Pinocchio økonomi – Argentina

Det brasilianske ugeblad Veja, der udkommer i et ugentligt oplag på ca. 1 million eksemplarer, har en giftig, men også morsom artikel om Argentina i sit seneste nummer. Artiklen er ledsaget af en herlig illustration, hvor præsident Kirschner optræder som Pinocchio, hvis næse som bekendt voksede, når han løj.

Dupla 2008

Og hendes næse er efterhånden lang. Den reelle inflation er ca. 3 gange højere end den officielle. Den faktiske fattigdom, både “almindelig” og ekstrem, er mere end 3 gange højere end regeringen anerkender. BNP vokser kun halvt så hurtigt som man påstår og valutareserverne er 25 procent lavere end opgivet.

Det er Argentina, og sådan har det ofte været. Tilsyneladende lærer man det aldrig.

Læs artiklen fra Veja her (Portugisisk).

 

Oppositionen nægter at anerkende valget af Maduro til ny præsident

Da Hugo Chavéz i oktober sidste år vandt klart over Henrique Capriles, var sidstnævnte hurtigt ude og anerkende valgnederlaget. Sådan er det ikke denne gang. Som flere medier kan berette, nægter Capriles at anerkende valget af Maduro. Ifølge oppositionens egne interne opgørelse mener man tværtimod, at Capriles vandt valget med 300.000 stemmer og der kræves omtælling.

Det afvises af et flertal i det nationale valgråd, som består af 5 personer. Kun den ene representant for oppositonen i valgrådet bakker op om en omtælling.

Oppositionen mener at have dokumentation for 3200 tilfælde af valgsvindel, intimidering og andre former for uregelmæssigheder, og Capriles har opfordret sine tilhængere til at gå på gaden og protestere fredeligt.

Det gjorde hundredevis af demonstranter da også i går, og i Caracas endte det alt andet end fredeligt. Her kom det til sammenstød mellem stenkastende demonstranter og politiet, som brugte tåregas.

Det er tvivlsomt, om Capriles selv tror på en omtælling, og hvis det bliver til noget, en omgørelse af valget. Men med protesterne er man med til at sætte spørgsmålstegn ved Maduros legitimitet, hvilket yderligere svækker ham.

At han vandt med så smal en margin er i sig selv et nederlag. Og de demonstrationer der finder sted for øjeblikket er i sig selv en understregning af, at han ikke har Chavéz position.

Hvordan regimet vil reagere, hvis protesterne fortsætter er ikke til at vide. Men vælger man at slå hårdt igen, vil det i sig selv styrke oppositionens fortælling. Det er ikke nemt at være Maduro i disse dage og finde en grimasse, der kan passe.

Se også http://www.b.dk/globalt/venezuelas-regering-afviser-omtaelling

 

 

 

 

Begyndelsen til enden for “det 21. århundredes socialisme”

Sent søndag aften blev Nicolas Maruro erklæret for vinder af præsidentvalget i Venezuela. Det var ikke nogen stor overraskelse. Det var det til gengæld, at han kun slog oppositionens kandidat, Henrique Capriles, med 235.000 ud af små 15 mio. af afgivne stemmer (50,66 procent mod 49,07 procent). De fleste iagttagere, inklusiv undertegnede, havde regnet med en langt større valgsejr. Faktisk fik Maduro færre stemmer end antallet af medlemmer af regeringspartiet, PSUV.

604075_10152760643745370_811899246_n

Capriles har forlanger, at alle stemmer skal tælles igen og anklager Maduro for valgsvindel. Det kommer der næppe noget ud af.

Men selv om Maduro vandt valget er det Capriles som står tilbage som vinder. Havde han tabt valget klart, som det var tilfældet i efteråret mod Chávez, ville hans position som oppositionens leder været alvorligt svækket. Nu står han styrket, og med sine 40 år har han fremtiden foran sig. Og hans chance kan sagtens komme længe før det næste ordinære præsidentvalg i 2018.

Begyndelsen til enden for den bolivianske revolution?

Nicolas Maduro står tilbage som en svækket præsident, og den meget smalle valgsejr hjælper ham bestemt ikke den interne magtkamp, som ligger og lurer i regeringspartiet, som er delt op i rivaliserende fraktioner og ikke kan opfattes som et parti i vores forstand.

