Niels Westy – Page 9

“Det perfekte diktatur” genindtager præsidentembedet i Mexico

Ved gårsdagens valg generobrede PRI (Partido Revolucionario Institucional), igen præsidentposten, efter det konservative parti (PAN), siden Mexicos første reelle demokratiske valg i 2000 har siddet på posten.

Valgsejren var ventet efter 12 år med konservative præsidenter som har haft mere end svært at få reformer igennem et splittet parlement – hvor ikke mindst PRI har blokeret for nødvendige reformer. På nuværende tidspunkt ser det ud til at PRI’s fotogene kandidat, Enrique Peña Nieto, vinder med ca. 38 procent af stemmerne, foran socialisten López Obrador, der får 31 procent af stemmerne, mens det regerende konservative partis (PAN) kandidat, Josefina Vázquez Mota, ender på 3. pladsen med 26 procent.

PRI sad på magten fra 1929 og frem til 2000. I 1990 betegnede nobelpristageren, Mario Vargas Llosa, PRI som “det perfekte diktatur”. Partiet har dermed et stort ansvar for den fascistisk/socialistiske blandingsøkonomi, med mangelfuld konkurrence, latinsk arbejdsmarkedspolitik og statsligt ejerskab, som man fortsat ikke har fået gjort helt op med, på trods af liberaliseringer og forsøg på reformer.

Nu kan PAN måske endelig få gennemført deres politik

Der er ingen grund til at frygte en tilbagevenden til tidligere tiders importsubstitutionspolitik eller øget statsligt ejerskab i økonomien, tværtimod. Det var som bekendt under ledelse af PRI, at Mexico blev medlem af NAFTA i 1990erne, bl.a. under præsident Ernesto Zedillo, 1994-2000.

Tværtimod kan en række reformer som PAN ikke kunne få igennem fordi PRI blokedere, måske endelig kan gennemføres. Det drejer sig bl.a. om reformer som gør det lettere at ansætte og fyre folk (et grundlæggende problem i de fleste latinske lande, også i Europa) samt en åbning for at private virksomheder i energisektoren.

Der er dog en reel risiko, at det går som under den sidste PRI præsident, Ernesto Zedillo, og en splittet kongres fortsætter med at afvise de nødvendige reformer, som er afgørende hvis Mexico skal øge den økonomiske vækst.

Sikkerhed, korruption og “kampen mod narkotika”

Mexico er berygtet for sin korruption, ikke mindst indenfor politiet. En af grundene til at militæret i 200 blev sat ind i kampen mod narkotikakartellerne var at man ikke stolede på politiet. I flere tilfælde oplevede man også at lokalt politi skød mod den mexikanske hær, da den rykkede ind i byerne langs grænsen til USA. Og så sent som i sidste uge skød korrupte føderale politifolk 3 andre politifolk i Mexico City’s internationale lufthavn. tidligere er både politikere, anklagere og centrale folk i Mexico’s narkotikabekæmpelse blevet arresteret for at være i ledtog med kartellerne.

Der skal næppe forventes de store forandringer i den fortsatte bekæmpelse af kartellerne. På trods af en voksende frustration over de fortsatte kampe, som de sidste 6 år har kostet ca. 55.000 mennesker livet, bakker et flertal af mexicanere op bag en hård politik og er modstandere af egentlig legalisering. de nyvalgte præsident, Peña Nieto, har tidligere rost den hårde linje under præsident Calderón.

En endelig løsning på problemerne med narkokarteller kræver en eller anden form for legalisering, i fraværet af dette kan man højest håbe på at problemet kan flyttes til andre steder i regionen.

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico udfordrer Mercosur

I sidste uge indgik Chile, Peru, Colombia og Mexico Aliança do Pacífico, “Stillehavs-alliancen”, som primært skal øge den økonomiske integration, handel og konkurrenceevne. Målet er at skabe et indre marked for landenes 200 mio. indbyggere baseret på fri bevægelighed for varer, tjensteydelser, kapital og mennesker.

Ud over de fire medlemslande og Panama, som har observatør status, deltog også Costa Rica, Canada og Spanien (med kong Juan Carlos), mens Japan og Australien havde sendt delegationer til mødet, som fandt sted i Chile.

