Derfor deltog Brasiliens præsident, Dilma Roussef, ikke i Hugo Chávez begravelse

Selv om Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, var oprigtigt mærket af Chavez død i sidste uge, valgte hun og hendes forgænger, ikke at deltage i selve statsbegravelsen i fredags. efter at have forsikret den fungerende præsident Maduro om Brasiliens fortsatte støtte og assistance, hvis han vinder præsidentvalget den 14. april, valgte hun at forlade Venezuela inden begravelsen.

Det er der flere grunde til.

maduro-dilma-lulaI modsætning til sin forgænger Lula, har Dilma Rousseff kritiseret  den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad i skarpe vendinger. Ham undgik hun nu at møde.

Langt vigtigere er det dog for Dilma Rousseff og Brasilien, at lægge afstand til Hugo Chávez mere populistiske og radikale sider. Både af hensyn til det internationale samfund og ikke mindst potentielle internationale investorer.

Der er næppe tvivl om, at Rousseff udtrykte oprigtig sorg og beundring, da hun få timer efter Chavez død i tirsdags talte på Brasiliansk TV. Men nok så vigtigt var, at hun skarpt tilføjede, at Brasilien “ikke var helt enig” med mange af hans politik, at Brasilien er anderledes.

I modsætning til Chávez og andre radikale venstreorienterede ledere i Latinamerika, har hun fortsat sin forgængers pragmatiske og moderate form for socialisme. Man har lagt vægt på, og lægger vægt på en pragmatisk og business-venlig tilgang.

Det enkle budskab er, at Brasilien er anderledes, og er ikke det samme som Venezuela.

Det er der nok heller ikke mange som er i tvivl om.

Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

Hyldestordene for Venzuelas afdøde præsident Hugo Chávez i dagene efter hans død i sidste uge var nok præget af, at han på en række punkter trods alt var for kontroversiel for dele af den mere moderate venstrefløj. Det afholdt dog ikke venstrefløjen bredt fra, at hylde ham for hans “sociale indsats”. Det er der ingen grund til.

Se også “The death of a Caudillo

Chavez arv er en ødelagt økonomi, hvor man har formøblet et historisk boom i olieindtægterne, mens kriminaliteten er eksploderet og de demokratiske institutioner konsekvent er blevet undergravet.

Sammenligner man med udviklingen i andre dele af regionen, står det hurtigt klart, at de højt besungne sociale fremskridt ikke tåler sammenligning med andre lande i regionen.

Den ventreorienterede engelske avis The Guardian formåede i forbindelse med en gennemgang af  Chavez “storslåede” resultater, se  “How did Venezuela change under Hugo Chávez“,  primært at vise, at man har det rigtigt skidt med statistik på den avis. F.eks. valgte man at opgøre BNP per indbygger i løbende priser. Det er som bekendt fuldkommen ubrugeligt, hvis man ønsker et udtryk til at beskrive den økonomiske fremgang i et land, da der ikke tages højde for inflation.

Continue reading

Falklandsøerne – et menneskesyn til forskel.

I dag og i morgen stemmer Falklandsøernes befolkning om hvorvidt de fortsat ønsker at høre til England. Udfaldet er givet på forhånd. Det gør de naturligvis. ‘Alternativet er at blive en del af Argentina, hvilket ingen på øerne ønsker. Lige så givet som udfaldet af afstemningen er, at Argentina ikke vil anerkende denne.

Mens England for længst har slået fast, at de må være op til beboerne på øerne, der dækker et areal svarende til lidt mere end 1/4 af Danmark, fastholder Argentina, at de arvede retten til øerne fra den tidligere kolonimagt Spanien.

De opfatter således øboerne, hvoraf en stor del kan fører deres aner tilbage til 1. halvdel af det 19. århundrede, som besættere af argentinsk territorium. Ganske interessant betragtning, med tanke på Argentinas egen historie, herunder hvorledes den oprindelige befolkning blev behandlet.

I forbindelse med 30 års dagen for Argentinas kortvarige besættelse af øerne skrev jeg sidste år 2. indlæg om konflikten. Dels en om den historiske bagrund, og dels en specifikt om de juridiske forhold og forskellene i menneskopfattelse.

Jeg blev forøvrigt interviewet af TV2 News i dag i forbindelse med folkeafstemningen, hvilket kan ses her.

