Oppositionen vinder vigtigt valg i Bolivia

bolivia20. januar valgte Beni midlertidig guvernør frem til 2015. Den forrige blev i 2011 suspenderet på mistanke om korruption. Valget er den første større styrkeprøve før præsidentvalget i 2015, og var af mange iagttagere blevet betegnet som et skæbnevalget, hvis oppositionen skulle gøre sig tanker om at slå MAS ved næste præsidentvalg.

Oponionsmålinger op til valget havde peget på at ingen af kandidaterne ville få de fornødne 50 procent, som sikrer en sejr i 1. valgrunde, mens MAS kandidat, Jessica Jordan ansås for at være favorit.

Efter stemmerne er talt op, viste det sig, at Carmelo Lens vandt med 52,27 procent af de afgivne stemmer i første runde. MAS kandidat kom ind på en andenplads med 44,2 procent.

Ruben Costas (TH) og Niels Westy Munch-Holbek

Ruben Costas (TH) og Niels Westy Munch-Holbek

Carmelo Lens bliver indsat den 1. marts. Valget er blevet anset for at være helt afgørende for hvorvidt oppositionen har en chance ved det kommende præsidentvalg i 2014. Selv om det fleste iagttagere fortsat forventer, at MAS vinder præsidentvalget, viser valgresultatet, at oppositionen står stærkt i de østlige provinser. Det forventes at Santa Cruz guvernør og leder af det regionale parti VERDES, Ruben Costas, er bedste bud på en fælles kandidat for oppositionen.

Se også

 

 

 

Lidt om udsættelsen af indsættelsen af Hugo Chavez og Americas i Radio 24/7

Som det er de fleste bekendt udsatte man i sidste uge den præsidentiale indsættelseesceromoni i Venezuela, efter godkendelse fra højsteret. Det var ingen overraskelse, idet magtens tredeling er ikke-eksisterende og Chavez tilhængere bestemmer hvad højesteret skal mene.

The Economist tager dette op i en leder i denne weekend (Venezuela: In Limbo) og skriver bl.a.:

In any normal democracy one of those two things would now happen [når den valgte præsident ikke kan xx sit hverv]. Indeed, Mr Chávez seemed to prepare for this before his operation when he anointed Nicolás Maduro, his appointed vice-president, as his chosen successor. The National Assembly met this week and re-elected Diosdado Cabello, an army chum of Mr Chávez, as its head.

But Venezuela is not a normal democracy. Although Mr Chávez’s legitimacy derives from the ballot box, he is a former army officer who has ruled as an autocrat since 1999. He claims to head a revolutionary regime in which the exercise of power is personal. On January 8th Mr Maduro sent a letter to the assembly admitting that Mr Chávez was not fit to appear before the assembly, but saying that he would be sworn in at an unspecified later date. Since he is already in post as president, this is a technicality, officials insist.

Cubas rolle er ikke uinteressant. Cuba har længe ikke kun “solgt” læger for olie, men er også involveret i Venezuelas sikkerheds- og efterretningstjeneste. En del tyder også på, at Castro-brødrene har faciliteret en aftale mellem vicepræsidenten Maduro og lederen af parlamentet, Cabelo, som sikrer ro (indtil videre). Som Economist bemærker:

Just imagine the fuss that most Latin Americans would make about foreign interference were the United States playing the part that Cuba has taken in Venezuela’s internal affairs.

For yderligere information om situationen i Venezuela, vil jeg for øvrigt gerne anbefale Radio 24syv’s “Globus” fra i torsdags, hvor jeg deltog sammen med antropolog Simon Lex fra Københavns Universitet (indslaget om Venezuela starter ca. 14:30 inde i udsendelsen).

Arven efter Hugo Chavez

Hugo Chavez bør gå over i historien som den værste præsident i landets historie. Infrastruktur, landbrug og industri ligger i ruiner mens kriminalitet, overgreb og mord er steget voldsomt og olieudvindingen er faldene. Chavez socialisme for det 21. århundrede har været en dyr omgang for Venezuela, som for blot 40 år siden var regionens mest velstående land. 

