Evo Morales klar vinder af præsidentvalget i Bolivia

Det var ingen overraskelse, at Evo Morales vandt præsidentvalget klart i søndags. Mens Evo fik ca. 60 procent af stemmerne, opnåede forretningsmanden Samuel Doria Medina (Bolivia’s rigeste mand) kun ca. en fjerdedel på andenpladsen.

Bolivia er Sydamerikas fattigste land, og dets historie er præget af voldsom ustabilitet, høj korruption og indtil for nylig lav økonomisk vækst. Efter en urolig periode præget af protester og voldelige sammenstød, vandt fagforeningsaktivisten og socialisten Evo Morales fra MAS i 2005 præsidentvalget i Bolivia.

Siden har han (for det meste) været rimeligt populær i befolkningen. Samtidig er han blevet hyldet både hos den danske venstrefløj og i store dele af den internationale hjælpeindustri.

Ikke fordi Bolivia under Morales kan opvise særligt positive resultater i bekæmpelse af fattigdom og forbedring af menneskerettigheder. Andre lande i regionen har de senere årtier formået at løfte en større del af befolkningen ud af fattigdom, og mindske uligheden stort set lige så meget som Bolivia.

Men de har selvfølgelig ikke været båret af antiimperialistisk socialistisk retorik og store armbevægelser som Morales Bolivia. Til gengæld er lande som Colombia og Peru’s økonomiske fremskridt sket samtidig med at menneskerettighederne har fået det bedre. Det omvendte gør sig gældende i Bolivia, hvor pressen stort set er kontroleret af regeringen, enten direkte eller indirekte gennem pres og trusler om sagsanlæg. En ganske alvorlig trussel, i et land, hvor det juridiske system i vid udtrækning er i lommerne på regeringen.

Morales indianske baggrund spiller formentlig også ind, og skygger for en mere sober vurdering af de reelle konsekvenser af den førte politik. Bemærkelsesværdig er i hvert fald den overvældene tolerance, tilgivelse og forståelse, som den bolivianske præsident og hans regering mødes med.

Han er således både sluppet af sted med stærkt homofobiskr udtalelser, manglende respekt for demokratiske spilleregler, gentagne angreb på ytringsfriheden og en bevidst erodering af magtens tredeling.

Ligesom den førte venstrepopulistiske økonomiske politik er skåret over samme læst som set så mange gange tidligere i Latinamerika, og som aldrig har været i stand til varigt at forbedre befolkningens levevilkår. I kortere eller længere perioder, jovist, men på et eller andet tidspunkt bryder modellen sammen.

Et eksempel på den noget malplacerede fascination og dyrkelse af Morales Bolivia, var da Christian Friis Bach ved en debat på Københavns Universitet i 2012, i ramme alvor mente de seneste års udvikling i det bolivianske retssystem som fremskridt for landet.

En udvikling som medfører, at dommere med tilknytning til regeringspartiet MAS sidder tungt på landets domstole, og retssystemet i stadig større grad bruges mod politiske modstandere og den frie presse. Der er tale om bevidst nedbrydning af domstolenes uafhængighed og konsekvent forringelse af et i forvejen ringe og korrupt juridisk system.

Samtidig undergraves ytringsfriheden, og mulighederne for at kigge magthaverne i kortene er blevet væsentligt mindre de senere år. Hvor det meste af regionen har oplevet øget åbenhed omkring de offentlige finanser i de senere pr, er udviklingen ifølge ”International Budget Partnership” gået den modsatte vej i Bolivia. Ligeledes viser en analyse udført af Vanderbilt University, at Bolivia fortsat er et af regionens mest korrupte lande. 40 procent af bolivianerne oplevede således at blive afkrævet bestikkelsesbetaling. I 2012.

Jeg havde for et par år siden mulighed for at møde folk fra både MAS og oppositionen. Når man talte med folk i og omkring MAS, var det åbenbart, at grundlæggende frihedsrettigheder var dem ganske underordnede. Direkte adspurgt om den manglende pressefriehed var svaret fra et ledende MAS medlem, at medierne skam måtte sige og skrive, hvad de ville, så længe det var ”sandheden”. Altså Evo Morales’ og MAS’ udgave af den!

Den manglende respekt for fundamentale rettigheder genfindes til fulde i regeringens misbrug af retsvæsnet. Stort set alle ledende oppositionspolitikere er enten under anklage, har været under anklage eller har valgt at flygte ud af landet efter anklager om det ene eller det andet.

