På søndag vælger Colombia en konservativ præsident.

På søndag afgøres det, hvem som bliver Colombia’s næste præsident. Valget står mellem den moderat konservative sidende præsident, Juan anuel Santos, og udfordreren Óscar Ivan Zuluaga, der også er…..konservativ.

Men som The Economist skriver er hovedpersonen i realiteten Colombia’s præsident fra 2002 til 2010, den kontroversielle Álvaro Uribe. Den væsentligste forskel mellem kandidaterne er holdningen til den venstreorienterede terrorbevægelse FARC og den igangværende fredsproces.

Både Santos og Zuluaga vra ministre under Uribe. Zuluaga finansminister og Santos forsvarsminister. Zuluaga vandt med 29 procent mos Juan Manuel Santos 25 procent første valgrunde, og står umiddelbart med gode chancer for også at vinde 2. valgrunde.

Valget kan ses som en afstemning for eller mod den fredsproces, som Juan Manuel Santos har stået for i forhold til FARC. En politik som Uribe, som støttede Santos i 2010, har været bitter modstander af.

Juan Manuel Santos har klart proklameret, at vælgerne har et valg den 15. juni “mellem de som ønsker at ende krigen, og de som ønsker at fortsætte en krig uden ende”.

Santos problem er bare, at opbakningen bag og troen på, at de igangværende fredsforhandlinger på Cuba mellem regeringen og FARC vil føre til fred, ikke er særlig stor. Ikke mindst på grund af, at store dele af befolkningen ikke tror på at FARC reelt ønsker fred.

Mens Zuluaga kan forvente at få de fleste af endnu en konservativ kandidat i første runde, Marta Lucía Ramírez, ca. 15 procent af stemmerne, skal Santos sætte sin lid til at de vælgerne der stemte til venstre for midten i første runde, sætter kryds ud for ham den 15. juni. Og ikke mindst – og det kan måske vise sig at være det vanskeligste – at få flere til at møde op og stemme på søndag. Stemmeprocenten ved første runde i maj var 40 procent.

Uanset hvad vil den økonomiske politik fremover være nogenlunde uændret. Til gengæld kan et valg af Zuluaga få store konsekvenser for både fredsforhandlingerne og Colombia’s naboer, ikke mindst Venezuela,

 

 

Reformer og faldende vækst i Chile

9. marts indsattes Bachelet som ny præsident i Chile. Her gentog hun løftet om at gennemføre gennemgribende reformer der skal sikre et mere “lige og fair” Chile. Regeringen har da også oprettet en hjemmeside med de 50 reformer man vil gennemføre i regeringens første 100 dage. Reformer, der bl.a. skal sikre gratis uddannelse for alle inden 2020, en mere lige indkomstfordeling og andet godt fra fordelingsposen. Alt sammen finansieret ved primært øgede skatter på det private erhvervsliv.

Der er således lagt op til mere fokus på fordeling og mindre fokus på økonomisk vækst. Dette i kontrast til den tidligere regering under præsident Sebastián Piñera, under hvis regeringstid arbejdsløsheden faldt til det laveste i 30 år, mens man opnåede gennemsnitlige vækstrater i BNP på 5,4 procent.

En lang række af reformerne vil kræve ændringer i den gældene grundlov, hvilket ikke er en let proces. Og der synes allerede inden de første reformer er gennemført at være en pris at betale for de ambitiøse reformer i kraft af lavere vækst.

Væksten begyndte allerede at falde sidste år, hvor investeringslysten dykkede. At kobberprisen sidenhen er faldet til sit laveste niveau i 4 år, gør ikke situationen bedre.

En af kernepunkterne er at man ønsker at øge skattene med svarende til 3 procent af BNP, ikke mindst ved at øge selskabsskatterne. Det er ud fra et økonomisk synspunkt en temmelig tåbelig ide, da vi ved at den primære effekt af dette er at mindske investeringerne, idet selskabsskatters primære effekt er at mindske forrentningen af den investerede kapital, se også denne artikel i El Mercurio (på spansk)

Til gengæld gav det politisk mening i forbindelse med valget, idet man samtidig med forslaget om at øge selskabsskatterne også foreslog en nedsættelse af de personlige indkomstskatter.