Som det fremgår af både danske og internationale medier tyder meget på at Hugo Chavez kun har kort tid tilbage at leve i. Spørgsmålet er vel om han overhovedet kan deltage i den planlagte indsættelsesceremoni på torsdag, som forfatningen foreskriver. Skulle han afgå ved døden inden torsdag er sagen klar. I så fald overtager vicepræsident Nicolas Maduro posten indtil torsdag, hvorefter parlamentets formand tager over og nyvalg afholdes indenfor 30 dage.

Nicolas Maduro

Chavez og Maduro

Et andet scenarie er, at Chavez fortsat er i live, men ude af stand til at deltage i ceremonien. Af forfatningen fremgår at præsidenteden skal aflægges enten foran parlamentet eller landets højesteretsdommere. Men det er uklart om ceremonien kun kan finde sted i selve Venezuela. Oppositionen, som er interesseret i et hurtigt valg, mener ja, mens Chavez støtter mener at selve ceremonien godt kan finde sted på den venezuelanske ambassade i Cuba, hvor Chavez er indlagt. Der tales også om at udskyde ceremonien eller lade vicepræsident Nicolas Maduro være stand-in for for Chavez den 10. januar. Heller ikke dette mener oppositionen er i overensstemmelse med forfatningen.

Hvad nu hvis Chavez ikke dør, men heller ikke er i stand til at varetage sit hverv som præsident? I det tilfælde er det op til parlamentet at afsætte ham. Det kræver 2/3 flertal og er ikke sandsynligt på kort sigt.

Noget andet er, at det ikke kan udelukkes, at den Chavez udpegede vicepræsident, Maduro, som er regeringens kandidat i tilfælde af nyvalg, rent faktisk kan gå hen og vinde valget. Oppositionen er overbevist om at de vil vinde, og har tidligere lavet interne meningsmålinger mellem Capriles og Maduro, men det var under helt andre omstændigheder og før Chavez gav ham sin støtte.

Uanset hvad vi andre ellers måtte mene om Chavez,  er han Venezuelas ubestridt mest populære politiker. Hans skygge vil hvile tungt over det valg, som skal finde hans afløser. Samtidig vil både apparat og lovgivning, som effektivt har begrænset oppositionens adgang til de landsdækkende medier og sikret regering og præsident uindskrænket sendetid, være intakt.

Ligeledes kan det heller ikke tages for givet, at de ca. 30 partier som stod bag Henrique Capriles ved det seneste præsidentvalg, også vil gøre det ved et valg efter denne og Madurp. Koalitionen har primært været drevet af modstanden mod den sidende præsident, og omfatter partier både til højre og venstre for Chavez.

Continue reading

Argentinas årlige inflation over 25 %

Den argentinske opposition offentligjorde i fredags deres bud på den reelle argentinske inflation. Ifølge deres beregninger (som udføres anonymt, fordi regeringen har gjort det ulovligt at foretage og offentliggøre alternative bud på inflation), var inflationen fra oktober til november på 1,81 %, svarende til en årlig inflation på 25,4 % de seneste 12 måneder.

Det var den højeste inflation i de 18 måneder, hvor et særligt udvalg bestående af ledende kongresmedlemmer fra oppositionen  månedligt har offentliggjort deres bud på den reelle inflation

Samtidig må man konstatere, at selv om den økonomiske aktivitet har været faldende gennem året, har det ikke medført faldende inflation, tværtimod. INDEC er ikke kommet med officielle tal endnu for inflationen i november, men de forventes at ligge på det halve.

Den argentinske stat har siden 2007 konsekvent manipuleret med tal for inflation. Både IMF og Verdensbanken refererer normalt til de alternative tal fra kongressen. Det er ikke kun officielle tal for inflation, som er under kritik. Beregninger for økonomisk vækst og BNP kritiseres også for at være manipuleret.

 

 

Bye bye Brazil?