Bolivia som forbillede for andre?

Et andet eksempel på den naive dyrkelse af Evo Morales var da daværende udviklingsminister Christian Friis Bach udtalte, at ”Det er vigtigt, at lande som Danmark bliver i Bolivia. Så kan vi blandt andet støtte op om Evo Morales’ pragmatiske linje”. Bevares, i forhold til Cuba og Venezuela er Evo Morales pragmatisk (og snu), men derfra til at tale om pragmatisme i bred forstand er et stykke vej.

Økonomi:

I sin sejrstale talte Morales selvfølgelig om valgsejren som en sejr over (amerikansk) imperialisme og hyldede både Fidel Castro og afdøde Hugo Chavez. Men som bemærket af en lang række iagtagere adskiller Morales sig fra de to herrer på en række områder. Et af dem er at nok er talen revolutionær, men samtidig er den førte makropolitik en del mere “konservativ”.

bolivia

Evo Morales og kredsen omkring ham, har vist sig at være både snu og pragmatiske, i hvert fald på det økonomiske område. De offentlige budgetter er balancerede og den førte pengepolitik præget af snusfornuft og realistiske valutakurser.

Og selv om man har (re)nationaliseret en stor del af den industri og minedrift, som blev privatiseret i 1980erne og 1990erne, har man klogeligt faret frem med lempe. Således står private firmaer for 95 procent af eksporten af mineraler.

Vi er langt fra vanviddet i Venezuela, hvor Chavez og hans efterfølger har formået af smadre økonomien. Den økonomiske vækst har være betydelig de senere år, ikke mindst drevet af kraftigt stigende eksportindtægter. Høje priser og stor efterspørgsel efter soya, olie, mineraler og gas, har sikret eksterne balancer og hastigt stigende eksport. Faldende priser og efterspørgsel fra væsentlige markeder som Argentina og Brasilien kan dog udgøre en trussel mod den fortsatte økonomisk vækst.

Investerings-niveauet er lavet (under 20 procent af BNP), hvilket på sigt ikke er tilstrækkeligt, hvis den nuværende vækst skal opretholdes.

Det skal dog ikke bortforklare, at det i sig selv er imponerende at Evo Morales har været i stand til at holde sig ved magten i mere end 10 år. Det er ekstraordinært i et land, der alene i årene 2000-2005 nåede at have 5 forskellige præsidenter, mens det snak ned i økonomisk kaos.

Hvor skrøbelig opbakningen kan være kan dog illustreres ved, at Morales vandt lige så overlegent  i 2009, for et år efter at have opbakning fra mindre end en tredjedel af befolkningen, se også her.

Opbakningen fordrer da også at han kontinuerligt fastholder sin popularitet blandt det fattige flertal af bolivianere. Hvilket indtil videre, med enkelte bump på vejen, er lykkedes.

Lige som Lula’s Brasilien blev hyldet i nullerne, for herefter at miste pusten i de senere år – forventet økonomisk vækst i indeværende år er på ca. 0,3 procent – kan det samme ske i Bolivia, og den nuværende popularitet kan vende ganske hurtigt.

Efterskrift: Lidt om det at være indianer med mere.

Som Michael Reid påpeger i sin fremragende bog, “Forgotten Continent: The Battle for Latin America’s Soul”, var der ikke meget indianer over Evo Morales indtil han kom til magten i 2005. Nok er begge hans forældre indianere, men har taler ikke deres sprog og han er kulturelt det man omtaler som mestiz. Det mest røde ved ham indtil 2005 var da også hans socialistiske overbevisning, som er af den maoistiske art, som den udvikledes på vestlige universiteter i 1960erne og 1970erne. Det var først efter han kom til magten i 2005, at den indianske kultur blev en integreret del af selv-iscenesættelsen og fortællingen i MAS. En fortælling der bland andet bygger på en forestilling om et Bolivia med indianske samfund, fra før Inkaerne koloniserede det nuværende Bolivia.

En fortælling der i den grad dyrkes af Álvaro García Linera, Morales vicepræsident, som samtidig er den ideologisk bagmand. Linera er tidligere aktiv revolutionær, og det var den bevægelse han var medlem af, som stod bag bortførelsen af Medina, taberen af søndagens præsidentvalg. Yes. Politik i Bolivia er ikke for tøsedrenge, ej heller kedelig.

