Venezuela går til valg

I dag afholder Venezuela valg til Nationalforsamlingen. Der er ingen tvivl om at oppositionen (MUD) vinder overlegent, målt på afgivne stemmer.

Omsat i mandater er sagen en helt anden. Ved sidste valg fik oppositionen lidt over halvdelen af stemmerne, men endte med kun ca. 40 procent af mandaterne i det nationale parlament. Denne gang forventes man dog at vinde et flertal af mandaterne. Spørgsmålet er reelt kun, om man ender med et simpelt flertal eller et såkaldt superflertal (60 procent+).

Flere har kaldt det et skæbnevalg, fordi et absolut flertal i Nationalforsamlingen kan kræve omvalg til præsidentposten, indsætte nye højesteretsdommere mv.

Men det er på papiret. Hvad der vil ske i virkeligheden er en hel anden sag. Vinder oppositionen og får tilstrækkeligt med mandater, har de vundet magten over Nationalforsamlingen, men PSUV (regeringenspartiet) kontrollerer fortsat præsidentembedet, retssystem og formentlig også hæren indtil videre.

Som vist efterhånden alle er klar over er landet præget af økonomisk kaos, høj kriminalitet og udbredt korruption. Selv de mest almindelige fornødenheder kan det være svært at få fat på i hvad der kunne være et af Latinamerikas absolut rigeste lande (og var det for blot få årtier siden).

Præsident Maduro har ved flere lejligheder antydet, at PSUV ikke frivilligt opgiver magten og dagens valg vil med stor sandsynlighed føre til endnu mere kaos i landet.

Venezuela og oliens forbandelse

Paradigmeskifte i Latinamerika – socialister i Chile og Brasilien fordømmer det cubanske regimes brud på menneskerettighederne

Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva
Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)
Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Demokrati og Colombia – og alt det som “Oprør” og “forkvinden” for Mellemfolkeligt Samvirke ikke begriber

Resultatet af sidste weekends parlamentsvalg i Colombia viser med al tydelighed at Colombia er hvad en netavis kalder “Uribe-land“. Han vil også efter præsidentvalget den 30. maj fylde meget i Colombia, selv om han ikke stiller op. De partier der støtter Uribe og den hårde kurs han lagde fra 2002 i kampen mod højre- og især venstreorienterede terrorbevægelser – først og fremmest FARC – nyder stor opbakning i befolkningen. Med stor sandsynlighed vil denne kurs fortsætte, uanset hvem der bliver hans efterfølger. Netop den fortsatte venstreorienterede terror kan også angives som en hovedårsager til at Colombias demokratiske venstrefløj er fuldstændig marginaliset i den politiske proces.

uribe23
Uribe ved søndagens valg

Det var egentlig meget passende, at der herhjemme samtidig faldt dom i sagen mod Patrick Mac Manus fra den venstreorienterede forening “Oprør”, der bl.a. støtter FARC. Mac Manus blev i byretten idømt 6 mdr. betinget fængsel for aktiv støtte til bl.a. FARC, efter gældende terrorlovgivning.

Venstrefløjens støtte er først og fremmest funderet i, at den indre Berlin-mur vist aldrig helt er faldet, og i et billede af Latinamerika baseret på revolutionsromantiske forestillinger med rødder i 1960ernes dyrkelse af Che Guevara og Fidel Castro. Man insisterer på at Colombia ikke er et demokrati og at FARC kæmper en “socialt retfærdig kamp”. Det er der næppe mange colombianere der er enige i. Uanset hvad de end mener om Uribe, er modstanden mod FARC, dets metoder og hvad de står for massiv i Colombia.

For at bakke op om forestillingen om at Colombia ikke er et demokrati, henvises ofte til omfanget af politisk vold, korruption og bånd mellem politikere og paramilitære højreorienterede grupperinger. Og det er også fuldstændig korrekt, at der er en betydelig korruption i Colombiansk politik – men det er der nu også i de fleste andre latinamerikanske lande – ligesom både politi- og militærfolk har været involveret i, og er i visse tilfælde blevet dømt for – attentater på legitimt aktive på venstrefløjen. Politik er bestemt ikke for sarte sjæle i Colombia. Med mere end 40 års borgerkrig og en position som verdens største producent af kokain, med alt hvad det afstedkommer, ville alt andet være underligt. Det væsentlige er at udviklingen går i den rigtige retning. Sikkerheden ér blevet betydeligt forbedret siden 2002 (se også tidligere indlæg her på bloggen). Hvis man ikke vil anerkende at Colombia er et demokratisk samfund, er det først og fremmest udtryk for foragt for den colombianske befolkning, demokrati og menneskerettigheder. Men demokrati og menneskerettigheder har jo heller aldrig plaget den del af det politiske spektrum.

For en god og sober gennemgang af vindere og tabere ved valget se artiklen “Colombia is still Uribeland, after all” i Colombia Reports.

