Socialisme ender altid i økonomisk sammenbrud, diktatur eller begge dele

Venezuela er for længst holdt op med at være et demokrati. Retsstaten er brudt sammen og magtens tredeling en saga blot. Ytringsfrihed er der ikke meget af, og mens økonomien braser sammen om ørerne på de stakkels venezuelanere, langer præsidenten og regimet ud efter “udenlandske” sabotører, Colombia, USA og forretningsfolk og landmænd, som får beslaglagt deres produkter og fængsles, når de ikke vil sælge deres produkter til regeringens fastsatte priser.

lopez

Korruptionen er alt omfattende, mordraterne skyhøje og inflationen ude af kontrol. Det nærmer sig den endelige nedtælling. Spørgsmålet er blot om det ender med en tilbagevenden til demokratiske tilstande eller et fullblown diktatur.

Sådan er situationen her 3 mdr. før parlamentsvalget, som regeringen vil tabe med et brag, hvis det går ærligt for sig. Spørgsmålet er blot om det vil ske.

Intet som tyder på at man frivilligt afgiver magten. Det er der så ikke noget overraskende ved. Maduro’s “valgsejr” efter Chavez død var efter al sandsynlighed fup. Reelt tabte han formentlig valget snævert.

Oppositionspolitikere forbydes at stille op, hvis de da ikke som Lopez ligefrem fængsles.

Det interessante bliver hvorledes de andre Sydamerikanske lande reagerer, ikke mindst medlemmerne af Mercosur, og Brasilien i særdeleshed.

Oppositionen – dem fængsler man da bare

I sidste uge dømtes en af oppositionens mest fremtrædende ledere, Leopoldo Lopez til næsten 14 års fængsel ved en parodi af en retssag. Dommen udløste da også kritik fra en række lande og internationale organisationer, bl. a. USA, FN og internationale menneskerettighedsorganisationer.

Mens andre latinamerikanske lande har været tavse, har der været fremsat, hvad der kunne (og blev) tolket som kritik fra den chilenske centrum-venstre regerings side.

En erklæring fra det chilenske udenrigsministerium mandag, udtrykte håb om at Leopoldo Lopez ville få prøvet sin sag ved en højere domstol, samt at det ville foregå i overenstemmelse med “fundamentale menneskerettigheder”. Samtidig udtrykte man håb om, at parlamentsvalget om 3 måneder ville være demokratiske.

Reaktionen kom omgående i form af en fordømmelse fra den venezuelanske regering af hvad den betegnede, som indblanding i andre landes indre anliggender.

Tidligere på året kritiserede Chiles tidligere socialistiske præsident, Ricardo Largos sammen med mere end tyve andre tidligere latinamerikanske og spanske ledere brud på menneskerettigheder og fængslingen af Leopoldo Lopez i Venezuela.

Venezuela's acting President and presidential candidate Nicolas Maduro sings during a campaign rally in Caracas April 5, 2013. Maduro said on Friday that Venezuelan authorities have arrested several people suspected of plotting to sabotage one of his campaign rallies before an April 14 election by cutting the power. REUTERS/Carlos Garcia Rawlins (VENEZUELA - Tags: POLITICS ELECTIONS)

Jovist. Venezuela lever i den grad op til traditionen for at forsøg på indførelse af socialisme altid ender med økonomiske sammenbrud, diktatur eller begge dele.

I sidste ende kan Venezuela’s fremtid meget vel blive afgjort af hvordan militæret stiller sig. Det nuværende regime har haft god tid til at indsætte egne folk, ligesom man har gjort det i retssystemet. Spørgsmålet er så i hvilken udstrækning de vil støtte op om Maduro når det kommer til stykket.

Bliver valget til december præget af valgsvindel, vil det ikke længere være muligt for lande som f. eks. Brasilien ikke at reagere. Dertil er demokratiet trods alt blevet for forankret.

-1x-1For en update på den økonomiske situation og udvikling se her

Standard & Poor nedjusterer Brasiliens kreditstatus til junk

Siden Dilma Rousseff vandt præsidentvalget i oktober sidste år, har målsætningen for regeringen været at beholde sin internationale kreditværdighed. I går meddelte Standard & Poor så at man nedjusterede Brasiliens gæld til BB+, ofte betegnet som junk status.

