Joaquim Levy er måske snart fortid som finansminister

Joaquim Levy, har været finansminister siden Dilma Rousseff’s smalle valgsejr sidste år. Det kan meget snart være slut.

Udnævnelsen af den amerikanske uddannede, og internationalt respekterede, økonom som finansminister sidste år var et forsøg på at imødekomme den private sektor og ikke mindst internationale investorers stigende bekymringer for Brasiliens økonomiske situation.

Nuværende finansminister Joaquim Levy
Nuværende finansminister Joaquim Levy

Levy blev fra start mødt med kritik internt i præsidentens eget parti, PT. Dels kom han fra den finansielle sektor, som Dilma ikke forsømte nogen lejlighed til at kritisere under valgkampen.

Levy’s tid som finansminister har indtil videre ikke været nogen succes. Oppositionen, som hvis de havde vundet præsidentvalget, formentlig ville have foreslået stort set samme tiltag som Levy, for at bedre den offentlige balance og styrke kreditværdigheden overfor udlandet, ser ingen grund til at være med til upopulære besparelser og skattestigninger.

Det ville naturligvis ikke være noget problem, hvis regeringens egen parlamentariske base, som har flertal i de to kamre, bakkede op om Levy. Men det gør de ikke. Ikke mindst tidligere præsident Lula, som flere gange har fremført slet skjult kritik af Levy, skulle have fået Levy til at overveje at forlade regeringen.

"Lula"
Lula

Senere fredag udsendte ministeriet dog en meddelelse om, at Levy bestemt ikke forlader sin post, men samtidig siger kilder tæt på Levy til brasilianske medier, at frustrationen over at møde intern modstand er betydelig.

Tidligere præsident Lula, hvis indflydelse er steget betydelig i takt med Dilma’s fortsatte vanskeligheder, har aldrig været tilhænger af Levy som finansminister.

Regeringen har enorme problemer med at få opbakning i parlamentets to kamre til vedtagelse af næste års budget, og det bliver ikke nemmere af den fortsatte modstand i regeringspartiet selv mod finansministeren.

Henrique Meirelles
Henrique Meirelles

Bedste bud på nuværende tidspunkt er, at Levy’s dage er talte. Lula og hans allierede foretrækker Henrique Meirelles, nationalbankdirektør 2003-2011, som finansminister, som Dilma Rousseff dog har et mere end almindelig anstrengt forhold til.

Hvis Levy ender med at gå eller bliver gået, og Henrique Meirelles udnævnes som ny finansminister vil det være det endelige bevis på at Dilma er fortid, og Lula er den stærke mand. Han har selvfølgelig også et valg i 2018 som skal vindes.

Ps. Der er næppe stor stor forskel på den Chicago uddannede Levy og Harvard uddannede Meirelles opfattelse af nødvendige tiltag. – Klik også links og læs Wikepedia portrætterne af de to (på engelsk).

Glem Dilma, nu handler det om Lula

“Ulykkerne” fortsætter med at hagle ned over Dilma Rousseff og hendes regering.  Den økonomiske krise ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu. Senest har IMF nedjusteret deres prognose for dette års vækst til -3 procent og -1 procent til næste år. Dermed kan Brasilien se frem til to år i træk med faldene BNP for første gang siden 1931-32.

Regeringen er handlingslammet og kæmper med at få de nødvendige stramninger af de offentlige budgetter gennem kongressens to kamre.

Sidste udkald for Dilma

BRESIL_3_0

I begyndelsen af oktober omdannede Dilma Rousseff sin regering. Antallet af ministerier reduceredes fra 39 til 31, mens støttepartiet PMDB trods færre samlet antal ministerier, fik en ekstra ministerpost på bekostning af præsidentens eget parti. Formålet er helt tydeligt at holde sammen på det parlamentariske flertal bag regeringen. Og der bliver brug for det.

Kongressens to kamre har indtil videre ikke just været imødekomne overfor regerings forslag til besparelser og skattestigninger for det kommende år.

Tværtimod har præsidenten i den forgangne uge måtte nedlægge veto mod forslag fra kongressen, som ville øge statens omkostninger med 63 mia BRL, svarende til ca. 110 mia. kroner over de næste 4 år.

I sidste uge underkendte Tribunal de Contas da União, TCU (svarer lidt til den danske rigsrevisionen), statens regnskab for 2014 og afgjorde at man har brudt forfatningen.