Brasil stalledVed denne tid sidste år, drømte Brasilien om, at 2012 ville blive et bedre år end 2011. Finansminister Mantega forventede således, at BNP ville vokser med mere end 4 %. Desværre gik det modsat. Hvor økonomien voksede med 2,7 procent, forventes årets vækst ifølge de seneste tal fra den brasilianske nationalbank at lande på sølle 1 % i år. Selv om 2013  forventes at blive en del bedre, revideres forventninger hele tiden ned, som det fremgår af figuren til venstre, som er hentet fra The Economist.

Man er mile vidt fra boom-året 2010, som endte ud med en vækst på 7,5 %. Det var dog primært resultatet af øget offentligt forbrug og massiv ekspansion i kreditgivningen. Formålet var at Lula’s afløser, Dilma Roussef, blev valgt. Den del af operationen lykkedes også. Men til gengæld er man nu begyndt at tvivle på, hvorvidt hun vil være i stand til at opnå genvalg i 2014.

At den økonomiske vækst er langt lavere end hvad man har forestillet sig skal dog ikke primært lægges Dilma Rousseff til last.

Hvis det kommer bag på nogen, at Brasilien ikke er i stand til at opretholde høje vækstrater, skal jeg minde om, at det har man faktisk ikke været i stand til siden 1970erne. Se også nedenstående sammenligning af Brasiliens økonomiske vækst i forhold til hele Sydamerika.

cepal

Det mest overvurderede af BRIK landene?

Som jeg har skrevet om før på denne blog kan Brasilien ikke klage over manglende tiltro fra resten af verden, tværtimod. Jeg har gang på gang undret mig over den tilsyneladende blinde tiltro til Brasiliens vækstmuligheder som endda fortsat ses nogle steder. således har jeg, som oplægsholder,  flere gange gennem de seneste år oplevet tilhører  blive synligt irriterede, når jeg påpegede at Brasilien ikke historisk har været den vækstsucces, mange tror.  Sidste gang man oplevede en længere periode med høj vækst, ligger helt tilbage i 1970erne

Og en af mange problemer er en infrastruktur, som ikke er forenlig med tilfredsstillende vækstrater

investering_brasil

 Ovenstående figur viser udviklingen i henholdsvis “sociale investeringer” og investeringer i infrastruktur 1930-2000. Fra i gennemsnit at have foretaget investeringer svarende til 5,4 % af BNP i 1970erne, faldt det til 3,6 % i 1980erne, 2,3 % i 1990erne I nuller har niveauet ligget helt nede på 2,15 %. Hermed har investerings-niveauet de seneste 20 år været ca. det  halve af det nødvendigt, for at opretholde en “fornuftig” langsigtet økonomisk vækstrate (over 4 %).

Infrastrukturen har af historiske grunde altid været Brasiliens Akilleshæl. Internationalt rangerer Brasilien under Indien med hensyn til udbygning af vejnet. Mere end 90 % af det samlede vejnet er ikke asfalteret, og der eksisterer stort set ingen motorveje. Det er med til at fastholde meget høje transportomkostninger.

 

investimento infraestrutura arte24opin-202-col_op1-a14

I et interview i sommers med Brasiliens største avis, Globo, understregede tidligere præsident, Fernando Henrique Cardoso (1994-2002), at Brasilien i modsætning til Kina, ikke kan tillade sig at forsøge at stimulere den indenlandske økonomiske aktivitet ved øget forbrug. Ifølge Cardoso er øgede investeringerne i infrastruktur helt afgørende for økonomien. Det er  kun er muligt ved at begrænse det offentlige forbrug.

Brasilien er ved at løbe tør for muligheder

Grundlæggende er problemet, at man er ved at løbe tør for nemme løsninger. Priserne på verdensmarkedet for Brasiliens primære eksportvarer er fortsat høje, men ikke længere stigende. Kreditekspansionen til private forbrugere, som trak væksten for et par år siden, er ikke længere mulig. De har travlt med at betale af på de lån, som har finansieret deres køb af biler og tv mv., og har ikke råd til at sætte sig i yderligere gæld.

