Præsidentvalg i Venezuela og “en lille fugl som synger”

I dag er genopstandelsen dag i Venezuela. I hvert fald hvis man lytter til præsidentkandidaten for PSUV, den midlertidige præsident, Nicolas Maduro. Ikke kun omtaler han sig selv som “Chávez søn” og fortæller, at han for få dage siden talte og sang med Chávez ånd i form af en lille fugl. Nej han har erklæret, at når venezuelanerne går til valgurnerne i dag og stemmer på ham som præsident, så svarer det til selve Jesus genopstandelse. Så absurd har retorikken været i den korte og intense valgkamp op til dagens valg. Afdøde præsident Chávez har været over alt, på plakater og vægmalerier, på TV og i lyd som gjalder ud fra højtalere i Venezuelas gader.

hugo-chavez-portrait-with-maduro

Mens kriminalitet, el-afbrydelser og varemangel er blevet forklaret med at være udenlandske (amerikanske) og indenlandske (oppositionslederen Capriles) værk, har Maduro ført en valgkamp på lige dele skræmmekampagne (Capriles vil tage alt fra jer), religiøse metaforer og lovning på nye jobs og boliger, 45 procent højere mindsteløn og andet godt, hvis han vinder.

Og han vinder formentlig valget med en betydelig margin.

Som under tidligere valgkampe har de statslige medier stået fuldstændigt ubegrænset til rådighed for Maduro, men Capriles stort set ingen tid har fået stillet til rådighed. Som under tidligere valgkampe er Capriles tilhængere blevet mødt med voldelige overfald.

Og som under valgkampen i efteråret har man igen og igen beskrevet Capriles som stærkt højreorienteret og ude på at afskaffe sociale programmer og enhver form for velfærdsstat.

Sidstnævnte er nærmest komisk. Capriles går til valg på hvad der vel nærmest må kaldes en venstreorienteret socialdemokratisk platform inspireret af Brasiliens populære præsident Lula.

I de sidste dage har Maduro også inddraget Mercosur, som Venezuela under noget kaotiske omstændigheder blev medlem af sidste år.  Således annoncerede han på et af de sidste valgmøder, at “Brasilien og Argentina har konfirmeret deres støtte til vort land, og efter valgsejren på søndag bliver jeg også præsident for Mercosur”. Han refererede nok til, at hvert land i Mercosur skiftes til at have formandsskabet et halvt år af gangen og at Venezuela overtager dette i 2. halvår 2013. Men hvorfor besvære sine vælgere med den slags detaljer? Det lyder jo ulige bedre, at kunne erklære sig selv for præsident for Mercosur.

Et højdepunkt ved valgmødet var en video med Chávez, hvor denne annoncerede, at “i tilfælde af at jeg fysisk ikke er mere, skal i vælge Maduro til præsident”.

Derudover lovede han at indføre dødstraf for korruption (der formentlig aldrig har været højere end under Chávez 14 år ved magten), bekæmpe inflationen, som er på ca. 30 procent om måneden og gøre noget ved den galoperende kriminalitet. Venezuela har Sydamerikas og en af verdens højeste mordrater.

Ja, han har endda antydet, at han vil reducere antallet af cubanere i det venezuelanske militær. Det og kriminaliteten var emner som Chávez ikke tog op når han førte valgkamp. Det har derimod været centrale temaer hos Capriles, der også har lovet at kigge på alle Venezuelas kontrakter med udlandet – bl.a. Kina, Rusland og Argentina. Kun de som er til gavn for Venezuela skal fastholdes.

Capriles prøvede også under valgkampen i efteråret at slå på disse temaer, uden større succes. Ligeledes har han prøvet at latterliggøre Maduros påkaldelse af Chávez, hvilket næppe heller får den store effekt.

proxy

Venezuela er i dag et voldsomt splittet land. Og mens den mere veluddannede og velstående del af befolkningen primært stemmer på Capriles. Hvis de da ikke simpelthen forlader landet. Både Florida i USA og Colombia har oplevet en massiv tilstrømning af middelklasse-venezuelanere siden Chávez overtog magten i 1998.

