhold. I dag tillader Cubas kommunistiske regime ikke, at Internationalt Røde Kors inspicerer dets fængsler.
Den amerikanske administration bekræftede ved samme lejlighed at man fortsat vil støtte Cubas dissidenter og deres familier i den udstrækning det er muligt.
Siden den 20. december har der været udstedt en arrestordre på guvernøren i Santa Cruz, Rubén Costas, fordi han nægtede at møde for retten i La Paz for at forsvare sig mod anklager om at han skulle have modtaget penge fra narkotikasmuglere. Anklagerne kommer fra den nuværende vicepræsident og tidligere terrorist, Alvaro García Linera. Linera er regeringspartiet MAS (søsterparti til Socialistisk Folkeparti) ideologiske bagmand og er opponent for en ekstrem maoistisk inspireret marxisme.
Arrestordren blev dog for et par dage siden sat i bero på grund af indsigelser fra Costas forsvarsteam, men anklagerne opretholdes.
Rubén Costas er bare den seneste af en stærke oppositionspolitikere, som regeringen og dens støtter prøver at sætte ud af spillet. Samme taktik er tidligere anvendt mod guvernørerne i Tarija (i det sydlige Bolivia) i den nordøstlige region Beni.
Bolivia har historisk haft et elendigt, ineffektivt og korrupt retssystem, og lynchinger er et fortsat tilbagevendene problem.
I El Alto, en af Bolivias fattigste og hurtigst voksende byer, med en befolkning på over 600.000 er det ikke usædvanligt at se dukker hængende med et reb om halsen fra lygtepæle som en makaber advarsel til potentielle tyve og forbrydere. Beboerne har meget lidt tillid til hverken politi eller domstole. Derimod tager de ofte sagen i egen hånd og klynger formodede gerningsmænd op eller slår dem ihjel på anden måde i stedet for at overgive dem til myndigheder.
Der har derfor været god grund til at reformere hele systemet, men desværre har de reformer som regeringen har gennemført kun gjort ondt værre og retssikkerheden er forværret drastisk, ikke mindst hvis man er i opposition til landets socialistiske regering.
I efteråret blev der afholdt et farceagtigt valg af dommere til landets 4 højeste domstole, hvis primære formål synes at være at sikre, at Evo Morales støtter blev valgt. Ved selve valghandlingen udgjorde annulerede og ugyldige stemmesedler over halvdelen af de afgivne stemmer.
Politiseringen af retsystemet er således ved at være komplet. I forvejen har regeringen igennem de senere år systematisk forfulgt, via kontrollen med de offentlige anklagere, enhver oppositionspolitiker som kunne udgøre en potentiel trussel for MAS og Evo Morales.
I forvejen vedtog parlamentet i 2010 en lov, hvorefter alle folkevalgte suspenderes fra deres embede, i tilfælde af enhver form for formaliseret anklage – også før sagen overhovedet er fremsat i en retssal.
Alle præsidenter siden 1996 er blevet anklaget for et eller andet og har på den ene eller anden måde fået begrænset deres muligheder for at arbejde og rejse.
Ideen om “The Rule of Law” opfattes muligvis af nogen som en gemen europæisk opfindelse som ikke passer ind i Maoisten Morales virkelighed. I stedet praktiseres “The Law of Rulers” og det er muligvis kun et spørgsmål om tid før man endegyldigt afskaffer den sidste rest af demokrati. Det kan der også være god grund til at gøre hvis Evo Morales ønsker at beholde magten fremover. Siden han blev genvalgt i 2009 er hans popularitet faldet drastisk. De seneste meningsmålinger tyder på, at han kun har opbakning hos ca. 1/3 af vælgerne.
Og så er det jo fint at man kan sætte sine politiske modstandere ud af spillet ved hjælp af retssystemet.
Mellem 1987 og 2003 lykkedes det at reducere andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse i Chile fra 44 procent til 18,8 procent.*
Nu ser Peru ud til at gøre Chile kunstykket efter. I 2000 udgjorde andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse 43 procent. Det var faldet til 31,3 procent i 2010. Ifølge en analyse fra Perus (uafhængige) nationalbank, vil andelen som lever under den officielle fattigdomsgrænse i 2016 være faldet til mellem 17 og 22 procent*.
Analysen viser også at Perus hastige vækst det seneste årti især har gavnet landets fattigste. Fra 2000 til 2009 voksede økonomien med ikke mindre end 55 procent. I samme periode er fattigdommen reduceret med 43 procent, og ekstrem fattigdom med 60 procent, mens Gini-koefficienten, som måler graden af ulighed i indkomstfordelingen, faldt med 14 procent. Især det sidstnævnte er kontroversielt, ikke mindst af politiske årsager.