Det betaler man nu prisen for, endda inden der er gennemført en eneste af de bebudede skatteforhøjelser. Således har flere økonomer allerede kommet med prognoser, der peger på at den gennemsnitlige vækst i BNP de kommende 4 år kan blive så lav som 3,5 procent p.a. Altså næsten 2 procentpoint lavere end under den tidligere regering. Det er væsentligt at understrege, at givet kobbers fortsatte store betydning for økonomien, omend den er lavere end for år tilbage, er prisudviklingen på denne af meget stor betydning for de opnåede vækstrater.

Centralbankens seneste prognose indikerer indtil videre en forventet vækst i år på 3,7 procent.

Netop faldet i den forventede og realiserede vækst kan dog i sig selv have den positive effekt, at det kan bruges som en undskyldning for et mere moderat faktisk reformprogram end det man lovede i efteråret.

Med en regering baseret på partier der spænder fra det moderate kristelige demokratiske parti (som har fordømt Venezuelas præsident Maduro og dennes fremfærd i Venezuela)  , hvis politik svarer til socialdemokraterne herhjemme og til “die hard” kommunister (som har fordømt demonstranterne i Venezuela og udtrykt deres støtte til præsident MAduro), bliver det i hvert fald interessant at se i hvilken udstrækning det mindskede økonomiske råderum kommer til at influere på reformerne og Bachelets muligheder for at holde sammen på sit parlamentariske grundlag.

Selv om præsidentens dage muligvis er talte, betyder det ikke nødvendigvis et regimeskifte i Venezuela

Som rapporteret i de internationale medier i går, har oppositionslederen, eller rettere sagt en af dem, Leopoldo Lopez, overgivet sig til politiet.

leopoldo-lopc3a9z

Det gik ikke stille af sig, og demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter fortsætter i de større byer i Venezuela. Det gør propagandakrigen også – både på spansk og engelsk.

Mens regimet prøver at fremstille demonstrationerne som bølleoptøjer med begrænset deltagelse, organiseret af en lille “super-rig” elite og bakket op af bl.a. CIA – man udviste i går 3 amerikanske diplomater – prøver de demonstrerende at fremstille demonstrationerne som folket mod præsident Maduro og regeringspartiet PSUV. Begge dele er et falsum.

Lige som vi så sidste år i Brasilien, er det primært middelklassen som er gået på gaderne, og Venezuela er fortsat en meget splittet nation. Der er ingen tvivl om at regimet fortsat har stor opbakning blandt en del fattige. Denne opbakning sikres ikke mindst gennem en gennemført klientalistisk struktur, hvor medlemsskab af regeringspartiet PSUV sikrer adgang til en række varer og tjenesteydelser, betalt af det offentlige, men forbeholdt partimedlemmer.

Ligeledes dominerer regeringen fuldstændigt landsdækkende radio og TV, de væsentligste kilder til information for de fleste venezuelanere. Oppositionen er derfor henvist til at bruge de sociale medier og Internettet, ikke mindst twitter, som regeringen af samme grund har lukket ned for flere gange.

Maduros dage er nok talte, men ikke nødvendigvis PSUV’s

Det kan diskuteres i hvilken udstrækning de nuværende demonstrationer rent faktisk svækker eller styrker PSUVs greb om magten. Men muligvis kan de fremskynde en proces, hvorved præsident Maduro tvinges fra magten og andre indenfor PSUV og regimet tager over. Hans kontrol over egne kan absolut ikke sammenlignes med hans forgænger Hugo Chavez, som uanset om man var enig med ham eller ej, hvis håndværksmæssige evner som politiker og strateg ikke skal undervurderes,

Det samme kan man mildt sagt ikke sige om efterfølgeren Maduro, der langt fra nyder samme opbakning i PSUV.

fortsættelse følger…….

 

 

Er den venezuelanske regerings “fjende nr. 1” fascist?

Ifølge Venezuelas regering er (en af) oppositionslederne, Leopoldo Lopez, ansvarlig for den seneste tids protester, som flere gang er endt i voldelige sammenstød med politi og regimets paramilitære grupper, med tab af menneskeliv til følge.

Ifølge regeringen er Leopoldo Lopez fascist og CIA-agent, ligesom man beskylder Colombias tidligere præsident Uribe for at stå bag Lopez.

Der er udstedt en arrestordre på Lopez, som dog stadig er på fri fod.

Men hvem er Leopoldo Lopez egentlig?

