Argentina – fra håbløs til det nye håb….måske

Mens Brasilien tilsyneladende har udsat den nødvendige stabilisering af ydre- og indre balancer på ubestemt tid (eller som minimum til efter lokalvalgene til efteråret) – og formentlig til efter præsidentvalget i 2018, forholder det sig omvendt i Argentina.

Argentina står overfor store udfordringer. Den økonomiske vækst er meget lav, som det fremgår af nedenstående figur 1, mens eksporten er faldet markant de senere år.

Argentina gdpMens det private forbrug er stagneret, er det offentlige forbrug steget kraftigt. Alene i 2015 steg det offentlige forbrug med 30 procent, i et forsøg på at sikre Daniel Scioli valgsejren.

consumptionargentina
Sciali var også længe favorit, og hen over sommeren diskuterede man endda i Argentinske medier om hvorvidt han ville vinde valget allerede i 1. valgrunde. Sådan gik det ikke. Scioli vandt godt nok snævert første valgrunde, men tabte i november, da valget alene stod mellem ham og Macri.

Håbet for den nye regering er, at man kan stabilisere økonomien i år, hvor der forventes en vækst på mellem 0 og 1 procent, hvorefter økonomien at vokse med et par procent i 2017, hvorefter væksten for alvor forventes at tage fat.

Det er væsentligt at understrege, at valget af Macri ikke kan ses som en entydig opbakning til hans mere markedsorienterede politik. Det er i lige så høj grad en protest mod den siddende regerings udvalgte kandidat (Scioli), som ikke stod distancen.

Det kan kan bestemt ikke udelukkes, at Christina Kirchner ville have slået Macri, hvis ikke den Argentinske forfatning forbød en 3. periode i træk. Kirchners popularitet var/er bemærkelsesværdig høj, givet de seneste års lave vækst og høje inflation.

Skal Macri have succes, skal han være meget bevidst om at vælgerne er splittede. At peronisterne fortsat har i begge kongressens to kamre er bestemt heller ikke uvæsentlig.

Det er man tilsyneladende også meget bevidst om. Siden genindførelsen af demokratiet efter militærdiktaturets nederlag i Falklandskrigen i 1982, er det ikke lykkedes præsidenter, som ikke tilhørte det peronistiske parti, Partido Justicialista, at sidde perioden ud.

macri

Risikoen er også til stede denne gang, med mindre Macri kan etablere en eller anden opbakning til den førte politik, hvilket kræver at dele af peronisterne kan se en fordel i at bakke regeringens politik op, er slaget tabt på forhånd. Det ved vi meget mere om i løbet af 2016.

Det var bl.a. en del af de problemstillinger, jeg i anledning af indsættelsen af Macri, talte om i et indslag, hvor også ekstern lektor ved CBS, Carlos Salas Lind, deltog. Indslaget kan ses nedenfor.

Ud over Argentina taler vi også om Venezuela, som jeg naturligvis vil vende tilbage til i senere indlæg. Jovist, der er muligvis ikke gang i de Latinamerikanske økonomier, men der er den grad gang i Latinamerikansk politik.

Og når vi nu alligevel er i gang. Dagen efter deltog jeg sammen med Niels Lindvig i en samtale/debat om samme emne hos Cordua & Steno.

Det mest bemærkelsesværdige ved dette indslag er måske måske i virkeligheden, hvor enige Niels Lindvig og jeg er på lange stræk. (lyt med ved at klikke her). Med tanke på at denne blog startede ikke mindst som en reaktion på Niels Lindvigs dækning af Latinamerika for P1’s Orientering, er det forbavsende hvor enige vi er.

58_

Som Niels Lindvig gjorde opmærksom på, kan det blive afgørende hvordan den argentinske fagbevægelse reagerer. Traditionelt har fagbevægelsen i Argentina haft tætte bånd til peronisterne og er ikke just præget af hverken pragmatisme eller viljen til fredelige løsninger. De første strejker er allerede annonceret.