En af de mere kuriøse eksempler var da Brasilien i 2012 tildelte politisk asyl til en boliviansk senator, samtidig med at man forhandlede med Bolivia om dets optagelse som medlem af Mercosur. Andre sager involverer bl. a. et attentatforsøg mod en regeringskritisk radiojournalist.

Intet af dette ændrer dog ved at Evo Morales vand valget i søndags og samtidig (igen) fik et solidt flertal i parlamentet. Det var 3. gang at han blev valgt (selv om forfatningen kun tillader genvalg en gang – forfatningen ændredes dog i 2009 og højesteret, som er fuldstændigt kontrolleret af regeringen bestemte, at første gang, som fandt sted under den gamle forfatning derfor “ikke talte med”.

De anklager man kan have mod Morales for urent trav og undergravning af menneskerettigheder og demokrati ændrer heller ikke ved den brede befolknings opbakning – i hvert fald på nuværende tidspunkt. 2/3 er beskæftiget i den uformelle/parallelle  økonomi, og har oplevet betydelig fremgang i levestandarden de senere år.

At de kunne have oplevet samme eller større fremgang i en mere fri økonomi, eller at den økonomiske fremgang hviler på et skrøbeligt grundlag, er uden betydning i denne sammenhæng.

Almindelige (fattige) mennesker er med rette glade for de fremskridt der er sket de senere år. At man så kan mene, at det hurtigt kan gå den anden vej er en anden sag.

Fortsat vækst kræver fortsatte investeringer, og her lader økonomien noget tilbage af ønske. Det opdager man så en dag. I lighed med at Brasiliens befolkning er ved at opdage det. Men det er en anden historie, som jeg vil vende tilbage til i forbindelse med et indlæg om valget i Brasilien den 26. oktober.

Dilma og Aecio Neves går videre til 2. valgrunde

Dette års præsidentvalg i Brasilien har været en uforudsigelig affærre,  fuld af overraskelser. Først var der Marina Silva’s fremkomst som favorit til at blive præsident i august, som jeg skrev om for små 6 uger siden. Senere kollapsede hendes kampagne, mens Dilma Rousseff gik så markant frem, at der ligefrem var spekulationer om hvorvidt hun kunne vinde i 1. valgrunde – se også her – og så er der valgresultatet fra i søndags, hvor Aecio Neves kom overaskende klart ind på en andenplads, mere end 12 procentpoint foran Marina Silva på 3. pladsen.

Det endelige resultat af 1. valgrunde blev 41,6 procent til den siddende præsident, Dilma Rousseff, 33,6 procent til Aecio Neves og blot 21,3 procent til Marina Silva.

Dilma Rousseffs relativt ringe resultat ( ingen siddende præsident har opnået ringere opbakning tidligere) og Aecio Neves meget klare andenplads blev mødt med kursstigninger på aktiemarkedet og fald i dollarkursen.

Hvis det er udtryk for en forventning om at Aecio Neves får hovedparten af Marina Silva’s stemmer i 2. valgrunde, er der nok mere tale om ønsketænkning end en reel mulighed.

Marina Silva’s parti PSB’s vælgere må forventes at ligge til venstre for Aecio Neves, og Dilma Roussef kan nøjes med lidt mere end 1/3 af disse vælgere, for at sikre sig genvalg.

Valget afslørede også klart, at Brasilien er et polariseret land, med meget store regionale forskelle. Således vandt Dilma Rouseff meget klart i de relativt fattige nordøstlige og nordlige stater, mens Aecio Neves klarede sig bedst i den sydøstlige og sydlige Brasilien.

Udklip1234

For interaktiv udgave af ovenstående illustration, se her

I Brasiliens økonomiske centrum, Sao Paulo, og i Sydbrasilien opnåede Aecio Neves opbakning fra næsten dobbelt så mange vælgere, som Dilma og Marina til sammen.

Det bliver en meget spændende 2 valgrunde den 26. oktober. For Aecio Neves taler, at 30 procent af vælgerne direkte adspurgt angiver, at de aldrig kunne finde på at stemme på Dilma, mens Aecio Neves har momentum, og gennem valgkampen har formået at reducere den del af befolkningen, som angiver at de aldrig kunne finde på at stemme på ham Andelen er nu nede på ca. 10 procent.