Lopez er 41 år gammel og uddannet økonom. Han er tidligere borgmester og er en af flere, som ønsker at fremstå som oppositionens leder. Siden 2008 har han, lige som det er sket for andre oppositionspolitikere, især når de opnår en hvis popularitet, været afskåret fra at kunne stille til valg. En udbredt praksis i Venezuela, som har mødt international fordømmelse.

Se også Wikipedia (engelsk).

At Venezuelas regering gerne vil lave en kobling til både CIA og Colombia s tidligere præsident Uribe, er ikke overraskende. Lige siden det mislykkede militærkup i 2002 mod Hugo Chavez, som man beskyldte både Uribe og CIA for at stå bag, er det beskyldninger der i flæng bruges overfor stort set alle i oppositionen, som anses for at udgøre en trussel.

Det er dog lettere komisk, med tanke på at Leopoldo Lopez bedst kan beskrives som en centrum-venstre politiker, Hvis kontakter i Colombia udgøres af den mere “progressive” del af det politiske miljø – bl.a. tidligere præsidentkandidat og borgmester i Bogota for partiet De Grønne, Antanas Mockus,. Jeg har tidligere skrevet Mockus i forbindelse med præsidentvalget i 2010.

Men se nedenstående video fra 2010 og døm selv. Her forklarer Lopez (på engelsk), hvor han står politisk og hvordan han ser situationen i Venezuela.

YouTube Preview Image

 

 

Manuel Santos er storfavorit til at vinde præsidentvalget i Colombia den 25. maj.

Colombia går til vag den 25 maj, bl. a. for at vælge ny præsident. Som mange andre lande har man et to-runde system hvis ingen kandidater opnår mindst halvdelen af stemmerne.

Ifølge den seneste meningsmåling fra CNC er en anden valgrunde dog ikke nødvendig.

pollMeningsmålingen er udført af Centro Nacional de Consultoría og omfatter små 2400 respondenter. Det skal dog understreges, at CNCs meningsmålinger historisk har haft en tendens til at favorisere den siddende præsident.

Det 21. århundredes socialisme viser endnu en gang sit sande ansigt [opdateret 16.2]

Den seneste uge har været præget af voldsomme uroligheder i de største byer i Venezuela. Indtil videre er det bekræftet at 3 demonstranter er slået ihjel.

download (1)Præsident Maduro har som konksekvens krævet af oppositionslederen Leopoldo Lopez (billedet til venstre) arresteres.

Det er ikke første gang der er uroligheder i Venezuela, det er heller ikke første gang at politiet og bevæbnede bander med tæt tilknytning til regimet slår igen med stor brutalitet og dødsfald til følge.

Reaktionerne i resten af Latinamerika deler sig som forventet. Mens Argentina, Bolivia, Nicaragua og Cuba bakker regimet op, har Chiles kommende præsident Michelle Bachelet været ude med en hård kritik af Maduro og regeringen i Venezuela. [opdateret 16.2 – Det er ikke korrekt at Bachelet har kritiseret regeringen i Venezuela. Oplysningen stammer formentlig fra en falsk tweet, der siden er kørt rundt på diverse nyheds sites.  Jeg beklager]

Ifølge diplomatiske kilder er forventningen af urolighederne vil fortsætter, lige som man anser det for sandsynligt, at Maduro tvinges til at træde tilbage i løbet af indeværende år.

Inflationen er over 50 procent, Der er mangel på selv de mest fundamentale fornødenheder mens mordraten er skyhøj. Sådan har det efterhånden været i nogle år, men hvor man tidligere kunne trække på Hugo Chavez karisma og havde valutareserver til at afhjælpe de mangelsituationer man har oplevet flere omgange, ser det ud som om det nu kun bliver værre og værre, mens regimet er ved at løbe tør for penge.

Derfor anses det som mest sandsynligt at Maduro falder som præsident. Men hvorvidt der bliver tale om et internt kup indenfor regimet eller om Maduro river hele regimet med i faldet er til gengæld usikkert.

Venezuela er et af de lande i Latinamerika der har de ringeste vilkår for journalister, mens regimet sidder på de væsentligste dele af radio og TV. Oppositionen har derfor store problemer med at få deres side af historien ud og er henvist til de sociale medier.

Videoen nedenfor er en engelsksproget udgave af en video hvor man forsøger at forklare situationen set fra de demonstrerende studenter og oppositionens side.