Lav arbejdsløshed indebærer desuden, at der hurtigt vil opstå flaskehalsproblemer med deraf følgende lønpres, hvorved en i forvejen ringe konkurrenceevne forværres yderligere, mens der er fare for øget inflation.

Fortsat vækst skal derfor nødvendigvis komme fra produktivitet og investeringer. Det Indebærer også, at betydningen af  et voldsomt ​​bureaukrati, Latinamerikas højeste skatter, dyr kredit, elendig infrastruktur og en overvurderet valuta, nu for alvor er med til at gøre det mindre attraktivt at investere og lave forretninger i Brasilien.

Det har præsident Dilma Rousseff egentlig også erkendt for længe siden, og man har længe forsøgt at stimulere økonomien fra udbudssiden. Renterne er rekordlave (efter brasilianske forhold), hvilket har hjulpet til at svække valutaen og dermed gavne konkurrenceevne og indtjening (målt i lokal valuta). Lønssumsskatter i industrien er reduceret, ligesom elafgifter er sænket og endelig har man inviteret private investorer til at opgradere lufthavne, vejnet og det endnu mere tilbagestående jernbanenet.

Lige lidt synes det dog at hjælpe. De samlede investeringer ligger på kun 18,7 % af BNP, mens de udgør 30 % i Peru og 27 % i Chile og Colombia, som i dag vokser langt hurtigere end Brasilien. Både Peru og Colombia forventes at overhale Brasilien målt på BNP per capita indenfor få år. Chile har naturligvis længe været langt mere velstående end Brasilien.

Det centrale problem er Brasiliens forkærlighed for planøkonomi frem for markedsøkonomi

Private investorer er afventende – ikke kun på grund af konjunkturerne – men også på grund af den høje grad af detailregulering og indblanding fra offentlige myndigheder. Kort fortalt er problemet, at konsensus grundlæggende ikke har ændret sig siden militærstyrets dage. Den største forskel synes at være, at hvor militæret foretrak investeringer i infrastruktur, foretrækker civile regeringer “sociale investeringer”.

Sidstnævnte er muligvis godt for indkomstfordeling og for opbakningen på valgdagen, men førstnævnte er absolut nødvendige for at sikre fortsat vækst. Derudover har det været et gennemgående træk gennem det meste af det 20. og starten af det 21. århundrede, at man foretrækker planøkonomiske løsninger frem for markedsløsninger. At Dilma Rousseff inviterer private aktører med til investeringer i vejnet, luftfart og jernbanenet, sker alene af nød og ikke fordi man mener at det er det mest effektive.

Dilma Rousseff udfordring er, at præsidentvalget i 2014. Hendes valgsejr i 2010 blev sikret ved at booste væksten det år. Men dette nummer kan ikke gentages. Fortsat reallønsfremgang  kræver fortsat økonomisk vækst. Rousseff er ikke i samme heldige situation som Fernando Henrique Cardoso, som blev valgt fordi han kom den kronisk skyhøje inflation til livs, eller Lula som blev genvalgt til en ny periode, fordi han blev associeret (lidt uretfærdigt, da æren primært må tilskrives forgængeren) med forbedrede forhold for millioner af fattige brasilianere.

Spørgsmålet er så, om Rousseff har noget vælgerne kan lide, når valgdagen oprinder. Jovist, hun har vist handlekraft når det kom til korruption – hun har fyret flere ministre - men spørgsmålet er hvor meget det reelt tæller hos vælgerne, når det kommer til stykket.  Formentlig ikke ret meget. Det skal dog understreges, at Rousseff på nuværende tidspunkt fortsat er meget populær. I en meningsmåling for nylig, angav mere end trefjerdele af de adspurgte, at de anså præsidenten som enten god eller fremragende.

Indtil videre har man fra regeringens side i lang tid lavet prognoser, som skulle indikerer, at der er bedre tider på vej. Men det synes primært at være ønskedrømme. Den reelle vækst i 3. kvartal endte kun på det halve (0,6 %) af det forventede. Svagere valuta, lavere renter, og lavere omsætningsafgift på biler og hårde hvidevarer var ikke nok. På trods af de dårlige tal, fastholder finansminister Mantega, at væksten til næste år bliver på 4 % og i 2015 ender på 5 %. Hvilket der dog er færre og færre som tror på.