Med ca. 215 mio indbyggere står de 4 lande for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer (ikke mindst spanske), er der tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

Men hvor handling sjældent følger ord i latinsk politik, er der heldigvis grund til at tage Aliança do Pacífico meget alvorlig.

Selv om Ollanta Humala understregede, at samarbejdet ikke skulle ses som en konkurrent til andre handels-samarbejder i regionen, er der tale om en kraftig udfordring af ikke mindst Mercosur. Netop Peru’s deltagelse er formentlig en streg i regningen for Brasilien, som efter Humala’s valgsejr ved sidste års præsidentvalg i Peru, havde satset på at tættere samarbejde.

I stedet har Peru valgt at udvide samarbejdet med de øvrige relativt frie og globalt orienterede økonomier, Mexico, Colombia og ikke mindst Chile. Alle lande som i modsætning til Brasilien og ikke mindst Argentina har forstået at globalisering og fortsat vækst involverer både import og eksport og markedsreformer.

I Mercosur er det kun Uruguay som reelt ligner noget som kan kaldes en markedsøkonomi, mens Aliança do Pacífico har deltagelse af de to frieste (neoliberalistiske) økonomier i Latinamerika, Chile og Peru.

Chile, Mexico og Colombia har desuden allerede frihandelsaftaler med USA, og Peru er tæt på at have det.

Selv om det blev avist af bl.a. Perus præsident, er Aliança do Pacífico et klart markedsliberalt alternativ til både ALBA og Mercosur. Mens Mercosur samarbejdet fungerer dårligt med stigende protektionisme og manglende respekt for indgåede aftaler, forholder det sig helt anderledes for alliancen medlemmer.

Samarbejdet er også en direkte udfordring til Brasiliens Hegemoni i Latinamerika, i kraft af Aliança do Pacífico størrelse og vækstpotentiale. 3 af de 4 medlemslande er blandt Latinamerikas hurtigst voksende økonomier siden årtusindeskiftet.

Spørgsmålet er så om Uruguay, hvis frustration over Mercosur er voksende, hvilket jeg har skrevet om tidligere, på et tidspunkt vil “skifte” til Aliança do Pacífico.

Brasilien taber pusten mens Colombia stormer frem – forskellen er markedskapitalisme

Vi skal kun få år tilbage før man ville være helt til grin, hvis man nævnte Colombia som et fremtidigt vækstmirakel. Derimod var der ingen ende på den rosende omtale af Brasiliens fremtidsudsigter. Sådan er det ikke længere. Her på bloggen har vi allerede for lang tid siden konstateret at Brasilien står overfor betydelige udfordringer, hvis man vil fastholde rimelige vækstrater, mens vi har fremhævet Colombia som en mulig stjerne.

I denne uges economist er der to glimrende artikler om henholdsvis Brasiliens nedtur og Colombia’s vækstscenarie .

På trods af at bytteforholdet for Brasiliens eksport er steget med 25 procent de seneste 10 år, har det ikke kunne kompensere for at kraftigt stigende lønninger (drevet af politisk betingede høje stigninger i mindstelønnen), meget lav vækst i produktivitet, et komplekst skattesystem på et meget højt niveau – skattetrykket i Brasilien er på næsten 38 procent af BNP, og manglende investeringer i infrastrukturen er alle med til at forklare, at man nu regner med væsentligt lavere økonomisk vækst i de kommende år.

Stigende protektionisme og mangel på tiltrængte markedsreformer lægger yderligere til.

Economist er blot de seneste, som konstaterer at fremtiden ser mindre lys ud for Brasiliens økonomi. Tidligere på måneden var det Ruchir Sharma i artiklen “Bearish on Brazil” i Foreign Affairs, som pegede på at det står skidt til med B’et i BRIC landene.

Helt anderledes i Colombia. Her er en frihandelsaftale med USA trådt i kraft, dækkende stor set alle produkter. Man regner med at aftalen allerede i år vil indebære, at BNP stiger en procent ekstra, mens der vil blive skabt 300.000 nye jobs. En lignende aftale forventes at træde i kraft i forhold til EU senest i 2013.