En væsentlig pointe er naturligvis, at hverken Latin- eller Sydamerika kan opfattes som en homogen størrelse. Når Carlos Salas Lind således taler om at præsidentembedet har stor magt i Latinamerika, er det en sandhed med modifikationer.

Dilma Rousseff i Brasilien så sikkert gerne, at det forholder sig således, men sandheden er, at hun kun kan gøre meget lidt uden senatets og kongressens opbakning.

Også i Argentina er der grænser for præsidentens muligheder for at agerer uden opbakning, omend mulighederne er væsentlige større end i Brasilien, grundet traditionelt svage institutioner. Men det kan dog slet ikke sammenlignes med forholdene i Venezuela.

Men Macri kan langt hen af vejen føre sin politik og gennemføre store ændringer uden at inddrage kongressen. Men hvis forandringerne skal række ud over hans egen regeringsperiode, kræver det væsentlige reformer, og formentlig også ændringer i forfatningen, for at beskytte centrale institutioner mod politisk indblanding. Det kan kun ske med Kongressens medvirken.

Del af en ny blå bølge

Uanset hvem som vandt valget i november ville Argentina have fået en præsident og regering som ville føre Argentina i en mere markedsorienteret retning. Det stod klart længe. Omkostningerne ved fortsat pariastatus på de internationale finansielle markeder, behovet for at stabilisere økonomien og tiltrække udenlandske investorer var åbenlys.

Valget af Macri er dog skelsættende. Det er første gang at Argentinerne vælger en erklæret markedsorienteret kandidat til præsident. Macri gik til valg på en (moderat) frimarkedsorienteret platform. Han er dermed del af hvad José Natanson fra den sydamerikanske udgave af Le Monde Diplomatiquehar betegnet som post-neoliberalister, som bla. indbefatter tidligere præsident i Chile, Sabastian Pineira og Henrique Capriles,  fra Venezuela. Man kunne også tilføje Aecio Neves fra PSDB, som tabte snævert til den siddende præsident, Dilma Rousseff, i Brasilien sidste år.

I modsætning til Argentinas præsident i 1990erne, peronisten Carlos Menem er Macri valgt på at gennemføre reformer. Godt nok gennemførtes der under netop Menem en række drastiske reformer, mens mange statsejede virksomheder privatiseredes.

Desværre var privatiseringsprocessen præget af korruption og man fik aldrig tilpasset det offentlige budgetter, da det kom til stykket. I Manems anden valgperiode gik det for alvor galt, og spændet mellem officiel statistik og faktisk udvikling blev større og større. Helt centralt – og skæbnesvangert – var at man insisterede på at fastholde kursen 1 til 1 over for den amerikanske dollar på et tidspunkt hvor dollaren styrkedes internationalt.

I fraværet af muligheden for at tilpasse valutakursen, kræver en sådan politik en såkaldt intern devaluering. En sådan fandt aldrig sted og situationen var uholdbar, ikke mindst efter Brasilien lod real flyde fra 1999, hvorefter den faldt i forhold til dollar. Hermed øgedes presset på Argentinsk økonomi.

Argentina’s flirt med “neoliberalistiske” reformer endte som bekendt med den totale nedsmeltning af økonomien i 2001-2002, som endte med historiens største statsbankerot.  Herefter vendte man tilbage til en mere traditionel statscentreret økonomisk model med udbredt brug af regulering af offentlige priser, en delvis tilbagevenden til nationaliseringer (flytransport og energi) og en til tider voldsom nationalistisk retorik.