Det er noget af et slag i ansigtet for præsident Dilma Rousseffs regering, som i forvejen er presset af både økonomisk tilbagegang, høj inflation og stigende arbejdsløshed, samt naturligvis den fortløbende korruptionsskandale i Petrobras.

S & P begrunder sænkningen, som åbenbart er kommet bag på mange analytikere, ifølge bl.a. Finansiel Times og Estadão, med regeringens manglende evne til at fastholde målene for de offentlige balancer, samt de tydelige tegn på intern splittelse i regeringen.

Fra at lægge ud med en målsætning om overskud på de offentlige finanser (før renter), regner man nu med et underskud både i år og til næste år. Dette er en historie, som vi har set mange gange før i Brasiliens historie.
Joaquim-LevyFra at lægge hårdt ud og forsøge at signalisere handlekraft og seriøsitet, symboliseret ved udnævnelsen af den businessvenlige og amerikansk uddannede Joachim Levy, er spørgsmålet nu hvor lang tid Levy kan holde til at styringen af de offentlige finanser smuldrer.

Et helt centralt problem er, at det tilsyneladende er umuligt at få reelle besparelser gennem kongressen. Valgkampen er for længst gået i gang til det næste præsidentvalg i 2016.

Nedgraderingen kommer efter regeringen flere gange har nedjusteret forventningerne til overskuddet (opjusteret underskuddet) på de offentlige finanser for både i år og til næste år.

 

Det offentligt underskud, efter renter, forventes nu er blive på ca. 8 procent både i år og til næste år.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at tidligere præsident Lula i dag var ude og sige at nedjusteringen intet betyder.

Det står i skærende kontrast til da man opnåede investor status i 2008. Her var der tale om en en sejr for Brasilien og blah blah blah. Ak ja, men sådan er politik jo.

Cubanske læger i Venezuela får sværere ved at flygte til USA

2015-841819161-full_422643.jpg_20150818

En af de få eksportsucceser som Cuba kan notere sig, har været eksporten af læger og sundhedspersonale til bl.a. Venezuela (de har også eksporteret en del militærfolk og efterretningsfolk, hvor mange vides ikke).

Lægerne, som har været betaling for olie fra Venezuela til Cuba, får selv kun en relativt ringe betaling, omend bedre end de får i Cuba, mens broderparten tilfalder den cubanske stat.

For at forhindre lægerne i at flygte til USA, må de naturligvis ikke have deres familier med. Også Brasilien importerer læger fra Cuba.

USA har til gengæld siden 2006 haft en program, hvorefter flygtende cubanske læger er garanteret at de kan fortsætte deres karriere i USA. En ikke helt lille udfordring.

Men samtidig med tilnærmelsen mellem Cuba og USA er det tilsyneladende blevet svære for cubansk sundhedspersonale at komme til “det forjættede land”.

Således anslås det at omkring 1.700 cubanske læger og andet sundhedspersonale for øjeblikket opholder sig i Colombia for øjeblikket, mens de venter på at få tilladelse til at komme ind i USA. Og det er blevet en del vanskeligere.  Indtil sidste efterår var det stort set en routinesag at få opholdstilladelse i USA, efter at ens uddannelsespapirer var checket.  Men efter tilnærmelsen mellem USA og Cuba er ventetiden steget markant, ligesom antallet af afslag.

En række NGO’ere peger på at det muligvis skyldes pres fra den cubanske regering. Det kan heller ikke udelukkes, at stramningen kommer fra den amerikanske administration selv.

For mens Cuba og USA har oprettet diplomatiske forbindelser, er det fortsat således, at cubanere som sætter deres fod på amerikansk jord er garanteret opholdstilladelse (wet foot – dry foot politikken),  og med tilnærmelsen mellem de to lande falder omkostningen ved at søge asyl i USA betydeligt set med den potentielle asylsøgers øjne.

 

Hvem er på gaden og hvem ønsker Dilma afsat?

impeachment-filipe_araujo
Igen i søndags var der store demonstrationer rettet mod præsident Dilma Rousseff og den store korruptionsskandale i Petrobras.