Selv om Dilma Rousseff ikke kan beskrives som populær (for at sige det mildt), taler en del dog for at hun vil stå som den endelige vinder. Dels er det aldrig før sket at vinderen af 1. valgrunde ikke også har stået som den endelige vinder. Dels må det som nævnt formodes, at en del af Marinas vælgere ender med at stemme på Dilma. Hun skal som sagt blot have ca. hver 3. af Marinas stemmer, mens Aecio Neves skal have mindst 2 ud af 3 som stemte på Marina. Endelig har alle meningsmålinger indtil nu vist, at Dilma Rousseff vinder 2. vangrunde, hvis Aecio Neves er modkandidaten.

Men meningsmålingerne har i den grad vist sig ikke at holde i dette valg, så….

Et er dog sikkert. Det bliver spændende.

Dilma vil formentlig fortsætte skræmmekampagnen mod Aecio Neves og PSDB, der beskyldes for ikke at interessere sig for de 2/3 fattigste i landet. Det er for at sige det mildt ikke korrekt, idet netop PSDB stod fader til en lang række sociale investeringer og programmer i 90erne, som PT senere byggede videre på. Men fakta har som bekendt aldrig været en barriere, når det handler om kampen om magten. Og det uagtet om vi taler om Danmark eller Brasilien.

Aecio Neves vil til gengæld formentlig prøve at kapitalisere på den korruptionsskandale i det delvist statsejede Petrobras, et af verdens største energiselskaber, og som involverer politikere fra PT (men ikke PSDB indtil videre), samt en skandale i forbindelse med uddeling af valgmateriale i staten Minas Gerais, hvor Dilma og PT anklages for at have fået postvæsenet til kun at dele PTs materiale ud.

Derudover vil man naturligvis minde vælgerne om den brasilianske økonomis elendige forfatning. IMF har lige nedjusteret væksten i BNP til 0,3 procent i år. Med (indtil videre) fortsat lav arbejdsløshed er spørgsmålet dog i hvilken udstrækning dette bider på den fattigste (og dårligst uddannede) del af befolkningen. Der til gengæld for en stor dels vedkommende modtager offentlige sociale ydelser.

Brasiliens uforudsigelige præsidentvalg

Jeg har skrevet en kort præsentation af de 3 vigtigste kandidater ved det brasilianske præsidentvalg til Raeson. 1. valgrunde finder sted på søndag den 5. oktober. Hvis ingen får over halvdelen af stemmerne (og det sker ikke), går nr. 1 og 2 videre til anden valgrunde, som finder sted søndag den 26. oktober. De to bliver med al sandsynlighed den siddende præsident, Dilma Rousseff og Marina Silva.

Mit bud er at Marina Silva står med gode chancer for at vinde valget, hvilket jeg tidligere har redegjort for her på bloggen.

Intet er dog afgjort endnu, og ved de seneste meningsmålinger, dels Datafolha, offentliggjort i fredags, og Vox Populi mandag, står Dilma faktisk til at vinde med 4 procent over Marina i 2 valgrunde.

dollar

Udsigten til at Dilma Rousseff alligevel fortsætter som præsident har fået både aktiekurser og kursen på Real overfor dollar til at falde.

Aktieidekset på Børsen i Sao Paulo faldt således mandag med 4,5 procent, mens real ikke har været så svag overfor dollaren siden 2008.

I et valg der har vist sig at være det uforudsigelig nogensinde i Brasilien, kan alt dog fortsat ske

 

Negativ markedsføring virker

PT og Dilma har kørt en selv efter brasilianske forhold uhørt hård kampagne de seneste uger, rettet direkte mod Marina. Det ser ud til at have båret frugt. Man skal dog være klar over, at den siddende præsident og hendes støtter har 6 gange så meget fri TV-tid som modstanderne i første valgrunde. Op til det endelige valg den 26. oktober vil TV-tiden være mere ligeligt fordelt.

Samtidig er det værd at bemærke at Marina de seneste uger har tabt stemmer til både Dilma, der ligger til venstre for hende, og Aecio Neves fra PSDB, som ligger til højre. Det kan derfor ende med at blive afgørende for hendes chancer i anden valgrunde, hvorvidt PSDB vil støtte hende, når deres egen kandidat er ude efter valget på søndag.

Ifølge rygterne er der intern splid om dette i PSDB. Man har ikke glemt, at Marina ved valget i 2010, hvor hun blev nummer 3 i første valgrunde, valgte at forholde sig neutral op til anden valgrunde. Desuden er der intern uenighed om hvad der er taktisk mest fornuftig.