En traditionel anklage/fordom mod “neoliberale” reformer som dem i Chile i 1970erne og Peru i 1990erne har altid været at indkomstkoncentrationen stiger (en mildere version af den mere rabiate forestilling om at “de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere”). Det eksisterer der dog ingen naturlov som tilsiger. Hvad vi kan konstatere er, at over tid vil være både rige og fattige være bedre stillet i lande med frie markeder i forhold til lande med mindre frie markeder og mere politisk styring.
Markedet driver fattigdomsbekæmpelse, mens offentlig omfordeling kun har marginal effekt
I analysen har man opstillet en række scenerier for udviklingen de kommende år, med og uden tiltag som påvirker indkomstfordelingen. Mens et “optimistisk” vækstscenarie ( det vil sige at de historiske vækstrater nogenlunde fastholdes) kommer frem til at fattigdommen vil reduceres fra de ca. 31 procent i 2010 til ca. 18,3 procent uden initiativer til omfordeling, vil politiske tiltag til reduktion af indkomstforskelle kun indebære en yderligere reduktion i fattigdommen på 1,3 procentpoint. Under et mere pessimistisk vækstscenarie forventes fattigdommen at falde til 22,8 procent uden omfordelingspolitik og 21,2 procent med omfordelingspolitik.
Med andre ord stammer den altovervejende fattigdomsreduktion fra udviklingen i den privatesektor, som har drevet og driver væksten i Peru.
En neoliberal forfatning
Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter. Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru, ligesom der er indbygget en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.
Sammen med Chile og Panama er Peru i løbet af de seneste 10 år blevet en stærk kandidat til at blive et af de få latinamerikanske lande, som i løbet af de kommende årtier vil opnå en levestandard som i Europa og USA.
Udviklingen de senere årtier viser entydigt at markedsreformer som medfører mere marked og mindre stat er afgørende til sikring af varig vækst og velstand. Med andre ord øges velstanden bedst, mens fattigdommen reduceres mest i lande som har gennemført tiltag med inspiration fra den neoliberalistiske skole. Mens vestrefløjen (og desværre en del af mere borgerligt tilsnit) fortsat har opfattelsen af at markedet ikke sikrer sociale forbedringer, så viser den reelle udvikling i Latinamerika noget helt andet. Hvis man ønsker det bedste for de fattige skal der derfor ikke stå “Viva el Revolution” på bannerne, men derimod
*Nationale og internationale fattigdomsgrænser er sjældent umiddelbart sammenlignelige.
Ifølge Verdensbankens seneste opgørelse levede 2,4 procent af Chiles befolkning for mindre end 2 USD om dagen i 2006, hvilket i 2009 var faldet til 0. Ifølge den nationale opgørelsesmetode levede 15,1 procent under fattigdomsgrænsen i 2009.
I Peru levede 7,9 procent ifølge Verdensbanken i absolut fattigdom (under 1,25 USD. i 2005 priser) i 2007. I 2009 var denne andel faldet til 5,9 procent. Andelen som havde under 2 USD per dag per person faldt i samme periode fra 18,5 procent til 14,7 procent.
Ifølge brasilianske medier, bl.a. “O Globo“, “Estado de S. Paulo” og “Folha de S. Paulo“, er Brasiliens sportsminister, Orlando Silva, fra kommunistpartiet på vej ud af regeringen, efter en lang række anklager om korruption, herunder svindel i forbindelse med en række sportrelaterede sportsprojekter. Silvas udtrædelse kommer efter måneders skriverier om uregelmæssigheder i hans ministerium.
Orlando Silva, Partido Comunista do Brasil
Silva er blot den sidste i en lang række ministre og topembedsmænd, som gennem de seneste 8 måneder enten er blevet tvunget til at træde tilbage eller er gået selv. Først trak stabschefen, Antonio Palocci fra præsidentens eget parti, Partido Trabalhadora (PT), sig, efter at stærkt belastende oplysninger om hans privatøkonomi var kommet frem i pressen. I den forbindelse blev præsident Rousseff stærkt kritiseret i den nationale presse for at reagere for langsomt på beskyldningerne.
Da medierne den følgende måned blev fyldt med historier om uregelmæssigheder i transportministeriet, reagerede præsidenten anderledes hurtigt, og Alfredo Nascimento, fra støttepartiet Partido da Republica, blev presset til at træde tilbage.
For et par måneder siden var det så landbrugsminister Wagner Rossi fra det største støtteparti Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB), som trak sig Officielt på grund af familiære problemer. Ifølge unavngivne kilder i ministeriet var den reelle grund mistanke om korruption og svindel. Herefter fulgte turistministeren, Pedro Novais, også fra PMDB, i midten af september. Han trak sig efter lang tids skriverier i pressen og efter flere arrestationer og fyringer af ledende medarbejdere i ministeriet.