Under bannere med krav om “Rigsretssag mod Dilma nu!” og “ud med Dilma” (Fora Dilma) var hundredetusinder – måske over en mio. på gaden landet over. Der hersker en del forvirring omkring hvor mange der ret faktisk deltog, og det er svært at sige om der var lige så mange på gaden, som i marts måned.

Denne gang deltog også ledende politikere fra PSDB (Brasiliens socialdemokrati, der i brasiliansk kontekst anses for at være et centrum-højre parti), bl. a. Aecio Neves, som tabte snævert til den nuværende præsident Dilma i oktober sidste år.

Men hvem er det egentlig som er gået på gaden? Det har det ansete analyseinstitut Datafolha undersøgt i São Paulo, hvor de største demonstrationer fandt sted.

Tre ud af fire ( 76%) havde en videregående uddannelse, ca. 20% en ungdomsuddannelse, mens kun 4% alene havde gået i grundskole.

14 % havde en månedlig familieindkomst på svarende op til 4.500 kroner . 13 % havde mellem 4.500 kroner og 7.500 kroner. 1/4 havde en familieindkomst på mellem 7.500 og 15.000 kroner, 1/4 på mellem 15.000 og 30.000 kroner, mens 17 %  tjente 30.000 kroner eller mere. ( indeling sker efter antal minimumslønninger. En minimumslønning er pt. ca. 4.500 kroner om mdr.)

3 ud af 4 var “hvide”. 17% opgav at være af blandet etnicitet (pardo). Kun 3% sagde, at de var sorte, mens 1 % hævdede at være indfødte. 2 % angav at de var gule (andet ord for at være af japansk afstamning), mens 2% angav andre farver/etnicitet.

Gennemsnitsalderen var ca. 44 år, lidt højere end ved demonstrationerne i foråret, hvor gennemsnitsalderen var ca. 40 år.

Med andre ord er der ikke tale om et repræsentativt udsnit af den brasilianske befolkning, hverken etnisk eller økonomisk. Det bør dog heller ikke undre nogen, da det heller ikke har været tilfældet ved tidligere demonstrationer. Hverken de tilbagevendene demonstrationer som har fundet sted siden 2013, hvor der var store demonstrationer, so mi flere tilfælde mundede ud i regulære optøjer, eller tidligere i Brasiliens historie. Det være sig i forbindelse med de protester, som førte til Fernando Collor de Mello’s afgang i 1992, eller demonstrationerne i 1984, hvor man krævede genindførelse af demokrati efter 20 års militærdiktatur. Den gang som nu var det middelklassen som var på gaderne.

Men til forskel fra tidligere har demonstrationerne de seneste år i stigerende grad være domineret af folk der enten ikke associerer sig med bestemte partier eller centrumhøjre orienterede partier.

Gårsdagens demonstrationer var således fuldstændigt domineret af personer, som stemmer på eller har sympati for PSDB.

Hvem ønsker at der indledes rigsretssag mod præsident Dilma?

dilma

Som det fremgår er præsident Dilma’s popularitet faldet voldsomt gennem året. Hun er nu den mest upopulære præsident siden man startede med at lave målinger i 1987.

Men hvor det er middelklassen (ikke mindst “den højere” middelklasse) som er gået på gaderne, er det faktisk de fattigste som er mest stemte for at der rejses en rigsretssag mod præsidenten som det fremgår af nedenstående graf, omend alle indkomstgrupper er overvældende for en rigsretssag.

rigsretssagUagtet Dilmas upopularitet blandt såvel fattig som rig, har Finansiel Times nok en pointe, når man påpeger at “Hvis Dilma afsættes, vil det blot give plads for endnu en middelmådig politiker”.

Brasiliens problemer løses ikke alene ved at afsætte præsidenten, de er langt dybere.

Til gengæld er det åbenlyst at præsidenten her mindre end et år siden hun vandt valget, er det amerikanerne kalder en “lame duck”. Om det rent faktisk ender med en egentlig rigsretsag kan kun tiden vise. Til gengæld er valgkampen til præsidentvalget 2018 reelt allerede begyndt og har været i gang længe.

