Bye bye Dilma – hello Temer

Hvad de fleste for længst regnede med, blev i dag en realitet. Med stemmerne 61-20 afsatte Senatet i dag Dilma Rousseff, for at have brudt forfatningen og manipuleret de offentlige finanser. Hvis vi ser bort fra at der er stor risiko for uroligheder i aften og nat, når skuffede tilhængere af den afsatte præsident formentlig vil protestere, er den umiddelbare effekt i Brasilien begrænset.

ADSA757 BSB - 11/09/2014 - DILMA / COLETIVA - POLITICA - A presidenta Dilma Rousseff ao sair da entrevista coletiva no Palácio da Alvorada, em Brasília. FOTO: ANDRE DUSEK/ESTADAO

Michel Temer er nu endegyldigt er præsident frem til næste valg i 2018, og vi må se om hans regering kan komme igennem med nogle af de reformer jeg tidligere har skrevet om. Det er langt fra sikkert.

Der har på det seneste været en spirende optimisme og som tidligere skrevet, hævede IMF for nyligt sin prognose for den økonomiske vækst i 2017 til + 0,5 procent. Mens andre iagtagere taler om vækstrater på op til 2 procent. Men her er indregnet forventede tiltag fra den nuværende regering.

Hvordan det kommer til at gå ved vi formentlig først i november mdr., når lokalvalgene er overstået.

Dilma’s eftermæle

Dilma vil formentlig først og fremmest blive husket forde seneste års økonomiske krise. BNP er faldet næsten 10 procent i løbet af det seneste 2½ år, og er nu på niveau med BNP i 2010. Og samtidig markerer hendes afsættelse enden på 14 år med socialistiske præsidenter.

Men hun bør dog også huskes for noget andet, som på sigt kan vise sig at få stor betydning for Brasiliens fremtidige udvikling. Det var nemlig under hendes regering at man gjorde det muligt for at dommere selvstændigt at tage initiativ til efterforskning. Med andre ord ville den store Petrobras skandale, der oprulles i år og som involverer ledende politikere fra alle dele af Brasiliansk politik, næppe være komet så langt, hvis ikke det havde været for Dilma.

At den ændrede lovgivning i sidste ende kan medføre at hendes forgænger, Lula, bliver dømt for korruption er naturligvis i sig selv skæbnens ironi.

 

Brasilien efter OL – er der grund til optimisme?

Ifølge The Economist er der tegn på, at den økonomiske krise måske nærmer sig sin afslutning. IMF har således løftet prognosen for den økonomiske vækst i det kommende år til 0,5 procent, mens aktiekurserne er steget kraftigt de seneste måneder. De private investeringer stiger også, mens importen af kapitalgoder i juni var 18 procent højere end samme tid sidste år. Yderligere kan medtages, at industriproduktionen siden marts måned har været stigende, efter 2 års næsten uafbrudt fald.

Reallønningerne falder fortsat og arbejdsløsheden er næppe toppet endnu, men måske er der grund til en smule optimisme efter to års krise, som har barberet mere end 7 procent af BNP.

Ifølge The Economist er den væsentligste årsag den midlertidige afsættelse af præsident Dilma – der med stor sandsynlighed bliver permanent, når rigsretssagen mod hende slutter i september – og forventningerne til den nye præsident Michel Temer og hans regering.

Much of the encouragement is coming from Brasília, the capital, which seems to be moving towards a resolution of the country’s prolonged political crisis. On August 25th the senate is due to begin the impeachment trial of Dilma Rousseff, Brazil’s unpopular president, on charges that she tampered with government accounts. Although she denies this, few observers doubt that she will be removed from office, probably in September. The vice-president, Michel Temer, who has been acting president since May, would then serve out the remaining 28 months of her term.

Ikke fordi at Temer er populær. Ved åbningen af de Olympiske lege gav dele af det brasilianske publikum højlydt udtryk for deres mishag. En gallup gennemført af Datafolha i juli viste, at kun 14 procent bakker positivt op bag præsidenten. Det er på niveau med opbakningen til Dilma, da hun blev afsat.

16200118Forskellen skal findes i den forventede politik (med tryk under forventet). Kort fortalt er Temers væsentlige fordel, at han ikke er Dilma. I modsætning til hende, har han ry for at være i stand til at kunne indgå de nødvendige handler og aftaler, som sikrer at man kan få den ønskede politik igennem.

Det indebærer blandt andet privatiseringer og reformer af de offentlige finanser. Netop en plan for privatisering fremlægges i den kommende uge, hvilket jeg naturligvis vender tilbage til. Man ønsker også at åbne for private investeringer i forbindelse med olieudvindingen ud for Rio de Janeiro (présal)

Der er dog et stort men. Ret beset har man indtil videre først og fremmest brugt flere og ikke færre penge og underskuddet på statens finanser forventes at ende på 10 procent i indeværende år (2,5 procent før rentebetalinger).

Man har accepteret store lønstigninger for offentligt ansatte og har hjulpet flere delstater der er i store økonomiske vanskligheder, bl. a. Rio de Janeiro.

Logikken skulle være, at det skal ses som en investering i at sikre opbakning til fremtidige reformer og stramninger. Bl.a. ønsker regeringen at få indskrevet offentligt nulvækst i forfatningen.

Et godt bud er, at vi skal over på den anden side af lokal. og delstatsvalgene i oktober, før vi for alvor ved hvor meget regeringen kan få gennemført.

Det er da heller ikke alle der er så (forsigtigt) optimistiske, som IMF. Således regner OECD i sin seneste lande-report om Brasilien fra juni måned, med fortsat faldende BNP i 2017.

brazil indicators
Hvorvidt IMF og andres (forsigtige) optimisme, eller OECDs mere dystre forventninger bliver til virkelighed, skal vi ind i november måned for at kunne sige noget mere sikkert om.