The death of a caudillo – arven efter Chavez

Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident,Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen.

Indtil præsidentvalget er afgjort, vil Diosdado Cabello, leder af nationalforsamlingen, formelt være præsident for Venezuela.

Arven efter Chavez

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. I jagten på stemmekøb har man yderligere undladt at vedligeholde og udbygge landets infrastruktur, som er i en forfærdelig forfatning.

Continue reading

Mujica kritiserer igen Mercosur.

Så har Uruguays præsident, Mujica, igen været ude med riven i forhold til den andre medlemslande af Mercosur. "Hvordan kan vi trænge igennem en enorm USA / EU-handelen plads, hvis vi står tilbage ude i kulden?" Spurgte den uruguayanske præsidentI en radioudsendelse i den forgange uge har ham beskrevet Mercosur som en “dårlig toldunion”, der er i fare for at “uddø”, med mindre man udvikle samarbejdet. Det inkluderer ikke mindst, at man får etableret frihandelsaftaler med 3. parts lande.

Ifølge Mujica er “Mercosur gået i stå, og er plaget af voksende vanskeligheder for samhandelen mellem dets partnere”. Ordene faldt på baggrund af planerne for et egentlig Nordatlantisk frihandelsesområde, dækkende EU og USA (om det så nogensinde bliver til noget er en anden sag)

Mujica fremhævede også den hastige udvikling i Allainca do Pacifico mellem Chile, Peru, Colombia og Mexico, som har øget indflowet af  udenlandske investeringer. Med beklagelse i stemmen konstaterede Mujica yderligere, at Uruguay desværre kun er med som observatør, på grund af begrænsningerne i Mercosurs charter.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Uruguays grundliggende problem er medlemsskabet af et handelssamarbejde, som er domineret af medlemmer, som reelt ikke ønsker at fremme frihandel med resten af verden. I modsætning til medlemslandene af  Aliança do Pacífico, som ser samarbejdet som en mulighed for at deltage i den internationale handel og konkurrence, ser lande som Brasilien og Argentina Mercosur som et forsvar mod frihandel.

Desværre for Uruguay udgør Argentina og ikke mindst Brasilien samtidig ca. halvdelen af den samlede udenrigshandel, og man er således økonomisk afhængig af sine to store naboer.

Mujica’s bekymring skyldes selvfølgelig det faktum, at de multilaterale aftalers tid er forbi, og den fortsatte udvikling sker via bilaterale aftaler. På grund af Uruguays medlemsskab af Mercosur, er man ikke i stand til selv at indgå bilaterale aftaler med bl.a. EU og NAFTA.

Under Mercosur regler er handelsaftaler med tredjeparter kun mulige, når alle ordinære medlemmer er inkluderet. Hverken Brasilien og Argentina er interesseret i en mere åben handelspolitik overfor omverden. For Brasiliens vedkommende vil en ændring formentlig kræve at PT mister præsidentposten ved næste præsidentvalg i 2014. Det er lidet sandsynligt. Brasilien burde dog være bekymret. Ifølge “O Estadão” er industriproduktionen i Brasilien kun steget med 2 procent i perioden 2008-2012, mens  konkurrenceevnen er faldet drastisk i samme periode, som følge af den førte økonomiske politik.

Det har fået flere repræsentanter for brasilianske industriinteresser til at tale åbent om, at Brasilien bør løsne båndene til – evt. helt træde ud af – Mercosur.

Oppositionen vinder vigtigt valg i Bolivia

bolivia20. januar valgte Beni midlertidig guvernør frem til 2015. Den forrige blev i 2011 suspenderet på mistanke om korruption. Valget er den første større styrkeprøve før præsidentvalget i 2015, og var af mange iagttagere blevet betegnet som et skæbnevalget, hvis oppositionen skulle gøre sig tanker om at slå MAS ved næste præsidentvalg.

Oponionsmålinger op til valget havde peget på at ingen af kandidaterne ville få de fornødne 50 procent, som sikrer en sejr i 1. valgrunde, mens MAS kandidat, Jessica Jordan ansås for at være favorit.

Efter stemmerne er talt op, viste det sig, at Carmelo Lens vandt med 52,27 procent af de afgivne stemmer i første runde. MAS kandidat kom ind på en andenplads med 44,2 procent.