Mens tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso og partiets præsidentkandidat, Jose Serra, i 2010 er mest stemt for at man offentlig skal anbefale at man stemmer på Marina i anden valgrunde, er andre dele af partiet bange for, at man med Marina som præsident mister sin centrale position i brasiliansk politik.

Hvorvidt PSDB vælger at støtte Marina i anden valgrunde eller forholder sig neutral, kan således vise sig at blive afgørende for det endelig udfald.

Efter flystyrtet, som ændrede alt i Brasilien – præsidentvalg 2014

Den 13. august døde kandidaten for PSB, der efter danske forhold svarer nogenlunde til Socialdemokratiet, Eduardo Campos, i et tragisk flystyrt. Det har vendt op og ned på præsidentvalgkampen. Hvor den siddende præsident, Dilma Rousseff, før var favorit til at fortsætte efter valget i oktober, står hun nu til at tabe i 2. valgrunde.

Forklaringen er, at Eduardo Campos vicepræsidentkandidat, Marina Silva, nu er PSB’s præsidentkandidat. Hvor Campos i den sidste meningsmåling før sin død blot fik 8 procent af stemmerne, og var langt efter de to førende kandidater, Aecio Neves fra PSDB og Dilma Rousseff fra PT. PSDB svarer efter danske forhold det Radikale Venstre, selv om partiet hedder “Brasiliens Socialdemokrati”, mens PT svarer nogenlunde til Socialistisk Folkeparti i den version der deltog i regeringen frem til dette forår.

Ved den seneste meningsmåling er der vendt op og ned på dette. I første valgrunde står Dilma Rousseff stadig til at få flest stemmer, men langt fra de krævede 50+ procent, som forhindrer en anden valgrunde. Mens Dilma Rousseff fører med 34 procents opbakning foran Marina Silva på andenpladsen med 29 procent og Aecio Neves med 19 procent af vælgernes opbakning på 3. pladsen. Resten af feltet er ganske ligegyldigt.

I anden valgrunde vil Marina Silva vinde klart over den siddende præsident. Gallupundersøgelsen er foretaget af det velestimerede IBOPE

Hvis Aecio Neves går videre til 2. valgrunde i stedet for Marina, vil Dilma fortsætte som præsident.

Man har også undersøgt hvor stor en del af vælgerne der føler sig sikre på hvem de stemmer på, og hvem de under ingen omstændighed vil stemme på af de tre kandidater.

Mens 65 procent af de som angiver at ville stemme på Marina Silva, også angiver at de har truffet deres endelige valg, gælder det kun for 52 procent for Dilma og 48 procent for Aecio.

Når det gælder om antipati, ligger Marina Silva klart bedre til end det to andre. Her er det slående at den siddende præsident har den største andel af vælgerne, som angiver at de under ingen omstændigheder vil stemme på hende, nemlig 36 procent, 18 procent er sikre på at de ikke under nogen omstændigheder vil stemme på Aecio Neves, mens kun 10 procent angiver, at de under ingen omstændigheder vil stemme på Marina Silva.

Hvem Stemmer på hvem? 

Det er ikke mindst interessant at se hvem som vil stemme på Marina Silva. Her viser det sig, at hun især står stærkt blandt unge, protestanter (hun tilhører selv pinsemissionen), og personer som tjener mere end 2 minimumslønninger.

Reelt er det kun blandt vælgere over 55 år, at hun klarer sig mindre godt, samt de absolut fattigste der tjener 1 minimumsløn eller derunder. Her spiller den geografiske fordeling dog også ind.

Således er det eneste område i Brasilien, hvor den siddende præsident fortsat har et (solidt) flertal, nord- og nordøstbrasilien. Præsidentens støtte er også mest udbredt i byer med under 50.000 indbyggere, mens Marina Silva står stærkest i byer over 500.000 indbyggere.

Blandt universitetsuddannede slår hun begge de andre kandidater klart.

Ingen tvivl om at det bliver et spændende valg.

Der er ingen tvivl om at Marina Silva vil køre valgkamp på at hun er “den 3. vej” og være kandidaten som tager afstand fra det eksisterende politiske system. Det vender vi tilbage til.

For de sprogkyndige kan første debat mellem præsidentkandidaterne ses her:

1. del

2. del

3. del

4. del

Yderlige info om de væsentligste kandidater, se nedenstående links, som er på engelsk (Wikipedia)

Mere om Dilma Rousseff

Mere om Marina Silva

Mere om Aecio Neves

Ps. Jeg er klar over, at jeg har forsømt denne blog på det groveste. Det vil jeg rette op på de kommende uger.

