Bye bye Dilma – hello Temer

Hvad de fleste for længst regnede med, blev i dag en realitet. Med stemmerne 61-20 afsatte Senatet i dag Dilma Rousseff, for at have brudt forfatningen og manipuleret de offentlige finanser. Hvis vi ser bort fra at der er stor risiko for uroligheder i aften og nat, når skuffede tilhængere af den afsatte præsident formentlig vil protestere, er den umiddelbare effekt i Brasilien begrænset.

ADSA757 BSB - 11/09/2014 - DILMA / COLETIVA - POLITICA - A presidenta Dilma Rousseff ao sair da entrevista coletiva no Palácio da Alvorada, em Brasília. FOTO: ANDRE DUSEK/ESTADAO

Michel Temer er nu endegyldigt er præsident frem til næste valg i 2018, og vi må se om hans regering kan komme igennem med nogle af de reformer jeg tidligere har skrevet om. Det er langt fra sikkert.

Der har på det seneste været en spirende optimisme og som tidligere skrevet, hævede IMF for nyligt sin prognose for den økonomiske vækst i 2017 til + 0,5 procent. Mens andre iagtagere taler om vækstrater på op til 2 procent. Men her er indregnet forventede tiltag fra den nuværende regering.

Hvordan det kommer til at gå ved vi formentlig først i november mdr., når lokalvalgene er overstået.

Dilma’s eftermæle

Dilma vil formentlig først og fremmest blive husket forde seneste års økonomiske krise. BNP er faldet næsten 10 procent i løbet af det seneste 2½ år, og er nu på niveau med BNP i 2010. Og samtidig markerer hendes afsættelse enden på 14 år med socialistiske præsidenter.

Men hun bør dog også huskes for noget andet, som på sigt kan vise sig at få stor betydning for Brasiliens fremtidige udvikling. Det var nemlig under hendes regering at man gjorde det muligt for at dommere selvstændigt at tage initiativ til efterforskning. Med andre ord ville den store Petrobras skandale, der oprulles i år og som involverer ledende politikere fra alle dele af Brasiliansk politik, næppe være komet så langt, hvis ikke det havde været for Dilma.

At den ændrede lovgivning i sidste ende kan medføre at hendes forgænger, Lula, bliver dømt for korruption er naturligvis i sig selv skæbnens ironi.

 

Hvem demonstrerede i Brasilien søndag?

Søndag den 13. marts oplevede man de største demonstrationer i Brasiliens historie. Politiet anslår at omkring 3,6 mio. mennesker var på gaden over hele ladet. Alene i São Paulo anslås 1,4 mio. at have deltaget.

Demonstranternes umiddelbare krav er præsident Dilma Rousseff’s afgang og “fora Dilma, fora Lula, fora PT” (Ud med Dilma, ud med Lula, ud med arbejderpartiet) hørtes hele dagen og store bannere krævede præsidenten stillet for en rigsretssag. Men der var ikke tale om en demonstration til fordel for oppositionen.

Hvilket illustreres fint i nedenstående billede. På det papskilt, som pigen i midten af billedet holder, står der således ud med PT, PSDB, PMDB….. De tre største partier i Senatet og Kongressen.

1044222_10206728721831063_4925993065026363819_n

Oppositionspolitikere, som søgte at kapitalisere på demonstranternes utilfredshed med den siddende regering, og ville tale til de demonstrerende, blev mødt med mishagsytringer og råb fra tilhørerne om at de skulle forføje sig. Det var bl. a. tilfældet da São Paulo’s guvernør, Geraldo Alckmin, og den tabende kandidat ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves, begge fra PSDB mødte op på Avenida Paulista i São Paulo, se video nedenfor.

Hvem er de demonstrerende?

Men hvem er de demonstrerende? Repræsenterer de et bredt udsnit af den brasilianske befolkning?

Det sidste kan vi hurtigt besvare med et rungende nej. Demonstranterne kommer primært fra Brasiliens urbane middelklasse (forstået som middelklasse efter vestlig standard, det vil sige med en levestandard der kan sammenlignes med vores egen).