En af de konkurrenter som står på spring er Diosdado Cabello, tidligere officer, leder af PSUV og formand for parlamentet.

Maduros udfordringer er enorme. På trods af en oliepris på over 100 dollar tønden, er staten reelt løbet tør for penge. Det 21. århundredes socialisme baserer sin magt på evnen til at købe støtte via uddeling af penge og privilegier i kraft af olieindtægterne. Og med mindre oliepriserne stiger pludseligt, står man med et akut offentligt finansieringsproblem.

Inflationen har længe ligget omkring 30 procent p.a. – reelt er den højere, men holdes ned af lovfastsatte priser. Valutareserverne falder hastigt og der er mangel på en række basisvarer. Økonomien er på vej i recession og samtidig lider man under hyppige blackouts, mens infrastrukturen er blandt regionens værste.

Hvis denne udvikling skal vendes, kræver det offentlige besparelser og en stabilisering af økonomien. Men det vil ramme de grupper, som regimet baserer sin magt på med det samme.

Samtidig indebærer den smalle valgsejr at Maduro risikerer at den interne opbakning svinder til upopulære tiltag.

Venezuela går så sandelig en spændende, men også dyster fremtid i møde. En ting er dog sikkert. Dette er starten på enden for Chavéz bolivianske revolution. Hvad der kommer i stedet, og hvor lang tid der kommer til at gå, før vi oplever et regimeskifte er mere usikkert.  Det mest realistiske scenarie er, at regimet vil opløses og falde fra hinanden indefra.

Men man skal aldrig undervurderer magthaveres evner til at udsætte det uundgåelige.

Præsidentvalg i Venezuela og “en lille fugl som synger”

I dag er genopstandelsen dag i Venezuela. I hvert fald hvis man lytter til præsidentkandidaten for PSUV, den midlertidige præsident, Nicolas Maduro. Ikke kun omtaler han sig selv som “Chávez søn” og fortæller, at han for få dage siden talte og sang med Chávez ånd i form af en lille fugl. Nej han har erklæret, at når venezuelanerne går til valgurnerne i dag og stemmer på ham som præsident, så svarer det til selve Jesus genopstandelse. Så absurd har retorikken været i den korte og intense valgkamp op til dagens valg. Afdøde præsident Chávez har været over alt, på plakater og vægmalerier, på TV og i lyd som gjalder ud fra højtalere i Venezuelas gader.

hugo-chavez-portrait-with-maduro

Mens kriminalitet, el-afbrydelser og varemangel er blevet forklaret med at være udenlandske (amerikanske) og indenlandske (oppositionslederen Capriles) værk, har Maduro ført en valgkamp på lige dele skræmmekampagne (Capriles vil tage alt fra jer), religiøse metaforer og lovning på nye jobs og boliger, 45 procent højere mindsteløn og andet godt, hvis han vinder.

Og han vinder formentlig valget med en betydelig margin.

Som under tidligere valgkampe har de statslige medier stået fuldstændigt ubegrænset til rådighed for Maduro, men Capriles stort set ingen tid har fået stillet til rådighed. Som under tidligere valgkampe er Capriles tilhængere blevet mødt med voldelige overfald.

Og som under valgkampen i efteråret har man igen og igen beskrevet Capriles som stærkt højreorienteret og ude på at afskaffe sociale programmer og enhver form for velfærdsstat.

Sidstnævnte er nærmest komisk. Capriles går til valg på hvad der vel nærmest må kaldes en venstreorienteret socialdemokratisk platform inspireret af Brasiliens populære præsident Lula.

I de sidste dage har Maduro også inddraget Mercosur, som Venezuela under noget kaotiske omstændigheder blev medlem af sidste år.  Således annoncerede han på et af de sidste valgmøder, at “Brasilien og Argentina har konfirmeret deres støtte til vort land, og efter valgsejren på søndag bliver jeg også præsident for Mercosur”. Han refererede nok til, at hvert land i Mercosur skiftes til at have formandsskabet et halvt år af gangen og at Venezuela overtager dette i 2. halvår 2013. Men hvorfor besvære sine vælgere med den slags detaljer? Det lyder jo ulige bedre, at kunne erklære sig selv for præsident for Mercosur.