Ruben Costas (TH) og Niels Westy Munch-Holbek

Ruben Costas (TH) og Niels Westy Munch-Holbek

Carmelo Lens bliver indsat den 1. marts. Valget er blevet anset for at være helt afgørende for hvorvidt oppositionen har en chance ved det kommende præsidentvalg i 2014. Selv om det fleste iagttagere fortsat forventer, at MAS vinder præsidentvalget, viser valgresultatet, at oppositionen står stærkt i de østlige provinser. Det forventes at Santa Cruz guvernør og leder af det regionale parti VERDES, Ruben Costas, er bedste bud på en fælles kandidat for oppositionen.

Se også

 

 

 

Lidt om udsættelsen af indsættelsen af Hugo Chavez og Americas i Radio 24/7

Som det er de fleste bekendt udsatte man i sidste uge den præsidentiale indsættelseesceromoni i Venezuela, efter godkendelse fra højsteret. Det var ingen overraskelse, idet magtens tredeling er ikke-eksisterende og Chavez tilhængere bestemmer hvad højesteret skal mene.

The Economist tager dette op i en leder i denne weekend (Venezuela: In Limbo) og skriver bl.a.:

In any normal democracy one of those two things would now happen [når den valgte præsident ikke kan xx sit hverv]. Indeed, Mr Chávez seemed to prepare for this before his operation when he anointed Nicolás Maduro, his appointed vice-president, as his chosen successor. The National Assembly met this week and re-elected Diosdado Cabello, an army chum of Mr Chávez, as its head.

But Venezuela is not a normal democracy. Although Mr Chávez’s legitimacy derives from the ballot box, he is a former army officer who has ruled as an autocrat since 1999. He claims to head a revolutionary regime in which the exercise of power is personal. On January 8th Mr Maduro sent a letter to the assembly admitting that Mr Chávez was not fit to appear before the assembly, but saying that he would be sworn in at an unspecified later date. Since he is already in post as president, this is a technicality, officials insist.

Cubas rolle er ikke uinteressant. Cuba har længe ikke kun “solgt” læger for olie, men er også involveret i Venezuelas sikkerheds- og efterretningstjeneste. En del tyder også på, at Castro-brødrene har faciliteret en aftale mellem vicepræsidenten Maduro og lederen af parlamentet, Cabelo, som sikrer ro (indtil videre). Som Economist bemærker:

Just imagine the fuss that most Latin Americans would make about foreign interference were the United States playing the part that Cuba has taken in Venezuela’s internal affairs.

For yderligere information om situationen i Venezuela, vil jeg for øvrigt gerne anbefale Radio 24syv’s “Globus” fra i torsdags, hvor jeg deltog sammen med antropolog Simon Lex fra Københavns Universitet (indslaget om Venezuela starter ca. 14:30 inde i udsendelsen).

Arven efter Hugo Chavez

Hugo Chavez bør gå over i historien som den værste præsident i landets historie. Infrastruktur, landbrug og industri ligger i ruiner mens kriminalitet, overgreb og mord er steget voldsomt og olieudvindingen er faldene. Chavez socialisme for det 21. århundrede har været en dyr omgang for Venezuela, som for blot 40 år siden var regionens mest velstående land. 

Som det fremgår af både danske og internationale medier tyder meget på at Hugo Chavez kun har kort tid tilbage at leve i. Spørgsmålet er vel om han overhovedet kan deltage i den planlagte indsættelsesceremoni på torsdag, som forfatningen foreskriver. Skulle han afgå ved døden inden torsdag er sagen klar. I så fald overtager vicepræsident Nicolas Maduro posten indtil torsdag, hvorefter parlamentets formand tager over og nyvalg afholdes indenfor 30 dage.

Nicolas Maduro

Chavez og Maduro

Et andet scenarie er, at Chavez fortsat er i live, men ude af stand til at deltage i ceremonien. Af forfatningen fremgår at præsidenteden skal aflægges enten foran parlamentet eller landets højesteretsdommere. Men det er uklart om ceremonien kun kan finde sted i selve Venezuela. Oppositionen, som er interesseret i et hurtigt valg, mener ja, mens Chavez støtter mener at selve ceremonien godt kan finde sted på den venezuelanske ambassade i Cuba, hvor Chavez er indlagt. Der tales også om at udskyde ceremonien eller lade vicepræsident Nicolas Maduro være stand-in for for Chavez den 10. januar. Heller ikke dette mener oppositionen er i overensstemmelse med forfatningen.