Der er fortsat alt for mange hvis’er i ligningen. Efterforskning og retssager fortsætter i den store “Lava Jato” korruptionssag og kan fortsat vende op og ned på alt. Men hvis Temer får mulighed for at sidde perioden ud og hvis det lykkes at komme igennem med væsentlige dele af regeringens politik, så er der så småt grund til lidt optimisme for den økonomiske udvikling de kommende år.

Den politiske farce fortsætter mens nyt rekordunderskud vedtages

Protester mod den nye regering i Rio de Janeiro 22. maj
Protester mod den nye “kup”-regering i Rio de Janeiro 22. maj

2 uger efter indsættelsen af en ny regering i Brasilien, kan den notere sin “første sejr”, efter kongressen har godkendt at statens primære budgetunderskud (før renter) må stige fra 96,7 mia. R$ (ca. 180 mia. kr.) til 170,5 R$ (ca. 318 mia. kr) i indeværende år.

Dermed forventes underskuddet før rentebetalinger at ende på ca. 2,5 procent af BNP. Det indebærer et forventet underskud efter rentebetalinger på 10-12 procent af BNP.

Der er med andre ord tale om en meget kraftig stigning i forhold til den tidligere regerings forventninger.

Ifølge landets nye finansminister, Henrique Meirelles er en forhøjelse nødvendig. Han har karakteriseret den forgående regerings bud så sent som i marts på 96,7 mia. R$ som helt urealistiske.

Det nye bud på et underskud skulle derimod være realistisk ifølge Meirelle, og inkluderer genforhandling af delstatsregeringernes gæld til den føderale regering samt medregner registrerede tab i den statskontrolerede energigigant, Eletrobras.

Katastrofal økonomi og usikker fremtid

Brasiliens dybe økonomisk krise har drastisk reduceret statens skatteindtægter. Således var indtægterne i april måned de lavest for en måned siden 2010 og hele 7,1 procent lavere end i april 2015.

Man vil også fremrykke tilbagebetaling af gæld fra udviklingsbanken BNDES samt nedlægge en fond, der skulle kanalisere overskud fra Petrobras til brug i uddannelses-sektoren. Sidstnævnte er dog i forvejen stort set tom. Petrobras havde sidste år et underskud på ca. 65 mia. kroner i dagens kurs.

Man ønsker også at gennemføre pensionsreformer, ligesom man er nød til at rulle allerede planlag udgifterne til fremtidige stigninger i pensioner og uddannelsessektoren tilbage. Det vil kræve ændringer i grundloven og må ses som en afgørende lakmustest.  Men vil være helt afgørende, hvis man skal have styr på udviklingen i den offentlige gæld, der fortsat vokser kraftigt.

En stabilisering af gældsniveauet vil kræve varige overskud på det primære budget på 3-4 procent af BNP om året. En voldsom forbedring.

Man ønsker også at få vedtaget, at statens udgifter for fremtiden ikke kan stige mere end inflationen. Siden 1997 er udgifterne steget dobbelt så hurtigt.

Brasilianerne ser negativt på fremtiden og på politikerne

Det vil være noget af en overdrivelse at påstå at den nye regering under Temer nyder befolkningens opbakning. Et klart flertal er mod den nye regering og ønsker nyvalg i stedet.

Ifølge Ibope er optimismen yderst begrænset efter den nye regerings tiltræden. Blot 1/3 tror ser positivt på fremtiden efter regeringsskiftet.

Den udbredte politikerlede fik sig formentlig også yderlige et hak op i mandags, hvor en af Brasiliens mest troværdige aviser, Folha de São Paulo, afslørede en båndet samtale fra en gang i marts måned.

Her diskuterede den nyudnævnte planlægningsminister, Romero Jucá, der dengang var senator og Sérgio Machado tidligere præsident for Transpetro (Datterselskab af det nationale olieselskab, Petrobras) tilsynladende hvordan forløbet skulle planlægges hen mod afsættelsen af Dilma.

Som Lars Luplau skriver under overskriften “Må vi nu kalde det et kup?” i POV

Det er artige sager, de to herrer får sagt. Det korte af det lange er, at formålet med at starte en rigsretssag og komme af med Dilma ud er at få stoppet undersøgelserne i forbindelse med operation bilvask. Det fik i går Jucá til at trække sig som minister, selvom han naturligvis forsikrede, at han aldrig kunne finde på at lægge hindringer i vejen for kampen mod korruption.

Sagen er imidlertid, at alle i nærheden af magten i den nuværende og den tidligere regering enten selv er eller har nære allierede, der er dybt involverede i korruption. At folket ikke strømmer ud i gaderne igen kan kun skyldes, at følelsen af apati og at det nok ikke nytter at kæmpe mod korrupte politikere er ved at få tag i befolkningen.

“Må vi nu kalde det et kup” henviser til Dilma’s tilhængere, der hele tiden har talt om et “kup mod demokratiet”, hvorved det dog skal medtages, at de sætter lighedstegn mellem Dilma og demokratiet. Men er det så det? Lars Luplau, som tidligere har boet i Brasilien i mange år i 1990erne og som jeg på det stærkeste anbefaler at følge, udtrykker det således:

Da nyheden om Romero Jucás afgang breakede, var et af de helt store debatemner ibloguniverset omkring Folha de São Paulo netop, hvor længe der går, før det bliver helt almindeligt at referere til Dilmas afgang som “kuppet”.

