“Det perfekte diktatur” genindtager præsidentembedet i Mexico

Ved gårsdagens valg generobrede PRI  (Partido Revolucionario Institucional), igen præsidentposten, efter det konservative parti (PAN), siden Mexicos første reelle demokratiske valg i 2000 har siddet på posten.

Valgsejren var ventet efter 12 år med konservative præsidenter som har haft mere end svært at få reformer igennem et splittet parlement – hvor ikke mindst PRI har blokeret for nødvendige reformer. På nuværende tidspunkt ser det ud til at  PRI’s fotogene kandidat, Enrique Peña Nieto, vinder med ca. 38 procent af stemmerne, foran socialisten López Obrador, der får 31 procent af stemmerne, mens det regerende konservative partis (PAN) kandidat, Josefina Vázquez Mota, ender på 3. pladsen med 26 procent.

PRI sad på magten fra 1929 og frem til 2000. I 1990 betegnede nobelpristageren, Mario Vargas Llosa, PRI som “det perfekte diktatur”. Partiet har dermed et stort ansvar for den fascistisk/socialistiske blandingsøkonomi, med mangelfuld konkurrence, latinsk arbejdsmarkedspolitik og statsligt ejerskab, som man fortsat ikke har fået gjort helt op med, på trods af liberaliseringer og forsøg på reformer.

 Nu kan PAN måske endelig få gennemført deres politik

Der er ingen grund til at frygte en tilbagevenden til tidligere tiders importsubstitutionspolitik eller øget statsligt ejerskab i økonomien, tværtimod. Det var som bekendt under ledelse af PRI, at Mexico blev medlem af NAFTA i 1990erne, bl.a. under  præsident Ernesto Zedillo, 1994-2000.

Tværtimod kan en række reformer som PAN ikke kunne få igennem fordi PRI blokedere, måske endelig kan gennemføres. Det drejer sig bl.a. om reformer som gør det lettere at ansætte og fyre folk (et grundlæggende problem i de fleste latinske lande, også i Europa) samt en åbning for at private virksomheder i energisektoren.

Der er dog en reel risiko, at det går som under den sidste PRI præsident, Ernesto Zedillo, og en splittet kongres fortsætter med at afvise de nødvendige reformer, som er afgørende hvis Mexico skal øge den økonomiske vækst.

Sikkerhed, korruption og “kampen mod narkotika”

Mexico er berygtet for sin korruption, ikke mindst indenfor politiet. En af grundene til at militæret i 200 blev sat ind i kampen mod narkotikakartellerne var at man ikke stolede på politiet. I flere tilfælde oplevede man også at lokalt politi skød mod den mexikanske hær, da den rykkede ind i byerne langs grænsen til USA. Og så sent som i sidste uge skød korrupte føderale politifolk 3 andre politifolk i Mexico City’s internationale lufthavn. tidligere er både politikere, anklagere og centrale folk i Mexico’s narkotikabekæmpelse blevet arresteret for at være i ledtog med kartellerne.

Der skal næppe forventes de store forandringer i den fortsatte bekæmpelse af kartellerne. På trods af en voksende frustration over de fortsatte kampe, som de sidste 6 år har kostet ca. 55.000 mennesker livet, bakker et flertal af mexicanere op bag en hård politik og er modstandere af egentlig legalisering. de nyvalgte præsident, Peña Nieto, har tidligere rost den hårde linje under præsident Calderón.

En endelig løsning på problemerne med narkokarteller kræver en eller anden form for legalisering, i fraværet af dette kan man højest håbe på at problemet kan flyttes til andre steder i regionen.