Det er der dog ikke noget underligt i. Således har det været ved alle betydende demonstrationer gennem Brasiliens historie. Det var tilfældet ved de store demonstrationer i begyndelsen af 1980erne, som krævede demokratiet genindført. Det var tilfældet ved demonstrationerne mod daværende præsident Fernando Collor de Mello i 1992 og det var tilfældet ved demonstrationerne under Confederation Cup i juni 2013.

I forbindelse med demonstrationerne i Sao Paulo foretog analyseinstituttet Datafolha en spørgeskemaundersøgelse og kom frem til bl.a. følgende karakteristika af deltagerne:

 

16074116Demonstranterne var væsentlig “hvidere, mere vellønnede og veluddannede” end gennemsnittet i byen.
løn brasilienHvor 31 procent af demonstranterne tjener 5 minimumslønninger eller derunder om mdr. , gælder det for 72 procent af den voksne befolkning i byen generelt.

Hvor 77 procent af demonstranterne karakteriserer sig selv som hvide, gælder det kun 48 procent af byens indbyggere.

Og mens 77 procent af deltagerne havde en videregående uddannelse, gælder det kun 28 procent af indbyggerne.

Ovenstående bruges naturligvis af tilhængerne af Arbejderpartiet og den siddende præsident Dilma, til at affeje demonstrationerne som en højreorienteret reaktion, ja man taler ligefrem, forsøg på kup mod den demoraktisk valgte præsident. Det vil dog være forkert.

Det er helt korrekt at deltagerne i forvejen ikke var specielt venligstillede overfor Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma. 4 ud af fem deltagere stemte på Aecio Neves ved sidste præsidentvalg og kun 3 ud af hver hundrede på Dilma. Men dette kan ikke aflæses som at man har de store varme følelser for hverken Aecio Neves eller hans parti PSDB. Hvor 37 procent af de adspurgte ved en lignende demonstration sidste år indikerede at de ville stemme på PSDB hvis der var valg i dag, var tilslutningen faldet til 21 procent i år.

Og så må man ikke glemme det faktum, at den fattigste del af befolkningen, altså de der lever i farvellaerne og på landet, ganske enkelt ikke er del af den politiske diskurs. De seneste mange valg i Brasilien har vist en tydelig tendens til at den fattigste del af befolkningen i vid omfang stemmer på de der allerede har magten (hvilket en række bundkorrupte og reaktionære politikere i nogle af landets fattigste dele altid har forstået at profitere på).

Desuden er det som høj grad driver demonstrationerne, nemlig den udbredte korruption – herunder Arbejderpartiets (blandt flere) indblanding i korruptionskandalen omkring Petrobras (Lava Jato) primært noget som middelkassen reagerer på, hvilket flere analyser foretaget af Brasiliens svar på Danmarks Statistik har dokumenteret tidligere.

Naturligvis ville både Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma få en betydelig større opbakning hvis der var valg i dag, end hvad stemningen til demonstrationerne tilsiger. At de ville tabe med et brag der der dog ikke tvivl om.

Og søndagens demonstrationer har bestemt ikke mindsket presset på præsidenten eller mindsket sandsynligheden for at hun går før tid.

Glem Dilma, nu handler det om Lula

“Ulykkerne” fortsætter med at hagle ned over Dilma Rousseff og hendes regering.  Den økonomiske krise ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu. Senest har IMF nedjusteret deres prognose for dette års vækst til -3 procent og -1 procent til næste år. Dermed kan Brasilien se frem til to år i træk med faldene BNP for første gang siden 1931-32.

Regeringen er handlingslammet og kæmper med at få de nødvendige stramninger af de offentlige budgetter gennem kongressens to kamre.