100 års nedtur

For 100 år siden var Argentina en af verdens – og Latinamerikas uden sammenligning – rigeste økonomier og efter USA mest populære destination for europæiske immigranter.

Som Economist skriver i denne uges leder:

A CENTURY ago, when Harrods decided to set up its first overseas emporium, it chose Buenos Aires. In 1914 Argentina stood out as the country of the future. Its economy had grown faster than America’s over the previous four decades. Its GDP per head was higher than Germany’s, France’s or Italy’s.

Sådan er det som bekendt ikke længere.

I dag nærmer økonomien sig endnu et sammenbrud, som så mange gange før, mens store dele af resten af verden for længst er løbet fra Argentina, mens andre latinamerikanske økonomier er halet gevaldigt ind på landet, og levestandarden i Chile og Uruguay i dag hr overhalet det en gang så rige Argentina. Noget som Argentinerne ikke har helt nemt ved at acceptere.

I en mere dybtgående artikel angiver Economist grundlæggende tre mulige forklaringer. Den første lægger vægten på at Argentina nok var et rigtigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Dette indebar at det var vanskeligt at tilpasse sig eksterne chock. Den anden lægger vægt på handelspolitikkens betydning. Endelig lægger den tredje forklaringsmodel vægten på at Argentina manglede de nødvendige institutioner til at sikre en succesfuld politik.

Rig på råvarer, men fattig på talent

Den første forklaring lægger vægten på, at Argentina nok var en rig nation i 1914, men at det udelukkende var på grund af råvarer, mens den industrielle base blev kun svagt udviklet. Ligesom uddannelses-niveauet var lavt, og forblev det i mange årtier.

Denne forklaring (som også har været populær til forklaring af hvorfor andre latinamerikanske lande haltede bagefter, lægger vægt på at landets elite (jordejerne) ikke interesserede sig for almindelige menneskers uddannelse.

Dette skulle være en del af forklaringen på, at man ikke udviklede konkurrencedygtige indelandske industrier. Ligeledes er det påpeget, at Argentinas guldalder primært var finansieret med udenlandske penge.

Halvdelen af ​​landets kapitalapparat var således på udenlandske hænder i 1913 , 

En kombination af lav indenlandsk opsparing og høj grad af udenlandsk ejerskab af kapitalapparatet skulle således øge sårbarheden for eksterne chocks.

Argentinas handelspolitik.

Den anden forklaring lægger vægten på at Argentinas rigdom byggede på en tredobbelt satsning på landbruget, åbne markeder og datidens stormagt og Argentinas væsentligste handelspartner Storbritannien, Hvis denne satsning fejlede – og det gjorde den fra 1. verdenskrigs udbrud og frem, ville det kræve alvorlige justeringer af den førte politik. 

Første verdenskrig indebar et alvorligt slag mod den internationale handel. Først i 1973 nåede den globale handel samme niveau som i 1913. Udenlandsk kapital blev trukket hjem og den indenlandske opsparing var ikke tilstrækkelig til at fylde hullet ud. Næste eksterne chock var depressionen i 1930erne med dens protektionisme (verdenshandelen halveredes i løbet af få år). Argentina hævede også sin egen importtold fra et gennemsnit på 16,7% i 1930 til 28,7 % i 1933.

Det har givet anledning til en ide om, at historien om Argentina i det 20. århundrede er fortælingen om at være ude af trit med resten af ​​verden . Man havde en model for eksportdrevet vækst på et tidspunkt, hvor den internationale handel kollapsede. Til gengæld satsede man i 2. halvdel af det 20. århundrede – bl.a. på grund af de historiske erfaringer fra første halvdel – på importsubstitution som vækstmotor.

Samtidig var den øgede vægt på hel eller delvis planøkonomiske tiltag og styring af udenrigshandlen præget af (kortsigtede) politiske mål. Således er afgifter på landbrugseksporten i perioder anvendt aktivt for at holde de indenlandske priser ned.

Problemet er blot, at det på sigt naturligvis medfører faldene investeringer og produktion. 

Det grundlæggende problem er manglen på marked

Den tredje og formentlig væsentligste forklaring på Argentina’s nedtur er dog landtest svage institutioner og det politiske systems betydning på bekostning af markedet. Et forhold som også præger andre lande, som er født ud af den Iberiske halvø.