Dette faldt sammen med det boom i råvarerpriserne i nullerne, som løftede væksten i hele regionen, ligesom det på den korte bane naturligvis lettede de eksterne balancer, at man opgav at betale den opbyggede statsgæld fuldt tilbage. På sigt har konsekvenserne dog været klart negative, da man stort set har været udelukket fra de internationale finansielle markeder. Derfor er en af de væsentligste opgaver for den nye regering af få en aftale i stand med de kreditorer som fortsat kræver fuld tilbagebetaling (man har for længst lavet aftaler dækkende langt det meste af den udestående gæld) – de såkaldte “Vulture funds”.

Regeringen har meldt ud at man genoptager forhandlingerne til januar og forventer en hurtig overenskomst. Vi får se – og håbe.

Argentina som fortaler for fornyet globalisering

Hvorvidt Argentinas nye regering og præsident Macri er i stand til at reformere eller i det mindste stabilisere indre og ydre balancer, vil som antydet kræve at man er i stand til at samarbejde med den peronistiske opposition (og håndtere fagbevægelsen). Om det lykkes finder vi ud af i 2016. Hvis ikke er det tvivlsomt om Macri sidder perioden ud.

Indtil videre har valget af en ny præsident dog indvarslet markant nyere tider med et Argentina, som fra at have været stopklods for at handelssamarbejdet Mercosur indgår aftaler og åbner sig for frihandel med bl.a. EU og USA, er gået til at være blandt handelsblokkens varmeste fortaler.

Ved Mercosur’s topmøde lige inden jul var det Macri der slog til lyd for mere frihandel, lige som han tidligere har udtrykt opbakning bag den gamle amerikanske drøm om at lave et NAFTA lignende samarbejde, der dækker både Nord- og Sydamerika.

Skal det lykkes denne gang eller bliver vi atter skuffet?

Som jeg konkluderer i dagens kronik i Børsen, “Nye takter giver håb for Argentina” (kræver abonnement):

Som Financial Times bemærkede på valgnatten, er valget af Mauricio Macri den bedste chance, man har for at bryde den peronistiske tradition for populistiske, kortsigtede løsninger. Men det vil kræve gennemgribende reformer og møde stor modstand.

I første omgang handler det om at stabilisere økonomien, sikre tilliden og øge de private investeringer.

Hvorvidt det indvarsler et egentligt varigt paradigmeskifte, er dog en helt anden historie. Macris valgsejr var smal og mere udtryk for en afvisning af modkandidaten end en egentlig folkelig opbakning til hans reformdagsorden. Peronisterne har da også fortsat flertal i kongressens to kamre.

Sammenlignet med Colombia, Peru og naturligvis Chile, hvor konsensus er en økonomisk model baseret på relativt frie markeder og en begrænset rolle for staten, er Argentina årtier bagud. Lad os krydse fingre for, at 2016 er første skridt på vejen til en moderne markedsøkonomi.

For et overblik over de udfordringer, som Argentina står overfor, kan man med fordel læse Wells Fargo’s analyse fra i efteråret (grafer i denne post er hentet derfra). Til gengæld ville jeg nok være mere forsigtig med udmeldingerne fra J.P. Morgan, som forøvrigt har leveret den nye finansminister. J.P. Morgan stod for udstedelsen af statsobligationer (dollar nominerede, fordi ingen har tillid til peso) under den tidligere regering, og formentlig også for den nuværende.

Og de er mange. blot et eksempel på hvor problematisk situationen faktisk er – og hvor vigtigt det er at genvinde de internationale markeders tillid.

Det meste af den off. gæld, som udgjorde omkring 40 procent af BNP inden man ophævede de fleste kapitalrestriktioner og peso faldt med ca. 30 procent i december, er udstedt i dollar, og den vil udgøre 70 procent af BNP, når kursen når 15 peso per dollar. I dag (10.01.2016) er den ca. 13,9 peso per dollar.

Og i modsætning til f. eks. Brasiliens off. gæld, som er udsted i real, og nærmer sig faretruende de 70 procent, som givet økonomiens umodenhed er bekymrende, er det ikke muligt at nedbringe den off. gæld ved at monetarisere den i større eller mindre grad.