Dernæst afgjorde valgkommisionen, Tribunal Superior Eleitoral, TSU, at dele af finansieringen af sidste års præsidentvalgkampagne var ulovlig, hvorved der i princippet er åbnet for et omvalg.

Det kræver dog at kongressens to kamre støtter dette, ligesom en rigsretsag kræver 2/3 flertal i kongressen.

Glem Dilma. Det handler om Lula og valget i 2018

Men om Dilma Rousseff bliver siddende som præsident frem til næste valg eller tvinges til at gå før tid er måske af mindre betydning. I realiteten er hun det amerikanerne kalder en “lame duck”.

Ikke just noget som hjælper i den værste økonomiske krise i Brasilien, de seneste 25 år.

Meget tyder da også på, at tidligere præsident Lula er endog meget aktiv i kulisserne, hvilket tolkes på flere måder. Den mest udbredte tolkning er, at han skal forsøge at sikre at regeringen rent faktisk kan få gennemført den nødvendige lovgivning, som kan sikre de offentlige balancer og øge ikke mindst udenlandske investorers tiltro til den brasilianske økonomi.

En mindre venlig tolkning er, at Lula – som forventes at være PTs præsidentkandidat igen i 2018, hvis det viser sig at være en fordel, selv kan have en interesse i at Dilma må gå af før tid.

Uanset hvad tyder meget på at Dilma reelt er færdig og højst skal ses som en “kransekagefigur” uden reel magt. Nu handler det for PT om valget i 2018.

Ved den seneste regeringsomdannelse, har 3 tætte allierede af Lula,  Jaques Wagner, Ricardo Berzoini og Edinho Silva, fået til opgave at sikre samarbejdet med kongressen. En opgave Dilma Rousseff for længst har vist hun ikke magter.

Om Lula så kan vinde valget i 2018 er en anden historie. 2/3 af vælgerne mener at både Lula og Dilma Rousseff har været vidende om korruptionen i Petrobras, som er kommet for dagen det seneste år.

En opinionsmåling i juli viste, at Aecio Neves, den sandsynlige kandidat for PSDB ved næste præsidentvalg i 2018, ville vinde over Lula med 12 procentpoint i anden valgrunde.

Ny bog – kuppet i Chile og karaktermord på liberale debattører

untitledInformations forlag har for nylig udgivet en bog om Allende og den danske venstrefløj, “Kuppet i Chile”, skrevet af Morten Lassen.

Der er tale om en (mildt sagt) ujævn bog. Bedst når forfatteren skriver om hjemlige forhold, ringe når han skriver om Chile, både før, under og efter Salvador Allende’s korte regeringstid, som endte i et blodigt militærkup 11. september 1973.

Morten Lassen demonstrerer dog især sin manglende idehistoriske indsigt og økonomisk forståelse i sin behandling af reformerne under Pinochet’s 17 år lange styre. Reformer som forandrede det Chilenske samfund for bestandig og dannede grundlag for det moderne Chile, præget af markedsøkonomi – Chile er blandt verdens frieste økonomier – Latinamerikas mest stabile demokrati og højeste velstand. Og uddannelsesniveauet er for øvrigt målt på andelen af en ungdomsårgang, som tager en videregående uddannelse næsten på niveau med Danmark.

Den manglende indsigt kommer ikke mindst til udtryk i et kort afsnit, hvor Lassen omtaler en række hjemlige danske liberale debattører, som har skrevet positivt om reformerne under Pinochet og det Chile der kom ud af Landets kaos og økonomiske sammenbrud i første halvdel af 1970erne.

Der er tale om forsøg på karaktermord, baseret på manglende idehistorisk indsigt krydret med en overfladisk og kritikløs omgang til sit eget kildemateriale.

Jeg vil her på bloggen gennem en række blogindlæg i den kommende tid, forsøge at give en sammenhængende fremstilling af Chile’s vej fra en lukket socialistisk økonomi til en moderne åben markedsøkonomi.

I dette indlæg vil jeg fokusere på den debat, som der efterfølgende har været i Weekendavisen bøger, hvor jeg selv har et læserbrev i denne uge.