Resten af befolkningen stemmer primært på Chávez. PSUV har ca. 7,7 mio. medlemmer (Venezuelas samlede befolkning er på ca. 29 mio.). Et medlemsskab som giver adgang til boliger, jobs og mange andre benefits. Alt sammen betalt med offentlige midler, som kanaliseres uden om det officielle statslige budget. Så længe Maduro og PSUV kan garantere disse ydelser vil de kunne regne med støtte fra en betydelig del af befolkningen. Alt dette er naturligvis kun muligt på grund af landets olierigdomme, og det er endda et åbent spørgsmål om man reelt kan fortsætte dette stemmekøb som hidtidigt. Som tidligere beskrevet i indlæg her på bloggen, er Venezuelas økonomi i en elendig forfatning og der er et enormt efterslæb i nødvendige investeringer.

Men indtil videre ser det ikke ud til at de økonomiske problemer er tilstrækkeligt store til at det kan true Maduros valgsejr. Men om 5 år kan det se helt anderledes ud.

 

Alianza del Pacífico afskaffer told på 90 procent af handlede varer og tjensteydelser

Drop Mercosur og lad være med at bruge krudt på Brasilien. Hvis den danske regering vil noget i forhold til promovering af dansk eksport til Latinamerika, skal der satses på Alianza del Pacífico

På under 2 år er man kommet længere end Mercosur er på 20. Og ved det kommende topmøde den 23. maj afskaffes enhver form for told på 90 procent af de handlede varer. Told på de restende 10 procent vil blive udfaset i løbet af de kommende år.

 

Mens Mercosur aldrig for alvor har udnyttet sit potentiale, forholder det sig helt anderledes for Alianza del Pacífico, bestående af Chile, Peru, Colombia og Mexiko.

Samarbejdet mellem Argentina, Brasilien, Venezuela, Paraguay og Uruguay hæmmes i stigende grad af den manglende fundamentale forståelse for frihandels fundamentale betydning for øget vækst og velstand. Bortset fra Uruguay, hænger man i vid udstrækning fortsat fast i en indadskuende nationalistisk økonomisk forståelse med rødder tilbage til første halvdel af det 20. århundrede.

Sådan forholder det sig ikke hos Chile, Peru, Colombia og Mexico.

På under 2 år er man kommet længere end Mercosur er på 20. Og ved det kommende topmøde den 23. maj afskaffes enhver form for told på 90 procent af de handlede varer. Told på de restende 10 procent vil blive udfaset i løbet af de kommende år.

Mens landende i Mercosur-samarbejdet, bortset fra Uruguay, står overfor en række store udfordringer og begrænset vækstpotentiale, forholder det helt anderledes for medlemmerne af Alianza del Pacífico.

Mercosur er præget af flere medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fortsat protektionisme, også mellem medlemslandende.

Heroverfor stårAlianza del Pacífico, hvis erklærerede formål er at fremme landenes konkurrenceevne gennem  frihandel, markedsøkonomi med vægt på udenlandske investeringer, samt sikre den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

De 4 økonomier og deres 200 mio. indbyggere står for ca. 35- 40 procent af Latinamerikas økonomiske aktivitet og ca. 55 procent af regionens samlede eksport. Og resten af verden er klar over, at de pågældende landes økonomiske betydning er stigende.

På det kommende topmøde deltager en række lande som observatører. Ikke mindst detalgelsen af Uruguay, som er medlem af Mercosur, er yderst interessant. Desuden deltager Canada, Australia; New Zealand, Japan, Spanien og Portugal med observatørstatus. Ednelig har de to mellemamerikanske lande, Panama og Costa Rica anmodet om at blive optaget som fuldgyldige medlemmer.

Med tanke på hvor optaget den danske regering er af at øge dansk eksport, var det måske en ide at anmode om deltagelse i kommende topmøder.

Selv om Mercosur har en større befolkning og et højere samlet BNP i dag, er der flere grunde til Alianza del Pacífico er langt mere interessant for udlandet.

Forskellen i forventede vækstrater indebærer at BNP i løbet af de kommende år vil overhale Mercosurs både målt per indbygger og på længere sig i alt.

I modsætning til Mercosur som har en protektionistisk dagsorden ønsker man – og arbejder for – reelt at integrere landende i den globale markedsøkonomi. Derved er eksportpotentialet for danske virksomheder langt større  iAlianza del Pacífico end Mercosur.

Det har private investorer selvføglelig fundet ud af for længst, hvorfor strømmen af udenlandske investeringer i stigende grad går mod de pågældende lande. Nok er Brasilien regionens største modtager af udenladnske investeringer, men det gædler kun når man ser på de rene nominelle beløb. Både set i forhold til økonomiernes størrelse og befolkningstal, har Chile og Peru længe været større og i de senere år har især Colombia oplevet et betydeligt øget inflow.