Sidste udkald for Dilma

BRESIL_3_0

I begyndelsen af oktober omdannede Dilma Rousseff sin regering. Antallet af ministerier reduceredes fra 39 til 31, mens støttepartiet PMDB trods færre samlet antal ministerier, fik en ekstra ministerpost på bekostning af præsidentens eget parti. Formålet er helt tydeligt at holde sammen på det parlamentariske flertal bag regeringen. Og der bliver brug for det.

Kongressens to kamre har indtil videre ikke just været imødekomne overfor regerings forslag til besparelser og skattestigninger for det kommende år.

Tværtimod har præsidenten i den forgangne uge måtte nedlægge veto mod forslag fra kongressen, som ville øge statens omkostninger med 63 mia BRL, svarende til ca. 110 mia. kroner over de næste 4 år.

I sidste uge underkendte Tribunal de Contas da União, TCU (svarer lidt til den danske rigsrevisionen), statens regnskab for 2014 og afgjorde at man har brudt forfatningen.

Dernæst afgjorde valgkommisionen, Tribunal Superior Eleitoral, TSU, at dele af finansieringen af sidste års præsidentvalgkampagne var ulovlig, hvorved der i princippet er åbnet for et omvalg.

Det kræver dog at kongressens to kamre støtter dette, ligesom en rigsretsag kræver 2/3 flertal i kongressen.

Glem Dilma. Det handler om Lula og valget i 2018

Men om Dilma Rousseff bliver siddende som præsident frem til næste valg eller tvinges til at gå før tid er måske af mindre betydning. I realiteten er hun det amerikanerne kalder en “lame duck”.

Ikke just noget som hjælper i den værste økonomiske krise i Brasilien, de seneste 25 år.

Meget tyder da også på, at tidligere præsident Lula er endog meget aktiv i kulisserne, hvilket tolkes på flere måder. Den mest udbredte tolkning er, at han skal forsøge at sikre at regeringen rent faktisk kan få gennemført den nødvendige lovgivning, som kan sikre de offentlige balancer og øge ikke mindst udenlandske investorers tiltro til den brasilianske økonomi.

En mindre venlig tolkning er, at Lula – som forventes at være PTs præsidentkandidat igen i 2018, hvis det viser sig at være en fordel, selv kan have en interesse i at Dilma må gå af før tid.

Uanset hvad tyder meget på at Dilma reelt er færdig og højst skal ses som en “kransekagefigur” uden reel magt. Nu handler det for PT om valget i 2018.

Ved den seneste regeringsomdannelse, har 3 tætte allierede af Lula,  Jaques Wagner, Ricardo Berzoini og Edinho Silva, fået til opgave at sikre samarbejdet med kongressen. En opgave Dilma Rousseff for længst har vist hun ikke magter.

Om Lula så kan vinde valget i 2018 er en anden historie. 2/3 af vælgerne mener at både Lula og Dilma Rousseff har været vidende om korruptionen i Petrobras, som er kommet for dagen det seneste år.

En opinionsmåling i juli viste, at Aecio Neves, den sandsynlige kandidat for PSDB ved næste præsidentvalg i 2018, ville vinde over Lula med 12 procentpoint i anden valgrunde.

Hvem er på gaden og hvem ønsker Dilma afsat?

impeachment-filipe_araujo
Igen i søndags var der store demonstrationer rettet mod præsident Dilma Rousseff og den store korruptionsskandale i Petrobras.

Under bannere med krav om “Rigsretssag mod Dilma nu!” og “ud med Dilma” (Fora Dilma) var hundredetusinder – måske over en mio. på gaden landet over. Der hersker en del forvirring omkring hvor mange der ret faktisk deltog, og det er svært at sige om der var lige så mange på gaden, som i marts måned.

Denne gang deltog også ledende politikere fra PSDB (Brasiliens socialdemokrati, der i brasiliansk kontekst anses for at være et centrum-højre parti), bl. a. Aecio Neves, som tabte snævert til den nuværende præsident Dilma i oktober sidste år.

Men hvem er det egentlig som er gået på gaden? Det har det ansete analyseinstitut Datafolha undersøgt i São Paulo, hvor de største demonstrationer fandt sted.