Et højdepunkt ved valgmødet var en video med Chávez, hvor denne annoncerede, at “i tilfælde af at jeg fysisk ikke er mere, skal i vælge Maduro til præsident”.

Derudover lovede han at indføre dødstraf for korruption (der formentlig aldrig har været højere end under Chávez 14 år ved magten), bekæmpe inflationen, som er på ca. 30 procent om måneden og gøre noget ved den galoperende kriminalitet. Venezuela har Sydamerikas og en af verdens højeste mordrater.

Ja, han har endda antydet, at han vil reducere antallet af cubanere i det venezuelanske militær. Det og kriminaliteten var emner som Chávez ikke tog op når han førte valgkamp. Det har derimod været centrale temaer hos Capriles, der også har lovet at kigge på alle Venezuelas kontrakter med udlandet – bl.a. Kina, Rusland og Argentina. Kun de som er til gavn for Venezuela skal fastholdes.

Capriles prøvede også under valgkampen i efteråret at slå på disse temaer, uden større succes. Ligeledes har han prøvet at latterliggøre Maduros påkaldelse af Chávez, hvilket næppe heller får den store effekt.

proxy

Venezuela er i dag et voldsomt splittet land. Og mens den mere veluddannede og velstående del af befolkningen primært stemmer på Capriles. Hvis de da ikke simpelthen forlader landet. Både Florida i USA og Colombia har oplevet en massiv tilstrømning af middelklasse-venezuelanere siden Chávez overtog magten i 1998.

Resten af befolkningen stemmer primært på Chávez. PSUV har ca. 7,7 mio. medlemmer (Venezuelas samlede befolkning er på ca. 29 mio.). Et medlemsskab som giver adgang til boliger, jobs og mange andre benefits. Alt sammen betalt med offentlige midler, som kanaliseres uden om det officielle statslige budget. Så længe Maduro og PSUV kan garantere disse ydelser vil de kunne regne med støtte fra en betydelig del af befolkningen. Alt dette er naturligvis kun muligt på grund af landets olierigdomme, og det er endda et åbent spørgsmål om man reelt kan fortsætte dette stemmekøb som hidtidigt. Som tidligere beskrevet i indlæg her på bloggen, er Venezuelas økonomi i en elendig forfatning og der er et enormt efterslæb i nødvendige investeringer.

Men indtil videre ser det ikke ud til at de økonomiske problemer er tilstrækkeligt store til at det kan true Maduros valgsejr. Men om 5 år kan det se helt anderledes ud.

 

Alianza del Pacífico afskaffer told på 90 procent af handlede varer og tjensteydelser

Drop Mercosur og lad være med at bruge krudt på Brasilien. Hvis den danske regering vil noget i forhold til promovering af dansk eksport til Latinamerika, skal der satses på Alianza del Pacífico

På under 2 år er man kommet længere end Mercosur er på 20. Og ved det kommende topmøde den 23. maj afskaffes enhver form for told på 90 procent af de handlede varer. Told på de restende 10 procent vil blive udfaset i løbet af de kommende år.

 

Mens Mercosur aldrig for alvor har udnyttet sit potentiale, forholder det sig helt anderledes for Alianza del Pacífico, bestående af Chile, Peru, Colombia og Mexiko.

Samarbejdet mellem Argentina, Brasilien, Venezuela, Paraguay og Uruguay hæmmes i stigende grad af den manglende fundamentale forståelse for frihandels fundamentale betydning for øget vækst og velstand. Bortset fra Uruguay, hænger man i vid udstrækning fortsat fast i en indadskuende nationalistisk økonomisk forståelse med rødder tilbage til første halvdel af det 20. århundrede.

Sådan forholder det sig ikke hos Chile, Peru, Colombia og Mexico.

På under 2 år er man kommet længere end Mercosur er på 20. Og ved det kommende topmøde den 23. maj afskaffes enhver form for told på 90 procent af de handlede varer. Told på de restende 10 procent vil blive udfaset i løbet af de kommende år.

Mens landende i Mercosur-samarbejdet, bortset fra Uruguay, står overfor en række store udfordringer og begrænset vækstpotentiale, forholder det helt anderledes for medlemmerne af Alianza del Pacífico.