Hvad nu hvis Chavez ikke dør, men heller ikke er i stand til at varetage sit hverv som præsident? I det tilfælde er det op til parlamentet at afsætte ham. Det kræver 2/3 flertal og er ikke sandsynligt på kort sigt.

Noget andet er, at det ikke kan udelukkes, at den Chavez udpegede vicepræsident, Maduro, som er regeringens kandidat i tilfælde af nyvalg, rent faktisk kan gå hen og vinde valget. Oppositionen er overbevist om at de vil vinde, og har tidligere lavet interne meningsmålinger mellem Capriles og Maduro, men det var under helt andre omstændigheder og før Chavez gav ham sin støtte.

Uanset hvad vi andre ellers måtte mene om Chavez,  er han Venezuelas ubestridt mest populære politiker. Hans skygge vil hvile tungt over det valg, som skal finde hans afløser. Samtidig vil både apparat og lovgivning, som effektivt har begrænset oppositionens adgang til de landsdækkende medier og sikret regering og præsident uindskrænket sendetid, være intakt.

Ligeledes kan det heller ikke tages for givet, at de ca. 30 partier som stod bag Henrique Capriles ved det seneste præsidentvalg, også vil gøre det ved et valg efter denne og Madurp. Koalitionen har primært været drevet af modstanden mod den sidende præsident, og omfatter partier både til højre og venstre for Chavez.

Continue reading

Argentinas årlige inflation over 25 %

Den argentinske opposition offentligjorde i fredags deres bud på den reelle argentinske inflation. Ifølge deres beregninger (som udføres anonymt, fordi regeringen har gjort det ulovligt at foretage og offentliggøre alternative bud på inflation), var inflationen fra oktober til november på 1,81 %, svarende til en årlig inflation på 25,4 % de seneste 12 måneder.

Det var den højeste inflation i de 18 måneder, hvor et særligt udvalg bestående af ledende kongresmedlemmer fra oppositionen  månedligt har offentliggjort deres bud på den reelle inflation

Samtidig må man konstatere, at selv om den økonomiske aktivitet har været faldende gennem året, har det ikke medført faldende inflation, tværtimod. INDEC er ikke kommet med officielle tal endnu for inflationen i november, men de forventes at ligge på det halve.

Den argentinske stat har siden 2007 konsekvent manipuleret med tal for inflation. Både IMF og Verdensbanken refererer normalt til de alternative tal fra kongressen. Det er ikke kun officielle tal for inflation, som er under kritik. Beregninger for økonomisk vækst og BNP kritiseres også for at være manipuleret.

 

 

Bye bye Brazil?

Brasil stalledVed denne tid sidste år, drømte Brasilien om, at 2012 ville blive et bedre år end 2011. Finansminister Mantega forventede således, at BNP ville vokser med mere end 4 %. Desværre gik det modsat. Hvor økonomien voksede med 2,7 procent, forventes årets vækst ifølge de seneste tal fra den brasilianske nationalbank at lande på sølle 1 % i år. Selv om 2013  forventes at blive en del bedre, revideres forventninger hele tiden ned, som det fremgår af figuren til venstre, som er hentet fra The Economist.

Man er mile vidt fra boom-året 2010, som endte ud med en vækst på 7,5 %. Det var dog primært resultatet af øget offentligt forbrug og massiv ekspansion i kreditgivningen. Formålet var at Lula’s afløser, Dilma Roussef, blev valgt. Den del af operationen lykkedes også. Men til gengæld er man nu begyndt at tvivle på, hvorvidt hun vil være i stand til at opnå genvalg i 2014.

At den økonomiske vækst er langt lavere end hvad man har forestillet sig skal dog ikke primært lægges Dilma Rousseff til last.

Hvis det kommer bag på nogen, at Brasilien ikke er i stand til at opretholde høje vækstrater, skal jeg minde om, at det har man faktisk ikke været i stand til siden 1970erne. Se også nedenstående sammenligning af Brasiliens økonomiske vækst i forhold til hele Sydamerika.

cepal

Det mest overvurderede af BRIK landene?