I modsætning til sin forgænger, den uhyre populære Luiz Inácio Lula da Silva, har Dilma Rousseff valgt at agere proaktivt. Således understregede Dilma i et radiointerview i september, at hendes administration var fast besluttet på, at »hvor der er korruption, vil vi gøre det nødvendige«.
Det blev godt modtaget blandt de mere veluddannede dele af befolkningen, ligesom formanden for den regeringsnedsatte “Kommission til Fremme af Effektivitet og God Regeringsførelse”, den respekterede forretningsmand, Jorge Gerdau Johannpeter, komplimenterede præsidenten for hendes engagement, som han var overbevist om »nyder stor opbakning hos Brasiliens tavse flertal«.
Det kan der nu godt stilles spørgsmlstegn ved. for selv om de fleste brasilianere nok i ord bakker op om kampen mod korruption, stikker forargelsen overfor politikerne næppe særligt dybt. Tværtimod viste en undersøgelse foretaget af IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística) for et par år siden, at de enkelte kandidaters moralske habitus ikke spillede nogen rolle for op mod 75 pct. af vælgerne. Et flertal af vælgere gav derimod udtryk for, at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse, hvis de fik chancen.
Hvis forgængeren Lula skal bruges som målestok, er gevinsten ved at engagere sig i kampen mod korruption begrænset. På trods af den såkaldte Mensalão-skandale i 2005, hvor regeringen mod kontakt betaling sikrede opbakning til sine forslag i parlamentet, blev Lula genvalgt med overvældende flertal året efter. Lulas populatiet led heller ikke ikke skade af fortsatte skandaler og mistanke om korruption, herunder nære familiemedlemmers påfaldende evner til at hive offentlige kontrakter hjem.
Lula forlod præsidentembedet med rekordhøj tilslutning. Og Dilma Rouseff er kun præsident, fordi forgængeren ønskede, at hun skulle være det.
På den anden side kan segmentet af vælgere, som lægger vægt på kampen mod korruption, vise sig afgørende ved kommende valg. De grønnes kandidat, tidligere miljøminister, Marina Silvas, opnåede næsten 20 pct. af stemmerne i første valgrunde ved det sidste præsidentvalg. Hendes succes var i høj grad baseret på utilfredshed blandt mere veluddannede tidligere PT-vælgere med korruptionen og skandalerne i Lulas tid. Dette segment kan blive afgørende ved præsidentvalget i 2014.
Kan det blive en gevinst for Dilma på langt sigt, indebærer det på kort sigt store problemer med at holde sammen på koalitionen af partier, som udgør dens parlamentariske grundlag. Ud over murren i krogene hos Dilams eget parti, meddelte den fratrådte transportministers parti PR efter hans fratrædelse, at de ikke længere var en del af regeringens parlamentariske grundlag.
Helt galt vil det være, hvis PMDB på et tidspunkt forlader regeringen – de har allerede raslet med sablerne flere gange. Det vil for alvor give regeringen problemer i forhold til de udfordringer, som den nuværende præsident har arvet fra sin forgænger. Således truer manglende investeringer i infrastrukturen de seneste 10 år den fortsatte økonomiske vækst, samtidig med at det er afgørende at man får de offentlige udgifter under kontrol, for at dæmpe det inflationære pres, man har oplevet siden 2010. Endelig er man langt bagefter med de nødvendige investeringer i forhold til VM i fodbold i 2014. En opgave, som Silva skulle have stået med det overordnede ansvar for.
Jeg har tidligere skrevet om Colombia og dets vækstpotentiale. I den forbindelse skrev jeg også om hvorledes USA i årevis har forhalet den endelige godkendelse af en frihandelsaftale. Modstanden er primært kommet fra demokraterne i det amerikanske Senat og Kongres. Fornylig blev handelsaftalen, som sikrer Panema, Sydkorea og Colombia nemmere adgang til det amerikanske marked (og omvendt).
Aftalen blev endelig underskrevet af præsident Obama på fredag, hvilket har udløst stor jubel og glæde i Colombia. Her opfattes den ikke kun som et værktøj til øget økonomisk vækst, men i lige så høj grad som et bevis på, at Colombia ikke længere er en international “paria”, som præsident Juan Mauel Santos udtrykker det.
Den forsinkede colombianske frihandelsaftale, som udfaser toldsatser på mere en 80 procent af import og eksport mellem de to lande, forventes at øge den årlige omsætning med 30 milliarder dollars om året og skabe 300.000 nye job i Colombia.