Ikke just befordrende for en økonomi, der for første gang siden 1930erne kan se frem til mindst to år med faldene BNP og i den grad mangler reformer som kan lægge grunden til fremtidig vækst.

Men som jeg har skrevet før er det væsentligt at understrege, at Brasilien er ikke Argentina. Man vil ikke lade økonomien kører ud over kanten og som jeg vil vende tilbage til senere, er der mange tegn på, at et kraftigt paradigmeskifte væk fra den traditionelle statskapitalistiske model er på vej.

Det vender jeg tilbage til i senere indlæg.

Moodys nedjusterer Brasiliens kreditværdighed

Moodys nedjusterede i tirsdags Brasiliens kreditrating til Baa3, lige over junk-status, men med stabil udsigt.

Det var bedre end markederne havde frygte, og reaktionen var der for positiv. Nedjusteringen er baseret på, at den offentlige gæld vil stige til op mod 70 procent af BNP i 2017, før der er udsigt til bedring.

Det skydels primært at man ikke har formået i tilstrækkelig grad at få balance på de offentlige finanser. Brasiliens nuværende stagnation – 2015 blvier det værste år siden 1990 – skader indtægtssiden, mens nedskæringerne i de offentlige omkostninger har vist sig at være utilstrækkelige indtil nu.

Til gengæld lægger man vægt på at den eksterne balance er relativ stærk, at man har betydelige valutareserver, fleksibel valutakurs. Alt sammen forhold der taler mod nedgradering til ”junk” status.

Moodys rating af Brasilien er nu på niveau med Standard & Poors, der dog fastholder en negativ udsigt for Brasiliens økonomi. Det 3. ratingbureau, Fitch, fastholder indtil videre deres lidt højere rating på BBB, dog også med negativ udsigt.

Venezuela ved at løbe tør for øl

Venezuela’s økonomiske nedsmeltning fortsætter. Efter den officielle Inflation endte på 67 procent i 2014, har man ikke offentliggjort nye tal siden januar.

Baseret på udviklingen i den parallelle dollarkurs, er den steget kraftigt siden.

dolar_paralelo_short

Perioder med mangel på helt basale varer, har været normen i flere år. Der er kronisk mangel på alt fra hæfteklammer over sukker til toiletpapir, myndighederne tvinger bønder og fødevareproducenter “at gunpoint” til at levere pasta, mælk, frugt m.m. til statsejede butikker – og nu er man også ved at løbe tør for øl!

Ifølge præsident Maduro og regeringen skyldes varemanglen og den elendige økonomi sabotage. Tilsyneladende skal man også vare sig for  overhovedet at tale om at der er problemer. For nylig blev en talsmand for landets vinbutikker arresteret få dage efter han advarede om, at man var ved at løbe tør for råvarer til produktion af øl.

 

Der er udskrevet parlamentsvalg til den 6. december og præsident Maduro og regeringen er (naturligt nok) dybt upopulær – se også ovenstående meningsmåling.

Givet tidligere erfaringer, er det fortsat helt åbent hvad der egentlig kommer til at ske. Ved det seneste parlamentsvalg fik oppositionen klart flest stemmer, men kunne alligevel ikke mønstre et flertal i parlamentet. Det sikrede en ekstrem inddeling af valgdistrikterne.

Sådan er status i dag i hvad der mellem 1920 og 1980 var verdens hurtigste voksende økonomi.

Brasiliens krise forventes at fortsætte ind i 2016

2015 markerer endnu et år med lav økonomisk vækst i Latinamerika. Ikke mindst er den økonomiske udvikling i først og fremmest Venezuela, som oplever et kraftigt fald i BNP, mens inflationen nærmer sig 100 procent. Men også Argentina og Sydamerikas kæmpe Brasilien (udgør ca. halvdelen af Sydamerikas og 1/3 af Latinamerikas samlede BNP) er præget af lav vækst og høj inflation.

Inflationen de seneste 12 mdr. er således 9 procent, det højeste siden 1990erne, mens et realistisk bud på udviklingen i BNP er  -1,7 procent i indeværende år.

Det vil være det ringeste resultat siden 1990.