Mercosur er præget af flere medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fortsat protektionisme, også mellem medlemslandende.

Heroverfor stårAlianza del Pacífico, hvis erklærerede formål er at fremme landenes konkurrenceevne gennem  frihandel, markedsøkonomi med vægt på udenlandske investeringer, samt sikre den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

De 4 økonomier og deres 200 mio. indbyggere står for ca. 35- 40 procent af Latinamerikas økonomiske aktivitet og ca. 55 procent af regionens samlede eksport. Og resten af verden er klar over, at de pågældende landes økonomiske betydning er stigende.

På det kommende topmøde deltager en række lande som observatører. Ikke mindst detalgelsen af Uruguay, som er medlem af Mercosur, er yderst interessant. Desuden deltager Canada, Australia; New Zealand, Japan, Spanien og Portugal med observatørstatus. Ednelig har de to mellemamerikanske lande, Panama og Costa Rica anmodet om at blive optaget som fuldgyldige medlemmer.

Med tanke på hvor optaget den danske regering er af at øge dansk eksport, var det måske en ide at anmode om deltagelse i kommende topmøder.

Selv om Mercosur har en større befolkning og et højere samlet BNP i dag, er der flere grunde til Alianza del Pacífico er langt mere interessant for udlandet.

Forskellen i forventede vækstrater indebærer at BNP i løbet af de kommende år vil overhale Mercosurs både målt per indbygger og på længere sig i alt.

I modsætning til Mercosur som har en protektionistisk dagsorden ønsker man – og arbejder for – reelt at integrere landende i den globale markedsøkonomi. Derved er eksportpotentialet for danske virksomheder langt større  iAlianza del Pacífico end Mercosur.

Det har private investorer selvføglelig fundet ud af for længst, hvorfor strømmen af udenlandske investeringer i stigende grad går mod de pågældende lande. Nok er Brasilien regionens største modtager af udenladnske investeringer, men det gædler kun når man ser på de rene nominelle beløb. Både set i forhold til økonomiernes størrelse og befolkningstal, har Chile og Peru længe været større og i de senere år har især Colombia oplevet et betydeligt øget inflow.

FDI/GDP 2007-2013

Final

Kilde: Americas Market Intelligence.

Chile har længe været ledende både med hensyn til økonomisk vækst og evnen til at tiltrække udenlandske investeringer. I det seneste årti har de fået følgeskab af Colombia og Peru, som det fremgår af nedenstående graf over væksten i BNP i de to lande sammenlignet med Latinamerika og den globale vækst.

BNP vækstrater 2007-2013

 grafica_1

Kilde: Americas Market Intelligence.

 

Slumstormerne

Resultatet var jo nok givet på forhånd, da beboerne på Falklandsøerne gik til stemmeurnerne søndag og mandag, for at stemme om hvorvidt de fortsat ønskede at høre til Englandeller ej. Det gik da også som forventet. 99,8 procent stemte ja. Ligeså forudsigeligt som stemmeresultatet var at den argentinske regering afviste afstemningen. Måden det blev gjort på kunne næppe være mere skarp.

Præsident Cristina Fernández afviste således afstemningen med en bemærkning om at det svarede til at “en flok slumstormere stemmer om hvorvidt de ønsker at fortsætte besættelsen”.

Men har øboerne ikke opnået andet, har de dog opnået at historien fik verden rundt, og de fik mulighed for at vise hvor de ønsker at høre til. Problemet er blot, at den argentinske regering ikke anerkender, at beboerne, hvoraf en del kan føre deres aner tilbage til 1830erne, har ret til at bo på øerne.

 

 

Derfor deltog Brasiliens præsident, Dilma Roussef, ikke i Hugo Chávez begravelse

Selv om Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, var oprigtigt mærket af Chavez død i sidste uge, valgte hun og hendes forgænger, ikke at deltage i selve statsbegravelsen i fredags. efter at have forsikret den fungerende præsident Maduro om Brasiliens fortsatte støtte og assistance, hvis han vinder præsidentvalget den 14. april, valgte hun at forlade Venezuela inden begravelsen.