Som jeg ser det, er det dog ikke Dilma og hendes parti, PT, der har været udsat for et kup, men hele den demokratiske reformproces. Jeg har ualmindeligt svært ved at se Dilma som offer, al den stund hendes nærmeste allierede ved dannelsen af regeringen var ingen ringere end Eduardo Cunha, som altså endte med at falde hende i ryggen. Hun roste ham endda ved flere lejligheder for hans evne til at “spille spillet”.

Det er hele det politiske system i Brasilien, der står ved en skillevej. Temers midlertidige regering er intet anden end den gamle magtelite, der forsøger at standse en proces, der blev sat i gang i 90’erne. Om domstolene har fået så stor magt, at processen er irreversibel vil de næste 6 måneder vise. Den første halvanden uge har ikke givet grund til den store optimisme.

Jeg er dog måske en smule mere optimistisk end Lars på trods af afsløringerne, eller måske rettere på grund af afsløringerne, som har været i alle medier – også Brasiliens dominerende mediekonglomerat, Globo.

Og skulle et flertal i højesteret vitterlig være i involveret i et “kup”, så er det i sig selv bemærkelsesværdigt.

9 ud af højesterets 11 dommere er udnævnt under den nu suspenderede præsident Dilma eller hendes forgænger Lula. Desværre viser historien også at intet tilsynladende er umuligt i det politiske cirkus i Brasilien, hvor man ikke kan fortænke den menige borger i at mene, at alle politikere nok er korrupte, også selv om disse naturligvis bedyrer, at de skam støtter den fortsatte efterforskning og deler ønsket om at få dømt de skyldige.

Troværdigheden er vist på linje med professionelle cykelryttere, der bedyrer at de aldrig har brugt doping. Der er da heller ikke den store opbakning til det synspunkt (og var det heller ikke før de seneste afsløringer) til at Deputeretkammeret og Senatet stemte for en rigsretssag ud af hensyn til befolkningens bedste.
160524-depputadosesenadoresSom det fremgår af ovenstående figur fra Ibope, mener 2/3 at politikerne alene stemmer ud fra personlige interesser, mens kun ca. hver femte tror på at de stemmer ud fra hensynet til landet og dets befolknings interesser.

En stor del af brasilianerne deler i hvert fald Lars Luplau’s pessimisme, som det fremgår af nedenstående figur, hvor man har spurgt om, hvorvidt man forventer et “mere ærligt Brasilien” efter afsættelsen af præsident Dilma. I modsætning til stemningen efter daværende Fernando Color de Mello blev afsat i 1992 på grund af korruption, er der ingen tillid til at der vil komme “et mere ærligt Brasilien” ud af den nuværende situation.

160523-honestidadeKun 26 procent er af den opfattelse, at Brasilien vil blive “et mere ærligt land” (um pais mais honesto), mens et flertal på 53 procent mener at tingene vil fortsætte som nu (continuara a mesma coisa).

Det bedste ville være nyvalg snarest muligt – Det sker næppe

Et klart flertal af Brasilianerne udtrykker i meningsmålinger, at de ønsker  nyvalg. Det sker næppe. For at gennemføre et valg i utide til kongressens to kamre kræves der en grundlovsændring, hvilket skal vedtages af……… kongressens to kamre. Næppe mange har lyst til at møde vælgerne på nuværende tidspunkt.

En anden mulighed er at valgkommisionen erklærer præsidentvalget i 214 for ugyldig, fordi der har været anvendt midler fra kriminelle aktiviteter til finansiering af valgkampagnen. Det er der næppe tvivl om er tilfældet.

Spørgsmålet er blot, om valgkommisionen tør/vil drage den konklusion, som ifølge gældende lovgivning vil føre til en annullering af valgresultatet i 2014 og udskrivning af nyvalg.

Jeg tvivler.

Imens fortsætter økonomiens nedtur og den politiske farce. For de økonomsike udsigter blvier de kommende måneder helt afgørende. Lykkes det ikke den nye regering at komme igennem med markante tiltag og besparelse, vil det have negative konsekvenser flere år ud i fremtiden.

Med hensyn til hvordan den politiske krise udvikler sig, tør jeg ikke komme med noget bud. Dertil er det hele for vanvittigt og uforudsigeligt.

Hvem demonstrerede i Brasilien søndag?

Søndag den 13. marts oplevede man de største demonstrationer i Brasiliens historie. Politiet anslår at omkring 3,6 mio. mennesker var på gaden over hele ladet. Alene i São Paulo anslås 1,4 mio. at have deltaget.

Demonstranternes umiddelbare krav er præsident Dilma Rousseff’s afgang og “fora Dilma, fora Lula, fora PT” (Ud med Dilma, ud med Lula, ud med arbejderpartiet) hørtes hele dagen og store bannere krævede præsidenten stillet for en rigsretssag. Men der var ikke tale om en demonstration til fordel for oppositionen.

Hvilket illustreres fint i nedenstående billede. På det papskilt, som pigen i midten af billedet holder, står der således ud med PT, PSDB, PMDB….. De tre største partier i Senatet og Kongressen.

1044222_10206728721831063_4925993065026363819_n

Oppositionspolitikere, som søgte at kapitalisere på demonstranternes utilfredshed med den siddende regering, og ville tale til de demonstrerende, blev mødt med mishagsytringer og råb fra tilhørerne om at de skulle forføje sig. Det var bl. a. tilfældet da São Paulo’s guvernør, Geraldo Alckmin, og den tabende kandidat ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves, begge fra PSDB mødte op på Avenida Paulista i São Paulo, se video nedenfor.

Hvem er de demonstrerende?