På søndag vælger Colombia en konservativ præsident.

På søndag afgøres det, hvem som bliver Colombia’s næste præsident. Valget står mellem den moderat konservative sidende præsident, Juan anuel Santos, og udfordreren Óscar Ivan Zuluaga, der også er…..konservativ.

Men som The Economist skriver er hovedpersonen i realiteten Colombia’s præsident fra 2002 til 2010, den kontroversielle Álvaro Uribe. Den væsentligste forskel mellem kandidaterne er holdningen til den venstreorienterede terrorbevægelse FARC og den igangværende fredsproces.

Både Santos og Zuluaga vra ministre under Uribe. Zuluaga finansminister og Santos forsvarsminister. Zuluaga vandt med 29 procent mos Juan Manuel Santos 25 procent første valgrunde, og står umiddelbart med gode chancer for også at vinde 2. valgrunde.

Valget kan ses som en afstemning for eller mod den fredsproces, som Juan Manuel Santos har stået for i forhold til FARC. En politik som Uribe, som støttede Santos i 2010, har været bitter modstander af.

Juan Manuel Santos har klart proklameret, at vælgerne har et valg den 15. juni “mellem de som ønsker at ende krigen, og de som ønsker at fortsætte en krig uden ende”.

Santos problem er bare, at opbakningen bag og troen på, at de igangværende fredsforhandlinger på Cuba mellem regeringen og FARC vil føre til fred, ikke er særlig stor. Ikke mindst på grund af, at store dele af befolkningen ikke tror på at FARC reelt ønsker fred.

Mens Zuluaga kan forvente at få de fleste af endnu en konservativ kandidat i første runde, Marta Lucía Ramírez, ca. 15 procent af stemmerne, skal Santos sætte sin lid til at de vælgerne der stemte til venstre for midten i første runde, sætter kryds ud for ham den 15. juni. Og ikke mindst – og det kan måske vise sig at være det vanskeligste – at få flere til at møde op og stemme på søndag. Stemmeprocenten ved første runde i maj var 40 procent.

Uanset hvad vil den økonomiske politik fremover være nogenlunde uændret. Til gengæld kan et valg af Zuluaga få store konsekvenser for både fredsforhandlingerne og Colombia’s naboer, ikke mindst Venezuela,

 

 

Reformer og faldende vækst i Chile

9. marts indsattes Bachelet som ny præsident i Chile. Her gentog hun løftet om at gennemføre gennemgribende reformer der skal sikre et mere “lige og fair” Chile. Regeringen har da også oprettet en hjemmeside med de 50 reformer man vil gennemføre i regeringens første 100 dage. Reformer, der bl.a. skal sikre gratis uddannelse for alle inden 2020, en mere lige indkomstfordeling og andet godt fra fordelingsposen. Alt sammen finansieret ved primært øgede skatter på det private erhvervsliv.

Der er således lagt op til mere fokus på fordeling og mindre fokus på økonomisk vækst. Dette i kontrast til den tidligere regering under præsident Sebastián Piñera, under hvis regeringstid arbejdsløsheden faldt til det laveste i 30 år, mens man opnåede gennemsnitlige vækstrater i BNP på 5,4 procent.

En lang række af reformerne vil kræve ændringer i den gældene grundlov, hvilket ikke er en let proces. Og der synes allerede inden de første reformer er gennemført at være en pris at betale for de ambitiøse reformer i kraft af lavere vækst.

Væksten begyndte allerede at falde sidste år, hvor investeringslysten dykkede. At kobberprisen sidenhen er faldet til sit laveste niveau i 4 år, gør ikke situationen bedre.

En af kernepunkterne er at man ønsker at øge skattene med svarende til 3 procent af BNP, ikke mindst ved at øge selskabsskatterne. Det er ud fra et økonomisk synspunkt en temmelig tåbelig ide, da vi ved at den primære effekt af dette er at mindske investeringerne, idet selskabsskatters primære effekt er at mindske forrentningen af den investerede kapital, se også denne artikel i El Mercurio (på spansk)

Til gengæld gav det politisk mening i forbindelse med valget, idet man samtidig med forslaget om at øge selskabsskatterne også foreslog en nedsættelse af de personlige indkomstskatter.