En væsentlig hindring i vedtagelsen af aftalen mellem Colombia og USA har været amerikansk bekymring over sikkerheden og vold rettet mod aktive fagforeningsfolk. På trods af en kraftigt forbedret sikkerhed i Colombia de seneste 10 år, anses Colombia fortsat som et af de farligste steder i verden for fagforeningsaktive. I de første ni måneder af 2011 er 22 fagforeningsmedlemmer dræbt, i henhold til lokale NGOer.
En anden bekymring har været effekterne for amerikansk arbejdspladser. Et flertal af de demokratiske medlemmer, herunder minoritetslederen i Kongressen, Nancy Pelosi, stemte da også mod handelsaftalen med Colombia.
Colombia har i forvejen handelsaftaler med andre lande, blandt andet Canada og EU og forventer at både eksport og udenlandske investeringer sætter rekord i indeværende år, mens den økonomiske vækst forventes at blive på ca. 5,5 procent både i år og til næste år.
Argentina og Grækenlands økonomiske situation minder om hinanden. Men man bør endelig ikke bruge Argentina som forbillede
Argentinas økonomi er rødglødende. Mens officielle tal viser en inflation på under 10 pct., er den reelle inflation over 20 pct. og stigende. Og selv om den økonomiske vækst i indeværende år er over 6 pct., når der tages højde for den reelle inflation, er det fremtidige vækstpotentiale begrænset på grund af manglende investeringer.
Christina Kirchner
Hvad gør man hvis inflationen ikke vil, som regeringen ønsker? Man fyrer selvfølgelig de medarbejdere, der beregner de officielle inflationstal og ansætte nye, der kan makke ret.
Således klarede daværende præsident, Nestór Kirchner, inflationspresset i 2007, hvorefter officielle tal for inflation har mistet enhver form for troværdighed.
Men hvad gør man så, hvis private analyseinstitutter laver deres egne beregninger? Så melder man dem selvfølgelig bare til politiet, hvorefter der uddeles bøder i 100.000 dollars klassen.
Sådan reagerer den nuværende argentinske præsident Christina Kirchner, enke efter netop Nestór Kirchner.
Indtil videre er uafhængige analyseinstitutter blevet dømt 11 gange for at lave egne beregninger af inflationen i Argentina. Ifølge den argentinske opposition ønsker regeringen at skræmme uafhængige økonomer fra at offentliggøre egne beregninger.
Mens den officielle årlige inflation er 9,7 pct., viser et gennemsnit af 8 anonymiserede private analyseinstitutter, at den reelt snarere er 23,5 pct. Regeringen ved udmærket godt, at de officielle tal ikke er retvisende. Således støtter regeringen overenskomstforslag, der indebærer lønstigninger på mellem 20 og 30 procent.
I første halvdel af det 20. århundrede var Argentina et af verdens rigeste lande. En tilbagevenden til de tider har lange udsigter. Nu viser man endnu en gang, at man ikke er i stand til at føre en seriøs økonomisk politik. Landet er med usvigelig sikkerhed på vej mod endnu et sammenbrud i de offentlige finanser, som det er sket med jævne mellemrum de seneste 80 år.
Siden den økonomiske nedsmeltning i 2000-2001 har Argentina genoptaget betalingerne af det meste af gælden, dog efter en betydelig nedskrivning. Man har også oplevet en række år med høj økonomisk vækst, hvilket har fået en række iagttagere til at pege på Argentina som en model for løsning af den græske gældskrise.
Men når man fremhæver den økonomiske vækst efter 2001, glemmer man dog at medtage den meget gunstige udvikling i efterspørgslen efter traditionelle argentinske eksportprodukter. Desuden har den argentinske stat delvist finansieret sin ekspansion ved reelt at beslaglægge borgernes private pensionsopsparinger og manipulere med inflationstallene, som regulerer en stor del af den udestående offentlige gæld.
Bagsiden af denne udvikling har været manglende investeringer til sikring af fremtidig vækst, og en samtidig forværring af Argentinas (og en række andre latinamerikanske landes) traditionelle akilleshæl, nemlig manglende indenlandsk opsparing.
Få ting er sikre i international økonomi. En af disse er desværre, at Argentina og dets politiske ledere med usvigelig sikkerhed ikke er i stand til at omsætte landets potentiale til varig økonomisk vækst og velstand.
Selv i perioder hvor man tilsyneladende gjorde det rigtige, som i forbindelse med reformerne og frasalget af statsejede virksomheder i starten 1990’erne, viste det sig efterfølgende at jagten på magten overtrumfede alt andet.
Man gennemførte aldrig de nødvendige reformer af den offentlige sektor. Og selv de gode initiativer endte galt. Fastholdelsen af fastkurspolitiken, der i begyndelsen var af afgørende betydning for nedbringelsen af inflationen fra 5.000 procent i 1989 til under 10 pct. i 1993, viste sig katastrofal, da dollaren steg kraftigt i slutningen af 1990’erne.
