Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Dagens hovedhistorie i de brasilianske medier er uden sammenligning, at der er faldet dom i sagen mod tidligere CEO Marcelo Odebrecht fra Latinamerikas største byggekonglomerat, Odebrecht.

Marcelo Bahia Odebrecht
Marcelo Bahia Odebrecht

Sammen med en række tidligere højtstående ansatte i Odebrecht og Petrobras, har han været anklaget for at være del af den omfattende korruptionskandale i det statskontrolerede olieselskab, Petrobras.

Skandalen går under navnet “Lava Jato“, på dansk “bilvask”.

Odebrechts dom lød på 19 års fængsel for korruption, hvidvaskning af penge og andre kriminelle aktiviteter. Også en række andre anklagede dømtes til lange fængselsstraffe. Samtidig blev han og resten af de anklagede fra Odebrecht koncernen idømt bøder svarende til i alt mere end 400 mio. kroner.

Continue reading Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Politisk kaos i Brasilien

Det politiske kaos i Brasilien nåede nye højder fredag efter det føderale politi hentede præsident Lula ind til forhør.

Den kortvarige “arrestation” – Lula blev forhørt i 3 timer, mens der gennemførtes husundersøgelser flere steder med tilknytning til ham – udløste flere sammenstød mellem tilhængere og modstandere af den tidligere præsident. Mens tilhængere råbte slagord om at Lula var den bedste præsident Brasilien har haft uden for hans hjem i Sao Paulo, samledes andre og råbte slagord som ud med Lula og Lula i fængsel andre steder i byen.

lulaLula knyttes i stadig stigende grad til den korruptionsskandalen i Petrobras, og han er ikke den eneste.

Interessant nok faldt kursen på dollar, mens aktiekurserne steg oven på nyheden om Lula’s kortvarige “arrestation”.

Muligvis en indikation på at der er et stigende håb i markedet til, at ikke kun Lula’s fremtid i politik er færdig, men også at hans efterfølger på præsidentposten, Dilma Rousseff er på vej ud.

Brasilien står midt i den værste økonomiske krise i årtier efter et fald i BNP på ca. 3½ procent sidste år og kan formentlig se frem til et fald i samme størrelsesorden i indeværende år. Arbejdsløsheden er hastigt stigende, inflationen er fortsat høj og privatforbruget er sat flere år tilbage, mens store dele af befolkningen oplever faldende realløn.

De færreste forventer at udviklingen kan vendes under den nuværende regering.

13. marts er der indkaldt til store protestdemonstrationer i flere byer, rettet mod den siddende præsident. Deres omfang kan blive meget afgørende for hvad der sker i de kommende måneder.

Venezuela II – baggrunden for Chavez magtovertagelse i 1998

Som det er de fleste er bekendt er Venezuela i voldsomme problemer med en økonomi, som er brudt fuldstændigt sammen, mens de politiske spændinger er til at få øje på. Venezuela, som før Hugo Chavez blev præsident i 1998, havde haft ry for at være et nogenlunde stabilt demokrati i årtier (siden 1958), kan i dag kun med nød og næppe anses for at være hvad vi forstår ved et frit og demokratisk samfund.

Det viser udviklingen siden oppositionen vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget 6. december til fulde. Seneste eksempel var da højesteret i strid med forfatningen afviste flertallet i parlamentet, der ikke ønskede at give præsidenten ret til at regere ved hjælp af dekret. Magtens tredeling har længe været  stort set ikke-eksisterende i Venezuela, lige som pressefrihed og menneskerettigheder længe har været under pres.

Og som det fremgår af nedestående indslag, hvor jeg deltager i deadline sammen med Weekendavisens glimrende journalist, Magnus Boding, er der en reel fare for at situationen ender i egentlig borgerkrig. I sidste ende bliver det formentlig militæret, som afgør hvorledes forsøget på at indføre “det 21. århundredes socialisme” slutter.

Som Christian påpegede i et indlæg for nylig, Hvor dyr var Chavez for Venezuela?, peger alle væsentlige indikatorer, uanset om vi ser på pressefrihed, korruption, økonomisk vækst osv. entydigt på, at udviklingen i Venezuela de seneste 17 år er gået den forkerte vej.

Venezuela i 2016 lever så sandelig op til jernladyen Margaret Thatchers berømte ord om, at “problemet med socialisme er, at man altid løber tør for andre folks penge”.

Trods historisk høje oliepriser i nullerne og en femdobling af værdien af oliepriserne formåede Chavez at bringe Venezuelas økonomi i knæ – også inden det nuværende spektakulære olieprisfald.

Beregninger foretaget af Kevin Grier og John Maynard kommer frem til, at det socialistiske eksperiment i Venezuela har kostet svarende til ca. en tredjedel af bnp pr. indbygger – Altså ca. fire måneders værdiskabelse pr. år. Resultaterne blev offentliggjort i “The Economic Consequences of Hugo Chavez: A Synthetic Control Analysis”  sidste år,

Beregningerne er vel og mærke ikke udtryk for en sammenligning med et best case-scenarie af eksemplarisk regeringsførelse og fornuftig økonomisk politik. Den “syntetiske” kontrolcase afspejler den faktiske udvikling i en række sammenlignelige latinamerikanske og OPEC-lande, som netop ikke udmærker sig ved god regeringsførelse.