FDI/GDP 2007-2013

Final

Kilde: Americas Market Intelligence.

Chile har længe været ledende både med hensyn til økonomisk vækst og evnen til at tiltrække udenlandske investeringer. I det seneste årti har de fået følgeskab af Colombia og Peru, som det fremgår af nedenstående graf over væksten i BNP i de to lande sammenlignet med Latinamerika og den globale vækst.

BNP vækstrater 2007-2013

 grafica_1

Kilde: Americas Market Intelligence.

 

Slumstormerne

Resultatet var jo nok givet på forhånd, da beboerne på Falklandsøerne gik til stemmeurnerne søndag og mandag, for at stemme om hvorvidt de fortsat ønskede at høre til Englandeller ej. Det gik da også som forventet. 99,8 procent stemte ja. Ligeså forudsigeligt som stemmeresultatet var at den argentinske regering afviste afstemningen. Måden det blev gjort på kunne næppe være mere skarp.

Præsident Cristina Fernández afviste således afstemningen med en bemærkning om at det svarede til at “en flok slumstormere stemmer om hvorvidt de ønsker at fortsætte besættelsen”.

Men har øboerne ikke opnået andet, har de dog opnået at historien fik verden rundt, og de fik mulighed for at vise hvor de ønsker at høre til. Problemet er blot, at den argentinske regering ikke anerkender, at beboerne, hvoraf en del kan føre deres aner tilbage til 1830erne, har ret til at bo på øerne.

 

 

Derfor deltog Brasiliens præsident, Dilma Roussef, ikke i Hugo Chávez begravelse

Selv om Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, var oprigtigt mærket af Chavez død i sidste uge, valgte hun og hendes forgænger, ikke at deltage i selve statsbegravelsen i fredags. efter at have forsikret den fungerende præsident Maduro om Brasiliens fortsatte støtte og assistance, hvis han vinder præsidentvalget den 14. april, valgte hun at forlade Venezuela inden begravelsen.

Det er der flere grunde til.

maduro-dilma-lulaI modsætning til sin forgænger Lula, har Dilma Rousseff kritiseret  den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad i skarpe vendinger. Ham undgik hun nu at møde.

Langt vigtigere er det dog for Dilma Rousseff og Brasilien, at lægge afstand til Hugo Chávez mere populistiske og radikale sider. Både af hensyn til det internationale samfund og ikke mindst potentielle internationale investorer.

Der er næppe tvivl om, at Rousseff udtrykte oprigtig sorg og beundring, da hun få timer efter Chavez død i tirsdags talte på Brasiliansk TV. Men nok så vigtigt var, at hun skarpt tilføjede, at Brasilien “ikke var helt enig” med mange af hans politik, at Brasilien er anderledes.

I modsætning til Chávez og andre radikale venstreorienterede ledere i Latinamerika, har hun fortsat sin forgængers pragmatiske og moderate form for socialisme. Man har lagt vægt på, og lægger vægt på en pragmatisk og business-venlig tilgang.

Det enkle budskab er, at Brasilien er anderledes, og er ikke det samme som Venezuela.

Det er der nok heller ikke mange som er i tvivl om.

Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

Hyldestordene for Venzuelas afdøde præsident Hugo Chávez i dagene efter hans død i sidste uge var nok præget af, at han på en række punkter trods alt var for kontroversiel for dele af den mere moderate venstrefløj. Det afholdt dog ikke venstrefløjen bredt fra, at hylde ham for hans “sociale indsats”. Det er der ingen grund til.

Se også “The death of a Caudillo

Chavez arv er en ødelagt økonomi, hvor man har formøblet et historisk boom i olieindtægterne, mens kriminaliteten er eksploderet og de demokratiske institutioner konsekvent er blevet undergravet.

Sammenligner man med udviklingen i andre dele af regionen, står det hurtigt klart, at de højt besungne sociale fremskridt ikke tåler sammenligning med andre lande i regionen.

Den ventreorienterede engelske avis The Guardian formåede i forbindelse med en gennemgang af  Chavez “storslåede” resultater, se  “How did Venezuela change under Hugo Chávez“,  primært at vise, at man har det rigtigt skidt med statistik på den avis. F.eks. valgte man at opgøre BNP per indbygger i løbende priser. Det er som bekendt fuldkommen ubrugeligt, hvis man ønsker et udtryk til at beskrive den økonomiske fremgang i et land, da der ikke tages højde for inflation.