Patrick Mac Manus illustrerer på glimrende vis sit bizarre syn på Colombia når han efter byretsdommen udtaler at

“Der er i Danmark tradition for solidaritet med undertrykte folk og deres frihedskamp. Den tradition vil vi fortsætte med at give nyt liv”

– og fortsætter med at forsvare FARC – hvis metoder involverer vilkårlige mord, tortur, bortførelse og afpresning i de områder den fortsat kontrollerer, med at

“den statslige vold i Colombia gør modstand legitim”.

FARC er først og fremmest et levn fra den kolde krig og organisationen har for længst har mistet den opbakning den måtte have haft for årtier siden. At dette ikke er trængt ind hos den yderste venstrefløj er måske ikke overraskende. Mere opsigtsvækkende er det, at Trine Pertou Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke – som danske skatteydere er tvangsindlagt til at finansiere – og folketingskandidat for SF, også støtter denne venstreekstramistiske terrororganisation. Det gør hun bl.a. i et blogindlæg fra 2008 med følgende udsagn;

Er det rimeligt – endsige muligt – at dømme en organisations virke  som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i? Når det nu er præcis hér, at forskellen på om man er skyldig i terrorstøtte eller ej ligger.

Hun viser hermed, at hun ikke anerkender Colombias regering som legitim og demokratisk valgt. Eller hun mener måske at ethvert mindretal, uanset hvor lille det er, har retten til at myrde, plyndre, bortføre og torturere, bare de pakker det ind i en politisk ideologi og kalder det de laver for modstandskamp?

Hvis FARC skal sammenlignes med noget i vores del af verden er det snarere en megaudgave af terrororganisation Rote Arme Fraction, hvor Venezuela under Hugo Chavez ledelse så kan indtage rollen som hedengangne DDR.

At et politisk parti der stiler efter regeringsmagten har plads til rabiate holdninger som Trine Pertou Marchs er en ting, – det siger først og fremmest noget om det parti. At man som skatteyder er tvungen til at medfinansiere en ulandsorganisation der tilsyneladende ikke har et problem med den slags rabiate udtalelser er til gengæld skandaløst. Naturligvis har forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke lov til at have de holdninger hun har lyst til. Men med tanke på, at hun åbentlyst ikke har respekt for fundamentale menneskerettigheder og Colombianske befolkning, må man stille spørgsmålstegn ved – uanset at MS ikke støtter FARC direkte  – om hun nu er den rigtige til at lede en stor ulandsorganisation der modtager betydelig støtte fra staten.

Heldigvis har det ingen betydning i Colombia, hvad mere eller mindre tossede aktører på den danske venstrefløj må rende rundt og mene. Udviklingen går i den rigtige retning. Selv om der også denne gang er valgt politikere (og tegn på uregelmæssigheder i valget i visse af de nordlige dele af Colombia) med tilknytning til den yderste (voldelige) højrefløj, er det formentlig væsentligt færre end ved forrige valg. For den demokratiske venstrefløj var valget derimod ikke nogen succes. Det kan de først og fremmest takke Trine Pertou Marchs og Patrick Mac Manus “venner” i FARC for. Skal den demokratiske venstrefløj have en chance for indflydelse på landsplan kræver det nok, at FARC endegyldigt bliver nedkæmpet, og det kommer til at tage sin tid. Selv om FARC anslås til at være halveret i forhold til for 10 år siden, man regner med at den har ca. 10.000 mand under våben, og de områder hvor den kontrollerer er svundet betydeligt ind, vil det tage år før den er endelig nedkæmpet. Her ville et Hugo-Chavez-frit Venezuela kunne være en stor hjælp. Men den dag er muligvis heller ikke så langt væk, som mange tror.

Hvem kan? Colombia kan

I sidste uge afgjorde Colombias højesteret, at præsident Uribe ikke får muligheden for at stille op til en 3. periode. Den folkeafstemning man ønskede om spørgsmålet blev med dommerstemmerne 7-2 erklæret som forfatningsstridig. Ydermere underestregedes det i dommen, at forfatning forbyder at Uribe nogensinde kan stille op til præsidentvalget igen. Det er ikke en historie der ligefrem har været prioriteret højt af medierne, men det burde den. for det viser at Colombia er på rette vej. Præsident Uribe har da også anerkendt dommen og accepteret at hans periode som præsindet lakker mod enden (der er valg i Colombia i maj måned). Hermed udviser Colombia og ikke mindst Uribe en respekt for “The Rule of Law”, som det ellers er småt med i den del af verden – ikke mindst i nabolandet Venezuela.