Men hvem er de demonstrerende? Repræsenterer de et bredt udsnit af den brasilianske befolkning?

Det sidste kan vi hurtigt besvare med et rungende nej. Demonstranterne kommer primært fra Brasiliens urbane middelklasse (forstået som middelklasse efter vestlig standard, det vil sige med en levestandard der kan sammenlignes med vores egen).

Det er der dog ikke noget underligt i. Således har det været ved alle betydende demonstrationer gennem Brasiliens historie. Det var tilfældet ved de store demonstrationer i begyndelsen af 1980erne, som krævede demokratiet genindført. Det var tilfældet ved demonstrationerne mod daværende præsident Fernando Collor de Mello i 1992 og det var tilfældet ved demonstrationerne under Confederation Cup i juni 2013.

I forbindelse med demonstrationerne i Sao Paulo foretog analyseinstituttet Datafolha en spørgeskemaundersøgelse og kom frem til bl.a. følgende karakteristika af deltagerne:

 

16074116Demonstranterne var væsentlig “hvidere, mere vellønnede og veluddannede” end gennemsnittet i byen.
løn brasilienHvor 31 procent af demonstranterne tjener 5 minimumslønninger eller derunder om mdr. , gælder det for 72 procent af den voksne befolkning i byen generelt.

Hvor 77 procent af demonstranterne karakteriserer sig selv som hvide, gælder det kun 48 procent af byens indbyggere.

Og mens 77 procent af deltagerne havde en videregående uddannelse, gælder det kun 28 procent af indbyggerne.

Ovenstående bruges naturligvis af tilhængerne af Arbejderpartiet og den siddende præsident Dilma, til at affeje demonstrationerne som en højreorienteret reaktion, ja man taler ligefrem, forsøg på kup mod den demoraktisk valgte præsident. Det vil dog være forkert.

Det er helt korrekt at deltagerne i forvejen ikke var specielt venligstillede overfor Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma. 4 ud af fem deltagere stemte på Aecio Neves ved sidste præsidentvalg og kun 3 ud af hver hundrede på Dilma. Men dette kan ikke aflæses som at man har de store varme følelser for hverken Aecio Neves eller hans parti PSDB. Hvor 37 procent af de adspurgte ved en lignende demonstration sidste år indikerede at de ville stemme på PSDB hvis der var valg i dag, var tilslutningen faldet til 21 procent i år.

Og så må man ikke glemme det faktum, at den fattigste del af befolkningen, altså de der lever i farvellaerne og på landet, ganske enkelt ikke er del af den politiske diskurs. De seneste mange valg i Brasilien har vist en tydelig tendens til at den fattigste del af befolkningen i vid omfang stemmer på de der allerede har magten (hvilket en række bundkorrupte og reaktionære politikere i nogle af landets fattigste dele altid har forstået at profitere på).

Desuden er det som høj grad driver demonstrationerne, nemlig den udbredte korruption – herunder Arbejderpartiets (blandt flere) indblanding i korruptionskandalen omkring Petrobras (Lava Jato) primært noget som middelkassen reagerer på, hvilket flere analyser foretaget af Brasiliens svar på Danmarks Statistik har dokumenteret tidligere.

Naturligvis ville både Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma få en betydelig større opbakning hvis der var valg i dag, end hvad stemningen til demonstrationerne tilsiger. At de ville tabe med et brag der der dog ikke tvivl om.

Og søndagens demonstrationer har bestemt ikke mindsket presset på præsidenten eller mindsket sandsynligheden for at hun går før tid.

Joaquim Levy er måske snart fortid som finansminister

Joaquim Levy, har været finansminister siden Dilma Rousseff’s smalle valgsejr sidste år. Det kan meget snart være slut.

Udnævnelsen af den amerikanske uddannede, og internationalt respekterede, økonom som finansminister sidste år var et forsøg på at imødekomme den private sektor og ikke mindst internationale investorers stigende bekymringer for Brasiliens økonomiske situation.

Nuværende finansminister Joaquim Levy
Nuværende finansminister Joaquim Levy

Levy blev fra start mødt med kritik internt i præsidentens eget parti, PT. Dels kom han fra den finansielle sektor, som Dilma ikke forsømte nogen lejlighed til at kritisere under valgkampen.

Levy’s tid som finansminister har indtil videre ikke været nogen succes. Oppositionen, som hvis de havde vundet præsidentvalget, formentlig ville have foreslået stort set samme tiltag som Levy, for at bedre den offentlige balance og styrke kreditværdigheden overfor udlandet, ser ingen grund til at være med til upopulære besparelser og skattestigninger.

Det ville naturligvis ikke være noget problem, hvis regeringens egen parlamentariske base, som har flertal i de to kamre, bakkede op om Levy. Men det gør de ikke. Ikke mindst tidligere præsident Lula, som flere gange har fremført slet skjult kritik af Levy, skulle have fået Levy til at overveje at forlade regeringen.

"Lula"
Lula

Senere fredag udsendte ministeriet dog en meddelelse om, at Levy bestemt ikke forlader sin post, men samtidig siger kilder tæt på Levy til brasilianske medier, at frustrationen over at møde intern modstand er betydelig.

Tidligere præsident Lula, hvis indflydelse er steget betydelig i takt med Dilma’s fortsatte vanskeligheder, har aldrig været tilhænger af Levy som finansminister.

Regeringen har enorme problemer med at få opbakning i parlamentets to kamre til vedtagelse af næste års budget, og det bliver ikke nemmere af den fortsatte modstand i regeringspartiet selv mod finansministeren.