Continue reading Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

Falklandsøerne – et menneskesyn til forskel.

I dag og i morgen stemmer Falklandsøernes befolkning om hvorvidt de fortsat ønsker at høre til England. Udfaldet er givet på forhånd. Det gør de naturligvis. ‘Alternativet er at blive en del af Argentina, hvilket ingen på øerne ønsker. Lige så givet som udfaldet af afstemningen er, at Argentina ikke vil anerkende denne.

Mens England for længst har slået fast, at de må være op til beboerne på øerne, der dækker et areal svarende til lidt mere end 1/4 af Danmark, fastholder Argentina, at de arvede retten til øerne fra den tidligere kolonimagt Spanien.

De opfatter således øboerne, hvoraf en stor del kan fører deres aner tilbage til 1. halvdel af det 19. århundrede, som besættere af argentinsk territorium. Ganske interessant betragtning, med tanke på Argentinas egen historie, herunder hvorledes den oprindelige befolkning blev behandlet.

I forbindelse med 30 års dagen for Argentinas kortvarige besættelse af øerne skrev jeg sidste år 2. indlæg om konflikten. Dels en om den historiske bagrund, og dels en specifikt om de juridiske forhold og forskellene i menneskopfattelse.

Jeg blev forøvrigt interviewet af TV2 News i dag i forbindelse med folkeafstemningen, hvilket kan ses her.

The death of a caudillo – arven efter Chavez

Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident,Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen.

Indtil præsidentvalget er afgjort, vil Diosdado Cabello, leder af nationalforsamlingen, formelt være præsident for Venezuela.

Arven efter Chavez

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. I jagten på stemmekøb har man yderligere undladt at vedligeholde og udbygge landets infrastruktur, som er i en forfærdelig forfatning.

Continue reading The death of a caudillo – arven efter Chavez

Mujica kritiserer igen Mercosur.

Så har Uruguays præsident, Mujica, igen været ude med riven i forhold til den andre medlemslande af Mercosur. "Hvordan kan vi trænge igennem en enorm USA / EU-handelen plads, hvis vi står tilbage ude i kulden?" Spurgte den uruguayanske præsidentI en radioudsendelse i den forgange uge har ham beskrevet Mercosur som en “dårlig toldunion”, der er i fare for at “uddø”, med mindre man udvikle samarbejdet. Det inkluderer ikke mindst, at man får etableret frihandelsaftaler med 3. parts lande.

Ifølge Mujica er “Mercosur gået i stå, og er plaget af voksende vanskeligheder for samhandelen mellem dets partnere”. Ordene faldt på baggrund af planerne for et egentlig Nordatlantisk frihandelsesområde, dækkende EU og USA (om det så nogensinde bliver til noget er en anden sag)

Mujica fremhævede også den hastige udvikling i Allainca do Pacifico mellem Chile, Peru, Colombia og Mexico, som har øget indflowet af  udenlandske investeringer. Med beklagelse i stemmen konstaterede Mujica yderligere, at Uruguay desværre kun er med som observatør, på grund af begrænsningerne i Mercosurs charter.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Uruguays grundliggende problem er medlemsskabet af et handelssamarbejde, som er domineret af medlemmer, som reelt ikke ønsker at fremme frihandel med resten af verden. I modsætning til medlemslandene af  Aliança do Pacífico, som ser samarbejdet som en mulighed for at deltage i den internationale handel og konkurrence, ser lande som Brasilien og Argentina Mercosur som et forsvar mod frihandel.

Desværre for Uruguay udgør Argentina og ikke mindst Brasilien samtidig ca. halvdelen af den samlede udenrigshandel, og man er således økonomisk afhængig af sine to store naboer.

Mujica’s bekymring skyldes selvfølgelig det faktum, at de multilaterale aftalers tid er forbi, og den fortsatte udvikling sker via bilaterale aftaler. På grund af Uruguays medlemsskab af Mercosur, er man ikke i stand til selv at indgå bilaterale aftaler med bl.a. EU og NAFTA.