Lige som tilfældet har været i forbindelse med Grækenlands gældskrise, kunne det efterfølgende konstateres, at man konsekvent havde manipuleret og underdrevet de reelle underskud på de offentlige finanser, en tradition med dybe historiske rødder.
Hvad den historiske udvikling i Argentina bør lære os er derfor ikke, at Grækenland skal have lov til at ”gøre som Argentina”. Derimod er læren, at der findes lande, også demokratiske, hvor politikeres evne og vilje til at gøre hvad som helst for magtens skyld, er stort set uden grænser.
Og ligesom Argentinas nuværende præsident, Christina Kirchner, står til at vinde det kommende argentinske præsidentvalg i første runde, er der intet der forhindrer at grækerne i fremtiden vælger en regering, der er parat til at sætte langsigtet udvikling overstyr for kortsigtede politiske gevinster. Begge lande har gennem årtier vist, at på det punkt ligner de hinanden i uhyggelig grad.
Grækenlands situation i 2011 har klare paralleller med Argentinas i 2001. Begge lande førte i årene op til sammenbruddet en uansvarlig økonomisk politik, og begge lande fejlede i at gennemføre de nødvendige reformer.
Men hvis der er en lære af Argentinas udvikling efter 2001 er det ikke nødvendigvis Grækenland der skal drage denne. Derimod bør Grækenlands kreditorer overveje hvorvidt det er sandsynligt at Grækenland fremadrettet vil være i stand til at føre en ”seriøs” økonomisk politik og gennemføre de nødvendige reformer. Her er ikke grund til optimisme.
Hele Danmarks meget seriøse og meget humane avis – hvis de selv skal sige det – bringer i dag (fredag den 12.8.2011) en slet skjult hyldest til Fidel Castro i anledning af hans 85 års fødselsdag lørdag.
Under overskriften “Castro – en revolutionær overlever” fortælles om de “storslåede resultater” som det kommunistiske regime har opnået, mens alt hvad der er gået galt siden 1959 enten skyldes udefrakommende begivenheder som den amerikanske embargo og Sovjetunionens fald, eller “afleveres” i form af tilforladelige vendinger der på ingen måde står mål med den brutale undertrykkelse og armod som Castros regime har været skyld i.
Castros regime er et af det 20. århundredes mest brutale latinamerikanske regimer, og har titusinder af menneskeliv på samvittigheden, mens mere end hundretusinde politiske modstandere (og homoseksuelle) har været gennem regimets koncentrationslejre og fængsler. Det opsummerer Politiken således til sidst i den stort opsatte artikel:
I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne genration af politikere [Castro og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et uddannelsessystem- og sundhedssystem, der var unikt efter latinamerikansk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.
Samtidig måtte befolkningen imidlertidig betale en høj pris for at leve i Castros “socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.
Med andre ord har undertrykkelsen været en pris som den cubanske befolkning måtte betale for at få et “unikt uddannelses- og sundhedssystem”. Kunne man mon forestille sig følgende fremstilling af Hitler?
I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne generation af politikere [Hitler og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et øget produktionssystem- og industrialisering, der var unikt efter europæisk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.
Samtidig måtte jøderne imidlertidig betale en høj pris for at leve i Hitlers “national-socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.”
Nej vel. Ligeledes vil de fleste formentlig også finde det problematisk hvis man relativerede Pinochet-regimets brutalitet ved at henvise til, at det var prisen som chilenerne måtte betale for at skabe Chiles “unikke” vækstmirakel. Chiles økonomiske udvikling siden militærkuppet mod Salvador Allende i 1973 har været unik, men at bruge dette til at relativere og dermed reelt undskylde Pincohet forbrydelser som en “nødvendig” omkostning er naturligvis helt uacceptabelt.
At man i artiklen gentager Castro regimets løgne om det “forarmede Cuba før Castro” og viderebringer dets propaganda om det cubanske sundheds- og uddannelsesystem er i bedste fald pinligt og i værste fald bevidst løgnagtigt.
Cuba var i 1950erne et relativt rigt samfund med en betydelig middelklasse. Man havde et rigt og internationalt anerkendt kulturliv og virkede som en magnet på ikke kun kunstnere og turister, men også især sydeuropæiske immigranter, som drømte om et bedre liv end de kunne få i Europa. Således lå der 200.000 ubehandlede immigrations-ansøgninger på Cubas ambassade i Rom de. 1. januar 1959, hvor Batista regimet faldt og den gamle diktator flygtede. Og selv om Batista bestemt ikke var en engel, kunne hans brutalitet slet ikke måle med Castro’s, hverken i omfang eller metoder.
Castro og ikke mindst Che Guevara formåede i de første måneder efter det gamle regimes fald, at slå flere ihjel end Batista-regimet havde haft held med siden 1952.