Det er der flere grunde til.

maduro-dilma-lulaI modsætning til sin forgænger Lula, har Dilma Rousseff kritiseret  den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad i skarpe vendinger. Ham undgik hun nu at møde.

Langt vigtigere er det dog for Dilma Rousseff og Brasilien, at lægge afstand til Hugo Chávez mere populistiske og radikale sider. Både af hensyn til det internationale samfund og ikke mindst potentielle internationale investorer.

Der er næppe tvivl om, at Rousseff udtrykte oprigtig sorg og beundring, da hun få timer efter Chavez død i tirsdags talte på Brasiliansk TV. Men nok så vigtigt var, at hun skarpt tilføjede, at Brasilien “ikke var helt enig” med mange af hans politik, at Brasilien er anderledes.

I modsætning til Chávez og andre radikale venstreorienterede ledere i Latinamerika, har hun fortsat sin forgængers pragmatiske og moderate form for socialisme. Man har lagt vægt på, og lægger vægt på en pragmatisk og business-venlig tilgang.

Det enkle budskab er, at Brasilien er anderledes, og er ikke det samme som Venezuela.

Det er der nok heller ikke mange som er i tvivl om.

Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

Hyldestordene for Venzuelas afdøde præsident Hugo Chávez i dagene efter hans død i sidste uge var nok præget af, at han på en række punkter trods alt var for kontroversiel for dele af den mere moderate venstrefløj. Det afholdt dog ikke venstrefløjen bredt fra, at hylde ham for hans “sociale indsats”. Det er der ingen grund til.

Se også “The death of a Caudillo

Chavez arv er en ødelagt økonomi, hvor man har formøblet et historisk boom i olieindtægterne, mens kriminaliteten er eksploderet og de demokratiske institutioner konsekvent er blevet undergravet.

Sammenligner man med udviklingen i andre dele af regionen, står det hurtigt klart, at de højt besungne sociale fremskridt ikke tåler sammenligning med andre lande i regionen.

Den ventreorienterede engelske avis The Guardian formåede i forbindelse med en gennemgang af  Chavez “storslåede” resultater, se  “How did Venezuela change under Hugo Chávez“,  primært at vise, at man har det rigtigt skidt med statistik på den avis. F.eks. valgte man at opgøre BNP per indbygger i løbende priser. Det er som bekendt fuldkommen ubrugeligt, hvis man ønsker et udtryk til at beskrive den økonomiske fremgang i et land, da der ikke tages højde for inflation.

Continue reading Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

Falklandsøerne – et menneskesyn til forskel.

I dag og i morgen stemmer Falklandsøernes befolkning om hvorvidt de fortsat ønsker at høre til England. Udfaldet er givet på forhånd. Det gør de naturligvis. ‘Alternativet er at blive en del af Argentina, hvilket ingen på øerne ønsker. Lige så givet som udfaldet af afstemningen er, at Argentina ikke vil anerkende denne.

Mens England for længst har slået fast, at de må være op til beboerne på øerne, der dækker et areal svarende til lidt mere end 1/4 af Danmark, fastholder Argentina, at de arvede retten til øerne fra den tidligere kolonimagt Spanien.

De opfatter således øboerne, hvoraf en stor del kan fører deres aner tilbage til 1. halvdel af det 19. århundrede, som besættere af argentinsk territorium. Ganske interessant betragtning, med tanke på Argentinas egen historie, herunder hvorledes den oprindelige befolkning blev behandlet.

I forbindelse med 30 års dagen for Argentinas kortvarige besættelse af øerne skrev jeg sidste år 2. indlæg om konflikten. Dels en om den historiske bagrund, og dels en specifikt om de juridiske forhold og forskellene i menneskopfattelse.

Jeg blev forøvrigt interviewet af TV2 News i dag i forbindelse med folkeafstemningen, hvilket kan ses her.

The death of a caudillo – arven efter Chavez

Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident,Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen.

Indtil præsidentvalget er afgjort, vil Diosdado Cabello, leder af nationalforsamlingen, formelt være præsident for Venezuela.

Arven efter Chavez

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. I jagten på stemmekøb har man yderligere undladt at vedligeholde og udbygge landets infrastruktur, som er i en forfærdelig forfatning.

Continue reading The death of a caudillo – arven efter Chavez