Den økonomiske stagnation forventes at fortsætte  2016, hvor de seneste prognoser peger på en vækst på kun 0,5 procent i 2016 og arbejdsløsheden forventes at stige fra 8,0 procent i år til 9,0 procent næste år.

Inflationen forventes dog at falde til 2016 forhold til i år og lande på ca. 5-6 procent.

Det burde give mulighed for at centralbanken sænker sin toneangivende rente fra forventet 14,25 procent ved udgangen af 2015 til ca. 11,25 procent i løbet af 2016.

Kombineret med den omfattende korruptionsskandale i det statskontrolerede energiselskab Petrobras, er det næppe overraskende, at præsident Dilma Rousseff er den mest upopulære præsident siden 1980erne.

Stay tuned for mere info i de kommende uger.grafico-negativo

Officiel pause på Americas

Som det vist fremgår med al tydelighed har det været sjældent med updates siden sommer her på bloggen. Jeg har derfor besluttet mig for “officielt” af holde pause fra denne blog af tidsmæssige årsager.

Jeg skriver fortsat til Børsen om Latinamerika og det vil jeg blive ved med.

Ligeledes har jeg også skrevet om valget i Brasilien til Ræson. Her kan man læse mit bud på fremtiden for Brasilien, der er i svære økonomiske vanskeligheder:

Endelig vil jeg henvise til punditokraterne.dk hvor jeg også skriver.

Jeg forventer dog at genoptage denne blog på et senere tidspunkt (senest  medio 2015).

 

Evo Morales klar vinder af præsidentvalget i Bolivia

Det var ingen overraskelse, at Evo Morales vandt præsidentvalget klart i søndags. Mens Evo fik ca. 60 procent af stemmerne, opnåede forretningsmanden Samuel Doria Medina (Bolivia’s rigeste mand) kun ca. en fjerdedel på andenpladsen.

Bolivia er Sydamerikas fattigste land, og dets historie er præget af voldsom ustabilitet, høj korruption og indtil for nylig lav økonomisk vækst. Efter en urolig periode præget af protester og voldelige sammenstød, vandt fagforeningsaktivisten og socialisten Evo Morales fra MAS i 2005 præsidentvalget i Bolivia.

Siden har han (for det meste) været rimeligt populær i befolkningen. Samtidig er han blevet hyldet både hos den danske venstrefløj og i store dele af den internationale hjælpeindustri.

Ikke fordi Bolivia under Morales kan opvise særligt positive resultater i bekæmpelse af fattigdom og forbedring af menneskerettigheder. Andre lande i regionen har de senere årtier formået at løfte en større del af befolkningen ud af fattigdom, og mindske uligheden stort set lige så meget som Bolivia.

Men de har selvfølgelig ikke været båret af antiimperialistisk socialistisk retorik og store armbevægelser som Morales Bolivia. Til gengæld er lande som Colombia og Peru’s økonomiske fremskridt sket samtidig med at menneskerettighederne har fået det bedre. Det omvendte gør sig gældende i Bolivia, hvor pressen stort set er kontroleret af regeringen, enten direkte eller indirekte gennem pres og trusler om sagsanlæg. En ganske alvorlig trussel, i et land, hvor det juridiske system i vid udtrækning er i lommerne på regeringen.

Morales indianske baggrund spiller formentlig også ind, og skygger for en mere sober vurdering af de reelle konsekvenser af den førte politik. Bemærkelsesværdig er i hvert fald den overvældene tolerance, tilgivelse og forståelse, som den bolivianske præsident og hans regering mødes med.

Han er således både sluppet af sted med stærkt homofobiskr udtalelser, manglende respekt for demokratiske spilleregler, gentagne angreb på ytringsfriheden og en bevidst erodering af magtens tredeling.

Ligesom den førte venstrepopulistiske økonomiske politik er skåret over samme læst som set så mange gange tidligere i Latinamerika, og som aldrig har været i stand til varigt at forbedre befolkningens levevilkår. I kortere eller længere perioder, jovist, men på et eller andet tidspunkt bryder modellen sammen.

Et eksempel på den noget malplacerede fascination og dyrkelse af Morales Bolivia, var da Christian Friis Bach ved en debat på Københavns Universitet i 2012, i ramme alvor mente de seneste års udvikling i det bolivianske retssystem som fremskridt for landet.