De fleste, også på venstrefløjen – men ikke alle – har da også for længst erkendt det håbløse i den førte økonomiske politik.

I indslaget taler vi på et tidspunkt om koblingen mellem Chavez og socialisme. Magnus Boding påpeger korrekt, at der er andre lande i Latinamerika, hvor socialisterne har magten og det sådan set går udemærket. Han nævner Chile (hvor den nuværende regerings reformer af skattesystemet dog giver anledning til panderynker), mens jeg selv peger på Uruguay. Man kunne også nævne Peru.

Men fælles for alle tre lande er, at den grundlæggende økonomiske model ikke er socialistisk. Skal man sammenligne Venezuela med historiske forsøg på gennemførelse af socialisme, er Chile ellers et godt bud, blot skal man tilbage til perioden 1970-1973, hvor Salvador Allendes socialistiske eksperiment sikrede, at økonomien brød sammen i løbet af blot 3 år.

Figur 1.

venzuela chile

Venezuelas økonomiske historie korte fortalt

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeleing af koncensioner.

Som det fremgår af figur 1 voksede BNP hastigt frem til midten af 1950erne, – hvor man målt på BNP per indbygger var blandt verdens rigeste lande (rigere end Danmark, omend med en noget anden indkomstfordeling og 2. verdenskrig naturligvis er en væsentlig årsag – se også figur 2 nedenfor).

Figur 2

venezuela_danmark

I 1950erne gennemfører den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorvej, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen af militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, i omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Dette skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderlige.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde)  i produktionen af disse varer.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinsitutioner til subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontroller og reguleringer af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, så havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op, for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok. Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget man skulle komme til at opleve igen under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdele af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en voldsom historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Helt afgørende er, at der aldrig etableres en fælles forståelse for et nødvendigt paradigmeskifte.

Og spørgsmålet er hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt. Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret der havde ageret, som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig have bøjedes med at være en kort overgangsregering, som sikrede en hurtigt tilbagevenden til demokrati?

Det er meget tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart. I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser. Det eksisterede lang tid inden han kom til magten. På samme måde som nationalisering, regulering og statslig intervention også var udpræget i Chile før Allende.

I Deadlineindslaget sidste fredag nævner Magnus Boding risikoen for egentlig borgerkrig. Der findes tusindevis af bevæbnede militsfolk tilknyttet det nuværende regime i Venezuela, ligesom en intern konflikt i militæret ikke kan udelukkes.

I Chile viste de revolutionære grupper sig at være papirtigre. Men om det også er tilfældet i Venezuela er vanskeligt at sige. Hvad der måske ikke er mindre bemærkelsesværdigt er, hvorledes Venezuela’s demokrati indtil 1998 igen og igen beskrives som stabilt. Præcist samme beskrivelse er ofte anvendt til at beskrive Chile fra 1930erne og frem til Allende og Pinochet.
Og uden at strække sammenligningerne for langt – Chile’s for regionen lave korruptionsniveau kan ikke alene beskrives som resultat af reformerne fra 1975 og frem. Også før 1970 var Chile sammenlignet med andre lande i regionen et lavkorrupt samfund. Men når Verdensbanken påpegede, at

The importance of political parties in Venezuela can hardly be overestimated. They have represented the main instrument of political mobilization and representation during the past thirty-five years, as well as privileged channels for consensus building and interest aggregation. The parties, particularly AD and COPEI, which have alternated in power since the beginning of the democratic regime in 1958, can be considered the architects of the constitutional setting in Venezuela and its main source of support.

Dette dækker på mange måder også beskrivelsen af Chilensk politik fra 1930erne og frem til 1970. I modsætning til Venezuela, er det dog væsentligt at medtage, at Allende og socialisterne aldrig fik flertal. havde man i Chile haft et to-runde system, som man efterfølgende fik, ville Allende højst sandsynligt IKKE være blevet valgt som præsident i 1970. Men stagnationen og den stigende polarisering har de to lande til fælles i årtierne før henholdsvis Allende og Chavez kommer til magten.

Og desværre var det også forudsigeligt at en type som Chavez ville blive valgt i Venezuela. Det “gamle” politiske system havde mistet al legitimitet i store del af befolkningens øjne, givet at man ikke var i stand til at sikre fortsat vækst og fremgang. Eller som Verdensbanken fortsætter:

For all its stability, in time serious problems arose in the structure and functioning of the political system. Several observers and scholars had warned from the beginning of the 1980s that the pact at the root of Venezuelan democracy had became exhausted (Naim and Piniango 1984; Romero 1986; Rey 1988). Both AD and COPEI shared responsibility for the economic mismanagement that has been reported above, and in the process lost ever-growing groups of voters and became rigid and somewhat dated political organizations.6 At the same time, neither these nor any other significant political party openly advocated a significant reorientation of public policy, away from the traditional, import-substituting, inward-looking model and in favor of a more open, export-oriented economy led by the private sector. The most exciting leadership offering to the Venezuelan citizen in 1988 was a former president, Carlos Andres Perez, firmly linked in the public memory to the years of prosperity brought by the oil boom of 1974.