Som jeg har skrevet om før på denne blog kan Brasilien ikke klage over manglende tiltro fra resten af verden, tværtimod. Jeg har gang på gang undret mig over den tilsyneladende blinde tiltro til Brasiliens vækstmuligheder som endda fortsat ses nogle steder. således har jeg, som oplægsholder,  flere gange gennem de seneste år oplevet tilhører  blive synligt irriterede, når jeg påpegede at Brasilien ikke historisk har været den vækstsucces, mange tror.  Sidste gang man oplevede en længere periode med høj vækst, ligger helt tilbage i 1970erne

Og en af mange problemer er en infrastruktur, som ikke er forenlig med tilfredsstillende vækstrater

investering_brasil

 Ovenstående figur viser udviklingen i henholdsvis “sociale investeringer” og investeringer i infrastruktur 1930-2000. Fra i gennemsnit at have foretaget investeringer svarende til 5,4 % af BNP i 1970erne, faldt det til 3,6 % i 1980erne, 2,3 % i 1990erne I nuller har niveauet ligget helt nede på 2,15 %. Hermed har investerings-niveauet de seneste 20 år været ca. det  halve af det nødvendigt, for at opretholde en “fornuftig” langsigtet økonomisk vækstrate (over 4 %).

Infrastrukturen har af historiske grunde altid været Brasiliens Akilleshæl. Internationalt rangerer Brasilien under Indien med hensyn til udbygning af vejnet. Mere end 90 % af det samlede vejnet er ikke asfalteret, og der eksisterer stort set ingen motorveje. Det er med til at fastholde meget høje transportomkostninger.

 

investimento infraestrutura arte24opin-202-col_op1-a14

I et interview i sommers med Brasiliens største avis, Globo, understregede tidligere præsident, Fernando Henrique Cardoso (1994-2002), at Brasilien i modsætning til Kina, ikke kan tillade sig at forsøge at stimulere den indenlandske økonomiske aktivitet ved øget forbrug. Ifølge Cardoso er øgede investeringerne i infrastruktur helt afgørende for økonomien. Det er  kun er muligt ved at begrænse det offentlige forbrug.

Brasilien er ved at løbe tør for muligheder

Grundlæggende er problemet, at man er ved at løbe tør for nemme løsninger. Priserne på verdensmarkedet for Brasiliens primære eksportvarer er fortsat høje, men ikke længere stigende. Kreditekspansionen til private forbrugere, som trak væksten for et par år siden, er ikke længere mulig. De har travlt med at betale af på de lån, som har finansieret deres køb af biler og tv mv., og har ikke råd til at sætte sig i yderligere gæld.

Lav arbejdsløshed indebærer desuden, at der hurtigt vil opstå flaskehalsproblemer med deraf følgende lønpres, hvorved en i forvejen ringe konkurrenceevne forværres yderligere, mens der er fare for øget inflation.

Fortsat vækst skal derfor nødvendigvis komme fra produktivitet og investeringer. Det Indebærer også, at betydningen af  et voldsomt ​​bureaukrati, Latinamerikas højeste skatter, dyr kredit, elendig infrastruktur og en overvurderet valuta, nu for alvor er med til at gøre det mindre attraktivt at investere og lave forretninger i Brasilien.

Det har præsident Dilma Rousseff egentlig også erkendt for længe siden, og man har længe forsøgt at stimulere økonomien fra udbudssiden. Renterne er rekordlave (efter brasilianske forhold), hvilket har hjulpet til at svække valutaen og dermed gavne konkurrenceevne og indtjening (målt i lokal valuta). Lønssumsskatter i industrien er reduceret, ligesom elafgifter er sænket og endelig har man inviteret private investorer til at opgradere lufthavne, vejnet og det endnu mere tilbagestående jernbanenet.

Lige lidt synes det dog at hjælpe. De samlede investeringer ligger på kun 18,7 % af BNP, mens de udgør 30 % i Peru og 27 % i Chile og Colombia, som i dag vokser langt hurtigere end Brasilien. Både Peru og Colombia forventes at overhale Brasilien målt på BNP per capita indenfor få år. Chile har naturligvis længe været langt mere velstående end Brasilien.