Brasilien har fortsat et højere BNP per indbygger end Colombia, men som The Economist erkender – og som jeg har skrevet ved flere lejligheder – er Brasiliens vækst slet ikke så imponerende når man kigger nærmere efter. Det er ikke usandsynligt at Colombia allerede i indeværende årti (i lighed med Peru) overhaler Brasilien målt på BNP per capita.

En væsentlig forskel mellem Brasilien på den ene side og lande som Colombia og ikke mindst Peru, Panama og Chile på den anden er, at mens Brasilien fortsat bekender sig til semi-planøkonomisk statskapitalisme, er forbilledet for Colombia, Peru, Chile og Panama markedskapitalisme. Det som venstrefløjen fnysende omtaler som neo-liberalisme.

Man kan jo kalde det hvad man vil. Men det bliver alt tydeligere, at lande som fastholdt momento og fortsatte markedsreformerne fra 1990erne (for Chiles vedkommende fra 1970erne), oplever langt større økonomiske fremskridt end de som helt eller delvist vendte tilbage til eller fastholdt den traditionelle statscentrerede økonomiske model.

Don’t lie to me, Argentina

Det er en kendt sag, at den argentinske regering i årevis har “fiflet” med de officielle inflationstal. Vi har tidligere skrevet om det her på bloggen og nu har The Economist taget konsekvensen af den fortsatte svindel med inflationstallene og har droppet offentliggørelse af inflationen for Argentina i sin ugentlige opdatering af en række væsentlige økonomiers nøgletal. I denne uges artikel, “The price of cooking the books“, gennemgår Economist kort det historiske forløb under den seneste regering. Desværre er der tale om en tradition i argentinsk politik, som har meget dybe historiske rødder. Konsekvensen er, at Argentina har et ganske blakket internationalt ry – også på dette område.

Som det fremgår af sidenstående figur, hentet fra denne uges Economist, er den reelle inflation formentlig mellem to og tre gange så høj som den officielle og som vi tidligere har skrevet om må man reelt stille spørgsmålstegn ved hvorvidt Argentina overhovedet kan opfattes som et frit og demokratisk land, når man er i stand til at forbyde offentliggørelse af uafhængige beregninger for inflation.

Det er bestemt ikke første gang at man har foretrukket svindel frem for seriøs økonomisk politik. I 1990erne, hvor Carlos Menem residerede i Casa Rosada, lykkedes det endda Argentina at overbevise omverden om, at man førte en seriøs økonomisk politik. Virkeligheden var en ganske anden. Svindlen med officiel statistik var , især i Menems 2. vagperiode, systematisk og omfattende. I stedet for at fortsætte reformerne fra 1. regeringsperiode, prøvede Menem at købe sig til en tredie valgperiode. De offentlige udgifter, som i hans første præsidentperiode havde fået et tiltrængt boost igennem privatiseringer, var herefter reelt ude af kontrol.

Continue reading Don’t lie to me, Argentina

Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

30 år efter at det daværende argentinske militærdiktatur satsede på at England ikke ville reagere hvis man invaderede Falklandsøerne, er konflikten mellem Argentina og England igen i medierne. Den har rødder tilbage til kolonitidens Sydamerika. Konflikten afspejler sig også på Wikipidia, hvor historien i flere passager er beskrevet forskellig i henholdsvis den engelsksprogede og den spansksprogede udgave. F.eks. beskrives Englands kolonisering af øerne i årene 1765-1774 som “den første besættelse” i den spanske udgave. Af hensyn til læserne er henvisninger til Wikipidia i “det historiske indlæg” primært til den engelsksprogede udgave.

På den ene side står et Argentinsk krav om at øerne skal leveres (tilbage) til Argentina, som aldrig har anerkendt Englands ret til disse. Generation efter generation har man i argentinske skoler modtaget den rette patriotiske undervisning, hvor der aldrig stilles spørgsmålstegn ved dette. Malvinas, som argentinerne kalder øerne, optræder da også på de landkort der bruges i argentinske skoler som en del af Argentina.