In the meantime, the state bureaucracy, the public institutions that are the core of the ability of any government to effectively regulate public activities and provide social services and infrastructure, became captured and extremely inefficient. In a well-known pattern of institutional capture in developing countries (Paul 1991), the education, health, transportation, social security, conmmunications, water, and even tax admninistration bureaucracies turned into ineffective organizations. They lost their ability to respond to problems and challenges, and sometimes even to deliver the services they were routinely used to produce, all at a time when they demanded significant resources and evolved into union-controlled operations at the service of their workers rather than the public. The unusual financial strength of the Venezuelan public sector made possible the development of these distortions to a degree uncommon in other countries, where the citizens enjoy less of a fiscal illusion than they do in Venezuela. The traditional financing of the public sector by taxes on the oil industry has meant that decisions to increase public expenditures have no direct relationship with tax increases, which are clearly perceived by the average citizen, thus decreasing the incentives to demand accountability from political representatives and public sector managers.

Dette fik man aldrig gjort op med, før Chavez kom til magten, Og spørgsmålet er om man får gjort op med det nu.

Hvorom alting er. Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

Venezuela I – Socialismens slutspil i Venezuela

Tidligere bragt som Analyse i Børsen den 4. februar. Se
http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/132847/artikel.html#ixzz40p9Pjy

Vi er i disse måneder vidne til slutspillet om “det 21. århundredes socialisme” , som Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez døbte sin version af et socialistisk samfund. Som tidligere forsøg er det endt i økonomisk nedsmeltning. Kontinentet har altid været leveringsdygtigt i forspildte chancer og økonomisk-politiske tåbeligheder. Men intet land kan dog måle sig med Venezuela.

Krise på krise

I begyndelsen af 1920’erne tog produktionen af den nyfundne olie fart, og herpå fulgte høj vækst. Frem til slutningen af 1970’erne var Venezuela en af verdens hurtigst voksende økonomier. En vækst, der dog i stigende grad var lånefinansieret og kollapsede i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 80’erne. Herefter gentagne kriser. Ingen dog så dramatisk som i disse år.

Den officielle inflation er på 140 pct. og hastigt stigende – reelt er den langt højere. Kriminaliteten er eksploderet de sidste 15 år, og mordraten er Sydamerikas højeste.

Vi er i disse måneder vidne til slutspillet om “det 21. århundredes socialisme” , som Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez døbte sin version af et socialistisk samfund. Som tidligere forsøg er det endt i økonomisk nedsmeltning. Kontinentet har altid været leveringsdygtigt i forspildte chancer og økonomisk-politiske tåbeligheder. Men intet land kan dog måle sig med Venezuela.

Krise på krise

I begyndelsen af 1920’erne tog produktionen af den nyfundne olie fart, og herpå fulgte høj vækst. Frem til slutningen af 1970’erne var Venezuela en af verdens hurtigst voksende økonomier. En vækst, der dog i stigende grad var lånefinansieret og kollapsede i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 80’erne. Herefter gentagne kriser. Ingen dog så dramatisk som i disse år.

Den officielle inflation er på 140 pct. og hastigt stigende – reelt er den langt højere. Kriminaliteten er eksploderet de sidste 15 år, og mordraten er Sydamerikas højeste.

Argentina – fra håbløs til det nye håb….måske

Mens Brasilien tilsyneladende har udsat den nødvendige stabilisering af ydre- og indre balancer på ubestemt tid (eller som minimum til efter lokalvalgene til efteråret) – og formentlig til efter præsidentvalget i 2018, forholder det sig omvendt i Argentina.

Argentina står overfor store udfordringer. Den økonomiske vækst er meget lav, som det fremgår af nedenstående figur 1, mens eksporten er faldet markant de senere år.

Argentina gdpMens det private forbrug er stagneret, er det offentlige forbrug steget kraftigt. Alene i 2015 steg det offentlige forbrug med 30 procent, i et forsøg på at sikre Daniel Scioli valgsejren.

consumptionargentina
Sciali var også længe favorit, og hen over sommeren diskuterede man endda i Argentinske medier om hvorvidt han ville vinde valget allerede i 1. valgrunde. Sådan gik det ikke. Scioli vandt godt nok snævert første valgrunde, men tabte i november, da valget alene stod mellem ham og Macri.

Håbet for den nye regering er, at man kan stabilisere økonomien i år, hvor der forventes en vækst på mellem 0 og 1 procent, hvorefter økonomien at vokse med et par procent i 2017, hvorefter væksten for alvor forventes at tage fat.

Det er væsentligt at understrege, at valget af Macri ikke kan ses som en entydig opbakning til hans mere markedsorienterede politik. Det er i lige så høj grad en protest mod den siddende regerings udvalgte kandidat (Scioli), som ikke stod distancen.