Jeg vender naturligvis tilbage i løbet af det kommende år, som vil give os et fingerpeg om, hvorvidt Macri vil lykkes i sine bestræbelser på at gøre Argentina til en mere fri og moderne økonomi.

En ny start for Argentina….måske

480
Centrum-højre kandidaten Mauricio Macri (for “Cambiermos“) vandt i går 2. runde af det argentinske præsidentvalg. Hermed slog han peronisternes kandidat, Daniel Scioli, efter at have klaret sig overraskende godt i 1. runde.

Daniel Scioli vandt godt nok knebent 1. runde for en måned siden. Men Macri formåede i langt højere grad at trække stemmer blandt tilhængerne af de kandidater som ikke gik videre.

Hermed understreger Argentina tendensen væk fra mere eller mindre venstrepopulistiske regeringer i regionen, som har præget det første årti af dette årtusinde.

Det er 3. gang siden demokratiet genindførtes i kølvandet på nederlaget i Falklandskrigen i 1982, at en ikke-peronist vinder præsidentvalget. I begge de to første tilfælde gik den valgte præsident af før tid.

Det var så den nemme del

Macri overtager et Argentina i ringe forfatning. Nationalbankens valutareserver er ukendte, korruptionenen udbredt – Argentina er blandt Sydamerikas absolut mest korrupte lande, langt mere korrupt end bl. a. Peru og Brasilien. mens ingen tror på officielle tal for hverken vækst, offentlige budgetter eller inflation.

Det bliver således i første omgang en opgave i sig selv at få overblik over hvor slemt det egentlig står til med landets økonomi.

Læg dertil at man ikke har adgang til international långivning og at peronisterne fortsat har flertal i det ene af kongressens to kamre, samt i en række delstater. Jovist, det er ingen nem opgave Macri begiver sig ud i. Og givet Argentinas historie er der grund til at være varsom med optimismen. De sidste to gange hvor en kandidat, som ikke var fra peronisterne vandt valget, opnåede ingen af dem at sidde perioden ud.

Den kommende tid vil vise om Macri og hans nye regering har evnerne til at navigere i et Argentina som fortsat er domineret/tynget af Perons tunge arv.

For en fremragende gennemgang af Argentinas økonomiske og politiske historie, anbefaler jeg varmt Mauricio Rojas “Carmensitas sorg“, der dækker perioden fra Argentinas selvstændighed og frem til den økonomiske nedsmeltning i 2001-2002.

Mere marked og fornyet international orientering

Macri står for en markant mere markedsorienteret økonomisk politik end den tidligere regering. Han har gentagne gange både før og efter valget i går slået fast, at målet er at gøre Argentina til et fuldgyldigt medlem af det internationale samfund igen. Der skal gøres op med de mange begrænser på både kapital og international handel, herunder de forhadte eksportskatter og valutakursregimet, hvor restriktionerne på handel med udenlandsk valuta har skabt et betydeligt sort marked.

Men måske er det mest spændende de nye toner som lyder i forhold til samarbejdet i Mercosur, hvor Argentina har stået for en protektionistisk politik, som indbefatter talrige brud på de indgåede aftaler.

Det passer Brasilien godt, hvor den pressede venstreorienterede regering, kæmper med en længere recession (Brasiliens værste siden starten af 1930erne). Der har i perioder cirkuleret rygter i Brasilia om, at man var på vej ud af Mercosur, bl.a. fordi Argentina blokerede for at man kunne få et afgørende gennembrud i forhandlingerne med EU om et handelsaftale (medlemmerne af Mercosur kan på nuværende tidspunkt ikke indgå handelsaftaler med 3. lande. Det skal ske samlet).