Med hensyn til det kommunistiske regimes storslåede resultater indenfor sundheds- og uddannelsesektoren, er langt det meste ren og skær propaganda.
Cuba før og efter 1959
78 procent af befolkningen kunne ifølge FN læse og skrive i 1958. Ifølge officiel cubansk statistik kan 96 procent læse og skrive i dag. Rent faktisk er der tale om en mindre stigning end flere lande har præsteret i samme periode, herunder Colombia og Paraguay.
Cubansk hospitalsseng (næppe Castro's)
I modsætning til før 1959 er der dog indført streng censur og det er forbundet med risiko for fængselsstraf at læse forbudt litteratur. Ligeledes er antallet af aviser faldet drastisk fra 59 uafhængige daglige aviser i 1950erne til i dag 18 statskontrolerede af slagsen. Så er regimet sikre på hvad der skrives. Til gengæld er det måske mere tvivlsomt hvilken glæde man har ud af at kunne læse og skrive.
Det anslås at ikke over 2.000 mistede livet under Batistas regeringstid, mens op mod 17.000 er blevet skudt af regimet siden Castros magtovertagelse. Dertil skal naturligvis lægges de mange tusinder der har mistet livet i deres forsøg på at flygte og de mere end 100.000 mennesker der har været fængslet og for en stor dels vedkommen er blevet tortureret på grund af deres politiske overbevisning). Under Batista, der ifølge Politiken holdt befolkningen i et jerngreb, kunne man forlade landet uden problemer. Det var der dog ikke mange der ønskede, andet end som turister. Derimod var der som antydet en stor tilstrømning af immigranter.
I 1957 var børnedødeligheden i Cuba på 32 per 1.000 levende fødte. I Portugal var den 88 per 1.000 levende fødte. I midten af 1990erne var børnedødeligheden faldet til 10 per 1.000 levende fødte børn i Cuba (ifølge officielle tal), mens den i Portugal var faldet til 9. I japan faldt den i samme periode fra 40 til 4 per 1.000 levende fødte børn.
Cubas "unikke sundhedssystem" under Castro
Fra midten af 1950erne og til midten af 1990erne faldt det gennemsnitlige kalorieindtag per indbygger i Cuba, som det eneste latinamerikanske land. Bl.a. faldt kødforbruget med 1/3.
I slutningen af 1950erne blev Cuba kun overgået i antallet af biler i forhold til indbyggertal af Venezuela. I dag er Cuba blandt de lande med det laveste antal biler i forhold til indbyggertallet i regionen. For en stor dels vedkommende er der som bekendt tale om de fysisk samme biler som i 1950erne.
I 1950erne blev Cuba kun overgået af Uruguay i antallet af radioer per indbygger i regionen, og lå foran f.eks. Japan. I dag er Cuba for længst blevet overhalet af lande som Bolivia og Brasilien, for slet ikke at tale om Japan naturligvis.
I 1950erne var Cuba blandt de lande i verden, hvor man havde flest TV i forhold til befolkningens størrelse – kun overgået af Monaco, USA, Canada og England. I dag er man blandt de lande i Latinamerika med færrest TV i forhold til befolkningens størrelse.
I 1958 var det kun Venezuela, Argentina, Uruguay, og Chile (med få procent) der havde et højere BNP per indbygger end Cuba. I dag er Cuba blandt Latinamerikas fattigste lande.
Før 1959 var Cuba verdens største producent af sukker, mens man i dag ikke engang er blandt de 10 største. Som det eneste af de 25 største producentlande er produktionen af sukker i dag lavere end den var i midten af det 20. århundrede
For alle landbrugsprodukter har udviklingen siden 1959 været alt andet end opløftende, og for visse produkter, bla.a. ris har man oplevet et direkte fald.
Ifølge Politiken kan den elendige økonomiske udvikling henføres til først den amerikanske handelsembargo fra 1962 (der var en reaktion på beslaglæggelsen af amerikansk ejet ejendom i Cuba og ikke på “Cuba-krisen” i 1961, udløst af de missiler, som Sovjet havde opstillet på øen, som man forledes til at tro når man læser artiklen) og senere til Sovjetunionens sammenbrud i 1989.
Om embargoen skriver Politiken kort og godt:
Embargoen har skabt alvorlige økonomiske problemer for Castro og det Cubanske folk.
Dermed fremfører man (endnu) en myte som Cubas totalitære regime har plejet med stor omhu og succes i årtier. Selv om embargoen havde en negativ betydning i en periode – se bl.a. beregninger her, er de økonomiske problemer primært selvskabte. Den førte økonomiske politik, herunder den brutale tvangskollektivisering i 1960erne, der kostede tusindevis af bønder livet og indførelsen af planøkonomi bærer langt den overvejende del af ansvaret for, at Cuba er gået fra at være et relativt velstående land til en økonomisk katastrofe. For at importere skal man som bekendt også eksportere.