Det centrale problem er Brasiliens forkærlighed for planøkonomi frem for markedsøkonomi

Private investorer er afventende – ikke kun på grund af konjunkturerne – men også på grund af den høje grad af detailregulering og indblanding fra offentlige myndigheder. Kort fortalt er problemet, at konsensus grundlæggende ikke har ændret sig siden militærstyrets dage. Den største forskel synes at være, at hvor militæret foretrak investeringer i infrastruktur, foretrækker civile regeringer “sociale investeringer”.

Sidstnævnte er muligvis godt for indkomstfordeling og for opbakningen på valgdagen, men førstnævnte er absolut nødvendige for at sikre fortsat vækst. Derudover har det været et gennemgående træk gennem det meste af det 20. og starten af det 21. århundrede, at man foretrækker planøkonomiske løsninger frem for markedsløsninger. At Dilma Rousseff inviterer private aktører med til investeringer i vejnet, luftfart og jernbanenet, sker alene af nød og ikke fordi man mener at det er det mest effektive.

Dilma Rousseff udfordring er, at præsidentvalget i 2014. Hendes valgsejr i 2010 blev sikret ved at booste væksten det år. Men dette nummer kan ikke gentages. Fortsat reallønsfremgang  kræver fortsat økonomisk vækst. Rousseff er ikke i samme heldige situation som Fernando Henrique Cardoso, som blev valgt fordi han kom den kronisk skyhøje inflation til livs, eller Lula som blev genvalgt til en ny periode, fordi han blev associeret (lidt uretfærdigt, da æren primært må tilskrives forgængeren) med forbedrede forhold for millioner af fattige brasilianere.

Spørgsmålet er så, om Rousseff har noget vælgerne kan lide, når valgdagen oprinder. Jovist, hun har vist handlekraft når det kom til korruption – hun har fyret flere ministre – men spørgsmålet er hvor meget det reelt tæller hos vælgerne, når det kommer til stykket.  Formentlig ikke ret meget. Det skal dog understreges, at Rousseff på nuværende tidspunkt fortsat er meget populær. I en meningsmåling for nylig, angav mere end trefjerdele af de adspurgte, at de anså præsidenten som enten god eller fremragende.

Indtil videre har man fra regeringens side i lang tid lavet prognoser, som skulle indikerer, at der er bedre tider på vej. Men det synes primært at være ønskedrømme. Den reelle vækst i 3. kvartal endte kun på det halve (0,6 %) af det forventede. Svagere valuta, lavere renter, og lavere omsætningsafgift på biler og hårde hvidevarer var ikke nok. På trods af de dårlige tal, fastholder finansminister Mantega, at væksten til næste år bliver på 4 % og i 2015 ender på 5 %. Hvilket der dog er færre og færre som tror på.

Noget andet er så. om det vil gøre den store forskel hvis landets næste præsident kom fra et andet parti, formentlig PSDB (Brasiliens socialdemokrati. I modsætning til Chile, Peru, Colombia og nu også Mexiko, står fortalerne for en tilnærmelse til en egentlig fri markedsøkonomi svagt.

Brasiliens forkærlighed for statskapitalisme, hvor staten er den centrale spiller og udpeger de sektorer som der skal satses på, har en lang forhistorie, helt tilbage til det 19. århundrede. Hvis Brasilien for alvor skal bryde med de seneste 25 års relativt lave vækst i forhold til andre lande i regionen, kræver det et paradigmeskifte. Et sådan skal man næppe forventer sig i en overskuelig fremtid.

Desværre ser det ud til at Brasiliens drøm om at blive landet af i morgen fortsætter med at være netop blot en drøm. Dermed ikke sagt, at man ikke fortsat vil opleve vækst, eller at der er risiko for venezuelanske eller argentinske tilstande. Men der er forskel på moderat vækst (ca. 1,7 procent per indbygger om året de seneste 20 år) og de vækstrater som andre lande i regionen har formået at opnå og forventes at opnå i de kommende år. Hvor det 20. århundrede var vidne til at Brasiliens BNP per indbygger steg hastigere end regionen i gennemsnit, har det forholdt sig omvendt de seneste 20-25 år. Desværre ser den tendens ud til at fortsætte i de kommende år.