Det kan kan bestemt ikke udelukkes, at Christina Kirchner ville have slået Macri, hvis ikke den Argentinske forfatning forbød en 3. periode i træk. Kirchners popularitet var/er bemærkelsesværdig høj, givet de seneste års lave vækst og høje inflation.

Skal Macri have succes, skal han være meget bevidst om at vælgerne er splittede. At peronisterne fortsat har i begge kongressens to kamre er bestemt heller ikke uvæsentlig.

Det er man tilsyneladende også meget bevidst om. Siden genindførelsen af demokratiet efter militærdiktaturets nederlag i Falklandskrigen i 1982, er det ikke lykkedes præsidenter, som ikke tilhørte det peronistiske parti, Partido Justicialista, at sidde perioden ud.

macri

Risikoen er også til stede denne gang, med mindre Macri kan etablere en eller anden opbakning til den førte politik, hvilket kræver at dele af peronisterne kan se en fordel i at bakke regeringens politik op, er slaget tabt på forhånd. Det ved vi meget mere om i løbet af 2016.

Det var bl.a. en del af de problemstillinger, jeg i anledning af indsættelsen af Macri, talte om i et indslag, hvor også ekstern lektor ved CBS, Carlos Salas Lind, deltog. Indslaget kan ses nedenfor.

Ud over Argentina taler vi også om Venezuela, som jeg naturligvis vil vende tilbage til i senere indlæg. Jovist, der er muligvis ikke gang i de Latinamerikanske økonomier, men der er den grad gang i Latinamerikansk politik.

Og når vi nu alligevel er i gang. Dagen efter deltog jeg sammen med Niels Lindvig i en samtale/debat om samme emne hos Cordua & Steno.

Det mest bemærkelsesværdige ved dette indslag er måske måske i virkeligheden, hvor enige Niels Lindvig og jeg er på lange stræk. (lyt med ved at klikke her). Med tanke på at denne blog startede ikke mindst som en reaktion på Niels Lindvigs dækning af Latinamerika for P1’s Orientering, er det forbavsende hvor enige vi er.

58_

Som Niels Lindvig gjorde opmærksom på, kan det blive afgørende hvordan den argentinske fagbevægelse reagerer. Traditionelt har fagbevægelsen i Argentina haft tætte bånd til peronisterne og er ikke just præget af hverken pragmatisme eller viljen til fredelige løsninger. De første strejker er allerede annonceret.

En væsentlig pointe er naturligvis, at hverken Latin- eller Sydamerika kan opfattes som en homogen størrelse. Når Carlos Salas Lind således taler om at præsidentembedet har stor magt i Latinamerika, er det en sandhed med modifikationer.

Dilma Rousseff i Brasilien så sikkert gerne, at det forholder sig således, men sandheden er, at hun kun kan gøre meget lidt uden senatets og kongressens opbakning.

Også i Argentina er der grænser for præsidentens muligheder for at agerer uden opbakning, omend mulighederne er væsentlige større end i Brasilien, grundet traditionelt svage institutioner. Men det kan dog slet ikke sammenlignes med forholdene i Venezuela.

Men Macri kan langt hen af vejen føre sin politik og gennemføre store ændringer uden at inddrage kongressen. Men hvis forandringerne skal række ud over hans egen regeringsperiode, kræver det væsentlige reformer, og formentlig også ændringer i forfatningen, for at beskytte centrale institutioner mod politisk indblanding. Det kan kun ske med Kongressens medvirken.

Del af en ny blå bølge

Uanset hvem som vandt valget i november ville Argentina have fået en præsident og regering som ville føre Argentina i en mere markedsorienteret retning. Det stod klart længe. Omkostningerne ved fortsat pariastatus på de internationale finansielle markeder, behovet for at stabilisere økonomien og tiltrække udenlandske investorer var åbenlys.

Valget af Macri er dog skelsættende. Det er første gang at Argentinerne vælger en erklæret markedsorienteret kandidat til præsident. Macri gik til valg på en (moderat) frimarkedsorienteret platform. Han er dermed del af hvad José Natanson fra den sydamerikanske udgave af Le Monde Diplomatiquehar betegnet som post-neoliberalister, som bla. indbefatter tidligere præsident i Chile, Sabastian Pineira og Henrique Capriles,  fra Venezuela. Man kunne også tilføje Aecio Neves fra PSDB, som tabte snævert til den siddende præsident, Dilma Rousseff, i Brasilien sidste år.

I modsætning til Argentinas præsident i 1990erne, peronisten Carlos Menem er Macri valgt på at gennemføre reformer. Godt nok gennemførtes der under netop Menem en række drastiske reformer, mens mange statsejede virksomheder privatiseredes.

Desværre var privatiseringsprocessen præget af korruption og man fik aldrig tilpasset det offentlige budgetter, da det kom til stykket. I Manems anden valgperiode gik det for alvor galt, og spændet mellem officiel statistik og faktisk udvikling blev større og større. Helt centralt – og skæbnesvangert – var at man insisterede på at fastholde kursen 1 til 1 over for den amerikanske dollar på et tidspunkt hvor dollaren styrkedes internationalt.