Noget andet er så. om det vil gøre den store forskel hvis landets næste præsident kom fra et andet parti, formentlig PSDB (Brasiliens socialdemokrati. I modsætning til Chile, Peru, Colombia og nu også Mexiko, står fortalerne for en tilnærmelse til en egentlig fri markedsøkonomi svagt.

Brasiliens forkærlighed for statskapitalisme, hvor staten er den centrale spiller og udpeger de sektorer som der skal satses på, har en lang forhistorie, helt tilbage til det 19. århundrede. Hvis Brasilien for alvor skal bryde med de seneste 25 års relativt lave vækst i forhold til andre lande i regionen, kræver det et paradigmeskifte. Et sådan skal man næppe forventer sig i en overskuelig fremtid.

Desværre ser det ud til at Brasiliens drøm om at blive landet af i morgen fortsætter med at være netop blot en drøm. Dermed ikke sagt, at man ikke fortsat vil opleve vækst, eller at der er risiko for venezuelanske eller argentinske tilstande. Men der er forskel på moderat vækst (ca. 1,7 procent per indbygger om året de seneste 20 år) og de vækstrater som andre lande i regionen har formået at opnå og forventes at opnå i de kommende år. Hvor det 20. århundrede var vidne til at Brasiliens BNP per indbygger steg hastigere end regionen i gennemsnit, har det forholdt sig omvendt de seneste 20-25 år. Desværre ser den tendens ud til at fortsætte i de kommende år.

 

Udvikling i den argentinske valuta

I maj var den officielle kurs på argentinske pesos 4,6 pesos per USD. I dag er den 4,7. Men den rigtige kurs, “blue market” kursen er i dag omkring 6,2. I maj var markedskursen omkring 5. Dette er de kurser som turister kan i Buenos Aires få hvis de har dollars i kontanter.

Udenfor Argentina bruger man selvfølgelig også markedskursen og ikke den officielle kurs som Argentinas stat dikterer. I en af Uruguays “cambios” er kursen fx 5,7 / 6,7 for hhv salg og køb af dollars mod argentinske pesos.

100 argentinske pesos. Købt for få dage siden til en bedre kurs end den officielle.

Mange argentinere har før oplevet hyperinflation og stoler ikke på den argentinske peso. Derfor er der en tendens til at spare op i dollars eller alt andet en pesos.

Farvel til den gamle verden, hallo til den nye

I perioden fra midt i det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede udvandrede millioner af spaniere til de tidligere kolonier i Latinamerika og Brasilien. De seneste halve århundrede har nettovandringerne været omvendt. Ringe økonomiske muligheder i Latinamerika og omvendt hastig vækst i Spanien, medførte tværtimod en stigende og hastig indvandring til Spanien. sådan er det ikke mere. Mens der i de 10 år frem til 2007 var en tilstrømning på ca. 1,5 millioner indvandrere fra Latinamerika, går strømmen, lige som for 100 år siden, nu den anden vej.

Et Spanien i dybe økonomiske problemer, og fornyet økonomisk vækst i store dele af Latinamerika, indebærer både at mange latinamerikanere vælger at vende hjem – således valgte ca. 20.000 colombianere og 40.000 ecuadorianere at vende hjem i 2011, men også især unge spaniere vender i stigende omfang Europa ryggen og flytter til Latinamerika.

Spanierne er ofte veluddannede (på papiret). Spanske universiteter har godt nok ikke det bedste ry i Europa, men i Latinamerika er det forbundet med betydelig prestige at have læst i Europa, også i Spanien.

 

USA og Latinamerikas samhandel sætter ny rekord

Trods diplomatisk spænding mellem nogle lande i Latinamerika og USA, synes samhandlen mellem Nord- og Sydamerika kun at kende en vej – op, op , op.