Det betaler man nu prisen for, endda inden der er gennemført en eneste af de bebudede skatteforhøjelser. Således har flere økonomer allerede kommet med prognoser, der peger på at den gennemsnitlige vækst i BNP de kommende 4 år kan blive så lav som 3,5 procent p.a. Altså næsten 2 procentpoint lavere end under den tidligere regering. Det er væsentligt at understrege, at givet kobbers fortsatte store betydning for økonomien, omend den er lavere end for år tilbage, er prisudviklingen på denne af meget stor betydning for de opnåede vækstrater.

Centralbankens seneste prognose indikerer indtil videre en forventet vækst i år på 3,7 procent.

Netop faldet i den forventede og realiserede vækst kan dog i sig selv have den positive effekt, at det kan bruges som en undskyldning for et mere moderat faktisk reformprogram end det man lovede i efteråret.

Med en regering baseret på partier der spænder fra det moderate kristelige demokratiske parti (som har fordømt Venezuelas præsident Maduro og dennes fremfærd i Venezuela)  , hvis politik svarer til socialdemokraterne herhjemme og til “die hard” kommunister (som har fordømt demonstranterne i Venezuela og udtrykt deres støtte til præsident MAduro), bliver det i hvert fald interessant at se i hvilken udstrækning det mindskede økonomiske råderum kommer til at influere på reformerne og Bachelets muligheder for at holde sammen på sit parlamentariske grundlag.

Selv om præsidentens dage muligvis er talte, betyder det ikke nødvendigvis et regimeskifte i Venezuela

Som rapporteret i de internationale medier i går, har oppositionslederen, eller rettere sagt en af dem, Leopoldo Lopez, overgivet sig til politiet.

leopoldo-lopc3a9z

Det gik ikke stille af sig, og demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter fortsætter i de større byer i Venezuela. Det gør propagandakrigen også – både på spansk og engelsk.

Mens regimet prøver at fremstille demonstrationerne som bølleoptøjer med begrænset deltagelse, organiseret af en lille “super-rig” elite og bakket op af bl.a. CIA – man udviste i går 3 amerikanske diplomater – prøver de demonstrerende at fremstille demonstrationerne som folket mod præsident Maduro og regeringspartiet PSUV. Begge dele er et falsum.

Lige som vi så sidste år i Brasilien, er det primært middelklassen som er gået på gaderne, og Venezuela er fortsat en meget splittet nation. Der er ingen tvivl om at regimet fortsat har stor opbakning blandt en del fattige. Denne opbakning sikres ikke mindst gennem en gennemført klientalistisk struktur, hvor medlemsskab af regeringspartiet PSUV sikrer adgang til en række varer og tjenesteydelser, betalt af det offentlige, men forbeholdt partimedlemmer.

Ligeledes dominerer regeringen fuldstændigt landsdækkende radio og TV, de væsentligste kilder til information for de fleste venezuelanere. Oppositionen er derfor henvist til at bruge de sociale medier og Internettet, ikke mindst twitter, som regeringen af samme grund har lukket ned for flere gange.

Maduros dage er nok talte, men ikke nødvendigvis PSUV’s

Det kan diskuteres i hvilken udstrækning de nuværende demonstrationer rent faktisk svækker eller styrker PSUVs greb om magten. Men muligvis kan de fremskynde en proces, hvorved præsident Maduro tvinges fra magten og andre indenfor PSUV og regimet tager over. Hans kontrol over egne kan absolut ikke sammenlignes med hans forgænger Hugo Chavez, som uanset om man var enig med ham eller ej, hvis håndværksmæssige evner som politiker og strateg ikke skal undervurderes,

Det samme kan man mildt sagt ikke sige om efterfølgeren Maduro, der langt fra nyder samme opbakning i PSUV.

fortsættelse følger…….

 

 

Er den venezuelanske regerings “fjende nr. 1” fascist?

Ifølge Venezuelas regering er (en af) oppositionslederne, Leopoldo Lopez, ansvarlig for den seneste tids protester, som flere gang er endt i voldelige sammenstød med politi og regimets paramilitære grupper, med tab af menneskeliv til følge.

Ifølge regeringen er Leopoldo Lopez fascist og CIA-agent, ligesom man beskylder Colombias tidligere præsident Uribe for at stå bag Lopez.

Der er udstedt en arrestordre på Lopez, som dog stadig er på fri fod.