Henrique Meirelles
Henrique Meirelles

Bedste bud på nuværende tidspunkt er, at Levy’s dage er talte. Lula og hans allierede foretrækker Henrique Meirelles, nationalbankdirektør 2003-2011, som finansminister, som Dilma Rousseff dog har et mere end almindelig anstrengt forhold til.

Hvis Levy ender med at gå eller bliver gået, og Henrique Meirelles udnævnes som ny finansminister vil det være det endelige bevis på at Dilma er fortid, og Lula er den stærke mand. Han har selvfølgelig også et valg i 2018 som skal vindes.

Ps. Der er næppe stor stor forskel på den Chicago uddannede Levy og Harvard uddannede Meirelles opfattelse af nødvendige tiltag. – Klik også links og læs Wikepedia portrætterne af de to (på engelsk).

Glem Dilma, nu handler det om Lula

“Ulykkerne” fortsætter med at hagle ned over Dilma Rousseff og hendes regering.  Den økonomiske krise ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu. Senest har IMF nedjusteret deres prognose for dette års vækst til -3 procent og -1 procent til næste år. Dermed kan Brasilien se frem til to år i træk med faldene BNP for første gang siden 1931-32.

Regeringen er handlingslammet og kæmper med at få de nødvendige stramninger af de offentlige budgetter gennem kongressens to kamre.

Sidste udkald for Dilma

BRESIL_3_0

I begyndelsen af oktober omdannede Dilma Rousseff sin regering. Antallet af ministerier reduceredes fra 39 til 31, mens støttepartiet PMDB trods færre samlet antal ministerier, fik en ekstra ministerpost på bekostning af præsidentens eget parti. Formålet er helt tydeligt at holde sammen på det parlamentariske flertal bag regeringen. Og der bliver brug for det.

Kongressens to kamre har indtil videre ikke just været imødekomne overfor regerings forslag til besparelser og skattestigninger for det kommende år.

Tværtimod har præsidenten i den forgangne uge måtte nedlægge veto mod forslag fra kongressen, som ville øge statens omkostninger med 63 mia BRL, svarende til ca. 110 mia. kroner over de næste 4 år.

I sidste uge underkendte Tribunal de Contas da União, TCU (svarer lidt til den danske rigsrevisionen), statens regnskab for 2014 og afgjorde at man har brudt forfatningen.

Dernæst afgjorde valgkommisionen, Tribunal Superior Eleitoral, TSU, at dele af finansieringen af sidste års præsidentvalgkampagne var ulovlig, hvorved der i princippet er åbnet for et omvalg.

Det kræver dog at kongressens to kamre støtter dette, ligesom en rigsretsag kræver 2/3 flertal i kongressen.

Glem Dilma. Det handler om Lula og valget i 2018

Men om Dilma Rousseff bliver siddende som præsident frem til næste valg eller tvinges til at gå før tid er måske af mindre betydning. I realiteten er hun det amerikanerne kalder en “lame duck”.

Ikke just noget som hjælper i den værste økonomiske krise i Brasilien, de seneste 25 år.

Meget tyder da også på, at tidligere præsident Lula er endog meget aktiv i kulisserne, hvilket tolkes på flere måder. Den mest udbredte tolkning er, at han skal forsøge at sikre at regeringen rent faktisk kan få gennemført den nødvendige lovgivning, som kan sikre de offentlige balancer og øge ikke mindst udenlandske investorers tiltro til den brasilianske økonomi.

En mindre venlig tolkning er, at Lula – som forventes at være PTs præsidentkandidat igen i 2018, hvis det viser sig at være en fordel, selv kan have en interesse i at Dilma må gå af før tid.

Uanset hvad tyder meget på at Dilma reelt er færdig og højst skal ses som en “kransekagefigur” uden reel magt. Nu handler det for PT om valget i 2018.

Ved den seneste regeringsomdannelse, har 3 tætte allierede af Lula,  Jaques Wagner, Ricardo Berzoini og Edinho Silva, fået til opgave at sikre samarbejdet med kongressen. En opgave Dilma Rousseff for længst har vist hun ikke magter.

Om Lula så kan vinde valget i 2018 er en anden historie. 2/3 af vælgerne mener at både Lula og Dilma Rousseff har været vidende om korruptionen i Petrobras, som er kommet for dagen det seneste år.

En opinionsmåling i juli viste, at Aecio Neves, den sandsynlige kandidat for PSDB ved næste præsidentvalg i 2018, ville vinde over Lula med 12 procentpoint i anden valgrunde.

Standard & Poor nedjusterer Brasiliens kreditstatus til junk

Siden Dilma Rousseff vandt præsidentvalget i oktober sidste år, har målsætningen for regeringen været at beholde sin internationale kreditværdighed. I går meddelte Standard & Poor så at man nedjusterede Brasiliens gæld til BB+, ofte betegnet som junk status.

Det er noget af et slag i ansigtet for præsident Dilma Rousseffs regering, som i forvejen er presset af både økonomisk tilbagegang, høj inflation og stigende arbejdsløshed, samt naturligvis den fortløbende korruptionsskandale i Petrobras.

S & P begrunder sænkningen, som åbenbart er kommet bag på mange analytikere, ifølge bl.a. Finansiel Times og Estadão, med regeringens manglende evne til at fastholde målene for de offentlige balancer, samt de tydelige tegn på intern splittelse i regeringen.

Fra at lægge ud med en målsætning om overskud på de offentlige finanser (før renter), regner man nu med et underskud både i år og til næste år. Dette er en historie, som vi har set mange gange før i Brasiliens historie.
Joaquim-LevyFra at lægge hårdt ud og forsøge at signalisere handlekraft og seriøsitet, symboliseret ved udnævnelsen af den businessvenlige og amerikansk uddannede Joachim Levy, er spørgsmålet nu hvor lang tid Levy kan holde til at styringen af de offentlige finanser smuldrer.