Hvor resten af Latinamerika, selv om de fleste lande i regionen først indenfor de seneste 20 år har åbnet op for deres økonomier, kan opvise årlige gennemsnitlige eksport-vækstrater på 10 procent og derover siden 1959, er Cubas eksportrate kun steget med et par procent om året. Ikke på grund af den amerikanske embargo – der ingen betydning har for de fleste andre landes samhandel med Cuba – men først og fremmest fordi man ikke har nogen produktion at eksportere.
Men ved at tillægge eksterne faktorer skylden for den elendige velstandsudvikling får Politiken selvfølgelig også muligheden for at postulere, at Fidel Castro spiller en aktiv og positiv rolle i de reformer man (muligvis) er i gang med at indføre, og som – hvis de gennemføres – vil indebære en mindre drejning i retning af en markedsøkonomi. For nok er “El Comandante” gået på pension, men….
Alligevel er der næppe tvivl om, at Fidel Castro fra sin tilbagetrukne position har ydet væsentlige bidrag til de senere års reformer, måske de første skridt på vejen mod en anden styreform, når tiden render ud for revolutionens ledere…
Her formår Politiken noget, som de færreste iagtagere med bare den mindste indsigt i Cubanske forhold er i stand til. Politiken ved at Fidel Castro positivt har bidraget til en række reformer, der alene er kommet på tale, fordi man fra systemets side anser det for nødvendigt hvis man skal kunne beholde magten. Skulle der dukke en ny “sugardaddy” op efter Hugo Chavez, der har problemer nok på hjemmefronten, kan jeg forsikre både Politiken og Ritzau om, at reformerne rulles tilbage på stedet. Det gjorde man med reformerne indført i begyndelsen af 1990erne, så snart man var kommet over de værste eftervirkninger af Sovjetunionens sammenbrud nogle år senere.
Når regimet en gang er faldet og historien skal skrives om Catros totalitære regime bliver det næppe med slet skjult beundring for ham. Tværtimod vil han hurtigt ende på historiens losseplads sammen med andre af regionens brutale diktatorer gennem tiden. Og med hensyn til den Latinamerikanske antiamerikanisme, der har været drivkraften i Castros ( dalende) popularitet i resten af Latinamerika, så kan vi roligt gå ud fra, at Cubas egen befolkning er blandt latinamerikas mest pro-amerikanske.
De har jo om nogen betalt prisen for Castros “socialistiske paradis”, som det så rigtigt står i Politikens artikel. Bare synd at journalisten ikke helt har forstået, hvor høj denne pris har været og at dette “socialistiske paradis” for de fleste cubanere er svær at skelne fra helvede på jord.
Opdateret den 15.8: Det viser sig at artiklen fra Ritzau, bragt i Politiken, men ikke var at finde på Politikens hjemmesider, også blev bragt i Information, dog under en anden overskrift. – Den kan læses på Informations hjemmersider her.
Jeg har siden foråret været tilknyttet Dagbladet Børsen, hvor jeg som udlandskommentator 2 til 3 gange om måneden skriver om latinamerikanske forhold. Nedenstående er min kommentar til at USAs kongres stadig ikke har godkendt den handelsaftale, som USA og Colombia indgik i 2006.
Colombia er Latinamerikas seneste succes
Efter års forhaling ser det nu endelig ud til, at den amerikanske kongres accepterer den frihandelsaftale med Colombia, som blev indgået tilbage i 2006.Modstanden mod aftalen har været stor blandt demokraterne i kongressen. Det på trods af, at præsident Obama gentagne gange, bl.a. i de seneste tre års »State of The Union«-taler, har udtalt sin støtte til aftalen, der også sikrer amerikanske varer fri adgang til det colombianske marked.Demokraternes hensyn til bl.a. den stærkt protektionistiske fagforening »The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations« (AFL-CIO), har vejet tungere end de positive effekter for både USA og dets mest trofaste allierede i Sydamerika.
Folkelig støtte
Colombianerne er ikke i tvivl. Ifølge de seneste meningsmålinger støtter 70 pct. af colombianerne frihandelsaften.I Colombias nabolande Bolivia – og ikke mindst Venezuela – har markedsøkonomi stadig sværere kår, mens den politiske frihed er under pres. Udviklingen er gået i den modsatte retning i Colombia, hvis økonomi i disse år vokser med respektable 4-4,5 pct., samtidig med at den generelle sikkerhed er forbedret, og mordraten er halveret gennem de seneste 10 år.Man oplever dog fortsat massakrer og bombeattentater udført af både venstreorienterede terrororganisationer og »højreorienterede« paramilitære grupper.