En udvikling som medfører, at dommere med tilknytning til regeringspartiet MAS sidder tungt på landets domstole, og retssystemet i stadig større grad bruges mod politiske modstandere og den frie presse. Der er tale om bevidst nedbrydning af domstolenes uafhængighed og konsekvent forringelse af et i forvejen ringe og korrupt juridisk system.

Samtidig undergraves ytringsfriheden, og mulighederne for at kigge magthaverne i kortene er blevet væsentligt mindre de senere år. Hvor det meste af regionen har oplevet øget åbenhed omkring de offentlige finanser i de senere pr, er udviklingen ifølge ”International Budget Partnership” gået den modsatte vej i Bolivia. Ligeledes viser en analyse udført af Vanderbilt University, at Bolivia fortsat er et af regionens mest korrupte lande. 40 procent af bolivianerne oplevede således at blive afkrævet bestikkelsesbetaling. I 2012.

Jeg havde for et par år siden mulighed for at møde folk fra både MAS og oppositionen. Når man talte med folk i og omkring MAS, var det åbenbart, at grundlæggende frihedsrettigheder var dem ganske underordnede. Direkte adspurgt om den manglende pressefriehed var svaret fra et ledende MAS medlem, at medierne skam måtte sige og skrive, hvad de ville, så længe det var ”sandheden”. Altså Evo Morales’ og MAS’ udgave af den!

Den manglende respekt for fundamentale rettigheder genfindes til fulde i regeringens misbrug af retsvæsnet. Stort set alle ledende oppositionspolitikere er enten under anklage, har været under anklage eller har valgt at flygte ud af landet efter anklager om det ene eller det andet.

Bolivia som forbillede for andre?

Et andet eksempel på den naive dyrkelse af Evo Morales var da daværende udviklingsminister Christian Friis Bach udtalte, at ”Det er vigtigt, at lande som Danmark bliver i Bolivia. Så kan vi blandt andet støtte op om Evo Morales’ pragmatiske linje”. Bevares, i forhold til Cuba og Venezuela er Evo Morales pragmatisk (og snu), men derfra til at tale om pragmatisme i bred forstand er et stykke vej.

Økonomi:

I sin sejrstale talte Morales selvfølgelig om valgsejren som en sejr over (amerikansk) imperialisme og hyldede både Fidel Castro og afdøde Hugo Chavez. Men som bemærket af en lang række iagtagere adskiller Morales sig fra de to herrer på en række områder. Et af dem er at nok er talen revolutionær, men samtidig er den førte makropolitik en del mere “konservativ”.

bolivia

Evo Morales og kredsen omkring ham, har vist sig at være både snu og pragmatiske, i hvert fald på det økonomiske område. De offentlige budgetter er balancerede og den førte pengepolitik præget af snusfornuft og realistiske valutakurser.

Og selv om man har (re)nationaliseret en stor del af den industri og minedrift, som blev privatiseret i 1980erne og 1990erne, har man klogeligt faret frem med lempe. Således står private firmaer for 95 procent af eksporten af mineraler.

Vi er langt fra vanviddet i Venezuela, hvor Chavez og hans efterfølger har formået af smadre økonomien. Den økonomiske vækst har være betydelig de senere år, ikke mindst drevet af kraftigt stigende eksportindtægter. Høje priser og stor efterspørgsel efter soya, olie, mineraler og gas, har sikret eksterne balancer og hastigt stigende eksport. Faldende priser og efterspørgsel fra væsentlige markeder som Argentina og Brasilien kan dog udgøre en trussel mod den fortsatte økonomisk vækst.

Investerings-niveauet er lavet (under 20 procent af BNP), hvilket på sigt ikke er tilstrækkeligt, hvis den nuværende vækst skal opretholdes.

Det skal dog ikke bortforklare, at det i sig selv er imponerende at Evo Morales har været i stand til at holde sig ved magten i mere end 10 år. Det er ekstraordinært i et land, der alene i årene 2000-2005 nåede at have 5 forskellige præsidenter, mens det snak ned i økonomisk kaos.