Men hvem er Leopoldo Lopez egentlig?

Lopez er 41 år gammel og uddannet økonom. Han er tidligere borgmester og er en af flere, som ønsker at fremstå som oppositionens leder. Siden 2008 har han, lige som det er sket for andre oppositionspolitikere, især når de opnår en hvis popularitet, været afskåret fra at kunne stille til valg. En udbredt praksis i Venezuela, som har mødt international fordømmelse.

Se også Wikipedia (engelsk).

At Venezuelas regering gerne vil lave en kobling til både CIA og Colombia s tidligere præsident Uribe, er ikke overraskende. Lige siden det mislykkede militærkup i 2002 mod Hugo Chavez, som man beskyldte både Uribe og CIA for at stå bag, er det beskyldninger der i flæng bruges overfor stort set alle i oppositionen, som anses for at udgøre en trussel.

Det er dog lettere komisk, med tanke på at Leopoldo Lopez bedst kan beskrives som en centrum-venstre politiker, Hvis kontakter i Colombia udgøres af den mere “progressive” del af det politiske miljø – bl.a. tidligere præsidentkandidat og borgmester i Bogota for partiet De Grønne, Antanas Mockus,. Jeg har tidligere skrevet Mockus i forbindelse med præsidentvalget i 2010.

Men se nedenstående video fra 2010 og døm selv. Her forklarer Lopez (på engelsk), hvor han står politisk og hvordan han ser situationen i Venezuela.

 

 

Manuel Santos er storfavorit til at vinde præsidentvalget i Colombia den 25. maj.

Colombia går til vag den 25 maj, bl. a. for at vælge ny præsident. Som mange andre lande har man et to-runde system hvis ingen kandidater opnår mindst halvdelen af stemmerne.

Ifølge den seneste meningsmåling fra CNC er en anden valgrunde dog ikke nødvendig.

pollMeningsmålingen er udført af Centro Nacional de Consultoría og omfatter små 2400 respondenter. Det skal dog understreges, at CNCs meningsmålinger historisk har haft en tendens til at favorisere den siddende præsident.

Det 21. århundredes socialisme viser endnu en gang sit sande ansigt [opdateret 16.2]

Den seneste uge har været præget af voldsomme uroligheder i de største byer i Venezuela. Indtil videre er det bekræftet at 3 demonstranter er slået ihjel.

download (1)Præsident Maduro har som konksekvens krævet af oppositionslederen Leopoldo Lopez (billedet til venstre) arresteres.

Det er ikke første gang der er uroligheder i Venezuela, det er heller ikke første gang at politiet og bevæbnede bander med tæt tilknytning til regimet slår igen med stor brutalitet og dødsfald til følge.

Reaktionerne i resten af Latinamerika deler sig som forventet. Mens Argentina, Bolivia, Nicaragua og Cuba bakker regimet op, har Chiles kommende præsident Michelle Bachelet været ude med en hård kritik af Maduro og regeringen i Venezuela. [opdateret 16.2 – Det er ikke korrekt at Bachelet har kritiseret regeringen i Venezuela. Oplysningen stammer formentlig fra en falsk tweet, der siden er kørt rundt på diverse nyheds sites.  Jeg beklager]

Ifølge diplomatiske kilder er forventningen af urolighederne vil fortsætter, lige som man anser det for sandsynligt, at Maduro tvinges til at træde tilbage i løbet af indeværende år.

Inflationen er over 50 procent, Der er mangel på selv de mest fundamentale fornødenheder mens mordraten er skyhøj. Sådan har det efterhånden været i nogle år, men hvor man tidligere kunne trække på Hugo Chavez karisma og havde valutareserver til at afhjælpe de mangelsituationer man har oplevet flere omgange, ser det ud som om det nu kun bliver værre og værre, mens regimet er ved at løbe tør for penge.

Derfor anses det som mest sandsynligt at Maduro falder som præsident. Men hvorvidt der bliver tale om et internt kup indenfor regimet eller om Maduro river hele regimet med i faldet er til gengæld usikkert.

Venezuela er et af de lande i Latinamerika der har de ringeste vilkår for journalister, mens regimet sidder på de væsentligste dele af radio og TV. Oppositionen har derfor store problemer med at få deres side af historien ud og er henvist til de sociale medier.

Videoen nedenfor er en engelsksproget udgave af en video hvor man forsøger at forklare situationen set fra de demonstrerende studenter og oppositionens side.