Som Mauricio Rojas beskriver i “Carmensitas Sorg” har Argentina en lang tradition for at man opnår sine mål – også kommercielle – via politiske forbindelser, i stedet for via konkurrence på markedsvilkår.

Som det fremgår af nedenstående figur, var der allerede på et tidligt tidspunkt en tendens til at beskytte indenlandsk industri mod udenlandsk konkurrence. Så meget for frihandel før 1930ernes økonomiske krise.

Billede1

På den måde kan man i den grad tale om at Argentina aldrig har haft en morderne markedsøkonomi.

 

Here we go again – Argentina nærmer sig endnu en statsbankerot.

Det findes lande som er rige
og lande som er fattige.
og der findes lande som er  er på vej til at blive rige.
Og så findes der Argentina

Den argentinske stat har en lang og lidet gloværdig tradition for at defaulte på sine forpligtigelser. I nyere tid er det sket 3 gange, nemlig i 1982, 1989 og 2001, og noget kunne tyde på at vi er på vej til alle gode gange 4.

I slutningen af januar faldt pesoens værdi drastisk i løbet af få dage. Hvor der gik ca. 5 officielle peso på en dollar for et år siden, gik der ultimo januar mdr. mere end 8 peso på en dollar, mens den paralle (“blå”) marked kom over 13 peso. Siden har pesoen rettet sig lidt og ligger nu under 8 peso, mens den “blå” dollar er faldet til omkring 12 dollar.

At pesoen har rettet sig efter det kraftige fald skyldes bl.a. de stramninger i kravene til hvor meget udenlandsk valuta bankerne må holde, som indførtes i sidste uge.

Official vs Blue Rate

Låneomkostningerne for statslige obligationer nærmer sig nu igen rekordniveau og obligationer med forfald i 2017 giver på nuværende et afkast på næsten 20 procent (hvis man altså får pengene igen).

Samtidig er valutareserverne faldet til næsten en trediedel de seneste 3 år, og er på nuværende tidspunkt nede på 28 mia. dollars.

Udviklingen i markedet for credit swaps peger på en 85 procent sandsynlighed for at Argentina misligeholder sin forpligtigelser inden for de kommende 5 år.

Den hastige forværring af den argentinske økonomi er baggrunden for at man i januar mdr. slækkede på kapitalrestriktionerne og igen tillod dollar opsparing i argentinske banker og  – dog med krav om at pengene skal blive stående i mindst et år, med mindre man betaler en heftig afgift.

Det er en historie som har udspillet sig igen og igen, mens Argentina har fortsat sin deroute fra et af verdens rigeste lande og magnet for millioner af immigranter til for 100 år siden, til sammen med Venezuela, Latinamerikas rigeste land så sent som i 1970erne, at være skræmmebilledet på hvordan det går, hvis man ikke reformerer sin økonomi.

I lighed med Venezuelas Maduro, foretrækker landets præsident Cristina Fernández at skælde ud på bankfolk, købmænd og industri og anklage dem for at “plyndre det argentinske folks lommer”, som hun sagde i en tale for nylig.

Kommer Christina Fernandez til at sidde sin præsidentperiode ud?  

Det er i stigende grad et spørgsmål om Christina Fernandez kommer til at sidde frem til 2015, hvor der igen er valg i Argentina. Men hvorvidt det vil være af betydning om det er hende eller en anden der sidder i “Casa Rosada” er nok tvivlsomt. hele det politiske system er gennemsyret af korruption og det er spørgsmålet hvorvidt det overhovedet er muligt at styre de offentlige finansier med det nuværende system. I lighed med perioden op til sammenbruddet i 2001, er der f. eks. tegn på at lokalregeringerne i Argentina igen overvejer at udstede deres egne penge.

Et scenarie med galoperende inflation, kapitalflugt og nedsmeltning af den lokale økonomi, som vi har set så tit tidligere er derfor absolut ikke usandsynligt indenfor de kommende år. herefter kan man så tage fat på endnu et akt i den argentinske tragedie, der indtil nu har kørt siden 1930erne.

for de som måtte være interesseret i at læse mere om Argentinas sørgelig historie og deroute fra et af verdens rigeste lande til “en dårlig joke”, kan varmt anbefales svensk-argentineren Mauricio Rojas Carmencitas sorg.