Som The Economist skriver i deres analyse af Macri’s valgsejr:

The result is hugely significant, not just for Argentina but for South America. Mr Scioli ran as the heir of the country’s current president, Cristina Fernández de Kirchner, a charismatic but divisive populist. The election of Mr Macri, who campaigned under the banner of a coalition of parties called Cambiemos (“Let’s Change”), represents a repudiation of her legacy. He will be the first president in nearly a century who is neither a Peronist nor a member of the movement’s weaker rival, the Radical Civic Union.

Macri har lagt hårdt ud med et krav om at Venezuela ekskluderes af Mercosur på grund af manglende demokrati. Så langt er Brasilien, som har store økonomiske interesser i Venezuela, næppe parat til at gå på nuværende tidspunkt. Men alt efter hvordan valget i december i Venezuela og det fortsatte økonomiske og sociale kollaps forløber, er det ikke et helt urealistisk scenarie, at Venezuela udelukkes i det mindste for en periode. Det bør øge chancerne for en handelsaftale med EU og måske også forandringer i selve Mercosur samarbejdet, hvor kravet om at enkeltlande ikke kunne indgå handelsaftaler på egen hånd, har været katastrofal. Ikke mindst på grund af netop Argentinas protektionistiske politik.

Et nyt Latinamerika 

Med valget af Macri er et blad vendt i Argentinas historie. Om Macri så formår, hvad hans to forgængere ikke var i stand til, nemlig at få Argentina ud af Perons skygge og reducere Peronisterne dominans i Argentinsk politik, er en anden sag.

Ideelt er naturligvis hvis man genoptager 1990erne’s reformdagsorden – fri for datidens fup og svindel og belært af fastkurspolitikkens faldgrupper.

Om det vil ske, kan kun tiden vise. Indtil da skal vi glæde os over valget af Macri. Det giver håb, ikke kun for Argentina, men også for nabolandene.

Eller som The Economist afslutter deres analyse:

In some respects, Mr Macri will be able to set a new tone as soon as he is inaugurated on December 10th. His leadership style will be less confrontational than Ms Fernández’s. He will move quickly to shake up the statistics agency, which has been issuing misleading reports on inflation and poverty, and is expected to signal his commitment to judicial independence by naming unimpeachable candidates to fill two vacancies on the Supreme Court.

Et er sikkert. Det bliver spændende at følge Argentinsk politik i den kommende tid.

Peru fortsætter med rekordvækst

Mens Brasilien i de senere år har fyldt ikke så lidt i vestlige medier og herhjemme bl.a. er blevet beskrevet som en kommende (økonomisk) stormagt og igen og igen er blevet fremhævet for sin høje vækst, er det sjældent man hører om regionens – og en fa verdens – hurtigst voksende økonomier de seneste 10 år, nemlig Peru. Det forventes at Peru vil komme ud af 2010 med en økonomisk vækst på ca. 8,5% og det endda med en inflation på Europæisk niveau (2-2½%). Dermed fortsætter den positive udvikling landet har været inde i siden begyndelsen af dette årtusinde.

LimaJeg kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, men måske er en af grundene til at vi ikke hører så meget til Peru, at den økonomiske vækst ikke kun skyldes tidligere markedsreformer (reformer i 1990erne er også hovedgrunden til den nuværende vækst i Brasilien), men at der åbentlyst føres en “neoliberalistisk” politik. Og det endda med en præsident, der tidligere lå klart til venstre for den politiske midte – også den Latinamerikanske – og bærer et stort ansvar for Perus økonomiske nedtur i anden halvdel af 1980erne, se nedenstående figur.

Ifølge Verdensbanken er Peru nu det mest investeringsvenlige land i Sydamerika, og nr. 36 ud af 183 lande. Kun Mexiko overgår Peru gældende for hele Latinamerika. Det skal understreges, at der ikke er tale om en ranking hvori der tages hensyn til landets økonomiske niveau – Peru ligger stadig under gennemsnittet i Latinamerika, men at der alene fokuseres på hvor nemt det er at investere og starte nye virksomheder. Continue reading Peru fortsætter med rekordvækst