Weekendavisens anmeldelse af bogen i september udemærker sig ved, at anmelderen, Joakim Jakobsen køber Morten Lassens præmis, der kort kan udlægges som at Allende ville de rigtige, men havde ikke evnerne, mens det gælder om at nedtone “neoliberalistiske” ideers betydning for Chiles økonomiske succes de sidste 30 år, se nedenstående figur, som viser købekraftskorrigeret BNP per indbygger i Chile sammenlignet med Latinamerika (minus Cuba).
GDP_per_capita_LA-ChileI sin bog omtaler Lassen Den fortsatte debat om militærkuppet i 1973, og skriver bl.a. (side 356-57) :

For borgerlige politikere og debattører som Brina Mikkelsen, Martin Ågerup, Christopher Arzrouni og Ole Birk Olesen var Chicago-drengenes økonomiske eksperimenter en ubetinget succes, mens der tages afstand fra drabene og torturen

I og for sig en ganske lødig fremstilling, bort set fra udtrykket “en ubetinget succes”, da det kræver en præcisering af i forhold til hvad. Og det fremgår heller ikke hvem af de nævnte som skulle have brugt dette udtryk. Som Lassen korrekt skriver i sin bog, og også fremgår af ovenstående figur, gennemgår Chile en dyb krise, i lighed med andre latinamerikanske lande i 1980erne. I modsætning til andre lande er den forholdsvis kort, til gengæld er den meget dyb.

Selv om man kan henvise til at den udløses af eksterne forhold, som Chile ikke selv var herre over, afslørede den en række politik-fejl, som øgede Chiles sårbarhed overfor udefrakommende økonomiske chok.

Først og fremmest, at man førte fastkurspolitik overfor dollar fra slutningen af 1970erne og frem, hvilket kombineret med frie kapitalbevægelser og  ufleksible lønninger (fra 1979 blev lønninger justeret 1 til 1 med inflationen), førte til en voldsom overvurdering af peso og kraftigt stigende ekstern gældssætning.

Heldigvis for Chile medførte det økonomiske kollaps ikke en opgivelse af reformerne, som i anden halvdel af 1980erne tværtimod uddybedes med yderligere privatiseringer. En mere gennemgribende behandling af kriseårene 1983-1986 følger senere. Set over hele perioden var der dog tale om en for tiden meget positiv udvikling, set i forhold til resten af Latin Amerika.

Det fremgår også tydeligt af nedenstående tabel, hvor det fremgår at Chile var et af de få lande som var i stand til at reducere andelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen.

poverty 1980erne

Frihed er det bedste guld

Morten Lassen demonstrerer i sin bog, at han ikke har forstået, at det faktisk skal tages ganske alvorligt, når borgerlige debattører tager afstand til den vold som Pinochet regimet anvendte. I en afsluttende kommentar omkring borgerlige debattørers holdning til reformerne under diktaturet, konkluderer Lassen at

Erfaringen fra Chile synes for det borgerlige og liberale Danmark at være, at demokratiske værdier er mindre værdifulde en økonomisk fremgang og stabilitet.

Hermed afslører Lassen sit ukendskab til den, i hvert fald for den liberale, helt centrale værdi, nemlig frihed. Det forekommer egentlig underligt, givet at reformerne i høj grad gennemførtes af unge økonomer, de såkaldte “Chicago-Boys”, var stærkt inspireret af Milton Freedman, der i 1962 udgav bogen “Capitalism & Freedom”, hvor han krystalklart påpeger at økonomisk frihed er en nødvendig, om end ikke tilstrækkelig, forudsætning for politisk frihed.

Ved to foredrag på Chilenske universiteter i marts 1975 var dette også det helt centrale emne. Friedmans navn blev efterfølgende uløseligt knyttet til reformerne i Chile og dermed til Pinochet, trods det faktum, at han havde ret lidt at gøre med dem. Hans kollega Harberger var langt mere direkte involveret.

I forhold til Friedmans ideal om økonomisk frihed kan vi konstatere, at det i langt højere grad er blevet realiseret efter genindførelsen af demokratiet i 1990erne.

Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i økonomisk frihed, som defineret af det årlige “Economic freedom index” udarbejdet af Fraser Institute. Et projekt Friedman var dybt involveret i.

freedomI parentes bemærket kan nævnes at Danmark er nr. 19 i 2012. Om Chile fremover vil score lige så højt, er dog tvivlsomt. Efter regeringsskiftet i 2014, har man bl.a. øget selskabsskatten fra 20 til 27 procent.

