Informations forlag har for nylig udgivet en bog om Allende og den danske venstrefløj, “Kuppet i Chile”, skrevet af Morten Lassen.
Der er tale om en (mildt sagt) ujævn bog. Bedst når forfatteren skriver om hjemlige forhold, ringe når han skriver om Chile, både før, under og efter Salvador Allende’s korte regeringstid, som endte i et blodigt militærkup 11. september 1973.
Morten Lassen demonstrerer dog især sin manglende idehistoriske indsigt og økonomisk forståelse i sin behandling af reformerne under Pinochet’s 17 år lange styre. Reformer som forandrede det Chilenske samfund for bestandig og dannede grundlag for det moderne Chile, præget af markedsøkonomi – Chile er blandt verdens frieste økonomier – Latinamerikas mest stabile demokrati og højeste velstand. Og uddannelsesniveauet er for øvrigt målt på andelen af en ungdomsårgang, som tager en videregående uddannelse næsten på niveau med Danmark.
Den manglende indsigt kommer ikke mindst til udtryk i et kort afsnit, hvor Lassen omtaler en række hjemlige danske liberale debattører, som har skrevet positivt om reformerne under Pinochet og det Chile der kom ud af Landets kaos og økonomiske sammenbrud i første halvdel af 1970erne.
Der er tale om forsøg på karaktermord, baseret på manglende idehistorisk indsigt krydret med en overfladisk og kritikløs omgang til sit eget kildemateriale.
Jeg vil her på bloggen gennem en række blogindlæg i den kommende tid, forsøge at give en sammenhængende fremstilling af Chile’s vej fra en lukket socialistisk økonomi til en moderne åben markedsøkonomi.
I dette indlæg vil jeg fokusere på den debat, som der efterfølgende har været i Weekendavisen bøger, hvor jeg selv har et læserbrev i denne uge.
Weekendavisens anmeldelse af bogen i september udemærker sig ved, at anmelderen, Joakim Jakobsen køber Morten Lassens præmis, der kort kan udlægges som at Allende ville de rigtige, men havde ikke evnerne, mens det gælder om at nedtone “neoliberalistiske” ideers betydning for Chiles økonomiske succes de sidste 30 år, se nedenstående figur, som viser købekraftskorrigeret BNP per indbygger i Chile sammenlignet med Latinamerika (minus Cuba).
I sin bog omtaler Lassen Den fortsatte debat om militærkuppet i 1973, og skriver bl.a. (side 356-57) :
For borgerlige politikere og debattører som Brina Mikkelsen, Martin Ågerup, Christopher Arzrouni og Ole Birk Olesen var Chicago-drengenes økonomiske eksperimenter en ubetinget succes, mens der tages afstand fra drabene og torturen
I og for sig en ganske lødig fremstilling, bort set fra udtrykket “en ubetinget succes”, da det kræver en præcisering af i forhold til hvad. Og det fremgår heller ikke hvem af de nævnte som skulle have brugt dette udtryk. Som Lassen korrekt skriver i sin bog, og også fremgår af ovenstående figur, gennemgår Chile en dyb krise, i lighed med andre latinamerikanske lande i 1980erne. I modsætning til andre lande er den forholdsvis kort, til gengæld er den meget dyb.
Selv om man kan henvise til at den udløses af eksterne forhold, som Chile ikke selv var herre over, afslørede den en række politik-fejl, som øgede Chiles sårbarhed overfor udefrakommende økonomiske chok.
Først og fremmest, at man førte fastkurspolitik overfor dollar fra slutningen af 1970erne og frem, hvilket kombineret med frie kapitalbevægelser og ufleksible lønninger (fra 1979 blev lønninger justeret 1 til 1 med inflationen), førte til en voldsom overvurdering af peso og kraftigt stigende ekstern gældssætning.
Heldigvis for Chile medførte det økonomiske kollaps ikke en opgivelse af reformerne, som i anden halvdel af 1980erne tværtimod uddybedes med yderligere privatiseringer. En mere gennemgribende behandling af kriseårene 1983-1986 følger senere. Set over hele perioden var der dog tale om en for tiden meget positiv udvikling, set i forhold til resten af Latin Amerika.
Det fremgår også tydeligt af nedenstående tabel, hvor det fremgår at Chile var et af de få lande som var i stand til at reducere andelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen.
Frihed er det bedste guld
Morten Lassen demonstrerer i sin bog, at han ikke har forstået, at det faktisk skal tages ganske alvorligt, når borgerlige debattører tager afstand til den vold som Pinochet regimet anvendte. I en afsluttende kommentar omkring borgerlige debattørers holdning til reformerne under diktaturet, konkluderer Lassen at
Erfaringen fra Chile synes for det borgerlige og liberale Danmark at være, at demokratiske værdier er mindre værdifulde en økonomisk fremgang og stabilitet.
Hermed afslører Lassen sit ukendskab til den, i hvert fald for den liberale, helt centrale værdi, nemlig frihed. Det forekommer egentlig underligt, givet at reformerne i høj grad gennemførtes af unge økonomer, de såkaldte “Chicago-Boys”, var stærkt inspireret af Milton Freedman, der i 1962 udgav bogen “Capitalism & Freedom”, hvor han krystalklart påpeger at økonomisk frihed er en nødvendig, om end ikke tilstrækkelig, forudsætning for politisk frihed.