I fraværet af muligheden for at tilpasse valutakursen, kræver en sådan politik en såkaldt intern devaluering. En sådan fandt aldrig sted og situationen var uholdbar, ikke mindst efter Brasilien lod real flyde fra 1999, hvorefter den faldt i forhold til dollar. Hermed øgedes presset på Argentinsk økonomi.

Argentina’s flirt med “neoliberalistiske” reformer endte som bekendt med den totale nedsmeltning af økonomien i 2001-2002, som endte med historiens største statsbankerot.  Herefter vendte man tilbage til en mere traditionel statscentreret økonomisk model med udbredt brug af regulering af offentlige priser, en delvis tilbagevenden til nationaliseringer (flytransport og energi) og en til tider voldsom nationalistisk retorik.

Dette faldt sammen med det boom i råvarerpriserne i nullerne, som løftede væksten i hele regionen, ligesom det på den korte bane naturligvis lettede de eksterne balancer, at man opgav at betale den opbyggede statsgæld fuldt tilbage. På sigt har konsekvenserne dog været klart negative, da man stort set har været udelukket fra de internationale finansielle markeder. Derfor er en af de væsentligste opgaver for den nye regering af få en aftale i stand med de kreditorer som fortsat kræver fuld tilbagebetaling (man har for længst lavet aftaler dækkende langt det meste af den udestående gæld) – de såkaldte “Vulture funds”.

Regeringen har meldt ud at man genoptager forhandlingerne til januar og forventer en hurtig overenskomst. Vi får se – og håbe.

Argentina som fortaler for fornyet globalisering

Hvorvidt Argentinas nye regering og præsident Macri er i stand til at reformere eller i det mindste stabilisere indre og ydre balancer, vil som antydet kræve at man er i stand til at samarbejde med den peronistiske opposition (og håndtere fagbevægelsen). Om det lykkes finder vi ud af i 2016. Hvis ikke er det tvivlsomt om Macri sidder perioden ud.

Indtil videre har valget af en ny præsident dog indvarslet markant nyere tider med et Argentina, som fra at have været stopklods for at handelssamarbejdet Mercosur indgår aftaler og åbner sig for frihandel med bl.a. EU og USA, er gået til at være blandt handelsblokkens varmeste fortaler.

Ved Mercosur’s topmøde lige inden jul var det Macri der slog til lyd for mere frihandel, lige som han tidligere har udtrykt opbakning bag den gamle amerikanske drøm om at lave et NAFTA lignende samarbejde, der dækker både Nord- og Sydamerika.

Skal det lykkes denne gang eller bliver vi atter skuffet?

Som jeg konkluderer i dagens kronik i Børsen, “Nye takter giver håb for Argentina” (kræver abonnement):

Som Financial Times bemærkede på valgnatten, er valget af Mauricio Macri den bedste chance, man har for at bryde den peronistiske tradition for populistiske, kortsigtede løsninger. Men det vil kræve gennemgribende reformer og møde stor modstand.

I første omgang handler det om at stabilisere økonomien, sikre tilliden og øge de private investeringer.

Hvorvidt det indvarsler et egentligt varigt paradigmeskifte, er dog en helt anden historie. Macris valgsejr var smal og mere udtryk for en afvisning af modkandidaten end en egentlig folkelig opbakning til hans reformdagsorden. Peronisterne har da også fortsat flertal i kongressens to kamre.

Sammenlignet med Colombia, Peru og naturligvis Chile, hvor konsensus er en økonomisk model baseret på relativt frie markeder og en begrænset rolle for staten, er Argentina årtier bagud. Lad os krydse fingre for, at 2016 er første skridt på vejen til en moderne markedsøkonomi.

For et overblik over de udfordringer, som Argentina står overfor, kan man med fordel læse Wells Fargo’s analyse fra i efteråret (grafer i denne post er hentet derfra). Til gengæld ville jeg nok være mere forsigtig med udmeldingerne fra J.P. Morgan, som forøvrigt har leveret den nye finansminister. J.P. Morgan stod for udstedelsen af statsobligationer (dollar nominerede, fordi ingen har tillid til peso) under den tidligere regering, og formentlig også for den nuværende.

Og de er mange. blot et eksempel på hvor problematisk situationen faktisk er – og hvor vigtigt det er at genvinde de internationale markeders tillid.

Det meste af den off. gæld, som udgjorde omkring 40 procent af BNP inden man ophævede de fleste kapitalrestriktioner og peso faldt med ca. 30 procent i december, er udstedt i dollar, og den vil udgøre 70 procent af BNP, når kursen når 15 peso per dollar. I dag (10.01.2016) er den ca. 13,9 peso per dollar.

Og i modsætning til f. eks. Brasiliens off. gæld, som er udsted i real, og nærmer sig faretruende de 70 procent, som givet økonomiens umodenhed er bekymrende, er det ikke muligt at nedbringe den off. gæld ved at monetarisere den i større eller mindre grad.

Jeg vender naturligvis tilbage i løbet af det kommende år, som vil give os et fingerpeg om, hvorvidt Macri vil lykkes i sine bestræbelser på at gøre Argentina til en mere fri og moderne økonomi.