På den anden siden insisterer Englænderne på at øerne er engelske, så længe beboerne ønsker det. Continue reading Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

Indianere vender Evo Morales ryggen

For nylig fandt et møde sted i Santa Cruz, som formentlig vil overraske en del af den danske venstrefløj og de varmtfølende, men desværre sjældent klarttænkende bistandsorganisationer, som jublede, da Evo Morales valgtes som Bolivia’s første “rigtige” indianer-præsident. Den 25. januar mødtes nemlig repræsentanter for en af de største indianerorganisationer, CIDOB, med Santa Cruz borgerlige og frimarkedsvenlige guvernør, Ruben Costas, fra partiet VERDES.

Santa Cruz guvernør Ruben Costas og lederen af CIDOB Adolfo Chávez

Den umiddelbare anledning er en planlagt motorvej på 300 km. gennem tidligere uberørt regnskov. CIDOB frygter skæbnen for de ca. 15.000 indianere, som lever af jagt, fiskeri, indsamling af frugt og subsistenslandbrug i området. Man frygter, at vejen vil medføre en tilstrømning af bosættere, som vil ødelægge området ved at fælde træer og forurene floderne. Continue reading Indianere vender Evo Morales ryggen

Præsidenterne i Guatemala og El Salvador åbne for legalisering af narkotika [opdateret]

Guatamalas nyvalgte præsident og tidligere general, Pérez Molina, har på det seneste meldt sig i koret at forhenværende og nuværende latinamerikansk præsidenter, som opfordret til legalisering af narkotika. Molina vandt præsidentvalget i november på at ville slå hårdt ned på kriminalitet og bruge militæret mod narkokartellerne. Efter sin tiltrædelse er han i løbet af rekordtid – til overraskelse for en del – blevet en af de mest ihærdige fortalere for legalisering som et middel til at stoppe narkotikakartellernes hærgen.

Continue reading Præsidenterne i Guatemala og El Salvador åbne for legalisering af narkotika [opdateret]

Falklandsøerne – forbered dig på mere sludder

2. april er det 30 år siden Argentina invaderede Falklandsøerne. Krigen som kostede ca. 1000 mennesker livet, endte 3 måneder senere som bekendt med et forsmædeligt nederlag til Argentina, og var en medvirkende årsag til militærdiktaturets fald I den anledning er pressen, også herhjemme, ganske forventeligt begyndt at skrive om den konflikt som har været i gang i flere år mellem England på den ene side og Argentina på den anden.

Kernen er, at Argentina aldrig har accepteret at Falklandsøerne er under engelsk overherredømme. Ifølge Argentinerne tilhører Falklandsøerne, eller Malvinas som de kalder det Argentina.

Desværre må vi forvente at omfanget af sludder vil være nogenlunde proportionel med omtalen. I fredags lykkedes det Deadline 22:30 (ca. 4:55 inde i udsendelsen) at fremstille konflikten som om Argentina har fuld opbakning blandt de andre latinamerikanske lande. Det er en sandhed med modifikationer. Jovist har man verbalt opbakning fra de andre latinamerikanske lande, men om den er andet værd end de pæne ord om solidaritet er tvivlsomt.

I et telegram fra Ritzau, som bl.a. er gengivet på DRs hjemmesider skriver man under overskriften “Argentina raser over britisk pilotprins” bl.a. at;

I december blev det besluttet, at havnene i Brasilien, Argentina og Uruguay ikke længere vil tillade skibe fra Falklandsøerne at lægge til.

Hvad man ikke nævner er at “boykotten” reelt blot indebærer at Uruguay ikke vil tillade skibe, som flager med Falklandsøernes eget flag, at lægge til. Sejler de under et andet flag, herunder det engelske, er der ingen problemer.

Tværtimod vil man meget gerne lægger havn til skibe som skal til Falklandsøerne – og på sigt håber man på, at det mulige olieeventyr på Falklandsøerne vil kaste en masse forretning af sig.