Et helt centralt problem er, at det tilsyneladende er umuligt at få reelle besparelser gennem kongressen. Valgkampen er for længst gået i gang til det næste præsidentvalg i 2016.

Nedgraderingen kommer efter regeringen flere gange har nedjusteret forventningerne til overskuddet (opjusteret underskuddet) på de offentlige finanser for både i år og til næste år.

 

Det offentligt underskud, efter renter, forventes nu er blive på ca. 8 procent både i år og til næste år.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at tidligere præsident Lula i dag var ude og sige at nedjusteringen intet betyder.

Det står i skærende kontrast til da man opnåede investor status i 2008. Her var der tale om en en sejr for Brasilien og blah blah blah. Ak ja, men sådan er politik jo.

Hvem er på gaden og hvem ønsker Dilma afsat?

impeachment-filipe_araujo
Igen i søndags var der store demonstrationer rettet mod præsident Dilma Rousseff og den store korruptionsskandale i Petrobras.

Under bannere med krav om “Rigsretssag mod Dilma nu!” og “ud med Dilma” (Fora Dilma) var hundredetusinder – måske over en mio. på gaden landet over. Der hersker en del forvirring omkring hvor mange der ret faktisk deltog, og det er svært at sige om der var lige så mange på gaden, som i marts måned.

Denne gang deltog også ledende politikere fra PSDB (Brasiliens socialdemokrati, der i brasiliansk kontekst anses for at være et centrum-højre parti), bl. a. Aecio Neves, som tabte snævert til den nuværende præsident Dilma i oktober sidste år.

Men hvem er det egentlig som er gået på gaden? Det har det ansete analyseinstitut Datafolha undersøgt i São Paulo, hvor de største demonstrationer fandt sted.

Tre ud af fire ( 76%) havde en videregående uddannelse, ca. 20% en ungdomsuddannelse, mens kun 4% alene havde gået i grundskole.

14 % havde en månedlig familieindkomst på svarende op til 4.500 kroner . 13 % havde mellem 4.500 kroner og 7.500 kroner. 1/4 havde en familieindkomst på mellem 7.500 og 15.000 kroner, 1/4 på mellem 15.000 og 30.000 kroner, mens 17 %  tjente 30.000 kroner eller mere. ( indeling sker efter antal minimumslønninger. En minimumslønning er pt. ca. 4.500 kroner om mdr.)

3 ud af 4 var “hvide”. 17% opgav at være af blandet etnicitet (pardo). Kun 3% sagde, at de var sorte, mens 1 % hævdede at være indfødte. 2 % angav at de var gule (andet ord for at være af japansk afstamning), mens 2% angav andre farver/etnicitet.

Gennemsnitsalderen var ca. 44 år, lidt højere end ved demonstrationerne i foråret, hvor gennemsnitsalderen var ca. 40 år.

Med andre ord er der ikke tale om et repræsentativt udsnit af den brasilianske befolkning, hverken etnisk eller økonomisk. Det bør dog heller ikke undre nogen, da det heller ikke har været tilfældet ved tidligere demonstrationer. Hverken de tilbagevendene demonstrationer som har fundet sted siden 2013, hvor der var store demonstrationer, so mi flere tilfælde mundede ud i regulære optøjer, eller tidligere i Brasiliens historie. Det være sig i forbindelse med de protester, som førte til Fernando Collor de Mello’s afgang i 1992, eller demonstrationerne i 1984, hvor man krævede genindførelse af demokrati efter 20 års militærdiktatur. Den gang som nu var det middelklassen som var på gaderne.

Men til forskel fra tidligere har demonstrationerne de seneste år i stigerende grad være domineret af folk der enten ikke associerer sig med bestemte partier eller centrumhøjre orienterede partier.

Gårsdagens demonstrationer var således fuldstændigt domineret af personer, som stemmer på eller har sympati for PSDB.

Hvem ønsker at der indledes rigsretssag mod præsident Dilma?

dilma

Som det fremgår er præsident Dilma’s popularitet faldet voldsomt gennem året. Hun er nu den mest upopulære præsident siden man startede med at lave målinger i 1987.

Men hvor det er middelklassen (ikke mindst “den højere” middelklasse) som er gået på gaderne, er det faktisk de fattigste som er mest stemte for at der rejses en rigsretssag mod præsidenten som det fremgår af nedenstående graf, omend alle indkomstgrupper er overvældende for en rigsretssag.

rigsretssagUagtet Dilmas upopularitet blandt såvel fattig som rig, har Finansiel Times nok en pointe, når man påpeger at “Hvis Dilma afsættes, vil det blot give plads for endnu en middelmådig politiker”.

Brasiliens problemer løses ikke alene ved at afsætte præsidenten, de er langt dybere.

Til gengæld er det åbenlyst at præsidenten her mindre end et år siden hun vandt valget, er det amerikanerne kalder en “lame duck”. Om det rent faktisk ender med en egentlig rigsretsag kan kun tiden vise. Til gengæld er valgkampen til præsidentvalget 2018 reelt allerede begyndt og har været i gang længe.

Ikke just befordrende for en økonomi, der for første gang siden 1930erne kan se frem til mindst to år med faldene BNP og i den grad mangler reformer som kan lægge grunden til fremtidig vækst.

Men som jeg har skrevet før er det væsentligt at understrege, at Brasilien er ikke Argentina. Man vil ikke lade økonomien kører ud over kanten og som jeg vil vende tilbage til senere, er der mange tegn på, at et kraftigt paradigmeskifte væk fra den traditionelle statskapitalistiske model er på vej.