Brasiliens nedtur fortsætter med uformindsket styrke

Brasiliens finansminister det seneste år, Joaquim Levy, trådte fredag tilbage. Ny finansminister bliver økonomiminister Nelson Barbosa.

20151219_amp506Der har længe været rygter om at  Levy var på vej ud af regeringen. Den nye finansminister anses for at stå for en mere “progressiv” tilgang til den økonomiske politik. Det skifte reagerede markedet på med faldende valuta- og aktiekurser.

The Economist efterfølgende vurdering opsummerer fint reaktionen på markedet og blandt internationale iagttagere:

That change is likely to make a terrible situation worse. It suggests that Mr Levy lost an argument within the government about whether austerity is the right cure for Brazil’s sickly economy, and that he lost it not because his economic remedy was wrong but because it was politically unpalatable.

Til gengæld vakte det glæde hos regeringspartiet PTs base, både blandt medlemmer, fagforening og græsrodsbevægelser. De brød sig aldrig om Levy og den økonomiske politik hans stod for.

Som Economist også bemærker i deres kommentar, er det bemærkelsesværdigt at Levy holdt ud så længe som han gjorde. At det aldrig lykkedes at foretage den på forhånd lovede og helt nødvendige stabilisering af de offentlige budgetter, kan man ikke laste ham.

Trods alt lykkedes det ham at nedbringe de diskretionære (ikke obligatoriske) off. udgifter med ca. 120 mia. kroner – svarende til en besparelse på ca. 20 mia. kroner på de offentlige budgetter i Danmark.

Trods besparelserne ender Brasilien dog ud med et underskud på de offentlige budgetter, svarende til næsten 10 procent i 2015. Langt fra det forventede overskud før rentebetalinger, som man lagde op til inden årets start.

Det foreløbige lavpunkt kom, da Fitch som det andet af de tre ratingbureauer downgradede Brasilien til junkstatus. Det var en eksplicit målsætning målsætning for regeringen at beholde sin rating, hvilket altså mislykkedes.

At to ud af tre ratingbureauer har sat Brasiliens status til junk indebærer, at en række internationale institutionelle investorer ikke længere kan holde brasilianske papirer. Samtidig stiger omkostningerne ved fortsat låntagning.

Det er alt sammen politik

Den nye finansminister, Nelson Barbosa, er tæt knyttet til tidligere præsident Lula. Tidligere på året “imponerede” han ved at foreslå en ekspansiv finanspolitik i 2016, hvilket ud over at undergrave Levy’s i forvejen svage position, var medvirkende til at nedgraderingen til junkstatus fra Standard & Poor’s i september.

Barbosa havde flere poster under præsident Lula, 2003-2010 og fortsatte under den nuværende præsident Dilma Rousseff frem til 2013, hvor han forlod regeringen på grund af uoverensstemmelser om den førte politik. Dette selv om han var en af hovedmændene bag skiftet under præsident Lula, hvorefter man i stigende grad søgte at styre valutakurserne og øge den selektive kreditgivning.

Når Barbosa derfor bakkes op af græsrødderne i “Partido dos Trabalhadores”, er det altså af samme grunde, at markedet og investorerne reagerer negativt.

Udskiftningen handler først og fremmest om at styrke opbakningen til PT – der kunne glæde sig over relativt store demonstrationer til fordel for den ellers meget upopulære præsident Dilma for nylig og falder sammen med at oppositionens forsøg på at kræve præsidenten for en rigsret indtil videre ikke ser ud til at lykkes.

Men om det er nok til at sikre opbakning i kongressen til at gennemføre den nødvendige stabilisering af den brasilianske økonomi er dog tvivlsomt. Det får vi dog først svar på efter en rigsretssag evt. er lagt helt i graven.

Indtil da fortsætter Brasiliens katastrofale kurs mod bunden. Og hvis det går som det er gjort de senere år, kan 2016 sagtens ende med et lige så stor fald i BNP som i år, selv om de nuværende prognose forudser at faldet “kun” bliver på ca. 2 procent mod indeværende års fald i BNP på nu forventet 3,5 procent.

Et godt bud er, at vi ikke kommer til at se en effektiv stabilisering af økonomien før på den anden siden af præsidentvalget i 2018. For slet ikke at tale om nødvendige reformer der skal til, hvis Brasilien skal opnå hæderlig vækst i fremtiden.

Brasilien er berygtet for sine lange perioder, hvor man egentlig godt ved hvad der skal til, men ingen har en politisk interesse i at bakke op om det. Det oplevede vi i både 80erne og 90erne.

En ukendt faktor er dog Brasiliens kongemager parti, PMDB, som har været en del af det parlamentariske grundlag for at alle siddende præsidenter siden 1989. Skulle de vælge at opgive deres støtte til den nuværende præsident – de har selv vice-præsident posten – inden 2018, kan det ikke udelukkes at Dilma Rousseff opgiver at fortsætte som præsident, også uden en egentlig rigsretssag.