Således er samhandel steget 20 procent siden sidste år – i en periode hvor den globale samhandel kun er steget få procent. USA står for 41 procent af den globale eksport til Latinamerika, der dermed er lige så betydningsfuld for USA’s eksport som Europa og Afrika tilsammen! Latinamerika er dermed USAs vigtigste samhandelspartner og f.eks. samhandlen med Colombia alene er dobbelt så stor som med Rusland.

Ifølge “Congressional Research Service” steg handlen mellem mellem USA og Latinamerika med 82 procent i perioden 1998 til 2009, mens den kun steg med 72 procent i forhold til Asien, 52 procent i forhold til EU og 64 procent i forhold til resten af verden .

Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?

En af de mest sejlivede myter på venstrefløjen er at Colombia er plaget af systematisk forfølgelse og drab på fagforeningsmedlemmer. Myten er så sejlivet at den i brede kredse anses for at være en selvfølgelighed, men er den nu også det?

Herhjemme viderebringer 3F naturligvis med stor iver myten om den systematiske forfølgelse og i forbindelse med en indgået frihandelsaftale mellem EU samt Colombia og Peru, blokerer en socialdemokratisk ledet gruppe af Europa-Parlamentsmedlemmer netop med henvisning til overtrædelser af menneskerettigheder og forfølgelse af fagforeningsmedlemmer i Colombia. Som det danske medlem af den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, Ole Christensen, skriver i en kronik i Børsen (kræver abonnement for fuld tekst) den 3. september under overskriften “Rettigheder før profit i Sydamerika”:

Jeg sætter menneske- og arbejdstagerrettigheder over økonomisk gevinst for EU, erhvervslivet i Peru og Colombia, samt de selskaber, der inviteres til landet gennem aftalen. Derfor er jeg forbeholden. Og det med god grund, når man ser på den række af grove forbrydelser mod befolkningen i Colombia, der har krævet ret over deres jord og retten til at organisere sig. Den systematiske kamp mod fagbevægelsen over en årrække har betydet, at der i dag kun er knap 3 pct. fagligt organiserede tilbage.

Og når man ser på de årlige opgørelser over antallet af myrdede fagforeningsmedlemmer optræder Colombia da også konsekvent med det højeste antal ifølge tal fra den internationale fagforeningsorganisation, ITUC. I 2011 skulle 29 ud af 76 mord på fagforeningsfolk på verdensplan være sket i Colombia.

Ofte henvises der også til, at næsten 3.000 fagforeningsfolk er myrdet de seneste 25 år i Colombia. Hvad man ofte glemmer at nævne er at det samlede antal myrdede i samme periode er flere hundrede tusinde. I samme periode er antallet af registrerede mord i mere end 350.000. Siden 2002 er mordraten faldet drastisk i takt med at FARC og paramilitære grupper er blevet nedkæmpet eller afvæbnet og i 2011 blev der “kun” registreret ca. 13.500 mord, heraf 29 på fagforeningsmedlemmer. Det laveste antal i årtier.

Og de rapporterede mord på fagforeningsmedlemmer er vitterlig de som er medlemmer af en fagforening. Der er ikke tale om at man vurderer hvorvidt deres død skyldes fagforeningsaktivitet eller ej.

Edward Schumacher-Mato fra Harvard, har på baggrund af domfældelser nået frem til at under 20 procent af mordene på medlemmer af fagforeningsfolk kan angives af være knyttet til ofrenes fagforenings aktiviteter. Det indebærer altså, at ud af de 29 myrdede fagforeningsmedlemmer i 2011, må det forventes at kun 5-6 af disse er slået ihjel på grund af deres tilknytning til en fagforening. Det er naturligvis stadig beklageligt, men kan det angives at være udtryk for systematisk forfølgelse?

Systematisk forfølgelse kan efterprøves statistisk

Hvis der var tale om en systematisk forfølgelse burde det kunne ses i mordraten for fagforeningsmedlemmer i forhold til mordraten i almindelighed.