Tre ud af fire ( 76%) havde en videregående uddannelse, ca. 20% en ungdomsuddannelse, mens kun 4% alene havde gået i grundskole.

14 % havde en månedlig familieindkomst på svarende op til 4.500 kroner . 13 % havde mellem 4.500 kroner og 7.500 kroner. 1/4 havde en familieindkomst på mellem 7.500 og 15.000 kroner, 1/4 på mellem 15.000 og 30.000 kroner, mens 17 %  tjente 30.000 kroner eller mere. ( indeling sker efter antal minimumslønninger. En minimumslønning er pt. ca. 4.500 kroner om mdr.)

3 ud af 4 var “hvide”. 17% opgav at være af blandet etnicitet (pardo). Kun 3% sagde, at de var sorte, mens 1 % hævdede at være indfødte. 2 % angav at de var gule (andet ord for at være af japansk afstamning), mens 2% angav andre farver/etnicitet.

Gennemsnitsalderen var ca. 44 år, lidt højere end ved demonstrationerne i foråret, hvor gennemsnitsalderen var ca. 40 år.

Med andre ord er der ikke tale om et repræsentativt udsnit af den brasilianske befolkning, hverken etnisk eller økonomisk. Det bør dog heller ikke undre nogen, da det heller ikke har været tilfældet ved tidligere demonstrationer. Hverken de tilbagevendene demonstrationer som har fundet sted siden 2013, hvor der var store demonstrationer, so mi flere tilfælde mundede ud i regulære optøjer, eller tidligere i Brasiliens historie. Det være sig i forbindelse med de protester, som førte til Fernando Collor de Mello’s afgang i 1992, eller demonstrationerne i 1984, hvor man krævede genindførelse af demokrati efter 20 års militærdiktatur. Den gang som nu var det middelklassen som var på gaderne.

Men til forskel fra tidligere har demonstrationerne de seneste år i stigerende grad være domineret af folk der enten ikke associerer sig med bestemte partier eller centrumhøjre orienterede partier.

Gårsdagens demonstrationer var således fuldstændigt domineret af personer, som stemmer på eller har sympati for PSDB.

Hvem ønsker at der indledes rigsretssag mod præsident Dilma?

dilma

Som det fremgår er præsident Dilma’s popularitet faldet voldsomt gennem året. Hun er nu den mest upopulære præsident siden man startede med at lave målinger i 1987.

Men hvor det er middelklassen (ikke mindst “den højere” middelklasse) som er gået på gaderne, er det faktisk de fattigste som er mest stemte for at der rejses en rigsretssag mod præsidenten som det fremgår af nedenstående graf, omend alle indkomstgrupper er overvældende for en rigsretssag.

rigsretssagUagtet Dilmas upopularitet blandt såvel fattig som rig, har Finansiel Times nok en pointe, når man påpeger at “Hvis Dilma afsættes, vil det blot give plads for endnu en middelmådig politiker”.

Brasiliens problemer løses ikke alene ved at afsætte præsidenten, de er langt dybere.

Til gengæld er det åbenlyst at præsidenten her mindre end et år siden hun vandt valget, er det amerikanerne kalder en “lame duck”. Om det rent faktisk ender med en egentlig rigsretsag kan kun tiden vise. Til gengæld er valgkampen til præsidentvalget 2018 reelt allerede begyndt og har været i gang længe.

Ikke just befordrende for en økonomi, der for første gang siden 1930erne kan se frem til mindst to år med faldene BNP og i den grad mangler reformer som kan lægge grunden til fremtidig vækst.

Men som jeg har skrevet før er det væsentligt at understrege, at Brasilien er ikke Argentina. Man vil ikke lade økonomien kører ud over kanten og som jeg vil vende tilbage til senere, er der mange tegn på, at et kraftigt paradigmeskifte væk fra den traditionelle statskapitalistiske model er på vej.

Det vender jeg tilbage til i senere indlæg.