Det vender jeg tilbage til i senere indlæg.

Brasiliens uforudsigelige præsidentvalg

Jeg har skrevet en kort præsentation af de 3 vigtigste kandidater ved det brasilianske præsidentvalg til Raeson. 1. valgrunde finder sted på søndag den 5. oktober. Hvis ingen får over halvdelen af stemmerne (og det sker ikke), går nr. 1 og 2 videre til anden valgrunde, som finder sted søndag den 26. oktober. De to bliver med al sandsynlighed den siddende præsident, Dilma Rousseff og Marina Silva.

Mit bud er at Marina Silva står med gode chancer for at vinde valget, hvilket jeg tidligere har redegjort for her på bloggen.

Intet er dog afgjort endnu, og ved de seneste meningsmålinger, dels Datafolha, offentliggjort i fredags, og Vox Populi mandag, står Dilma faktisk til at vinde med 4 procent over Marina i 2 valgrunde.

dollar

Udsigten til at Dilma Rousseff alligevel fortsætter som præsident har fået både aktiekurser og kursen på Real overfor dollar til at falde.

Aktieidekset på Børsen i Sao Paulo faldt således mandag med 4,5 procent, mens real ikke har været så svag overfor dollaren siden 2008.

I et valg der har vist sig at være det uforudsigelig nogensinde i Brasilien, kan alt dog fortsat ske

 

Negativ markedsføring virker

PT og Dilma har kørt en selv efter brasilianske forhold uhørt hård kampagne de seneste uger, rettet direkte mod Marina. Det ser ud til at have båret frugt. Man skal dog være klar over, at den siddende præsident og hendes støtter har 6 gange så meget fri TV-tid som modstanderne i første valgrunde. Op til det endelige valg den 26. oktober vil TV-tiden være mere ligeligt fordelt.

Samtidig er det værd at bemærke at Marina de seneste uger har tabt stemmer til både Dilma, der ligger til venstre for hende, og Aecio Neves fra PSDB, som ligger til højre. Det kan derfor ende med at blive afgørende for hendes chancer i anden valgrunde, hvorvidt PSDB vil støtte hende, når deres egen kandidat er ude efter valget på søndag.

Ifølge rygterne er der intern splid om dette i PSDB. Man har ikke glemt, at Marina ved valget i 2010, hvor hun blev nummer 3 i første valgrunde, valgte at forholde sig neutral op til anden valgrunde. Desuden er der intern uenighed om hvad der er taktisk mest fornuftig.

Mens tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso og partiets præsidentkandidat, Jose Serra, i 2010 er mest stemt for at man offentlig skal anbefale at man stemmer på Marina i anden valgrunde, er andre dele af partiet bange for, at man med Marina som præsident mister sin centrale position i brasiliansk politik.

Hvorvidt PSDB vælger at støtte Marina i anden valgrunde eller forholder sig neutral, kan således vise sig at blive afgørende for det endelig udfald.

Brasilien: Nød lærer nøgen kvinde at spinde

Efter valgåret i 2010, hvor økonomien buldrede afsted og voksede med ca. 7 procent, er den økonomiske vækst styrtdykket og forventes at ende på ca. 2 procent i 2012. Som tidligere påpeget her på bloggen, har den brasilianske vækst set over en årrække ikke været imponerende. Den gennemsnitlige vækst har de seneste 10 år været lavere end gennemsnitsvæksten for hele Latinamerika. Fra omkring 1980 at have et BNP per indbygger svarende til gennemsnittet for hele Latinamerika, er BNP per indbygger i dag lavere end gennemsnittet for hele Latinamerika.

Brasilien har behov for reformer og et paradigmeskifte

En væsentlig grund til den manglende vækst og udvikling (hvis man sammenligner med andre dele af Sydamerika) skal findes i den “brasilianske model”, hvor staten spiller en helt central rolle. Godt nok blev der gennemført reformer i 1990erne, hvor økonomien blev åbnet forsigtigt op mens man frasolgte en række statsejede virksomheder. Men der var ikke tale om et paradigmeskifte, som vi har oplevet det i f.eks. Chile og Peru. Reformprocessen kan bedst beskrives som en delvis tilpasning af den brasilianske model, som sikrede at systemet overlevede. Mens præsident Collor de Mello kan gives æren for at lukke økonomien op, må den efterfølgende regering under Fernado Henrique Cardoso (FHC) tildeles æren for en række markedsreformer og frasalget af statsejede virksomheder.

En lang række nødvendige reformer blev dog aldrig eller kun i begrænset omfang gennemført, herunder pensionsreformer, arbejdsmarkedsreformer og effektivisering af den finansielle sektor. En væsentlig årsag var at FHCs parti, PSDB, aldrig havde flertal men var afhængig af andre partier, især det store PMDB. Sidstnævnte var absolut ikke begejstrede for FHCs af kritikerne betegnet “neoliberale” og landsskadelige reformer. Partido dos Trabalhadoras (PT) og senere præsident Lula stemte imod alle reformer.

Det var også grunden til den at der var stor nervøsitet, da Lula i 2002 vandt præsidentvalget. Mens det kan beklages at PSDB ikke havde det nødvendige flertal i 1990erne til at gennemføre alle ønskede og nødvendige reformer, er det nok Brasiliens held, at Lula  og PT hverken i 2002 eller senere i hans regeringstid havde absolut flertal. Og de måtte samarbejde med PMDB.