Som nævnt vil jeg i den kommende måned skrive en række indlæg om Chile de seneste 50 år, i håbet om at det kan udgøre en slags modvægt til den temmelig ensidige udlægning af Chile’s økonomiske historie, som fortsat åbenbart er fremherskende.

Læserbrev i dagens Weekendavis :

Pinochet

Morten Lassens bog, Kuppet i Chile, anmeldt af Joakim Jakobsen i WA #37, om kuppet i Chile er en ujævn bog.
Lassen besidder ikke tilstrækkelig økonomisk og idéhistorisk indsigt. Bedre bliver det ikke i Joakim Jakobsens anmeldelse af bogen i nærværende avis.
Helt galt går det, når Lassen og Jakobsen forsøger sig ud i at tolke en række navngivne hjemlige (liberale) debattørers forsvar for de »neoliberalistiske« reformer under Pinochets lange militærdiktatur.

Økonomen Milton Friedman besøgte sammen med sin kollega, Arnold C. Harberger, Chile i marts 1975. Friedman holdt i den anledning to foredrag. Her kom han ind på betydningen af økonomisk frihed i forhold til personlig frihed. Pointen er, at »økonomisk frihed er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) forudsætning for personlig frihed«. Sådan gik det heldigvis også, da Pinochet frivilligt trak sig som præsident efter at have tabt en folkeafstemning i 1988.

Det forholder Morten Lassen sig ikke til i sin gennemgang af reformerne under Pinochet, som var forudsætningen for det relativt velstående og demokratiske Chile vi kender i dag. Det forstår Morten Lassen og Joakim Jakobsen tilsyneladende ikke, hvorfor det ikke kan undre, at de ikke forstår Christopher Arzrounis og andres opbakning bag reformerne.

At Lassens bog lider under sit alt for ensidige valg af kilder ses også i forbindelse med gennemgangen af reformerne under Pinochet. Når Morten Lassen skriver, at »i 1983, da økonomien brød sammen, rullede han [Pinochet] de mest ekstreme reformer tilbage og sendte Chicago-drengene ud i mørket.« Er det forbavsende, at han ikke medtager, at den magtfulde post som finansminister også i 1980erne var besat af økonomer, som betegnedes som »Chicago-drengene«.

Hernán Büchi, som var dybt involveret i reformerne på et tidligt tidspunkt, og var finansminister i 1980erne, har ellers i flere sammenhænge beskrevet reformerne efter gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, som en klar videreførelse af det arbejde, som indledtes i midten af 1970erne.

Chile har i dag et stabilt demokrati, og Sydamerikas mest moderne og velstående økonomi. Absolut fattigdom er stort set ikke-eksisterende, mens uddannelsesniveauet for de yngre generationer er tæt på det danske.

Uden reformerne i 1970erne og 1980erne havde dette næppe været muligt. At forstå dette indebærer ikke at man frikender eller relativerer Pinochets og militærets forbrydelser.

Derfor har Christopher Arzrouni fuldkommen ret da han i Jyllands-Posten for år tilbage påpegede, at Pinochet »gjorde mere godt for sit land end nok så mange socialister«.

Det gjorde han først og fremmest, fordi han, meget atypisk for en militærmand og diktator, lod en flok veluddannede og fornuftige økonomer gennemføre reformer, som siden har dannet skole.

Blandt andet var Sveriges pensionsreformer i begyndelsen af 1990erne direkte inspireret af reformerne i Chile 10 år tidligere.

Dette er ikke et forsvar for Pinochet, som hverken kan eller skal forsvares, lige så lidt som man kan eller skal forsvare Che Guevara eller Fidel Castro eller andre af venstrefløjens totalitære helte gennem tiderne.

Det er en konstatering af det historiske faktum, at reformerne i Chile virkede, at velstanden steg og friheden vendte tilbage. Dette i modsætning til alle forsøg på indførelse af socialisme, som altid er endt i økonomisk sammenbrud og tab af både økonomisk og personlig frihed.