I dag stemmer Chile “rødt”, men forbliver “blåt”

Der er absolut ingen spænding om hvem der bliver den næste præsident i Chile. Det bliver Michelle Bachelet, som også bestred embedet fra 2006 til 2010. Det eneste spændene i den forbindelse er hvorvidt hun kan opnå over 50 procent af de afgivne stemmer i dag, og dermed undgå en anden valgrunde.

Michelle_Bachelet

Valgkampen, som har foregået i skyggen af 40-års jubilæet for militærkuppet i 1973 har i høj grad været fokuseret på uddannelse og (indkomst)ulighed. Bachelet har lovet gratis videregående uddannelse for alle indenfor 6 år. Et løfte hun sammen med andre fra hendes side, dog får svært ved at holde, af følgende grunde:

  1. En del af løfterne kræver ændringer i forfatningen, hvilket er meget vanskeligt i Chile, hvor det kræver op til 2/3 flertal i begge kamre.
  2. Chiles valglov er indrettet således, at der vælges to kandidater i hvert valgdistrikt, hvorom det yderligere gælder, at det vindende parti skal opnå mindst det dobbelte antal stemmer i forhold til nummer to, får at få begge mandater.Derfor afspejler fordelingen i de to kamre sjældent stemmefordelingen.

Dette valgsystem forfordeler den vindene part. Valgets tabere kan i vid udstrækning blokere for større ændringer i den førte politik. Man er således tvungen til at operere indenfor de rammer som forfatningen sætter. Ændringer er som nævnt vanskelige at gennemføre.

Dette kan man naturligvis have forskellig holdning til. der er næppe tvivl om at det har været til gavn for den økonomiske vækst. Til gengæld vil venstrefløjen – korrekt – pege på, at det hindrer dem i at gennemføre de reformer og den fordelingspolitik, de gene vil. Og det er netop meningen med indretningen af forfatningen.

For en engelsk oversættelse af Chiles forfatning, klik her.

Niels Lindvig, hvis “fortællinger” fra Latinamerika var den oprindelige grund til at jeg startede denne blog, repræsenterer på glimrende vis den tolkning (som journalistisk reportage er indslaget dog intet værd) – klik her og vælg indslag om Chile.

For en mere fair og afbalanceret gennemgang vil jeg anbefale The Economist artikel fra sidste uges nummer, hvor man konkluderer, at:

Ms Bachelet would govern from farther to the left than she did in her previous term. How much farther? “Her reading of society is based on the students,” says Patricio Navia, a Chilean political scientist at New York University. They are more radical than ordinary Chileans, who want “to be incorporated into the benefits of economic growth, not to change the model,” he says. That may be so, but many also want “the model” to work better, especially the privatised health-care and pension systems. Ms Bachelet wants to tweak pensions. “Whatever we do, we’ll do it in a responsible way,” she says.

That sort of low-key pragmatism is characteristic of Ms Bachelet. Her heart is firmly on the left. She is an atheist, and an unmarried mother of three children. After leaving La Moneda, she spent three years running the UN’s organisation for women. On the other hand, she is also consensual. Although most Chileans do not see her as a professional politician, she is in fact a skilful one. She is already playing down expectations of radical change. “Chile has done a lot of good things,” she says. “You can be popular without being populist. I haven’t been promising paradise.”

Sammenlignet med  Danmark er der næppe tvivl om at politikken bliver “blå”, selv om hjertet muligvis efter chilenske forhold er “rødt”.

Lad mig til sidst  beklage, at der siden i sommer har været så få opdateringer på denne blog. Desværre vil det fortsætte sådan frem til december, da jeg grundet andre forpligtigelser ikke har den fornødne tid til bloggen.

Men naturligvis skulle der falde et par ord i forbindelse med præsident- samt parlamentsvalget i dag i Chile.

Dilma igen storfavorit til at vinde næste års præsidentvalg

Ifølge analyseinstituttet AMD har Dilma Rousseff indhentet det fald i popularitet hun oplevede tidligere på året i forbindelse med de største demonstrationer i 20 år som Brasilien oplevede i maj og juni.

dilma-rousseff

Ifølge undersøgelsen vil Dilma vinde valget i første valgrunde. iagttagere peger på at en bevidst strategi med at være langt mere synlig er en del af forklaringen for den stigende popularitet. Samtidig er det lykkedes at øge tilslutningen til flere af de reformforslag, som man kom med i august. Bl.a. er tilslutningen til at importere læger fra Cuba, steget fra 50 til 83 procent.