Vejen til vækst og velstand – også for de fattige – går via neoliberale reformer

Mellem 1987 og 2003 lykkedes det at reducere andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse i Chile fra 44 procent til 18,8 procent.*

Nu ser Peru ud til at gøre Chile kunstykket efter. I 2000 udgjorde andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse 43 procent. Det var faldet til 31,3 procent i 2010. Ifølge en analyse fra Perus (uafhængige) nationalbank, vil andelen som lever under den officielle fattigdomsgrænse i 2016 være faldet til mellem 17 og 22 procent*.

Analysen viser også at Perus hastige vækst det seneste årti især har gavnet landets fattigste. Fra 2000 til 2009 voksede økonomien med ikke mindre end 55 procent. I samme periode er fattigdommen reduceret med 43 procent, og ekstrem fattigdom med 60 procent, mens Gini-koefficienten, som måler graden af ulighed i indkomstfordelingen, faldt med 14 procent. Især det sidstnævnte er kontroversielt, ikke mindst af politiske årsager.

En traditionel anklage/fordom mod “neoliberale” reformer som dem i Chile i 1970erne og Peru i 1990erne har altid været at indkomstkoncentrationen stiger (en mildere version af den mere rabiate forestilling om at “de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere”). Det eksisterer der dog ingen naturlov som tilsiger. Hvad vi kan konstatere er, at over tid vil være både rige og fattige være bedre stillet i lande med frie markeder i forhold til lande med mindre frie markeder og mere politisk styring.

Markedet driver fattigdomsbekæmpelse, mens offentlig omfordeling kun har marginal effekt

I analysen har man opstillet en række scenerier for udviklingen de kommende år, med og uden tiltag som påvirker indkomstfordelingen. Mens et “optimistisk” vækstscenarie ( det vil sige at de historiske vækstrater nogenlunde fastholdes) kommer frem til at fattigdommen vil reduceres fra de ca. 31 procent i 2010 til ca. 18,3 procent uden initiativer til omfordeling, vil politiske tiltag til reduktion af indkomstforskelle kun indebære en yderligere reduktion i fattigdommen på 1,3 procentpoint. Under et mere pessimistisk vækstscenarie forventes fattigdommen at falde til 22,8 procent uden omfordelingspolitik og 21,2 procent med omfordelingspolitik.

Med andre ord stammer den altovervejende fattigdomsreduktion fra udviklingen i den privatesektor, som har drevet og driver væksten i Peru.

En neoliberal forfatning 

Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter. Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru, ligesom der er indbygget en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.

Sammen med Chile og Panama er Peru i løbet af de seneste 10 år blevet en stærk kandidat til at blive et af de få latinamerikanske lande, som i løbet af de kommende årtier vil opnå en levestandard som i Europa og USA.

Udviklingen de senere årtier viser entydigt at markedsreformer som medfører mere marked og mindre stat er afgørende til sikring af varig vækst og velstand. Med andre ord øges velstanden bedst, mens fattigdommen reduceres mest i lande som har gennemført tiltag med inspiration fra den neoliberalistiske skole. Mens vestrefløjen (og desværre en del af mere borgerligt tilsnit) fortsat har opfattelsen af at markedet ikke sikrer sociale forbedringer, så viser den reelle udvikling i Latinamerika noget helt andet. Hvis man ønsker det bedste for de fattige skal der derfor ikke stå “Viva el Revolution” på bannerne, men derimod

“Viva el neoliberalismo y el mercado libre!”

 __________________________________________________________________________

*Nationale og internationale fattigdomsgrænser er sjældent umiddelbart sammenlignelige.

Ifølge Verdensbankens seneste opgørelse levede 2,4 procent af Chiles befolkning for mindre end 2 USD om dagen i 2006, hvilket i 2009 var faldet til 0. Ifølge den nationale opgørelsesmetode levede 15,1 procent under fattigdomsgrænsen i 2009.

I Peru levede 7,9 procent ifølge Verdensbanken i absolut fattigdom (under 1,25 USD. i 2005 priser) i 2007. I 2009 var denne andel faldet til 5,9 procent.  Andelen som havde  under 2 USD per dag per person faldt i samme periode fra 18,5 procent til 14,7 procent.