Socialisme ender altid i økonomisk sammenbrud, diktatur eller begge dele

Venezuela er for længst holdt op med at være et demokrati. Retsstaten er brudt sammen og magtens tredeling en saga blot. Ytringsfrihed er der ikke meget af, og mens økonomien braser sammen om ørerne på de stakkels venezuelanere, langer præsidenten og regimet ud efter “udenlandske” sabotører, Colombia, USA og forretningsfolk og landmænd, som får beslaglagt deres produkter og fængsles, når de ikke vil sælge deres produkter til regeringens fastsatte priser.

lopez

Korruptionen er alt omfattende, mordraterne skyhøje og inflationen ude af kontrol. Det nærmer sig den endelige nedtælling. Spørgsmålet er blot om det ender med en tilbagevenden til demokratiske tilstande eller et fullblown diktatur.

Sådan er situationen her 3 mdr. før parlamentsvalget, som regeringen vil tabe med et brag, hvis det går ærligt for sig. Spørgsmålet er blot om det vil ske.

Intet som tyder på at man frivilligt afgiver magten. Det er der så ikke noget overraskende ved. Maduro’s “valgsejr” efter Chavez død var efter al sandsynlighed fup. Reelt tabte han formentlig valget snævert.

Oppositionspolitikere forbydes at stille op, hvis de da ikke som Lopez ligefrem fængsles.

Det interessante bliver hvorledes de andre Sydamerikanske lande reagerer, ikke mindst medlemmerne af Mercosur, og Brasilien i særdeleshed.

Oppositionen – dem fængsler man da bare

I sidste uge dømtes en af oppositionens mest fremtrædende ledere, Leopoldo Lopez til næsten 14 års fængsel ved en parodi af en retssag. Dommen udløste da også kritik fra en række lande og internationale organisationer, bl. a. USA, FN og internationale menneskerettighedsorganisationer.

Mens andre latinamerikanske lande har været tavse, har der været fremsat, hvad der kunne (og blev) tolket som kritik fra den chilenske centrum-venstre regerings side.

En erklæring fra det chilenske udenrigsministerium mandag, udtrykte håb om at Leopoldo Lopez ville få prøvet sin sag ved en højere domstol, samt at det ville foregå i overenstemmelse med “fundamentale menneskerettigheder”. Samtidig udtrykte man håb om, at parlamentsvalget om 3 måneder ville være demokratiske.

Reaktionen kom omgående i form af en fordømmelse fra den venezuelanske regering af hvad den betegnede, som indblanding i andre landes indre anliggender.

Tidligere på året kritiserede Chiles tidligere socialistiske præsident, Ricardo Largos sammen med mere end tyve andre tidligere latinamerikanske og spanske ledere brud på menneskerettigheder og fængslingen af Leopoldo Lopez i Venezuela.

Venezuela's acting President and presidential candidate Nicolas Maduro sings during a campaign rally in Caracas April 5, 2013. Maduro said on Friday that Venezuelan authorities have arrested several people suspected of plotting to sabotage one of his campaign rallies before an April 14 election by cutting the power. REUTERS/Carlos Garcia Rawlins (VENEZUELA - Tags: POLITICS ELECTIONS)

Jovist. Venezuela lever i den grad op til traditionen for at forsøg på indførelse af socialisme altid ender med økonomiske sammenbrud, diktatur eller begge dele.

I sidste ende kan Venezuela’s fremtid meget vel blive afgjort af hvordan militæret stiller sig. Det nuværende regime har haft god tid til at indsætte egne folk, ligesom man har gjort det i retssystemet. Spørgsmålet er så i hvilken udstrækning de vil støtte op om Maduro når det kommer til stykket.

Bliver valget til december præget af valgsvindel, vil det ikke længere være muligt for lande som f. eks. Brasilien ikke at reagere. Dertil er demokratiet trods alt blevet for forankret.

-1x-1For en update på den økonomiske situation og udvikling se her

Standard & Poor nedjusterer Brasiliens kreditstatus til junk

Siden Dilma Rousseff vandt præsidentvalget i oktober sidste år, har målsætningen for regeringen været at beholde sin internationale kreditværdighed. I går meddelte Standard & Poor så at man nedjusterede Brasiliens gæld til BB+, ofte betegnet som junk status.

Det er noget af et slag i ansigtet for præsident Dilma Rousseffs regering, som i forvejen er presset af både økonomisk tilbagegang, høj inflation og stigende arbejdsløshed, samt naturligvis den fortløbende korruptionsskandale i Petrobras.