En udløser for dette kan være, hvis også den store majoritet, som ikke er en del af den egentlige middelklasse (i vestlig forstand) også går på gaden. Det har de ikke gjort endnu.

Ligeledes kan det naturligvis ikke udelukkes, at de fortsatte sager og efterforskningen i den store korruptionsskandale i Petrobras kan ramme præsidenten på et tidspunkt.

Under alle omstændigheder er der ingen grund til optimisme på kort sigt. Brasiliens økonomi vil fortsat udvikle sig i negativ retning, arbejdsløsheden stige og inflationen være høj, omend ikke så høj som i år, hvor den lander på den forkerte side af de 10 procent.

På længere sigte kan det dog, som jeg har skrevet om tidligere, være at netop denne krise er forudsætningen for at man igen får en periode præget af nødvendige reformer.forecast

 

Brasiliens økonomiske krise fortsætter

Præsident Dilma Rousseff har for længst mistet kontrollen over kongressens to kamre, og kæmper både med krav om hendes afgang og for at få opbakning til nødvendige justeringer af de offentlige budgetter.

Og imens forværres den økonomiske krise. Seneste prognose fra Nationalbanken siger et fald i BNP i 2015 på 3,5 procent, mens inflationen forventes at ende på næsten 10,5 procent. Samtidig fortsætter arbejdsløsheden med at stige, og visse analytikere forventer, at den først topper ved næsten 12 procent. Den er på nuværende tidspunkt lige under 8 procent.

For 2016 forventes et fortsat fald i BNP. Den Brasilianske Nationalbank forventer et fald i BNP på 2,31 procent, mens inflationen forventes at falde til 6,70 procent.

Venezuela – Er dette enden på revolutionen?

Gårsdagens valg i Venezuela er først og  fremmest et nederlag for regeringspartiet PSUV og præsident Maduro. På nuværende tidspunkt har oppositionen, MUD, vundet 99 og PSUV 46 af Nationalkongressens 167 pladser. De resterende 22 pladser er stadig ikke afgjort.

Hvis oppositionen vinder blot 12 af de 22 pladser, har de et super-flertal, hvilket indebærer at kongressen i princippet kan afsætte præsidenten, skifte højesteretsdommere ud osv. osv. Hvordan de sidste 22 pladser fordeler sig vides først sent mandag aften.

Præsident Maduro har erkendt nederlaget – eller tilbageslaget, som han kalder det – men i hvilken udstrækning det så indebærer, at han også erkender at det lagger mod enden efter 17 års “socialisme for det 21. århundrede”, er dog mere tvivlsomt. I sin reaktion på valgnederlaget fremførte han endnu en gang påstanden om, at Venezuelas enorme økonomiske problemer skyldes, at der føres en økonomisk krig mod landet.

Venezuela går til valg

I dag afholder Venezuela valg til Nationalforsamlingen. Der er ingen tvivl om at oppositionen (MUD) vinder overlegent, målt på afgivne stemmer.

Omsat i mandater er sagen en helt anden. Ved sidste valg fik oppositionen lidt over halvdelen af stemmerne, men endte med kun ca. 40 procent af mandaterne i det nationale parlament. Denne gang forventes man dog at vinde et flertal af mandaterne. Spørgsmålet er reelt kun, om man ender med et simpelt flertal eller et såkaldt superflertal (60 procent+).

Flere har kaldt det et skæbnevalg, fordi et absolut flertal i Nationalforsamlingen kan kræve omvalg til præsidentposten, indsætte nye højesteretsdommere mv.

Men det er på papiret. Hvad der vil ske i virkeligheden er en hel anden sag. Vinder oppositionen og får tilstrækkeligt med mandater, har de vundet magten over Nationalforsamlingen, men PSUV (regeringenspartiet) kontrollerer fortsat præsidentembedet, retssystem og formentlig også hæren indtil videre.

Som vist efterhånden alle er klar over er landet præget af økonomisk kaos, høj kriminalitet og udbredt korruption. Selv de mest almindelige fornødenheder kan det være svært at få fat på i hvad der kunne være et af Latinamerikas absolut rigeste lande (og var det for blot få årtier siden).

Præsident Maduro har ved flere lejligheder antydet, at PSUV ikke frivilligt opgiver magten og dagens valg vil med stor sandsynlighed føre til endnu mere kaos i landet.

Venezuela og oliens forbandelse

En ny start for Argentina….måske

480
Centrum-højre kandidaten Mauricio Macri (for “Cambiermos“) vandt i går 2. runde af det argentinske præsidentvalg. Hermed slog han peronisternes kandidat, Daniel Scioli, efter at have klaret sig overraskende godt i 1. runde.

Daniel Scioli vandt godt nok knebent 1. runde for en måned siden. Men Macri formåede i langt højere grad at trække stemmer blandt tilhængerne af de kandidater som ikke gik videre.

Hermed understreger Argentina tendensen væk fra mere eller mindre venstrepopulistiske regeringer i regionen, som har præget det første årti af dette årtusinde.