Under Mercosur regler er handelsaftaler med tredjeparter kun mulige, når alle ordinære medlemmer er inkluderet. Hverken Brasilien og Argentina er interesseret i en mere åben handelspolitik overfor omverden. For Brasiliens vedkommende vil en ændring formentlig kræve at PT mister præsidentposten ved næste præsidentvalg i 2014. Det er lidet sandsynligt. Brasilien burde dog være bekymret. Ifølge “O Estadão” er industriproduktionen i Brasilien kun steget med 2 procent i perioden 2008-2012, mens  konkurrenceevnen er faldet drastisk i samme periode, som følge af den førte økonomiske politik.

Det har fået flere repræsentanter for brasilianske industriinteresser til at tale åbent om, at Brasilien bør løsne båndene til – evt. helt træde ud af – Mercosur.

Oppositionen vinder vigtigt valg i Bolivia

bolivia20. januar valgte Beni midlertidig guvernør frem til 2015. Den forrige blev i 2011 suspenderet på mistanke om korruption. Valget er den første større styrkeprøve før præsidentvalget i 2015, og var af mange iagttagere blevet betegnet som et skæbnevalget, hvis oppositionen skulle gøre sig tanker om at slå MAS ved næste præsidentvalg.

Oponionsmålinger op til valget havde peget på at ingen af kandidaterne ville få de fornødne 50 procent, som sikrer en sejr i 1. valgrunde, mens MAS kandidat, Jessica Jordan ansås for at være favorit.

Efter stemmerne er talt op, viste det sig, at Carmelo Lens vandt med 52,27 procent af de afgivne stemmer i første runde. MAS kandidat kom ind på en andenplads med 44,2 procent.

Ruben Costas (TH) og Niels Westy Munch-Holbek
Ruben Costas (TH) og Niels Westy Munch-Holbek

Carmelo Lens bliver indsat den 1. marts. Valget er blevet anset for at være helt afgørende for hvorvidt oppositionen har en chance ved det kommende præsidentvalg i 2014. Selv om det fleste iagttagere fortsat forventer, at MAS vinder præsidentvalget, viser valgresultatet, at oppositionen står stærkt i de østlige provinser. Det forventes at Santa Cruz guvernør og leder af det regionale parti VERDES, Ruben Costas, er bedste bud på en fælles kandidat for oppositionen.

Se også

 

 

 

Lidt om udsættelsen af indsættelsen af Hugo Chavez og Americas i Radio 24/7

Som det er de fleste bekendt udsatte man i sidste uge den præsidentiale indsættelseesceromoni i Venezuela, efter godkendelse fra højsteret. Det var ingen overraskelse, idet magtens tredeling er ikke-eksisterende og Chavez tilhængere bestemmer hvad højesteret skal mene.

The Economist tager dette op i en leder i denne weekend (Venezuela: In Limbo) og skriver bl.a.:

In any normal democracy one of those two things would now happen [når den valgte præsident ikke kan xx sit hverv]. Indeed, Mr Chávez seemed to prepare for this before his operation when he anointed Nicolás Maduro, his appointed vice-president, as his chosen successor. The National Assembly met this week and re-elected Diosdado Cabello, an army chum of Mr Chávez, as its head.

But Venezuela is not a normal democracy. Although Mr Chávez’s legitimacy derives from the ballot box, he is a former army officer who has ruled as an autocrat since 1999. He claims to head a revolutionary regime in which the exercise of power is personal. On January 8th Mr Maduro sent a letter to the assembly admitting that Mr Chávez was not fit to appear before the assembly, but saying that he would be sworn in at an unspecified later date. Since he is already in post as president, this is a technicality, officials insist.

Cubas rolle er ikke uinteressant. Cuba har længe ikke kun “solgt” læger for olie, men er også involveret i Venezuelas sikkerheds- og efterretningstjeneste. En del tyder også på, at Castro-brødrene har faciliteret en aftale mellem vicepræsidenten Maduro og lederen af parlamentet, Cabelo, som sikrer ro (indtil videre). Som Economist bemærker:

Just imagine the fuss that most Latin Americans would make about foreign interference were the United States playing the part that Cuba has taken in Venezuela’s internal affairs.

For yderligere information om situationen i Venezuela, vil jeg for øvrigt gerne anbefale Radio 24syv’s “Globus” fra i torsdags, hvor jeg deltog sammen med antropolog Simon Lex fra Københavns Universitet (indslaget om Venezuela starter ca. 14:30 inde i udsendelsen).