S & P begrunder sænkningen, som åbenbart er kommet bag på mange analytikere, ifølge bl.a. Finansiel Times og Estadão, med regeringens manglende evne til at fastholde målene for de offentlige balancer, samt de tydelige tegn på intern splittelse i regeringen.

Fra at lægge ud med en målsætning om overskud på de offentlige finanser (før renter), regner man nu med et underskud både i år og til næste år. Dette er en historie, som vi har set mange gange før i Brasiliens historie.
Joaquim-LevyFra at lægge hårdt ud og forsøge at signalisere handlekraft og seriøsitet, symboliseret ved udnævnelsen af den businessvenlige og amerikansk uddannede Joachim Levy, er spørgsmålet nu hvor lang tid Levy kan holde til at styringen af de offentlige finanser smuldrer.

Et helt centralt problem er, at det tilsyneladende er umuligt at få reelle besparelser gennem kongressen. Valgkampen er for længst gået i gang til det næste præsidentvalg i 2016.

Nedgraderingen kommer efter regeringen flere gange har nedjusteret forventningerne til overskuddet (opjusteret underskuddet) på de offentlige finanser for både i år og til næste år.

 

Det offentligt underskud, efter renter, forventes nu er blive på ca. 8 procent både i år og til næste år.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at tidligere præsident Lula i dag var ude og sige at nedjusteringen intet betyder.

Det står i skærende kontrast til da man opnåede investor status i 2008. Her var der tale om en en sejr for Brasilien og blah blah blah. Ak ja, men sådan er politik jo.

Cubanske læger i Venezuela får sværere ved at flygte til USA

2015-841819161-full_422643.jpg_20150818

En af de få eksportsucceser som Cuba kan notere sig, har været eksporten af læger og sundhedspersonale til bl.a. Venezuela (de har også eksporteret en del militærfolk og efterretningsfolk, hvor mange vides ikke).

Lægerne, som har været betaling for olie fra Venezuela til Cuba, får selv kun en relativt ringe betaling, omend bedre end de får i Cuba, mens broderparten tilfalder den cubanske stat.

For at forhindre lægerne i at flygte til USA, må de naturligvis ikke have deres familier med. Også Brasilien importerer læger fra Cuba.

USA har til gengæld siden 2006 haft en program, hvorefter flygtende cubanske læger er garanteret at de kan fortsætte deres karriere i USA. En ikke helt lille udfordring.

Men samtidig med tilnærmelsen mellem Cuba og USA er det tilsyneladende blevet svære for cubansk sundhedspersonale at komme til “det forjættede land”.

Således anslås det at omkring 1.700 cubanske læger og andet sundhedspersonale for øjeblikket opholder sig i Colombia for øjeblikket, mens de venter på at få tilladelse til at komme ind i USA. Og det er blevet en del vanskeligere.  Indtil sidste efterår var det stort set en routinesag at få opholdstilladelse i USA, efter at ens uddannelsespapirer var checket.  Men efter tilnærmelsen mellem USA og Cuba er ventetiden steget markant, ligesom antallet af afslag.

En række NGO’ere peger på at det muligvis skyldes pres fra den cubanske regering. Det kan heller ikke udelukkes, at stramningen kommer fra den amerikanske administration selv.

For mens Cuba og USA har oprettet diplomatiske forbindelser, er det fortsat således, at cubanere som sætter deres fod på amerikansk jord er garanteret opholdstilladelse (wet foot – dry foot politikken),  og med tilnærmelsen mellem de to lande falder omkostningen ved at søge asyl i USA betydeligt set med den potentielle asylsøgers øjne.

 

Hvem er på gaden og hvem ønsker Dilma afsat?

impeachment-filipe_araujo
Igen i søndags var der store demonstrationer rettet mod præsident Dilma Rousseff og den store korruptionsskandale i Petrobras.

Under bannere med krav om “Rigsretssag mod Dilma nu!” og “ud med Dilma” (Fora Dilma) var hundredetusinder – måske over en mio. på gaden landet over. Der hersker en del forvirring omkring hvor mange der ret faktisk deltog, og det er svært at sige om der var lige så mange på gaden, som i marts måned.