Hvor skrøbelig opbakningen kan være kan dog illustreres ved, at Morales vandt lige så overlegent  i 2009, for et år efter at have opbakning fra mindre end en tredjedel af befolkningen, se også her.

Opbakningen fordrer da også at han kontinuerligt fastholder sin popularitet blandt det fattige flertal af bolivianere. Hvilket indtil videre, med enkelte bump på vejen, er lykkedes.

Lige som Lula’s Brasilien blev hyldet i nullerne, for herefter at miste pusten i de senere år – forventet økonomisk vækst i indeværende år er på ca. 0,3 procent – kan det samme ske i Bolivia, og den nuværende popularitet kan vende ganske hurtigt.

Efterskrift: Lidt om det at være indianer med mere.

Som Michael Reid påpeger i sin fremragende bog, “Forgotten Continent: The Battle for Latin America’s Soul”, var der ikke meget indianer over Evo Morales indtil han kom til magten i 2005. Nok er begge hans forældre indianere, men har taler ikke deres sprog og han er kulturelt det man omtaler som mestiz. Det mest røde ved ham indtil 2005 var da også hans socialistiske overbevisning, som er af den maoistiske art, som den udvikledes på vestlige universiteter i 1960erne og 1970erne. Det var først efter han kom til magten i 2005, at den indianske kultur blev en integreret del af selv-iscenesættelsen og fortællingen i MAS. En fortælling der bland andet bygger på en forestilling om et Bolivia med indianske samfund, fra før Inkaerne koloniserede det nuværende Bolivia.

En fortælling der i den grad dyrkes af Álvaro García Linera, Morales vicepræsident, som samtidig er den ideologisk bagmand. Linera er tidligere aktiv revolutionær, og det var den bevægelse han var medlem af, som stod bag bortførelsen af Medina, taberen af søndagens præsidentvalg. Yes. Politik i Bolivia er ikke for tøsedrenge, ej heller kedelig.

En af de mere kuriøse eksempler var da Brasilien i 2012 tildelte politisk asyl til en boliviansk senator, samtidig med at man forhandlede med Bolivia om dets optagelse som medlem af Mercosur. Andre sager involverer bl. a. et attentatforsøg mod en regeringskritisk radiojournalist.

Intet af dette ændrer dog ved at Evo Morales vand valget i søndags og samtidig (igen) fik et solidt flertal i parlamentet. Det var 3. gang at han blev valgt (selv om forfatningen kun tillader genvalg en gang – forfatningen ændredes dog i 2009 og højesteret, som er fuldstændigt kontrolleret af regeringen bestemte, at første gang, som fandt sted under den gamle forfatning derfor “ikke talte med”.

De anklager man kan have mod Morales for urent trav og undergravning af menneskerettigheder og demokrati ændrer heller ikke ved den brede befolknings opbakning – i hvert fald på nuværende tidspunkt. 2/3 er beskæftiget i den uformelle/parallelle  økonomi, og har oplevet betydelig fremgang i levestandarden de senere år.

At de kunne have oplevet samme eller større fremgang i en mere fri økonomi, eller at den økonomiske fremgang hviler på et skrøbeligt grundlag, er uden betydning i denne sammenhæng.

Almindelige (fattige) mennesker er med rette glade for de fremskridt der er sket de senere år. At man så kan mene, at det hurtigt kan gå den anden vej er en anden sag.

Fortsat vækst kræver fortsatte investeringer, og her lader økonomien noget tilbage af ønske. Det opdager man så en dag. I lighed med at Brasiliens befolkning er ved at opdage det. Men det er en anden historie, som jeg vil vende tilbage til i forbindelse med et indlæg om valget i Brasilien den 26. oktober.

Dilma og Aecio Neves går videre til 2. valgrunde

Dette års præsidentvalg i Brasilien har været en uforudsigelig affærre,  fuld af overraskelser. Først var der Marina Silva’s fremkomst som favorit til at blive præsident i august, som jeg skrev om for små 6 uger siden. Senere kollapsede hendes kampagne, mens Dilma Rousseff gik så markant frem, at der ligefrem var spekulationer om hvorvidt hun kunne vinde i 1. valgrunde – se også her – og så er der valgresultatet fra i søndags, hvor Aecio Neves kom overaskende klart ind på en andenplads, mere end 12 procentpoint foran Marina Silva på 3. pladsen.