Havde man fulgt logikken fra Honduras skulle Uribe ellers blot have insisteret på en folkeafstemning, med forventningen om at resten af verden ville støtte ham, – som det skete i Honduras (denne for verdenssamfundet meget pinlige “episode”, hvor man stillede sig på side af en magtgal og udemokratisk præsident, der lod hånt om sit eget lands grundlov kan muligvis forklare den manglende eksponering af den betydningsfulde dom i Colombia). I modsætning til lande som først og fremmest Venezuela og Nicaragua, hvor det har vist sig at landets institutioner ikke har kunne håndtere dets magtsyge præsidenter, har Honduras og nu senest Colombia vist, at der er grund til at holde øje med udviklingen i Latinamerika, hvor det bliver mere og mere tydelig, at der er ved at udvikle sig to væsensforskellige Latinamrika’er. Èn der fortsat hænger fast i det 20. århundredes caudilho-tradition, hvor ideen om absolut magt overtrumfer respekten for lov og ret. I den kategori finder vi lande som bl.a. Venezuela, Nicaragua, Bolivia, Argentina, Ecuador og selvfølgelig familiefirmaet Cuba. I det andet (moderne) Latinamerika, hvor der er grund til at være optimistisk, finder vi lande som blandt andre Honduras, El Salvador, Brasilien, Peru og Colombia, Uruguay, Panama og selvfølgelig Costa Rica og Chile.

CAM679At Uribe ikke får lov til at stille op kan langt hen af vejen ses som bevis på hvor succesfuld hans regering har været. Hvor Colombia omkring årtusindeskiftet var tæt på at være en “Failed State” og den marxistiske terrororganisation FARC og højreorienterede militser fortsat hærgede landet i den blodige konflikt der har hærget landet i mere end 4 årtier, er det i løbet af Uribes regeringstid lykkedes at halvere antallet af mord, (sotrt set) at have fået de højreorienterede militser til at nedlægge våbene og halvere FARC fra ca. 21.000 mand i 2001 til ca. 10.000 på nuværende tidspunkt, mens de er blevet fordrevet fra store dele af det centrale Colombia. Dette er sket samtidig med at man har haft ganske tilfredsstillende vækstrater.

Herfra skal i hvert fald lyde et stort tillykke til Colombia og en opfordring til at holde øje med udviklingen fremover. For selv om man er langt fra det punkt, hvor man kan tale om at situationen er irreversibel, er der al mulig grund til at være optimistisk, ikke kun på Colombias vegne, men hele Latinamerikas vegne, hvor den colombianske højesterets afgørelse er et betydelig skridt på vejen for den del af regionen der oplever en ægte demokratisk modernisering.

Modstanden mod Chavez vokser

Sidste år viste en undersøgelse foretaget af Latinobarometro, at mindre end 1/3 af latinamerikanerne havde en positiv opfattelse af Hugo Chavez. Da Chiles nyvalgte præsident, Sebastián Piñera, under sin kampange således udtalte at “Chavez Venezuela er ikke et demokrati”, var det udtryk for en opfattelse der i stigende grad deles både inden og udenfor Venezuela. I efteråret røg Chavez popularitet for første gang i hans 11 år lange regeringstid under 50%, og han er næppe blevet mere populær siden. Økonomisk krise, inflation, hyppige afbrud i elforsyningen, stigende kriminalitet og på det seneste en fornyet indsats for at lukke regeringskritiske medier, har udløst en ny bølge af strejker og demonstrationer, der har kostet flere døde og sårede.

Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009
Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009

Continue reading Modstanden mod Chavez vokser

Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?

Ifølge exit-polls ved søndagens valg i Bolivia, ser den siddende socialistiske præsident Evo Morales ud til at vinde en klar sejr. Han kommer dermed ud af valget med et styrket mandat til fortsat “revolutionær” forandring af det bolivianske samfund.

Det er blevet antydet, bl.a. af Mary O’Grady i “The End of democracy” i WSJ, at Evo Morales regime ikke er demokratisk. Således beskriver hun ved udsigten til genvalg af Evo Morales:

“In fact, it will mark the official end of what’s left of Bolivian liberty after four years of Morales rule.”

Mens situationen i Bolivia og Honduras, og USA’s holdning til disse sammenlignes med ordene:

“While the U.S. and the Organization of American States have been obsessing over Honduras’s legal removal of an undemocratic president, Mr. Morales has been fortifying his narco-dictatorship. He’s also made friends with Iranian dictator Mahmoud Ahmadinejad, who will make another visit to La Paz tomorrow.”

moralesDet er måske her på sin plads at understrege, at der ikke er tvivl om, at Evo Morales har stor folkelig opbakning, hvilket Honduras afsatte præsident Zelaya ikke havde. Da sidstnævnte blev valgt i 2005 var det som en “normal” centrum-højre politiker. I løbet af 2008 ændrede han så radikalt politik, kom på kant med sit eget parti og endte som bekendt med at blive afsat, da han nægtede at følge højesterets afgørelse, men insisterede på at afholde en forfatningsstridig afstemning.

På visse områder kan det være relevant at sammenligne de to lande.  De er begge blandt de fattigste lande i Latinamerika, har nogenlunde samme grad af korruption og er begge karakteriseret ved stor forskel mellem rig og fattig. Derefter er det dog småt med lighederne.

Continue reading Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?