Denne gang deltog også ledende politikere fra PSDB (Brasiliens socialdemokrati, der i brasiliansk kontekst anses for at være et centrum-højre parti), bl. a. Aecio Neves, som tabte snævert til den nuværende præsident Dilma i oktober sidste år.

Men hvem er det egentlig som er gået på gaden? Det har det ansete analyseinstitut Datafolha undersøgt i São Paulo, hvor de største demonstrationer fandt sted.

Tre ud af fire ( 76%) havde en videregående uddannelse, ca. 20% en ungdomsuddannelse, mens kun 4% alene havde gået i grundskole.

14 % havde en månedlig familieindkomst på svarende op til 4.500 kroner . 13 % havde mellem 4.500 kroner og 7.500 kroner. 1/4 havde en familieindkomst på mellem 7.500 og 15.000 kroner, 1/4 på mellem 15.000 og 30.000 kroner, mens 17 %  tjente 30.000 kroner eller mere. ( indeling sker efter antal minimumslønninger. En minimumslønning er pt. ca. 4.500 kroner om mdr.)

3 ud af 4 var “hvide”. 17% opgav at være af blandet etnicitet (pardo). Kun 3% sagde, at de var sorte, mens 1 % hævdede at være indfødte. 2 % angav at de var gule (andet ord for at være af japansk afstamning), mens 2% angav andre farver/etnicitet.

Gennemsnitsalderen var ca. 44 år, lidt højere end ved demonstrationerne i foråret, hvor gennemsnitsalderen var ca. 40 år.

Med andre ord er der ikke tale om et repræsentativt udsnit af den brasilianske befolkning, hverken etnisk eller økonomisk. Det bør dog heller ikke undre nogen, da det heller ikke har været tilfældet ved tidligere demonstrationer. Hverken de tilbagevendene demonstrationer som har fundet sted siden 2013, hvor der var store demonstrationer, so mi flere tilfælde mundede ud i regulære optøjer, eller tidligere i Brasiliens historie. Det være sig i forbindelse med de protester, som førte til Fernando Collor de Mello’s afgang i 1992, eller demonstrationerne i 1984, hvor man krævede genindførelse af demokrati efter 20 års militærdiktatur. Den gang som nu var det middelklassen som var på gaderne.

Men til forskel fra tidligere har demonstrationerne de seneste år i stigerende grad være domineret af folk der enten ikke associerer sig med bestemte partier eller centrumhøjre orienterede partier.

Gårsdagens demonstrationer var således fuldstændigt domineret af personer, som stemmer på eller har sympati for PSDB.

Hvem ønsker at der indledes rigsretssag mod præsident Dilma?

dilma

Som det fremgår er præsident Dilma’s popularitet faldet voldsomt gennem året. Hun er nu den mest upopulære præsident siden man startede med at lave målinger i 1987.

Men hvor det er middelklassen (ikke mindst “den højere” middelklasse) som er gået på gaderne, er det faktisk de fattigste som er mest stemte for at der rejses en rigsretssag mod præsidenten som det fremgår af nedenstående graf, omend alle indkomstgrupper er overvældende for en rigsretssag.

rigsretssagUagtet Dilmas upopularitet blandt såvel fattig som rig, har Finansiel Times nok en pointe, når man påpeger at “Hvis Dilma afsættes, vil det blot give plads for endnu en middelmådig politiker”.

Brasiliens problemer løses ikke alene ved at afsætte præsidenten, de er langt dybere.

Til gengæld er det åbenlyst at præsidenten her mindre end et år siden hun vandt valget, er det amerikanerne kalder en “lame duck”. Om det rent faktisk ender med en egentlig rigsretsag kan kun tiden vise. Til gengæld er valgkampen til præsidentvalget 2018 reelt allerede begyndt og har været i gang længe.

Ikke just befordrende for en økonomi, der for første gang siden 1930erne kan se frem til mindst to år med faldene BNP og i den grad mangler reformer som kan lægge grunden til fremtidig vækst.

Men som jeg har skrevet før er det væsentligt at understrege, at Brasilien er ikke Argentina. Man vil ikke lade økonomien kører ud over kanten og som jeg vil vende tilbage til senere, er der mange tegn på, at et kraftigt paradigmeskifte væk fra den traditionelle statskapitalistiske model er på vej.

Det vender jeg tilbage til i senere indlæg.