Det endelige resultat af 1. valgrunde blev 41,6 procent til den siddende præsident, Dilma Rousseff, 33,6 procent til Aecio Neves og blot 21,3 procent til Marina Silva.

Dilma Rousseffs relativt ringe resultat ( ingen siddende præsident har opnået ringere opbakning tidligere) og Aecio Neves meget klare andenplads blev mødt med kursstigninger på aktiemarkedet og fald i dollarkursen.

Hvis det er udtryk for en forventning om at Aecio Neves får hovedparten af Marina Silva’s stemmer i 2. valgrunde, er der nok mere tale om ønsketænkning end en reel mulighed.

Marina Silva’s parti PSB’s vælgere må forventes at ligge til venstre for Aecio Neves, og Dilma Roussef kan nøjes med lidt mere end 1/3 af disse vælgere, for at sikre sig genvalg.

Valget afslørede også klart, at Brasilien er et polariseret land, med meget store regionale forskelle. Således vandt Dilma Rouseff meget klart i de relativt fattige nordøstlige og nordlige stater, mens Aecio Neves klarede sig bedst i den sydøstlige og sydlige Brasilien.

Udklip1234

For interaktiv udgave af ovenstående illustration, se her

I Brasiliens økonomiske centrum, Sao Paulo, og i Sydbrasilien opnåede Aecio Neves opbakning fra næsten dobbelt så mange vælgere, som Dilma og Marina til sammen.

Det bliver en meget spændende 2 valgrunde den 26. oktober. For Aecio Neves taler, at 30 procent af vælgerne direkte adspurgt angiver, at de aldrig kunne finde på at stemme på Dilma, mens Aecio Neves har momentum, og gennem valgkampen har formået at reducere den del af befolkningen, som angiver at de aldrig kunne finde på at stemme på ham Andelen er nu nede på ca. 10 procent.

Selv om Dilma Rousseff ikke kan beskrives som populær (for at sige det mildt), taler en del dog for at hun vil stå som den endelige vinder. Dels er det aldrig før sket at vinderen af 1. valgrunde ikke også har stået som den endelige vinder. Dels må det som nævnt formodes, at en del af Marinas vælgere ender med at stemme på Dilma. Hun skal som sagt blot have ca. hver 3. af Marinas stemmer, mens Aecio Neves skal have mindst 2 ud af 3 som stemte på Marina. Endelig har alle meningsmålinger indtil nu vist, at Dilma Rousseff vinder 2. vangrunde, hvis Aecio Neves er modkandidaten.

Men meningsmålingerne har i den grad vist sig ikke at holde i dette valg, så….

Et er dog sikkert. Det bliver spændende.

Dilma vil formentlig fortsætte skræmmekampagnen mod Aecio Neves og PSDB, der beskyldes for ikke at interessere sig for de 2/3 fattigste i landet. Det er for at sige det mildt ikke korrekt, idet netop PSDB stod fader til en lang række sociale investeringer og programmer i 90erne, som PT senere byggede videre på. Men fakta har som bekendt aldrig været en barriere, når det handler om kampen om magten. Og det uagtet om vi taler om Danmark eller Brasilien.

Aecio Neves vil til gengæld formentlig prøve at kapitalisere på den korruptionsskandale i det delvist statsejede Petrobras, et af verdens største energiselskaber, og som involverer politikere fra PT (men ikke PSDB indtil videre), samt en skandale i forbindelse med uddeling af valgmateriale i staten Minas Gerais, hvor Dilma og PT anklages for at have fået postvæsenet til kun at dele PTs materiale ud.

Derudover vil man naturligvis minde vælgerne om den brasilianske økonomis elendige forfatning. IMF har lige nedjusteret væksten i BNP til 0,3 procent i år. Med (indtil videre) fortsat lav arbejdsløshed er spørgsmålet dog i hvilken udstrækning dette bider på den fattigste (og dårligst uddannede) del af befolkningen. Der til gengæld for en stor dels vedkommende modtager offentlige sociale ydelser.