Selv om forholdene er bedret betydeligt, er Colombia fortsat et land plaget af vold og usikkerhed.Årtiers kampe mellem myndigheder og militante grupper har medført, at ca. 10 pct. af befolkningen lever som internt fordrevne, og det politiske system er fortsat præget af betydelig korruption.
Stor kreditværdighed
Men hvor Colombia for 10 år siden af mange blev betegnet som en »failed state«, og dets udlandsgæld havde junkstatus, vurderes Colombias kreditværdighed nu af både Standard & Poor’s samt Fitch Ratings til at være på niveau med Brasilien og Peru.På linje med andre latinamerikanske lande iværksatte Colombia i 1990’erne omfattende privatiseringer og markedsreformer.I modsætning til bl.a. Venezuela, Bolivia og Ecuador havde – og har – reformerne bred folkelig opbakning. Og i takt med den forbedrede økonomiske og sikkerhedsmæssige situation de seneste 10 år er direkte udenlandske investeringer mere end femdoblet.
Mange colombianere tilskriver de to seneste præsidenter, Alvaro Uribe (2002-2010) og ManuelSantos (2010-), æren for denne positive udvikling.
Det kan godt være, at venstrefløjen herhjemme fortsat dyrker forestillingen om den »retfærdigevæbnede kamp« og er af den overbevisning, at den marxistiske guerillabevægelse FARC kæmperen befrielseskrig.Men spørger man colombianerne, får man unægtelig et noget andet svar.Uafhængige meningsmålinger gennem de seneste årtier viser klart, at sympatien for FARC ogandre voldelige organisationer kan ligge på et meget lille sted.
Og selv om colombianerne er pinligt bevidste om – og bestemt ikke bifalder – den omfattendekorruption, forbindelser mellem myndigheder, politikere og paramilitære grupperinger ellerovergreb og mord på politiske modstandere, indebærer det ikke, at man søger eller ønsker etsocialistisk alternativ – tværtimod.Det overvældende flertal i befolkningen har noget så usædvanligt for latinamerikanere som enpositiv holdning til både frihandel og USA.Colombia er med sine 44 mio. indbyggere Latinamerikas tredjefolkerigeste nation, rig pånaturressourcer – bl.a. olie og naturgas, og har potentiale til en betydelig udvidelse aflandbrugsproduktionen.
Den nuværende præsident, Manuel Santos, er – som sin forgænger – fortaler for frie markeder ogglobalisering og ønsker oprigtigt at forbedre forholdene for den colombianske befolkning.
Man fremmer hverken menneskerettigheder, demokratisk udvikling eller colombianernes levestandard ved at undlade at styrke de handelsmæssige og økonomiske bånd med Colombia.
Torsdag aften døde den fængslede cubanske dissident Wilman Villar efter 50 dages sultestrejke, kun 31 år gammel. Wilman Villar døde af komplikationer som følge af hans sultestrjeke på Juan Bruno Zayas de Santiago hospitalet, efter at have ligget i coma i flere dage. Villar var i gang med at afsone en dom på fire år.
Rubén Costas er bare den seneste af en stærke oppositionspolitikere, som regeringen og dens støtter prøver at sætte ud af spillet. Samme taktik er tidligere anvendt mod guvernørerne i 
Ideen om “The Rule of Law” opfattes muligvis af nogen som en gemen europæisk opfindelse som ikke passer ind i Maoisten Morales virkelighed. I stedet praktiseres “The Law of Rulers” og det er muligvis kun et spørgsmål om tid før man endegyldigt afskaffer den sidste rest af demokrati. Det kan der også være god grund til at gøre hvis Evo Morales ønsker at beholde magten fremover. Siden han blev genvalgt i 2009 er hans popularitet faldet drastisk. De seneste meningsmålinger tyder på, at han kun har opbakning hos ca. 1/3 af vælgerne.
Mellem 1987 og 2003 lykkedes det at reducere andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse i Chile fra 44 procent til 18,8 procent.*
I analysen har man opstillet en række scenerier for udviklingen de kommende år, med og uden tiltag som påvirker indkomstfordelingen. Mens et “optimistisk” vækstscenarie ( det vil sige at de historiske vækstrater nogenlunde fastholdes) kommer frem til at fattigdommen vil reduceres fra de ca. 31 procent i 2010 til ca. 18,3 procent uden initiativer til omfordeling, vil politiske tiltag til reduktion af indkomstforskelle kun indebære en yderligere reduktion i fattigdommen på 1,3 procentpoint. Under et mere pessimistisk vækstscenarie forventes fattigdommen at falde til 22,8 procent uden omfordelingspolitik og 21,2 procent med omfordelingspolitik.