 Som det fremgår af ovenstående figur topper antallet af mord på fagforeningsmedlemmer i midten af 1990erne, ligesom man har en mindre stigning mellem 2000 og 2002, hvorefter der er er et kraftigt fald. Af figuren ovenfor til højre ses hvor stor en andel af de samlede mord, shvor ofret har været medlem af en fagforening. som det fremgår er den på intet tidspunkt ud over 1996 over 1 procent af det samlede antal mord, mens den de senere år har nærmet sig 0,2 procent af de samlede mord.

Sammenligner man den generelle mordrate og mordraten for fagforeningsmedlemmer fremgår det da også tydeligt, at risikoen for at blive myrdet er væsentligt lavere for fagforeningsmedlemmer end for befolkningen generelt. Således var den ca. 7 gange lavere i 2008.

I en analyse “Is Violence Against Union Members in Colombia Systematic and Targeted?” fra 2009 forsøger Daniel Mejia og María José Uribe at finde ud af om der er statistisk belæg for at der skulle finde en systematisk forfølgelse sted af fagforeningsfolk.

Herunder prøvede de via en regressionsanalyse at se om man på delstatsniveau kunne finde en sammenhæng mellem forskellige former for arbejdskonflikter og mord på fagforeningsmedlemmer. Det var ikke muligt. 

Den eneste signifikante sammenhæng som kunne konstateres var, at de fattigste og mest voldelige delstater også registrerede de højeste antal mord på fagforeningsmedlemmer.

Kan forklaringen virkeligt være så simpel?

Noget kunne tyde på at den væsentligste grund til den udbredte myte om den systematiske forfølgelse af fagforeningsfolk i Colombia er det simple faktum at der er nogle som påstår det og måden man registrerer mord på (læs, at man ikke vurderer hvorvidt medlemmer af fagforeninger er slået ihjel på grund af deres fagforeningsaktiviteter eller ej). Det virker næsten for banalt til at være sandt. Men se lige på nedenstående tabel over mord på fagforeningsmedlemmer i Colombia, Guatamala og Venezuela. Som det fremgår er der meget stor forskel på ITUCs tal fra de tre lande og så hvad NGOere i Guatamala og Venezuela kommer frem til.

Man må naturligvis begræde den høje vold og de mange mord i Colombia, og Venezuela og Guatemala, som i dag begge har høejre mordrater end Colombia. Det er slående at vi intet har hørt om eventuel systematisk forfølgelse i Venezuela – og det er heller ikke sikkert en sådan finder sted.

Et er dog sikkert, der er intet som tyder på at fagforeningerne i Colombia har været eller bliver udsat for systematisk forfølgelse.

Til gengæld har  de seneste årtiers  konflikt i Colombia medført at opbakningen til venstrefløjen er stort set ikke-eksisterende.

Colombianerne ser sig selv som centrum-højreorienterede (2011)

Ovenstående figur er hentet fra det internationalt ansete uafhængige chilenske analyseinstitut Latinobarometro, som i de sidste 20 år har fortaget intensive analyser af latinamerikanernes holdninger på en lang række områder.

Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at der er stor opbankning til landets centrum-højre regering under ledelse af præsident Manuel Santos (Partido de la U).

 

Det fremgår også tydeligt at fagforeningernes troværdighed er meget lav. således har 2/3 af befolkningen ingen eller kun lidt tiltro til landets fagforeninger.

Det er måske den væsentligste grund til at kun 3-4 procent arbejdsstyrken er medlem af en fagforening.

 

Bliver Bolivia næste medlem af Mercosur?

Efter Venezuela endelig blev optaget i Mercosur (efter Paraguay var blevet suspenderet frem til 2013) er det måske nu Bolivia som står for tur. Støttet af Uruguay, som ønsker flere medlemslande for at mindske Argentinas og ikke mindst Brasiliens dominans, forventes de formelle forhandlinger om fuldt medlemskab af Mercosur, at begynde i 2013.

Uruguay har formandsposten i første halvår af 2013, og de to landes udenrigsministre har ifølge diplomatiske kilder allerede lagt en køreplan.

Bolivia er sammen med Chile, Colombia, Peru og Ecuador allerede associeret medlem.

Bolivia og Uruguays udenrigsministre Alurralde (TV) og Conde