Det er 3. gang siden demokratiet genindførtes i kølvandet på nederlaget i Falklandskrigen i 1982, at en ikke-peronist vinder præsidentvalget. I begge de to første tilfælde gik den valgte præsident af før tid.

Det var så den nemme del

Macri overtager et Argentina i ringe forfatning. Nationalbankens valutareserver er ukendte, korruptionenen udbredt – Argentina er blandt Sydamerikas absolut mest korrupte lande, langt mere korrupt end bl. a. Peru og Brasilien. mens ingen tror på officielle tal for hverken vækst, offentlige budgetter eller inflation.

Det bliver således i første omgang en opgave i sig selv at få overblik over hvor slemt det egentlig står til med landets økonomi.

Læg dertil at man ikke har adgang til international långivning og at peronisterne fortsat har flertal i det ene af kongressens to kamre, samt i en række delstater. Jovist, det er ingen nem opgave Macri begiver sig ud i. Og givet Argentinas historie er der grund til at være varsom med optimismen. De sidste to gange hvor en kandidat, som ikke var fra peronisterne vandt valget, opnåede ingen af dem at sidde perioden ud.

Den kommende tid vil vise om Macri og hans nye regering har evnerne til at navigere i et Argentina som fortsat er domineret/tynget af Perons tunge arv.

For en fremragende gennemgang af Argentinas økonomiske og politiske historie, anbefaler jeg varmt Mauricio Rojas “Carmensitas sorg“, der dækker perioden fra Argentinas selvstændighed og frem til den økonomiske nedsmeltning i 2001-2002.

Mere marked og fornyet international orientering

Macri står for en markant mere markedsorienteret økonomisk politik end den tidligere regering. Han har gentagne gange både før og efter valget i går slået fast, at målet er at gøre Argentina til et fuldgyldigt medlem af det internationale samfund igen. Der skal gøres op med de mange begrænser på både kapital og international handel, herunder de forhadte eksportskatter og valutakursregimet, hvor restriktionerne på handel med udenlandsk valuta har skabt et betydeligt sort marked.

Men måske er det mest spændende de nye toner som lyder i forhold til samarbejdet i Mercosur, hvor Argentina har stået for en protektionistisk politik, som indbefatter talrige brud på de indgåede aftaler.

Det passer Brasilien godt, hvor den pressede venstreorienterede regering, kæmper med en længere recession (Brasiliens værste siden starten af 1930erne). Der har i perioder cirkuleret rygter i Brasilia om, at man var på vej ud af Mercosur, bl.a. fordi Argentina blokerede for at man kunne få et afgørende gennembrud i forhandlingerne med EU om et handelsaftale (medlemmerne af Mercosur kan på nuværende tidspunkt ikke indgå handelsaftaler med 3. lande. Det skal ske samlet).

Som The Economist skriver i deres analyse af Macri’s valgsejr:

The result is hugely significant, not just for Argentina but for South America. Mr Scioli ran as the heir of the country’s current president, Cristina Fernández de Kirchner, a charismatic but divisive populist. The election of Mr Macri, who campaigned under the banner of a coalition of parties called Cambiemos (“Let’s Change”), represents a repudiation of her legacy. He will be the first president in nearly a century who is neither a Peronist nor a member of the movement’s weaker rival, the Radical Civic Union.

Macri har lagt hårdt ud med et krav om at Venezuela ekskluderes af Mercosur på grund af manglende demokrati. Så langt er Brasilien, som har store økonomiske interesser i Venezuela, næppe parat til at gå på nuværende tidspunkt. Men alt efter hvordan valget i december i Venezuela og det fortsatte økonomiske og sociale kollaps forløber, er det ikke et helt urealistisk scenarie, at Venezuela udelukkes i det mindste for en periode. Det bør øge chancerne for en handelsaftale med EU og måske også forandringer i selve Mercosur samarbejdet, hvor kravet om at enkeltlande ikke kunne indgå handelsaftaler på egen hånd, har været katastrofal. Ikke mindst på grund af netop Argentinas protektionistiske politik.

Et nyt Latinamerika 

Med valget af Macri er et blad vendt i Argentinas historie. Om Macri så formår, hvad hans to forgængere ikke var i stand til, nemlig at få Argentina ud af Perons skygge og reducere Peronisterne dominans i Argentinsk politik, er en anden sag.

Ideelt er naturligvis hvis man genoptager 1990erne’s reformdagsorden – fri for datidens fup og svindel og belært af fastkurspolitikkens faldgrupper.

Om det vil ske, kan kun tiden vise. Indtil da skal vi glæde os over valget af Macri. Det giver håb, ikke kun for Argentina, men også for nabolandene.

Eller som The Economist afslutter deres analyse:

In some respects, Mr Macri will be able to set a new tone as soon as he is inaugurated on December 10th. His leadership style will be less confrontational than Ms Fernández’s. He will move quickly to shake up the statistics agency, which has been issuing misleading reports on inflation and poverty, and is expected to signal his commitment to judicial independence by naming unimpeachable candidates to fill two vacancies on the Supreme Court.

Et er sikkert. Det bliver spændende at følge Argentinsk politik i den kommende tid.