Moodys nedjusterer Brasiliens kreditværdighed

Moodys nedjusterede i tirsdags Brasiliens kreditrating til Baa3, lige over junk-status, men med stabil udsigt.

Det var bedre end markederne havde frygte, og reaktionen var der for positiv. Nedjusteringen er baseret på, at den offentlige gæld vil stige til op mod 70 procent af BNP i 2017, før der er udsigt til bedring.

Det skydels primært at man ikke har formået i tilstrækkelig grad at få balance på de offentlige finanser. Brasiliens nuværende stagnation – 2015 blvier det værste år siden 1990 – skader indtægtssiden, mens nedskæringerne i de offentlige omkostninger har vist sig at være utilstrækkelige indtil nu.

Til gengæld lægger man vægt på at den eksterne balance er relativ stærk, at man har betydelige valutareserver, fleksibel valutakurs. Alt sammen forhold der taler mod nedgradering til ”junk” status.

Moodys rating af Brasilien er nu på niveau med Standard & Poors, der dog fastholder en negativ udsigt for Brasiliens økonomi. Det 3. ratingbureau, Fitch, fastholder indtil videre deres lidt højere rating på BBB, dog også med negativ udsigt.

Venezuela ved at løbe tør for øl

Venezuela’s økonomiske nedsmeltning fortsætter. Efter den officielle Inflation endte på 67 procent i 2014, har man ikke offentliggjort nye tal siden januar.

Baseret på udviklingen i den parallelle dollarkurs, er den steget kraftigt siden.

dolar_paralelo_short

Perioder med mangel på helt basale varer, har været normen i flere år. Der er kronisk mangel på alt fra hæfteklammer over sukker til toiletpapir, myndighederne tvinger bønder og fødevareproducenter “at gunpoint” til at levere pasta, mælk, frugt m.m. til statsejede butikker – og nu er man også ved at løbe tør for øl!

Ifølge præsident Maduro og regeringen skyldes varemanglen og den elendige økonomi sabotage. Tilsyneladende skal man også vare sig for  overhovedet at tale om at der er problemer. For nylig blev en talsmand for landets vinbutikker arresteret få dage efter han advarede om, at man var ved at løbe tør for råvarer til produktion af øl.

 

Der er udskrevet parlamentsvalg til den 6. december og præsident Maduro og regeringen er (naturligt nok) dybt upopulær – se også ovenstående meningsmåling.

Givet tidligere erfaringer, er det fortsat helt åbent hvad der egentlig kommer til at ske. Ved det seneste parlamentsvalg fik oppositionen klart flest stemmer, men kunne alligevel ikke mønstre et flertal i parlamentet. Det sikrede en ekstrem inddeling af valgdistrikterne.

Sådan er status i dag i hvad der mellem 1920 og 1980 var verdens hurtigste voksende økonomi.

Brasiliens krise forventes at fortsætte ind i 2016

2015 markerer endnu et år med lav økonomisk vækst i Latinamerika. Ikke mindst er den økonomiske udvikling i først og fremmest Venezuela, som oplever et kraftigt fald i BNP, mens inflationen nærmer sig 100 procent. Men også Argentina og Sydamerikas kæmpe Brasilien (udgør ca. halvdelen af Sydamerikas og 1/3 af Latinamerikas samlede BNP) er præget af lav vækst og høj inflation.

Inflationen de seneste 12 mdr. er således 9 procent, det højeste siden 1990erne, mens et realistisk bud på udviklingen i BNP er  -1,7 procent i indeværende år.

Det vil være det ringeste resultat siden 1990.

Den økonomiske stagnation forventes at fortsætte  2016, hvor de seneste prognoser peger på en vækst på kun 0,5 procent i 2016 og arbejdsløsheden forventes at stige fra 8,0 procent i år til 9,0 procent næste år.

Inflationen forventes dog at falde til 2016 forhold til i år og lande på ca. 5-6 procent.

Det burde give mulighed for at centralbanken sænker sin toneangivende rente fra forventet 14,25 procent ved udgangen af 2015 til ca. 11,25 procent i løbet af 2016.

Kombineret med den omfattende korruptionsskandale i det statskontrolerede energiselskab Petrobras, er det næppe overraskende, at præsident Dilma Rousseff er den mest upopulære præsident siden 1980erne.

Stay tuned for mere info i de kommende uger.grafico-negativo