Ved to foredrag på Chilenske universiteter i marts 1975 var dette også det helt centrale emne. Friedmans navn blev efterfølgende uløseligt knyttet til reformerne i Chile og dermed til Pinochet, trods det faktum, at han havde ret lidt at gøre med dem. Hans kollega Harberger var langt mere direkte involveret.
I forhold til Friedmans ideal om økonomisk frihed kan vi konstatere, at det i langt højere grad er blevet realiseret efter genindførelsen af demokratiet i 1990erne.
Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i økonomisk frihed, som defineret af det årlige “Economic freedom index” udarbejdet af Fraser Institute. Et projekt Friedman var dybt involveret i.
I parentes bemærket kan nævnes at Danmark er nr. 19 i 2012. Om Chile fremover vil score lige så højt, er dog tvivlsomt. Efter regeringsskiftet i 2014, har man bl.a. øget selskabsskatten fra 20 til 27 procent.
Som nævnt vil jeg i den kommende måned skrive en række indlæg om Chile de seneste 50 år, i håbet om at det kan udgøre en slags modvægt til den temmelig ensidige udlægning af Chile’s økonomiske historie, som fortsat åbenbart er fremherskende.
Læserbrev i dagens Weekendavis :
Pinochet
Morten Lassens bog, Kuppet i Chile, anmeldt af Joakim Jakobsen i WA #37, om kuppet i Chile er en ujævn bog.
Lassen besidder ikke tilstrækkelig økonomisk og idéhistorisk indsigt. Bedre bliver det ikke i Joakim Jakobsens anmeldelse af bogen i nærværende avis.
Helt galt går det, når Lassen og Jakobsen forsøger sig ud i at tolke en række navngivne hjemlige (liberale) debattørers forsvar for de »neoliberalistiske« reformer under Pinochets lange militærdiktatur.
Økonomen Milton Friedman besøgte sammen med sin kollega, Arnold C. Harberger, Chile i marts 1975. Friedman holdt i den anledning to foredrag. Her kom han ind på betydningen af økonomisk frihed i forhold til personlig frihed. Pointen er, at »økonomisk frihed er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) forudsætning for personlig frihed«. Sådan gik det heldigvis også, da Pinochet frivilligt trak sig som præsident efter at have tabt en folkeafstemning i 1988.
Det forholder Morten Lassen sig ikke til i sin gennemgang af reformerne under Pinochet, som var forudsætningen for det relativt velstående og demokratiske Chile vi kender i dag. Det forstår Morten Lassen og Joakim Jakobsen tilsyneladende ikke, hvorfor det ikke kan undre, at de ikke forstår Christopher Arzrounis og andres opbakning bag reformerne.
At Lassens bog lider under sit alt for ensidige valg af kilder ses også i forbindelse med gennemgangen af reformerne under Pinochet. Når Morten Lassen skriver, at »i 1983, da økonomien brød sammen, rullede han [Pinochet] de mest ekstreme reformer tilbage og sendte Chicago-drengene ud i mørket.« Er det forbavsende, at han ikke medtager, at den magtfulde post som finansminister også i 1980erne var besat af økonomer, som betegnedes som »Chicago-drengene«.
Hernán Büchi, som var dybt involveret i reformerne på et tidligt tidspunkt, og var finansminister i 1980erne, har ellers i flere sammenhænge beskrevet reformerne efter gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, som en klar videreførelse af det arbejde, som indledtes i midten af 1970erne.
Chile har i dag et stabilt demokrati, og Sydamerikas mest moderne og velstående økonomi. Absolut fattigdom er stort set ikke-eksisterende, mens uddannelsesniveauet for de yngre generationer er tæt på det danske.
Uden reformerne i 1970erne og 1980erne havde dette næppe været muligt. At forstå dette indebærer ikke at man frikender eller relativerer Pinochets og militærets forbrydelser.
Derfor har Christopher Arzrouni fuldkommen ret da han i Jyllands-Posten for år tilbage påpegede, at Pinochet »gjorde mere godt for sit land end nok så mange socialister«.
Det gjorde han først og fremmest, fordi han, meget atypisk for en militærmand og diktator, lod en flok veluddannede og fornuftige økonomer gennemføre reformer, som siden har dannet skole.
Blandt andet var Sveriges pensionsreformer i begyndelsen af 1990erne direkte inspireret af reformerne i Chile 10 år tidligere.
Dette er ikke et forsvar for Pinochet, som hverken kan eller skal forsvares, lige så lidt som man kan eller skal forsvare Che Guevara eller Fidel Castro eller andre af venstrefløjens totalitære helte gennem tiderne.
Det er en konstatering af det historiske faktum, at reformerne i Chile virkede, at velstanden steg og friheden vendte tilbage. Dette i modsætning til alle forsøg på indførelse af socialisme, som altid er endt i økonomisk sammenbrud og tab af både økonomisk og personlig frihed.