I lighed med Gibraltar er Englands standardsvar forøvrigt konsekvent, at det må være de 3.000 beboere på øerne som må bestemme hvor de ønsker at høre til. Udfaldet af den afstemning er naturligvis givet på forhånd. Men kan forøvrigt kun gisne om hvor stor en del af den argentinske befolkning som ville foretrække et engelsk pas, hvis de fik chancen 🙂

Så er den gal igen i Mercosur

Da handelssamarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, Mercosur, etableredes i 1980erne var formålet at skabe et lokalt frihandelsområde, og derigennem øge samhandel og økonomisk integration i regionen. Samhandlen er da også øget betydeligt de senere årtier. Men det vil være synd at sige at samarbejdet er forløbet smertefrit. Især Argentinas handelspolitik har ofte ført til konflikter, og nu er den gal igen.

Det er indbygget i Mercosurs regelsæt at et land i undtagelsestilfælde kan pålægge import fra de andre medlemslande told, en regel som især, men ikke kun, Argentina har gjort brug af i tide (og utide). Grundlæggende er problemet at især Brasilien og Argentina ofte forsøger at løse eksterne balanceproblemer gennem både kvantitative tiltag og indførelse/forøgelse af midlertidige (og ikke så midlertidige) told- og afgiftssatser.

I takt med at Argentinas eksterne balancer i stigende grad er under pres på grund af en ikke holdvar økonomisk politik, har man netop i stigende grad forsøgt at bremse importen gennem administrative tiltag i stedet for at gennemføre de nødvendige tiltag til at sikre konkurrenceevne samt interne og eksterne balancer. En høj inflation, som officielt er på ca. 9 procent, men reelt nærmer sig 25 procent p.a. indebærer at pesoen er kraftigt overvurderet.

Det seneste sæt tiltag har fået Brasilien til at reagere.

Ifølge brasilianske industri er det nyeste sæt krav, hvorefter der kræves en forhåndsgodkendelse for import af en lang række varer blot endnu eet bevis for Argentinas voksende protektionisme. En enkelt brasiliansk minister gik endda så langt som at sige, at Argentina i handelsmæssige spørgsmål altid har været et problem.

Formanden for Sao Paulo’s Industrisammenslutning, FIESP, Paulo Skaf, var i løbet af ugen i Buenos Aires for at diskutere de nyeste tiltag med de argentinske myndigheder, efterfølgende beskrev han samtalerne som “konstruktive”, hvilket man næppe skal lægge for meget i.

Ifølge FIESP vil den nye ordning påvirke op til 3/4 af den samlede eksport fra Brasilien til Argentina. Og uanset at omtalte samtalerne med de argentinske myndigheder som konstruktive, lagde han efterfølgende også vægt på, at han gerne så at brasilianske myndigheder “følger og overvåger udenrigshandlen”.

Brasilien er Argentinas vigtigste handelspartner med handel på over 35 milliarder dollars sidste år. Argentina har dog et underskud over Brasilien på 5,8 mia.kr., hvilket præsident Cristina Fernandez gerne ser bragt ned.

Selv om alle for øjeblikket prøver at nedspille konflikten er den endnu et eksempel på et grundlæggende problem i samarbejdet i Mercusur – nemlig at der er så lille forståelse for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge. Og i den udstrækning at de findes, viger de altid til fordel for kortsigtede politiske interesser.

Det er ikke længere siden end i efteråret, at Uruguays præsident luftede tanken om at forlade Mercosur. Den gang skyldtes det, at Brasilianske krav til det lokale indhold i importerede biler truede Uruguays bilindustri.

Og det er netop ikke kun Argentina, som har problemer med de eksterne balancer. Brasilien kæmper også med et stigende handelsbalanceunderskud – importen steg med 24 procent i 2011, og risikoen er til stede for at Brasilien følger i Argentinernes fodspor.

Måske skulle Uruguay ser lidt mere mod øst, hvor Chile og Peru med høje vækstrater og økonomier i balancer i stedet for at at forlade sig på administrative løsninger lader markedet råde.

Bolivia indgår aftale om narkotikabekæmpelse med USA og Brasilien

Ifølge bl.a. BBC, har Bolivia efter mange måneders forhandling underskrevet en aftale med USA og Brasilien om at arbejde for reduktion af den illegal produktion af kokain.

USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.