Som det er de fleste bekendt blev Lula en fantastisk populær præsident både indenlandsk og i resten af Latinamerika. Og selv om hans første præsidentperiode endte i beskyldninger om korruption i form af stemmekøb (den såkaldte mensalao), blev han genvalgt med overvældende flertal i 2006. siden han trådte tilbage i starten af 2011 er billedet af ham dog delvist krakkeleret. Dels på grund føromtalte korruptions-skandale, som ikke er afsluttet – retssagen mod en del af de involverede er ikke afsluttet, og dels fordi manglende fortsatte reformer og en fortsat nedprioritering af offentlige investeringer i infrastrukturen effektivt hæmmer Brasiliens vækstmuligheder.

For at økonomien kan revitaliseres er der brug for et reelt paradigmeskifte og erkendelse af frie markeders betydning for varig vækst og velstand.

At Brasilien i Lulas regeringstid oplevede en fornuftig – men bestemt ikke prangende vækst – skyldtes primært kombinationen af reformerne fra 1990erne, som Lula ikke fik mulighed for at rulle tilbage, samt ikke mindst et boom i priserne på Brasiliens traditionelle eksportprodukter.

Høje skatter og elendig infrastruktur

Desværre blev boomet fra årtusindets start og frem formøblet i regeringens jagt på umiddelbar popularitet. Og som det fremgår af vedstående figurer steg de federale udgifter (eksklusiv investeringer) langt hurtigere end BNP. Blandt andet steg både beskæftigelse og lønninger kraftigt (hurtigere end i den private sektor).

Man må ærligt talt undre sig over at det først er indenfor det seneste år at internationale medier er blevet mere forbeholdne overfor Brasiliens fremtidsudsigter. Allerede da Lula overtog magten i 2003 stod det klart at man havde behov for betydelige investeringer i infrastrukturen. I forbindelse med gældskrisen fra begyndelsen af 1980erne og frem, var udbygningen af denne stort set gået i stå.

Det fremgår ligeledes af sammensætningen af de federale budgetter, at man fortsat ikke har gennemført de nødvendige pensionsreformer. Nok har man formået at skærpe kravene lidt, men størstedelen af den brasilianske befolkning kan stadig gå på pension fra de er i begyndelsen af 1950erne, mens de offentlige pensioner fortsætter med at være absurd høje.

Ret skal være ret. Det er ikke rimeligt alene at lægge ansvaret på den tidligere præsident Lulas skuldre. Også Fernando Henrique Cardoso varv ikke i stand til at gennemføre de nødvendige reformer i hans regeringstid, bl.a. på grund af modstand fra PT.

Problemerne er således blevet overdraget til den nuværende præsident, Dilma, som på mange måder har overraslet positivt. Som jeg skrev om her på bloggen sidste år, har hun i modsætning til Lula, rent faktisk handlet på beskyldninger mod ministre og andre om korruption. Indtil videre har hun fyret 7 ministre, og selv om hun var minister under Lula, anses hun ikke for at have været indblandet i skandalen.

Også på andre måder har hun lagt afstand til Lula. Således har Dilma åbent anerkendt betydningen af reformerne i 1990erne for den efterfølgende rimelige økonomiske udvikling i 0’erne.

Og indenfor det seneste år har man så lanceret planer for at inddrage privat kapital i udbygningen af infrastrukturen, der er ganske elendig. Internationale sammenligninger placerer Brasiliens infrastruktur til at være ringere end både Kinas. Ruslands og Indiens.

At man indrager privat kapital skal dog ikke opfattes som et paradigmeskifte. Der er bare ikke andre muligheder, med mindre man vil skære dybt andre steder i de offentlige finanser. Skatterne er i forvejen Latinamerikas højeste og konkurrenceevnen overfor udlandet er faldet drastisk, bl.a. fordi man har oplevet en historisk lav vækst i effektiviteten over de seneste 10 år. Regeringens svar på det har i første omgang været øget protektionisme, billig kredit samt lavere skatter og afgifter for udvalgte sektorer.

På det seneste har de store diskussion drejet sig om regeringens plan for øgede investeringer i infrastruktur, som i vid udstrækning skal ske via private investeringer (betalingsveje), hvilket kun i ringe omfang har været brugt før. Planen kommer i hælene på at regeringen sidste år måtte indse at den ikke ville være i stand til at udbygge landets lufthavne til at håndtere de kommende verdensmesterskaber i fodbold, og derfor udliciterede driften af flere lufthavne til private sidste år.

Som det fremgår af nedenstående graf over sociale- og infrastruktur investeringer, falder sidstnævnte drastisk som andel af BNP i slutningen af 1990erne.

Men i det mindste viser regeringens beslutning at brasilianerne – i modsætning til f.eks. Argentina, Bolivia og Venezuela – at når det kommer til stykket er man langt mere pragmatisk. Der er heller ikke grund til at investorerne skal frygte evt. fremtidige kovendinger hos regeringen. Brasilien har ikke haft for vane at nationalisere i nyere tid.

Desværre er de foreslåede investeringer, svarende til ca. 1 procent af BNP, alt for små til for alvor at gøre noget ved problemet. Iagtagere anslår at man skal investere mellem 4 – og 5 gange så meget, hvis man skal op på niveau med Chile og Syd Korea.

Om ikke af andre grunde (bl.a. hvorvidt de foreslåede projekter overhovedet bliver til noget), er der grund til at tro, at Brasilien ser frem til en lang periode fremover med fortsat lav gennemsnitlig vækst, når sammenlignet med andre lande i regionen, ikke mindst Chile, Peru, Panama og Colombia.

Den seneste investeringspakke var forøvrigt emnet for Globus på Radio 24syv i sidste uge, hvor jeg er gæst sammen med Michael Viberg Pedersen fra DI. Indslaget starter 12 minutter inde i udsendelsen.